Den 8. april 1825, om morgenen mellem kl. 8 og 9, blev tre stakkels mennesker henrettede på Kanehøj Banke i Egeslevmagle Sogn, lidt nord for Skelskør. Blandt tilskuerne var også de ældste disciple fra Slagelse Lærde Skole og blandt dem den 20-årige Hans Christian Andersen. Rektor Meisling havde givet klassen fri; „vi skulde tage derhen, det kunde være godt for os at kjende Sligt, meente han“ — det er Andersen der således i Mit Livs Eventyr, s. 68, indleder beretningen om en begivenhed, der gjorde et voldsomt indtryk på ham, længe beskæftigede hans fantasi og måtte omtales både i Levnedsbogen fra 1832 og i Mit Livs Eventyr, der udkom i 1855. På dette sidste sted sætter han den i forbindelse med det: At føre bog over dagens små begivenheder[1]; Det hedder herom: „Begivenheder af den Magt, eller iøvrigt nogen Slags betydelig Hændelse fandt forresten ikke Sted [i Slagelse-tiden]; den ene Dag gled hen som den anden, men jo mindre man oplever, jo mere stille eensformigt Eens Liv glider hen, des snarere falder man paa at optegne og bevare det Oplevede, holde Dagbog, som det kaldes; jeg fik mig paa den Tid en saadan, af hvilken endnu er i Behold et Par Blade, i hvilke ganske afspejler sig min hele forunderlige Barne-Natur dengang“. Og han anfører et par af dagbogens notater — for dagene fra den 28. september til den 1. oktober — der også hører til det endnu bevarede; en sammenligning mellem disse citater og den bevarede original, se det følgende, vil vise, at nogen meget ordret gengivelse er det just ikke! I Levnedsbogen (s. 99) citerer han også et par af dagbogs-notaterne, men de findes ikke på de reddede blade og ligger efter deres indhold vistnok forud for disse fragmenter.
Thi fragmenter er det — ialt 34 tæt beskrevne sider, som begynder med en optegnelse for 16. september 1825 og fortsættes dag for dag til 15. oktober, atter går fra 27. oktober til 11. december, fra 13. december 1825 til 5. januar 1826 og slutter med notater for dagene 24.-28. januar. Endnu et stykke af dagbogen har til for en 30 år siden været bevaret; det omfatter dagene fra 26. marts til 2. april 1826 og er trykt s. 79-80 i professor Hans Brix‘ bog (og doktordisputats): H.C. Andersen og hans eventyr, der udkom i 1907; det dér trykte stykke har antagelig fyldt et enkelt kvartblad, der nu ikke mere findes mellem de Collinske H.C. Andersen-samlinger, som først længere tid efter professor Brix’ benyttelse af dagbogs-fragmenterne er afleveret til og nu opbevares på det kgl. Bibliotek i København.
Som så mange andre af Andersens skriftlige efterladenskaber kom nemlig også dagbogs-fragmenterne i etatsråd Edvard Collins eje, og i hans skrift: H.C. Andersen og det Collinske Hus, Kbhvn. 1882, side 84—101, er første gang gengivet en række af dagbogens notater, men rigtignok i en højst tilfældig orden eller rettere i en, mulig villet, uorden og uden dagsangivelser, iøvrigt efter denne forf.s skik med rent vilkårlige udeladelser og, når man betænker hans meget nøje kendskab til H.C. Andersens unægtelig heller ikke let læselige skrift og mærkelige ortografi, med påfaldende fejllæsninger, der stundom helt forandrer meningen — som eksempelvis det allerførste af Collin anførte notat (for 3. novbr. 1825), der her lyder: “Gud, hvor har jeg det ikke daarligt” [om Opholdet i Rektor Meislings Hus], medens der i manuskriptet står: “Gud hvor har jeg det ikke herlig”.
Med undtagelse af optegnelserne fra d. 28. december, 6. sidste linie, og ud, har dagbogsfragmentet i sin da bevarede udstrækning og i rigtig kronologisk orden været trykt i tilskueren for 1925, s. [7]-—21 og [77]—88, men i en så uheldig gengivelse, fuld af urigtige tekstlæsninger og med så mange overspringelser og udeladelser, at et nyt og fuldstændigt optryk af dagbogen, hvor det er tilstræbt at behandle teksten så samvittighedsfuldt som mulig, vist må siges at være påkrævet — al den stund også fremtidens forskere af H.C. Andersens ungdoms- og udviklingstid ikke vil kunne undvære et nøje kendskab til dette enestående led i hans skriftlige efterladenskab. Også en omfattende kommentering tør vel her siges at være på sin plads, thi på hver side i dagbogen, ja ofte i hver linie slår H.C. Andersen om sig med navne på personer, med titler på bøger og skuespil m.v., som i almindelighed ikke vil være læseren bekendt, men hvorom oplysninger og nogen vejledning vil være nødvendig for den, der ønsker at følge dagbogen og dens forfatter i alle enkeltheder; under kommentaren vil man iøvrigt — ligesom i den følgende indledning — finde et par utrykte ting fra Andersens hånd, et brev og et par digte, der slutter sig nøje til denne periode af hans liv og til personer, som da stod ham nær.
Let at læse er dagbogs-manuskriptet ikke; det er skrevet på groft, blåligt papir og med ofte svagt farvet blæk, med en gnidret, tidt så skødesløs skrift, at man kan se, hvor træt den Slagelse-skolediscipel har været, når han tog sig tid til at fæstne dagens små begivenheder og sine egne betragtninger til papiret — ofte for på den måde at aflaste sig for al det der fyldte ham: angst og bekymringer for dagen imorgen, frygt for skolelivets krav til ham, ængstelse for fremtiden men også et ukueligt håb og den tillidsfuldhed både til sine egne evner og til det forsyn, han i barnlig tro hang ved, der holdt ham oppe; det er bogstaveligt en journal over vandringen per aspera ad astra. I gengivelsen af dagbogens tekst er hans egen stavemåde og tegnsætning bevaret for, så vidt som det er muligt, at give læseren et fuldkomment indtryk af, hvorledes den er ført, og hvorledes dens forfatters udvikling var på denne tid. På enkelte steder har det været nødvendigt i skarpe parentheser [ ] at indføje et ord, et bogstav eller tegn for at gøre meningen tydeligere; iøvrigt er forf.s brug af store og små bogstaver, f.eks. af stort og lille d højst usikker; han skriver dem som regel næsten ganske ens, og sammenhængen må da give meningen. På et enkelt sted, som nærmere angives i kommentaren, har professor Hans Brix velvilligt deltaget i forsøget på at dechiffrere tre vanskeligt læselige ord; iøvrigt har jeg grund til særlig at takke fhv. bibliotekar C. Behrend for hans ypperlige hjælp ved tekstens tydning, ligesom det kgl. Biblioteks tjenestemænd, i første række d’herrer bibliotekarer H. Ehrencron-Muller og H. Topsøe-Jensen, har ydet mig ganske uundværlig bistand ved udarbejdelsen af kommentaren og adgangen til de benyttede manuskripter.
I den efterfølgende indlednings tre afsnit er det alene tilstræbt at give nogle oplysninger om de lokale og personelle forhold, som er forudsætningerne for det stof, dagbogen bringer til H.C. Andersens historie, og på enkelte punkter føre linierne længere frem. Disse emner har jeg tidligere behandlet i et par kroniker i „Nationaltidende“ (aftenudgaven) for 11. og 14. oktober 1929: H.C. Andersen og Slagelse. Her var dog efter sagens natur ikke plads til de henvisninger og noter, der nu ledsager indledningen.
Siden 1810 havde Slagelse lærde skole tilhuse i en tidligere købmandsgård på Bredegade, gl. mtr. no. 175—76, nu mtr. no. 48—49 og gade no. 4-—6, som var købt og indrettet til sit nye brug[1], fordi den lille middelalderlige kirkelade ved foden af Skt. Mikkels Kirke omsider var befundet for uanvendelig til det øjemed, den uden udvidelse havde tjent siden 1616[2]. I den nye skolebygning regnede man med plads nok til datidens fire klasser med et antal af næppe over 50 disciple ialt, men al for meget af pladsen medgik til den rektorbolig, gården samtidig skulde rumme; først i 1827 blev forholdene bedre ved den udvidelse og ændring, skolefløjen da fik. Men selv da bestod den ulempe, som rektor Qvistgaard nogle få år senere, støttet til en mangeårig bitter erfaring, beskriver sålunde[3]:
„Imidlertid laborerer Skolen dagligen under en Local-uleilighed, som forvolder Disciple og Lærere uberegnelig Fortræd, den, nemlig, at Skolen ligger paa een af Byens Hovedgader, og da navnligen paa een af dem, hvorigjennem Landeveien gaaer; hvoraf følger, at de tvende største og bedste Læseværelser ere udsatte for uophørlig Larm af Vogne, hvilken paa den Aarstid, da man for at vinde frisk Luft, maa lukke Vinduerne op, er saa nær ved det Utaalelige, at kun Vane og Taalmodighed kan sætte Disciple og Lærere istand til at udholde den“. Og han sender en vemodig tanke til den gamle kasserede skolebygning „der ligger paa en rolig Plet i Byen og har inden sine ærlige gamle Mure tilbudt Disciple og Lærere en vis hellig Roe til deres Arbeide og været i Kulde et luunt og i Hede et svalt Opholdssted“.
I denne af gadelarm og indelukket skoledunst ilde plagede lærdomsanstalt var det, at H.C. Andersen fra sidst i oktober 1822 var blevet sat til bogen — i 1825 havde han sikkert vænnet sig dertil. Han var kommet ind i 2. klasse, den næstnederste, og anbragt ved det mellemste bord, omtrent midt i klassen, hvis disciple alle næsten var børn — han ragede op over dem alle[4]; i dagbogen fra 1825 hører vi om hans oprykning fra 3. til 4. klasse, og i „Mit Livs Eventyr“ fortæller han, hvorledes gadens færdsel af folk og fæ blev taget med ind i rektorens spottende tiltale til sine disciple[5]. „Blev en Drift Qvæg ført igjennem Gaden, medens han læste med os, og en enkelt Discipel [han hed formodentlig H.C. Andersen!] blev opmærksom derpaa, saa faldt det let Rectoren ind at befale os Alle at staae op og gaae hen til Vinduerne for at se „vore Brødre drage forbi“!“. Dette oplevede Andersen dog ikke, før han i oktober 1823 var nået op i 3. klasse, thi som det vil ses af den her gengivne plan over skolen inden ombygningen i 1827, vendte 2. klasses vinduer ud til gården, 3. og 4. klasses til gaden, hvor færdselsstøjen var værst.
Om klassernes ringe størrelsesforhold får man et begreb gennem følgende tal[6]: Hele skolens facade havde en længde af 57 alen (c. 36 m) og en bredde af 15 alen (9 m); heraf medgik til porten i gårdens vestende 6 x 15 Alen; rektorboligen lagde beslag paa 20½ x 15, og til skolebrug blev der kun 30½ x 15 eller 457½ □ alen (180 m2), hvoraf godt en femtedel optoges af biblioteket, som lå i det lidt lavere beliggende vestlige bindingsværksparti af gården, hvori også porten var[7]. Især 3. klasse var meget indskrænket, kun lidt over 40 □ alen (16 m2) stor, den rummede til tider 13 disciple — og her stod solen om sommeren på fra kl. 7 til kl. 1 middag, medens disciplene om vinteren havde den hede kakkelovn lovlig nær inde på livet.
I denne klasse, hvor det flere gange hændte, at disciplene fik ondt af heden og den kvælende luft, hvor de havde dårlig plads til deres bøger m. v. og derfor „maatte sidde i forskellig Retning, saa de havde vanskeligt ved paa eengang at profitere af den Undervisning, som gives ved Brug af den fælles Tavle eller Landkort“ har Andersen sin plads i 1825, til eksamen er overstået — så rykker han ind ved siden af, i 4. klasse.
I de beskrevne uheldige forhold fandt der ingen ændring sted i Andersens skoletid i Slagelse — først da der atter, i forsommeren 1826, blev vakance i embedet, fik den fung. rektor, J. Chr. Qvistgaard, sat igennem, at hele skolefløjen i 1827 blev udvidet; den hidtidige biblioteksbygning fik grundmur ud til gaden og dens rum, der havde været 3/4 alen lavere end de øvrige, blev bragt i niveau med disse; samtidig blev der opført endnu en kvist ud til gaden, hvor biblioteket fik plads, og hele fløjen gjordes bredere ved en udvidelse til gårdsiden. Men værelsernes højde kunde ikke ændres — den var og blev 4½ alen (2,8 m).
Hele den østre ende af skolegården var rektorbolig med et areal af 307½ □ alen (121 m2) samt en kvist på 75 □ alen (29,5 m2); dertil kom en sidelænge, hvori der til beboelse, køkken og bryggers var afsat 15½ x 9 = 139 1/4 □ alen (54,8 m2); resten var vognremise og brændehus; i et baghus var der — foruden skolens lokummer, der vendte ud mod disciplenes tumleplads, — hønsehus, havegang m. v.; iøvrigt havde rektorfamilien ikke nok i sine egne udenomsbekvemmeligheder — i Levnedsbogen fortæller Andersen (og i sit manuskript skriver han det af blufærdighedshensyn med græske bogstaver!), at Rektorens svin havde logi i skolens vandhus[8].
Rektorboligen og skolen stod altså, som det også vil ses af planen, i umiddelbar forbindelse med hinanden. Da Andersen har fået ophold hos rektorfamilien, får han anvist rektorens soveværelse til at læse i „og har altsaa kun at aabne Døren for at være inde i Skolen“[9] — „Rektorens Soveværelse“ må da vist være det på planen som „Et Værelse i Rektorboligen“ betegnede rum; 4. klasses endevæg mod øst har altså vendt ud mod rummet lige indenfor indgangsdøren under kvisten („Entréen“ vilde man nu sige), men herfra har vel næppe været direkte Adgang til Klassen. Øst for „Entréen“ har rektorfamilien haft to opholdsstuer med vinduer til gaden, og i enden af sidelængen, som vendte ud mod haven, en havestue, der dog kun var beregnet til sommerbrug; kvisten var inddelt i to rum — over hvormange og hvor store værelser beboerne ellers har disponeret, kan ikke tydeligt ses; i 1822 var skolens forstanderskab med rektoren enig i, at boligen kun bød på ringe plads[10]. Det ser jo da ret mærkeligt ud, at der i 1825 nok er plads til en logerende, men som det bl.a. af dagbogen vil ses, fik denne heller ikke sit eget ugenerte værelse, som han sidst havde haft i sit forrige logi. Nu var rektor Meislings husstand heller ikke lille: Mand, hustru, i efteråret 1825 fem børn i en alder fra et halvt til tolv år, jomfru og to à tre piger, det bliver ialt 10—11 personer, store og små, hvortil altså nu kom en ny husbeboer. Man ser også, at familien har taget skoleværelserne i brug til forskelligt: Her hænges tøj til tørring, om søndagen rykkes skolebordene bort, og rektoren leger med børnene og kører sin lange logerende rundt i en barnevogn[11]! Ved sin overtagelse af boligen i 1822 klagede den nye rektor over, at værelserne var meget medtagne, og der blev anvendt et par hundrede Rdl. på at få den sat i stand; ved hans bortrejse tre og et halvt år senere har den sikkert også trængt til reparation. af forslaget i 1827 om de forskellige forandringer i skolefløjen fremgår iøvrigt, at når den nye kvist ikke blev bygget helt symmetrisk med den gamle, var det, fordi muren fra den tid, da der var købmandsgård, fra grunden af var gennemtrængt i den grad af salt, at den udvendige afpudsning stadig blev afkastet og muren derved svækket; dette gjaldt særlig det sted, hvor 3. og 4. klasse havde lokale[12].
Ligesom rektor Qvistgaard i 1826—27 fik selve skolen bedre indrettet — noget rektor Meisling ikke synes at have interesseret sig en smule for — således havde han benyttet vakancen i 1822, da han som fung. rektor ledede skolen og havde direkte adgang til forstanderskabet, til at søge forbedret visse af skolens ydre forhold, og det var bl.a. lykkedes ham at få en sondring mellem disciplenes tumleplads og rektorens gårdsplads, der tidligere ikke var adskilte; da dr. Meisling overtog embedet fandt han derfor den inddeling, som den vedføjede plan viser[13]. Det var gået en smule ud over rektorens haveareal, mens til gengæld „Tumlepladsen“ havde fået bedre façon, og et stakit adskilte den fra rektorens domæne. Senere fik rektor Qvistgaard tumlepladsen forskønnet med to rækker lindetræer, og i 1832 blev der bygget et gymnastikhus på et areal, som hovedsagelig blev taget fra rektorhaven, hvad hans efterfølgere i embedet, der ikke var så uselvisk indstillet på skolens og dens elevers tarv som denne brave rektor, næppe var ham synderlig taknemlige for og derfor ikke helt har undladt at ironisere en smule over denne ædelhed[14]. Men disse forbedringer nød H.C. Andersen altså ikke godt af; han har dog hørt om nogle af dem — om ikke set dem — og da han første gang igen efter 1826, på sin Møens-rejse i 1829, kommer til „min ædle Skoleby Slagelse“ — med en herlig følelse ved at rulle ind ad byporten uden at skulle begynde skolegangen dér igen; „Underkuelsens og Sønderknuserens Dage stod i den tilbagelagte Baggrund“, hedder det i dagbogen — noterer han, at „Skolen har vundet i det ydre og indre ved den nye Rector“[15]. Gud ved, om H.C. Andersen iøvrigt vilde have sat pris på gymnastikundervisningen ?
Nu er hvert spor af den gamle skolebygning på Bredegade længst forsvundet. Da Slagelse Lærde Skole blev nedlagt i 1852, blev dens bygning i begyndelsen benyttet af den nye realskole, men gik i 1857 over i privateje og blev i tidens løb meget forandret, selvom man dog endnu kunde genfinde dens gamle plan i den skikkelse, gården havde, da dens sydlige del, selve skolen, i 1903 blev revet ned for at give plads for et moderne hus, rejst af Sparekassen for Slagelse og Omegn. Nu er også den nordre del, rektorboligen, afløst af en nybygning.
Spørges der om grunden til, at H.C. Andersen i 1822, da man var gået ind for at lade ham studere, netop blev henvist til at søge Slagelse Skole, er grunden utvivlsomt den, at der her var en nyansat rektor, som man anså for en særlig dygtig skolemand, og som selv havde lagt evner som digter for dagen — han måtte jo netop være den, man betroede en sådan opgave[16]. Skolevæsenet var ikke etatsråd, finansdeputeret og theaterdirektør Jonas Collins fag; han har altså spurgt sig for på kompetent sted — i 1822: Hos direktionen for universitetet og de lærde skoler og, ganske naturligt, hos denne direktions yngste og vel derfor mest moderne indstillede medlem (fra 1817), dr. theol. J. P. Mynster, som var en alsidig begavelse og bl.a. også kunde skrive vers. Mulig har Collin allerede til ham talt om dr. S. Meisling, der i septbr. s.a., kun 35 år gammel, var blevet den foretrukne til embedet som rektor i Slagelse, men af det bevarede svar fra Mynster ses det, at han ialtfald holdt på Meisling som den i dette tilfælde rette; i hans skrivelse af 11. oktbr. 1822 hedder det[17]: „Da den private Underviisning her i Staden ikke synes at ville slaae an paa Deres poetiske Klient [herom har Fr. Høegh-Guldberg maaske fortalt Collin og Mynster et og andet[18]!], og det vel sagtens vilde blive ham altfor upoetiskt, om man tingede ham i Kost og Lære hos een eller anden Præst paa Landet, saa troer jeg ogsaa, at det vil være det retteste at forsøge det med ham i en Skole, og at Meisling uden Tvivl er den Rector, der kan være bedst skikket til at regiere ham. Han vil let kunne faa fri Underviisning i Slagelse, men det vil være nødvendigt, at De eller en Anden skriver desangaaende til Directionen, ikke blot fordi alle Gratistpladserne ere besatte, men ogsaa fordi der egentlig udfordres et Prøveaar, inden fri Underviisning tilstaaes, hvorfra der altsaa maa dispenseres; men dette skeer ogsaa under særdeles Omstændigheder“.
Sådanne forelå her; når en mand som Collin, der allerede havde omtalt sagen for landsfaderen, anbefalede sligt, satte man sig jo nok i de kgl. direktioner udover formalia; på Collins ansøgning af 16. oktbr. til universitetsdirektionen om „Adgang til Slagelse Skole samt fri Undervisning for Andersen, 17 Aar gl. og Forfatter af adskillige æsthetiske Produkter“, resolveredes allerede den 18. s.m.: „Bevilges“, og sagen ekspederedes den 19. til rektor Meisling og etatsråd Collin[19]. Det er værd at lægge mærke til, at medens Collin i sin ansøgning begærer Andersen optaget i skolen, og at han der må nyde fri undervisning, resolverer direktionen kun, at „bemeldte Andersen maa nyde fri Undervisning i Slagelse lærde Skole“. Dette har haft den virkning, at Andersen ikke af rektor Meisling og forstanderskabet for skolen formelt er optaget i denne — han figurerer således ikke i skolens matrikel[20] og har alene været, hvad man senere vilde betegne som privatist. Praktisk betydning for hans skoleliv har dette haft derved, at han altså heller ikke kunde være berettiget til at nyde skolens stipendier, men da han nød fri undervisning og fik — af fonden Ad Usus Publicos — bevilget midler til sit ophold, har dette jo været af mindre betydning[21]. Ved denne understøttelse er der iøvrigt den ejendommelighed, at den først tilstodes ham et par måneder efter, at han var kommet til Slagelse; Collin må vel have stået i forskud for penge både til Andersens rejse og til hans værtinde, mad. Henneberg, der ønskede at få sine 50 Rdl. pr. kvartal forud. Først den 2. decbr. overkom theaterdirektionen nemlig at indgå til fondens direktion med den anbefaling af kgl. understøttelse til Andersens studering, som man i september havde stillet ham i udsigt; man nævnede, at efter indhentet underretning fra rektor Meisling formentes hans husly, kost, vask, klæder og bøger etc. at ville i det mindste medtage 350 Rdl. årlig, og man udtalte derfor, at „vilde Hs. Majestæt allernaadigst bevilge indtil 400 Sedler aarlig i 3 Aar, i hvilken Tid han [A.] i sin Alder (17 Aar) vel vil kunne vorde færdig til Academiet, haaber man, at hans timelige Lykke dermed er grundlagt“. På dette forslag indgik direktionen for fonden Ad Usus Publicos den 28. decbr. med en allerunderdanigst forestilling til kongen[22], og den 31. s.m. approberedes indstillingen, idet summen dog nedsattes til 350 Rbdl. — hvor man blot kunde, blev der altid sparet i Frederik VI.s offentlige husholdning! Men beregningen holdt på et andet punkt ikke stik — de tre år slog naturligvis ikke til; ved reskript af 19. august 1826 forlængedes understøttelsen derfor først på 2 år efter ansøgning af etatsråd Collin, og d. 15. novbr. 1828 på endnu et år efter ansøgning af samme -— men da var Andersen også omsider, i oktbr. s.a., kommet over artiumsgærdet, og året efter klarede han sidste del af examen philologicum & philosophicum. Da havde den vordende verdensberømthed ialt kostet den kgl. kasse 2100 Rbdl. Sedler — i vore penge vel en 12—13000 kr., fordelt paa 6 år. De må vist siges at have været givet ganske godt ud!
Slagelse Skole talte i efteråret 1825 før hovedeksamen ialt 38 disciple — 6 i 4., 12 i 3., 11 i 2. og 9 i 1. klasse. Der dimitteredes da 3 af de 6 i 4. klasse, og i stedet oprykkedes 5 fra 3. klasse, deriblandt H.C. Andersen[23]. Af dem forlod Ole Petersen skolen i 1826 uden eksamen[24]; H.C. Andersen fulgte med rektor Meisling til Helsingør, C. H. Quortrup blev dimitteret fra Slagelse 1828 (samme år som H.C. Andersen privat dimitteredes i København), mens A. F. V. Giesemann og C. C. Wittrup først blev studenter fra Slagelse i 1829; de omtales alle nedenfor i dagbogen[25].
Sammesteds omtales af lærerne foruden rektoren og overlærer Qvistgaard adjunkterne C. P. Andersen og J. A. Andresen samt timelæreren P. A. Torst. Derimod nævner dagbogen ikke den gamle adjunkt Jens Peter Snitker[26] (1770—1847), der 1838 entledigedes efter 45 års tjeneste — han omtales derimod i Levnedsbogen[27] — og heller ikke sanglæreren, organist Eiler Christian Solkendorff, som først døde 1851, 84 år gammel; han strejfes, dog uden at navnet anføres, i Levnedsbogen[28] og der har antagelig bestået et venligt forhold mellem ham og H.C. Andersen, som plejede at få blankt UG i sang.
Da den kgl. theaterdirektion den 13. septbr. 1822 havde holdt sit ugentlige møde, var der i forhandlingsprotokollen kommet til at stå[1]:
Forfatteren af Sørgespillet Alfsol, forrige dramatisk Elev Andersen mødte efter Tilsigelse, og blev ham tilkiende-givet, at hans Stykke ikke var fundet passende for Skuepladsen, men at man i Betragtning af det Anlæg, hans Arbejde syntes at vise, vilde anbefale ham til Kongelig Understøttelse for at kunne studere, hvilket han med Taknemmelighed modtog.
Det er ikke uden føje sagt, at hermed indtrådte det egentlige vendepunkt i H.C. Andersens skæbne. men ligeså vist er det, at i hele Andersens liv har ingen forandring været så gennemgribende, som da han de sidste dage i den påfølgende måned fik fast ophold hos herredsfoged Hennebergs enke på Bredegade i Slagelse; foran i sin charakterbog har han skrevet[2]:
„Mandagen den 28 October 1822 kom jeg i Slagelse lærde Skole — i 2den Classe“, og mens han ved sin ankomst til byen lørdag aften den 26. var taget ind i et gæstgiveri[3], har det vel ikke varet mange dage, før han flyttede ind i det logi, som var ordnet for ham af skolens rektor, Dr. Simon Meisling, efter aftale med etatsråd Jonas Collin[4]. Thi hermed havde det 17-års unge menneske gjort det i hin tid så uhyre vanskelige spring fra proletariatets verden ind i overklassen. Det havde jo i virkeligheden intet haft at betyde, at han med sin enestående evne til at gøre bekendtskaber, og det ofte med de bedste i samfundet, havde siddet i de dannede og fine folks stuer, havde læst for dem af sine produkter og aflokket dem et mer eller mindre ærlig ment bifald, ja måske fået det suppleret med et måltid mad, nogle rigsdaler eller lidt brugte klæder; når han var kommet ned igen på gaden, var han atter den næsten hjemløse proletar, der for sine ynkeligt små midler måtte leje sig et hummer i byens skidneste kvarter og til middagsmad nøjes med et stykke tørt brød, fortæret på en bænk i Kongens Have.
Nu var det med eet noget helt andet; forbi var de slemme år i Ulkegade og senere i Skvaldergaarden, i mad. Thorgesens vindusløse bagstue, dør om dør med en stakkels holdt pige, eller hos styrmand Henckels kone med hendes børneflok myldrende om sig[5], forbi var frygten for, hvor han skulde få mad den næste dag, forbi var i hvert fald for det første den tærende angst for, hvad der dog skulde blive af ham — hvorledes det skulde blive muligt at komme frem og op dér, hvor han vilde hen, til berømmelsens tinder. Foreløbig var det trin altså taget, der hed: En plads i de dannedes kreds, lige kår med landets øvrige ungdom, der blev holdt til bogen, og et roligt, fredeligt hjem i jævne borgerlige men velordnede og solide former.
Madam Erikke Henneberg var en kone på 55 år, da hun blev husmoder for H.C. Andersen; hun var datter af den i 1804 afdøde kammerråd og herredsfoged i Arts Herred Rasmus Grønberg; også hendes moder, Christiane Rauberg, var en herredsfogeddatter, og selv havde hun i 1793 ægtet den daværende prokurator i Slagelse Andreas Petersen Henneberg, som 1805 blev herredsfoged og – skriver i Løve Herred og 1813 var død i Slagelse, 54 år gammel, efter året før at have taget sin afsked. Ægteparret havde to døttre og en søn, Niels Peter, født 1801, der i 1819 blev student fra Slagelse og 1826 cand. theol.; han blev præst, gift med en søsterdatter af Andersens vært i julen 1825, kommandør, senere admiral P. F. Wulff, var senest sognepræst for Lyngby og Ølsted sogne og døde 1868 i København. Af døttrene var Christiane Catharine født 1794 og forblev ugift, mens Rasmine Petrea, født 1798, havde sin lille triste ægteskabs-historie, hvorom mere nedenfor. Herredsfoged Henneberg havde haft en gård på Bredegades nordre side, som enken solgte til by- og rådstueskriver Stabeli, fra hvem den atter overgik til distriktskirurg Hundrup; af ham havde mad. Henneberg i 1817 købt den gård på Bredegades søndre side (da mtr. nr. 137, nu mtr. nr. 19, og gade nr. 29), hvor hun boede til sin død i 1839[7]. Hendes gård lå på et strøg, der endnu omkring århundredskiftet havde et ret fornemt præg; en enkelt af disse patriciergårde ses endnu i ret uforandret skikkelse om end gnavet stærkt af tidens tand — det var 1-etages huse med ret lange façader mod gaden, med port og indgangsdør og stundom med en bred kvist over et par fag og en ret høj sokkel; bag stuehusene brede gårde med side- og baghuse til stalde og bryggers og bag dem altid haverne, der især på gadens sydside var ret langstrakte og vendte ud mod byens marker, hvoraf der fra gammel tid hørte mindst een lod til hver gård. Mad. Hennebergs gaard, der brændte i 1897, havde 12 fag, ialt 27½ alen façade til gaden, hvoraf 4½ gik til porten; den havde en kvist ud mod gården, der var begrænset af en 7 alen lang og lige så bred sidelænge med pigekammer, brændehus og lade og af et baghus, 14½ alen langt og 9 alen dybt, hvor der ikke blot var bryggers og stald, men også en havestue og et kammer[8]; bagved lå haven med dens frugttræer og lysthus og et plankeværk ud mod markerne; umiddelbart udenfor dem bølgede selve det åbne, brede sydvest-sjælland, hvor vinden strøg frisk ind fra Store Bælt — og gik skoledisciplen en tur ud til de høje bakker med deres fortidsgrave, kunde han derfra skimte sin fødeøs fjerne kyst. I dette rummelige hus, i disse omgivelser var det, at H.C. Andersen hin oktoberdag 1822 holdt sit indtog — man tænke sig forskellen mellem dem og hans hidtidige tilholdssted i hovedstaden i gaderne mellem Lille Kongensgade og Holmens Kanal!
Sammen med en anden, lige et år ældre, skolediscipel, Jens Mathias Fischer, søn af en nylig afdød sognepræst i Bringstrup ved Ringsted[9], fik Andersen værelse i baghuset, hvor de to delte havestuen og kammeret. Hvis der ikke er blevet flyttet meget om med tingene i mad. Hennebergs sidste leveår, véd vi fra hendes skifte[10], hvorledes de to små stuer var møblerede: I kammeret en sofa, fire stole, et spejl og et sæt „Ildtøj“, vindues- og rullegardiner til to fag; i havestuen stod et rødmalet linnedskab, en himmelseng, som de to logerende nok efter tidens skik har delt, et rødmalet bord og fire stole; der var tre skilderier og et spejl på væggen og røde repsgardiner for vinduerne. Så komfortabelt havde Odensedrengen jo aldrig før haft det i sit liv (og fik det heller ikke før langt senere); helt hyggeligt må der have været i den lavloftede stue, hvor sydsolens stærke skær faldt dæmpet ind gennem de små solbrændte ruder og vildvinens ranker på muren udenfor. Sommeraftnerne har han tilbragt i haven, hvor han, som i Odense, sad og sang, så folk i nabohusene lyttede dertil — blandt dem præsteenken i huset ved siden af, mad. Lange født Payngk og hendes to døttre, Thea og Elisa, der snart blev hans gode venner[11]. Flittig har han læst og søgt at tilegne sig det uhyre stof, der lå og ventede på ham; digtet har han også, skønt det var forbudt! Her har han skrevet sangen, som blev sunget i Klosterkirken ved dr. Meislings indsættelse i rektorembedet den 16. juli 1823[12], og det mindedigt over hans ven og beskytter, provst Gutfeldt, der står at læse i den vest-sjællandske avis for 1. februar s.a. og som vandt ham en ven i avisens redaktør, pastor Bastholm[13]; her skrev han også en vise for de Slagelse borgere, der på „Post-gaarden“ slog katten af tønden[14]; den begyndte særdeles festligt:
Nordens Kraft er ej forsvunden,
det har vi beviist i Dag!
Men her har også hans tårer flydt, når han sørgede over rektor Meislings spotterier og den hårde tiltale fra den uligevægtige lærer Andersen, der ikke havde det godt hjemme og lod sit ilde lune gå ud over sine elever. Rart har det jo heller ikke været, når contubernalen, der dog allerede sidst i 1823 efter 9 — ni — års studering blev sat ud af Slagelse Skole, „eftersom hans Kundskabers ringe Omfang ikke tillod at man dimitterede ham“, kom fuld hjem og regerede i havehuset, så den ædruelige H.C. Andersen måtte flygte over i hovedbygningen og overnatte på mad. Hennebergs sofa[15]; værst var det dog vist, da han efter at have været til den ovenfor omtalte henrettelse, og nu var ene i havehuset, lå vågen den hele nat, fjærnt fra alle, mens det udenfor blæste op, så vinrankerne slog mod ruderne og plankeværket væltede, og han bestandig så de henrettedes blege ansigter for sig, stirrende fra de stager, som hovederne var sat på af bødlens folk ……[16].
Med familien Henneberg kom den godmodige logerende godt ud af det. Husmoderen var — skønt Meisling i 1822 kalder hende „en trængende Enke“ — en ikke ubemidlet kone, der vel nærmest tog pensionærer i huset for at kunne støtte sin søn, mens han studerede i København; til hjælp i huset havde hun sin lidt fjogede, ugifte søster, „Moster“; som hun kaldtes af alle, og om hvem Andersen har fortalt morsomt i sin Levnedsbog[17]. Med disse jævne, fordringsløse mennesker har Andersen delt godt og ondt, som det faldt for i familien. Han var med, da den yngste datter i juli 1824 ægtede en ung kirurg, Asmus Ulrich Johannsen, der samme år havde fået praksis i Ringkøbing, og til deres bryllup skrev han den her meddelte sang, der ikke tidligere har været trykt[18]:
Mel.: Velkommen i din ungdoms lund
Et hav af guld på marken ståer
Til landets held og fryd
I lunden nattergalen slåer
Med sød vedmodig lyd.
:: Thi venner høit udbryd! ::
Naturen selv jo jubler parrets glæde!
På liljeskyer Siofna sank
Med øjne himmelblåe
Og Freias stierne skinned blank
Da hun de elskte såe,
:: Nu svandt de skyer gråe ::
Og Siofna bandt de hierter til hverandre!
Nu blusser brudefaklen mild
Og brudens kind som den,
Lad slukkes faklens stærke ild
Ei veires hiertets hen.
:: Du kiender jo din ven ::
Ved sygeleiet læste du hans hierte.
Snart bovner vinden snekkens seil
Sølvskiællet Ægir ståer
Og vist på havets klare speil
Med sivkrands i sit hår;
:: Hans hale bølgen slåer ::
Og skibet bærer han til Cimbres sletter.
O føel ei længsels tunge savn
Du er på Danmarks strand,
Og skiærmes trygt i trofast favn
Selv fiernt i fremmed land,
:: Thi jubler viv og mand ::
Gid brud og brudgom måe ret længe leve!
Og han har delt Hennebergernes sorg, da den unge kirurg, på vej til sine patienter hinsides Ringkøbing Fjord, den 11. august 1825 kuldsejlede og druknede, medens hans hustru og deres lille, fire måneder gamle pigebarn, der var født i Slagelse og tre uger før havde været i kirke, opholdt sig hos mad. Henneberg. Herom hedder det i et utrykt brev fra Andersen til Collin, skrevet den 17. august[20]:
„Her er ellers stoer Sorg i Huset. Madammens Datter som er gift med en Læge har været her i Barselseng og i Dag fik vi Brev at Manden er druknet, den stakkels Kone veed det ei endnu men Moder og Søster ere utrøstelige og det gaaer mig ret til Hiertet“.
Det fremgår af dagbogen, at det heller ikke var med let hjerte, Andersen flyttede fra det Hennebergske Hus i oktober 1825; han kunde ikke få over sine læber at sige det til sin gamle værtinde, det måtte ske i et brev[21], men hun tog det meget pænt og bevarede sit venlige sindelag mod ham. Han vedblev at besøge hendes hus — det har rektor Meisling dog ikke kunnet eller villet forbyde ham — og ved sin afrejse skrev Hennebergerne et par stambogsblade til ham, hvorudaf deres venskabelige følelser lyser[22]. På det ene står:
Gid De stedse gode Andersen! maae finde Deres Fremtids Vej saameget som muglig Blomsterbestrøet, at De med Glæde og Tilfredshed maae gaae Deres værdige Bestemmelse i Møde. Da er ikke Alene Deres egen Flid Lønnet men ogsaa det Ønske opfyldt, som vi her Nedbeder Slagelse Den 17de Maj 1826
E. Henneberg
Dette er madam Hennebergs afskedshilsen til sin forrige pensionær. Hendes datter Mine (Rasmine) Johannsen har kun skrevet to linier, men de siger jo noget om Andersens plads i hendes venskab:
Bliv Lykkelig som Mand og Olding
Som Yngling har de alt fortient at være det.
M. J.
H.C. Andersen har vel også skrevet i Hennebergernes stambøger, om de har haft nogle; derom ved vi dog intet[23], men mellem hans bevarede småvers fra Slagelsetiden er et, der er rettet til een af deres kreds, uden at vi veed hvem, og som vel har været trykt før men ikke i sin hele skikkelse[24]. Det lyder:
Naar Alnaturen slumrer
Og Skoven staaer [i] Vinterdragt,
Naar Sneen fyger
Og hurtig stryger
Af Marken hen
Naar Boreas med sine Storme
Besøger Sjølunds skjønne Egne
Og De en Fugleskræmme skuer
Der eensom staaer paa nøgen Mark,
Da tænk paa mig!
Og hvis i Drømme
De skulde skue
At Hungerens Genisus [sic! ]
var nær
Da tænk paa mig!
H.C. Andersen.
Slagelse den 4 Januari 1823.
Både Edvard Collin, der aftrykker sidste halvdel af 1. strofe og betegner den som „en besynderlig Sætning“, og en nyere forfatter[25] har fået dette uskyldige, halvt lystige, halvt vemodige og selvironiske digt forkert i halsen, bl.a. fordi de ikke er klare over, at H.C. Andersens sans for ironi allerede var særdeles vågen i Slagelsetiden men blot ikke kom frem, undtagen han vidste sig helt i sikkerhed for sine mange opdrageres kritik. Det følte han sig bl.a. i den Hennebergske kreds og vist også hos pastor Fuglsangs25a. Dér turde han være det, han var — en underlig fyr, en „poetisk Figur“, et geni, der var ved at udformes, den virkelige H.C. Andersen i 20-års alderen ……
I Andersens øren vedblev navnet Henneberg at bevare sin gode klang. Da N. W. Gade ved en fest i musikkonservatoriet forestillede den unge pianist Ernst Henneberg for ham „greb han dennes Haand med begge sine, og med en Hengivenhed og Varme, der grænsede til Enthusiasme“ omtalte han „sin slaglosianske Værtinde i den Formening, at hun var en nær Frænde af den Mand, Gade nys havde forestillet ham“ — hvad hun rigtignok også var; Ernst Henneberg var den gamle md. Hennebergs eneste sønnesøn![26] Dette må være sket engang i årene 1867—69, og samtidig dukker et andet glimt af hans Slagelse-venner frem i hans tilværelse; fredag den 24. januar 1868 noterer han i sin dagbog[27]:
„Fik iaftes et Brev til Excellencen Conferensraad H.C. Andersen, bragte det paa Posthuset da jeg med den Tittel ikke vilde aabne det; [det maa han altsaa alligevel have gjort, thi| det var fra Mad. Hennebergs Datter Mine Johannsen i Slagelse om at faa nogen Hjælp“.
Man kan næsten ikke tænke sig, at han ikke skulde have hjulpet den stakkels Mine, hvem det kun var gået kummerligt i livet[28]; hans midler tillod ham det i hvert fald, thi ved udgangen af 1867 ejede han en kapital på 14.150 Rdl., hvoraf i sparekassen 3650 Rdl., havde en sikker årsindtægt af næsten 1500 Rdl. — foruden hvad hans forfatterskab kunde indbringe — og havde i året 1867 kun haft brug for de 1500 Rdl. for at leve[29].
11/8 22
Uagtet ieg befrygter, at Andersens Optagelse i denne Skole turde vorde hverken denne eller ham selv til mærkelig Baade, har ieg dog, i Anledning af D. Hvbhds gjentagne Anmodning, anstil-let en Huusundersøgelse i denne Henseende, og funden en Enke, en Madame Henneberg, der har tilforn besørget og endnu i dette Øieblik besørger Huusly etc. for Studerende i Slagelse, hvis Forældre ere udenbyes. Hendes Betingelser — som ieg overlader til D. Hvbheds egen Approbation — ere for Kost, Logie, Vask, Lys, Varme, Reparation af det medhavende Linned etc. 50 Sedl. quartaliter, men som hun som trængende Enke udbad sig quartalsvis forud. Han vilde da at have [sic!] at vælge mellem et rummeligt og smukt Værelse at dele med een Discipel af 4de Classe eller et mindre Qvistværelse, som dog ved et enkelt Vindstrøg var ikke ganske frit for Røg. Enken fører et stille og fredeligt Huus og synes at være langt at præferere for en Giæstgiver, Krigsraad Schiøtt, der vel tilbød omtrent det Samme for lidt ringere Kiøb, men som syntes mig ved sit Billard, offentlige Samfærsel etc. at være en Frister i et ungt og eenligt Mskes Liv.
Directionens Bestemmelse haaber ieg følger med Andersen, da ieg ellers ikke veed, under hvad Betegnelse han kan være at optage.
Iøvrigt er der fra Mad. Hennebergs Side intet iveien for hans betimelige Ankomst. Men tør han selv tiltro sig Selvfornægtelse nok til at kunne være Medlem af en nederste Classe mellem 10 Aars Drenge? Jeg frygter det gaar galt. —
Med Høiagtelse
S. Meisling
Hovedbegivenheden i H.C. Andersens liv indenfor det lille tidsrum, denne første dagbog omfatter, er utvivlsomt hans overflytning sidst i oktober 1825 fra mad. Hennebergs gård til rektorboligen lidt længere oppe på Bredegade i Slagelse. Det var bestemt ikke ham selv, der tog initiativet dertil — han havde det godt, hvor han var, og man var glad ved at have ham; hvorfor skulde han dog gøre en forandring? Nej, planen udklækkedes af familien Meisling, og det, man lokkede med, var dels fordelen for Andersen ved at bo i rektorens hus og dér få privatundervisning af ham i de fag, det stadig kneb med: Latin og Græsk, dels udsigten til det spændende i hele rektorfamiliens og altså også dens pensionærs mulige, ja sandsynlige overflytning til Helsingør i en meget nær fremtid. Men det egentlige motiv for Meislings til at få Andersen som logerende var utvivlsomt et helt andet og højst prosaisk: Det var simpelthen ønsket om at få fat i den indtægt, der fulgte med at have ham i huset — 50 Rdl. i kvartalet (i vore dage vel o. 300 kr.) og slet ikke nogen dårlig betaling for modydelsen. Og til disse penge trængte man i rektorhuset — at man tog indtægten fra „en trængende Enke“, som Meisling selv i sin tid havde kaldt mad. Henneberg[1], fik at være; moralske skrupler af den art har i hvert fald fru Meisling næppe følt; at hun også kan have haft sine særlige interesser i at få det unge menneske i huset, er muligt og er blevet antydet[2], men kan naturligvis ikke påvises. Alt i alt må det dog antages, at tanken om at få Andersen som pensionær er udgået fra hende — hun skulde jo også som husmoder have besværet med den logerende, men hun har da næppe haft vanskeligt ved at overtale sin mand dertil, thi for ham var der en særlig fordel ved at få under sine vinger en protegé af en så indflydelsesrig mand som etatsråd Collin, til hvis støtte ved fremtidige ansøgninger om bevillinger af fonden Ad Usus Publicos han nok kunde have trang. Udadtil var hele planen formelt uangribelig — reelt er der utvivlsomt blevet skumlet uhyre derover i Slagelse, og ihvertfald hos een af dem, der mente det bedst med Andersen, fru Henriette Wulff på Søkadetakademiet i København, som med sit kvindelige instinkt så klarere på den slags kunstige arrangementer end den ellers så forretningskyndige og hæderlige Collin, vakte hele planen ingen begejstring. „Dersom Meisling kommer til Helsingør“, skriver hun til Andersen d. 18. oktober[3], „er det derfor godt, at De følger med? ieg troede ikke det var godt at gaae fra en Skole i en anden — men heri maae De jo raadspørge Dem hos Etatsraad Collin, som maae have en bestemmende Meening i denne vigtige anledning — men det er vel hellerikke vist endnu om han kommer til Helsingøer; bliver han i Slagelse, saa er det vist godt, at De er i hans Huus; da han synes saa virkelig at tage sig af Dem, maae man ogsaa troe han da vilde benytte ethvert øjeblik til at arbeide med Dem“. Havde fru Wulff skullet råde, var Andersen vist hverken flyttet fra mad. Henneberg eller med Meislings til Helsingør. Nu gik det imidlertid i orden — og resultatet blev ikke godt.
Om forholdet mellem Rektor Meisling og hans senere så berømte discipel samt husfælle fra 27. oktober 1825 til 18. april 1827 er der allerede skrevet meget og udfra forskellige synspunkter[4] — det vigtigste og mest oprindelige dokument til dets belysning er, foruden de forskellige breve fra Andersens hånd til Collin og andre, den her meddelte dagbog og den selvbiografi, han forfattede i 1832 („Levnedsbogen“), der har haft dagbogen til forlæg for en lille periodes vedkommende. Og det var først da den i 1926 blev udgivet, at man rigtig så, hvor stor en rolle i forholdet fru Meisling har spillet[5] — direkte ved hendes optræden overfor sin logerende: Venlig og godlidende på hendes måde, men også meget farlig, til hun blev ked af ham og opgav ham; indirekte ved hendes uheldige egenskaber som hustru og den nedbrydende indflydelse, hun derigennem øvede på sin ægtefælle, hvis virkninger kun alfor stærkt sporedes i husets daglige liv — til liden både for dets andre medlemmer. Ægteskabet med hende blev rektorens skæbne, og slagskyggen deraf kom til at falde stærkt over H.C. Andersen i hans iforvejen ikke lette og lyse læreår.
Simon Sørensen Meisling var ikke, hvad man kalder af fin familie[6]; hans fader havde været postkusk og senere vildthandler i København, farfaderen sognefoged og hestehandler i Meisling, Jerlev sogn ved Vejle; moderen var en skibsbyggerdatter, som, da hendes første mand døde samme år hendes søn blev født, ægtede brændevinsbrænder Jess Petersen i København og døde allerede i 1793, da sønnen kun var syv år gammel. Den begavede dreng blev af stedfaderen holdt til bogen, bestod sine første eksaminer med udmærkelse, vandt universitetets guldmedaille for en filosofisk prisafhandling, blev i 1807 cand. theol. og tog i 1809 doktorgraden i filosofi, året efter at han var blevet adjunkt ved den lærde skole i Helsingør; herfra kom han som adjunkt til metropolitanskolen, fik 1819 prædikat af overlærer og blev i 1822, 35 år gammel, beskikket til rektor for skolen i Slagelse, som efter den forrige rektors død var i en ikke altfor god forfatning. Det var en tillid, der vistes den unge skole- og videnskabsmand, og det var den, der tre og et halvt år efter bragte ham tilbage til Helsingør som denne også stærkt tilbagegaaede skoles leder. I 1812 havde han ægtet den 19-årige Inger Cathrine Hjarup, også et brændevinsbrænder-barn, og da parret kom til Slagelse, havde de tre børn med sig — det yngste på 1¼ år. I maj 1823 fik det et par tvillinger, en dreng, der døde, og en pige, der levede, og i marts 1825 endnu en dreng; flere børn kom der ikke. Med rektor-embedet var forbundet en løn på 1000 Rbd. sølv og fribolig, men med den voksende børneflok skulde der føres en fornuftig økonomi, og om dette netop har været ægteparrets kunst, bør vist betvivles. I 1819 havde de efter fru Meislings fader fået en arv, en datterlod af de 16.000 Rdl. sølv, hun måtte dele med sine to brødre[7], og sikkert en kærkommen hjælp, thi til brændevinsbrænderbørnenes daglige brød synes der også at have hørt andet end netop vand — der dufter af punsch overalt, hvor samtidens memoirer omtaler familien Meisling[8], og ikke mindst spores den både i H.C. Andersens levnedsbog og i dagbogen fra Slagelsetiden. Men dertil kom husfaderens særlige, ikke just indtægtsgivende bibeskæftigelse.
Rektor Meislings gode evner havde tidlig ført ham ind i en videnskabelig virksomhed, der indbragte ham megen hæder, men ikke nogen økonomisk vinding. Om honorarer for hans filologiske arbejder, navnlig oversættelserne af de græske og latinske klassikere men også af Shakspeares lystspil og af Carlo Gozzis dramatiske eventyr og senere af hans maskekomedier, har der næppe været tale, og da han i 1824 fik en ussel understøttelse på 150 rbd. sedler af fonden Ad Usus Publicos til hjælp til udgivelsen af sin oversættelse af Theocrits idyller, var det bl.a. med den motivering, at han „ved paa egen Bekostning at udgive Oversættelser af Bion og Mosehus har … lidt et ikke ubetydeligt Tab, hvilket ogsaa rammede ham ved Udgivelsen af en Afhandling om det heroiske Versemaal“[9]. Bedre blev det økonomiske udbytte af hans fritidssyssel næppe i de følgende år, og netop da svigtede håbet om at arve noget efter svogeren, den ugifte agent og tidligere brygger P. C. Hiarup, der døde i 1827 og ved testamente efterlod hele sin lille formue til sin broder, sæbesyder Michael H. — endda med en ubehagelig bemærkning til søsteren: „Uagtet Rektor Meislings Kone, ovennævnte min Søster, eller hendes Børn saaledes kunne blive mine eventuelle Arvinger [nemlig hvis sæbesyderen var død forinden, hvad han ikke var!] skulle de ikke i nogen Henseende have med mit Dødsboe at bestille eller i sammes Behandling have mindste Stemme“[10]. Det havde hun og hendes mand for, at de i agentens sidste leveår bad ham som gæst til Slagelse og kaldte et af deres børn op efter ham! Først i 1838 faldt der atter en lille appelsin i rektorens turban, da han ved sin stedfaders død fik et legat på næsten 5000 rbd. sedler[11]; dem var der sikkert god brug for, men da havde udviklingen af minus-siderne i hans karakter forlængst præget rektor Meisling, således som han kom til at stå ikke blot for eftertiden, der manglede forudsætningerne for at bedømme ham helt retfærdigt, men også for samtiden: Et urenligt, urimeligt, ubegribeligt og uheldigt menneske, hvem al begavelse, al „akademisk dannelse“, al ungdoms-fornøjelighed, lune og fordums betydning som skolemand ikke havde kunnet redde over i det gode selskabs, den solide og ansete stillings og det lykkelige familielivs lille jordiske paradis. Og det der — i forbindelse med egen selskabelig og åndelig ballast-mangel — spolerede tilværelsen for rektor, dr. phil. og tit. professor Simon Meisling var hans ægteskab med en ikke værdifuld kvinde, måske en god, ialtfald en godmodig moder for sine børn, men aldeles afgjort en dårlig hustru.
Takket være hende kom rektor Meisling på kant med sine omgivelser både i Slagelse og Helsingør; man vilde ikke have noget at gøre med hende[12] — altså kunde heller ikke han komme i naturlig og god forbindelse med de dannede og fine mennesker i de byer, hvor han levede og så afgjort burde høre med til de førende. Det lyser ud af H.C. Andersens dagbog og den i større sammenhæng affattede Levnedsbog, hvor galt det stod til[13]. Men også i hovedstaden synes Meisling at have stået udenfor inderkredsen, hvortil hans videnskabelige kvalifikationer dog kunde have åbnet ham adgang. Der har været en himmelvid forskel i så henseende mellem rektoren og hans discipel, når de samtidig gæstede København — den unge, disciplen, i fuld social opgang, takket være ikke blot, hvad man med uvillie har betegnet som påtrængenhed, men også en ubegribelig men ubestridelig charme, der åbnede ham alle døre hos dem, som i det daværende danske society betød noget, og iøvrigt hos talrige jævnere men hjertensgode mennesker; den ældre derimod, rektoren, videnskabsmanden, som også kunde digte, er helt udenfor disse kredse, i fremskridende økonomisk og moralsk nedgang; trods doktor- og professortitel samt rektorstilling henvist til den yderst jævne kreds, hvorfra han og hans viv var rundne, til omgang med sikkert brave folk, men ikke af dem, der kunde stive ham synderligt af, end sige føre ham opad. Man lo måske lidt ad H.C. Andersen i Hovedstaden, men hvordan så man på rektor Meisling i Slagelse? Dér ventede, efter juledagene i 1825, den arme skolediscipel et helvede — se dagbogen — men hvad kom rektoren hjem til?
Man kan ikke vide, hvormeget han vidste om hustruens meriter med officererne af garnisonen, med de store disciple og, vel mest graverende, med de grove forsøg på at debauchere husets unge logerende. Her var hun jo imidlertid ude for et „Forsøg med utjenligt Objekt“; på ham slog det ikke engang an med den „meget ypperlige Punsch“ og en samtidig opfordring til at føle, hvor løst hendes kjole hang om hende[14]; som en anden fru potifar nægtede hun sig intet, men også over denne nye Josef vågede hans gode engel. Var det ikke hans gamle moders bønner, der råbte til himmelen om dens bistand for sønnen i disse fristelser, så var det sikkert det gærde, som var slået om ham af de gode kvinder, der bestandig fulgte ham på hans vej — deres navne kan læses på hveranden side i Levnedsbogen og i „Mit Livs Eventyr“. Alt, hvad han i disse kvinders kreds havde set og erfaret om både godt og ondt, kom ham her tilgode — fru Meisling fik ingen magt over ham, da hun havde lokket ham fra det Hennebergske hjem ind i sit lille private Venusbjerg; det blev ikke ham, der kom til at gøre sin rektor til hanrej.
Dagbogen siger ikke ret meget om al dette, skønt man mellem dens vanskelig tilgængelige linier og tegn kan læse et og andet, der vidner om faren for H.C. Andersen ved at blive spærret inde i det Meislingske hjem med dets griseri og uappetittelighed; først syv år senere forstod han tingene bedre og kunde fæstne de bevarede indtryk til papiret. Men man kan ikke frigøre sig for den tanke, at med rektoren selv kunde Andersen være kommet ud af det, hvor inkommensurable de to end var, hvor meget Meislings ironi og skænderi end gik ham på nerverne. H.C. Andersen var født godmodig, han var taknemmelig for hver lille venlighed og opmuntring; der skulde i grunden så lidt til for at gøre ham lykkelig — han var i ordets egentligste forstand et godt barn og havde med sin egen godmodighed og tidsåndens autoritetstro fundet sig i næsten alt fra den mands side, han kunde se op til og „erkende“, som han selv higede og tragtede efter „Erkendelse“. Her kunde en anden end rektor Meisling have fået en sjælden lydig og trofast discipel — og det kan ikke især bebrejdes Andersen, at han ikke blev det. Han skulde dannes og ikke hånes; det var meningen, med at han kom til Slagelse Skole, at han skulde hjælpes opad men ikke ved altid at dukkes.
Slagelse-oplevelserne kom til at sætte dybe spor i H.C. Andersens udvikling, og i hans produktion er mange af de personer, han da færdedes blandt, gledet ind, mere eller mindre let påviselige. Tydeligt skimter man ægteparret Meisling i beretningen om ægteparret Knepus i „Kun en Spillemand“[14], og på sine meget gamle dage gav han en ganske idealiseret skildring af visse, for det Meislingske Hus karakteristiske træk i den lille roman om „Lykke-Per“[15]. Han havde det jo med at skrive sig fri for det, der trykkede ham, og med Meisling, som han bestandig blev plaget af i slemme drømme, gjorde han omsider på det lemfældigste op på denne måde. Et godt års tid efter at denne bog var udkommet, traf han til middag hos udenrigsministeren sammen med metropolitanskolens rektor, fr. Chr. C. Birch, som i Slagelse-tiden var en klasse under Andersen[16]. „Han taler i Else-Skolemesters Stil“, hedder det i dagbogen[17], „ligner sin Moder i Udseende. Han bebreidede mig, at jeg i „Lykke-Peer“ havde skildret Meisling, men tilføjede, at det var en udmærket bog; dog jeg var altid mod skolemændene. Jeg sagde, at jeg vilde have været lykkelig, om min Gabriel og frue havde lignet Meisling og hans Kone“ — Meningen er naturligvis: Om Meisling og hans kone havde lignet hr. og fru Gabriel i romanen.
Det gør de nu altså alligevel på deres vis — eller rettere: På H.C. Andersens; i den lille roman har han bl.a. gjort regnskabet op med sin Slagelse-tid og har gjort det som en grand-seigneur ved at skyde det mest angribelige hos rektorfamilien helt ud og omdigte denne mørke periode i sit eget liv til noget lyst og muntert; det hæslige i det hus, han en tid måtte leve indespærret i, blev afløst af komiske scener og udtryk, sådan at både han selv og andre kunde have fornøjelse deraf.
Når han så mange år efter kunde gøre dette, var det jo, fordi han omsider slap ud fra det Meislingske fængsel uden sår på sin sjæl af dem, der ikke senere rigtig kan vaskes rene. Thi det gik dog omsider op for gamle Collin, takket være fru Wulffs og især den unge adjunkt Werliins mellemkomst[18], at nu gik det ikke længere, og at han, Collin, dog bar ansvaret for, at det var kommet så vidt med hans unge protegé, fordi han altså ikke havde skønnet rigtigt, da han i oktober 1825 gik med til, at H.C. Andersen blev indfanget af familien Meisling. Den sidste Slagelse-tid og året i Helsingør havde nær kostet den kgl. stipendiat for meget — hvilken lykke, at også fru Meisling snart var blevet ked af dette umulige stykke legetøj!
Om et møde i København 10 år efter mellem H.C. Andersen og hans tidligere rektor er andetsteds fortalt — også om et mellem ham og rektorinden[19], men selv bevarede han næsten til det sidste sin drømme-skræk for Meisling, der dukkede op og med skænd og hån plagede sin fordums discipel; endnu i 1874[20] noterer den gamle digter i sin dagbog for 30. juli, at han havde „en flau Drøm om Meisling, hvor jeg stod forknyt og keitet“; fire år før, natten til den 4. juni 1870, havde han sovet dårligt og skriver i Dagbogen[21]:
„Igaar var min Drøm igjen om Afhængighed; jeg løb fra Meisling, var ængstelig for gamle Collin, da man var utilfreds med mig i den nye Skole. At jeg endnu kan have saa-danne Drømme! Hvor har jeg dog været trykket i [min] Ungdomstid!“
Og så skete der alligevel det til allersidst, at selv drømmene fulgte den gamle digters plan med „Lykke-Peer“ og lod det gamle nag og den gamle skræk smelte hen i idyl. Det var, da H.C. Andersen ikke havde trekvart år tilbage at leve i; han var plaget af bronchit og hoste og fik en lindrende og søvndyssende medicin at sove på — og natten til den 9. december 1874 havde han da en drøm af en helt anden art; herom hedder det i Dagbogen[22]:
„Morphinen maa have virket stærk[t], jeg havde deilige Drømme og især en behagelig hvor jeg flink og frejdig var til Examen og Meisling traadte ind og jeg erklærede, at han maatte ikke høre mig blive examineret thi da vilde jeg føle mig saa trykket, at jeg svarede dumt, som jeg da ogsaa gjorde; lidt efter spadserede jeg med Meisling, han kom med sin Slags Humeur, jeg følte mig freidig og frisk, vi kom snart i Tale om Kunst og alt smukt og bleve tilsidst særdeles Venner, han syntes at vurdere mig og jeg ham. Da jeg vaagnede, var jeg ganske glad ved den forsonende Drøm …“.
Fredag 16 [September]
Brev fra Guldberg. Gud! Gud! hvor du er god, jeg kan aldrig fortiene det — jeg har en Ven, en Fader o Gud hvor elsker jeg ham! — Fader! Gudom i det Høie, see mit Hiertes Fryd skue herned med Faderøie føel min Salighed. —
Derfor bort du Fristerinde som nedkuer mig, som min Siæl til Støvet bøier skiønt den aner, føler Gud! —
Din Vilje skee Alfader
Jeg stoler paa Dig tryg,
I dine Straaler bader
Sig Engel og selv Myg.
Du styrer Sol og Stierne,
Du styrer Støvets Lod,
Dit Bud jeg følger gierne
Thi du er viis og god.
Kun styrk min Siæl du rene,
Lad mig en Deel fortiene
Af al din Salighed —
Løverdag [17. September]
Sløv og mat af at læse — y — repeteret — gik af Sløvhed til Sengs før Klokken 10. —
Søndag [18. September]
Intet Brev fra Collin. Var hos Fruen, hun haabede vi kom til Helsingøer ønskede mig Held til Examen — var hos Seidlin, trakterede mig med [en] Slags Liquer, deklameret i et Væk, viste mig sit Studeerværelse. „Der i Sophaen skriver jeg anakreontiske Sange — her ved Bordet Elegier.“ O! Du som elsked aldrig, elske! — du, som elsked, elsk paa ny! see her har jeg min Dagbog, ja De kan tro De ofte staaer der i, min Kone er i Corsøer, nu rider jeg ud at tage imod hende, her er Papir og Blyant, jeg digter da paa Veien Resten til Deres Stamblad,“ — Tilgiv Alfader de dristige Tanker, som stige i min Siæl, men kun de[2] hæver mit Mod, ellers vilde jeg fortvivlet synke, Værket maa jeg fuldføre! Billedet som staar broget og stærkt for min Siæl, maa jeg male for Menneskene, min Siæl aner at den kan og skal det og altsaa kan du ei forlade mig, din Præst vil jeg vorde, o Gud du maa ei forlade mig om jeg synker i Støvet, min Aand er jo hos Dig den fordømmer det Slette, dog den er din — Hvad er min Fortieneste. —
Mandag [19. September]
Gud! Gud! din Villie skee, løn mig efter Aarets Flid, ei meere! — (Gud veed hvad Skiæbnen har bragt naar Bladet vendes)[3] Uhældige! — stod mig usselt i Latin, du kommer ei op i 4de ud af Skolen, Haandværker eller et Liig bliver din Bestemmelse, Gud, Gud er du virkelig nærværende! — Dog endnu! Dit Navn være lovet. — stod mig bedre i Latinsk Gramatik, maaske Godt. ogsaa godt i Tydsk. — Jeg fatter ei din Villie Fader, o lad mig dog ei tabe Haabet, at Du styrer Alt, giv mig Mod til at gaae min Skiæbne i Møde, jeg seer den, o Gud ! Farvel alle mine Forhaabninger og Drømme ja det var kun Drømme, o havde jeg kun Mod — død du er ikke saa frygtelig. — Hvorfor skulde Rektoren just høre mig i det slette, o Gud! — Manden i Ansigtets Sveed er lykkeligere end den som arbeider i en saakalt høiere Sphære, han aner intet Bedre, for Føde og Udkomme er hele hans Virken, mekanisk glider Arbeidet for ham, en ubetydelig Spas er ham en Himmelglæde, hvorimod den anden kiæmper mod et Hav af Besværligheder og Hindringer, bagvaskes og nedrives. Begavet med en høiere Følelse knuses hans Hierte, — O hvorfor kom jeg saa vidt hvorfor steeg jeg saa høit, ubemærket er jeg ikke længer, og nu daler jeg, O Vanvid æd dig ind i min Hierne, at jeg maae glemme min egen Tilværelse, Væsen, som jeg ei ved det rette Navn paa giv min Siæl Mod til at rive sig løs, svulm Hierte saa Du sprænges! — Ha, svulstig Nar! — Fyldest giør din[e] Lyster da de faa Øieblikke Du kan, en Skiæbne leder Alt, hvad skee skal vil skee aligevel! — Gid jeg kunne bleven stoer, agtet af mine Medmensker skabe Glæde Veien snoede alt derop, Engel kunne jeg vorde, Engel eller Diævel maa jeg vorde, Skaalen vakler — Gud Du selv bestemmer Den Fortvivledes Lod. Hvorfor bortrives saa mangen en Familiefader saa mangen duelig Mand og elsket Knøs og jeg skal leve, jeg som ønsker Døden, ja send mig den, selv om min Fremtid ei blev mørk Døden er mig kiærere, Livet uden Haab er et Helved, at see mine Kamerater stige medens jeg synker at rive mig ud fra de dannedes Kreds o Gud nei det er for haardt!
Tirsdag [20. September]
Hvad kunne jeg blive? og hvad bliver jeg. Min stærke Phantasi bringer mig nu til Daarekisten, min heftige Følelse giør mig til Selvmorder, før vilde begge forenede giort mig til, en stoer Digter, o Gud! er virkeligt ogsaa dine Veje her-neden? — Tilgiv mig Gud, jeg er uskiønsom mod dig som har giordt mig saa usigelig meget godt o tilgiv som [før] Gud og hiælp mig fremdeles. — (Gud! ved min evige Ro lover jeg Dig aldrig mere af Hiertet at betvivle din Fader-haand, vis jeg denne Gang kommer i 4de og til Helsingøer.)
Onsdag [21. September]
Stod mig ret hældig i Religion og B[ibel] historie, var den bedste af alle. Fik Brev fra Colin. Fruen trøstede mig med at jeg nok kom i 4de, Haab i mit Bryst Gud jeg stoler igien paa Dig. (Withusen og Frendrup reist.)
Torsdag [22. September]
repeteret Græsk til Klokken 1. Blev derpaa indveteret hos Rektorens til Ludvigs Fødselsdag, (jeg havde foræret ham for 11 Sk. Makroner og en Bouket) Børnene holde ret af mig, Rektoren og Jerop fortalte mange Løier fra deres Skoletid, Slagsmaal og Narrestreger — en rask Aand, men ei efter mit Hoved, — fulgte Pedersen hiem. — O Gud, hvorledes ere dog ikke disse Mennesker, o hvem kan man troe! — O Gud din Villie skee med mig, broget og larmende er din store Verden. —
Fredag [23. September]
Ug for dansk Stiil — fortalte Fruen det; var for at see mit ny Værelse. —- lidt hos Emil. -— Slumret ind med Tillid til Gud. —
Løverdag [24. September]
Regneprøve — Rektoren sad ved Knudsens Vindue. „Hvem havde sagdt Dem igaar, at De havde Ug for Dansk Stiil“ — Torst! for jeg spurgte ad !“ — Ja, men De maa ikke vide saadan noget, var hos Pedersens om Fransken kom til at fortælle dem min Historie. Da vor Pige kom med Lygten og jeg skulde tænde Lyset, slukkedes det, Jeg „O! der gik Lyset ud!“ — Hi hi sagde Pigen Døren staaer jo ogsaa aaben!“ — Repete[rede] flittigt min danske Gramatik —
Søndag [25. September]
Repeterede hele Formiddagen Fransk hos Pedersen. Skrev i dag et Brev til Madam Henneberg at jeg maatte forlade hendes Huus, mismod, et fælt Regnskyl, Efteraarsagtigt og graat udenfor. Taaget og raat som i min Siæl, Gud gid jeg var død! Jeg [er] vel lykkeligere end i min Barndom, men da anedede [sic] jeg ikke, da frygtede jeg ikke for den Fremtid som ligger skiult for mit Blik. O Gud min Siæl er syg, mit Hovede sløv o var jeg fri!
Mandag [26. September]
Med Frygt gik jeg op med Haab om et Godt og Godt? forlod jeg [Eksamensbordet] og nu siger man jeg fik enten Ug? eller i det mindste Megetgodt. O Gud hvor er min Siæl ikke giennemstrømmet af Tak til Dig O Algode Fader tilgiv mig mine Feil tak Fader tak — Seidlin var her med mit Stamblad. — (Madam [Henneberg] meget høflig skiønt jeg vilde bort.)
Tirsdag [27. September]
Alt styres af Gud, der [er] en Skiæbne. Mennesket er frit, som Hesten paa en Klippeø, frit kan den tumle sig paa Øen men der er visse Grændser den kan naae ei længer! — Du vil det bedste, i Tillid til Dig Algode gaaer jeg min Skiæbne i Møde, — Gud lad Lykken ledsage mig! ! ! Er det din Villie at jeg skal vorde Digter, da vil Du vist ikke svække mit Mod og berøve mig Alt, min Siæl aander ene for Digtekunsten, jeg har troet at spore din Haand i min Skiæbnes Styrelse, berøv mig ei Tilliden, Gud min Fader, min eneste, hør dit svage Barn! — Godt ? for Græsk — Rektoren meget god — var med Meislings og saae Løvsal hos Aron Salamon-sen, der var i et lille Rum af Asparistoppe og Gran med for-gylte Æg, vi fik Pærer. — Mismod — Gud paa Løverdag afgiøres det vis jeg kommer i 4de skeer det ei — o Gud o Gud Gud — Da vi gik til Løvsalen gik vi giennem alle Clas-ser. „Maaske vi kan faae lidt Viisdom ved at gaae her igien-nem[“] sagte Frøken Prange. „Viisdommen er borte herfra“, sagde jeg. „Vi har jo Dem her[“] sagde hun meget com-plisant. — (Laae med Vinduesskaader for Tyvene).
Onsdag [28. September]
Gud! Helligt og høitideligt lover jeg Dig, ved min evige Ro, at jeg ikke skal murre med Dig om det gaaer mig haart i 4de Classe, maae jeg kun komme derop. — Mismodig greb jeg Bibelen som laae foran mig for at see om den ei kunne være mit Orakkel jeg slog [op] og pegede i Blinde ned paa et Sted og læste: „Din Fordærvelse er af Dig selv o Israel! men i mig er din Hjelp!“ – (Hoseas). — Ja Fader jeg er svag men Du seer jo mit Indre og vil være min Hielp. Stod mig godt i Hebraisk. — Moster brang min Mad jeg betroede hende at jeg snart skulde bort og hun lovede at tie dermed. Noget efter kom Pigen „O siig os dog hvad det er de har fortalt Moster vi ere saa nysgierrige. Hun kommer op og sætter sig i en Krog og smaasnakker „Det havde jeg sku dog aldrig troet — nei seer man engang[.“] „Hvad er der Moster[?“ „]Nei jeg siger det sku ikke, Andersen har ikke fortalt mig det, det var sku en anden kiøn Cavaleer hi hi hi! —
Torsdag. 29 September
Kom til at rive Benet af en Ædderkop. — Stod mig herligt i Mathematik! — Gud! Gud! tak! mit Hiertes hele Tak! ja! ja! Du er min Hiælp. Du vil vist ikke hæve mit Mod for at det maa deshaardere knuses.
Fredag [30. September]
Haab om at jeg kommer i 4de giør mig næsten allerede ellevild af Glæde, i Morgen afgiøres det o Gud, søde Gud! hiælp mig! ! ! Aftenen er derude saa vinterlig og klaer, Examen er lykkelig endt, imorgen kommer dens Udfald, Maane, imorgen beskuer Du enten en bleeg og fortvivlet eller den lykkeligste. Læst Schillers Cabale und Liebe.
Løverdag [1. Oktober]
Gud nu er min Skiæbne afgiort, men endnu skiult for mig. Hvad mon der venter — Gud! min Gud! forlad mig ikke. Mit Blod løber saa skarp giennem mine Aarer, mine Nerver bæve. O Gud! almægtige Gud hiælp mig — jeg fortiener det ei men vær naadig, o Gud, Gud! — — ꔠ ꔠ ⏑⏑⏑
„De kommer der, vidskede Fruen Jerop Jomfruen og Børnene Rektoren smilede — Og jeg kom der — o det er underligt, Glæden var mig ei saa voldsom som jeg troede, var i Selskab hos Pedersens, Steeg og Æblegrød med Faaremelk, legede at tage en Ring med Munden af et Glas Meel kom hiem Klokken 11. Skrev da til Guldberg og min Moder. —
Mandag Søndag [2. Oktober]
Skrev 10 Breve nogle med Posten andre med Emil og Harald som reiste. — Læste Wolksmärken von Peder Leberecht[4] 1) Der gestiefelte Kater, Kindermarken in 3 Ac [ten] 2) wunderschöne Liebesgeschic[h]te der schönen Magelone und des Grafen Peder aus der Provence — von P. Leberecht 3) Ein Prolog. — (det er Komedie i Komedie, saaledes at Tilskuerne spille med ligesom i den bestøvlede Kat[)].
[Tirsdag, overstreget, rettet til:]
Mandag [3. Oktober]
Læst „Spanisches Theater ausgeben von A. W. Slegel, indeholder „Schauspiel von Don Pedro Calederon [sic] de la Barca. 1) Die Andacht zum Kreuze. 2) uber allen Zauber Liebe. 3) Die Schärpe und die Blume. — Saae Panorama paa Postgaarden. 1) Udsigten af Kiel var deilig. 2) 3 Udsigter af Hamborg og Prospekt af Nevski i Pedersborg, samt noget af Bordaux med en uhyre Bro over Garonne. Vandfaldet ved Narva var ogsaa smukt, men en Udsigt til Göttin-gen særdeles slet, — Moskov saaes for langt borte ellers ret godt. Læste Daarekisten af Tiek — en Geistligs Eventyr nyaarsnat. —
[Onsdag rettet til:] Tirsdag 4 [Oktober]
Tandpine — Op Klokken 5½ og gik til Sorø, venlig Modtagelse, spadtserede med Ingemann han fortalte „at han engang efter en Sygdom laae til Sengs, da kom en Carikatur værre end end [sic] en anden ind, bukkede og gjorte Grimasser for ham og satte sig ved Sengen. — Han fortalte om Katolikkerne hvorledes han i Italien havde seet deres Ærbødighed for Korset og hvorledes det blev misbrugt, han havde seet Huse neden om be[satte, rettet til:]malte med bare Kors for at ingen skulde lade Vandet paa Huuset men naar Nødvendigheden tvang pissede de imellem Korsene, og kom der saa uforvarende lidt paa et, saa løb de ind i en Kirke og skriftede og lammenterede. [Jomfru Heger, udklattet, gentaget:] Jomfru Heger var hos dem — Fruen kiørte for sit daarlige Been paa en Vogn, som Ingemann trak og jeg styrede, ind i Academies Haven [sic]. — Læste Fru Hegermanns Danske Fortællinger. St. Peder er meget god, fuld af Liv og Charakteertegning. Fortællingen om den gamle Fisker blev interessant ved de historiske Person[er], Ran[t]zau og Chris[tian] IV. — Bladede i Dichmanns Digte. — Ingemann og Fruen rosede min Fortælling og det lille Digt til Siælen. det er hans Tanker at jeg er skabt for Romaner for at skildre den lavere Klasse. Læste hiemme for Hennebergs.
Onsdag 5 [. Oktober]
Træt laae jeg til 9 og læste ldeel af Ølenslægers Reise. Brev fra Colin. Gud hvor Du er god, jeg fortiener det ikke. — Læste om Eftermiddagen Aladin [sic] for Fuglesangs, om Aftenen i Tudsmørket kom jeg ind til den gamle Madam Dahl. Hun havde bedet Fruen sige at hun skulde fortælle mig naar jeg kom at hun havde noget at sige mig, men nu havde hun glemt det. Den gamle laae i Sengen, hun trykkede mig med de lunkne klamme Fingre! „Tak!“ sagde hun, og maatte trække Veiret mellem hvert Ord, Tak! for Verset til min Gebursdag! Hvad mener de, min gamle Søn, Præsten, har [overstreget: maattet] selv skrevet det af og sendt Herman det, De siger deri at de elsker mig, ja jeg elsker dem ogsaa, og jeg bede vor Herre om det bedste for dem, om at De maae blive et lykkeligt Barn!“ Gud har allerede gjort saa meget for mig sagde jeg, jeg fortalte hende min Historie reciterede Digtet til Siælen og det til min Moder. Hun græd og jeg var selv rørt — læst endeel Maanedsroser.
Torsdag. 6 [Oktober]
Digtet paa min Roman. Læst Ølenslægers Reise 1. Deel og noget i en Læsefrugt. Var hos Fru Meisling. — Begynder at kiede mig —
Fredag 7 [Oktober]
Digtede lidt paa Romanen. Læste Begyndelsen af 3die Deel i Ølenslægers Ø for Fuglesangs. — Jo mindre vi have at bestille des knappere er Tiden, jeg kan nu knap faa Tid at skrive i min Stambog for Lediggang. Tilbragte Aftenen hos Pedersens (jeg læser min Roman for ham alene som morede ham, især det burleske) Sahra spillede med sit Vid i at opramse bare Romannavne spørgende om jeg havde læse [sic] dem og fortælle Anekdoter om sin lille Søster.
Løverdag [8. Oktober]
Læst i Maanedsroser og Læsefrukter gik 9½ til Fuglsangs læste 3die Deel af Sydhavet — den [er] heldig og Mads Hansen morede mig. Ø. har vidst at sammenkiæde en Mængde Anekdoter og Historier, Personer som giør Bogen interessant, de hilser os som gamle Bekientere, — man seer dog det er Ø der har skrevet den. — Blev hele Dagen hos Fuglsangs og spiste der, vi fik ogsaa læst nogle smaa Digte Malherbes Roser — jeg var ret oplagt, plukkede Valnøder for dem paa [en] vaklende Stige og spiste Carnioler. (hiem Klok 10) begyndt paa Humphry Clinkers Reise af Smolet.
Søndag [9. Oktober]
Læst Anekdoter. Skrevet paa min Fortælling — Brev fra Collin. Han er meget opmærksom — kieder mig. Skrev til Guldberg, læst nogle Maanedsroser. —
Mandag [10. Oktober]
Kieder mig ! — Digter og læser — læste min Fortælling for Holsteins, den gamle Kammerjunker sov ved 2det Capittel, men han var træt, thi han havde vaaget Natten i forveveien [sic]. Læst Humphry Klinger, — jeg sætter Roderik Random høit over den. —
Tirsdag [11. Oktober]
Hver Morgen læser jeg for Jumfru Lange hvad jeg har skrevet — Guldberg falder mig ind — men det er jo Ferie, Læst Rises Magazin for Ungdommen — begyndt paa Molbeks Reise. Med Landkort og Geographi for mig tænker jeg ogsaa at vinde lidt Geographi — Kieder mig! Kieder mig! Kied. Byen iluminert da det var Strandes Bryllup.
Onsdag (12. Oktober)
Læste Ceres et Maanedsskrift. fuldendte Humphry Clinker og læste om Eftermiddagen for Jomfru Lange Rises Magazin, det adspredte mig om Aftenen at rydde op blandt mine Breve og ordne dem. — skrevet til Madam Dalen og Balling.
Torsdag [13. Oktober]
Nu gaaer Tiden ret godt. Blev kaldet til vor Frokost hos Fruen (Beufsteeg og 1 Flaske Graves jeg og Pedersen) Hviid kom hiem, fortalte fæle Anekdotter om Z og G — (vi er alle kiødelige. Gud lad mig ikke selv komme i Fristelse [ ) ]. var hos Fuglesangs læste Axel og Valborg samt Syngestykket Freias Alter. (Gamle Madam Dahl) Det var Fru Fuglesangs Broders (i Norge) Gebursdag vi fik derfor Puns. et vakkert Huus.
Fredag [14. Oktober]
Ordnet mine Papirer. Læst Hvor Tiden løber. Læst sidste Deel af Øen i Sydhavet, Begyndelsen god, Resten kiedsommelig, den gamle Madam Dahl forærede mig Tullins Prisskrift. — Vi loe alle af det flaue i Øen.
Løverdag [15. Oktober]
Læst Smollets „Lancelott Greaves“. — Fik Skolebøgerne fra Kiøbenhavn, læst Foersoms Lommebog for Skuespilleryndere [sic] for 1805. — Urolig for om jeg ikke skulde faae Penge imorgen.
[Dagbogen mangler herfra til]
Torsdag den 27 Oktober
Klokken 8 gik jeg op til Rektorens, var lidt mismodig, fandt alt bedre end jeg havde ventet det. — Var paa Generalprøven.
Fredag 28 [Oktober]
Paa Lokummet ligger Bøger til at læse i, paa Døren skrevet …. Jeg fik Rektorens Sov[e]kammer til at læse i og har altsaa kun at aabne Døren for at være inde i Skolen; — A. er nu særdeles god mod mig, men jeg lider det ei. — Selskabet gav en Prolog — Barberen i Sevilla og en Entre af Dandsemester Træn. — Rektoren særdeles godmodig, spadse[re]de med mig om Eftermiddagen, talte om Tasche[n]bücher om Digte og deslige og trakterede mig med Puns. —
Løverdag [29. Oktober]
Blev hørt i Cicero De officiis „Ja det er noget daarligt Stads!“ sagde han. — O Gud, hvor gierne vilde jeg ikke giøre alt ret godt for at bevare hans Godhed, ja han er sikkert god! —
Søndag [30. Oktober]
Kirkegang — vilde kiøbe en Glidermann til Mines lille Pige, men fik ingen. Læste flittigt — Rektoren laant[e] mig alle Bladene, — moret mig herligt om Aftenen, o han sprudler af Vittighed „Jomfru De [bliver, rettet til:] faaer et forslaget Hovet falder de ned af Trapperne!“ — Vi spille Ram-buss, — O Gud, o gode Gud maae jeg kunde bevare hans Yndest! —
Mandag [31. Oktober]
Jeg har det langt bedre her end hos Hennebergs O Gud, hvor Du er god, gik jeg maa kunne bevare Rektorens Godhed, gid jeg maa kunne glæde ham, o Gud hvor er jeg ikke siæleglad, det gaaer herligt paa Skolen.
Tirsdag [1. November]
Lidt om Natten af Tandpine, — har faaet brilliante Characterer, blev No. 7. O Gud var jeg bare ei kommen saa høit op, thi den Plads kan jeg ikke beholde, de andre ere bedre end jeg, men hvor er min Siæl ikke fuld af Glæde, ja jeg vil stræbe! — Rektoren sendte Bud efter mig. 1 Qvarteer spillede jeg Rambus med ham og Fruen, for dog, som han sagde, at have lidt Adspredelse.
Onsdag [2. November]
Fader Tak! det gaar over min Forventning godt paa Skolen, om Aftenen maatte jeg spille ½ Time Rambus, . . . . Jes Moersom[5] —
Torsdag 3 [. November]
Gud hvor har jeg det ikke herlig (i Nat var Ildebrand, en Herregaard ved Skelskiør [ ) ]. Meislings har faaet en Pige fra Kiøbenhavn det aner mig det er min Søster og man siger jo hun hedder Maria. —
Fredag 4 [November]
Denne Gang bedrog min Anelse mig, jeg kiender slet ikke Pigen. Gaaet godt paa Skolen. Gud styrke mig fremdeles. (Grethe Pedersen død.) (*)
Løverdag 5 [November]
Fik Temmelig godt for Latinsk Gramatik som jeg dog havde læst saa meget paa — Torst havde nu faaet min Præsbyterianer. da det var Friaften kiggede jeg fra 9½ i den. — ½ Time af Aftenen spillede jeg Rambus, Rektoren munter og venlig gamle Hundrup flau moersom da det ei var naturlig. Rektoren sagde mig saa venligt godnat, o vidste han hvor hans Venlighed opmuntrer mig han vilde fremdeles blive saaledes. (*) i Fredags fik jeg et Brev ved en Lieutenant fra min Ven Guldberg, R[ektoren] talte om ham, o det skar mig i Hiertet, men hver har sine Synspunkter og hvilket Menneske kan være Alle tilpas. — R. sagde [overstreget: „Han er har nok en lille Skrue løs“] at, da Begge i Krigenstid vare i Helsingøer, havde G ladet sine Soldatter tage deres Skiorte over Klæderne og saaledes stille sig ved Strandbreden og vinke af de forbiseilende Skibe, som vare fiendtlige og maatte da komme disse til Hiælp der da vilde overrumple dem!“ Det lykkedes ei, men var det, da vilde man have kaldt det Snildhed ikke … Verden dømmer efter Udfaldet, var mange af Tordenskiolds udskregne Gierninger anderledes; Guldberg! jeg holder af Dig derfor. —
Søndag [6. November]
Læst flittigt, Rektoren godmodig og høflig. O Gud lad mig dog bevare hans Godhed, han er streng men Hiertet sidder ham paa det rette Sted. — Han var lidt syg i Aften, (fik intet Brev fra Collin, Fruen godmodig og venlig, jeg holder ret meget af hende, hun har sikkert et godt Hierte) vi spille Rambus derpaa bad R mig læse noget for ham af 7 Aar men jeg læste ham ei tilpas, først for hurtig, da jeg indskrænkede dette, læste jeg for theatralsk. Jeg blev lidt mismodig over det, men han er jo ei vel. — (Præsb:)
Mandag [7. November]
Idag skiændte han meget paa Skolen, dog ei synderlig paa mig, men kun hvad han kunde og hvad jeg selv i hans Sted vilde have sagt, han var mørk ved Bordet, kun da Jomfruen kom fik vi et lille Smil, om aftenen bad han mig ikke om at spille med sig, jeg havde kun tænkt at spille 1 Spil og saa ned at læse, han var vred men høflig og gav mig min Portion Kage og Æble. — mismodig — kom nu til at tænke paa Grethe. Gode Pige, mon du nu usynlig svæver om mig mon Du smiler venligt til mig som før, da jeg sidste Gang saa dig — paa Sygeleiet da spøgede Du med mig; nu er Du lykkelig, gid jeg selv var død, 14 unge Piger vil [følge] Ligtoget og bekrandse din Kiste, man holder af dig, intet vilde man giøre for mig naar jeg var død og dog — — gid jeg var det. — Du kan ei være død for stedse der maa være en Evighed til du lever du maa leve. — I Jesu Navn gaaer jeg til Ro, venlig og uden mindste frygteligt svæver dit smilende Billede for mig. (Præsb:)
Tirsdag [8 November]
Markedsdag — [Rektoren] ret høflig, men i daarligt Hu-meur — morede os [ved] giennem Vinduet at see de brogede Skikkelser som drog forbi, fik en Kam a[f] fruen, Sæbe af Jom[fruen]. Begyndte tidlig at læse (forbød mig at have Omgang med F.)[6] (Tandpine)
Onsdag [9. November]
Fik Brev fra Nyerup og Guldberg den sidste havde med samme Post skrevet R til og bevidnet ham sin Tak for hans Godhed mod mig. — Mismod fordi R. ei er i godt Humeur (fik Kage)
Torsdag [10. November].
Skrev til Collin — fik Smettaus Kiole og Beenklæder til at følge Grethe med. — Vilde gierne see hende men turde ei for R. gaae ud. — O Gud jeg kan ei fyldest giøre ham er han nu vred til hvorledes vil det saa gaae.
Fredag [11. November]
Idag skal Grethe Pedersen begraves. — Jeg saae hende før Laaget blev slaget til, hun var slet ikke smuk længer, gule Kinder indfaldne Øine sorte Læber og en spids Næse saae man nu, et Gevant af Cypresser og Myrter [i] Haaret prydede hende, en lille Bouket holdt hun i den ene Haand gamle Pedersen stod i Døren og stirrede sørgmodig paa Liget. Line Ebbesen havde givet det sin Ring og en Halskiede af sit eget Haar med ned i Graven. — R i daarlig Humeur, dog venlig mod mig.
Løverdag [12. November]
Kunde kun daarlig min Cicero de Officiis men jeg har læst ret flittig det trøster mig, — spille[de] Schak med Rektoren.
Søndag [13. November]
Brev fra Colin. Præsbyterianer[ne er] herlig den ligner min Grevefe[j] de, fik alle Bladene af Rektoren. — Spadserede med ham og alle de andre, hvor var jeg ikke forlegen at jeg ingen turde hilse af Bekientere, spillede Rambus.
Mandag [14. November]
Kom daarlig fra mine Lexer og jeg troede dog jeg kunde dem. Mismod — jeg kan ikke giøre det bedre, nu bliver han vred vranten mod mig jeg taber Modet og alt gaaer galt, o de[t] bliver til Intet, jeg skal aldrig blive til Noget. —
See de andre unge Ørne flyve
Op mod Solen bades i dens Straaler
Medens Mængden undrende beseer det.
Herligt synge de fra Klippens Tinde
Om den svundne Old og om Naturen
Men jeg sidder fængslet her bag Muren
Dybt i Støvet uden Kraft og Vinge
Kan man ei mod Lyset svinge,
Tør ei synge skiøndt min hele Siæl
Higer mod det reene Gude væld.
Mange, mange seer jeg ile frem
Men ak ikke jeg tør følge dem!
Tirsdag [15. November]
Nu begynder det at gaae snavs paa Skolen og jeg læser jo; o det er aandsnedkuende, min Siæl er svag den tager let hvad Retning man giver den Barskhed skræmmer den men Venlighed opfylder den med Taknemlighed og Kierlighed. O var jeg i Graven, Døden er saa rolig her idel Kamp og Misfornøielse.
Onsdag [16. November]
Hvorledes mon det vil gaae i Dag? — O som de andre! Vellystig Sværmeri blandet med Mismod piner min Siæl! — Blev slet ikke hørt hos Rektoren. — Svinet blev slagtet. —
Torsdag [17. November]
Vaagnet med Lede og begyndte saaledes mit Arbeide, i Homeer som vi læse paa egen Haand blev R heftig vred og forlod mig med Skænden; Bister over min Skiebne; da jeg sadt om Middagen og læste, gik de alle ud at spadsere. Rs Frakke var dunet kaldte paa Pigen om en Børste, hun kom ei strax, saa foer jeg ud og børstede ham, han saa mildt og jeg var vel tilfreds igien; paa Skolen havde vi den franske Revolutionshistorie, o, hvor den interesserer mig Kraft og Tøilesløshed, frygtelige Giæringer som disse rædselsscener vare skiønt i det mindre vor Grevefeide[.] Jeg [hørte, overstreget og rettet til:] saae ved Lærerens Fortælling kun Grevefejden som jeg vil skildre, hvor usigelig interessant er det ikke at see hvorledes af denne vilde Giæring de store Aander udvikle sig, see Menneskene i deres Høide i alle Retninger. Arme Ludvig du var ustadig, kraftig og svag; jeg troer jeg har din Characteer i dit Sted havde jeg handlet som du, kun ei været phlegmatisk, Fiskerkiærlingen det mest grotteske indtager eller rettere spænder min Siæl, det var [af, rettet til:] i denne Kamp Napoleon dannedes og steeg, O Gud din Finger seer jeg, du styrer Alt, hvorfor da fortvivle, nei jeg vil naa Maalet, jeg har Længslen i mit Bryst, og ingen Længsel nedlægger du uden den har sin dybe Grund, kun giv mig Mod; —
Fredag [18. November]
Rektoren hørte mig slet ikke, talte med Fruen om Julen.
Løverdag [19. November]
Fik Frihed i Andresens Time og talte vi om Julestadsen og skrev derpaa Brev til Guldberg og Moder hvem jeg sendte 1 Rbdlr.
Søndag [20. November]
Fik 50 Rdlr. fra Collin, — S. bragte mig mine Bøger, „jeg vil ikke De skal have Omgang med slige Kegler sagde R. Læste alle Bladene besøgte i en Galop Hennebergs, Langes og Holsteins, sat saa hele Dagen hiemme, Læste Byrons Biographi, o han lignede mig lige til Sladeragtigheden, ærgierrig er min Siæl som hans, kun i at beundres af alle føler den sig lykkelig, den mindste, som ei giør det kan giøre mig mismodig. — Ære er Sporen som driver min Digteraand men jeg føler dog selv det Urigtige og svage deri. —
Mandag [21. November]
R er meget god mod mig, han kan ikke være anderledes, Kokkepigen skal efter Fruens og Anes Sigende være forlibt baade i Pedersen og mig, hun maa min Tro ikke være kræsen; — Min stolte Aand hersker endnu.
Tirsdag [22. November] (Jomfrue Hundrup reist.)
Hentede da først et Brev paa Posthuset som alt i Søndags var kommet til mig, det var fra Fru Wulff hun tilbød mig Logie i Juleferien. Glæde giennemstrømmede mit Bryst Gud jeg anede dig, barnlig Tak og Kiærlighed opfyldte min hele Siæl, Hvor herligt! gode og dannede Mennesker have Godhed for mig, o jeg fortiener det ikke, ja jeg vil være god, Gud! Gud! — Denne Dag gik Alt herligt paa Skolen, o min Gud min Gud, Hiertet savner Ord til at udtrykke sine Følelser. — I Drømmerier om Kiøbenhavns-Reisen lagde jeg mig til Ro; saa i Almanakken, Overskrifterne over de 3 sidste Uger syntes mig ret anvendelige for mig. — 1) Johannes i Fængsel 2) Johannes Vidnesbyrd. 3) Christi Fødsel. Det er jo 1) Examens Ugen, 3) [sic! skal være: 2)] Examens Udfald — 3) Feriedagen. —
Onsdag [23. November]
Leed af Tandpine om Natten, vilde fordrive den ved Tanken om Kiøbenhavnsturen, men det gik ei an — φ — fæle Lyst som raser i mit Bryst, Blink af Gud som nys begyndte, du svandt hen, thi ak jeg syndte; ureen Flamme i Barmen steeg, og den lyse Engel veeg. Dog jeg synded’ kun ved Tanke! mig fra Gierningen bevaer! — Gik ret godt paa Skolen; var om Eftermiddagen ganske sløv af Læsningen. — (Mennesket søger at skiule sine Feil, at sminke dem endogsaa for sig selv, altid søger den [sic] efter at finde en Undskyldning for den stærke Fornuft.) Nogle af de andre Disiple kigge i Bøgerne ja G læser det lige op. Det ærgrer mig, men mon jeg ei vilde giøre det samme havde jeg ikke en stor Frygt for den Skam at blive greben, og dog ønsker jeg Læreren vilde gribe de andre, det er et slet Træk. — Ved at pudse Lyset gik det ud 9½ gik da til Ro.
Torsdag [24. November]
Op Klokken 5½ for at bøde paa i Aftes. — Gik ret godt paa Skolen
Fredag [25. November]
O Gud algode Gud det gaaer godt! jeg takker Dig.
Løverdag [26. November]
Kom op i C[icero] om Pligterne og kunne det, Rektoren mild og god tilbragte hele Aftenen med ham og Hundrop, spillede og talte om Julestadsen, (Husk at være taknemlig!)
Søndag [27. November]
En god jevn Dag; Læst Bladene, var lidt syg. — Fruen, Jomfruen og Tine paa Bal, en frygtelig Storm ude, Bordet rystede, men jeg holder af Storm. Det er Liv i Naturen helst naar jeg som i Aften har Æbleskive, Æble og Puns for mig — (skrev til Ørsted).
Mandag [28. November]
Gaaet godt i Rektorens Ting, han har idag været meget mild mod mig, o Gud Haab opfylder mit Bryst. —
Tirsdag [29. November]
Jeg begynder at holde af ham; han kan ikke behandle mig anderledes end han giør, Gud hvor er jeg lykkelig; det synes nu som Alt vil gaae godt o Gud mit Hiertes hele Tak, efter Rektorens Tilskyndelse gik jeg paa Generalprøven og saae Soldaterne, tvende Steder kom Vandet mig i Øinene dog troer jeg Digteren har formeget i de foregaaende Acter ladet os ane sidste Acts Indhold. — Talte med Emil om vore Classiker[e], jeg kan af det jeg har læst ikke finde Horatz at være Digter, Oderne synes mig uden synderlig Phantasi og Følelse; derimod er Æneiden af Wirgil herlig Planen godt lagt og vel udført, lidt mindre ængstelig Pynt i Versene vil vist ikke skade. —
Onsdag [30. November]
Oppe 5 1/4 — Til Dig min Gud staaer alt mit Haab, paa Dig jeg mig forlader, du er min Gud min Fader! ! !
Torsdag den 1. December
Gud Fader, jeg takker dig du er mig god.
Fredag 2[. December]
Læs[t]e flittig men Tandpine.
Lørdag 3[. December]
Ligeledes Tandpine gik tidlig ned og repeterede
Søndag 4[. December]
Tandpine, fik henimod Aften Ro ved at putte Ingefær i Øret. Rektoren i godt Humeur; var oppe hos ham og spille Rambus vi talede om en deel Digterværker og Digtere, Talen faldt paa Heegaard og R. fortalte den Anekdot at han skulde engang have tilbuden sig at prække paa Prækestolen over Hvad man vilde, man gav ham da: Et privat-Theaters Nytte og Napolions Charakteerstik en andengang skulde han skildre Tidernes Fordærvelse, han begyndte da fra Enhvers Dør, men da han kom til ham, som havde bedet ham sagte han „at her gik især Fasterne i Svang o, s v; — Gik ned 6½ fik ei læst meget thi jeg var søvnig fra de 2 sidste Nætters Vaagen for Tandpinens Skyld, Punsen Rektoren gav mig med ned, virkede stærk paa mig jeg blev ganske ør i Hovedet [men, rettet til:] og følede mig saa vel og salig som nogen fuld Mand gik tidlig i Seng og sov til 5½ [.] (vores Kokkepige havde sagt om vores Comedie „det er nogen underlig Comedie herude, her har de Een der sidder og vidsker dem til hvad de skal sige det kiender man ei i Kiøbenhavn (dvs: en Su[ph, rettet til:] fleur). (Tine syg)
Mandag 5te [December]
Ja! han behandler mig med Godhed, o Gud kunne jeg blot vise Fremgang, men jeg gruer for Examen, jeg balanserer mellem slet og maadelig, og vred maa og vil han blive, han maa tro at jeg enten er uhyre dum eller læser ikke o Gud du kiender mig, frygte giør jeg vil [sic] ikke, Stolthedens Dæmon har denne Tid opslaaet sit Sæde hos mig, jeg troer jeg besidder Digteraand at jeg vil naa en Høi Plads, og idet jeg troer er der en anden Følelse som raaber frygteligt at det er en forskruet Grille, o Gud o Gud forlad mig ikke, jeg anseer Alt for din Styrelse, jeg fortiener ikke din Godhed det erkiender jeg — O Fader forlad mig ikke! —
Tirsdag 6te [December]
Rædsom Tandpine — kun sovet lidt om Natten; φ. Pedersen var her, ret munter, „læg din Cicero[7] bort! det nytter ikke Du læser!“ sagde han, „jeg læser ikke og Du skal see jeg staaer mig ligesaa godt som du.“ Det troer jeg nok svarede jeg, men naar jeg nu staaer mig ilde og veed jeg har læst saa har jeg dog [den] Trøst“. — Var syg og kraftesløs i alle Lemmer, kunne næsten intet Læse. „Gaa tidlig i Seng!“ sagde R jeg gjorte det Klokken 8½. —
Onsdag [7. December]
Oppe Klokken 4re men sygelig og søvnig. — Bedre med Tænderne. — Examen hos Rektoren begyndte. — Tanke om Julen opfylder min Siæl. —
Torsdag [8. December]
Drømt hæslig om Natten, om Nathan Davids Døttre og om at Rektoren syntes at skiænde skrækkeligt paa mig. — Frygt for Examen (y) bøn til Gud. — Rektoren ganske god, men det gik daarlig, jeg ventede som Giesemann et maadelig, men fik slet. — Skiæbne! hvorfor slaaer Du Haanden af mig? Nu er hele min Jul fordærvet jeg maa vente det samme for Græsk; — O daarlige Væsen, med dine Indbildninger; — Skiæbne leder Tingene, Hiertet giælder intet (men hvorledes er mit Hierte?) ingen Ting kan jeg, forrykt er jeg deraf kommer mine Drømmerier; men jeg vil være rolig, jeg har jo lovet det, men min Ære, min Følelse, o ulykkelige Væsen. — Det er ret en Tycho Brahes Dag, Andersen skiændte i gamel Historie, jeg kunde det heller ikke godt men ny Historie var ikke daarligt og der skiændte han ogsaa, det var andengang i Dag Vandet kom mig i Øinene; (Geometri stod jeg mig herlig i i Formiddags). — Dog i min Kummer faldt den Idee mig Ind at behandle Tieks Daarekisten som et Lystspil, o jeg underlige flygtige Væsen. — Held giør mig modig, Mod giver mig Haab og Lyst til at arbeide, klarere ligger da Alt for mit Blik, men Uheld, giør mig tungsindig modløs og sløv for Alt, Gud tilgiv jeg dømmer dine Veie, men selv [ved] lidt mere Mildhed troer jeg at kunne luttres, taknemlig og ydmyg føler jeg jo det Gode. — Nu gik Børnene herigiennem til Ro, Ludvig og Jens kiøsede mig kiærligt — o lykkelige glade Barndom, Ynglingen har med Storme, Manden [med] Grave at giøre. — „Vær ved godt Humeur gode Andersen!“ sagde Fruen, „min Mand er slet ei vred for at De var uhældig; han meente selv at den megen Læsning sløvede dem, at de ei adspredte dem nok, vær de kun rolig han taler nok til Colin!“ — o ham er jeg ikke bange for det er kun for Deres Mand. — Da hun var borte maatte jeg græde heftigt.
Fredag [9. December]
Mere rolig. Rektoren gav mig ogsaa Frugt i Aften, men jeg gruer for imorgen i Græsk.
Løverdag [10. December]
Gud, hvor er mit Hierte ikke bespændt, o Almægtige forbarm Dig. Nu gaaer jeg derind og naar jeg kommer igien . . . . . da Slet fik jeg ogsaa for Græsk. — Gud! — i Øieblikket gik min Smerte over, men nu, o Gud havde jeg Mod —–
O Gud hvor mit Hierte [er] beklemt, og dog sniger sig en Trøst ofte derind, jeg har giort hvad jeg efter min Natur kunne. Emil, Giesemann og jeg bleve ei hørte i Latinsk Grammatik, da R vilde høre os deri. — dog sagde han Intet da jeg Klokken 5 var ene oppe hos ham og drak Thevand, jeg havde i Sinde i det jeg gik ud at løbe hen og spørge om han var vred paa mig, men jeg turde ikke. — Jeg vilde nu skrive det til Collin, ikke til Etatsraaden, men til Manden med Hierte, det var min eneste Trøst, dog endnu opsatte jeg det til Torsdag. — Ja Rektoren maa være utilfreds med mig, og jeg kan ikke giøre det Bedre, Enden bliver da jeg maa ud af Skolen, det fortryder ham vist at han har talt om at faae mig med til Helsingør. — Jeg erkiender hans Godhed ; Strænghed er den eneste Vei til at lede min forvirrede Aand, nu jeg er i hans Huus anseer han det vist nok endogsaa for Pligt jeg bør være ham taknemlig derfor som den Syge sin Læge; men kan man ikke tilgive hiin om han ømmer sig under Kniven. — „Det hiælper ei at hænge Dag og Nat i Bogen sagde R det sløver og giør rent forrykt, nei jevn Flid (og dette har jeg jo gjort) tro ikke at det er Genialitet, denne Fusen de har hos dem, der er meget der maa klippes af for [sic] De bliver til Noget, saadant et Menneske vilde ved Examen i Kjøbh: om han endog kunde Alt, ved sit Væsen skaffe sig en slet Characteer!“ — O Gud o Gud, jeg glædede mig saa inderlig som et Barn til Julen, med hvilken Glæde jeg nu efter at være opflyttet i øverste Classe og i de 2 Maaneder der var tilbragt, [med de] erholdne gode Characterer, [at; Ordet er overstreget men nødvendigt for Meningen] kunne komme til mine Venner og nu er Alt forstyrret, jeg kan ikke længer glæde mig til Julen, selv i min fattige Barndom kunne jeg det, da var det mig en hellig barnlig Festdag, jeg var lykkelig i den lille snevre Stue, o saa lykkelig, saa langvarig lykkelig bliver jeg aldrig; o herlige Barndom, da kiendte jeg vel ikke [de store Goder; Ordene overstreget men atter skrevne] de store Goder Gud ofte har forundt mig, men jeg savnede Intet, mit Bryst var rent, min Tillid vaklet ikke og jeg tænkte ikke [paa] Fremtiden. — O Gud forlad dog ei dit svage Barn! ! !
Søndag [11. December]
Fik Brev (med 2 Rdlr) fra Professor Ørsted. — Skrev Col. til hvor Uheldig jeg har staaet mig i Græsk og Latin. — Fruen taler om Jomfruen [hun, overstreget] denne om hiin, jeg maa bære Kappen paa begge Skuldre, R talede ei meget med mig blev oppe hos Børnene og spiste der dog sendte han om Aftenen Puns ned til mig, jeg er kied og Sløv af Læsningen.
[Paa det næste Ark af Papiret er et Stykke afrevet foroven ; derved er Notaterne for Mandag d. 12. Decbr. og — paa Arkets 2. Side — ligesaa for Fredag d. 16 og Lørdag d. 17. — gaaet tabt. Bevaret er af Notatet- for d. 12. kun Ordene:]
galt …… jeg vidste De fik Godt? og blev lidt rolig
Tirsdag [13. December]
Min danske Stiil giennemstrømmede mig med Tillid til Gud. Den Handlede om hans Forsyn og jeg følte det og haa-bede. — Tillid til ham giennemglødede min Siæl, jeg har læst flittig jeg kan ei mere hans Villie skee. (Fruen og Jomfruen forligte.)
Onsdag [14. December]
Nu Fader i dit hellige Navn — grundfæst min Tillid — jeg har giort hvad jeg kunne vær mig nu en Fader — — fik Godt for Fransk, det var langt over min Forventning men Qvordrup og især Hansen hialp mig[;] med Tillid til Gud og Tilfredshed gik jeg til Ro; — (fik et Æble af R)
Torsdag [15. December]
Det gik over Forventning Godt i Historie jeg fik Meget-godt. R hørte mig og var ret tilfreds [,] om Eftermiddagen fik jeg Mg? for dansk, Ug for Stiil, og den latinske Tg. — Der kom en fattig Skolelær[er] og vilde bede om noget, men fik Intet hans Tone trængte mig til Siælen, jeg vilde have givet ham 1 Mk, men han var borte da jeg kom; R gav mig Æble, men lod saa kold saa jeg blev noget mismodig. — Jeg havde tænkt jeg vilde skrive Guldberg et ret munter Brev til og dagbogviis skrive ham min Kiøbenhavnstour til; nu har Examen tilintetgiort min Munterhed. — O Gud til Dig staaer min Tillid, o forlad mig ikke. — Sløv og mat er jeg af Læsningen gid jeg turde lægge mig. —
Fredag [16. December]
Nogle fra 3die Classe spurgte mig ude i Gangen hvad jeg havde faaet for dansk Stiil. „Udmg“, svarede jeg. „Ja han kan nok trænge til det sagde Pedersen, vi kom lidt i trætte han har store Ideer om sin smule Viisdom og er dog indskrænket — Jeg maatte oversætte min Tydsk uden at læse op, det giorte at jeg ei kunne oversee Sætningerne, skiønt jeg ellers
[Resten, der skulde staa paa Arkets modsatte Side foroven, er bortrevet med dennes øverste Stykke.]
[Lørdag 17. December]
[Begyndelsen mangler.]
…………….. med hinanden under Armen; G malede en Luus paa Tavlen, agered Vært med Blækflasken og Blækhornene, tog sig i Næsen og spyttede samt andre Flouheder. — Fik tg for Latinsk Grammatik. Havde jeg været lidt bedre i mit N Testament saa havde jeg sikkert faaet Udm. for Religion, men fik nu Meget Godt. I Eftermiddag bleve vi omflyttede, jeg fik dog Mg til Hovedcharakteer. — R var ret venlig, fik Puns, og ned med endeel Morgenblade at læse i, gottede mig nu, tænkte paa Kiøb: (y)havn, læste Holbergs De Usynlige og hans Maskeraden.
Søndag [18. December]
Vaagnede meget tidlig og kunde ei læse for at tænke paa Reisen. — Begyndte mit Brev til Guldberg. Var hos Torst om Sedelen til at faa Gefion. — „Man seer dem aldrig“, sagde [han]; — „Da Porten lukkes saa tidlig og saa vil jeg ei løbe ud. — Man laaser nok ogsaa Kasketten paa Dem“, spurgte Lucie. (vide dvs.: Mødet i Aleen)
Mandag [19. December]
Sovet ved Giesemann, op henimod 3. 3½ kiørte vi afsted, indsvøbte i den deiligste Taage man vilde ønske sig rullede vi fremad; — Jeg sov næsten ikke og var derfor paa Benene halv 3, halv 4re rullede vi ud af vor By, man siger jo Juno per nubem men her kan man sige omnes per nubem, thi vi sat ganske i en Sky af Taage man kunne næsten falde paa at vi gjordte en Lufttuur men Veien mindedes [sic] os at vi var paa Jorden thi det var Hul paa Hul saa jeg sat i en Angest for at brække Arme og Been eller i det mindste Halsen (min Santen dividerede han ikke med 3 i alle Kroerne, skiønt jeg troede at [have] sluppet Gnieri [sunt, rettet til:] est Gnieri). Verten i Ordrups Kroen viste os sin Bog hvori de Reisende skreve, der var ondt og i alle Lande. — I Roeskilde Kroen fik vi til Lekteure Holger Danske og en anden gammel Bog der manglede baade Ende og Begyndelse. — Til Klokken 9 naaede vi Kiøb. Taagen var mindre, ja før Sol gik ned saa vi endog et Stykke af den. Jeg kunde gierne som Chilian i Ulysses have kiøsset Jorden for di jeg heel og holden var landet paa Vesterbroo, men den Kiøbenhavns. Jord saae ikke poleret ud. nu fløi jeg da ned hos Wulfs, Modtagelsen var hiertelig, den var som Deres mod mig [i] Sommer, tydeligere kan jeg ikke giøre det, Wulf var hos Ølenslægers i Selskab men Hjemme traf jeg dog Fruen, Døtrene og Wulffs Søster vi talte om Dem og Jette spurgte især til Petra og Stierna, jeg maatte synge dem en lille Sang før jeg gik til Ro. — Jeg har foet 2 Værelser ud til Pladsen, et at sove i, et andet med Varme vor jeg vil læse i om Morgenen, Loftet hvælver sig høit over mig saa jeg ret kan tænke mig at være paa en Ridderligborg, Jeg fik nu foræret af Wulff de 3 Bind Skuespil han har oversat af Skak [dvs. : Shakespeare] de ere paa Skriverpapir og saa brilleant indbun
[Et Hjørne af Papiret mangler.]
som et Schakspearsk Stykke fortiener, nu er jeg da ene paa mit Kammer, — Tusender Følelser giennemstrømme mig — o hvad har Gud ikke giort for mig, det gaaer mig som Aladin, der siger i Slutningen af Stykket idet han seer ud af Vinduet fra Slottet:
[En Plads er ladet aaben til Citatet men ikke senere udfyldt.]
For en 5 à 6 Aar siden gik ogsaa [jeg] dernede, kiendte ikke et Menneske her i Byen og nu kan jeg hos en kiær og agtet Familie deroppe gotte mig med min Schakspear — O Gud er god, en Draabe af Glædens Honning bringer mig til at glemme alle Bitterhed [er], o Gud vil ikke forlade mig — han har giort mig saa lykkelig. —
Tirsdag [20. December]
Gammel Vane bider bedst, jeg kunde ikke sove længer end til Klokken 6, skiønt jeg var som mørbanket i alle Lemmerne af den prosaiske Vogn. endelig kom da Tieneren og lagde Ild i min Kakkelovn og nu foer jeg op, og har læst Cymbeline, efter Thevandsbordet var min første Udflugt til Collin han var tilfreds med mig, — „jeg seer jo tydeligt deres Flid“ sagde han, „og det er Hovedsagen. — Vi talede nu om Kong Salomon og Jørgen Hattemager, men Fru Collin (der som gift med Birkner boede i Korsør og derfor kiender Crusisorianerne) sagde at der var intet stødende mod dem, Indholdet omtrent som Heibergs Indtog. — Herfra gik jeg til Geheimekonferensraadinde Colbiørnsen, ingen vare oppe, men fruen sendte mig noget Lectüre ind, og saa læste jeg til de kom, man talte her ligesom hos Wulfs iaftes da jeg kom om Keiseren af Ruslands Død og at det trak op til Krig, Fruen synes mig slet ikke at ældes Angelica er mig endnu meer elskværdig en[d] sidst Christiane den samme, de inviterede mig til imorgen Middag, — nu gik jeg til Meisling, jeg maatte udrette nogle Comisioner Fru von der Maase fik jeg ei i Tale, fra Børsen gik jeg til Frøken Falberne (Holsteins ei hiemme hos Herbst traf jeg Kaptajn Jensen). Klokken var saaledes 3 før jeg kom hiem til Wulfs. Klokken 4re spiste vi, baade Wulff og Fru Colbiørnsen gav mig Comediebilliet og jeg saa Tankredo, Parterret er nu større, jeg hørte Jomfru Wulff, men holder ikke det mindste af hende, det var som om jeg havde Bomuld i Ørene, da hun sang, hendes Ansigt er for fiint for Theateret og saa gik hun [og] trak i sit Slæb ret som Dorthe i Bonton blandt Borgerstanden. — Men Lofler [sic], Cetti og Zink var et herligt Kløverblad; — hiemme hos Wulffs traf jeg Fru Saaby og hendes Søster, en Frøken Høier) Wulff bad mig læse det af min Roman jeg skrev i Ferien, jeg gjorte det og alle ytrede Moren, han fandt det mere livligt end det de [dvs: De] hørte og mindre masivt, skiønt han slette [sic] havde imod det masive, da det var naturlig, men han sagde, „staaer det der kan det giøre god Effekt men er det borte savner man det heller ikke (jeg mødte idag Werlin med briller paa, veed de hvorfor jeg bærer dem, det er for at see Ida Wulff som skal boe her.)
Onsdag (21. December)
Wulff var ei vel idag; efter Thevandsbordet, var min første Udflukt til Hofdamen jeg blev bedet om at komme igien om 3 Quarteer, thi hun laae, nu fløi jeg til Ballings, han kiøssede mig hiertelig, bød mig at komme der ret tidt efter Frokost gik jeg til Ølenslæger, det var Frøkenen der hilsede mig saa mildt paa Gaden igaaer og som jeg ikke kiendte. — Jeg læste min Fortælling, som Ølenslæger roste, det er meget godt, kun lidt for Omstændeligt, og det at afmale en Ting vidtløftigt, det er ikke det poetiske, det er jo let, som om jeg vilde sige, Andersen sad i Sopha[en] og læste ved Siden sad Lotte Ølenslæger og Frøken ……[8] Johannes kom ind fra Skole og da han hørte noget læse gik han ganske sagde hen og satte sig paa en Skammel hvoraf Farven var slidt; — see det er ikke poetisk, men der er mange gode Ting i Deres [Fortælling?] og man kan see De har vidst at benytte mange gamle Ting og har ret vel lagt mærke til Menneskene om Dem, Beskrivelsen af Borgen er ret poetisk og vidner De har Aand derfor. Nu læste jeg ham mit lille Digt til Siælen, — det er herligt! udbrød han jeg sætter det over Fortællingen;“. Selv læste han det nu eengang igiennem, nogle smaae Forandringer kunde De giøre, som Himmel og Stjernevrimmel det er saa almindeligt. — Nu gik jeg til Ørsted, det var Etatsraadens Fødselsdag jeg blev indbudt til Juleaften. — Meisling var syg og jeg maatte nu ene gaae ud for at kiøbe[;] med Verlin der var rasende forlibt i Ida Wulf, under Armen gik jeg til Børsen. — Nu var jeg hos Dahlens hvor jeg spiste og drak Caffe, — herfra og til Geheimeraadinden hvor jeg var budt til Middag der var en Kammerjunker Colbiørnsen man roste mine smaa Digte, efter dette besørgede jeg Brevet til Rine Hundrup og hilste paa Fru Kriger, Hofdamen var ikke hiemme, nu gik jeg til Herbstes hvor der var en Hr Høiberg jeg declamerede, og til Giengield sang Frøkenerne for mig, da jeg kom Hiem vare Frøkenerne Stefensens her og jeg maatte declamere og læse Sjælen, (hos Mad Andersen hun laae i Sengen men talede ret hiertelig med mig. —
Torsdag [22. December]
Efter Thevandstid var jeg hos Hofdamen Fru Bukvald, hun lovede at hilse hendes Kongelige Høihed fra mig; jeg drak Thevand der og fik til en Billiet, Collins kunne ingen skaffe mig og man stod heelt ud til Hesten. — Nu var jeg hos Guldberg vi talede om Slagelse „Nei jeg vil intet høre af Deres Poesi for ei at rose Dem og derved opmuntre Dem thi nu maa Studeringerne ene være Hovedsagen. — Han forærede mig sit lille Digt Uhyret. — (Fuglsang var ikke hiemme). Nu var jeg hos Madam Jürgensen jeg læste mine Digte. „Ved Gud, det til Siælen har jeg ikke hørt noget skiønnere af vor Storm, et Menneske der kan føle og skrive Sligt maa ogsaa kunne skrive en Tragedie, De siger Ø[lenschlæger] fandt det komiske bedre han frygter for at De i Tiden skal blive ham en Rival — „Ih Gud hvorledes skulde jeg kunde vove at tænke det. — „Hvem veed hvad De kan blive, De er endnu en Yngling, tænk paa dette Øjeblik om en 10 Aar og see da hvad der er skeet. — Jeg begyndte nu paa Fortællingen men afbrødes ved et Visit (M var gnaven,) spiste Kaal hos Ballings og var med ham i Parkettet hvor jeg saae Kong Salomon og Jørgen Hattemager. — (Det første Stykke Onkelens Slot var ogsaa ret moersom) men hiin[t] herligt, der var propfuldt, det morede mig at høre Jægerchoret synge af saa almindelig klædte Folk, Frydendal var herlig med sit Gaase-laar og Stages Gang ypperlig, Repliken med Nathuen var dog vel drøi, saavelsom at lade Corsøer Damer synge — „ja saa min Salighed! ! ! Ryge var en herlig Jøde. — Efter Aftensbordet fik jeg Gaver, — (var idag hos Nyerups
Fredag [23. December]
Hos Fru Buchwald hun stødte sig slet ikke over de masive Udtryk i min Magdalenes Mund, men morede sig, hun hilste mig fra Prindssessen. — Jeg drak Thevand der — Hos Herbsts hvor jeg ønske[de] Frøken M Holsteen en lykkelig Reise, maatte jeg declamere for den syge Frøken, der forærede mig en Hest som hun selv med Fingrene havde udarbejdet af Wox, jeg gav den til Ida, der ret glædede sig over den. var hos Meisling. „Har De ei hørt om Vogn til Tirsdag — Nej, — men De maa sku see at komme derud til Deres Græsk og Latin og tage fat igien.“. Det synes mig dog vel vidt, et Par Dage er jeg her, han veed jeg vil hiem og dog plager han mig en underlig Contrast til de øvrige Modtagelser, hver Dag kommer jeg hiem til ham og dog seer han ei mildt, jeg vilde gierne holde af ham af Hiertet, men jeg kan jo ikke selv skabe mine Følelser. — Fik nu Gefion der er meget Snavs i, O. Thomsen har ganske rapset sin Fortælling fra Ølenslæger. — Var hos Dalehn der fik 3 Stam[bogs]blade, spiste Frokost hos Urban Jürgensen. — Her hiemme spiste vi ei til Middag for Ballet i Aften, jeg var buden Stæder nok ud, men jeg havde ei Lyst, læste for Frøknerne og Christian samt skrev Vers paa opgivne Riim. — Vognene rulle derude, nu kommer Kongen jeg skal ogsaa derop og see Cadetterne, Klokken 8 kommer Lotte Ølenslæger og de andre, o var jeg blot mere pyndtet! — Nu var jeg oppe i den pragtfulde Sahl Pyntede især Meletaire vare der, Kongen og Prindserne; Præsten holdt en smuk Tale, herligt viste Cadetterne [sig], Vaabendandsen gjorte jeg især af. O hvilke Former hvilken Lethed — o Gud hvad er jeg og jeg vil tænke paa [at] dandse imellem dem i Aften. — Prindserne er inde i Stuen, men jeg tyer ind paa mit Værelse, jeg føler mig genert. Nu kom Selskabet, De forgyldte Sale skinnede ved Lysekronernes Solglands, jeg kom ned i Frakke, men da jeg saa W tale med sin Kone, anede det mig at jeg ikke kunde vise mig i Frakken, ærligt spurgte jeg da Frue W „ja har De Kiole er det bedre; jeg kom i min graa, ja det er langt bedre, nu strømmede Selskabet til Huset; men alle var sorte jeg kun graa, thi kunde jeg hverken staae eller gaae. Kun Ølenslæger talte med mig, jeg følte mig forlegen, de antager mig vist for en Opvarter, og Lotte Ø. skal see mig saaledes o hvilken Qval — jeg fløi strax paa mit Værelse, gik i Seng forbandende min Skiæbne at jeg ikke havde smukke Klæder, Careterne rullede uden for, og Ideerne rullede inde i mit Hoved, og saaledes sov jeg ind; jeg fik fra 6 om Morgenen en Brodersøn til Komponisten Kulau til Sovekammerad.
Løverdag [24. December]
Fru Belfort ei tilstæde ligeledes Grevinde Friis, var nu hos Ørsteds og hialp dem med Juletræet; — Efter Frokost her gik jeg til Meisling, ei hiemme, hos Fru Von der Maase fremmede. — Hos Frøken Falberne var Jøden Hammer der fortalte om Madm Mars og Talma. De kommer aldrig til os! de glemmer Smaafolk!“ sagde Frøken Mine; var hos Krigers[,] resten af Dagen hos Wulffs, „ja sagde Comandeuren, vi maa behage ved vort Indre, det Ydre duer skue ikke, jeg fik dog en kiøn Kone De faaer nok ogsaa een. — Om Aftenen til Juul hos Ørsted vi legede at tage en bekient Vise og giætte den Etatsraaden var der. — Havde nær næppe kommen ind paa Academiet.
Søndag [25. December]
Var hos Rine Hundrup, sagde Farvel til Fru Colbiørnsen der indveterede mig til Middag, hiertelig Levvel. — Grevinde Friis var i Huusholning, Meisling ei hiemme, var hos Fru von dermas (1 Rdlr) deilige briliante Værelser, hun bad mig at skrive sig til saa ofte jeg vilde, spiste til Middag hos Dalehns, D kiøssede mig roste mine Digte, Kunzens vare der. — (Traf (Løve[r]d) nu Kammerherre Holstein der rosede min Fremgang og Flid.) Derpaa hos Ballings hvor jeg atter spiste, og fik Bililiet [sic] til Euterpe. Her traf jeg en Hr…….
Han fortalte mig at der skulde have været et Stykke til Ge-burtsdagen William Schakspear, han fortalte noget af det og jeg ærgrede mig ret over at Boie og ikke jeg havde skrevet det, til Gebursdagen fa[a]er de Tryllefløiten; Ballings skaffede mig Leilighed med Leutnanft] Trane paa Onsdag til Slagelse. — Da jeg gik ud af Euterpe kom en simpel Mand og spurgte om mit Navn, jeg sagde det — „De er ikke i Selskabet — Nei men bragte en Billiet fra Balling (dvs: den skrevne Seddel) — ja men der kan ingen Herrer gaae paa en Dame-beliet — men det var til Direktionen — Manden forstod nu det var en Direktions Billiet giorte Tudsinde Undskyldninger og jeg gik. — Her hiemme var Fru Saaby og Adler, denne fortalte Hele William Schakspear o Ideen er ganske min, og de søde Alfer. —
Mandag (var hos Guldbergs Søn) igaar)
[26. December]
Traf ei Grevinde Friis — var, og søgde nu Klokken 12 op til M[eisling]. -— Han var ei hiemme men jeg fandt en Belliet fra ham. Jeg har Intet at meddele Dem ved Afreisen, kun med de[n] bestemteste Anmodning, at De [overstreget: ikke] fra Ankomsten til Slagel, anvender Tiden ikke til at skrive Fortællinger og Digte, hvorm[ed] De til Vedkommendes store Moerskab her har opvartet, — men til Skolesager. Hvorvidt De frustrerer mig, ved at spilde [Tiden] paa den Maade, naar jeg troer at læse Deres Pen[sa], skal jeg nok muntlig tale med Dem og opgive Dem adskillige Data om, som mueligen turde kiøle. Jeg ønsker ikke at De tager [overstreget: nogen] Deel i nogen Udsiiring af Børnenes [overstreget: Maskerade] Juletræ, Løvhytter, Maskerader eller Gud veed hvad der er udtænkt, da jeg seer De bruger Tiden daarlig nok alige vel. Meisling. — Fleregange læste jeg Brevet, mismodig slappedes al min Styrke; bleeg og mørk kom jeg til Wulffs der læste mit Brev, de beklagede mig, jeg gik nu til M, og da han var ude bad jeg om Papir og Blæk og skrev da en Billiet til ham hvori jeg sagde ham at Digtet var skrevet i en Ferie og jeg kunde ikke vise større Flid end jeg gjorte; hele Dagen kied derfor; om Aftenen læste jeg for Wulffs Boies William Skakspear, Digteren har skildret ham ganske ud af min Siæl, i lte Act stemmede Williams Replikker ganske overens med mine Følelser, han aner at blive Digter, han beslutter ei at skrive Vers, o Taarerne kom mig i Øinene, paa Leiet vaagnede mit hele mismod men med Tillid til Gud og den Bevidsthed at jeg havde arbeidet efter Evne sov jeg ind. – – –
Tirsdag [27. December]
Var hos Grevinde Friis (2 Rbdlr) hos Fru Buchwald fra Prindssessen (5 Rdlr) Derpaa hos Fru Guttfeldt der beklagede min Skiæbne, bad mig tage Mod og ikke lade mig behandle som Dreng, bad mig ikke forlade Slagelse og naar jeg [kom] derud fra da ofte at besøge hende hvor jeg vilde træffe nogle vakre unge Mennesker. — Jeg gav hende Haand paa at gaae min Skiæbne imøde som Mand, saae endnu engang min Vel-giøres [sic] Portrait; ja mange har tabt ved ham sagde hun med Taarer og jeg maatte ogsaa græde — M traf jeg paa Gaden, han fulgtes med mig, ønskede mig en lykkelig Reise, da jeg ønskede at tale med ham sagde han „vi sees jo snart hiemme.“ — Var til Middag hos Ballings, han kiøssede mig inderlig ved Afskeden og trykkede mig 4re Daler i Haanden, jeg hilste paa Frøknerne Hornemann og sagde Farvel til Col-lin hvem jeg viiste M.s Billiet, han var tilfreds med mig „Hvert Land sin Plage“ sagde han, „staar jo [hos] Kong Salomon, De finde Dem i Deres Skiæbne[.“] jeg bad ham nu kun at sige naar der var noget han ei var tilfreds med, og han lovede det. Hos Wulffs legede vi og da spille Selskabet kom skrev vi Sedler (Wulff giættede i Legen at vi tænkte paa Skakspears Phantasi). Vi fik Puns og Smørrebrød og nu Lev vel. Gud forlad mig ikke bad jeg paa Leiet.
Onsdag [28. December]
Tidlig vaagnede jeg Maanen skinnede ind af Ruden til mig, allerede larmede Folk ude paa Pladsen, jeg frygtede at Klokken var mange stod derfor op for at søge Tieneren der skulde bringe mig Thevand, men jeg gik feil og kom med Sokker ind i Pigekammeret, da jeg mærkede min Feiltagelse foer jeg ud men da Tiden blev mig for lang søgte jeg derned, Tieneren kom nu op, da Thevandet var drukket, gik jeg bort fra mit kiære Slot og ned til Fru Trane. Lieutenantens Hund blev borte og af denne Aarsag kom vi ei bort før Klokken 10. een heel Time gik jeg ude ved Støtten og ventede og læste der min Emilie Galottis lste Act. — Bonden som kiørte for os bad om han maatte dreie ind og faae friske Heste, vi bleve her trakteret med Kleiner med hvidt Sukker paa, han [Løjtnant Trane] bildte Quinderne ind at han skulde ud at hværve og at jeg skulde være Præst. — Lystigt svingede han dem om, men jeg gialt for en alvorlig Personage. — I Prindsen kom en Stedsøn af Rektor Biørn, han trakterede med en Flaske Viin, ved Afreisen takkede han mig for mit behagelige Selskab (og jeg sagde neppe 3 Ord), udenfor Roeskilde traf vi en Haandværkskarl, skal vi ikke lade den Stakkel kiøre med spurgte Lieutenanten, „Ja vil han give Noget svarede Drengen der kiørte,“ ich gebe eine —!“ sagde Karlen, nu saa spring bag op paa Kufferterne. Han gjorde det men tumlede tilbage paa Jorden; han var fuld, dog endelig kom han op, Veien var daarlig, og ikke vilde han holde sig fast saa Lieutenanten maatte holde paa ham, thi han vilde vise os sine Blesürer og hans Militairitet under Napoleon; det er vist en Kieltring tænkte jeg maaskee han støder Lieutenanten en Kniv i Bryst[et]; Hestene vare sky, saa jeg sadt i mellem en dobbelt Ild. Tilsidst tog jeg Mod til mig, spurgte om han ikke vilde gaae, thi nu kiørte vi af Veien og saa skulde han faae sin Mark igen, han var strax villig og nu gik han hen og lagde sig til at sove i en Grøft, skiønt Jorden var Vaad og en fugtig Taage laae over hele Egnen. — Medens Lieutenanten spillede gik jeg til Sengs drak Puns og spiste Kage men drømte hele Natten om M dog blev han i drømme tilsidst god. — Lieutenanten gjorte Løier med Pigen men hun løb sin Vei.
Torsdag [29. December]
Nu nærmer vi os Slagelse; — i Krebsekroen maatte jeg citere en anden Leutenant Digtet til Siælen. — „Maa jeg spørge sagde Karlen der kiør[te] da vi vare ene, er De maaskee Lieutenantens Tiener. — Nei, jeg har faaet Leilighed med ham til Slagelse. — „Ja jeg syntes det nok paa Dem imorges, at De ikke kunde være Tieneren og nu fortalte han mig om sig selv, — det begyndte først at regne da vi kom til Slagelse det var Himlen som begræd mit komme. Efter at have trakteret Leutenanten med Viin paa Postgaarden skildtes vi ad og han lovede at skrive mig til og sende mig mit Stam[bogs]-blad. Hiemme fortalte Ane mig at M havde skrevet sin Kone til at han var vred paa mig, og Fruen sagde at hendes Mand havde skrevet at jeg endnu paa den 3die Dag efter min Ankomst til Byen ei havde hentet mine Bøger, at jeg læste Intet. — Et Helved venter mig, fortvivl — o han er forstræng, for stræng. —
Fredag [30. December]
I Aften kom alle de fremmede, jeg dandsede næsten hver Dands. — Sov saa til Klokken 9½.
Løverdag [31. December]
Vi spiste allerede til Nyaars Aften Kl. 6. — Jeg kan mærke at M har forbuden hende at lade mig lege med dem [dvs : Børnene], thi vi sadde kun og saa paa hverandre og Klokken 8 gik hver til sit. —
Nyaarsdag Søndag den 1 Januari 1826
Gud skal hele Aaret gaae som denne Dag, Beængstelse og Mismod plager mig, nogle bitre Breve skrev jeg til Collins og Wulffs. O Gud lad det være min sidste Nyaarsdag.
Mandag [2. Januar]
Det er som igaaer.
Tirsdag [3. Januar]
Jeg kunde skrive flere Ark over mine Følelser men maaskee ere de gale og altsaa ikke Papiret værd. —
Onsdag [4. Januar]
Emil er dog en god Knøs — med Venlighed vinder man mig men ved Haardhed, nei saa lad briste Alt —
Torsdag [5. Januar]
Leonardo di Vincis Historie svæver for mig, hvilken Tragedie kunde jeg skrive om ham, men bort, bort, — jeg tør og jeg bør ikke.
[Fortsættelsen mangler til Resten af et Notat for Mandag d. 23. Januar:]
tænker jeg det derimod Godt bliver det stedse under Forventning.
Tirsdag [24. Januar]
Stedse staaer Leonardo for mig, selv paa Skolen, jeg seer hele Stykket, Phantasien vedsker mig Replikkerne til; — jeg kan ikke forjage det af min Siæl ihvor meget det endog adspredder mig. — Kom ei ganske godt fra min Virgil — Var paa Generalprøve, og saae Hvor Tiden Løber, samt Armod og Høimodighed. Imellem Acterne var jeg hos Holsteins, Frøkken Maria fortalte mig at Ove Guldberg havde staaet sig uhældig til sin Examen og havde faaet Krampe af Sorg. — Arme Ove! -—- Kom først fra Komedie Klokken 11. —
Onsdag [25. Januar]
Var søvnig og upasselig hele Dagen, gik imod Formodning godt i dansk Gramatik, Qvistgaard [sagde: ] „der var et Tidspunkt da frembragte vor Litteratur meget godt; jeg tilstaaer at Øhlenslæger er Keiseren for alle vore Digtere, men som vi kan sige om Sokrates, at han trak Himmelen til Jorden, saaledes kan man sige om Ø at han har draget Jorden til Himlen; jeg kan ikke følge den høie phantastiske Flugt som i Corregio, Fiskeren og Ludlamshule, jeg har heller ikke læst meget af det senere thi jeg tænkte lad ham nu blive i sin Hule.“ Jeg „men nu har vi dog senere af ham Erik og Abel.“ i Qvarteret kom Jens Hvid hen „o du roser altid den tossede Ø. Jeg [„]han er ogsaa Danmarks største Digter. J. Hvid „Du veed jo ikke om du kan blive større. — A var rent sær idag. —
Torsdag [26. Januar]
Gik ret godt — M venlig og god. — O havde jeg dog Held og Kræfter hvorgod vilde han da endnu ikke blive.
Fredag [27. Januar]
Gik godt i Rectorens Ting men daarligt i Qvistgaards, da jeg sad og læste i Aften ringede det, Tine havde Gadedørs Nøglen og derfor maatte Jomfruen aabne Vinduet. „Visitter fra Sorø!“ jeg maatte løbe at lukke op ved Porten; Det var Bager og Tillijs jeg maatte bede dem gaae igiennem Klasserne skiønt der hang Linned for at tørres. Jeg underholdt dem saa godt jeg kunde skiønt jeg hele Tiden tænkte paa Rektoren om han ei blev vred for mit Besøg. De bad mig at blive der til Ballet, men jeg sagde at jeg dandsede ei. — endelig gik de og jeg var ret kied af det, da jeg frygtede ei at have været venlig nok — Porten fik jeg ikke i og Pigen kunde ikke heller, hun havde ei lukket Gaarddøren den klaprede i et væk jeg tænkte paa M og kunde knap falde i Søvn.
Løverdag 28 [. Januar]
Kongens Fødselsdag. — Jeg spurgte M om han havde noget imod at jeg gik til Sorø. — Jeg gik og tænkte paa Veien paa min Leonardo. — Ingemanns tog venlig mod mig, og bad mig til Middag. — Jeg fulgte nu med I. hen paa Academiet paa Veien [overstreget: mødte] traf vi Fogtmann. „Kommer Deres Rektor ikke? „Nei!“ „Naa han har vel sendt Dem i sit Sted.“ — F holdt en meget simpel Tale; nu fulgte jeg med Bager og Tillijs over og saae Academiet. Forsamlings stue. Spisesal hvor der var dækket meget peent med Servietter. Sovestue hvor plankpolerede [sic! ] Tinfade til at vaske sig i stode i lange Rækker; — Bager viste mig sin Bogsamling, den var ret god. Skakspear, W. Scott og Beyron Ingemann. Han tilbød [mig] at tage hvad jeg vilde, men jeg kiendte Alt. Jeg læste ham mit Digt, men blev afbrudt da Smettau kom. — Hos Ingemann kom en Præst og hans Kone Rektor Tauber, der underholdt sig med mig, han havde Lotte Paludan med som skulde see Fruens Malerier. Ved Middagsbordet var en Midaldrende Herre som jeg ei kjendte vi talede om Ølen-slager, om Leonardo og I fandt det var bedst at han var [i] magnetisk Søvn
[Her stopper det i Original bevarede Fragment af H.C. Andersens Dagbog fra 1825—26; i Hans Brix: H.C. Andersen og hans Eventyr. Kbhvn. 1907, S. 79—81, er trykt det følgende Fragment, en Fortsættelse af Dagbogen fra Slutningen af Marts og Begyndelsen af April 1826, der ikke mere ses bevaret i de Collinske Samlinger.]
Søndag Paaskedag [26. Marts]
Det er den kiedsommeligste Paaske jeg har oplevet, ene sidder jeg her med min Græsk i Kabinettet, Solen skinner saa sommerligt udenfor og alle de andre kan gaa saa pyndtede, men jeg sidder fængslet her.
Mandag [27. Marts] Gud hvilken Paaske! høitidelig tone Klokker fra Kirketaarnet, den blaa Sommerluft vinker mig; men paa Onsdag begynder Examen jeg veed det gaaer galt; derfor maa jeg pine mig herinde. — 3 gale Tyre giør meget Opsigt; de stangede flere; den ene blev skudt udenfor Porten, den 2den fangen, men den 3die løb op til Kromhegers skiød med sine Horn Fyldningen ud af Døren, Konen løb med Børnene paa Loftet; Knud og Jomfruen sprang ud af et Vindue. Tyren giennem 4re Værelser. Man skiød ind af Vinduet efter den, og den faldt først for det 3die (den anden Tyr uden for Porten faldt først for det 30te Skud) efter at have fordærvet en Komode og Giestekammeret tilsølet med Blod. Det var ret morsomt at se Folks Frygt for at den skulde komme ud til dem, ligesom naar Drengene løber og strax kommer tilbage til den beskiænkede som truer med Kiæppen, saaledes løb de og kikkede ind af Vinduet; men sprang een hurtig ned, da løb de Alle. — Det var dog en lille Adspredelse. — M. gnaven, jeg kunde ikke finde dette af min Dagbog, samt et Værs, og strax troede jeg, at han havde funden det og var nu vred, ja at han paa Onsdag naar jeg intet kunde vilde vise mig det (eller og at han havde mærket sig mit & ) at jeg ingen Puns fik igaaer gav mig mere Grund, men det var kun en Forglemmelse og jeg fik den i Aften.
Tirsdag [28. Marts]
„Hvad læser du?“ sagde Pedersen, „det hjælper ikke!“ Jeg veed det nok! O denne Mismod er dog sød og Erindringen om [den] sødere end den om Glæden. Gud, jeg hviler mig ved din Faderbarm, er jeg en stoer Digter da vil nok alt gaa godt og jeg vil naae min Bestemmelse, er jeg ikke, saa lad kun Ulykken straks tilintetgiøre mig o Fader! Det er ret underligt, om Aftenen er mit Mismod saa behageligt, min Tillid til Gud saa stor, jeg kunde ønske mig at drømme saaledes evig; det Mørke i min Skæbne smelter hen i en mild Maaneglands, fuld af Tillid til Gud slumrer jeg ind.
Onsdag [29. Marts]
Det er anderledes om Morgenen, da staaer Livet for mig med sine Kampe og jeg frygter. — M. vred. Hvid tg? Qvortrup tg og Wittrup slet; hvor sad jeg ikke i en Angst for at komme op; i Dag slap jeg; o hans Alvor støder mig fra ham, jeg kan ikke betroe mig til ham, jeg maa ret forekomme ham ussel, uden al Værdi; aldrig har [han] roest noget hos min Aand.
Fredag [31. Marts]
Idag kom jeg da op, jeg ventede slet eller maadelig? men han var meget facil og jeg fik tg. jeg skal ved Gud nu ogsaa læse dygtig til næste Qvartal; i Hebraisk gik det ogsaa ret godt (Godt?) Tak Alfader! at du hjælper mig, i dit hellige Navn gaaer jeg fremad
Lørdag 1 April
„Ihvor daarlige Tanker jeg har om dem er de dog daarligere, sagde han (mdl?) i Græsk. Mismod. — Nei! Nei! jeg duer til Intet; jeg kan ikke udtrykke mine Følelser; hvor ulykkelig føler jeg mig ikke, og dog er min Utilfredshed en Vellyst. — Det er en Feberild, som brænder i mig! — O Gud! hvilken Skabning er jeg dog. —
Søndag 2den April
( θ det var ilde). Sendte Moder 1 Rdl. i et Brev — fik et Signet og en Stank Lak af Fruen, Jomfruen og Bentine, Ludvig gav mig alle sine Pebernødder; jeg fangede en lille Muus — nu kom M. ned han gratulerede mig ret venlig vi satte Musen i et lille Buur og det morede ham. — Jeg blev nu trakteret med Chokolade, fik Brev fra Fru Wulf, Ida, Jette og Lieutenanten, giorte efter M.s Tilskyndelse et Spring hen i Kirkerne og saa Komfermanterne. Jomfru L. Fuglesang tog mig i Haanden og gratulerede mig, hos Holsteins fik jeg Viin, Klokken 1 læste vi, M. i godt Lune, han bad mig gaa med til Skoven, hvor vi drak Thee; hiemme fik jeg Puns og Kage (jeg var ogsaa et Løb hos Fuglesangs vor Tanten og en Fremmed Dame drak min Skaal, og lovede at drikke den ved Bordet). Min Fødselsdag er saaledes gaaet ret behagelig (Musen døde nu). Gud veed om det er min sidste, Tak Alfader for Alt godt du har beskiæret mig. —
[I Levnedsbogen, S. 99, har H.C. Andersen afskrevet de følgende to Dagbogsnotater, der er udaterede og som muligt stammer fra en Tid der ligger forud for de bevarede Fragmenter.]
Hvad skal der blive af! jeg er halv klog, halv vanvittig, O Gud, maatte jeg døe, eller blive ganske vanvittig; ikke som nu, denne Mellem-Ting, dette at jeg selv føler min Afmagt. O giv mig Kraft til at jeg selv kan skyde de Velgjerninger bort jeg nyder med Uret! — O Gud, jeg vil jo det Gode — Kampen er for haard!
Jeg er bestemt forfængelig? Ja, derfor er Du vred Du gode Gud ! Saa sladrer jeg ogsaa lidt, og igaar gav jeg 1 Rdlr ud til Komedie, de burde jeg have sendt min Moder! — ja men ellers er jeg jo reen og uskyldig. Gud, hvor jeg dog vil undskylde mig selv!
16. SEPTEMBER. Brev fra Guldberg. Fra den daværende Oberstløjtnant Christian Guldberg i Odense (1777—1867), der var H.C. Andersens faderlige Ven — „den første, der blev opmærksom paa Andersens eiendommelige Natur og Gaver og rakte ham en hielpende Haand“ {A&C, S. 102) -— og i hvis Hus A. i 1825 havde tilbragt sin Sommerferie fra d. 19.—25. Juli, er der bevaret en Række Breve til Andersen. Det her omhandlede er dateret 14. September og findes som de andre i den Collinske Brevsamling paa det kgl. Bibliotek i København; et Uddrag af det er trykt i A&C, S. 104.
17. SEPTEMBER. Om Forstaaelsen af de i Andersens Dagbog oftere forekommende Tegn: φ eller θ — det græske Bogstav Phi? — ogsaa: (*) henvises til Forklaringen hos Brix, S. 146—147, og til Hjalmar Helweg: H.C. Andersen. En psykiatrisk Studie, 1927, S. 103 f.
18. SEPTEMBER. Collin. Daværende Etatsraad, Finans-Deputeret Jonas Collin (1776—1861). — Fruen. Rektor Meislings Hustru. — Seidlin. Hans Diderik Brinck-Seidelin (1780—1831) var cand. juris og havde været Auscultant i Rentekammeret; derefter Forpagter af Holbæk Ladegaard til 1809 og Ejer af Nivaagaard. Efter nogen Tids Ophold i København flyttede han til Slagelse, hvor han døde. Han havde et lille versifikatorisk Talent og udgav i 1815 en Samling Digte, i 1829 en ny Samling Digtninge, hvori de her omtalte Stambogsvers, ialt 6 Strofer, til H.C. Andersen er optaget S. 176 f. under Titlen: I en ung Digters Stambog. Dets sidste Strofe lyder:
Med tillidsvarm Glæde,
Med Hierte for Uskyld og Lykke,
O Yngling, Du træde
Til Templet din Vandring skal smykke!
Guldharpen i Hænde
Dit Blik sig da vende
I Sommerens Kraft til den Egn, hvor engang
Du henrev os først ved din Sang! !
I Brinck-Seidelins Udtalelse om, at han skriver anakreontiske Digte i Sophaen og Elegier ved Bordet, ligger vist en skjult Spydighed med Henblik paa Rektor Meisling. Før han blev Rektor i Slagelse har B.-S. sikkert været Byens eneste Poet — i 1818 havde han saaledes til en Fest i Anledning af Kongens Fødselsdag skrevet en Epilog: Hjertets Fest — og nu saa han sig distanceret af Meislings overordentlige Produktivitet, navnlig som Oversætter. Mulig har han først forsøgt en Tilnærmelse og det er ikke usandsynlig fra B.-S.’s Pen at følgende Vers stammer, som „Den Vest-Siællandske Avis eller Slagelse Ugeblad“ No. 67, 10. Aargang, for Fredag d. 20. Aug. 1824 bragte under Titlen:
Til Moschi aandrige Oversætter!
Hellas Muse i Din Danske Dragt
Hvor henrykker Du det spændte Øre!
Synes man ei Sangens Tryllemagt
Fra Parnassets høie Tind at høre?
Er Du svævet hen Du Moschi Aand
Fra Elysium til vore Egne?
Ledte Du den Konstners sikkre Haand
Som vi see i Digtet allevegne?
Nei en Genius, Din egen lig,
Prægede Din Aand i disse Blade;
Hellere han vilde tolke Dig
End sit eget Digtervæld oplade.
Dette Hyldestdigt refererer sig til de af Meisling i 1824 „udgivne, oversatte og oplyste“ : Digte af Moschus; samme Aar udkom M.s Oversættelse af Bions Idyller og 1. Del af Æneiden; i 1825 de kommenterede Oversættelser af Theocrits bucoliske Digte og, tillige som Skoleprogram, Musæi Digt om Hero og Leander samt Pervigilium Veneris (der averteres som udkommet i Adresseavisen for 22. September 1825) og i 1826 Anakreons Digte, alt i Oversættelse og med Kommentarer. I 1825 er der intet godt Forhold mellem Meisling og Brinck-Seidelin; da H.C. Andersen kommer til at bo hos M., forbyder denne ham ligefrem at omgaas med B.-S., se nedenfor under 20. November. Ikke usandsynligt har ogsaa her Fru Meislings Forhold spillet ind; i det Brinck-Seidelinske Hjem har hun næppe passet. Det er rigtigt, at B.-S. ogsaa skrev Elegier; hans Digte 1815 indeholder et helt Afsnit af saadanne Efterligninger af Oldtidens Digtekunst. Citatet: O! Du som elsked aldrig, elske o. s. v. er imidlertid hentet fra Meislings ovennævnte Oversættelse af Pervigilium Veneris, hvis 1. Vers, der stadigt gentages i Hymnen som et Slags Omkvæd:
Cras amet, qvi nunqvam amavit; quique amavit, cras amet
af M. er oversat paa den anførte Maade.
H.C. Andersen har iøvrigt moret sig med at variere sin Rektors Oversættelse; i en lille haandskrevet Samling „Digte af H.C. Andersen, (skrevne i Aarene 1822, 1823, 1824)“ findes følgende:
Vrøvl,
med Melodi Du som elsket.
(Thema med Variationer)
Thema. Cras amet qui nunqvam amavit, quidquam [sic!] amavit cras amet;
Du som elsket aldrig elske! Du som elsket elsk paany.
Variation.
Du som vrøvlet aldrig, vrøvle ! !
Den lille Samling Digte er Genstand for Dr. Carl Roos Afhandling: Anderseniana Fra Skoletiden i Slagelse i Edda, 1917, Hefte 1, S. 150 f., hvis Forf. ikke synes at være helt klar over, hvorfra A. har sit Thema med Variationer. Som omtalt hos Galster, S. 17, indeholder den haandskrevne Digtsamling ogsaa Digte fra en senere Tid, helt op til Juli 1826.
Min Kone er i Korsør. Brinck-Seidelin havde i 1804 ægtet Maria Christophina von Westen, der først døde i Slagelse 1860, 83 Aar gammel.
19. SEPTEMBER. Naar Bladet vendes. Med disse Ord slutter Dagbogs-Siden. Andersen er paa dette Tidspunkt oppe til den Helaars-eksamen, hvoraf det afhang, om han, som hans Haab var, kunde flyttes op i Skolens øverste (4.) Klasse. Latinskolens Klasser var 2-aarige, og hvis han kom op, var der en Mulighed for, at han kunde blive dimitteret til Universitetet i Efteraaret 1827. — Stod mig usselt i Latin. Eleverne skulde til Eksamen opgive alt, hvad de havde læst i de to sidste Aar; Andersen havde ikke Tid til at repetere baade Curtius og Ovid og valgte den sidste men kom ved Prøven op i den første af disse Forfattere og fik Maadelig. I latinsk Stil fik han Temmeliggodt, men opnaaede dog, takket være sine gode Karakterer i de andre Fag, bortset fra et Godt? i Græsk, at faa Megetgodt i Hovedkarakter (A&C, S. 38 f.).
20. SEPTEMBER, denne Gang kommer i 4de. Andersen, der ved sin Ankomst til Slagelse var blevet anbragt i Skolens 2. Klasse, var i Oktober 1823 rykket op i 3. Klasse, hvori han, som normalt var, havde gaaet to Aar.
Og til Helsingøer. Den 23. Aug. 1825 døde den næsten 70-aarige Rektor for Helsingør lærde Skole, Professor Jens Bertel Møller, hos hvem Meisling havde været Adjunkt fra 1808 til 1812. For M. stod Opholdet i denne livlige By, hvor han havde tilbragt fornøjelige Ungkarle-Dage, i Mindernes Glorie, og han befandt sig, særlig paa Grund af sine huslige Forhold, ikke bedre i Slagelse, end at han gerne vil derfra; Helsingør Skole blev midlertidig bestyret af Overlærer, Krigsraad Chr. Schjørring (1775—1828). At medbringe H.C. Andersen, om hvis Optagelse i det Meislingske Hus der netop nu var Tale, maatte ligge lige for, thi i Helsingør var der langt fra billigere at leve, og det var derfor godt at kunne regne med den Logerendes Tilskud til Husholdningen. For Andersens Vedkommende var Sagen mere kilden; maaske var det egentlig mest Udsigten til at komme til en ny By — og en By som Helsingør! — der forsonede ham med at forlade det Hennebergske Hus, men af hans bevarede Breve om Sagen til Collin, der jo dog var den, der maatte træffe Afgørelsen, lyser A.s Betænkelighed stærkt gennem Lysten til det nye og ubekendte og det smigrende og fordelagtige ved at blive taget helt under den Mands Vinger, der i Løbet af føje Tid skulde gøre ham til Student. I et langt Brev af 15. Septbr. til Collin (trykt i A&C, S. 34 f.) gør han Sagen til Genstand for mange Ord, men sandsynligvis har baade Flytningen til M. og dennes Udsigter til at komme til Helsingør været drøftet mundtlig mellem denne og Collin under Rektorens Ophold i København i Septbr.—Oktober s. A. Resultatet blev, at Meislings Ønsker i begge Henseender blev imødekommet af Andersens Forsyn og Værge, der hermed ogsaa overtog Ansvaret for Resultatet.
21. SEPTEMBER. Fik Brev fra Colin. Dette ses ikke bevaret. — Withusen og Frendrup reist. To af Aarets tre Dimittender fra Slagelse Skole. David Vithusen, født 1808 i Slagelse som Søn af Skolens tidligere Rektor T. Chr. E. V. (1774—1822), døde 1872 som Hospitals- og Stadslæge i Aalborg; Vilhelm Ludvig Frendrup, født 1805 i Helsingør som Søn af Løjtnant, senere Told- og Comsumptionsbetjent i Slagelse S. Chr. F. (1777—1833), døde 1874 som Sognepræst til Holme og Tranbjerg i Aarhus Stift (Hundrup D, S. 121, No. 988 og 989). De rejste begge til København for at underkaste sig Examen artium ved Universitetet. Den 3. Dimittend i 1825 fra Slagelse var Carl Vilhelm Hundrup, født i Slagelse som Søn af Hospitalslæge og Garnisonskirurg Andreas H., han blev Præst, senest i Rønninge og Rolfsted i Fyns Stift, entl. 1883, død 1888 paa Frederiksberg (Hundrup D No. 990).
22. SEPTEMBER. Ludvig Fødselsdag. Peter Ludvig Meisling, født 22. Septbr. 1817 i København, død 19. 5. 1853 paa Frederiks Hospital smst. Han boede da i Wodroffgaards Smedehus og betegnes: Xylograph. Han efterlod sig Enke, Marie f. Mikkelsen, og en 4-aarig Datter, Ludovica; Omkostningerne ved hans Begravelse, 55 Rdl., „overstiger langt Værdien af hans Efterladenskaber“ (Søndre Birks Skifteprot. 1852—55, S. 79 og 82). Iflg. Hundrup L, S. 29, var Peter Ludvig Meisling i 1836 blevet privat dimitteret til Universitetet. — Jerop dvs.: Hjarup. Rektor Meislings Svoger, Peter Christian Hjarup, født 1786 i København, død smstd. 26. 11. 1827. Var privat dimitteret 1803, blev cand. juris 1809; 1811 Kopist i Rentekammeret, entl. 1813 og tit. Sekretær, derefter Brygger i København; 1818 tit. Agent. Han ejede Gaarden Mtr. Nr. 27 i Frederiksberggade, nu Gade Nr. 24 (ombygget), og efterlod sig o. 4000 Rdl., der i Henhold til hans Testamente tilfaldt Broderen, Sæbesyder Michael Hjarup som Universalarving (Kbhvn.s Skiftekomm. Eksekutorskifte 14/147). I sit sidste Leveaar havde han ikke ført egen Husholdning men levede som Pensionær i Lottenborghus i Lyngby og hos Marskandiser Steeg i Gaarden paa Frederiksberggade. — Pedersen. A.s Skolekammerat, der ogsaa synes at have været en hyppig Gæst i Rektorhuset. Ole Petersen — H.C. Andersen skriver bestandig Navnet Pedersen; saaledes staar der dog ogsaa i Skolens Protokol — var iflg. Notatet ved hans Konfirmation i Slagelse St. Peders Kirke 1822 døbt 28. Juli 1807 i Rønnebæk Kirke, men hans Daab findes ikke i Kirkebogen. Faderen, som ogsaa hed Ole Petersen, havde været Landmand (en Datter angives at være født paa Margrethesdal i Rønnebæk Sogn) men var o. 1818 flyttet til Slagelse, hvor han ved sin Død i 1826 ejede Gaarden (gl.) Mtr. Nr. 117 paa Bjergbygade, drev Brændevinsbrænderi, havde til 1824 været Overformynder i Slagelse og var en velstaaende Mand. Sønnen, Ole Petersen, blev 1. Okt. 1818, optaget i Slagelse Skole, kom 1823 i 3. og 1825 i 4. Klasse men udmeldtes efter Faderens Død „for at være Moderen til Hjælp i hendes Næringsdrivt“ (Prot. over Slagelse latinske Skoles Disciple 1792—1831, No. 58). I 1829 ægtede han Farver i Slagelse Poul Ebbesens Datter Ottine Elisabeth, efter at hans Moder s. A. havde skiftet med sine Børn; han fortsatte med Brændevinsbrænderiet paa Bjergbygade, ejede til forskellig Tid flere store Ejendomme i Slagelse, bl.a. „Lille Antvorskov“ paa Skovsøgade og den nu fredede „Brænderigaard“ paa Slotsgade, valgtes i 1838 med det næsthøjeste Stemmetal til Medlem af Byens Borgerrepræsentation og døde allerede 20. Novbr. 1854, kun 47 Aar gl., af en Pulsaaresvulst; hans Enke overlevede ham i knap tre Aar. Han blev en meget velhavende Mand, hvis Formue ved hans Død ansloges til „mindst 100.000 Rdl.“ (Slagelse Købstads Skifteprot. 1844—58; Samfrændeskiftets Akter findes ikke bevarede), og er mest kendt fra sin Andel i de af den sjællandske Komité under „Selskabet for Hesteavlens Fremme i de danske Provindser“ arrangerede Væddeløb, der 1. Gang fandt Sted i Slagelse d. 11. Septbr. 1832. „Ole Petersen, ogsaa kaldet „Heste Petersen“ mødte med sine Heste overalt, hvor der var Væddeløb, i København, Randers, Augustenborg, Slesvig og Wandsbeck, og han hjemførte store Præmier“ (P. Arnskov: Bogen om Slagelse, 1831, S. 378). I Juni 1836 var H.C. Andersen tilstede ved Væddeløbene i Slagelse, hvorom Talen er i et Brev af 15. Juni til Edv. Collin; i et senere Brev, af 3. Juli, til samme nævner han Ole Pedersen (C. Behrend og H. Topsøe-Jensen: H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, Bind I, Kbhvn. 1933, S. 243 og 250 og Noterne hertil i Bind V, S. 64 og 66).
23. SEPTEMBER, for at se mit ny Værelse i Rektorgaarden, hvortil det nu var bestemt at Andersen skulde flytte. — Emil. Ferdinand Emil Hundrup, født 1808 i Slagelse, Broder til den ovennævnte Carl Vilhelm Hundrup. Han kom i Slagelse Skoles forberedende Klasse 1. Oktbr. 1818, var i Oktbr. 1822 naaet op i 3. Klasse, kom 1824 i 4. Klasse, hvor han fra Oktbr. 1825 kom til at gaa sammen med H.C. Andersen; i Septbr. 1827 dimitteredes han til Universitetet, hvor han 1836 blev cand. theol., s. A. Adjunkt i Randers, 1844 Overlærer v. Roskilde Kathedralskole til 1866. Kendt som flittig pers.hist. Forsker. Død 1879 i Roskilde. Efter at H.C. Andersen var rejst til Helsingør, veksledes der Breve imellem dem, hvoraf flere endnu er utrykt. Hos Galster er S. 67 f. trykt et Brev af 7. Marts 1827 fra H. til A.; et fortvivlet Brev fra denne til H., dat. 31. Oktbr. 1836, er først trykt i Pers.hist. Tidsskrift 1880, S. 78, og genoptrykt hos Galster, S. 59 f.; de utrykte Breve er bl.a. benyttede af Roos; syv af H.s Breve findes paa det kgl. Bibliotek. Hundrups Syn paa Meisling er efter Sagens Natur et ganske andet end A.s. I Slagelse boede Familien Hundrup (der da stavede sig Hundrop) paa Nordsiden af Bredegade, faa Huse fra Skolen og Meislings Bolig.
24. SEPTEMBER. Ved Knudsens Vindue. Christian Hendrik Knudsen (1794—1851) havde i 1820 ægtet en Datter af Apoteker i Slagelse Frederik Zeise (1754—1836), der i 1830 afstod Apoteket til sin Svigersøn, som 1837 solgte det og flyttede til København; i 1835 havde han faaet Titel af Assessor pharm. Apoteket var Nabo mod Vest til Latinskolen. Knudsen, der som Feltapoteker havde fulgt det danske Auxiliærkorps til Frankrig 1814, var fra 1816 knyttet til Apoteket i Slagelse, hvor han i 1825 formentlig har haft sin Bolig (E. Dam og A. Schæffer: Svane-Apoteket i Slagelse, Kbhvn. 1925). — Torst. cand. phil. Philip Andreas Torst (1799—1881) blev under 29. Marts 1823 antaget som Timelærer ved Slagelse Skole og 11. Jan. 1834 konst. som Adjunkt; hans Fag var Dansk, Tysk, Fransk og Skønskrivning (Hundrup L S. 60 f.). Torst var Søn af Sognepræsten ved St. Mikkels Kirke i Slagelse N. S. Fuglsangs Hustru Anna Dorthea Kjærulf (1779—-1868) i hendes første Ægteskab med Forstadvokat og Landvæsenskommissær Jens Torst (1763—1800). Efter at hans Konstitution som Adjunkt i 1843 var hævet, blev Torst ansat som Skriver i Universitetsdirektionens Sekretariat, fra 1848 Ekspedient i Kultusministeriet; entl. 1874 med Titel af Kancelliraad. —- hos Pedersens om Fransken.
Andersen læste Fransk med Klassekammeraten Ole Petersen og var, som det af det følgende vil ses, hyppigt Gæst i dennes Hjem.
25. SEPTEMBER. Brev til Madam Henneberg. Se ovfr. S. 35.
26. SEPTEMBER. Seidlin var her med mit Stamblad, se ovfr. under 18. September. Bladet findes mellem Samlingen af H.C. Andersens Stambogsblade fra Slagelse- og Helsingør-Tiden; det er dateret: Slagelse, den 25de Sept. 1825.
27. SEPTEMBER, saae Løvsal hos Aron Salamonsen. Aron Salomon, født o. 1760, død 1852, fik 1783, efterat have aflagt Borgered, Ret til at drive Handel og Købmandsskab i Slagelse; han ejede en Gaard, nu Mtr. Nr. 57 paa Rosengade. Med sin Hustru Eva Samuel, født o. 1770, død 1834 i Slagelse, havde han mange Børn, hvoraf det yngste, Samueline, var født 1816, det ældste, Caroline, o. 1791. — Frøken Prange. Antagelig en af afsk. Major, senere Handelsgartner i Slagelse Frederich Henrich v. Prangens (o. 1761—1823) Døttre af 2. Ægteskab m. Dorothea Henriette Croll (f 1818) -— enten Henriette Kirstine, født 1805 i Slots-Bjergby og død 1883 i Slagelse som Lem i Hospitalet, eller Frederikke Christine, født 1807, død ugift i Slagelse 1874. Major v. Prangen havde d. 14. Oktbr. 1822 giftet sig paany m. den 44-aarige Ane Kirstine Bernsteen, der vistnok var hans Husbestyrerinde; de viedes i H. t. et Kongebrev, løst i Juli 1818. Samtidig var han flyttet fra Bredegades Port til Store Antvorskovs forrige Bagerigaard, det i Alléen udenfor Slotsgades Port liggende „Alléhus“ (man finder ogsaa Formen: Allikehuset!) som senere efter ham kaldtes „Majorhuset“; her anbefalede han sig i et Avertissement i „Den vestsjæll. Avis“ for 22. Oktbr. 1822 som Handelsgartner og „paa samme Sted bliver ogsaa som før i Slagelse Præstekraver vasket og pibet op“. Familien har sikkert siddet smaat i det og haft mange Sorger; i Maj 1824 druknede en 13-aarig Søn af Major P., Frederik Bernhard, i Vaarby (?) Aa udenfor Slagelse; antagelig er det om Majorinde v. Prangen og hendes Døttre at H.C. Andersen i et Brev af 11. Jan. 1825 til Collin (trykt i A&C, S. 25 f.) beretter følgende:
„Der er her i Byen en fattig Enkefrue som har to Døtre, disse sye for Folk, den Ældste havde informeret Rektorens Børn i Fransk, Tegning og deslige, men da de nu fik duelige Lærere og disse blev antagne, nænte han dog ikke at berøve hende den Fortieneste i hans Huus hun havde, men bad hende at komme sine Timer som sædvanlig og høre Børnene i deres Lexer til de ny Lærere og lod hende saa beholde sit sædvanlige“. „Det er meget smukt“ tilføjer A. „synes jeg, og viser at han dog er god —- men heftig — heftig“.
28. SEPTEMBER. Mismodig greb jeg Bibelen. Dette Stykke til „Hebraisk“ samt Sætninger af Notaterne for de følgende tre Dage er anførte i MLE, S. 69. — Hoseas. Det anførte Sted findes i Kap. 13, Vers 9. — Moster. Madam Hennebergs ugifte Søster Ane Margrete Grønberg, død 18. Febr. 1838 af Apopleksi som Lem i Slagelse Hospital, 60 Aar gl. (St. Peders Kirkes Ministerialbog 1814—39, S. 35, No. 398). Om Moster — „en fjantet og sand Original; jeg veed endnu ikke [1832] hendes Navn, hele Byen kaldte hende Moster“ — fortæller Andersen flere Træk i sin Levnedsbog, S. 93 f.
1. OKTOBER. Fruen Jerop Jomfruen og Børnene. Fru Meisling, Agent Hjarup, Husjomfruen i Meislings Hus og Rektorens Børn. — Pedersens. Brændevinsbrænder Ole Pedersen paa Bjergbygade, hvor Sønnen ogsaa havde bestaaet Eksamen og var rykket op i 4. Klasse. —-Guldberg. Antagelig Oberstløjtnant Chr. Guldberg i Odense. Brevet ses ikke bevaret, saa lidt som det til Andersens Moder. Hun var paa dette Tidspunkt Lem i „Doctors Boder“ i Odense (siden Marts 1825, se nedenfor S. 153 f.).
2. OKTOBER. Skrev 10 Breve. Af disse er i hvert Fald to bevarede: til Etatsraad Collin, trykt i A&C, S. 38 f., og til Skuespillerinden Madame Birgitte Elisabeth Andersen født Olsen (1791—1875); dette sidste, der hidtil ikke har været trykt, gengives her (Orig. i Coll.s Brevsaml. XVII, H. 1, Kgl. Bibl.) :
Gode Madam Andersen.
Modtag et par Linier fra mig i største Hast, thi den af mine Meddisciple som har dem med skal bort om en halv Time; jeg havde saa meget at sig Dem men nu maa det alene indskrænke sig til, at jeg af Rektoren med alle Lærernes Bifald er bleven flyttet op i øverste Classe, har staaet mig godt til Examen og er saa siæleglad, o Gud er god, kunne jeg kun fortiene det. — Tænk Dem jeg har vundet Rektorens Yndest saaledes at han ønsker mig i Huset til sig, om 3 Uger skal jeg derop og kommer han til Helsingøer vil han at jeg skal følge med ham, jeg [er] ordenlig lidt stolt over at han er bleven mig saa god, gid det kun ikke maae være et Havblik før Stormen, men Gud er mit Klippeland og mit Hierte mit Kompas saa lad det kun bruse om mig. — Jeg har været i Fyhn hos min Moder og Guldbergs denne Sommer, o jeg glemmer aldrig de Dage —- men jeg tør ikke fortælle, Tiden løber og Emil skal reise. Hele 4de [Klasse] har Ferie en 14 Dage for at høre Examen inde i Kiøbenhavn men jeg kan nu ikke komme thi jeg skulde have Støvler først og jeg har ei vilde bede Colin om disse uden jeg stod mig godt, og nu bliver det forsildig, jeg maa altsaa feriere her hiemme.
Vi har havd Comedie i Slagelse Niels Ebbesen (Eilertsen fra Kiøbenhavn var Grev Gert —- De veed da han er styrtet om paa Nyborg Gade og død) Svend Grathe — Juttha o hvor hun kunde brøle, Criminal-prosessen — lutter Tragedier, heldigst gik nok Julius von Saxen men Schillers Røvere som jeg saae var nok det bedste, Frans Moor var herlig det var ganske Winsløv junior. Derimod skal Menneskehad og Anger samt Christian IVs Dom været gaaet skrækkeligt. — Men see der er Pigen efter Brevet — nu da Farvel hils Deres Mand og Børn, Professor Rahbeks Collins, allesammen fra Deres
taknemlige
Andersen
i Hast
Slagelse den 2de Oct 25.
Oplysninger til Brevet af 2. Oktbr.
Emil, der skal have Brevet med, er den ovenfor under 23. September nævnte F. E. Hundrup. — Om Støvlerne, en ny Frakke og om de nye Bøger, han skal bruge i 4. Klasse, skriver han samtidig i det ovennævnte Brev til Collin. — Comedie i Slagelse. Det var det Steinerske Selskab under Ledelse af Skuespillerne P. J. Titchen og P. L. Bigum, der i Dagene fra d. 28. Aug. til den 14. Septbr. havde spillet paa Det dramatiske Selskabs Theater; foruden af de to nysnævnte bestod Truppen af Herrerne J. P. og E. C. Müller, H. N. Olsen, J. C. Eilertzen, E. C. Steiner og D. C. Weyhe samt Madamerne Bigum og Müller og Jomfru Colding (Fort. over Beltpassage fra Sjælland til Fyen i Dagene 14.—18. Septbr., da Selskabet gik videre vest paa). — Eilertsen fra Kiøbenhavn var en gammel Bekendt af Mad. Andersen, maaske ogsaa af H.C. Andersen, idet Johan Chr. Eilertsen havde været „dramatisk Elev“ ved det kgl. Theater fra 1812—Aug. 1821. Den 25. Septbr. 1825 døde han i Nyborg og begravedes her d. 29., 39 Aar gl.; Dødsaarsagen er ikke anført i Kirkebogen. I „Fyens Stifts Adresse-Avis“ for 30. Septbr. satte en Ven, der underskrev sig: 15. 11. 2. (P. L. Bigum?) den afdøde et lille Minde.
Ved Skuespiller S. [sic!] C. Eilertzens Grav
Brudt er Din Stav. Dit Spil er endt herneden,
For Livets Scene Dødens Tæppe faldt o. v. s.
Skiftet efter ham oplyser den omrejsende Skuespillers beskedne Kaar. I hans Besiddelse fandtes 32 Sk. Sedler og Tegn ; hans Efterladenskaber, mest Klæder, indbragte ved Auktion 24 Rdb. 40 Sk. S. og T.; tilgode havde han et Kvartals Pension fra „den kgl. Kasse“ 17 Rdb. 35 Sk. Sølv og en Uges Gage af Skuespillerselskabet 4 Rbd., hvoraf hans Vært i Nyborg, Smedemester Eibye fik 3 Rdb. 2 Mk. og en Vaskerkone 2 Mk. Hele Boets Indtægt medgik til Begravelsen — og Skifteretten fik derfor intet Gebyr for sin Ulejlighed (Oplysningerne velvilligst meddelt af Landsarkivet for Fyn). — Juttha — o hvor hun kunne brøle. Hvem der i Slagelse spillede Titelrollen i C. J. Boyes dengang endnu anonyme 5-Akts Sørgespil: Juta, Dronning af Danmark kan ikke ses; paa det kgl. Theater, hvor Sørgespillet 31. Dcbr. 1823 havde Premiere og hvor det sidste Gang opførtes d. 4. Oktbr. 1825 -— altsaa to Dage efter at A.s Brev var skrevet! — havde Mad. Andersen udført denne Rolle og gjort megen Lykke. — Om det Steinerske Selskabs øvrige Repertoire gælder, at det altsammen var Skuespil, som havde været opført paa det kgl. Theater, se Aumont og Collin: Det danske Nationalteater. 1748-1889. — Winsløw junior. Carl Winsløw (1796—1834) havde ved „Røverne“s Opførelse som Sommerforestilling d. 9. og 16. Aug. 1825 (som A. iøvrigt ikke havde set selv) spillet Franz v. Moor. I Levnedsbogen, S. 92, fortæller A. om Opførelsen i Slagelse af „Røverne“, der varede fra Kl. 8 til Kl. 12, saa Tællelysene ikke slog til, o. a. m.
2. OKTOBER (fortsat). Wolksmärken von Peder Leberecht. Af de af Ludwig Tieck under Pseudonymet Peter Leberecht i Berlin 1797 udgivne tre Bind Volksmärchen indeholder Bind II de af Andersen omtalte Stykker: Der gestiefelte Kater. Kindermärchen in drei Akten, mit Zwischenspielen, einem Prologe und Epiloge; Wundersame Liebesgeschichte der schönen Magelone und des Grafen Peter aus der Provence og Ein Prolog.
3. OKTOBER. Spanisches Theater o. s. v. Første Bind af: Spanisches Theater. Herausgegeben von August Wilhelm Schlegel. Berlin 1809 indeholder: Schauspiele von Don Pedro Calderon de la Barca, Die Andacht zum Kreuze, Über allen Zauber Liebe og Die Schärpe und die Blume. — Panorama paa Postgaarden. Den Vest-Siællandske Avis No. 78 for 26. Septbr. 1825 indeholder følgende Avertissement:
„Med kgl. allernaadigst Tilladelse have Undertegnede den Ære at forevise fra Fredagen den 30te September til Tirsdagen den 4de October 1825, et optisk Panorama, eller perspektivisk Kredsmalerie, som endnu aldrig har været seet i disse Egne, af Gienstande, optagne efter Naturen, med characteristisk Fremstilling af Klædedragter, Sædvaner og Egenheder hos Indvaanerne af forskiellige Lande, og udførte saaledes, at de vise sig for Beskuerens Øie i naturlig Størrelse. Cabinettet aabnes fra Kl. 10 Formiddag til Kl. 10 Aften. Skuepladsen er hos Hr. Krigsraad Schiøtt i Slagelse.
Bolt & Comp
Daarekisten af Tiek o.s.v. I Læsefrugter, samlede paa Literaturens Mark af A. F. Elmquist. 27. Bind. Aarhus 1825 forekommer S. 1 : En Geistligs Eventyr Nytaarsnat (Efter hans Dagbog) — en Anmærkning oplyser, at dette er et originalt Bidrag — og S. 35 : Daarekisten. Novelle af L. Tieck. Daarekisten er en Oversættelse af Tiecks Novelle: Die Reisenden, der saa Lyset i 1824, se: Ludwig Tieck’s gesammelte Novellen. Vollst, aufs neue durchges. Ausgabe. 1. Band, Berlin 1852, S. 165f. Om det Indtryk denne Novelle gjorde paa Andersen se nedenfor under 8. December.
4. OKTOBER, og gik til Sorø. Allerede fra hans første Aar i Slagelse havde Besøgene hos Digteren, Lektor B. S. Ingemann og hans Hustru i Sorø hørt til Andersens store Glæder; de fire Mil frem og tilbage har ikke trættet ham (Levnedsbog, S. 91). — Jomfru Heger. Talen er sandsynligvis om Skuespilleren Stephan Hegers (1769—1855) næstældste Datter Anna Louise, født 1799, der 12. Maj 1826 ægtede den daværende Adjunkt ved Metropolitanskolen P. A. Plum, senere Præst i Vallø og i Spjellerup. Hun døde allerede i Jan. 1833. — Fruen kiørte for sit daarlige Been. „Fru Lucie Ingemann var noget svag, som for en Del kom af, at hun engang ved at falde ned, da hun var i Færd med at hænge Gardiner op, havde slaaet sin Side slemt“ (Richardt Petersen: Mindeskrift om B. S. Ingemann i Hundredaaret efter hans Fødsel, Kbhvn. 1889, S. 122). Fru I.s Fald, der fandt Sted et Aars Tid efter hendes Bryllup, skal have medført en Abort, og Børn blev heller ikke senere født i hendes Ægteskab. — Fru Hegermanns Danske Fortællinger. Under Titlen: Danske Fortællinger udgav Kammerherreinde Mette Louise Christiane Frederikke Hegermann-Lindencrone (1778—1853) et Skrift, som 1. Gang averteres til Salg d. 25. Aug. 1825. Den første af Fortællingerne hedder: „Sanct Peder“; det er ikke i denne men i Fortællingen „Faster Dorothea“ at Christian IV og hans Svigersøn Franz Rantzau forekommer. — Dichmanns Digte. Navnet er sikkert fejlskrevet; Talen er vist om Artilleriløjtnant Chr. Ulrich Deichmanns (1800—1838) paa eget Forlag i 1825 udgivne Digte. -— Min Fortælling. H.C. Andersen skrev paa denne Tid paa et Prosaarbejde, der hyppigt omtales i Dagbogen og læses højt for Venner og Bekendte. Et Fragment af en romantisk Fortælling fra hans Skoleaar er trykt i Anderseniana, Vol. III, S. 29 f., men iflg. Levnedsbog, S. 91, var Andersen allerede paa dette Tidspunkt begyndt at sysle med det Stof, der fik en fastere Form i den ufuldførte Roman : Christian den Andens Dverg, trykt i Anderseniana, Vol. III, S. 61 f. Herom hedder det 1. c.: „Christian den 2den havde megen Interesse for mig, jeg vilde bringe ham frem i en Roman. Jeg begyndte paa den, skrev nogle Kapitler, som jeg læste for Ingemann (der nylig havde fuldendt sin Valdemar [o : 1824]) han roste disse meget, og sagde mig at jeg havde et afgjort Talent for Romanen, især for at skildre Folkelivet“. Som det vil ses stemmer denne Udtalelse ret nøje med det, Ingemann har sagt til A. under hans Besøg i Sorø d. 4. Oktober 1825, og hermed kan saa nogenlunde Begyndelsestiden fastslaas for A.s Syslen med dette Æmne; den 13. November omtales Romanen med dens Titel: Grevefeiden og sammenlignes af A. selv med Walter Scotts : Presby-terianerne. En af Impulserne til netop at beskæftige sig med dette Stof har A. mulig hentet fra Tidsskriftet „Telegraphen“, udg. af J. C. Lange, hvis 4. Aargang 1825 bringer en Omtale af P. A. Heibergs Afhandling i Revue encyclopédique, 2. Bind for 1819, om „de Beskyldninger, hvormed man har villet nedværdige Christian II.’s Minde“. Se videre om Romanudkastet nedenfor under 23. December. — det lille Digt til Siælen hørte til de Arbejder i bunden Stil, som A. selv satte højt og ofte læste op som Prøver paa sin Verskunst; iflg. Levnedsbogen, S. 91, er det nedskrevet som et Impromptu efter en af Overlærer, senere Rektor i Slagelse Jeppe Christensen Qvistgaards Foredrag i Skolen over Biskop P. Krog Meyers: Lærebog i den christelige Religions- og Sædelære, Kbhvn. 1818. „Siælen“ er — i en fra sin opr. Skikkelse lidt afvigende Skikkelse — trykt i H.C. Andersens: Digte 1830, S. 41.
5. OKTOBER. Ølenslægers Reise. Af Oehlenschlägers: En Reise fortalt i Breve til mit Hiem udkom 1. Del i December 1817. — Brev fra Colin. Brevet ses ikke bevaret; iflg. A&C, S. 40, har Collin paa Andersens Brev af 2. Oktober skrevet: 4de Oct. besvaret gratulerende. Bøgerne skal besørges, Tøiet kan bestilles. 8de Oct. Boghandleren narret mig. — Fuglesangs. Hos Sognepræsten ved St. Mikkels Kirke i Slagelse, fra 1828 Consistorialraad Niels Studsgaard Fuglsang (1759—1832) og hans Hustru Anna Dorthea født Kjerulf (1779—1868, 1° g. m. Jens Torst, se ovfr. under 24. Septbr.) havde Andersen, indtil Rektor Meis-ling forbod ham denne Omgang, et af sine bedste Tilholdssteder i Slagelse. Foruden Stedsønnen, Philip Andreas Torst, og den i det følgende oftere omtalte Datter Lucie Nicoline, født 1807 i Slagelse, død 1892 i Lyngby som Enke efter Sognepræst i Frørup P. Fr. Nielsen (1802— 1876) samt Datteren Emma Lovise, født 1810, død ugift i Slagelse 1878 som Konventualinde i Klosteret, levede i Præstegaarden i Løvegade Præstens gamle Moder, Madam Dall; hun var født 1735 og hed Lucia Abelona Studsgaard, var Søster til Biskop, Dr. theol. Chr. B. Studsgaard i Aalborg og havde først været gift med Sognepræst til Holeby paa Lolland Herman Jørgensen Fuglsang (1700—1777); i 1780 havde hun ægtet Sognepræst til Vester og Øster Hassing Sogne Niels Lyndesøe Dall, efter hvem hun for 2. Gang var bleven Enke i 1806. H.C. Andersens Digt til Mad. Dalls Fødselsdag, der opgives at være d. 29. April (Erslew: Alm. Forfatter – L e x i c o n, Suppl. I, S. 527), ses ikke bevaret. Mad. Dall døde i Slagelse 1. Decbr. 1829, over 94 Aar gl. — Herman. Sognepræst Fuglsangs Søn Herman Christian, født 1805 i Slagelse, var i 1822 blevet Student fra sin Fødebys Skole og studerede derefter Theologi i København; paa Grund af Svagelighed maatte han opgive at studere, tog Seminarist-Eksamen, var Huslærer forskellige Steder og døde ugift 1877 i Frørup hos Søsteren. — Digtet … til min Moder. Der findes flere Digte af H.C. Andersen til hans Moder. Et af dem, der angives at være skrevet 1823, er trykt i Digte 1830, S. 81. — Maanedsroser. Et Maanedsskrift af dette Navn blev i 1824 udgivet og redigeret af dav. kgl. Skuespiller Thomas Overskou, fra 1825 til Marts .1829 af Bogtrykker H. F. Popp med Overskou som nominel Redaktør; de enkelte Numre kom i 1825 i Maanedernes sidste Dage.
6. OKTOBER. Andersen omtaler mærkelig nok ikke, at han paa denne Dag skrev et Brev til Collin (trykt i A&C, S. 41), hvori han takker for dennes Brev med Tilladelse til at bestille Frakke og Støvler; denne vil koste 24—26 Rdl., disse 6 Rdl.
7. OKTOBER. Ølenslægers Ø. Tredie Del af Oehlenschlägers Roman: Øen i Sydhavet udkom i Juni 1825. I et utrykt Brev til A. af 18. Oktbr. 1825 fra Kommandørinde Henriette Wulff (Coll. Saml. XII) hedder det: „Jeg har bedt Oehlenschlæger om de 2de sidste Dele af Øen i Sydhavet til Dem, gode Andersen! han har lovet mig dem men ieg har ikke faaet Dem endnu“. A. har altsaa læst Romanen i et laant Eksemplar. At han senere har modtaget Oehl.s Gave kan ikke ses af Dagbogen, der har en Lakune fra 16.—27. Oktbr., men det fremgaar af Levnedsbogen, S. 124. — skriver i min Stambog. Meningen er naturligvis: i min Dagbog. — Sahra. Formentlig Sara Nathalia David, den ældste Datter af Købmand Jonas Ferdinand David; hun var født d. 25. Maj 1806 og blev sammen med sin et Aar yngre Søster Rebekka døbt i St. Mikkels Kirke d. 6. April 1823 af Pastor Fuglsang. Hendes lille Søster er formentlig den yngste af Jonas Davids seks Døttre, Augusta (Gustave) Marie født 1823. Sara David døde ugift i Kbhvn. 1886.
8. OKTOBER. Mads Hansen, en Ankersmed, der optræder i 3. Del af Øen i Sydhavet, Kapitlerne 11—15 (i Originaludgaven). — Malherbes Roser. Hr. Malesherbes Roser, et landligt Maleri i een Akt af Kotzebue; oversat af K. L. Rahbek; udkom i Kbhn. 1814 og opførtes i Sæsonerne 1813—14 — 1817—18 ialt 5 Gange paa det kgl. Theater. — Carnioler. En Art Æbler. — Humphry Clinkers Reise. Ved Forf. til Peregrine Pickle (Rich. Smollet); udkom 1796 i dansk Oversættelse af J. C. Tode.
9. OKTOBER. Læst Anekdoter. Muligt er Talen om P. T. Foersom: Anecdotsamleren eller Samling af Anecdoter, Indfald, Karakteer-Træk og Tanker. Kbhvn. 1812. — Brev fra Collin. Det ses ikke bevaret; ej heller Brevet s. D. til Guldberg (om Oberstløjtnant Chr. Guldberg eller Forfatteren, Professor Fr. Guldberg er altsaa uvist.
10. OKTOBER. Holsteins, den gamle Kammerjunker. Henning Christoph von Holstein (1769—1836), der havde staaet som Officer ved Livgarden til Fods, var i 1812 blevet udnævnt til Told- og Comsumptions-Inspektør i Slagelse. Hans Hustru Marie, født Stibolt, var død i 1821 ved det yngste af deres 14 Børns Fødsel, og Huset styredes nu af den ældste Datter Christiane Marie, født 1799, død ugift 1860. Af Sønnerne var de to ældste allerede Officerer, da H.C. Andersen kom til Slagelse; den 3. ældste, Harald Hother Eduard, født 1807, død 1846 som Postmester i Stubbekøbing, var Klassekammerat af A. og dimitteredes fra Slagelse 1827 sammen med Emil Hundrup. Det Holsteinske Hjem hørte til dem, der venligt aabnede sig for H.C. Andersen og blandt hans Stambogsblade fra Slagelse er der fem fra Medlemmer af Familien, deriblandt ogsaa et fra „den gamle Kammerjunker“. — Rode-rik Random. Roman af Smollet, udkom i Kbhvn. 1802—03, oversat til dansk af J. C. Tode.
11. OKTOBER. Jomfru Lange. Som Nabo til Mad. Henneberg boede paa Bredegade i Mtr. No. 136, nyt No. 18, Præsteenken Mad. Maren Lange født Payngk (1766—1832), hvis Ægtefælle havde været Sognepræst i Stillinge ved Slagelse, med to Døttre: Dorthea Maria Lange, født 1804, og Jakobe Elisa Kristine, født 1808. Det er den ældste af disse, Thea Lange, hvem Talen her er om; efter Moderens Død ægtede hun i 1834 Bøssemager J. Chr. Jessen (1800—1847) og blev med ham boende i Gaarden paa Bredegade; hun døde først 20. Oktober 1882 (se om hende Schw., S. 18 f.). — Rises Magazin for Ungdommen. I 1818 paabegyndte J. Chr. Riise Udgivelsen af: Magazin for Ungdommen, der afsluttedes med 4. Binds 15. Hefte 1819 og fortsatte som: Archiv for Historie og Geographie, hvis 20.—22. Bind udkom i 1825. S. A. paabegyndte Jacob Riise Udgivelsen af Nyt Bibliothek for Morskabslæsning. Da H.C. Andersen plejer med ret stor Nøjagtighed at gengive Titlerne paa, hvad han læser, er der næppe Tvivl om, hvad det er for et Skrift han her omtaler. — Molbeks Reise. Da A. udtrykkelig anfører, at han mener af sin Læsning med Kort og Geografibog ved Siden at kunne lære lidt af et af Skolens Fag, er der Grund til at tro, at det her drejer sig om Chr. Molbechs i 1821—22 udgivne Skrift: Reise giennem e n Deel af Tydskland, Frankrige, England og Italien i Aarene 1819 og 182 0. — Strandes Bryllup. Den 11. Oktober viedes i Brændevinsbrænderenkens, Mad. Else Ditzens Hus paa Smedegade i Slagelse hendes Datter af 1. Ægteskab Bolette Christiane Christensen (1800—1884) til Købmand i Slagelse Ole Rask Strande (1793—1854).
12. OKTOBER. L. Flamand udgav i Aarene 1824—25 „et periodisk Skrift for dannede Læsere“ under Titlen „C e r e s. En udvalgt Samling af nye og yndede Fortællinger, Sagn og Eventyr samt Charac-tertræk og Skildringer af Naturen og Kunsten, m. m. af fortrinlige Forfattere“. Samlingen omfatter ialt seks Bind, deraf kom de fire i 1825. — Madam Dalen. Hos Skuespillerinden Johanne Caroline Elisabeth Mort-horst (1770—1845), der i 1792 i København havde ægtet Danser ved det kgl. Theater Carl Dahlén (1770—1851), havde H.C. Andersen i sine første vanskelige Københavns-Aar fundet gode og forstaaende Venner — han siger selv (Levnedsbog, S. 64) at „Dahléns Huus var det første jeg kom i — Manden førte mig hjem og hans godmodige, hjertelige Kone følte ret min Nød“. I Carl Dahléns Ballet „Armida“, opført i 1821, optraadte H.C. Andersen som en Trold og den senere Fru Joh. Louise Heiberg som en Amorin. —- Balling. Jonathan Balling, død 30. Septbr. 1829, 55 Aar gl., Pakhusforvalter ved den kgl. grønlandske Handel og Bogholder ved det søsterlige Velgørenheds-Selskab, var ogsaa blandt dem, der i samme Periode havde taget sig venligt af A. og vedblev at følge hans Udvikling med Interesse; i Juleferien 1823 havde A. boet hos ham (se Levnedsbog, S. 89).
13. OKTOBER. Fruen. Fru Meisling. Hun var vist alene hjemme; iflg. A.s Brev af 2. Oktbr. til Collin var Rektoren ihvertfald da i København. — Hviid. Jens Hviid, født 1808 i Slagelse, Søn af senere Mølleejer i Ågerup H., var i 1819 kommet i Slagelse Skole; i Maj 1826 fulgte han med Rektor Meisling til Helsingør og dimitteredes i Septbr. s. A. af ham til Universitetet. I Aarene 1832 til 1834 var han konstitueret som Lærer ved Slagelse Skole og underviste i Matematik. Han naaede aldrig at faa nogen Embedseksamen og døde ugift 1837 (Hundrup L, S. 60). Udtrykket: Hviid kom hiem, kunde tyde paa, at han ogsaa har logeret hos Mad. Henneberg eller, hvad dog er mindre rimeligt, hos Meislings. — Z. og G. Læsningen af det første Bogstav er vanskelig. Talen er muligt om Apoteker i Slagelse Frederik Zeise (1754—1836) og den tidligere Stadskirurg i Slagelse (fra 1783—1802) Johan Chr. Ludv. Gier (1757—1807), som i 1799 blev skilt fra sin Hustru, Birgitte Elisabeth Sophie Leierhoff (1763—1822) og i 1802 fradømtes sine Embeder. -—-Fru Fuglsangs Broder i Norge. Fru Fuglsangs Broder Peder Kjerulf, født i Kbhn. 13. Oktbr. 1781, død 7. Febr. 1841 i Christiania, studerede Jura i København men blev kaldet til Norge af Grev Wedel-Jarlsberg og blev Ekspeditionssekretær i det norske Finans- og Tolddepartement samt Rigsherold. Den ældste af hans Sønner var Komponisten Halfdan Kjer-ulf (1815—1868). (Se C. Klitgaard: Kjærulfske Studier, Aalborg 1914, S. 99).
14. OKTOBER. Hvor Tiden løber, Komedie i 1 Akt af Picard, frit oversat og localiseret af N. T. Bruun, Kbh. 1808. Komedien, der i Aarene 1808—18 opførtes 17 Gange paa det kgl. Theater, blev spillet af Slagelses dramatiske Selskab d. 25. Jan. 1826, se Dagbogs-Notatet for d. 24. s. M. — Tullins Prisskrift. Mulig et Eksemplar af: Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber, samlede af et patriotisk Selskab, hvis 1. Stykke udkom i 1761 og indeholder Chr. B. Tullins (1728—65) Digt: „Søfartens Oprindelse og Virkning“, der havde vundet Selskabets Pris.
15. OKTOBER. I 1790 udkom i Kbhvn.: Ridderen Sir Launcelot Greaves og hans Venners, Søemandens og Advokatens Tildragelser. Af Forf. til Peregrine Pickle [o : Tobias Smollet]. Frit fordansket af den sammes Oversætter [o: Joh. Clem. Tode]. — Skolebøgerne fra Kiøben-havn, se ovfr. under 5. Oktober. Iflg. det dér omtalte Brev fra A. drejede det sig om Udgaver af Virgil, Livius og Horats, Plutark, Socrates’ Samtaler med Xenophon samt den prosaiske Del af C. L. Ideler og J. W. H. Noltes franske Læsebog : — Foersoms Lommebog o. s. v. — P. T. Foersom udgav i 1805 og 1807 : Nytaarsgave for Skuespilyndere. — Penge imorgen. Det drejede sig vel bl.a. om den kvartaarlige Betaling for Opholdet, som A. altid var øm over at faa betalt i rette Tid, men ogsaa den bestilte Frakke og Støvlerne skulde jo nu betales, hvorom bl.a. et utrykt Brev af 20. Oktober fra A. til Collin handler. Følgende Avertissement i „Den Vest-Siællandske Avis“ for 14. Oktober 1825 kan formentlig hidrøre fra H.C. Andersens Skiften Opholdssted:
„Hos en Embedsmands Enke her i Byen er Logie for en eenlig Person. I samme Huus kunne og 2de Disciple modtages. Foruden Logie kan alt erholdes i Huuset for een efter Tiderne passende Betaling, som nærmere kunde erfares, naar man behager at indlægge en Billet mærket A. B. C. hos Hr. Bogtrykker Magnus“ [hvor Avisen blev trykt].
27. OKTOBER. Op til Rektorens nemlig fra Mad. Hennebergs Gaard, der laa et Stykke vestligere i Bredegade. — Generalprøven. Til Generalprøverne paa Slagelse forenede dramatiske Selskabs Forestillinger havde Medlemmernes Tjenestefolk og Skolens Disciple fri Adgang (Levnedsbog, S. 82).
28. OKTOBER. Rektorens Sovekammer. Iflg. Levnedsbogen, S. 101, fik A. sit Soveværelse ved Siden af Fru Meislings og Rektoren havde sit Værelse paa Kvisten ud til Gaden. Efter Dagbogsnotatet maa Rektoren altsaa endnu paa dette Tidspunkt have haft et Soveværelse i Stueetagen. — A. Talen er formentlig om den meget koleriske Adjunkt Christopher Petersen Andersen (1785—1853), der underviste i Historie, Geografi og Tysk gennem hele Skolen. „Han levede ikke godt hjemme, var altid gnaven og sær, beed hæftig i sine rødlige Bakkenbarter og fortalte forunderlige Historier, mig skjældte han engang ud for: en lang een, man kunde skjære over og gjøre to Valpe af“ (Levnedsbog, S. 81). — Selskabet gav en Prolog o. s. v. Ved Forestillingen „paa Hds. Majestæt Dronningens høie Fødselsdag“ begyndte det under 27. Oktbr. omtalte Selskab Aarets Sæson. Før „Barberen i Sevilla eller den unyttige Forsigtighed“ fremsagdes en Prolog „i Anledning af Dagens Højtidelighed“ og der sluttedes med „et Dandse-Divertissement“ af den fhv. Figurant ved det kgl. Theaters Balletkorps (til 1821) August Ludvig Thræn, som den 22. Oktbr. havde begyndt et Dansekursus i Slagelse (Avertissementer i Vest-Sjæll. Avis for 10. og 17. Oktbr.). — Taschenbücher. Tysk Betegnelse — allerede i sidste Halvdel af det 18. Aarh. overført til dansk — paa Samlinger af Digte og Noveller, der i Reglen udkom ved Jule- eller Nytaarstid, bestemt til Gavebøger. Meisling havde bl.a. leveret Bidrag til Foersoms „Poetiske Lommebog for 1813“, Nye-rups „Hertha“ 1817, Thortsens „Lommebog for Skuespilyndere“ for 1820 og bidrog ogsaa til den i det følgende oftere omtalte Samling „Gefion“ for 1826.
30. OKTOBER. Gli[e]dermann o: Sprællemand. — Mines lille Pige. Mad. Hennebergs Barnebarn, Frederikke Andrea Iversine Asmunda Johannsen; Datter af den nylig omkomne Kirurg Asmus Ulrich Johannsen og Rasmine Petrea født Henneberg (se ovfr.). Den lille Pige var født d. 27. April 1825. — Rambus. Et Kortspil.
2. NOVEMBER. Dagbog-Notatets tre sidste Ord er vanskelige at læse. Professor Hans Brix har godhedsfuldt undersøgt Stedet og mener at kunne tyde det som: laante Prb Moersom, idet det første Ord er rettet fra „lod“ til „laante“ uden at Rettelsen er helt gennemført, bl.a. mangler „n“. Læses Prb, er dette da en Forkortelse af Presbyterianerne, se nedenfor under 5. November. Læses der Jes, er Talen om Rektorens 5-aarige Søn Jess Jacob Henrik, se nedenfor under 6. December.
3. NOVEMBER. En Herregaard ved Skelskiør. I den Vest-Siæll. Avis for 7. November 1825 S. 1438 læses:
„Slagelse. Om Aftenen imellem den 2den og 3die November afbrændte Herregaarden Espegaard beliggende ved Skielskiør. Hovedbygningen blev reddet, men 3 Udhuuslængder bleve med al indavlet Sæd fortæret af Luerne, tilligemed nogle Heste og endeel Kreature“.
en Pige fra Kiøbenhavn o. s. v. Stedet er et af de ganske faa, hvor Andersen omtaler sin Moders udenfor Ægteskab fødte Datter, Karen Marie Andersen (1799—1846). Om hende se Anderseniana, Vol. II. Om Personer af H.C. Andersens mødrene Slægt. IV. Søsteren. Om Notatet i Dagbogen fra 1825, se 1. c. S. 48 f. Meislings havde evindelige Pigesorger i Slagelse, se Levnedsbogen, S. 102, og maatte derfor fæste Piger fra København. I Februar 1824 blev Rektor M. indkaldt for Politiretten i Slagelse, fordi han havde slaaet den 18-aarige Pige Rosine Heinrich, en Bagerdatter fra Slagelse, tilblods i Ansigtet, hvilket efter Faderens Udsagn kunde bevidnes af hendes Medtjenere, Kokkepigen Stine, Ammen Sidse og Barnepigen Marie. Meisling truede med Kontraklage paa Grund af Pigens „uartige og forsømmelige Opførsel“, og Sagen blev forligt, idet Pigen lovede for Fremtiden at „beflitte sig paa den bedste Opførsel“, mens Rektoren tilsagde ikke at ville udøve Hustugt mod hende „uden f. s. v. hun skulde udvise en høj Grad af Forsømmelse eller Opsætsighed mod ham eller hans Kone“ (Slagelse Politiprot. 1820—25, S. 252 b).
4. NOVEMBER. Grethe Pedersen. Skolekammeraten Ole Petersens Søster, Margrethe Sophie Petersen. Iflg. Notatet i Slagelse St. Peders Sogns Kirkebog 1814—39 om hendes Konfirmation d. 6. April 1823 var hun født d. 25. Septbr. 1808 paa Margrethesdal i Rønnebæk Sogn, men i Kirkebogen her findes hun ikke anført. Hun døde d. 4. November 1825, Dødsaarsag: Gigt og Nervefeber, og begravedes d. 11. s. M. paa Slagelse St. Peders Kirkegaard.
5. NOVEMBER. Min Præsbyterianer. Andersen, der iforvejen ejede nogle af Walter Scotts Romaner, som han i Julen 1823 havde faaet af Kronprinsesse Caroline (se Brev af 16. Jan. 1824 til Bogtrykker Iversen, B&B, S. 4) har mulig ved Køb gennem Lærer Torst suppleret sin Samling. Da han ikke kunde læse Romanerne i Originalsproget og Presbyterianerne først — under Titlen : Den gamle Gravmand — udkom i dansk Oversættelse ved C. J. Boye i 1834, synes Talen her at være om en tysk Oversættelse. En saadan udkom i 1824 : Die Presbyterianer oder Alt-Sterblichkeit (Old Mortality), 3 Dele i Sedez-Format som 14.—16. Bind af en samlet ny Oversættelse af Walt. Scotts Produktion. De følgende Aftner har A. fortsat Læsningen af Romanen. — Gamle Hundrup. Andreas Hundrop — saaledes skrev han sig selv — (1776— 1849), Distriktskirurg i Slagelse Herred fra 1803—15, Hospitalslæge i Slagelse 1815—43, Fader til A.s Skolekammerater C. V. og Emil H. — Ved en Lieutenant. I Tiden fra 30. Oktbr.—7. Novbr. ses ingen Løjte-nant men derimod en Secondritmester, F. T. v. Printzen, at have passeret fra Nyborg til Korsør (Fort. over dem, der har passeret Storebælt, i Fyens Adresseavis, No. 157 for 8. Novbr. 1825) ; hans Rejse passer med Brevets Ankomst til Slagelse. Blandt Breve fra Chr. Høegh-Guldberg til Andersen, der findes i den Coll. Saml. paa det kgl. Bibliotek, er et Brev, der iflg. en Paaskrift ved Adressen er besørget „ved Godhed“, og som er dateret 6. Novbr. Mulig er denne Datum en Fejlskrift; dette Brev er trykt i Breve til A., S. 148, No. 71. — da Begge i Krigenstid vare i Helsingøer. Meisling var ansat som Adjunkt ved den lærde Skole i Helsingør fra 18. Juni 1808 til 28. April 1812, og daværende Ritmester ved jydske Rgmt. lette Dragoner Chr. Guldberg kommanderede fra Juli 1808 et Detachement ved Hellebæk, bestaaende af et Kommando Husarer, et Kommando af Kronens Rgmt. og to 3-pundige Kanoner; Detachementet sorterede under Kommandanten paa Kronborg og inspiceredes i August 1809 af Kongen, der „fandt det godt dresseret“ (meddelt af Hærens Arkiv).
6. NOVEMBER. 7 Aar. 3. og sidste Del af Syv Aar. Et Bidrag til et nordisk Riges hemmelige Hof-Historie, uddragne af en afdød Diplomatikers Portefeuille ved L. Kruse, averteredes i Kiøbenhavns Adresse-Avis som udkommet d. 1. Aug. 1825.
8. NOVEMBER, forbød mig at have Omgang med F. Man maa vist læse F, skønt det staar meget utydeligt, og Talen er da sikkert om Pastor Fuglsang og hans Hjem, hvor A. ikke mere maatte komme, og hvis Medlemmer han ikke turde hilse paa Gaden, naar han fulgtes med Rektoren (se nedenfor under 13. November og 18. December og Levnedsbogen, S. 112).
9. NOVEMBER. Nyerup. Professor, Universitetsbibliotekar Rasmus Nyerup (1759—1829) var venligsindet mod A. og havde givet ham Adgang til at laane Bøger paa Biblioteket {MLE, S. 41). Det her omtalte Brev ses ikke bevaret. — Brev fra Guldberg. Det drejer sig om et Brev af 8. Novbr. fra Frederik Hoegh-Guldberg; det findes nu paa det kgl. Bibliotek i den Collinske Samling VII; utrykt. Det er fyldt af Krav til A. om at være taknemmelig mod Meisling og er iøvrigt uden Interesse.
10. NOVEMBER. Skrev til Collin. Brevet ses ikke bevaret. — Smettau. Alexander Wilhelm Rigsgreve Schmettau, født 29. December 1807, blev efter Faderens, Generalløjtnant G. W. C. v. Schmettaus Død 1823 under 1. Oktbr. 1824 af sin Morbroder, Amtmand i Sorø, Geheimeraad P. Chr. Stemann sat i Slagelse Skole, hvor han kom i 3. Klasse og saaledes blev Klassekammerat med Andersen. 1826 blev han udmeldt af Skolen og Aaret efter Sekondløjtnant à la suite ved Livgarden til Hest, 1834 traadte han i Nummer, blev i 1836 kar. Premierløjtnant, afskedigedes ved Hærreduktionen i 1842 og døde først 1891.
11. NOVEMBER. Gamle Pedersen. Brændevinsbrænder Ole Petersen døde allerede Aaret efter, d. 16. Maj 1826, 59 Aar gammel, og jordedes ved Datterens Side paa St. Peders Kirkegaard. — Line Ebbesen. Er formentl. identisk med den Caroline Ebbsesen, 26 Aar gl., som paa Folketællingslisten for Slagelse 1834 er opført som Datter — Plejedatter? —- af Farver Paul Ebbesen og Hustru Sophie Elisabeth Wedele, hvis ældste Datter, Ottine Elisabeth, født 1804, i 1829 blev gift med A.s Skolekammerat Ole Petersen jun. (se ovfr. under 22. Septbr.). Caroline Sophie Ebbesen (saaledes anført med Fødselsdag 7. April 1807 i „Mandtal over ukonfirmeret Ungdom i Slagelse, begyndt 1. Novbr. 1814“ og i St. Mikkels Sogns Kirkebog opført som født nævnte Dag men døbt 6. Juni s. A. med Navnene Sophia Cathrine) ægtede i 1838 Farver i Vordingborg, senere i Slagelse Nicolai Poul Buch (1807—54) og døde 14. Jan. 1885 paa Frederiksberg.
13. NOVEMBER. Brev fra Colin. Et Brev fra Etatsraad Collin, skrevet umiddelbart før d. 13. Novbr., ses ikke bevaret. — at jeg ingen turde hilse af Bekientere. Rektor Meisling synes altsaa at have nedlagt et almindeligt Forbud mod at A. fortsatte Omgangen med sine Venner efter at være kommet i hans Hus (se nedenfor under 18. Decbr.).
16. NOVEMBER. Om Svineholdet i Rektorgaarden se Levnedsbog, S. 105.
17. NOVEMBER, saae ved Lærerens Fortælling. Adjunkt C. P. Andersen (om hvem ovenfor under 28. Oktober) anvendte, iflg. Hundrup L, S. 59, megen Flid paa sin Historieundervisning, men var dog „ingen heldig Lærer heri, da han, hvad den af ham udgivne Lærebog ogsaa noksom beviser, fordrede en altfor stor Detail og ikke forstod at bibringe sine Disciple den fornødne Oversigt over det hele Stof“. For H.C. Andersens særlig digteriske Indstilling har Adjunkt A.s Undervisning haft sin Betydning netop ved at skærpe hans Sans for Enkelthederne. — Arme Ludvig … Fiskerkiærlingen, det mest grotteske. Talen er formentlig om Begivenhederne i Paris og Versailles d. 4.—5. Oktober 1789, paa hvilken sidste Dag Kong Ludvig XVI modtog les dames des halles. Iflg. Adjunkt A.s Indberetning laa Abr. Kalls Alm. Verdens Historie — og fmtl. dens 4. Udg. 1820 ved E. C. Werlauff — „med Tillæg“ til Grund for Undervisningen i Slagelse Skole, men hverken hos Kall eller i de andre paa denne Tid anvendte Lærebøger — H. A. Kofods Almindelig Verdens-Historie i Udtog. 3. Oplag 1821 eller i den af samme udgivne : Mærkværdige Begivenheder af Verdenshistorien ved G. G. Bredow, Kbhn. 1816, —- findes anført nogen Detaille om den anførte Begivenhed, og den er vel netop saaledes en af Lærerens mundtlige Tilføjelser. Adjunkt Andersens ovenfor omtalte Lærebog: Middelalderens og den nyere Historie, ethnographisk udarbejdet, udkom først 1833.
19. NOVEMBER. Andresens Time. Jacob Andresen (1798—1832) blev 1820 konstitueret og i 1826 fast ansat som Adjunkt ved Slagelse Skole; hans Fag her var Mathematik og Fransk. Han var forfalden og ødelagde derved sine af Naturen udmærkede Evner (Hundrup L, S. 59 f.). — Brev til Guldberg og Moder. Brevene ses ikke bevarede. Om Manglen af A.s Breve til Guldberg, se A&C, S. 109.
20. NOVEMBER. S. bragte mig mine Bøger. S. er formentlig Brinck-Seidelin, se overfor under 18. Septbr., hvem Andersen nu heller ikke maatte omgaas. — Læste Byrons Biographie — han lignede mig lige til Sladderagtigheden. I Nyt Aftenblad for 1825, 1. Halvdeel, No. 14 og 15 for 2. og 9. April, S. 117 og 125, offentliggjorde Ghr. Molbech under Titlen: Lord Byrons personlige Character en Oversættelse af en Afhandling i London Magazine for Oktober 1824, forsynet af Molbech med en Indledning og en Del Fodnoter. Om Lord B. hedder det her bl. a.: „Han var aaben indtil den Grad at det blev en Feil — et Characteertræk, der sandsynlig var en Virkning af hans Uforsagthed og Uafhængighed af Verden; ja saa aaben var han, at hans Venner vare nødsagede til at vogte sig i deres Omgang med ham. Han var det allersidste Menneske i Verden, man kunde betro en Hemmelighed“. „Hans Forfængelighed var umaadelig — med mindre den mere nøiagtigen kan benævnes med et finere Navn. Et mildere Udtryk, og maaske et retfærdigere, var: hans Kiærlighed til Navnkundighed.“ „Hans Forfængelighed var ikke, mere eller mindre, end en sygelig Hunger efter Navnkundighed, Beundring, offentlig Bifald“. „Lord Byrons Phantasie var stærk, overmægtig og udsvævende … hans Forstandsevner vare paa ingen Maade ringe, men de vare aldrig blevne dyrkede, og hvor Forstanden ikke dyrkes, enten ved frivillig Øvelse eller ved Undervisning og Vejledning … er at vente sig Høst uden Udsæd“. Man tør næsten tro, at Rektor M. særlig har henledet A.s Opmærksomhed paa denne Afhandling!
21. NOVEMBER. Kokkepigen. Om Meislings Kokkepige fortæller A. i Levnedsbogen, S. 102, at „hun havde et poetisk Sving og co-ramsponderede [sic!] med Romanskriveren Vilt [o: Johannes Wildt (1782—1836)] og forsikrede mig „Dette [o: det Meislingske Hus] kan man kalde et Helvede paa Jorden“.
22. NOVEMBER. Jomfrue Hundrup reist. Severine Kirstine Hundrup (1803—1873), eneste Datter af Hospitalslæge Hundrup (se ovfr. under 5. November). Hun blev 1843 i Nyborg gift m. Arend Ferdinand Martin, død 1875 som Købmand i Slagelse. — Fru Wulff. Hanne Henriette Wulff født Weinholt (1784—1836), gift 1803 med daværende Premierløjnant i Sø-Etaten, i 1824 Chef for Søcadetkorpset, fra Aug. 1825 Kommandørkaptajn Peter Frederik Wulff (1774—1842), Oversætter af Shakspeares tragiske Værker, VI—IX Deel, der udkom i 1818—25. Det var i denne Egenskab at W. var bleven opsøgt af Andersen, (Levnedsbogen, S. 73; MLE, S. 52) „med min Alfsol [A.s første, i 1821 skrevne Sørgespil] i Lommen indtruduserede jeg mig i et Huus, hvor jeg siden fandt næsten et Hjem“. Fru Wulff var A.s trofaste og moderlige Veninde, som i 1827 gav Stødet til at han slap fra det Meislingske Hjem, men hun havde ikke netop Forstaaelse af hans Kald og Ærgerrighed og fremhævede bestandig, at han maatte være glad ved bare at blive „en nyttig Borger i Staten“; se Breve til A., S. 277—582. Det her omtalte Brev er ikke blandt disse og ses ikke bevaret. — Overskrifterne over de 3 sidste Uger. Det er Betegnelserne af Evangelie-Teksterne, A. anfører — til 3. og 4. Søndag i Advent samt Juledag, der i 1825 faldt paa en Søndag.
23. NOVEMBER. G. læser det lige op. G. er Klassekammeraten Anton Frederik Vilhelm Giesemann, født 1807 i Kobenhavn som Søn af Professor v. Chirurgisk Akademi, Hofkirurg I. H. V. Giesemann (1771—1819); han var i 1824 overført fra Metropolitanskolen til Slagelse, hvor han kom i 3. Klasse; først i 1829 dimitteredes han til Universitetet. Død 1858 som fhv. Toldbetjent i Skanderborg.
27. NOVEMBER, paa Bal. Iflg. et Avertissement i Vest-Siæll. Avis for 18. Novbr. 1825 afholdt Slagelse forenede dramatiske Selskab et Bal d. 27. s. M. Kl. 8. — Tine. Rektor M.s ældste Datter, se nedenfor under 4. Decbr. — Ørsted. Fysikeren Hans Chr. Ørsted (1777— 1851). Ørsted hørte til dem, der tidligt tog sig af A. Herom hedder det i Levnedsbogen, S. 64: „Jeg hørte paa den Tid [da A. var Danse-Elev paa det kgl. Theater] Physikeren Ørsted meget omtale som en elskelig Mand, det var mig nok; jeg tyede til ham, og fandt mig ikke skuffet, han gav mig strax Beviis paa sit gode Hjerte, og sagde mig endogsaa, at jeg skulde komme op til ham, naar hans Kone blev vel, laante mig nogle Bøger og gav mig ved sin Venlighed Mod og Hengivenhed“. Ved Udtalelsen om Hustruen —- Ø. havde 1814 ægtet Jomfru Inger Birgitte Ballum -— kan Tidspunktet for A.s første Besøg mulig bestemmes ret nøje, idet hun d. 9. Jan. 1821 fødte en Datter -— Sophie Vilhelmine Bertha, gift 1843 m. senere Stiftamtmand F. C. E. Dahlstrøm (1815—1894); A.s Bekendtskab med H. C. Ørsted skulde herefter stamme fra Januar 1821. Iflg. hans Dagbogsnotat for 18. Marts 1851 kom ved Ø.s Begravelse Stiftsprovst P. C. Rothe hen til A. og sagde: „Det er den ene af dem, der var Dem en Fader, De nu har mistet. Nu har De kun Collin tilbage“. Brevet til Ørsted ses ikke bevaret — sandsynligvis har det været fremkaldt af A.s Plan om et Københavns-Besøg i Julen (se nedenfor under 11. Decbr.).
29. NOVEMBER. Soldaterne. Skuespil i 5 Akter af C. G. H. Arresto (1764—1825), oversat af G. Schwarz og opført 9 Gange paa det kgl. Theater i Aarene 1816/17—1823/24.
4. DECEMBER. Heegaard. Thomas Wissing Heegaard (1781— 1831), Klokker fra 1809 ved Viborg Domkirke og Skrivelærer ved Ka-thedralskolen. Kendt af Samtiden som Forf. af en forvirret Samling Rimerier: Riimposen, fyldt med lidt løjerligt Snuus, der udkom i København 1824. I Helsingør-Tiden haanede Rektor Meisling A. ved at udmale ham Heegaards Forbillede: „Sæt at De engang traadte op som Skribent, jeg vil døe paa, Publicum læser det som Klokker Heegaards Rimpose, griner Dem ud, og deres Poesier ligge som Maculatur hos Soldin“ (Levnedsbog, S. 123); Soldin var Boghandler i København (død 1834). — Tine syg. Tine er Rektor Meislings ældste Datter Else Marie Bentine, født 21. 10. 1813 i Kobenhavn, død smstds. 29. 12. 1884; hun ægtede i 1839 Kontrolør v. Øresunds Toldkammer Carl Eduard Theodor Schouw (1814—65). Hun var rødhaaret som Moderen og ligesaa urenlig. Da Andersen d. 19. April 1827 forlod det Meislingske Hus i Helsingør, efterfulgtes han som Pensionær af Skuespiller Stephan Hegers Søn Hans Christian Heger (1806—46) (se Levnedsbogen, S. 129), der dog efter A.s Sigende kun blev der nogle Uger; i disse gjorde hans Fader og to af hans yngre Søskende Visit hos Meislings, hvor „en rødhaaret Datter, Tine Meisling, gjorde sig uforglemmelig ved den usædvanlige Maade, hvorpaa hun anrettede Maden for sine mindre Søskende. Hun klaskede Spinaten fra Fadet ned paa Stolesæderne, der fungerede som Tallerkener, og de afgnavede Ben lod hun sammen med gamle Brødskorper forsvinde bag forskellige af Stuens Møbler, hvor de efter-haanden havde optaarnet sig som formelige Bjerge, der udsendte en utaalelig Stank“ (Elith Reumert: En Raceslægt, Kbhvn. 1917, S. 119).
8. DECEMBER. Nathan Davids Døttre. Hos Købmand Jonas Ferdinand David (død 1841, 68 Aar gl.), der ejede Gaarden paa det østlige Hjørne af Bredegade og Bjergbygade, skraas over for Latinskolen, var der i 1825 otte Døttre i en Alder fra 19 til 3 Aar. De to ældste, Sara Nathalia, født 1806, og Rebekka Emilie, født 1807, var blevet døbt i Faderens Hus og s. D. konfirmeret d. 6. April 1823, hvad H.C. Andersen altsaa har oplevet i sit første Skoleaar; om den ældste af disse, Sara, se ovfr. under 7. Oktbr. A. kom i det Davidske Hus, hvor han læste op og deklamerede (A&C, S. 129; Schw., S. 20) og har altsaa ikke kunnet forvinde Indtrykket af dets kvindelige Frodighed. — Tieks Daarekisten, se ovfr. under 3. Oktbr. — Ludvig og Jens. Om Rektor Meislings Søn Peter Ludvig se ovfr. under 22. September. Jess (ikke som A. skriver Jens) Jacob Henrik Meisling, født 5. Juli 1821, blev iflg. Hundrup L, S. 22, Guldsmed; ved Rektor Meislings Død i April 1856 opgav Broderen Peter Chr. Hjarup M., der da boede som Handelsgartner ved „Ventegodt“ paa Nørrebro v. København, at hans Broder Hendrik var i Amerika og at man havde haft Brev fra ham dateret 4. April s. A.
11. DECEMBER. Skrev Col. til. Brevet ses ikke bevaret.
14. DECEMBER. Quordrup og især Hansen. Christen Hansen Qvortrup, født 1809 paa Sandlynggaard, Stenlille Sogn, kom 1823 i Slagelse Skole og var blandt dem, der med A. kom op i 4. Klasse i 1825. Dimitteret 1828, død 1863 som Sognepræst i Arninge paa Lolland. A. maa senere have været i Forbindelse med ham, thi blandt hans Stambogsblade fra Slagelse og Helsingør ligger et blyantstegnet Portræt af Pastor Qvortrup — desværre uden Aarstal. Peter Christian Hansen, født paa Frydendals Mølle 1803, optoges 1817 i Slagelse Skole og kom i 1822 i 4. Klasses nederste Af dig. men dimitteredes først i 1826. Han tog Seminaristeksamen; om hans senere Skæbne kan her intet oplyses (No. 997 og 993 hos Hundrup D, S. 122 og 123).
15. DECEMBER, dagbogvis skrive ham [Guldberg] min Kiøbenhavnstour til. Dagbogsnotaterne fra 18. Decbr. og flg. Dage bærer af og til Præg af, at A. realiserede denne Plan; i et utrykt Brev af 21. Jan. 1826 til A. fra Guldberg hedder det herom: „At jeg med megen Fornøjelse, kjæreste A! har læst begge deres venlige Breve til mig, baade det med den Kbhvnske Dagbog, og det: om det prosaiske Slagelse Liv, derom kan De ikke tvile
17. DECEMBER. G dvs: Giesemann, se under 23. November.
18. DECEMBER. Var hos Torst om Sedlen til at faa Gefion. -— A. har formentlig subskriberet paa Gefion, Nytaarsgave for 1826, gennem sin Lærer Torst; deres Navne staar ikke paa den trykte Subskribentliste, hvor man finder Rektor Meisling, der var Bidragyder til Bogen med tre Digte: Orpheus og hans Harpe, Gravsang og Den Forladte. Nytaarsgaven udgaves af Jomfru Johanna Elisa Beyer (1807— 1873), der i 1825 var blevet ansat ved det kgl. Theater, hvor hun debuterede d. 7. April; i 1827 blev hun udnævnt til kgl. Skuespillerinde; ægtede 1829 dav. Medredaktør af „Dagen“, Ove Thomas Thomsen (1801—1862), fra 1834 Redaktør af „Fyens Stifts-Avis“, 1836 Ejer af Iversens Bogtrykkeri i Odense og Udgiver af „Fyens Avis“; 1849 Postmester i Assens. — Hvad der har givet Andersen Lyst til at erhverve Gefion (se videre om dennes Indhold nedenfor under 23. Decbr.) var sikkert, at Bogen bragte et kobberstukket Portræt af hans Veninde Skuespillerinden Birgitte Elisabeth Andersen født Olsen (se ovfr. under 2. Oktbr.). Stikket, af E. Eckersberg efter C. W. Eckersbergs Tegning, som her gengives (Strunks Kai. Nr. 65), tilfredsstillede iøvrigt ikke A.; i et Brev af 3. Maj 1826 til Collin taler han endnu om det (A&C, S. 46) : „Vil De hilse Madame Andersen, jeg seer ret tidt paa Billedet i Gefion, men det falder dog reent igiennem imod Originalen, der staar meget naturligere og skiønnere i mit Bryst. — Kobberstikkeren har vist vildet skildre hende som hun virkelig er — en Engel; men han har giort hende til en Basun-Engel; i det mindste bringer de hovnede [sic] Kinder mig paa denne Idée“. — Lucie. Pastor Fuglsangs Datter, se ovfr. under 5. Oktober. — Mødet i Aleen. Refererer sig vist til Dagbogs-Notatet for 13. November.
19. DECEMBER. Sovet ved Giesemann. Hvor G. boede i Slagelse, kan ikke oplyses. —kiørte vi afsted. Rejsen beskrives i Levnedsbogen, S. 105 ; den foretoges i Toldinspektør, Kammerjunker Holsteins Vogn. „vi“ er Rektor Meisling, A. og en Skolediscipel til, — ikke usandsynligt har det været A. F. V. Giesemann, hvis Moder boede i København som Enke. — Juno per nubem dvs : Juno i [dvs : kommer i] en Sky. omnes per nubem dvs : [her kommer vi] alle i en Sky. — Gnieri est Gnieri. A. mindes Talemaaden : sunt pueri pueri dvs : Børn er Børn, men for at Ordet : Gnieri ikke skal opfattes som Flertal retter han sunt til est. Om M.s Gnieri ved denne Lejlighed hedder det i Levnedsbogen, S. 105 : „Dog paa denne lille Tour fik jeg Exempel paa hans Gjerighed. — Ved et Vertshuus kom Karlen med en Trappe-Stige for at vi kunne stige af, han gav ham derfor en 3 Skilling, idet han sagde til os: „Vi kan siden dividere det med tre!“ og vi dividerede virkeligt.“ — Or-drups Kroen. Kro ved Landevejen mellem Ringsted og Roskilde, c. 0,5 km vest for Vejkrydset Snekkerup—Jystrup; nu Overdrevskroen. — Der var ondt og i alle Lande. Meningen er vel: der var Klager og paa alle Sprog. — Holger Danske. Christiern Pedersens Bearbejdelse paa dansk af den gamle franske Roman Ogier le Danois er „mangfoldige Gange udkommet (i Graaes og Triblers Trykkerier) med den bekiendte Angivelse paa Titelbladet: „trykt i dette Aar“.“ (C. Molbechs Fortale, dat. 4. Aug. 1842, til den af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug besørgede Udgave af Olger Danskes Krønike). Det er maaske et saadant Tryk, de rejsende i Roskilde Kro har set, af en Bog, hvorom Molbech smstds. siger, at den „endnu ingenlunde er ganske forsvunden af den danske Almues Læsekreds“. — Som Chilian i Ulysses. I Ulysses von Ithacia, V. Akt, 1. Scene, falder baade Ulysses og Chilian ned og kysser Jorden. — ned hos Wulffs. Søkadetakademiet var fra 1788 til 1828 til Huse i det nordøstlige af Palæerne paa Amalienborg (det Brockdorffske Palæ), i 1936 indrettet til Bolig for Kronprins Frederik og Kronprinsesse Ingrid. I det ovfr. under 7. Oktbr. omtalte utrykte Brev af 18. s. M. fra Fru W. til A. hedder det: „til Julen kommer De io ganske vist her til Byen? De maae da huske at gaae ind af den anden Port paa Academiet, og ikke af den gamle thi saa kom De ikke til os — De kan troe, vi boe ret smukt og behageligt nu og har mere Plads end før“. Det viste sig da ogsaa, at W.s nu havde Plads til at huse A., der forrige Jul havde boet hos Forvalter Balling. — Modtagelsen var … som Deres mod mig [i] Sommer. Tiltaleformen skyldes, at Dagbogen er skrevet som et Brev til Guldberg i Odense, hvor A. havde tilbragt sin sidste Sommerferie. — hos Ølenschlägers. A. G. Oehlenschläger boede i Aarene 1822—35 paa Nørregade 11 (Bispegaarden). — Fruen, Døtrene og Wulffs Søster. Om Fru Wulff se ovfr. under 22. November. Husets Døttre: Hanna Henriette (Jette) Fredericka, født 1804, omkommet i Septbr. 1858 ved Damperen „Au-stria“s Brand, og Ida, født 1806 og død 1876 som Enke efter Arkitekten, Konferensraad Jørgen Hansen Koch (1787—1860), hvem hun ægtede i 1823. — Wulffs Søster. Rimeligvis Kommandørkaptajn Wulffs næstældste Søster Anne Elisabeth (1786—1853), der fra 1807—1812 havde været gift med Kantor og Kordegn Peder Kabell (1780—1812) i Aarhus og i 1817 havde ægtet daværende Premierløjtnant, fra 1823 Stabskaptajn ved Prins Christian Frederiks Rgmt. Ernst Poul Bruhn (1787—1868), fra 1829—48 Adjutant hos Prins Christian Frederik (Christian VIII), senere Chef for Kbhvn.s Borgervæbning, Generalløjtnant 1860, Afsked 1866. Familien Bruhn boede i 1825 paa Sølvgadens Kaserne. — Petra og Stierna. Chr. Guldbergs Døttre: Petra Em-merentze, født 1804, død 1870; hun ægtede i 1845 sin Fætter, daværende kst. Adjunkt i Roskilde, senere Holmens Provst og Biskop over Sjællands Stift Brun Juul Fog (1819—1896), og Christierne, født 1806, død ugift 1888. — Pladsen. Amalienborg Slotsplads. — de 3 Bind …af Shakspeare, se ovenfor under 22. Novbr. — Aladin, der siger. I Dagbogen er Plads ladet aaben til Citatet, som A. altsaa ikke helt sikkert har kunnet huske. Det har utvivlsomt været Aladdins Slutreplik:
Dernede gik jeg som en lille Dreng
Hver Søndag, naar jeg havde faaet Lov,
Og saa forundret op til Sultans Palads —
(se Oehlenschlägers Poetiske Skrifter, udg. af Lieben-berg, Kbhvn. 1857, 1. Deel, S. 360).
20. DECEMBER. Cymbeline. I det Eksemplar, A. den foregaaen-de Aften havde faaet af P. F. Wulffs Oversættelse af Shakespeares Dramatiske Værker, fandtes Oversættelsen af Cymbeline i 9. Del, 8. [1] — 216. — Collin. Etatsraad Collin boede i Bredgade No. 4. Fru Henriette Christine Collin født Hornemann (1772—-1845) havde, før hun i 1803 ægtede C., været gift med Forfatteren, Pastor Michael Gottlieb Birck-ner (1756—1798), der fra 1792—1798 havde været residerende Kapellan i Korsør, hvorfra han kaldtes til Sognepræst for Vemmelev og Hemmershøj men døde i Korsør før han var blevet indsat i sit nye Embede. Scenen for J. L. Heibergs Vaudeville: Kong Salomon og Jørgen Hattemager, der havde haft Premiére paa det kgl. Theater den 28. Novbr. 1825, er som bekendt Korsør. — Crusisorianerne. Latiniseret (og fejlskrevet!) Betegnelse for Indvaanerne i Korsør (af crux dvs: Kors). — Heibergs Indtog. Saa betydelig var Ligheden mellem „Kong Salomon og Jørgen Hattemager“ og Forf.s Faders, P. A. Heibergs 2-Akts Syngestykke „Indtoget“ med Musik af J. P. Schultz, der opførtes 1. Gang i 1792 og endnu enkelte Gange i Aarene 1822—28, at et Medlem af Theaterdirektionen, Etatsraad G. H. Olsen, foreslog, at „maa-ske kunde det nye Stykke, i Analogie med [P. A. Heibergs] Virtuosen Nr. 1 og Nr. 2, fortjene at kaldes „Indtoget Nr. 2“.“ (Af Jonas Co1lins Papirer. Kbhvn. 1871, S. 51). Fru Collins Bemærkning er altsaa ikke helt original, og A. har næppe selv set „Indtoget“. — Geheime-konferensraadinde Colbiørnsen. Engelke Margrethe Falbe (1763—1848) havde i 1782 ægtet den kendte Jurist, Generalprokurør, fra 1804 Justiarius i Højesteret Christian Colbiørnsen (1749—1814); hun boede 1825 i Kronprinsessegade Mtr. No. 396, nu Gade Nr. 30, med sine to yngste, ugifte Døttre: Angelique Wigantine (1798—1862) og Christiane Caroline (1803—1881). Fru Colbjørnsen og hendes Datter Fru von der Maase (se nedenfor) „vare de to Første af den høiere Stand, som toge venligt mod den fattige Dreng; de hørte paa mig med Deltagelse og saae mig jevnlig hos sig“ (MLE, S. 47). Til Fru C. var A. anbefalet af dennes Søster, Fru Anna Cathrine Krieger født Falbe (Levnedsbog, S. 60). — Kejseren af Ruslands Død. Kejser Alexander I, som i Marts 1801 havde efterfulgt den myrdede Kejser Paul, var d. 1. Decbr. 1825 død i Taganrok. Først c. 3 Uger efter naaede Budskabet herom til København. — nu gik jeg til Meisling. Hvor M. boede under sit Ophold kan ikke ses, muligt hos sin Stedfader, Brændevinsbrænder Jess Petersen (død 1838) paa Gl. Torv 99; han var — efter at M.s Moder, Else Christine f. Øckenholdt, var død i 1793 — paany gift, med Karen Marie født Hyllested. — Fru von der Maase. Maren Olivia Colbiørnsen (1795—1877), Datter af Chr. Colbiørnsen, se ovfr., havde været Hofdame hos Arveprinsessen indtil hun d. 1. Febr. 1825 ægtede Frederik Hermann Rostgaard v. d. Maase til Stamhuset Krogerup (1800—1866), Kammerjunker og senere Hofchef hos Dronning Marie Sofie Frederikke. — fra Børsen, hvor der var en Række Butikker, navnlig Boglader, og hvor A. formodentlig har udrettet sine Commissioner for Rektor Meisling. — Frøken Falberne. Skrivemaaden — i St. f. Frøknerne Falbe — er ikke noget særligt for A.; det var almindeligt paa denne Tid at udtrykke sig saaledes. Frøknerne Christiane Ludovica Falbe (1768—1848) og Wilhelmine Ulrikke Falbe (1782—1858) boede i 1825 i Størrestræde No. 254; de var Søstre til Fru E. M. Colbjørnsen og Fru A. C. Krieger. —- Holsteins. Sikkert Theaterdirektør (fra 1811— 1840) Oberst Kammerherre Frederik Conrad v. Holstein (1771—1853), yngre Broder til Toldinspektør, Kmjkr. H. C. v. Holstein i Slagelse ; det var til ham, A. dristigt havde henvendt sig, da han i Septbr. 1819 var kommet til Kbhvn. (MLE, S. 32). H. boede 1825 paa Kongens Nytorv No. 269, nu Gade Nr. 5. Med Holstein som Theaterchef kom Andersen i 1839 til at forhandle om Opførelsen af „Mulatten“; om H.s ejendommelige Indstilling til Theatrets Repertoire fortæller A., dog uden at nævne Holsteins Navn, en meget karakteristisk Anekdote i MLE, S. 217. — Herbst. Toldinspektør Holsteins Svoger, Generalkrigskommissær Michael Johan Chr. Herbst (1775—1830), gift med Holsteins afdøde Hustrus Søster, Michella Elisabeth født Stibolt (1788 —1861). Familien Herbst boede i 1825 i Kvæsthusgade No. 42 og 43 (nu Gade Nr. 7 og 9) ; den flyttede nogen Tid efter til Slagelse, hvor H. døde. — Kaptajn Jensen. Talen maa vist være om davær. Stabskaptajn v. Kiøbenhavns Infanteriregiment Georg Friedrich Jenssen-Tusch (1789—1888); senere kar. Major, Postmester i Tønning; hist. Forfatter. Han antog først senere Moderens Pigenavn i Forb. med sit eget. Med ham kom A. i 1838 i intimere Forbindelse, da han oversatte „Kun en Spillemand“ til Brug for en af Boghandler Vieweg i Braunschweig bestilt Udgave og indledede denne med en biografisk Skitse af A. (se herom H. Topsøe-Jensen: „Mit Livs Eventyr“ i Festskrift til Vilh. Andersen, 1934, S. 166). — Tankredo. Syngestykket Tancredo i 3 Akter; Musikken af Rossini, Teksten efter Voltaire af Rossi, bearbejdet af N. T. Bruun ; opført 1. Gang 30. Oktbr. 1820, sidste Gang 27. April 1830. — Jomfru Ida Wulff sang Isauras Parti 1. Gang 9. April 1825; i Sæsonen 1825—26 opførtes Tancredo kun en Gang -— d. 20. Dcbr. — Parterret er nu udvidet. Fra Begyndelsen af Sæsonen 1822—23 var der i det kgl. Theater indrettet et 2. Parket, hvortil dog ikke Damer havde Adgang (!), og Parterret havde faaet Bænke dog med unummererede Pladser. Prisen var for en Plads i 1. Parket og 1. Pladsloge 8 Mark, i 2. Parket og 2. Pladsloge 6 Mark, i Parterret 4 Mark og i Galleriet 3 Mark (Th. Overskou: Den danske Skueplads, 4. Del., 1862, S. 690). — Jomfru Wulff. Ida Elmine Wulff (1808—1876) omtales allerede af A. i Levnedsbogen, S. 57 og 65; hun havde, efter A.s Mening, fortrængt ham i Syngelæreren Sibonis Gunst og „var et Barn, der løb omkring paa Theatret“, da A. var Dandse-og Kor-Elev; i 1823 var hun blevet engageret ved Theatret og debuterede 29. Oktbr. 1824 som Vela i Kuhlaus Syngestykke Lulu. Hun tog allerede sin Afsked 1828 og ægtede 1831 Theaterchefens Søn, da Løjtnant ved Husarerne, Kmjkr. Ernst Fr. v. Holstein (1801—1883), 1839 Kammerherre, 1841 Major og Amtsforvalter i Nyborg, 1842 Postmester i Flensborg, 1852 Overpostmester i Lübeck. Om hendes Udseende m. v. se Overskou l.c. S. 770. — Dorthe i Bonton o. s. v. I Komedien „Bonton blandt Borgerstanden“, der i Sæsonen 1820—21 opførtes ialt 5 Gange, hedder ingen Person Dorthe; derimod optræder en ung Pige, Doris, der ved alle Opførelser spilledes af Mad. J. M. Spindler født Nick (1784—1861). — Lofler, Cetti og Zinck. I Tancredo spilledes Amenaide af Wilhelmine Rosine Løffler (1795—1848), der i 1824 var blevet gift m. Danseren Poul Erik Funck (død 1837) (A. nævner hende ved hendes af ham bedst kendte Pigenavn), Tancredo af Giovanni Battista Cetti (1794—1858) og Argiro af Johan Georg Christopher Zinck (1788—1828). — Fru Saaby. Anna Marie Saabye født Høyer (1786—1857), Datter af Provst og Sognepræst til Holmens Kirke Chr. F. A. Høyer (1739—1797), gift 1° 1807 m. Grosserer Niels Chr. R. Saabye (c. 1783—1818). I Decbr. 1829 ægtede hun Kabinetssekretær hos Prins Christian Frederik, Etatsraad Johan Gunder Adler (1784—1852), fra 1840 Gehejmekabinetssekretær, fra 1839—49 Medlem af Theaterdirektionen, 1848 Gehejmekonferensraad. — en Frøken Høier. Fru Saabyes yngste Søster Franciska Dorothea Høyer (1791— 1862) forblev ugift og levede i Fru S.s Hus til dennes Død. — Werlin. Christian Werliin (1804—1866), død som Sognepræst i Ferslev, Søn af Malermester A. F. W., der 1825 boede i Løvstræde Mtr. 126. Han var i 1824 blevet Student fra Metropolitanskolen, hvor han fra 1817 havde været Meislings Elev; fra Januar til Juli 1827 var han kst. Adjunkt i Helsingør og bidrog ved sin Fremstilling overfor Collin af H.C. Andersens ulykkelige Tilværelse i det Meislingske Hus til, at A. omsider slap ud derfra. I 1834 blev W. gift med Julie Constance Lytthans (1813 —1881), fra hvem han separeredes 1843, hvorefter hun i 1848 ægtede Digteren Christian Winther (1796—1876). Ida Wulff boede 1826 i Go-thersgade Matr. No. 7, nu Gade Nr. 46; i Vejviseren for 1825 er hun ikke opført.
21. DECEMBER. Hofdamen. Enten den tidligere Hofdame, nu Fru v. d. Maase f. Colbiornsen, som A. ikke havde truffet den fore-gaaende Dag; hun er ikke opført i Vejviseren for 1825 og har antagelig boet med sin Mand paa Amalienborg i Frederik VIs Palæ (det sydøstlige -—- Schackske), eller Søsteren, Fru v. Buchwaldt, der nu var blevet Hofdame hos Kronprinsessen, se nedenfor under 22. Decbr. — Ballings. Om J. Balling se ovfr. under 12. Oktober. Han boede i 1825 i Nyhavn h. S., Mtr. No. 279, nu Gade Nr. 10. — Ølenslæger. Frøkenen er fmtl. Datteren Charlotte Oehlenschläger (1811—35). Som ovenfor anført boede Ø. i Bispegaarden paa Nørregade. — Frøken Forbogstavet er vanskeligt at læse, og hvem der er Tale om, kan næppe sikkert oplyses; muligt har det været en af Frøknerne Hornemann, se nedenfor under 27. December. — Johannes. Ø.s ældste Søn Johannes Wolfgang (1813—74), Kmjkr., Toldinspektør. — Ørsted. Fysikeren Professor, Dr. phil. Hans Christian Ørsted (1777—1851) boede 1825 i Studiestræde Mtr. No. 97, nu Gade Nr. 6. — Etatsraaden. Juristen, Højesteretsassessor, Deputeret i Danske Cancelli, Generalprokurør og Etatsraad Anders Sandøe Ørsted (1778—1860). — Hos Dahlins. Fhv. Solodanser C. Dahlén (se ovfr. under 12. Oktober) boede i 1825 i Badstuestræde Mtr. No. 124, nu Gade Nr. 18. — Kammerjunker Colbiornsen. Antagelig Jakob Edvard Colbiørnsen (1794— 1836), cand. juris, 1821 Kammerjunker; han var ældste Søn af Ge-heimeraad C.s ældste Broder, Generalkonsul J. E. C. (1768—1799). —- Rine Hundrup. Se om hende ovfr. under 22. November; hos hvem hun opholdt sig i København kan ikke oplyses. — Fru Krieger.
Enken efter Kontreadmiral, Kamhr. Johan Corn. Krieger (1756 —1824), Fru Anna Cathrine K., født Falbe (1770—1843), Søster til Geheimeraadinde E. M. Colbiørnsen. — Hofdamen. Maaske Fru M. O. v. d. Maase, se ovfr. under 20. Dcbr. — Hr. Holberg. Navnet — heller ikke Højberg, Høyberg, Hojberg — findes ikke i Vejviseren for 1825. Muligt er Talen om cand. theol., fra 1824—26 Alumne paa Borchs Kollegium Lars Jacob Nøragger Høyberg (1801—1836), Adjunkt ved Sorø Akademis Skole 1826—32, senere Sognepræst til Højbjerg-Elsborg og, i 1836, til Sneum og Tjæreborg i Ribe Stift; Dagen efter sin Ankomst til dette Kald døde H. af Apoplexi. — Frøknerne Ste-fensen. Muligt Døttre af Kommandørkaptajn, Ekvipagemester paa Gl. Holm og Havnemester Hans Stephansen (1773-—-1851). — Mad. Andersen. Se om hende ovfr. under 2. Oktober. I 1825 boede hun paa Østergade, Mtr. Nr. 58, nu Gade Nr. 42.
22. DECEMBER. Hofdamen Fru Buckvald. Enken efter Kaptajn, Kmjkr. D. C. v. Buchwald til Helmstorf (1788—1817) Anna Jacobine Caroline Johanne Colbiørnsen, Datter af Geheimekonferensraad Chr. Colbiørnsen og Engelke Margrethe født Falbe, var født 1791 i Kbhvn. og døde 1848 „efter mange Aars Lidelser og tiltagende Svaghed“. Hun var fra 1825 Hofdame hos Kronprinsesse Caroline og fra 1828—37 hos Dronning Marie Sophie Frederikke. — Guldberg. Frederik Høegh-Guldberg (1771—1852), titl. Professor, Lærer i Dansk ved Artillerikadet-Institutet; Broder til Oberstløjtnant Chr. Høegh-Guldberg i Odense. Han var en af H.C. Andersens allerførste Beskyttere og Venner, der tog sig af A., da Siboni havde opgivet ham som Sanger-Emne (se Levnedsbogen, S. 57 og flg. Kapitler). Da han oftere fandt, at A. ikke fulgte hans Vejledning og var doven hos de Lærere, G. skaffede ham, var de til Tider brouillerede, og navnlig efter at G. i Juli 1822 havde bragt i Erfaring, at A. vilde dedicere ham sit første umodne Arbejde, Tragedien Alfsol, var det kommet til et formeligt Brud. Efter at være kommet til Slagelse skrev A. til ham og søgte at gøre det godt igen. Dette lykkedes ogsaa (se Levnedsbogen, S. 84 f.), og under A.s følgende Feriebesøg i København besøgte han atter Professor Guldberg, der i en Aarrække boede i et Landsted paa Nørrebro, Mtr. No. 67 paa den saakaldte Jødevej, nu Guldbergsgade, ligeoverfor den mosaiske Kirkegaard. —- Uhyret. Guldbergs Digt „Uhyret“ er trykt S. 69—71 i hans Digtsamling: Roser og Torne. Gjenlyd af et elskende Hjerte under sammenhængende Livsoptrin. Kbhvn. 1829. — Fuglsang.
Rimeligvis stud. theol. Herman Chr. Fuglsang, Søn af Sognepræst F. i Slagelse, se ovfr. under 5. Oktober. — Madam Jürgensen. Med Enken efter Hofurmager Jørgen Jürgensen (1745—1811), Anna Leth født Bruun (1755—1828) havde A. gjort Bekendskab i sine første Køben-havns-Aar, se Levnedsbogen, S. 72, og MLE, S. 49 f.; „Hendes Alvor og Opmuntring styrkede mig i, at jeg var noget mere end Mængden“ hedder det det første Sted. — Vor Storm. Digteren og Skolemanden Edvard Storm (1749—1794). —- M var gnaven kan forstaas: Madam J. var gnaven, nemlig over Forstyrrelsen, men maaske er Talen om Meisling, hvem A. vel ogsaa den Dag har maattet gøre sin Opvartning. — Torsdag d. 22. Decbr. opførtes for 6. Gang: „Onklens Slot eller Ægtemanden ved Hændelse“, Lystspil i 1 Akt af Desaugiers og Armand (le mari par hasard), oversat af G. Zinck, og for 8. Gang: „Kong Salomon og Jørgen Hattemager“. I 2. Scene synger Gæster, der strømmer ud af Værtshuset, Opvartere og Køkkendrenge :
Hvad ligner, Korsøer, din politiske Glæde,
Naar Posten er kommen fra kongelig Stad ? o. s. v.
til C. M. v. Webers Melodi af Syngestykket „Jægerbruden“: Hvad ligner vel Jægernes festlige Glæde —. Blandt Gæsterne er Brandt, Tobaksspinder og Officer ved Borgerskabet i Korsør, der spilledes af J. A. G. Stage (1791—1845) og Villing, Kjøbmand i Korsør, som spilledes af P. J. Frydendahl (1766—1836) ; af disse har Brandt endnu Servietten om Halsen, mens Villing holder et Ben i Haanden og gnaver paa det. Jøden, Salomon Goldkalbs Rolle spilledes af Dr. J. Chr. Ryge (1780—1842). — Repliken om Nathuen. I Vaudevillen optræder Gold-kalb „i en Sølvmoers-Dragt. Paa Hovedet har han en hvid Nathue“. Efter at han overfor Løve har gjort Rede for Dragten, som han har købt i Rendsborg af en Mand, der har brugt paa den paa en Maskerade, hvor han forestillede „enten Apollo i „den unterbrochene Opferfest“ (der har oprindelig i Heibergs Tekst staaet en nu uforstaaelig Omtale af „ham, der spilte Merkurius paa Maskeraden i Rendsborg-Kiel“, hvilket paa Foranledning af Rahbek blev rettet, se Af Jonas Collins Papirer, S. 48) eller Kongen af Brasilien i: Stakket Dans er snart sprungen“, spørger Løve : „Gik Apollo og Kongen af Brasilien ogsaa med Nathue?“ Dette refererer sig til, at Kongen af Portugal og Brasilien, Johan VI, nylig, ved en d. 29. August 1825 under Englands Mægling sluttet Traktat, havde maattet anerkende Brasilien som et af Portugal uafhængigt Kejserdømme, medens han selv for sin Person af Herredømmet over det store Kolonirige kun beholdt Titlen. — Lade Corsøer Damer synge — ja saa min Salighed. I 21. Scene kommer de pyntede Borgere med Koner og Børn ind, stiller sig op foran Værtshuset og synger et Kor, hvis 3. Vers begynder:
Vi, vi, vi skal min Salighed
nok, nok, nok faa hans Pung paa Gled o. s. v.
Allerede Anmelderen af Stykket i „Conversationsbladet“ for 3. Decbr. 1825 havde herom skrevet, at medens Valget af Melodien til Koret var „af ret god Virkning“, saa, hvad Teksten angaar, „ville Korsøers Jomfruer og Madammer næppe takke Forfatteren for, at han har lagt dem Ord i Munden som: „Vi-vi-vi skal min Salighedu, en Trumf, der dog synes vel stærk i en qvindelig Mund“. — Hos Nyerups. Om A.s Bekendtskab med Professor Rasmus Nyerup se ovfr. under 9. Novbr. Nyerup boede 1825 i St. Kannikestræde Mtr. Nr. 49 dvs: paa Regensen, hvor han fra 1819 beklædte Stillingen som Inspektør (Regensprovst) .
23. DECEMBER. Min Magdalene. Maa være en Person i den Roman — „min Grevefejde“ — der oftere omtales i Dagbogen som A.s Fritidsbeskæftigelse i Efteraaret 1825 og hvoraf han nu læste noget op for sine Venner i Hovedstaden. I de i Anderseniana, Vol. III, 1935, S. 29—58, offentliggjorte „Fragmenter af en ufuldført historisk Roman“, der henføres til Aarene 1824-25, forekommer ingen Person af Navnet Magdalene; det gør der derimod i 1. Kapitel af det sammesteds trykte og til Aarene 1831—32 henførte Roman-Fragment „Christian den andens Dverg“, og i denne Magdalenes Mund er Udtrykkene unægtelig ogsaa meget „massive“. Det er derfor næppe rigtigt, at det ældre Fragment „ved Hjælp af Dagbogen bestemt kan dateres til Aarene 1824—25“ (Anderseniana, Vol. II, S. 8); mulig er dette den „Fortælling“ A. læser højt, bl.a. for Ingemanns i Oktober 1825, men fra 17. November er det Grevfejden, han vil skildre, og om den er der slet ikke Tale i det ældre Fragment. Sandsynligvis har han da lagt dette til Side, og i „Christian den andens Dverg“ er, da han senere tog dette Æmne op til Behandling, indgaaet Dele af, hvad han allerede sidst i 1825 havde udarbejdet om Grevefejden, bl.a. Magdalene med den grove Mund. —- Prindssessen. Kronprinsesse -— eller som hun senere efter sit Ægteskab i 1829 med Arveprins Frederik Ferdinand og til Adskillelse fra Kronprins Frederiks (senere Frederik VIIs) 2. Gemalinde altid benævnes: Arveprinsesse Caroline, Frederik VIs Datter (1793—1881), med hvem A. allerede tidlig var blevet bekendt (se Levnedsbogen, S. 60). — Frøken M. Holsteen. Fru Herbst’s Søsterdatter, Christiane Marie Holstein (1799—1860), Datter af Toldinspektør Kmjkr. H. C. Holstein i Slagelse. Det har vel været for at hente hende hjem, at hendes Faders Vogn er kørt til Kbhvn., se ovfr. under 19. Dcbr. og nedenfor under 24. Januar. — Den syge Frøken. Af Generalkrigskommissær M. J. Chr. Herbsts 11 Børn levede i 1825 syv Døttre: Christiane Annette (1805— -—56), Adolphine Andrea (1806—51), Hertha Adelaide (1808—94), Adelgunde Emilie (1811—92), Thora Athalie (1813—71), Wilhelmine Alvilda (1816—51) og Hanne Michelle (1821—84). Fra den næstældste, Andrea, der i 1831 ægtede Proprietær Jacob Gerstenberg-Rosted til Heinstrup og Belteberga, findes der et Stambogsblad til A. dateret Slagelse den 21. Maj [1826]. — Ida er fmtl. Kommandørkaptajn Wulffs yngste Datter, se ovfr. under 19. December. — Gefion, se ovfr. under 18. December. Foruden det „meget Snavs“ „G e f i o n“ indeholdt, og hvortil A. maaske i sin ikke ubillige Harme over Rektor Meislings uvenlige Optræden ogsaa nu regnede dennes tre Digte, indeholdt Bogen dog Bidrag, som har bevaret deres Værdi, saaledes Chr. Winthers Digt: „Ridder Kalv“ og Poul Martin Møllers: „Hans og Trine“; endvidere Bidrag af Oehlenschläger: Thalias Skaal og tre Digte af Chr. Wilster. Ove Thomsens Bidrag er en Fortælling: „Diamantkorset“, en sand Begivenhed ; fra hvilket af Oehlenschlägers Arbejder han har „rapset“, er ikke umiddelbart indlysende. — Urban Jürgensen. Gamle Mad. Jürgen-sens Søn, kgl. Sø-Uhrmager, Chronometer- og Urfabrikant Urban Jür-gensen (1776—1830). — Ballet i Aften. A.s Oplevelser og Indtryk fra denne Aften, hvor han paa Grund af sine daarlige Klæder følte sig saa helt udenfor, er beskrevet, sikkert støttet til disse Dagbogs-Notater, i Levnedsbogen, S. 108 f., og i MLE, S. 76. -— Christian. Kommandørkaptajn P. F. Wulffs Søn Christian Nicolay Wulff (1810—1856), der netop den 23. December 1825 efter vel bestaaet Kadeteksamen, der havde indbragt ham den Gernerske Medaille, fik sin Udnævnelse til Se-condløjtnant af Flaaden. Han døde som Kaptajn i Beaufort i Syd Carolina af gul Feber. —- Kongen og Prindserne. Det danske Fyrstehus’ voksne mandlige Medlemmer var paa denne Tid Kongens, Frederik VI’s Fættre, Prindserne Christian Frederik (den senere Christian VIII) og Frederik Ferdinand, samt disses Svogre Prins Vilhelm af Hessen-Philips-thal og Landgreve Vilhelm af Hessen-Cassel og af næste Generation Prins Frederik Carl Christian (den senere Frederik VII). — Præsten. Vel Sognepræsten til Holmens Kirke fra 1823, Dr. theol. Anders Krag Holm (1767—1848). —- Lotte Ø. Charlotte Oehlenschläger. — en Brodersøn til Komponisten Kulau. I Komponisten, Professor og Kammermusikus D. Fr. R. Kuhlaus (1786—1832) Hjem i Lyngby opdroges fra sit 12. Aar en Brodersøn af ham: Georg Frederik Kuhlau, død 1878 som Pianist og kgl. Kammermusikus (Biografisk Leks. IX, 1895, S. 599; Hagens Saml. 32 paa det kgl. Bibl.).
24. DECEMBER. Fru Belfort. Enken efter Agent John Daniel Belfour (død 1805) i Helsingør, Mariane Belfour født Dodt, død 1854 i Lyngby, 88 Aar gl. Fru B. boede 1825 i Norgesgade Mtr. Nr. 188. H.C. Andersen omtaler intet andet Sted denne Dame, der havde flere Børn og kort efter, d. 13. Jan. 1826, mistede en 26-aarig Søn, Alexander Belfour. — Grevinde Friis. Formentl. Grevinde Charlotte Frederikke Frijs født v. Roepstorff (1795—1861), gift 1818 m. Ritmester v. Husarerne, Kammerherre Carl Ludvig Greve Juel-Vind-Frijs til Baroniet Juellinge (1780—1838). Familien boede i 1825 i Dronningens Tværgade Mtr. Nr. 273, nu Gade Nr. 9. — Jøden Hammer. A. har vist fejlhørt Navnet; Talen er sikkert om Levin, senere Leo David Ham eller Hamm (1771—1844), Historiemaler og Dekoratør (meddelt af Bibliotekar J. Fischer). Se om L. Hamm Philip Weilbach: Nyt dansk Kunstnerlexikon, Kbhvn. 1896, I, S. 342. Hamm findes ikke i Kbhv.s Vejviser for 1822—25 og har da mulig været i Udlandet og set de franske Kunstnere, han har omtalt. 1826 boer han i Philosof-gangen Nr. 225. -— Madm. Mars og Talma. De berømte franske Skuespillere François Joseph Talma (1763—1826) og Melle Anne Françoise Hippolyte Salvetat kaldet Mars (1778—1847). — Frøken Mine. Frøken Wilhelmine Ulrikke Falbe, se ovfr. under 20. December. — Etatsraaden. Anders Sandøe Ørsted, se ovfr. under 21. Decbr.
25. DECEMBER. Kunzens. Daværende Volontør i Danske Cancelli Carl Frederik Kunzen (1800—1872), en Søn af Komponisten, Professor F. L. A. Kunzen (1761—1817), blev i 1828 gift med Solodanser Dahléns Datter Caroline Wilhelmine Dorothea Dahlén (1793—1871).
I 1825 boede han fmtl. sammen med sin Moder, tidl. kgl. Kammersangerinde Fru Johanne Margaretha Kunzen født Zuccarini (død 1842) ; i 1840 blev han udnævnt til Regeringsraad paa de dansk-vestindiske Øer, i 1849 til Justitiarius i den vestindiske Lands-Overret, 1853 Konferensraad. — Euterpe. I Kiøbenhavns Adresseavis for Onsdag d. 21. Decbr. 1825 læses følg. Avertissement:
„Euterpe
Søndagen den 25de d. M. om Aftenen Kl. 7, gives i Selskabet den 4de Concert, passende til Dagens Høitidelighed. Indgangen aabnes Kl. 6 en halv Slet. Damebilletterne udleveres Fredagen den 23de d. M. om Eftermiddagen imellem Kl. 4 og 6, i Kattesundet Nr. 11, anden Sal“.
Euterpe var et „musikalsk Øvelsesselskab“, hvis Love er trykt i 1818; der gjaldt meget strenge Regler for Ikke-Medlemmers Adgang til Con-certerne. — Geburtsdagen. Frederik VI’s Fødselsdag, d. 28. Januar. I Anledning af Kongens Fødselsdag opførtes den 30. Januar 1828 for 1. Gang „Tryllefløjten“ Syngestykke i 4 Akter, Musiken af Mozart, Teksten af Schickaneder, oversat af N. T. Bruun; d. 5. Februar J. L. Heibergs Vaudeville: „Den otte og tyvende Januar“ (skrevet i Dagens Anledning, opført ialt 6 Gange) og først d. 28. Marts 1826 spilledes „William Shakespeare“ romantisk Skuespil i 4 Akter af C. J. Boye med Musik af Fr. Kuhlau; Alfedansene komponeret af Aug. Bournonville. —-Boie. Caspar Johannes Boye (1791—1853) var i 1825 2. Lærer ved Jonstrup Seminarium og udnævntes i 1826 til Sognepræst for Søllerød; 1835 Sognepræst til St. Olai Kirke i Helsingør, 1847 ved Garnisons Kirke i København; frugtbar men ubetydelig dramatisk Forfatter og Salmedigter. Han havde 1818 ægtet Maria Adolphine Birckner (1796—1880), ældste Datter af Pastor M. G. Birckner og Henriette Christine Hornemann, gift 2. Gang med Etatsraad Jonas Collin, se ovfr. under 20. December. — Leutenant Trane. Second-løjtnant fra 1. Jan. 1825 ved Kronens Regiment Henrik Joachim Melchior Holten Thrane (1806—82), 1859 Afsked som Oberstløjtnant v. 5. Batl. Efter Oplysning, meddelt af Hærens Arkiv, var Sekondløjtn. Thrane iflg. Rapport af 26. Decbr. 1825 fra Kronens Rgmt. permitteret paa 3 Maaneder paa Landet; i Levnedsbogen, S. 109, skriver A., at Løjtenanten „havde „Konge-Reise““, d.v.s. rejste i offentligt Ærinde og havde som Følge heraf Fribefordring. Hans Moder, Anna Christine Wildenrathine Thrane født Friboe, Enke efter Ritmester J. K. Thrane, boede 1825 i Nyhavn h. S. Mtr. No. 277, altsaa lige ved Siden af Pakhusforv. Balling, se ovfr. under 21. Decbr. — Fru Saaby og Adler, se ovfr. under 20. December.
26. DECEMBER. Guldbergs Søn. Ove Wilhelm Høegh-Guldberg (1807—1848), Søn af Oberstløjtnant H.-G. i Odense, var i 1822 blevet optaget paa Landkadetakademiet, 1828 Sekondløjtnant à la suite i Fynske Rgmt. lette Drag., 1836 kar. Premierløjtnant, 1842 Prmlt. ved 6.Dragonrgmt. Om hans Død se H. P. Selmers Nekrologiske Samlinger, 1. Aarg., 1849, S. 205 f. — Meislings Billet. Dens første Del er aftrykt i Levnedsbogen, S. 109 f. — frustrerer, af lat. frusta, forgæves, tilintetgøre en Plan el. et Haab, skuffe.
27. DECEMBER. Fru Guttfeldt. Caroline Frederikke Gutfeld født Bigum (1766—1848), Enke efter Provst, Sognepræst v. Holmens Kirke Frederik Carl Gutfeld (1761—1823), der havde faaet Interesse for A. og ved at anbefale ham til Theaterdirektionen, samtidig med at A. til denne indsendte sin Tragedie „Alfsol“, havde givet Stødet til, at Direktionen fattede Planen om at skaffe A. offentlig Understøttelse til Skoleuddannelse, se Levnedsbogen, S. 73, MLE, S. 53 f. og A&C, S. XV. — Frøknerne Hornemann. Formentlig nogle af Professor i Botanik, Etats-raad J. W. Hornemanns (1770—1841), Fru Collins Broders, Døttre: Pauline Rose (1804—1889), Margrethe Elisa Emilie (1806—1853), Wilhelmine Vahlia (1807—-1890) og Charlotte Oline (1812—1859). — Hvert Land sin Plage. Et ordret saalydende Ordsprog findes ikke i noget af de Kong Salomon tillagte Skrifter i Gl. Test. Muligt er det en Omskrivning af Præd. Kap. 3, Vers 1: „Alting haver en bestemt Tid, og alt [det som man haver] Lyst til under Himmelen haver [sin] Tid“.
28. DECEMBER. Fru Trane, se ovfr. under 25. Decbr. — Min Emilie Galotti. A. har muligt til Julegave, se ovfr. under 22. Dcbr., faaet et Eksemplar af G. E. Lessings berømte 5-Akts Sørgespil, der 1. Gang udkom i 1772. — Ud at hværve. Hvervning af Rekrutter til Hæren var forlængst ophørt paa dette Tidspunkt. — Prindsen. Priviligeret Gæst-givergaard i Roskilde. — En Stedsøn af Rektor Biørn. Den som Forf. af matematiske Lærebøger ogsaa af A. velkendte Dr. phil. Hans Outzen Bjørn (1777—1843), der fra 1806 havde været Overlærer i Odense, derpaa, fra 1817—39 Rektor i Nyborg, ægtede i 1814 Karen Henriette Dorthea v. Westen (1778—1850) til Brændekildegaard, der i sit 1. Ægteskab med Major Hans Henrik Georg Halling (1776—1839) til Frisholt, fra hvem hun i 1809 blev skilt, havde to Sønner William Halling (1803—1882), Kammerjunker, Justitsraad, Fuldmægtig i Finansministeriet og Christian Ulrich v. Westen Halling (1804—1874) til Hvidsminde, N. Bramdrup Sogn. Hvem af dises to det er, H.C. Andersen har truffet i „Prinsen“ i Roskilde, kan ikke afgøres. — Militairitet. Meningen er vel: Bevislighed for Militærtjeneste, Afskedspas el. lign.
29. DECEMBER. Krebsekroen. Det af Datidens Vejfarende stærkt besøgte Gæstgiversted Krebshuset ved Hovedlandevejen mellem Ringsted og Sorø, o. 2,5 km Øst for Indkørslen til Sorø, nu en Proprietær-gaard uden Krohold. — Digtet til Siælen, se ovfr. under 4. Oktober. — Mit Stamblad. Et Stambogsblad fra Løjtnant Thrane findes ikke blandt H.C. Andersens Stambogsblade fra Slagelsetiden. — Ane. Rektor Meis-lings Stuepige; se om hende Levnedsbogen, S. 62.
30. DECEMBER. Fru Meisling har altsaa holdt Gilde, medens Rektoren var borte. Det var dog maaske ikke denne Form for Adspredelser, M. sigtede til i sin Billet til A. den 26. December.
1. JANUAR 1826. De omtalte Breve ses ikke bevarede.
4. JANUAR. Emil, vel Emil Hundrup, se ovfr. under 23. Septbr.
5. JANUAR. Leonardo di Vincis Historie. Baade i 5. Bind af C e r e s, 1825, S. 165, og i A. F. Elmquists Læsefrugter, 29. Bind, 1825, S. 374, har A. kunnet læse en Oversættelse af C. Weisflogs „Legende“: Herrens Nadvere af Leonardo da Vinci. Karl Weisflog (1770—-1828), romantisk Skribent, der stod E. Th. A. Hoffmann nær og hvis Skrifters Betydning for H.C. Andersen vistnok hidtil ikke har været tilstrækkelig paaagtet. Hans her omtalte Skildring af Sagnet om Leonardo da Vincis Udførelse af det berømte Maleri af Nadveren i Refektoriet ved Klosteret S. Maria delle Grazie i Milano indledes og slutter med en kort Omtale af den berømte Kunstners Levned.
I Levnedsbogen, S. 111 f., fortælles det, hvad Dagbogsfragmentet, som afbrydes her, ikke har faaet med, at efterat Andersen var blevet pint i otte Dage, kom Rektor Meisling omsider hjem og oplyste paa A.s Forespørgsel straks næste Morgen tidlig, hvad det var for „Data, som mueligen turde kjøle“ (se Dagbogsnotatet for 26. Decbr.). Det hele viste sig at være Oehlenschläger, der havde gjort Ulykker; han havde omtalt til M., at Andersen havde forelæst ham sine Produkter, og i denne Forbindelse havde Ø. yttret, at A. var saa forfængelig, at han ansaa ethvert Smil som et Bifalds-Smil; iøvrigt mente Meisling, at da han ogsaa var Digter, kunde A. ligesaa godt vise ham (dvs: Meisling), hvad han havde skrevet. „Saaledes opløste sig den frygtelige Angest“ slutter Andersen 1.c.; „kun var jeg bedrøvet, ret inderlig bedrøvet [over] at Øehlenschlæger havde sagt Sligt, da jeg troede han maatte kjende til Meisling“.
24. JANUAR. Var paa Generalprøve. Iflg. Avertissement i Vest-Siællands Avis No. 5 for 17. Jan. 1826 opførte Slagelse forenede dramatiske Selskab den 25. Januar „Armod og Højmodighed“, Komedie i 3 Akter af Aug. v. Kotzebue (Armuth und Edelsinn), oversat af D. F. Staal (opført paa det kgl. Theater ialt 23 Gange i Tiden 1795/96—-1832/33, dog ikke i Tiden fra 1816—32) og „Hvor Tiden løber“, Komedie i 1 Akt af Picard (M. Musard ou Comme le temps passe), frit oversat og bearbejdet af N. T. Bruun, se ovfr. under 14. Oktober. — Frøkken Maria. Mellem A.s Stambogsblade findes et, der lyder:
Livet er en Drøm;
Drøm længe og Lykkelig.
Lille Antvorskov, d. 22 Mai 1826.
C. M. H.
der formentlig hidrører fra den ovfr. under 23. Decbr. omtalte Frk. Christiane Marie v. Holstein. — Ove Guldberg, se ovfr. under 26. Decbr. Eksamen paa Landkadet-Akademiet i København var begyndt 26. Novbr. 1825 og sluttede i Decbr. s. A.; Eksamenslisterne for Aarene 1822 —27 mangler, men i de ret kortfattede „Eksamens-Meldingsbøger“ fra 1825 er Ove Høegh-Guldberg ikke nævnt mellem de Kadetter, som „ikke har besvaret Spørgsmaal eller Opgaver“. Før Eksamen er han under 1. Novbr. sammen med flere Kadetter indmeldt for „intet at have bestilt“ og efter Eksamen, under 29. Decbr., for „at have vist Efterladenhed som Kammervagt“. Sygeprotokoller findes først efter 1828, men iflg. Rapportbøgerne har Ove H.-G. ikke været sygemeldt i Tiden Novbr. 1825—Jan. 1826 (Medd. af Hærens Arkiv). Med hans her omtalte Sammenbrud har det derfor nok ikke været saa slemt, som Rygtet har fortalt. I April 1828 bestod han Afgangseksamen med Hovedkarakter : Bekvem.
25. JANUAR. Qvistgaard, den mod A. venligtsindede Lærer Jeppe Christensen Qvistgaard (1781—1850), der var bondefødt og først sent kom til at studere; i 1819 var han bleven udnævnt til Overlærer i Slagelse og efterfulgte i 1826 Meisling som Rektor. I 1838 Sognepræst for Aagerup og Kirkerup Menigheder i Roskilde Stift, 1840 Consistorial-raad ; se om ham Hundrup L, S. 23. — Erik og Abel. Oehlenschlägers Tragedie af dette Navn udkom i 1820. — Jens Hvid, se ovfr. under 13. Oktober. — A. var rent sær idag. Enten Adjunkt G. P. Andersen — se ovfr. under 17. Novbr. — der var ustyrlig hidsig, eller Adjunkt J. A. Andresen — se ovfr. under 19. Novbr. — der var forfalden til Drik.
27. JANUAR. Bager og Tillijs. Digteren Carl Christian Bagger (1807—46), død i Odense som Redaktør af Hempels Avis („Fyens Stiftstidende“) gik fra 1822—26 i Sorø Akademis Skole, hvor han blev Student og derefter fulgte den akademiske Undervisning til Foraaret 1828. Om A.s tidlige Bekendtskab med ham se: Levnedsbogen, S. 91, MLE, S. 67 ; i MLE, S. 70 f., er aftrykt det Digt — et Stambogsblad men ikke bevaret mellem A.s Samling af disse fra Slagelse-Tiden — som Carl Bagger skrev til ham i Maj 1826, da A. forlod Slagelse. — Georg Flemming Tillisch (1807—1872) hørte ogsaa til de tidligste Elever i den genoprettede Skole i Sorø, hvor han blev Student 1828 og 1830 tog 2. Eksamen. Han blev i 1837 cand. juris og var derefter ansat i Danske Kancelli, til han i 1841 blev Sorenskriver paa Færøerne; 1849 Herredsfoged i Hammerum Herred, 1856 i Bjerre Herred; Afsked 1870. Fra 1851—54 Landstingsmand; Kammerjunker, Etatsraad og Kammerherre. I et lille Hefte: Digte af Hans Christian Andersen skrevne i Aarene 1822. 1823. 1824. (Coll. Saml. 18,4°, se Roos, S. 150) findes følgende hidtil utrykte Digt, der sikkert har været bestemt for G. F. Tillisch’s Stambog:
I en Stambog
(til Tillijs)
Du kjender Øen med de grønne Høie
Med gamle Skove og med Oldtids Minder!
Naar Solen synker, søger tidt mit Øie
Hen over Søen og mit Fiona finder. —
Der aabnede jeg første Gang mit Øie,
Og skued’ Himmelen og Danmarks Høie.
Min Vugge stod ved Armods nøgne Muur,
Men kun jeg saae Guds herlige Natur,
En vældig Fængsel steeg i Barnets Bryst
Og drev mig fra min Barndoms Drømmekyst.
Jeg aned ikke Livets barske Vinde,
Jeg saae, jeg fulgte kun min Sanggudinde.
Mit Skridt var rask, dog ei jeg frygte kunde
Jeg var jo i mit Danmarks Bøgelunde,
Jeg barnlig vandred frem i Herrens Navn
Og han og Danmark tog mig i sin Favn.
End veed jeg ei hvorhen min Vej sig vender,
Dog Loddet hviler i Gudfaders Hænder
Er Kampen tung og Mismods Alf sig nærmer
Da vil Erindring være min Beskiærmer,
I Vaar og Høst, i Vinter og i Sommer,
Den hulde lille kiærlig til mig kommer,
Og medens Solen hist i Vesten døer
Han ruller ud sit skiønne Blomstersløer,
[overstreget: Hver herlig Plet hver Blomst han viser mig]
Det former sig i Vinden til en Snekke
Og til det Svund[n]e svæve vi da begge;
Da vil mit Hierte mere rolig være,
En Deel af Gode veed jeg har mig kiære.
Eleverne Baggers og Tillisch’s Udflugt til Slagelse en Hverdag-Aften i Skoletiden har næppe været foretaget med rette vedkommendes Tilladelse, men da den næste Dag var Fridag — Kongens Fødselsdag — har de vel ikke haft noget forberedende Skolearbejde. I Skolens Inspektionsprotokol staar der for d. 27. Januar intet om, at de to Herrer havde Udrejsetilladelse, hvorimod det er noteret, at „Manthey [Ludvig Johan Carl Manthey, født 1809, Elev i Sorø Akademis Skole 1822—29; gik tilbage til Norge, hvor han var født] erholdt Tilladelse til at reise til Falkensteen“; Falkensten er en Hovedgaard, o. 5 km syd for Slagelse, som til 1842 ejedes af Sorø-Elevens Onkel, Etatsraad J. G. L. Manthey; maaske er B. og T. fulgt med Kammeraten til Slagelse paa Vej til hans Hjem. — Ballet. Den 28. Januar var der stor Fest med Bal i Sorø i Anledning af Fødselsdagen, se det følgende. Vest-Sjæll.s Avis, 12. Aarg., No. 6 og 7 for hhv. 21. og 24. Januar 1826 havde herom indeholdt følgende
Avertissement
Sorøe Academie høitideligholder Hans Majestæt Kongens høie Fødselsdag med en Cantate og dansk Tale, som holdes af Lectoren i Religion og Moral, Licentiatus theologiæ N. Fogtmann. Academiets og Videnskabernes Velyndere i Sorøe Bye og dens Omegn indbydes med deres Nærværelse at beære denne Høitidelighed der tager sin Begyndelse den 28de Januar næstkommende Formiddag Kl. 11.
Sorøe, den 20de Januar 1826.
Tauber Academiets Director
28. JANUAR. Academiet. Dettes nye Hovedbygning blev først taget i Brug i Efteraaret 1826; Eleverne boede indtil da i Gaarden paa Hj. af Torvet og Søgade („Güldencrones Gaard“), hvor der senere var Bolig for Akademisterne („Regensen“), medens Skolen havde Lokaler i „Ædes principum“ paa Storegade. I Gaarden paa Torvet var Forsamlingssal, Spisesal for Eleverne samt disses Kamre og Sovesale; i Gaarden paa Storegade var, paa 1. Sal, 4 Skoleværelser, en Forsamlingssal, et Lærerværelse og en lille Gymnastiksal. Festligheder med Taler, Dans m. v. fandt Sted i Skolegaarden; i Elevboligen var Pladsforholdene meget begrænsede (se Fremstillingen i: Sorø. Klostret. Skolen, Akademiet gennem Tiderne. II Bind, Kbhvn. 1931, S. 470 f. og 503 f.). — Fogtmann. Nicolai Fogtmann (1788—1851), fra 1822 Lektor i Religion og Moral ved Sorø Akademi til 1830, 30. Maj 1826 Dr. theol., 1830 Professor ord. i Theologi ved Kbhvn.s Univ., 1831 Biskop over Ribe Stift, 1833 over Aalborg Stift. Om Festen findes et Referat, dat. Sorøe, den 29de Januar 1826, under: Indenlandske Efterretninger i Vest-Sjæll. Avis for 31. s. M.; det anføres her, at Lektor F.s Tale handlede om: med hvilket Sind troe Undersaatter og gode Borgere bør betragte de nærværende og vort Fædreneland ugunstige Tidsomstændigheder samt med hvilket Sind de bør stræbe at formilde og formindske deres Tryk og Tynge (Fogtmanns Tale er trykt i „Nyt Aftenblad“ for d. 18. Febr. s. A., S. 49—55). „Om Aftenen var foranstaltet Bal i Academiets Solennitetssal, hvor hjertelige Ønsker for Kongen og Fædrelandet frembares, og i Dagens Anledning blev afsjungen følgende af Adjunkt Wilster forfattede Sang: Saa mange Sagn om Sorøe Bye [o. s. v., Avisen optrykker alle dens 4 Strofer; den er optaget S. 54 f. i Digtninger af Christian Wilster, Kbhvn. 1827, under Afsnittet: Sange fra Sorøe paa Kongens Fødselsdag]. — Mit Digt. Hvilket kan ikke ses; mulig er det atter Digtet om Siælen, der har maattet holde for. — Smettau. En Broder til A.s Skolekammerat i Slagelse (se om ham ovfr. under 10. Novbr.)
Christian Ludvig Leopold Rigsgreve von Schmettau (1806—1878), Student i Sorø 1826, 2. Eksamen dér 1828, cand. juris 1831 og ansat i Danske Cancelli til 1842. Købte derefter Stensgaard i Maribo Amt, 1852—76 Forpagter af Gunderup under Vallø Stift; Kammerjunker, Hofjægermester. — Tauber. Direktor for Sorø Akademi Erich Gjørup Tauber (1782—1854), Afsked som Direktør 1830. — Lotte Palludan. Charlotte Nicoline Palludan (1812—34), Datter af Hospitalsforstander i Slagelse, Kancelliraad Rasmus Palludan (1775—1834), gift 1810 med Annette født Winde (o. 1768—1840), der i sit 1. Ægteskab med Højesteretsadvokat C. H. v. Wilster (1772—1837), fra hvem hun var blevet skilt, efter at han i 1799 havde forladt hende, bl.a. var blevet Moder til Digteren Christian Frederik Emil Wilster (1797—1840), 1822 Adjunkt, 1828 Lektor v. Sorø Akademi. — Magnetisk Søvn. I den ovfr. under 5. Januar omtalte Novelle af Weisflog om Leonardo da Vinci lader Forf. denne i Drømme opleve en Del af Fortællingens Indhold. Det er vist ikke helt utænkeligt at Ingemann, der i 1821 i sin 5. Akts Komedie: Magnetismen i Barbeerstuen havde gjort dygtigt Nar ad Drømme, dyrisk Magnetisme o. lign., nu ved at gøre lidt Løjer med H.C. Andersens Leonardo da Vinci-Planer har søgt at bringe ham bort fra en tidsspildende Digtervirksomhed.
26. MARTS. Notatet er skrevet 1. Paaskedag.
27. MARTS. A.s Beretning om Tyrene, der dog næppe var „gale“ men som var stukket af, da en Flok paa ialt 11 Tyre om Morgenen ved 9½-Tiden uden tilstrækkelig Sikring og Bevogtning var blevet drevet gennem Slagelse Gader fra Brændevinsbrænder Holms Gaard paa Bjergbygade, stemmer ret nøje med Politiforhøret, der i den Anledning blev optaget (Slagelse Købstads Politi-Protokol 1825—30, S. 48 ff.). Her hedder det, at ialt fire Tyre havde slaaet sig løse, hvoraf en løb ud ad Smedegades Port og naaede til Vedbynørre, o. 6 km nordøst for Slagelse, medens tre satte Kursen ud ad Bjergbygades Port; af disse vendte een tilbage til sin Stald, een søgte ud paa Antvorskovs Marker og blev skudt om Eftermiddagen, mens den tredie var naaet helt til Gjerlev, o. 6 km syd for Slagelse; det var den, der kom tilbage og brød ind hos Brændevinsbrænder Krumhar paa Bredegade og blev skudt dér. Der forlyder dog intet om, at Tyrene stangede nogen; deres Ejer, der slap med en Bøde paa 5 Rdl. til Slagelse Købstads Fattigkasse, navnlig for sin Overtrædelse af Helligdagsfreden, forklarede i Retten, at han havde glemt, det var 2. Paaskedag ! — Krumheger. Hvis A. virkelig har skrevet Navnet som anført, er det muligt, fordi Folk har kaldt Familien saa-ledes; den skrives ellers paa denne Tid overalt Krumhar og talte forskellige Medlemmer, hvoraf en Martin Frederik Krumhar havde gaaet i Slagelse Skole til 1819, da han begik Selvmord. Han var Søn af Brændevinsbrænder Johan Krumhar (o. 1781—1843) og Hustru Maria Hedevig Plamböck (o. 1786—1863), i hvis Gaard paa Bredegade, det vestre Hjørne af Bjergbygade (i 1834 Mtr. No. 134), Tyren lavede Ravage. I Familien ses ingen Søn at have heddet Knud, mulig har det været en Tjenestekarl eller en indlogeret Skolediscipel. – Mærket sig mit φ. Om dette og lignende Tegn i A.s Dagbog se ovfr. under 17. Septbr.
29. MARTS. Wittrup. Carl Christen Wittrup (1809—1888), Student fra Slagelse 1829, Sognepræst for Gjern og Skanderup 1850, for Mariager 1854, for Vejle og Hornstrup 1863; Afsked 1888. Han var i sit 1. Ægteskab gift 1840 m. Jacobe Elise Christine Lange (1808—1842), Søster til den ovfr. under 11. Oktbr. omtalte Jomfru Dorothea Marie Lange.
2. APRIL. A.s Fødselsdag. Bentine. Rektor Meislings ældste Datter Else Marie Bentine, se u. 4. Dcbr. — Lieutenanten. Løjtnant Chr. Wulff, se ovfr. under 23. Decbr. Ida og Jette er hans Søstre. — Jomfru L[ucie] Fuglsang. Naar hun nu tog A. i Haanden, er det sikkert af ham opfattet —- og derfor særlig noteret — fordi det viste, at hun havde forstaaet og tilgivet det ovfr. under 18. Decbr. omtalte Mellemværende. Hvem den Tante er, som var i Besøg hos Pastor Fuglsangs, kan næppe sikkert oplyses, maaske er det Fru Fuglsangs ugifte Søster Kirstine Marie Kjerulf (1786—1850), der under Fru F.s Enkestand boede hos hende i Slagelse og døde dér (Sorø Amtstidende for 4. 6. 1850).
O giv mig Kraft til at jeg selv kan skyde de Velgerninger bort jeg nyder med Uret. Tanken om, at A. ikke fortjente det Stipendium, han nød, kommer frem i Levnedsbogen, S. 87 nederst — S. 88, der her synes at referere sig til Tiden før Oktober 1823, da A. gruede for den forestaaende Efteraars-Eksamen, men hans Kronologi er her som ofte ikke til at lide paa. I et lille Arbejde: Længsel for Kunsten (Breve til Philippa) med Underskrift: Juvenis, der findes i Coll. Saml. 41,4°, H.C. Andersen: Tanker og Optegnelser, dvæles der i sidste Afsnit (5) ved lignende Betragtninger, der, som det fremgaar af et tidligere Stykke (3), synes fremkaldt ved Læsning af Goethes Werther. Tanken om at blive vanvittig er iøvrigt fremme i de stærkt grebne Dagbogs-Notater for 19. og 20. September; den staar aabenbart i Forbindelse med hans Eksamens-Frygt.
saa sladrer jeg ogsaa lidt. Sammenlign hermed Notatet for 20. November om Byrons Biografi: o han lignede mig lige til Sladeragtigheden.
