Der er mange mennesker, der er lidt gnavne på illustrerede bøger. „Hvad skal vi med dem?“ spørger de. „Lad dog vor egen fantasi få lov til at råde. Lad dog de skikkelser og situationer, digteren beretter om, få lov til at stige frem for vort indre øje uden næsvis indblanding af en eller anden påtrængende tegner. Som om han kunde gøre det bedre! Som oftest gør han det værre, idet han gerne har fået noget helt andet ud af digterens arbejde end det, vor egen fantasi har fået frem.“ — Ja, sådan lyder mange boglæseres veråb. Men trods disse veråb skyder illustrerede bøger op år for år i større og større mængder. De bugner på boghandlerens diske, de hober sig op på gavebordene juleaften, og ved nytårstid strømmer det ind med illustrerede — og nummererede — bibliofiludgaver som nytårshilsener fra forlæggere, bogtrykkere, herreskræddere og andet godtfolk. Der må alligevel hos publikum være en trang til billedbøger, en trang, som vi tegnere naturligvis kun kan glæde os over. Nu er der bare det at sige til al denne overflod, at langt de færreste af disse bøger er, hvad man i egentligste forstand kan kalde illustrerede bøger. — Dette være sagt til trøst for illustrationsmodstanderne. — Det går nemlig ofte sådan til: når en bog har en omslagstegning, en vignet for og bag og lidt krimskrams midt i, helst noget med let påklædte damer i yndefulde attituder, så kaldes det en illustreret bog. Men det er det bare ikke! Det er en pyntet bog, den kan kaldes illumineret, om man vil, som de gamle munke kaldte det, når de pyntede op på deres håndskrevne pergamenter med farverige initialer og krusseduller, men illustreret kan man ikke kalde en sådan bog. En illustration skal selvfølgelig også være en slags pynt i bogen, men den skal være mere end det. Den skal som ordet direkte betyder: belyse, klargøre. Og det er ikke pågældende tegners større eller mindre artistiske talent, der skal belyses og klargøres for et måbende publikum, det er bogens indhold, digterens værk, det gælder.
En tegner sagde for ikke så længe siden i et interview om et større illustrationsarbejde, han lige havde udført, at han havde betragtet det som sin opgave gennem sine illustrationer at akkompagnere forfatteren. Ved denne betegnelse, at akkompagnere, er vi kommet nær ind på livet af problemet: illustratorens forhold til bogen, som han skal illustrere.
Digteren er solisten; illustratoren er akkompagnatøren. Han ledsager — som det jo hedder i koncertsproget, han fører ikke og må aldrig overdøve. Akkompagnementet er i samme tonart, men kan ved dybere eller højere klange supplere, belyse, farve sangens indhold, dens handling, stemning eller hvad det nu kan være. Jeg er ikke så musikkyndig, at jeg tør vove mig dybere ind på sammenligning mellem akkompagnement og illustration. Det vigtigste ved sammenligningen er, at man gør sig klart, at illustratoren ligesom akkompagnatøren skal være understemmen. Tegneren må ikke tage pointen fra digteren! — Hvis jeg f.eks. i min daglige dont som ærbødigsts illustrator vilde illustrere digtets sidste vers, hvor den overraskende pointe næsten altid ligger, vilde jo fornøjelsen og overraskelsen være berøvet læseren; til sidst vilde folk, hvis denne fremgangsmåde blev en vane hos mig, helt springe teksten over, den afgørende morsomhed vilde jo allerede være serveret i tegningen. — En illustrator, der prøver på at overgå digteren enten i skæmt eller alvor, er en utålelig fremtoning. På den anden side må illustratoren heller ikke være så tilbageholdende, at man glemmer ham. Jeg fik engang den opgave at illustrere „Oliver Twist“, men man ønskede ikke mere end fire billeder. Det blev ikke nogen illustreret bog, det blev bare en bog på et par hundrede siger med fire billeder. Illustratoren skal følge sin digter fra først til sidst ligesom akkompagnatøren sin sanger. Det vilde lyde underligt, om pianisten kun i hvert tredje vers kom med et par småklemt og ellers måtte sidde med hænderne i skødet. Den rigtige illustrationsbog skal være et udtryk for samarbejde, ja, man kan gerne sige samliv mellem digter og tegner. Og jeg vil hævde, at en sådan bog, hvor illustrationerne selvfølgeligt og naturligt hører med til digterværket, vil selv for den argeste illustrationsmodstander være til glæde og berigelse.
Men findes der sådanne bøger? Jo, de findes, men de er sjældne. Mon ikke hver bogelsker har sin? Jeg mindes mine drengeårs kæreste bog. Den var i kvartformat, stor og diger i datidens røde pragtshirtingsbind med guld både her og der. Det var Carit Etlars Gøngehøvdingen med Poul Steffensens illustrationer! Det kan godt være, at jeg idag vilde rynke lidt på næsen ved gensynet af dette værk. Men dengang var bogen mig en kilde til idel glæde og oplevelse. Jeg mindes en aften, jeg havde besøg af et par jævnaldrende kammerater, mindes den andagt, hvormed vi tre drenge liggende over spisebordet under petroleumshængelampen gennembladede dette pragtværk, som vi alle tre havde slugt, og nu billed for billed genoplevede. For os var de figurer, Poul Steffensen havde skabt, ikke bare nogle tegninger, der skulde forestille Ib, Svend Gønge eller Kulsoen, men de var de personer, de levede for os på bogens blade. På den måde var denne bog ikke bare en tyk bog, man havde læst, og som nu stod og pyntede på den lille boghylde. Den var for os drenge blevet noget mere: en lille verden, vi gang på gang kunde leve med i, fordi illustrationer og tekst ved deres harmoniske sammenspil dannede en levende helhed. Det er vel nok det, illustrationer skal: de skal gøre en bog levende.
Carit Etlar hører ikke til de store stjerner på vor literære himmel, der ofres ham vist ikke mange linjer i literaturhistorien, og Poul Steffensens beskedne kunstnernavn er glemt. Jeg læste engang Gøngehøvdingen for et par småfyre; desværre var udgaven uden illustrationer, ganske vist var Carit Etlar slet ikke nogen ringe forfatter, men alligevel savnede jeg Poul Steffensen! Ungerne var forøvrigt henrykte — og rødglødende af spænding udbrød de en aften: „Jamen, de gønger, de er jo frihedskæmpere!“ Det måtte jeg give dem ret i. Det var jo netop det, de var, de gæve gønger: Frederik IIIs frihedskæmpere. Jeg kunde unde fremtidens drenge i Danmark, at der opstod en ny Carit Etlar og en ny Poul Steffensen, som kunde skabe en bog fra frihedskampens dage under den tyske besættelse, en bog, der i friskhed, naturlighed og spænding både hvad tekst og billeder angår, kunde stå mål med mine drengeårs kæreste skat „Gøngehøvdingen“.
Som jeg anførte til at begynde med er der folk, der irriteres over bogillustrationer. Lad os sætte, at disse folk fik deres vilje gennemført: bøger renset for illustrationer. Vilde så illustrationskunsten dø? Nej, den vilde ikke. Der vilde altid være kunstnere, der trods alle hindringer med inspirationens magt og vælde måtte omsætte i billedform, hvad ædle digterværker havde fyldt deres kunstnersjæl med. Daumiers gribende illustrationer i maleri og tegning til „Don Quixote“ var ikke tænkt som illustrationer i en bog. Heller ikke Marstrands humørfyldte Holberg-billeder fremkom på bestilling af et forlag. Det har sig jo med billedkunstneren således, at det, hans hjerte er fuldt af, må penslen eller blyanten løbe over med. Er billedkunstneren en god boglæser, så vil han uvægerlig før eller senere blive illustrator, selvom hverken forlag eller publikum har haft bud efter ham. Illustrationskunsten kan ikke dø! Og Gud ske lov for det: Hvor vilde vore boghylder dog ikke blive triste og fattige, lærde og tørre, om ikke der stod levende billedbøger i rækkerne.
Inden jeg går over til H.C. Andersens illustrationer, må jeg, når talen er om fremstillingen af den helt rigtige illustrationsbog, endnu omtale to meget vigtige medarbejdere, som på afgørende måde kan gribe ind og bidrage deres til, at sammenspillet mellem digter og illustrator kan klinge skønnest muligt. Det er de to bogkunsthåndværkere: bogtrykkeren og reproduktionsteknikeren, sidstnævnte burde have en dansk betegnelse, jeg har engang hørt foreslået: billedmageren, og det er måske egentlig ikke så galt. Er illustratoren en klog mand, vil han fra starten af bogens fremstilling sørge for at stå i inderlig kontakt med disse to medarbejdere. Med bogtrykkeren må han drøfte udvælgelse af bogskrift, placering af tekst og billeder. Der er intet, der er så irriterende for læseren af en illustreret bog som, når illustrationen kommer for tidligt eller et par sider for sent. Den skal stå lige op ad den tekst, den illustrerer. Der er afbalancering af tekst og tegning på siden og meget andet at snakke med bogtrykkeren om. Og at drøftelserne med billedmageren ikke er mindre vigtige, siger sig selv.
Men er alt dette i orden — det harmoniske sammenspil mellem digter og tegner og det tekniske samarbejde mellem bogtrykker, tegner og billedmager i god gænge, så skulde også den helt rigtige bog kunne fremstå, til glæde for alle såvel for den jævne læser som for den kræsne bogelsker.
Går vi nu over til vor fælles kære ven H.C. Andersen, ligger det nær straks at spørge: Har hans hovedværk, de verdensberømte „Eventyr og Historier“ fået en udgave, der helt opfylder de ideale fordringer, som her er skitseret? Fik Andersen den illustrator, der helt kunde følge ham fra først til sidst, om ikke på højde med, så dog i harmonisk samklang med Andersens geni? Disse spørgsmål kan desværre ikke besvares med et ubetinget ja. Man kan sige, den og den illustrator i de og de eventyr helt har været i Andersens ånd. Men en gennemillustreret samling af de 150 eventyr, den store digter helt værdig, foreligger ikke — og kommer måske aldrig til at foreligge. — Hvor kan det mon være? Mon ikke det kommer af, at Andersens geni er for vældigt, for alt omspændende til, at een eneste illustrator kan orke den opgave? Lad os betænke, hvad der kræves af en kunstner, der helt skulde kunne følge med Andersen gennem hans eventyrverden uden at tabe vejret. Han skal for det første kunne tegne sådan, at både børn og voksne i lige høj grad kan glæde sig derover. Det er jo Andersens grundidé med sine eventyr og historier. De skulde være lige så meget for voksne som for børn, hævder han gang på gang. H.C. Andersens illustrator skal være humorist, det er en meget afgørende betingelse, ellers kan han slet ikke være med i vognen . . . Men på næste side kommer et eventyr, som er dødsens alvorligt, det skal han også kunne klare. Både „Klods-Hans“ og „Historien om en Moder“ skal jo illustreres. Han skal være fuld af fantasi, han må kunne færdes lige husvant til lands, til vands, til himmels og tit og ofte også i det underjordiske, men han skal også kunne stå med begge ben på jorden, være naturalist og skildre det jævne hverdagsliv. Det vil blive ham pålagt at gengive stemninger fra den grønneste idyl til den sorteste uhygge. Naturligvis må han være en fin menneskeskildrer, men dyr af alle arter fra loppen og opefter for ikke at tale om alle slags blomster og træer må han være fortrolig med. Trolde, nisser, fæle hekse, alfer, engle og yndige elverpiger må han også være på hat med. Kort sagt: en myldrende verden af alle slags væsener, stemninger og situationer skal illustratoren kunne gengive. Og alt dette brogede virvar må ikke virke som virvar, men skal være stemt ind i en komposition, danne en harmonisk helhed, præget af samme ånd og form. Ellers kunde man lige så godt til de 150 eventyr benytte 150 forskellige tegnere, og det vilde jo blive en skrækkelig urolig redelighed — i hvert fald ikke nogen smuk bog. Den rigtige Andersen-illustrator må være et godt stykke af en tusindkunstner for at kunne følge med, kunne akkompagnere den store alt favnende og alt formående H.C. Andersen. Og den tusindkunstner er ikke fundet endnu.
Det var ifjor 100 år siden man begyndte at lede efter ham. Den danskfødte forlægger Lorck i Leipzig forberedte netop i 1846 en tysk udgave af Andersens skrifter og fik da den idé, at eventyrene skulde illustreres af en dansk kunstner.
Allerede i 1839 — altså ikke mere end fire år efter Andersens debut som eventyrdigter havde en tysk tegner — Osterwald hed han — illustreret den første lille samling eventyr, og i årene derefter fulgte der i Tyskland den ene udgave efter den anden — indtil 1851 ikke mindre end 14 udgaver af Andersens eventyrsamlinger med illustrationer udført af Tysklands dengang mest ansete tegnere. Man må lade de tyske forlæggere fra den tid, at de altid var flinkt på tæerne, når det gjaldt H.C. Andersen. Men var de tyske illustrationer end nok så dygtigt udførte, de havde dog alle een fejl: de var ikke danske. Og den gode Lorck fra Leipzig var altså i sine overvejelser kommen til det fornuftige resultat, at en dansk digter som Andersen måtte bedst og naturligst illustreres af en dansk kunstner.
Men hvem skulde det være?
Dette spændende problem blev af forlæggeren overladt H.C. Andersen at løse. Og i et brev fra 1847 fra Andersen til Lorck får vi et levende indtryk af, hvor tungt dette illustrationsproblem har ligget på ham, hvilke kvalfulde spekulationer det har forvoldt ham, og hvordan han sikkert har bestormet de københavnske kunstnerkredse med klager og bønner. — Hvilke tegnere var der på det tidspunkt, altså i sidste halvdel af 184o’erne, at vælge imellem? Der var først og fremmest den unge lovende Lorenz Frölich, der allerede en halv snes år forinden havde syslet med H.C. Andersens eventyr. Han havde endda fået en Andersen-illustration offentliggjort, en tegning til „Hyldemoer“, som fremkom i tidsskriftet „Gæa“. Men han var for tiden i Rom og havde iøvrigt erklæret, at han ikke turde påtage sig hele opgaven. Og Andersen skriver netop i sit brev, at han efter overvejelser og drøftelser med kunstforstandige er kommen til det resultat, at det bør være „een eneste, der skal løse opgaven“. Og det var jo også såre vel betænkt, når det gælder om at give en bog et smukt helhedspræg. Det var nu slet ikke dette æstetiske hensyn, der har været bestemmende for Andersens standpunkt. Han var jo midt i al sin barnlige ubehjælpsomhed og overfølsomhed en meget praktisk og nøgtern mand, for hvem den økonomiske side af en sag var ret afgørende. „At indlade sig med mange tegnere“, skriver han i brevet, „vilde blive mere dyrt“. Og han er bange for, at det hele vilde blive meget omstændeligere med de mange tegnere, udgivelsen vilde blive trukket i langdrag. Og det var jo noget, Andersen ikke kunde døje, utålmodig som han altid var efter at se sine ting på tryk. Foruden Frölich nævner han to, hvis navne idag må vække undren i forbindelse med den tiltænkte opgave: Constantin Hansen, som vi bedst kender som skaber af store monumentale værker, og Niels Simonsen, af hvem vi erindrer hans krigsbilleder fra forskellige valpladser. Men det blev jo heller ikke dem. Mærkeligt nok nævner han slet ikke Johan Th. Lundbye. Andersen havde dog for ikke så længe siden skrevet „Den lille Pige med Svovlstikkerne“ over en tegning udført af samme Lundbye. Og et par år før var Kålunds „Fabler for Børn“ udkommen med Lundbyes tegninger. Disse tegninger, som i dag af kunstkendere nævnes som den fineste illustrationskunst, der er skabt her tillands, fik imidlertid ved deres fremkomst en kølig modtagelse. Måske det er grunden til, at Andersen har sprunget ham over i sine overvejelser. Men selvom Andersen havde valgt ham som sin illustrator, vilde vi ikke have fået nogen glæde deraf. Året efter blev den dejlige kunstner som frivillig i 1848 dræbt ved et vådeskud. Fritz Jürgensen, den nu så elskede tegner, var dengang endnu kgl. ur- og kronometermager og slet ikke kendt som tegner. Der er ellers mange af eventyrene, eller måske navnlig historierne, det kunde have været morsomt at se illustreret af ham. Ingen har som han taget fyrrernes København så herligt på kornet. Det skulde lige være Wilh. Marstrand, som Andersen heller ikke nævner som illustrator-emne. Men han havde vel i de år nok at gøre med sin kære Holberg, som han sikkert har følt sig mere i familie med end med Andersen. Men Marstrand kom alligevel til at spille en afgørende rolle i spillet om Andersens illustrator, idet han netop i det år havde en privat elev, en ung marineløjtnant. Og når Andersen i sit brev til Lorck berømmer en ung genial løjtnant Pedersen og skriver: „jeg har fået en af vore kunstnere til at gøre mig bekendt med hr. Pedersen“, så er det sikkert nok den gode Marstrand, der er denne kloge mellemmand, og som vi kan takke for, at Andersen endelig fik problemet klaret.
For det blev jo den unge, dengang næsten ukendte tegner søløjtnant Vilh. Pedersen, der fik den store ærefulde opgave at illustrere en dansk digtning, udgivet på et hovedsprog og allerede godt på vej til verdensberømmelsen. Hvilken lykke for en ung tegner! Og dog — ingen roser uden torne, og hvasse torne i form af fortrædeligheder og skuffelser fik den unge Vilh. Pedersen nok af under dette arbejde. En sønnesøn af Vilh. Pedersen, sceneinstruktøren Christen Jul fortalte for nogle år siden i H.C.Andersen-samfundets Københavns afdeling om den smertens og skuffelsens vej, hans bedstefar måtte betræde, da han i foråret 1847 påbegyndte det livsværk, som holdt ham fangen til hans alt for tidlige død 1859.
Det var først og fremmest datidens omstændelige reproduktionsteknik, der voldte Vilh. Pedersen store kvaler, kvaler, som vor tids tegnere ganske er forskånet for. Når man nu om dage skal have en tegning mangfoldiggjort, fotograferes den; fotografiet overføres på zink, hvor det gennemgår en syreætsning, så at tegningens streg kommer til at stå som relief i zinken, og så har vi en cliché. For 100 år siden kendte man hverken til fotografering eller zinkætsning. Når en tegning skulde mangfoldiggøres måtte den tegnes direkte på en træklods, hvorefter den blev skåret ud, så at der fremkom et relief af tegningen. Når tegneren tillige var dygtig billedskærer var alt i skønneste orden. Men selv om tegneren ikke var billedskærer, kunde der dog komme pæne resultater, når han selv tegnede sit kunstværk på klodsen og havde en dygtig billedskærer til at skære billedet. Men med den stakkels unge Vilh. Pedersen forholdt det sig anderledes: han var ikke billedskærer og han kom ikke til at tegne på klodsen. Han sad og tegnede i København, tegningerne blev sendt til Leipzig, hvor de blev tegnet efter på klodsen af billedskæreren. Med andre ord Vilh. Pedersens tegninger måtte gennemgå to metamorfoser: fra originaltegning på papir til kopitegning på klods og fra kopi til træsnit. Dertil kom, at hans tegninger ikke var udført i pen, men i blyant, det sarteste og blideste materiale en tegner kan vælge sig, og gengivelsen blev udført med skarpt jern i hårdt træ. En fremgangsmåde, der vilde svare til, om et fint broderi i blød silke blev gengivet i grov ståltråd slået på med sadelmagersøm.
Man kan derfor ikke undres, når Vilh. Pedersen efter at have set de første aftryk, opløftede høje jammerskrig i et brev til Lorck. Flere af træsnittene kan han simpelthen ikke genkende. Og man forstår ham tilfulde, når han skriver: „Det er grueligt ærgerligt at se noget komme ud mellem publikum, hvortil man giver navn, og som man dog synes ligner ens eget så lidt, at man knap vil vedkende sig det“. — Eftertiden, som har lært V. P.s originaltegninger at kende, må ved sammenligningen mellem original og træsnit, give tegneren fuldkommen ret: hans arbejde er i det store og hele blevet hårdt og ufølsomt behandlet, og det værste af det hele er, at „ånden, følelsen er“ som han selv udtrykker det i et senere brev „aldeles gået fløjten“. Mange andre ærgrelser og skuffelser måtte den unge illustrator døje under dette arbejde, en øjensygdom stødte også til, og han var lige ved at opgive det hele, men fik da endelig arbejdet færdigt. På otte måneder havde han udført det store illustrationsværk på 112 tegninger. Ved juletid 1848 udkommer den tyske udgave med hans illustrationer. H.C. Andersen er henrykt for bogen. En dejlig udgave, kalder han den.
Og siden da har disse tegninger og et hundrede til, som han i de følgende år fik udført, trofast fulgt eventyrene. I 1948 kan de fejre 100 års jubilæum. I 1849—50 kom illustrationerne i en dansk udgave hos Reitzel, og i mangfoldige udgaver fra de fjerneste lande finder vi Vilh. Pedersens smilende og yndefulde tegninger. Og så er de så dejligt danske. Mon ikke det til syvende og sidst er det, der er den egentlige charme ved dem? Hans tegninger akkompagnerer eventyrene i samme hjertelige danske tone som er eventyrenes. Andersen syntes altså, at det var en dejlig udgave. Vi kan sige som det omtrent bliver sagt i „Svinedrengen“: „Den er mere end dejlig, den er pæn“. Formatet er godt, hverken for lille eller — for stort. Det klæder ikke eventyrene at komme op i bibelformat. Billederne står godt og kraftigt på siderne og harmonerer smukt i deres træsnitteknik med den gammeldags gotiske skrift. Der kunde godt have været nogle flere billeder, mange af eventyrene er for tyndt illustreret. Der har vel ikke været tid til mere, desuden blev arbejdet dårligt betalt, Lorck var ingen flottenheimer — de fleste af eventyrene skulde have det samme antal vignetter og ikke mere. Nogle af træsnittene er nok lidt kluntede, men i det store og hele er det pænt og godt håndværk. Mon ikke vi vilde have været lige så glade for illustrationerne som V. P.s samtid var det, hvis vi bare ikke havde fået set originalerne? Nu kan vi jo ikke andet end med sorg og græmmelse konstatere, hvor meget lune, hvor megen ynde og ånd, der er gået tabt ved den gammeldags reproduktionsmetode. Originaltegningerne, som V. P. måtte kæmpe en forgæves kamp for at få i sit eje, kom først frem for offentligheden over en menneskealder efter tegnerens død. Lorck var så flot at forære dem til H.C. Andersen på hans 70 års fødselsdag. Digteren lod dem gå videre til familien Collin, som ved Andersen-museets oprettelse solgte dem dertil. Kunstneren og hans pårørende fik ifølge sønnesønnens beretning aldrig en skilling ud over det beskedne honorar. Der var ikke noget, der hed kunstnerret dengang.
Vilh. Pedersen havde vundet sig et stort publikum ved sine eventyrillustrationer, og hans samtid sørgede ved hans alt for tidlige død. Også vi sørger. Havde han fået lov til at leve sund og stærk til den gamle digter var gået bort, vilde vi nu have haft det helt rigtige illustrationsværk til Andersens eventyr, hvor tekst og tegning i stil og ånd fra først til sidst vilde have stået i det rette forhold. I stedet har vi fået to halve værker, et halvt værk af Vilh. Pedersen og et halvt af — Lorenz Frölich. For det blev jo ham, der måtte fortsætte, hvor Vilh. Pedersen slap, efter at han i 1847 havde meldt hus forbi. Tyve år efter, altså 1867, udkom „Femten Eventyr og Historier“ med illustrationer af Lorenz Frölich.
Den Lorenz Frölich, som i 1860’erne fremstod som Andersens illustrator var ikke længere den ukendte lovende kunstner, som Andersen i 1847 opfordrede til at påtage sig opgaven. Han havde nu en stor og berømmelig produktion bag sig. I sin ungdom havde han i seks år uddannet sig ved kunstskoler i Tyskland, derefter i fem år været på studieophold i Rom for til sidst at bosætte sig i Paris. Sit fædreland kom han først for alvor tilbage til i H.C. Andersens dødsår 1875 efter at have været udenlands i 35 år. Som illustrator havde han vundet sig europæisk ry. Han havde i Paris fået udgivet omkring hundrede børnebøger foruden flere store billedværker. Han var en strålende begavelse, en blændende dygtighed. De kvaler og skuffelser, Vilh. Pedersen måtte døje med reproduktionen, overvandt han med elegance. Han udførte sine tegninger i pen, hvorved overgangen til træsnit ikke blev så skæbnesvanger. løvrigt havde reproduktionstekniken i den forløbne tid gjort betydelige fremskridt. Frölichs erfaring og rutine, hans kunstneriske og manuelle færdighed var Vilh. Pedersens langt overlegen. Ligeledes var hans fantasi langt frodigere. Og når hans eventyrtegninger ved deres fremkomst ikke gjorde ublandet lykke, skønt de faktisk er bedre — både teknisk og kunstnerisk — skyldtes det foruden publikums konservative indstilling, som gerne er lidt uretfærdig over for det ny, der afløser det gamle og tilvante, at man savnede noget hos Frölich, noget, som Vilh. Pedersen havde. Herom skriver H.C. Andersen til Frölich, nogen tid efter at bogen med de femten eventyr er udkommen. Det er et overordentligt elskeligt brev, skrevet med en ærbødighed, næsten underdanighed, der virker rørende, når man betænker, at Andersen dog er den betydelig ældre og på det tidspunkt stod på sin verdensberømmelses tinde, lige hjemkommen fra sit triumftog til Odense, hvor han var bleven æresborger. Han takker ham hjerteligt, fordi han har påtaget sig illustrationsarbejdet og nævner, hvor smukt de betydeligste blade har omtalt hans arbejde, kommer med flere artigheder, omtaler løjtnant Pedersens illustrationer, om hvilke han siger, at de „ere givne med Lune og med inderlig Kærlighed til den lille Digtning“ og nærmer sig ængsteligt det, han egentlig må, men så nødigt vil sige Frölich; men så kommer det: „De sammenstilles, som man maa vente, altid med Pedersen, og medens De hos Kunstnerne særdeles roses for at have givet det meest kunstneriske, fremhæve Lægfolk, at der er noget Fremmet, noget ikke Dansk i flere af Billederne …“ Han vedlægger en anmeldelse, han har klippet ud, som siger det samme: Frölichs tegninger er kunstnerisk fortræffelige, men Vilh. Pedersens er „anlagt gemytligt humoristisk; i Frölichs skinner satiren mere igennem“. Hans personer mangler det hjemlige præg. Såvel af brevet som af Anmeldelsen får Frölich altså at vide, hvad det er publikum savner hos ham. Det er først og fremmest danskheden. Det forblev ikke ustraffet, at han i en menneskealder havde været borte fra sit lille fædreland. Han kendte ikke de sjove borgere bag det gamle Københavns volde, heller ikke den danske tone, den danske hygge, som Vilh. Pedersen var fuldt fortrolig med. Men det afgørende fortrin Vilh. Pedersen havde, var nok, at han var humorist, han havde det stille hjertelige lune, som eventyrene kræver af sin tegner. Frölich var ikke humorist, han var lyriker, hans munterhed er mere støjende. Han forfalder også let til pyntelige krusseduller og fikse rammer om tegningerne. Det hele bliver let for elegant, hvor det skulde være enfoldigt. Men hans tegninger af børn er henrivende. Og i det hele taget er han som sagt en strålende tegner. Han skulde bare aldrig være stillet sammen med Vilh. Pedersen. De klæder ikke hinanden. I den første fembinds udgave, hvor Vilh. P. optræder i de to første med sine 216 tegninger, Frölich i de tre øvrige med sine 322 tegninger, går det endda an, men i den nuværende fembinds udgave deler de to kunstnere tredje bind med hinanden, og det er ikke nogen god idé. Dertil kommer en modernisering, der yderligere forringer den nuværende udgave og gør den endnu mere urolig og disharmonisk. Moderniseringen er: Vilh. Pedersens illustrationer gengivet direkte efter originaltegningerne. Efter at disse originaltegninger var kommen frem for dagens lys, udsendte Gyldendal i begyndelsen af århundredet en statelig udgave med gengivelser af illustrationerne fotograferet direkte efter originalerne. Denne såkaldte kunstudgave, som kun indeholdt de eventyr, Vilh. P. havde illustreret, vakte stor glæde. Endnu større glæde vilde det vel have vakt, om alle illustrationerne var efter originalerne. Det var de desværre ikke. Man havde nemlig ikke fundet alle Vilh. P.s originaltegninger. Illustrationerne fremtræder derfor snart som sorte og klare træsnit, snart som grå, slørede blyantsgengivelser. Det ser slet ikke rart ud. Men i kunstudgaven har vi dog kun Vilh. Pedersens illustrationer, i den sidste fembinds udgave kommer Frölich til og skaber yderligere uro og disharmoni. En sammenblanding af træsnit, blyantstegning og pennetegning i een syndig forvirring, oven i købet af to kunstnere, som misklæder hinanden, kan aldrig give en smuk bog. Og navnlig ikke det illustrationsværk, som vor største digter fortjener.
Sammenstillingen af Vilh. Pedersens og Lorenz Frölichs tegninger er lykkeligt undgået i Odenseforlæggeren Knud Flensteds nydelige eventyr-udgave i seksten små bind, udgivet under besættelsesårene (angivelse af årstal mangler). Endnu yndigere vilde denne udgave nok have været, om man var vendt tilbage til træsnittene efter Vilh. Pedersens tegninger, gengivelserne efter de i forvejen blege originaler er i denne kraftige formindskelse blevet næsten udviskede. Men bortset herfra er det en særdeles nydelig udgave.
Der er kun een gang blevet gjort en virkelig kraftanstrengelse for at skabe et monumentalt bogværk af Andersens eventyr. Det skete omkring århundredskiftet, da den geniale forlægger, Ernst Bojesen, udsendte Verdensudgaven af Andersens eventyr med forord af Georg Brandes og med tegninger af Hans Tegner. — Mon ikke Ernst Bojesen er den betydeligste boghandler, Danmark har fostret? Denne morsomme vævre mand, der startede i en kælderbutik i Skoubogade og endte som en af nordens største forlæggere, der var lige ved at tage vejret fra selve Gyldendal, fik sit store gennembrud med udgivelsen af jubeludgaven af Holbergs komedier med Hans Tegners illustrationer i 1884. Det blev en overvældende sukces. En lang række storslåede værker illustrerede af datidens førende kunstnere fulgte efter, alle med stor sukces. — Så kom Verdensudgaven. Formatet var for det første helt forkert: to mægtige foliobind, og valget af Hans Tegner, den dygtige Holberg-illustrator, som Andersen-illustrator, var et skæbnesvangert fejlgreb, det første og vistnok eneste, den fremragende Bojesen fik gjort i hele sin lange boghandlertilværelse. Hans Tegner har intet tilfælles med H.C. Andersen. Han var en blændende tekniker, hans arbejder er præget af høj kultur og megen viden. Men hjertelighed, friskhed og barnlig enfold var egenskaber, han absolut ikke lå inde med.
Verdensudgaven faldt med et brag. Og over hvad der ellers er forsøgt af illustrationsudgaver af de samlede eventyr har glemslen kastet sin skærmende kåbe. Ingen har formået at fordunkle Vilh. Pedersen og Lorenz Frölich. — Men mange kunstnere har dyrket Andersens eventyr enkeltvis. Som den fornemste indsats må nævnes Sybergs skønne tegninger til „Historien om en Moder“; det er ikke nogen bog i egentlig forstand, de er udgivet som en mappe tegninger med underlagt af kunstneren tegnet tekst. Og stadig udkommer der snart fra den ene, snart fra den anden kunstner små bøger med et eller flere Andersen-eventyr, små velmente takofre til den gamle digter.
Men det store samlede værk, illustreret af een eneste dansk kunstner, som H.C. Andersen drømte om i 1847, da han skrev til Lorck i Leipzig, fik vi ikke. Og mon nogensinde den drøm går i opfyldelse ?
Havde H.C. Andersen levet idag, og han i sin kvide havde spurgt mig: Hvem skal jeg dog lade illustrere mine eventyr ? vilde jeg straks have sagt: Det skal De såmænd selv gøre, hr. professor! For han var jo i virkeligheden en storartet tegner. Den sidste udgave af „Improvisatoren“ med digterens egne italienstegninger vidner højt herom. Han virker helt moderne. Med sin klare djærve streg rammer han straks det væsentlige i det, han vil udtrykke, fortaber sig ikke, som mange af hans samtids tegnere ofte gjorde det, i akademisk pertentlighed. Og hvad han ikke kunde tegne, kunde han klippe. Sikke trolde, havfruer, alfer og nisser han kunde have givet os i silhouet som illustrationer til børneeventyrene! Det vilde i sandhed være blevet en „dejlig udgave“, som Andersen sagde i 1848, en udgave, hvor tekst og tegning udført af samme mester vilde have stået i en harmoni så fuldendt, som man kun kan opleve den — i drømme. Vi må desværre lade den drøm fare og afvente, om fremtiden vil bringe en virkelig smuk udgave af eventyrene med de helt rigtige illustrationer. Det skorter ikke på interesse hos forlagene for et sådant værk. I løbet af det sidste par år har f.eks. min ringhed fra ikke mindre end fire forlag fået opfordringer til at tage denne opgave op. Jeg har takket for den alt for store ære. — Mit instrument har ikke strenge nok til den musik. Jeg foretrækker som hidtil nu og da at hente inspiration og arbejdsglæde snart her, snart der hos den store gavmilde digter. Her er jo nok at øse af. Til alle tider vil H.C. Andersens eventyr være en sprudlende kilde til foryngelse og vederkvægelse for trætte vandringsmænd.
