Washington Irving indførtes på det danske bogmarked i 1827 af Philip Wallich[1]. De bøger, Wallich oversatte, er Gotfred Crayons Skidsebog (1-2, 1827), En Reisendes fortællinger (1-2, 1827-28) og Bracebridge-Hall (1-2, 1829). Hertil føjede Frederik Schaldemose en oversættelse af Alhambra (1-2, 1833-34), og dermed ophørte interessen for den berømte amerikaner indtil videre. Den næste oversættelse af et værk af Irving kom først i 1856.
H.C. Andersen har i hvert fald læst de to første af Wallichs oversættelser kort efter deres fremkomst; det fremgår af hans fodrejse fra Holmens Canal til Østpynten af Amager[2]. »Det kjender jeg nok fra Washington Irwing, afbrød jeg hende; troer De ikke jeg har læst den kjække Dragon?« siger han[3] om kommodernes dans i møbelmagasinet med en hentydning til et stykke i En Reisendes fortællinger[4]. Senere nævner han i en (noget søgt) sammenligning Buckthorne, hvis meriter omfatter et stort afsnit af fortællingerne[5]; i en fodnote henviser han til »Washington Irvings: En Reisendes Eventyr«[6]. Da Andersen endelig er nået helt til Amagers østpynt og påtænker en rejse til det fjerne Saltholm, må Irving atter holde for: »Med samme Følelser som Crayon forlod America og seilede over Verdens Havet, med samme Følelser vilde jeg ogsaa forlade Amager og seile over til det anachoretiske Saltholm.«[7] Gotfred Crayons Skidsebog indeholder i kapitlet Søreisen[8] en skildring af forfatterens følelser ved hans afrejse til Europa. Sammesteds omtales rejsen som en »Pillegrimsreise«; ordet »Pilgrimsfart« glider Andersen i pennen i afsnittet om luftdampskibet.[9]
Et af Skidsebogens kapitler, der måske for visse årsagers skyld kunne gøre indtryk på Andersen, er Bogmagerkunst, her skildres litteraternes arbejdsmetode:
Der sad ogsaa en munter lille Mand i lysfarvet Dragt med en snaksom Mine; som havde ganske Udseende af en Forfatter, der staaer paa en god Fod med sin Boghandler. Efterat jeg opmærksomt havde betragtet ham, gjenkjendte jeg en flittig Samler af blandede Skrivter, som havde god Afsætning. Jeg var nysgjerrig efter at see, hvorledes han forfærdigede sine Varer. Han lod til at være mere virksom, end de Andre, kiggede snart i denne, snart i hiin Bog, gjennemfløi Bladene i Haandskrivterne og udtog hist og her et Stykke; »Linie paa Linie, Forskrivt paa Forskrivt, her lidt og hist lidt.« Hans Bog syntes at være af ligesaa forskjelligt Indhold, som Hexenes Kjedel i Macbeth. Her var en Negl, hist en Tommelfinger, Frøetæer og Slangebraadde tilligemed hans eget Smørerie, der var som »Abeblod«; for at gjøre Suppen »tyk og god.«[10]
Det er vel ikke utænkeligt, at dette stykke kan være kimen til Andersens groteske overdrivelse:
Jeg troede nu, at det hele var forbi, men ak, et sørgeligt Syn ventede mig. Tre store Rustvogne, belæssede med Saarede og Invalider, nærmede sig. Det var et skrækkeligt Syn; en manglede Arme, en anden Been, en tredie havde hverken Øine eller Næse, ja der var endogsaa nogle, der – mirabile dictu – ikke var andet tilbage af end den lille Finger.
»Men min Gud!« udbrød jeg, »gaaer det saa blodigt til? – Hvem er dog disse?« spurgte jeg nogle gamle Commentatores, der vare ansatte som Læger.
»O,« svarede de mig, »det er deels gamle Classiker deels kun lidet bekjendte Skrifter, hvilke Nutidens Smaa-Forfattere snart stjæle en Arm, snart et Been fra; nu et Øie, nu en Helte-Arm, for saa-ledes at flikke dem en nogenlunde taalelig Helt og Heltinde sammen, de kan give ud for deres egen; og naar der nu pilles saaledes, hvad skal der da blive af Skrogene? Gud veed vi flikke nok paa dem.«[11]
Den talende bog, der røber kendskab til Buckthorne[12], er måske selv et barn af Irving[13].
Det var Irvings »europæiske« værker, der blev oversat til dansk; Skidsebogen og Bracebridge-Hall handler mest om England, En Reisendes fortællinger derimod for en dels vedkommende om Italien, og med Improvisatoren kom Andersen derfor på sine steder til at skildre samme milieu som Irving.
»Jeg haaber at min Bog ikke er en stahlholsteinsk Corinna, en daarlig Sammenæltning af en »Guide« og en Kjærlighedshistorie,« skrev Andersen i november 1834 til veninden Henriette Hanck[14]. Improvisatoren er dog ligesom Corinne en blanding af en roman og en rejsebeskrivelse, men Andersen gjorde et »heldigt greb« ved at lade sin hovedperson opvokse i Italien og ikke blot komme dertil som turist[15]; Improvisatoren blev historien om en ung italiener.
Den unge Italieners Historie hedder en af fortællingerne i En Reisendes fortællinger[16]. Den er ligesom Improvisatoren fortalt i første person; den unge italiener, Ottavio, har nedskrevet historien om sit liv og givet den til en engelsk ven, før han melder sig til politiet som skyldig i drab. Indholdet af fortællingen er følgende:
Ottavio er yngre søn af en ikke særlig formuende og desuden noget ødsel adelsmand i Napoli. For at bevare familiens ejendom udelt for den ældste søn sender faderen Ottavio i kloster, men klosterlivet passer ham ikke; han flygter hjem til faderen og får en kølig modtagelse. En munk fra klosteret indfinder sig for at føre den bortrømte tilbage; Ottavio flygter fra faderens hus og kommer til Genua. Her bliver han gode venner med en maler, der arbejder for en rig greve. Ottavio går maleren til hånde og viser sig at have talent for malerkunsten; han optages efter malerens død i grevens hus. Der lærer han en ung pige, Bianca, at kende; hun er fattig og forældreløs og opdrages hos sin slægtning greven. Kærligheden mellem Ottavio og Bianca vågner, men Ottavio har ikke kunnet give sig tilkende som adelsmand; et parti er derfor udelukket. Da læser han i avisen, at hans ældre broder er død, og at den gamle, nu alderdomssvækkede fader efterlyser sin yngste søn. Ottavio tør nu fri til Bianca og får ja; greven er på rejse, men Ottavio betror sig til sin ven Filippo, grevens søn, og iler til sin fader i Napoli. I to år opholder han sig hos sin syge fader; i al den tid korresponderer han og Bianca med Filippo som mellemmand. Endelig dør faderen, og Ottavio vender tilbage til Genua. Han opsøger Bianca, som bliver rædselsslagen ved at se ham og afviser enhver tilnærmelse. Filippo har nemlig fortalt hende, at Ottavio omkom på vejen til Napoli, har korresponderet med ham i Biancas navn og selv giftet sig med Bianca. Filippo kommer til stede, Ottavio jager den traditionelle dolk i hans bryst og flygter, men melder sig omsider til politiet for at lide sin straf.
Improvisatoren er romanen om Andersens liv og drømme. Man forstår derfor, at hovedpersonen, Antonio, må være et fattigt barn, og at han ikke kan ende sit liv som straffefange, men bliver godsejer i Calabrien. Ser man imidlertid bort fra disse naturnødvendige ændringer, bliver der tilbage en vis lighed med historien om Ottavio og Filippo. Antonio begynder sin løbebane som gejstlig; han har en adelig beskytter, og han viser kunstneriske anlæg. Antonio og Bernardo er gode venner, men forelsker sig i samme dame, sangerinden Annunziata; det kommer til et voldsomt optrin, og Antonio må flygte efter at have såret Bernardo alvorligt.
Selvom der således er ligheder, er de dog næppe tilstrækkeligt store til, at man på dette grundlag tør fastslå, at Andersen har tænkt på Irvings fortælling, da han skrev sin roman. Måske er ligheden blot en følge af de to forfatteres romantisk prægede fantasi, og Andersen kan henvise til Irvings overbærende dom om slige tilfælde:
Der findes imidlertid i samtidige Skribenters Værker stedse almindelige Træk, der ligne hinanden, hvilke de have taget ikke saa meget fra hinanden, som fra selve Tiden. Skribenter indsamle, ligesom Bierne, deres Honning af den hele Verden, de indvæve i deres egne Digtninger de Anekdoter og Tanker, som ere gangbare i Selskabet, og saaledes har enhver Slægt nogle fælles Træk, der betegne den Tidsalder, hvori den lever.[17]
Den mulighed foreligger også, at de begge har kendt og udnyttet samme tragiske historie. Irving siger udtrykkeligt, at en del af historien er lån:
Nogle af Omstændighederne i Æventyret med det hemmelighedsfulde Billede og i den unge Italieners Historie, ere svage Erindringer af Anekdoter, som jeg allerede har hørt for nogle Aar siden; men af hvilken Kilde de kom, veed jeg i Sandhed ikke.[18]
Mistanken om, at Andersen har hentet lidt honning i Irvings have, styrkes imidlertid ved, at også andre steder i Improvisatoren har nogen lighed med stykker i En Reisendes Fortællinger.
Antonio flygter fra Rom til Napoli; undervejs gør han holdt i værtshuset i Terracina. Dette værtshus omtales også i En Reisendes Fortællinger, et helt afsnit af bogen, De italienske Banditter, handler om en flok rejsende, der tilfældigvis er kommet sammen i værtshuset og fordriver tiden med at fortælle historier om røvere. Både Andersen og Irving omtaler Theodoriks borg i Terracina; da det er byens mest dominerende bygning, er det ikke mærkeligt. Men også andre, mere tilfældige træk er fælles.
Antonio oplever her en engelsk turist:
Pidskesmæld gav Echo fra Fjeldvæggen: en Vogn med fire Heste for rullede hen mod Værtshuset. Bevæbnede Tjenere sad paa Sædet bag Vognen; en bleg, mager Herre, indhyllet i en stor, broget Slaabrok, strakte sig inden i. Postillonen steeg nu ned, smældede endnu et Par Gange med sin lange Pidsk, og friske Heste spændtes for…..
Jeg erfarede, at det var en Engellænder, der alt i ti Dage havde gjennemreist Nord- og Mellem-Italien og i den Tid gjort sig bekjendt med disse Lande, havde i een Dag seet Rom, og vilde nu til Neapel for at bestige Vesuv, og da med Dampskibet til Marseille, for ogsaa at lære at kjende det sydlige Frankerige, men haabede at kunne gjøre dette af i en endnu kortere Tid. Endelig kom otte bevæbnede Ryttere, Postillonen knaldede, og Vogn og Ryttere forsvandt gjennem Porten ved den store, gule Klippe.[19]
Også hos Irving dukker en fortravlet englænder op i Terracina: Klidsk, kladsk! Klidsk, kladsk! Et nyt Syn paa Landeveien, som tiltrak sig Vertens og Gjæsternes Opmærksomhed. Fra Egnen om de pontinske Sumpe kom en Vogn med sex Heste med stor Ilen, og Postillonerne knaldede med Pidskene, som om de vare gale, saa-ledes som de altid pleie at gjøre, naar de vide, hvor fornem den er, som de kjøre, eller og ere visse paa hans Rundhaandethed. Det var en Landauer og en Betjent sad paa Sædet bag ved……
Der laae et vist ulyk[ke]ligt Træk ved hans Mundkrog, deels fordi han ikke havde spist til Middag, deels ogsaa, fordi han ikke havde kunnet tilbagelægge mere, end syv engelske Miil i Timen, uden at han dog havde anden Grund til at ile, end en Englænders sædvanlige Begjærlighed, at naae Enden paa sin Reise, eller for at bruge den sædvanlige Talemaade: »at komme videre«……
Englænderen havde, da han førte mange Sager af Værd med sig, og havde nu overbevist sig om, at Landeveien virkelig var usikker, henvendt sig til Politiet, og havde imod en rigelig Betaling forskaffet sig en Bedækning af otte Dragoner og tolv Soldater til Fods til Fondi.[20]
Også en anden gæst i Terracina er det morsomt at træffe hos Irving, »en høi, tynd Irlænder med en lang Ørnenæse, høi Pande og levende, fremstaaende Øine, der lynede frem under en grøn Fløiels Reisehue, med Guldtresse. Han var fra Rom, Saarlæge af Profes[s]ion, Digter af Liebhaberie og en Slags Improvisatore.«[21]
»Hver Characteer er taget af Livet, hver ikke en er digtet, jeg kjender og har kjendt dem Alle,« siger Andersen om Improvisatoren.[22] Der forlyder ellers intet om, at Andersen personlig har stiftet bekendtskab med italienske røvere; »hverken nu, tidligere eller senere har jeg kjendt til Overfald i Italien; man reiser vistnok ligesaa sikkert i dette Land, som i England og Frankerige,« siger han i En Digters Bazar.[23] Man må da formode, at røverne i Improvisatoren er nogle, han har hørt om i Italien eller kender fra sin læsning.
Mens Antonio opholder sig i røverens hule, bliver han en dag alene med en af dem:
Det var et ungt Menneske, paa omtrent 21 Aar, uædle Ansigtstræk, men et forunderligt melancholsk Blik, der ofte gik over til Vildhed, som Dyrets; et skjønt, langt Haar, ned over Skulderen, characteriserede hans Udvortes. Længe sad han taus med Hovedet paa Armen, nu vendte han sig til mig, idet han sagde: »Du kan læse, læs mig en Bøn af denne Bog!« og nu tog han en lille Bønnebog frem, jeg læste, og den inderligste Andagt lyste frem af hans store, mørke Øine.
»Hvorfor vil Du forlade os,« sagde han og rakte mig godmodig Haanden, »Meeneed og Falsk boer i Byen, som i Skovene, men Skoven har dog friskere Luft og færre Mennesker!«
Der opstod en Art Fortrolighed mellem os, og jeg gjøs for hans Vildhed, men rørtes ved hans Ulykke.
»Du kjender vel Sagnet om Fyrsten af Savelli?« spurgte han, »det lystige Bryllup i Ariccia? det var jo kun en ringe Bonde, en fattig Pige, men deilig var hun og Bryllupet stod. Den rige Herre af Savelli hædrede Bruden med en Dands, satte hende Stævne i Haven, men hun forraadte det til sin Brudgom, der tog hendes Klæder og Brudeslør og mødte for hende; da nu Greven vilde trykke hende til sit Bryst, sad Dolken i hans adelige Hjerte; – jeg har kjendt baade en Greve og en Brudgom, som denne, men Bruden var ikke saa aabenhjertig: den rige Herre holdt Bryllupsnat, og Brudgommen Gravfest med hende. Hendes Bryst skinnede som Snee, da den blanke Kniv søgte Vei til Hjertet.«
Jeg saae ham taus ind i Øiet, jeg havde ikke Ord til at yttre ham Medfølelse.
»Du troer, jeg aldrig har kjendt Kjærlighed! aldrig, som Bien, drukket af den duftende Kalk!« udbrød han. »Der reiste en fornem engelsk Dame til Neapel, en deilig Pige havde hun med, Sundhed i Kinderne og Ild i Øiet; Kammeraterne tvang dem Alle til at stige ud af Vognen og ligge tause paa Jorden, medens der plyndredes; de to Qvinder og en ung Mand, Elskeren kan jeg troe det var, førte vi op mellem Bjergene; ham bandt vi til et Træ, den unge Pige var smuk, var Brud, – jeg kunde ogsaa være Fyrste af Savelli! – da siden Løsepengene kom for de tre, vare Pigens røde Kinder borte, Øiet brændte ikke saa stærkt, det kom af den megen Skygge mellem Bjergene!« – Jeg vendte mig bort fra ham, halv undskyldende tilføiede han: »Pigen var Protestant, ingen Christen, en Datter af Satan!«
En Stund sad vi begge tause. »Læs endnu en Bøn for mig,« sagde han, og jeg læste den.[24]
Begyndelsen af dette stykke er utvivlsomt hentet fra en artikel om røverne i de romerske stater, som Andersen har læst i Riises Archiv.[25] Her optræder som medlem af en røverbande et »ungt Menneske, omtrent paa tyve Aar, en skiøn kraftfuld Svend,« som søger at opmuntre en fange; det er dog ikke den unge mand, men »Banden«, der søger at overtale fangen til at blive røver, og det er selveste røverkaptajnen, der får lyst til at høre en bøn:
Medens vi spiste lagde Røvercapitainen Mærke til, at Hyrden havde en Bønnebog hos sig (dens Titel var Santa Croce)f han lod ham række sig den, og sagde til mig: »Du kan læse, læs os dog en Bøn af denne Bog.«
Jeg opfyldte hans Begiering, og læste en Bøn. Røverne toge deres Hatte af, og viste megen Andagt, især Capitainen; han sukkede tidt, og kyssede en Gang efter den anden Crucifixet, som han havde hængende foran paa Brystet. Underlige Dobbelthed i slige raae Siele! Man seer at Mennesket, selv i Dyndet, endnu vender Øiet mod det Hellige …………………
Capitainen fandt sig saa opbygget ved min Forelæsning, at han lod reqvirere fem saadanne Bønnebøger fra Indvaanere i Olevano.[26]
Det undskyldende moment i voldtægtshistorien, at pigen var protestant, kan Andersen have lånt fra en røvers replik i et syngespil af Scribe:
Hvis han var en Christen, saa kunde det være slemt nok [at overfalde ham en pinsedag], men han er jo ikke andet end en Engelskmand! o, det vil endogsaa skjænke os Velsignelse for hele Resten af Aaret.[27]
Tilbage bliver den unge røvers historie. Det er underligt, at Andersen lader ham pakke den ind i så mange omsvøb. Sagnet om fyrsten af Savelli menes at gå tilbage til en virkelig begivenhed, men det er næppe muligt at nå til fuld klarhed over alle enkeltheder i dramaet med det litterære materiale, der findes her i landet. Der synes at være enighed om, at en ung mand af den adelige slægt Savelli efterstræbte en kone i Ariccia, og at hendes mand, Cristoforo, forklædt som kvinde, trængte sig ind på rivalen og dræbte ham med dolkestik. Morderen forsvandt og blev aldrig fanget. Konen blev dødsdømt som medvider i drabet, men reddedes af hertuginden af Parma. Efter een beretning[28] skal drabet have fundet sted i 1534, mens en anden[29] henlægger historien til ca. 1590[30]. Det har ikke været muligt at skaffe oplyst, hvor Andersen har historien fra; måske har han fået den ad mundtlig vej, f. eks. fra vennen C. H. Lorenzen, der havde været i Ariccia.[31]
Den unge røver har kendt både en greve og en brudgom. Brudgommen må være ham selv: Antonio har ikke ord til at ytre ham sin medfølelse. Men hvad der egentlig er sket, må læseren gætte sig til, selvom meningen kun kan være den, at brudgommen stikker sin kone ihjel; men dræber han også greven? Senere drikker røveren selv af den duftende kalk; jeg kunne også være fyrste af Savelli, siger han, men her halter sammenligningen i alt fald slemt, for han bliver jo ikke dræbt af den krænkede part. Historien er gået i fisk for Andersen.
Også Irving præsenterer os for en røverbande, hvis yngstemand er melankolsk; det er i ‘Malerens Eventyr, hvori er indskudt episoden Den unge Røvers Historie.[32] Denne fortælling har ligesom Den unge Italieners Historie et virkelighedsgrundlag: »Den unge Malers Æven-tyr iblandt Banditterne er næsten aldeles laant af en troværdig Fortælling i Haandskrift.«[33]
Denne troværdige fortælling er åbenbart den selv samme, som er fortalt i Riises Archiv, og som er citeret ovenfor som Andersens kilde. Riise oplyser, at han har lånt historien fra Zeitung fur die elegante Welt 1819; dette blad er ikke til rådighed her, men Riises referat synes at være fyldigt og korrekt at dømme efter et andet udtog, som findes på det kongelige Bibliotek.[34] Den fangne maler, der fortæller sin historie, var en schweizer ved navn Friedrich Salathé (1793-1858). Han opholdt sig i Italien i årene 1815-21; bortførelsen fandt sted i 1819 fra et hus, som hans ven, den også i dansk kunsthistorie kendte forfatter Carl Friedrich von Rumohr havde lejet i Olevano (Olevano Romano, 54 km fra Roma, mellem Palestrina og Subiaco). Irving lader bortførelsen ske fra en fyrstes hus, måske ved en forveksling med historien om fyrsten af Canino Lucien Bonapartes sekretær, der bortførtes i Frascati.[35] Salathé gjorde indtryk på røverne ved at tegne, og dette træk medtager Irving i sin fortælling, mens Andersen må lade Antonio improvisere for røverne.
Den unge røvers historie fortælles ikke i Riises Archiv og er formodentlig Irvings opfindelse. Maleren skildrer ham således:
Jeg var nu ene med en af Røverne, Høvdingens fortroligste Staldbroder. Han var den yngste og kraftigste i Banden, og endskjønt der laae noget af den raae Vildhed i hans Ansigt, der syntes at være denne fortvivlede, ugudelige Levemaade egen, saa kunde man dog øine Spor af mandig Skjønhed paa det. Som Kunstner kunde jeg ikke undlade at beundre det. Han havde et vist Træk af Afsondring og Eftertanke, og stundom en Bevægelse af en indre Lidelse og Utaalmodighed. Han sad paa Jorden, hvilende med Albuen paa Knæene, Hovedet imellem sine knyttede Næver, og hans Øine hæftede til Jorden med den sørgende og bitre Eftertankes Udtryk……
Nu blev jeg atter ene med den unge Bandit, der forhen havde bevogtet mig: jeg bemærkede endnu det samme mørke Udtryk, og det vildseende Øie hos ham, medens stundom et bittert, sardoniskt Smil blev kjendeligt i hans Træk.[36]
Røveren fortæller sin historie: Han er født i Frosinone som søn af en velstillet handelsmand. Han forelsker sig i en datter af en landfoged, men denne finder et bedre parti til datteren, en rig landmand fra nabobyen. Før brylluppet stikker den unge mand sin medbejler ihjel på torvepladsen og slutter sig til røverbanden. Da banden engang opererer i nærheden af Frosinone, får han en uimodståelig lyst til at gense sin elskede og lister sig ind til hende i hendes faders have, men andre medlemmer af banden går efter ham og tager pigen til fange. Hun erklæres trods den unge mands protester for bandens lovlige bytte. Han bliver sendt af sted for at finde en hyrde, der kan bringe pigens fader meddelelse om datterens tilfangetagelse og størrelsen af løsesummen. Da han kommer tilbage, sidder røverhøvdingen ved pigens side; hans triumferende blik og pigens trøstesløse tilstand lader ingen tvivl om, hvad der er sket. Pigens fader nægter at give løsepenge, og pigen må dø. For at skåne hende for yderligere overlast fra de andre røveres side, beder den unge mand om lov til at foretage eksekutionen. Mens pigen sover om natten, støder han dolken i hendes bryst.
Her er de samme to episoder som i Andersens fortælling: den unge mand bliver røver efter et drab og en fangen kvinde voldtages; men Irving har knyttet episoderne sammen til et naturligt fremadskridende handlingsforløb. Det kan ikke skjules, at Irvings unge røver er mere sympatisk end den fyr, som Andersen lader voldtage en fangen kvinde og tilstå forbrydelsen i en sart poetisk omskrivning med bier og blomsterkalke.
Endelig må nævnes en anden af de historier, der fortælles i værtshuset, Den lille Oldgrandskers Eventyr. Den handler om en »lille forrusten, skimlet gammel Karl, som bestandig rodede blandt Ruiner. Han vurderede en Bygning, som I Englændere Ost – jo mere forældet og beskadiget den var, desto mere var det efter hans Smag.«[37] Det er Santas mand, professor Maretti, i Improvisatoren. Irvings oldgransker slæber altid rundt med en omfangsrig bog med arkæologiske optegnelser; det minder om Oehlenschlägers »underlige Oldgrandsker Arndt«, der havde »Lommerne fulde af lærde Manuskripter«.[38] Typen har tilsyneladende været udbredt og almindelig beundret.[39]
Irvings navn nævnes ikke i Improvisatoren, det dukker derimod op et par steder i Kun en Spillemand.[40] Her er det A Tour on the Prairies, som Andersen har læst, formodentlig i en tysk oversættelse. Nu er det ikke Irvings spøgelses- og røver-romantik, der optager Andersen, men naturskildringerne:
Vor Tidsalder har endnu ikke fundet sin Digter! men naar fremtræder han? Og hvor? Han maa skildre Naturen, som Wassington Irwing gjør det; begribe Tidsalderne, som Walter Skott kunde det, synge, som Byron og dog være udsprungen af vor Tid som Heine.[41]
I Spanien kom Andersen, ligesom i Italien, til at vandre i Irvings fodspor. Han nævner pligtskyldigst Irvings Alhambra, mærkeligt nok i kapitlet om Malaga[42], men han kan næppe have læst Alhambra hverken under opholdet i Granada eller senere, da han skrev I Spanien. Ganske vist siger han selv, at han læste Alhambra på Alhambra[43], men skinnet er ham imod.
Da Andersen og Collin havde opholdt sig nogle dage i Granada, flyttede de op på Alhambra og indlogerede sig i Fonda de los siete suelos, Hotel De syv Etager. Det var ikke hotellet, der havde syv etager, men et tæt bagved liggende tårn, en af Alhambras hovedindgange i den arabiske tid. Foran porten er der en bastion, og mellem denne bastion og hotellet var kun en smal passage. Hotellet blev senere anneks til det nærliggende Hotel Washington Irving og er nu for 10-15 år siden nedrevet som led i en planlagt frilæggelse af de arabiske bygningsrester på Alhambra.
I denne bastion bor et spøgelse, el Belludo ‘som om natten farer rundt på Alhambras veje i skikkelse af en hovedløs hest og forfulgt af seks halsende hunde. Irving fortæller[44], at det er ånden af en grusom maurisk konge, der dræbte sine seks sønner og begravede dem i de underjordiske hvælvinger. I virkeligheden var det en befalingsmand på Alhambra, Diego Ponce de León, der henrettedes i august 1599 for at have dræbt sin kone og to eller tre børn og gemt ligene under hvælvingerne.[45] For at få folk til at holde sig fra bastionen, skal han have udbredt det rygte, at den vilde jæger holdt til der. Dette sagn omtaler Andersen ikke; derimod fortæller han om Abencerragernes sal, et siderum til Løvegården, at til den »knytter sig den eneste Spøgelsetro, siger man, Spanien eier.«[46] Således kunne Andersen ikke skrive, hvis han havde haft en anelse om, at han havde boet dør om dør med den vilde jæger. F. W. Hackländer, som Andersen læste flittigt, mens han skrev I Spanien, omtaler pladsen indenfor Siete Suelos som »fast der einzige Ort in ganz Spanien«, hvor det spøger[47], og tænker dermed på el Belludo, men det har Andersen ikke bemærket.
Tilfældet tyder på, at Andersens omtale af Irvings Alhambra er litteraturhistorisk lærdom og intet andet.
