De fleste kender vist udtrykket »Suppe på en pølsepind« for en præstation, hvis lødighed ikke står i rimeligt forhold til dens omfang; og der er sikkert mange, der kender H.C. Andersens eventyr af samme navn. Det handler om, hvorledes musekongen udlovede sin hånd og sit hjerte til den mus, som i løbet af eet år kunde skaffe ham opskriften på denne suppe. Fire mus meldte sig; de tre drog langt bort og kom hjem med mange interessante oplevelser, men uden opskriften; den fjerde blev hjemme, men blev musekongens brud på en opskrift, som der dog ikke kom nogen suppe ud af. Den krævede nemlig, at musekongen personlig skulde røre i den kogende suppe med sin hale; derfor blev det opsat til deres guldbryllup. Eventyrets slutning er således et udtryk for den fynd, der ligger i et velrettet argumentum ad bominem, det slutter sig således til »Springfyrene« og »Kejserens nye Klæder«.
Selve genstanden, en pølsepind, er det vist derimod nok de færreste herhjemme, der har set; de synes helt at være gået af brug. Af Frølichs illustrationer til eventyret får man indtrykket af en ret kort pind — den kan tænkes som pilgrimsstav til en mus — af tykkelse som en pakkepind.
Blandt statuerne i Nordmandsdalen i Fredensborg Slotshave findes en kort række, der viser færøske folkedragter; den står mod nord, over de andre to rækker. En af statuerne forestiller en ung kone, som bringer mad til vagten. Hun bærer i venstre hånd en trækande, antagelig til øl, og i højre hånd et knyttet tørklæde, antagelig med brød. Over højre arm har hun lagt en tyk pølse, og under enden af den rager halvdelen af en pølsepind frem. Jeg kender ingen anden fremstilling i skulptur af en pølsepind; men jeg har heller ikke gjort emnet til genstand for et grundigt studium.
En færøsk dame, hvem jeg fortalte om denne landsmandsinde i slotshaven, har med stor elskværdighed skænket mig en autentisk pølsepind fra Færøerne, hvor dette lille redskab endnu er i brug; de anvendes til at sammenholde fåremaver, der laves til en art blodpølser. Den ligner nærmest en lang nål af træ; den er 158 mm lang, flad i den ene ende, hvor den er 4.8 mm tyk, og spidser temmelig jævnt til mod den anden ende, hvor den er helt spids. Den er således ret forskellig fra Frølichs pølsepinde, som de ses på tegningerne. Den bærer endnu nogle pletter, der viser, at den har været i brug.
Det er nu ganske klart, at en sådan pølsepind ikke er en hvilkensomhelst tilfældig pind, men et lille redskab, som det har taget sin tid at snitte til og glatte af. Heraf følger, at pølsepindene ikke bliver kastet bort, når pølsen spises, men at de samles sammen og gemmes, til de skal bruges igen. Når de andre redskaber til slagtningen bliver bragt i stand, kommer også pølsepindene for; de skal renses, og det foregår naturligvis ved, at de koges i en gryde.
Man må derfor regne med, at der i enhver ordentlig landhusholdning her i landet i ældre tid er blevet kogt suppe på pølsepindene før hver slagtning; og »Suppe paa en Pølsepind« er således ikke blot en litterær fiktion, men en realitet.
Den var blot ikke egnet til at spise.
