I en lille artikel »H.C. Andersens første Velynderske« har jeg tidligere her i »Anderseniana« (Vol. VIII, 1940, 79—85) søgt at give en skildring af Laura Tønder Lund, som H.C. Andersen med taknemlighed mindedes fra sin konfirmationsforberedelse i Odense og fra sine første trængselsår i København. Hovedkilden var hendes søsters selvbiografi, som blev citeret i den mig tilgængelige tyske oversættelse (senere oplyste Laura Tønder Lunds søsterdatters datter, overlærer frøken Laura Beck, at det danske manuskript til erindringerne findes i Det kgl. Biblioteks håndskriftsamling, Ny kgl. Samling nr. 3279, 4to); men oplysningerne om de sidste otte leveår i Trondhjem var kun vage; dødsåret manglede, men blev skønsmæssigt sat til 1831 eller 1832.
Slægten har imidlertid ifjor fra bygningssjefen i Trondheim kommune, Gunnar Stabeil, hvis oldefar var en morbroder til Laura Tønder Lund, skaffet nye oplysninger om Laura Tønder Lunds sidste tid, medens pastor Christian Svanholm har undersøgt kirkebogen for domsognet, og der er samtidig fremdraget 17 højst værdifulde breve fra hende. Disse breve, der stammer fra årene 1827—31, og som Laura Tønder Lund skrev til sin førnævnte søster Anna Helene Holst, gift med sognepræsten i Hjertebjerg på Møn (Elmelunde S.), er nu på de danske slægtninges foranledning blevet skænket til H.C. Andersens Hus i Odense af slægten som et varigt minde om den fine og begavede unge pige, der på et kritisk tidspunkt rakte den vordende digter en hjælpende hånd.
Som det vil ses af søsterens skildring (Anderseniana, VIII, 84), og som det bekræftes af Lauras brev af 7. juni 1829, var de to søstre for sidste gang sammen under Lauras besøg i præstegården i sommeren 1822. Næste forår, 22. maj 1823, rejste Laura til Norge (se brev af 17. april 1831) for at besøge slægtens gård Munkvold ved Trondhjem, der havde tilhørt hendes morfar generalvejmester Nicolai Frederik Krogh (1732—1801), hvis enke Anne, f. Meincke (1743 —1823) netop samme vinter var død. Hun boede her sammen med en moster, tante Nicoline, og det var oprindelig kun meningen, at hun skulde blive et år i Norge.
Besøget blev forlænget, og i december 1824 blev Laura alvorligt syg. En anden af Laura Tønder Lunds søsters børnebørn, frøken Helene Prahm, har meddelt følgende optegnelser af Marie Krohg, kusine til Laura Tønder Lund: »Laura Tønder Lund laa i 2 Aar syg paa Munkvold, men saa maatte Laura bo i Byen, for de 2 Doktorer kunde ikke komme saa ofte til Munkvold. General Birk var saa god at tilbyde dem Værelser i Stiftsgaarden, og der besøgte vi dem en sjelden Gang, vi syntes, der var saa fint hos dem, og Tante Nicoline havde altid noget at fornøje os med.«
Hun blev aldrig mere rask og var sengeliggende den meste tid af de otte år, hun havde tilbage at leve i. 30. september 1831 døde hun og blev begravet 8. oktober i Krohgernes gravsted s.f. domkirken på domkirkegården. Som dødsårsag angiver kirkebogen »langvarig Svaghed« (meddelt af pastor Christian Svanholm, Trondheim).
Hvad den intelligente unge pige egentlig fejlede, er nok vanskeligt i vore dage at afgøre. Men selv om hun i sit allersidste brev (23. juli 1831) erklærer, at hun ikke vil begå syge menneskers sædvanlige fejl kun at tale om sig selv og sin sygdom, fortæller disse breve fra hendes sidste fire leveår naturligvis meget om helbredet. Vi får at vide, at hun 12. juni 1827 har måttet holde sengen i 2½ år; vemodigt skriver hun 28. april 1829, at det nu er 10 år siden, at hun blev syg i Odense — som bekendt afbrød sygdommen dengang hendes konfirmationsundervisning —; »i ti Aar, altsaa kun 2½ Aar frisk«. Imidlertid synes der at være indtruffet en forbigående bedring. I sommeren 1827 sidder hun lidt oppe hver formiddag; i 1829 føler hun sig mere rask, har ingen feberanfald, tåler bedre at være lidt oppe og begynder at håbe, »skønt Miraklernes Tid er forbi«, at de »ved Doktorens Omsorg kan samles igjen«. Hun føler dog, at det ikke kan blive i sommeren 1830, hvor hun er for svag til at rejse, men håber så på det følgende år.
Men da sommeren 1831 kommer, svinder håbet. Hun har tilbud om rejseselskab til Danmark, men er ikke så vel, at hun tør vove turen, føler sig tværtimod ilde og træt. »Vi er nu i Slutningen af April,« skriver hun 17. april 1831, »senere end i Førstningen af Juli kunde jeg ikke vel reise, da jeg dog maatte ligge over flere Steder. — Endskjøndt jeg i det sidste Aar er blevet betydelig bedre end jeg var, er jeg dog altfor vant til at see det gaae, til at jeg skulde troe det med eet skulde forandre sig; blev det imidlertid Tilfældet, vilde jeg ikke være seen til at benytte det.« 23. juli 1831 er det sidste brev dateret. Der er åbenbart i juni indtrådt en pludselig forværring. Siden er det gået op og ned, men hosten er slem og søvnløsheden en plage. Hun ligger nu hele dagen; bliver kun sat i en stol, medens hendes seng bliver redt, og hun er så mat, at hun intet kan bestille, kun læse et par sider ad gangen.
Da havde hun kun godt to måneder igen.
Det lange sygeleje har sat hendes humør på en hård prøve. hun indrømmer, at hun er et stemningsmenneske, der påvirkes af ubetydeligheder (8. juni 1827), føler sig ofte bedrøvet og påstår, at hun er »sær og utaalelig« (7. juni 1829), ja, ligefrem uelskværdig. Men hun klamrer sig stadig til håbet: »Mit Valgsprog er Souvenir og Espérance«.
Hertil kommer ensomhedsfølelsen og længselen. Danmark er hendes hjem,- hun føler sig aldrig ret tilpas i Norge, især ikke i de lange, triste vintre. »Du ved ikke, hvad det er at være saa ganske skilt fra sine Venner. Jeg føler altid mit Hjem ikke er her« (14. marts 1830). Gang på gang drømmer hun om at komme bort; hun misunder alle, der skal ud at rejse, selv dem, der skal til Finmarken. Hendes rejser foregår i fantasien,- snart går tankerne til Italien (27. juni 1827), snart til Rhinegnene (2. maj 1830), men først og fremmest til Danmark. Hvorfor forlod hun dog København? skriver hun 2. maj 1830. Det er tungt at være så langt borte fra sine bedste venner, hedder det 8. marts 1831, og 1. juni samme år, altså tre måneder før sin død, skriver hun: »Du har intet Begreb om dens Trang og Nødtørft, som er saa længe fra Fædreland og Venner«.
Men først og fremmest gælder hendes længsel naturligvis hendes eneste søster. Brev efter brev indeholder gribende vidnesbyrd herom. Hun tæller Aarene; nu er 6 Aar gaaet, siden vi saas. Nu er det syv Aar siden, vi var sammen. Og dog er vi kun vi to Søstre paa Jorden. Så fordyber hun sig i minderne. Barndomsminder om glade dage med moderen på Brede Mølle. Erindringer fra de to søstres samvær hos biskop Tetens på Als (2. maj 1830). Eller hun tænker på den lykkelige sommer 1822 på Møn. Et hjertesuk fra 1. juni 1831: »Giv ikke al din Kjærlighed bort til Holst og dine Børn, jeg maae dog ogsaa have noget; jeg er bange du holder ikke saa meget af mig som du har gjort, og jeg holder endda mere af dig — du er mit Alt i denne Verden! … Tænk ofte paa Laura, som er meget for langt fra dig«.
I denne ensomhed spiller brevene naturligvis en overvældende rolle. Men den ene gang efter den anden venter stakkels Laura forgæves og beklager sig over det; flere af brevene både fra og til Norge går tabt ved skibsforlis (7. juni 1829; 22. december 1830; 8. marts 1831). Klager hun over, at svarene udebliver, så er til gengæld også hendes glæde rørende, når hun endelig hører fra søsteren.
Og hvad går så de lange dage med? Brevene fortæller om håndarbejder og om blomster. Hun tænker på at få sig en guitar. Men først og fremmest er bøgerne hendes store trøst.
Laura Tønder Lund var ikke blot en intelligent dame. I dannelse overgik hun langt de fleste af tidens embedsmandsdøtre, hvis kundskaber tit var tarvelige nok. Herom vidner allerede den sirlige skrift og den sikre ortografi — på dette sidste punkt skortede det meget hos datidens damer. Og et yderligere bevis er hendes udmærkede sprogkundskaber. »Det er dog en stor Skat at kunne læse saa mange Sprog«, hedder det 28. april 1829. At hun læste tysk, var en selvfølge, men hun beherskede tillige både fransk og italiensk samt, hvad der var sjældent efter 1807, engelsk.
Hendes læsning er mangfoldig. Hun repeterer Schiller og citerer Lessing. På tysk læser hun den nys opdukkede amerikaner Washington Irvings »Erzählungen eines Reisenden«, som også optog H.C. Andersen. Til hendes engelske lekture hører de store tidskrifter »Edinburgh Review« og »Quarterly Review«, Scotts romaner og Coopers »Den sidste Mohikaner« (»Uncas er min Helt«). Mest er det dog danske bøger og ikke blot skønlitteratur, men f.eks. P.A. Heiberg: »Enevældens Indførelse i Danmark 1660« og Rahbeks erindringer, hvor hun finder sin far omtalt. Af dramatiske nyheder finder vi omtalt C. J. Boyes »Jutta« og senere Hauchs tragedier, som hun havde ventet sig meget af, men som ganske skuffede hende (8. marts 1831). Anderledes tilfreds var hun med Ingemann. Hun spørger 3. januar 1831: »Er Erik Menved saa deilig? Ingen har den«. I næste brev fra 8. marts har hun læst romanen »og veed intet skjønnere og mere interessant; jeg skulde blive glad hørte jeg Ingemann igjen arbeidede paa een«.
Og så havde hun sine danske aviser. 7. juni 1827 ser vi, at hun får Iversens Avis[1]; med hver post kommer »Statstidende« (den senere »Berlingske Tidende«) (27. juli 1829). Hun er derfor vel orienteret i begivenhederne hjemme i fædrelandet, og breve fra veninder som Mine Krieger og Lotte Kierulff holder hende underrettet om private nyheder fra Kongens København.
Som det måske vil huskes, havde hendes svoger P. N. Møller Holst som theologisk kandidat været lærer for den senere Kong Frederik VII (Anderseniana, VIII, 1940, 82). Han og hans unge kone havde som nygifte fulgt Prins Christians hof til Odense, hvortil også Laura og etatsrådinde Tønder Lund flyttede. Siden den tid havde hun bevaret sin interesse for Kongehuset, først og fremmest for Prins Fritz, som han altid kaldtes. 3. juli 1827 har hun hørt rygter om, at Frederik VI vil give landet en konstitution og derefter abdicere til fordel for Prins Fritz, men hun tror dog ikke på, at Prins Christian skulde have frasagt sig kronen. Brevene noterer fyrstelige begivenheder som Prins Ferdinands forlovelse og Prins Fritz’ bryllup. Og hun er bekymret ved tanken om, at Prins Fritz muligvis ikke skulde være så ganske lykkelig med Prinsesse Wilhelmine. »Intet i Verden kan være mig utaaleligere end de Rygter, der fortælles, at det maa gjøre mig ondt, som holder saa meget af ham … det kan du saa nogenledes begribe.« (7. juni 1829.) Endnu så sent som 17. april 1831 hedder det: »Hils især Pr. Fritz«.
Men også om mindre højfornemme landsmænd forhører hun sig fra sin sygeseng. Navne fra hendes københavnske omgangskreds dukker op i brevene: Kriegers og Kierulffs, Tuteins og Müffelmanns, Bülows og Billes, altså nogle af stadens anseligste familier. Hun læser i avisen, at deres barndoms gode bekendt Gierlew, Baggesens ven, er blevet generalkonsul i Norge (17. april 1831). Eller at landstedet Søholm ved Emdrup Sø n.f. København, hvor hun hos C.N. Davids far, den rige grosserer Joseph Nathan David har tilbragt mangen en glad dag, ifølge Statstidende skal sælges; Enken bliver vel så hos Augusta? (Datteren fru Homberg, g.m. bankier Benedict Homberg; Andersen besøgte hende flere gange i Frankfurt) (3. januar 1831). I et senere brev, 1. juni samme år, kan hun fortælle søsteren, at Søholm er købt af Alphonse Casabadan, senere mesterkok hos Kong Christian VIII, og at den nye ejer ønsker at indrette en brillant restauration i den smukke ejendom.
Hun er i høj grad optaget af Oehlenschlægers digterkroning i Lund og af besættelsen af Sjællands bispestol efter fr. Münter. Biskop Tetens på Als, hos hvem H.C. Andersen (og hun selv) gik til konfirmationsforberedelse, er hendes favorit til embedet, som hun ikke håber skal »ta’es af en theologisk Professor ved Københavns Universitet«. Men inden brevet sluttes (2. maj 1830) er nyheden nået frem, at det alligevel blev en professor, der gik af med sejren, nemlig P. E. Müller.
Men H.C. Andersen, spørger Læseren, er han fuldstændig glemt af sin fordums Velynderske? Til Slut skal derfor de Brevsteder gen-nemgaas, hvor hans Navn forekommer. Formodentlig er det ham, hun blandt flere vil skrive til 3. Juli 1827; og naar hun 25. November 1828 har gjort det, er det aabenbart for at gratulere ham til Artium.
11. april 1829 udkom 2. oplag af »Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829«, og 25. april havde hans første dramatiske arbejde »Kjærlighed paa Nicolai Taarn« première på Det kgl. Teater. Herom skriver Laura 28. april til sin søster: »Seer Du om jeg ikke har Glæde af Andersen? Han har nu skrevet en Vaudeville, Kjærlighed paa Nicolai Taarn, eller, hvad vil Publicum sige? som forrige Uge opførtes i Kjøb[enhavn]; jeg længes saa efter at vide hvordan det er gaaet, »hvad Publicum har sagt?« Andet Oplag er udkommet af hans Fodreise, og hans nyeste Digt »praktisk Betragtning over Østergade« [dvs. »Østergade, poetisk betragtet«, trykt 29. marts 1829 i Kjøbenhavnsposten], Men nu vilde jeg saa gjerne han vilde lade den poetiske Aand hvile medens han tog anden Examen, er der ingen rigtig Grund frygter jeg det er kun en Sæbeboble«.
1. juli 1829 kom Andersen på sin første sommerrejse som student til Hjertebjerg præstegård på Møn for at besøge Pastor Holsts og næste dag så han Kongen lande i Stege (H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, I, 1933, 6). Laura spørger 27. juli 1829, hvorfor de kongelige overnattede på Marienborg og ikke på Liselund. Helene Holst har åbenbart i sit svar givet en skildring af såvel kongebesøget som Andersens visit. Og søsteren takker nu for brevet: »Det var mig meget kjært, jeg baade græd og loe over det, jeg græd fordi jeg ikke var hos dig da Pr: Fritz var der, og jeg loe saa jeg nær havde bristet over Andersen! Jeg har læst Fodreisen med megen Interesse, mange Steder finder jeg den meget vittig, og nogle af Digtene er særdeles nydelige. I det hele er den efter min Smag formeget i den Hofmanske Maneer. Han har synes mig megen Lethed i at skrive, det falder saa behageligt. De Digte Du omtaler har han sendt mig. Jeg haaber nok jeg faaer Ære og Fornøielse af min Dreng. At Du fordømmer hans Hoved, fordi han ikke bestod 2den Examen troer jeg Du har Uret i. For det 1ste har han læst urimelig kort Tid til den, sidste October tog han Artium, naar han tager 2den veed jeg ikke, men det bliver vel ikke mere end ½ Aar, tænk saa et Hoved som er saa fuldt af al Slags Ideer, og poetiske Tanker, og alt hvad han virkelig i den Tid har skrevet, saa begriber jeg aldeles ikke hvor han har faaet Tid, og Plads tilovers for Studeringerne« (28. september 1829).
H.C. Andersen havde allerede i april 1829 forsøgt at tage første del af 2den examen, Philologicum, men gik fra, da han fik Non i Hebraisk. Han tog så begge dele samme efterår, philologicum 21. oktober og philosophicum 14. november, og fik et pænt laud.
Nyheden herom er sikkert også kommet til Trondhjem, og den har utvivlsomt glædet hans trofaste veninde. Man havde undt hende at opleve, i hvor høj grad hun skulde få »Ære og Fornøielse af sin Dreng«.
