H.C. Andersen og Frankrig

En del af stoffet til denne afhandling er indsamlet under en studierejse i Frankrig og Belgien, som jeg med støtte fra Carlsbergfondet og med orlov fra Handelshøjskolen foretog i februar-marts 1947. Jeg ønsker paa dette sted at udtrykke min hjerteligste tak til disse to institutioners ledelse.

De vigtigste resultater har jeg forelagt i de forelæsninger jeg efter hjemkomsten holdt ved Københavns Universitet.

De følgende blade er tænkt som foreløbige bidrag til belysning af det omfattende emne: H.C. Andersen og Frankrig.

Naar undersøgelsen ikke har kunnet føres til bunds, skyldes det tildels den omstændighed at materialet ikke er komplet. For eksempel har det ikke været muligt at foretage en fuldstændig gennemgang af franske, belgiske, schweiziske og canadiske tidsskrifter som muligvis kan indeholde upaaagtede oversættelser, kritikker eller biografiske noter om Andersen. Det lader til at en del af de avisudklip Andersen selv havde samlet er bortkommet. Er det mon Edvard Collin der har været for ivrig til at rydde op? Han var jo paa nippet til at kassere en del af vennens korrespondance, men var dog heldigvis saa forsigtig at han lod overbibliotekaren ved Det kongelige Bibliotek gennemse pakken. I et brev til denne skrev han: „Ved et flygtigt Gjennemsyn har jeg ikke fundet noget Værdifuldt, ikke engang Navneværdi; men et kyndigere Øie vil maaske opdage noget.” I dette dossier fandtes der netop en mængde værdifulde papirer som var af interesse for vort forehavende.

Selv om man vilde have indskrænket arbejdet til et studium af de trykte oversættelser af H.C. Andersens værker som er fremkommet i bogform mens han levede, vilde det ikke være muligt at gennemføre det, da der intetsteds findes nogen udtømmende samling. Andersen har ikke selv ejet en saadan, da en stor del af oversættelserne jo blev foretaget uden den fjerneste meddelelse derom til ham. Ja, selv naar man med sikkerhed ved at der har foreligget trykte oversættelser, er det i vore dage ikke altid muligt at finde dem. En del bøger er sporløst forsvundet.

H.C. Andersens kendskab til fransk sprog

Det er almindelig bekendt at Andersens sproglige kundskaber og færdigheder led af store mangler. Det fremhæver han selv gang paa gang, og det bekræftes til overmaal af andres, især E. Collins, udtalelser.

Men han havde en lykkelig evne til at klare sig med minimale sprogkundskaber. Han satte sig ud over hensynet til korrektheden, det hensyn som faar mere hemmede mennesker til at foretrække at tie stille og derved afskære sig fra at komme i kontakt med udlændinge.

Hvordan han bar sig ad, fremgaar af E. Collins beretning om hvordan Andersen engang paa et tysk apotek, hvor man ikke forstod hans „amerikanische Öl”, ved en meget anskuelig pantomime forklarede sine lidelser.

Kendt er ogsaa Andersens egen beretning (Indtrædelse i Spanien, Udv. Skr. IX, p. 242—43) om hvordan det lykkedes ham at bringe en art konversation i stand med en smuk Spanierinde han traf i diligencen ved blot at sige „estrella”, „el mar”, „Danés” samt „la poesía de la España” og derefter enkeltvis nævne navnene paa de spanske digtere han kendte lidt til: Cervantes, Calderón og Moreto. Den sidstnævnte kendte han vel fordi hans skuespil „Stolthed mod Stolthed” (El desdén con el desdén) var blevet opført paa Det kgl. Teater i 1834, altsaa ca. 30 aar før episoden i dagvognen eller rettere sagt natvognen.

Hans største triumf var vel at han paa sin Orient-rejse ombord paa et skib havde „talt” med en Perser. Det eneste orientalske Andersen kunde præstere var de allerførste ord af 1. Mosebog: „Bereschit Barah Elohim, osv”. Og det eneste europæiske Perseren kunde var „Yes, Sir, verily, verily”.

„Det var hele Conversationen. Ingen af os vidste mere, men gode Venner vare vi!” (En Digters Bazar, Saml. Skr. VII, p. 181).

Fransk talte han ikke korrekt, hvad de Collin’ske ug-børn selvfølgelig drillede ham med. Det hørte f. ex. med til deres familiejargon at sige n’est pas? fordi Andersen havde faaet det udtryk galt i halsen.

Men noget kunde han dog. Han havde jo taget studenterexamen omend lidt sent (et gennemsyn af listen over de studenter der blev dimitteret omkring det samme aar som Andersen viser for resten at der var en del andre paa omtrent samme alder som han). Og kravene var dengang næppe helt smaa. Vel havde han ikke straalende karakterer i faget; men hans lærere har vel mest hængt sig i grammatikken.

E. Collins dom over Andersens franskkundskaber lyder som følger:

„Det franske Sprog var ham selvfølgelig endnu mere fremmed [end tysk], Hans udmærkede Hukommelse hjalp ham til at bevare en Mængde Gloser, men han formaaede ikke at sætte dem sammen til en Sætning; han hjalp sig ved at bruge alle Verber i Infinitiv, og de fleste Substantiver vare for ham feminine. Hvor en Glose svigtede ham, hjalp han sig hurtigt med en Omskrivning eller med pantomimiske Fagter.”

Da Andersen første gang fik lejlighed til at lufte sit fransk, nemlig paa den første Pariser-rejse i sommeren 1833, gik det ikke særlig godt. Han havde svært ved at forstaa teaterstykkerne — det klager han jævnlig over hele livet igennem. Vi ved af brevene at han i Paris tog regelmæssig undervisning; men det blev ikke rigtig til noget. Grunden var den ikke ualmindelige at han klumpede sammen med nogle landsmænd som boede i samme hotel som han.

Fra dette første besøg har Andersen vist kun aflagt beretning om eet interview med en fransk digterkollega, nemlig vaudevilledigteren Paul Duport. Han var en af Scribes mange medforfattere. Det bør erindres at Scribe og hans skole spillede en dominerende rolle paa vort hjemlige Kgl. Teaters program i de aar. Andersen vilde gerne have besøgt Scribe selv. Han skriver til E. Collin (9. aug. 1833): „Det er ækelt at Scribe ligger paa Landet; jeg vilde gjerne have kjendt ham.” Men da det nu ikke kunde lade sig gøre, besøgte han Duport, af hvem der var blevet opført et enkelt stykke herhjemme (Quækeren og Dandserinden) og til hvem Bournonville havde givet ham en introduktion.

„Han troede at kunne tale Tydsk,” siger Andersen i Mit Livs Eventyr, „men saaledes som han udtalte det, blev det mig aldeles uforstaaeligt; nu troede han at det laae i Valget af Ordene, og fik frem et tydsk Lexicon, det laae paa hans Skjød, der søgte han stadigt Ordene, men at tale med Lexicon gaaer noget langsomt, og var hverken for en Franskmand eller mig.”

I Paris blev det, som sagt, ikke til saa meget med sprogstudiet den sommer. Noget større fremskridt gjorde han i august-september samme aar, da han, inden han rejste videre til Italien, opholdt sig en hel maaned i Schweiz, i Le Locle, hos urmager Urban Jürgensens svoger Houriet og hans familie. De kunde kun fransk. Børnene raabte lige ind i ørene paa Andersen naar der var noget han ikke forstod; børn tror jo gerne det er hørelsen der er noget i vejen med.

En enkelt gang betror han dagbogen et af sine smaa sproglige uheld. En dag forsøger han at fortælle noget af sit digt „Agnete” (som han netop arbejdede paa) — „de fandt det saa komisk at Agnetes lille Dreng spurgte Moderen hvorfor hun ikke havde nogen „Qeue” [hale]. Der er nok en dobbelt Betydning. Damerne loe og rødmede bagefter.” (Dagbogen 4. september 1834).

Hans bedste lærere var nok netop damerne, de to rare gamle Tanter Rosalie og Lydia, som han indsatte i sin roman „O. T.” fire aar efter.

Derfra drog han til Italien, hvor han ret ofte klarede sig med fransk, da han kunde endnu mindre italiensk (Brev til Chr. Voigt 30. sept. 1833). Naar han skulde „træde op” paa italiensk, „traadte” han, efter eget sigende, „som en Høne i Blaar” (Brev til Chr. Voigt 9. april 1834).

Til Frankrig kom han ikke igen før 1843.

I mellemtiden havde han dog undertiden lejlighed til at bruge sit fransk. For eksempel fortæller han at han paa damperen til Kiel den 31. oktober 1840 træffer den spanske danserinde Dolores Ser-ral, der samme sommer havde optraadt i København (Se Vor Fortid, I (1916—17), pp. 136 og 369). Han er ganske vist meget søsyg og ligger og „sukker”. Han kan høre den skønne Dolores ligge og „sukke” i kahytten ved siden af. Og næste dag snakker han fransk med hende.

I et brev til Jonas Collin (1. november 1840) skriver han: „Vi talte naturligvis Fransk (siig det til Ingeborg og siig, at Dolores sagde, at jeg talte fortræffeligt; Løgn er det rigtignok)”. Han gjorde sig ingen illusioner.

Under sit andet Pariser-ophold, 1 1843, gjorde han store fremskridt. I begyndelsen kneb det. En af de første dage talte han med litteraturprofessoren J. J. Ampère, som havde beskæftiget sig med skandinavisk litteratur (især Eddaerne og svensk litteratur). Samtalen foregik ifølge dagbogen paa fransk for Ampères vedkommende og paa tysk for Andersens.

Nogle dage efter gaar han hen og besøger sin gode ven Marmier som han kendte fra København og som kunde dansk. Der staar derom i dagbogen: „Gik i Ministeriet til Marmier, hvor jeg talte Fransk med to Herrer!” Det var der nok grund til at sætte udraabs-tegn efter.

Og det varer ikke mange dage før han kan prale lidt af sine sproglige succes’er. Han beretter derom i et brev til Jonna Drew-sen, den senere baronesse Stampe:

„[jeg har en indbydelse] til Luzern, hvor en Baronesse von Born-stedt sværmer lidt for stærkt for mig. Du kan tænke, at i en stor Salon hos Grevinde de Bocarmé drog hun mig lige hen i den Fløiels Sopha og lod mig tage Plads ved sin Atlaskes Side — hun var nemlig i det sorteste Sort med Juveler — og her holdt hun min Haand og trak Balzac, Digteren, ved hans Haand, saa han ogsaa kom paa Siden af hende, og saa udbrød hun: Jeg lykkelige, jeg skammer mig ved at være mellem to af vor Nutids største Mænd. „La baronne” sagde jeg med et straffende Blik og udviklede, Alt paa Fransk, hvor ubetydelig jeg var. Du kan troe jeg kan udfolde mine franske Vinger. Af alle Danske her taler unægtelig [Orla] Lehmann bedst Fransk, jeg daarligst, men Lehmann selv ønsker sig min Smidighed i at voltigere gjennem en Conversation med det jeg kan. Du veed jeg har endogsaa talt med Rachel, hun som af Alle her bedst taler den franske Tunge; men jeg var ikke forknyt; jeg tænkte som saa: godt Fransk kan hun høre hver Dag og hun kan selv levere det Bedste, men min Fransk er original, og hun maa see, hvilken Uleilighed jeg har for at gruppere Ord der kan aabenbare mine Tanker. Sommetider snakker jeg mig ogsaa fast, men saa siger jeg: voila c’est tout; og saa lader jeg den Anden faae Ordet. I kjender mig saa godt hjemme, men I kjender mig dog ikke ude; de Collinske Sprog-Anskuelser ere ogsaa for strænge og ikke Verdens almindelige.”

Det vilde unægtelig være interessant at vide hvad Rachel har tænkt om Andersens konversation. Hendes egne ord for det har vi kun gennem Andersens referater. Men der er udmærket sammenhæng i hans referater af samtalerne med den succes-ombruste 22-aarige tragédienne.

I Mit Livs Eventyr fortæller Andersen at det er Alexandre Dumas der introducerede ham hos Rachel. Det første besøg finder sted bag en af de forreste kulisser paa Théâtre Français under opførelsen af Phèdre.

„I Samtalens Løb med Alexandre Dumas glemte hun mig, det var, som om han følte det og vendte sig mod mig, idet han sagde til hende: „det er en sand Digter og en sand Beundrer af Dem; veed De, hvad han sagde til mig, da vi gik op ad Trappen: „jeg er ved at faa ondt, saaledes banker mit Hjerte, ved at jeg nu skal tale med Den, som taler smukkest Fransk i Frankrig!”” hun smilede, sagde nogle venlige Ord, og jeg tog Mod til mig at blande mig i Samtalen, jeg sagde, at jeg havde seet meget Interessant og Herligt i denne Verden, men at jeg ikke havde seet Rachel! og at det meget var for hendes Skyld, jeg havde foretaget Reisen her til Paris, den, jeg anvendte hele Indtægten til af et af mine seneste Arbeider. Jeg undskyldte imidlertid mit daarlige franske Sprog — hun smilede og sagde: „naar De siger en fransk Dame noget saa Galant, som det, De der siger mig, saa finder hun altid, De taler vel!”

Han besøger hende senere i hendes salon. Derom fortæller han (ogsaa i Mit Livs Eventyr):

„Hun gjorde mig mange Spørgsmaal om Tydskland og Danmark, om Kunst og Theater, og med et venligt Smil omkring den alvorlige Mund og en hjertelig Nikken opmuntrede hun mig, naar jeg, i min Klattren i det franske Sprog et Øieblik holdt op for at samle mig og finde Udtrykket. „Bliv kun ved!’^r sagde hun. „De taler ikke godt Fransk! jeg har hørt Fremmede tale mit Sprog bedre, men det har tidt ikke interesseret mig saameget som her; jeg forstaar hos Dem fuldkommen Sjælen, og den er Hovedsagen, den interesserer mig just hos Dem.”

Endelig har vi et brev som Andersen skrev til Signe Læssøe i Paris den 6. maj, ved slutningen af hans Pariser-ophold:

„De siger nok ellers i Deres stille Sind: „Men hvorledes bærer han sig dog ad med at tale med alle de Mennesker? Han kan jo ikke et Guds Ord Fransk!” — Ja, De har næsten Ret; men dog taler jeg, dog forstaae vi hverandre, dog blive de mig gode; ja, Rachel har endog sagt: „Jeg hører hellere Dem tale ucorrect Fransk end mange Fremmede, der ikke sige en Feil, men dog blive mig uforstaaelige!” Hun siger, at hun synes, jeg er en Franskmand, der gjør Løier med Sproget; thi Aanden er der! Det er jo idetmindste høfligt sagt! — Men hvorledes bærer jeg mig ad? Jeg generer mig ikke; jeg benytter Alt, hvad jeg veed, og giver dem tidt Tanken i et Billede og det gaaer; — bedre var det jo, om jeg talte bedre; men det skal komme!”

Med Dumas har Andersen ogsaa talt fransk, og det endda temmelig meget. Derom siger Andersen i et (utrykt) brev til Henriette Wulff (22. marts 1843):

„Arm i Arm med Dumas drev jeg flere Timer paa Aftenen om paa Boulevarden, løb op bag Coulisserne paa 3 a 4 Theatre; Dumas var saa ungdommelig lystig og jeg — ja Gud hjælpe mig jeg snakkede Fransk i et Væk, mon han forstod mig?! Gode Venner vare vi!” (Ligesom Perseren og Andersen.)

Af de mange andre berømtheder Andersen løb paa dørene i 1843 har i hvert fald een udtalt sig om hans besøg, nemlig ingen ringere end Alfred de Vigny. Andersen besøgte ham den 11. april; samme dag skrev Vigny et brev til Léon de Wailly, hvori det hedder:

„La politique est fort terne, les plus bavards sont muets comme des poissons. Les grands coups de lance sont suspendus. On dirait que le goût de la poésie s’étend, en vérité, on parle: c’est à crier miracle. Il m’arrive ce matin un poète danois, qui ne sait pas un mot de français, et moi qui sais très mal le danois, je lui parle par signes. Il est ravi de son voyage et va célébrer, j’espère, mon éloquence.”

Vigny har altsaa indtryk af at Andersen ikke kan et ord fransk. Nu kan det jo godt være at hans udtryk er lidt overdrevet. Maaske har Andersen under en ganske kort audiens ikke naaet at „folde sine franske vinger ud”, mens det gik bedre naar han fik lidt bedre tid, f. ex. til større selskaber, hvor hans bekendte kunde hjælpe ham og hvor han efterhaanden blev trukket op.

Han bildte sig i hvert fald ikke ind at han var perfekt.

Et par aar efter skriver han til Jonas Collin i et brev dateret Nysøe den 2 Junii 1845:

„Baronesse Stampe har strax idag begyndt at læse Fransk og Engelsk med mig, og jeg har taget derimod, da jeg inderlig trænger dertil.”

Han blev ved med at have svært ved at tale fransk. Der gik ofte mange aar mellem hans rejser til fransktalende lande. I 1860 var han i Schweiz igen. Herfra skriver han i et brev til Jette Collin dateret Genève 11. september 1860:

„Selv gjør jeg — det siger man i Høflighed — utrolig Fremgang i Fransk, sladdre det gjør jeg det (sic) da med stor Uforskammethed, jeg taler hurtigt for at man ikke skal mærke Feilene; dog er det vist, jeg begynder nu ganske anderledes at forstaae de Andre end jeg har gjort før.”

Lad os til slut anføre hvad historikeren Francisque Michel (1809 —87) skrev til Andersen den 26. april 1866 kort efter at de havde været sammen i Bordeaux:

„Il n’y a pas jusqu’ à votre conversation qui ne nous rappelle une rose parmi des épines.”

H.C. Andersen havde noget paa hjerte, og det er vigtigere end at kunne sige banaliteter og ubetydelige ting i en korrekt form.

Om han ligefrem drev det til at kunne holde en tale paa fransk, er der grund til at betvivle. Naar han i sin dagbog fortæller at han i efteraaret 1867 ved et selskab hos litteraturprofessoren Philarète Chasles udbragte en skaal for „le coeur, l’Esprit og l’Inocence”, betyder det vel bare at han lige har kunnet sige disse ord, idet han hævede sit glas. Og saa havde han endda Chasles’s tysktalende ku-sine til oversætter ved bordet. (Jfr. side 187.)

Det vilde være mærkeligt om Andersen kunde skrive fransk naar han talte det saa daarligt og naar han endog var paa kant med sit modersmaals retskrivning. Der er ganske vist opbevaret nogle franske breve fra hans haand. Men han udarbejdede dem ikke selv. Han maatte altid have hjælp af sprogkyndige venner (Collin og Melchior). Det har den fordel for os at en del af hans danske koncepter er blevet opbevaret.

H.C. Andersen som oversætter og læser af fransk litteratur

H.C. Andersen læste sikkert fransk nogenlunde let.

I hvert fald kunde han saa meget fransk at han optraadte som teateroversætter i aarene lige efter sin studenterexamen. Denne foregik i september 1828.

I 1831 udkom en vaudeville af Scribe og Mazères, nemlig „La Quarantaine”, som paa dansk fik titelen „Skibet”, da man fandt at ordet karantæne mindede for meget om koleraen, som netop grasserede dengang, og derfor vilde virke afskrækkende paa publikum. Stykket blev opført i alt 5 gange. Det forekommer ikke en moderne Københavner at være noget stort antal; men man maa huske paa at Det Kgl. Teater paa den tid havde et stærkt skiftende repertoire med masser af nyopførelser hver eneste sæson.

„Skibet” er en nogenlunde nøjagtig oversættelse; dog indlagde Andersen nogle viser af eget fabrikat, saaledes en ikke særlig vittig parodi paa „Der vanker en Ridder” fra Heibergs Elverhøi (fra 1828). En enkelt strofe kan være nok som smagsprøve:

„En Doctor maa flyve ved Dag og ved Nat
Blandt Roser og yndelige Blommer;
Ja Syge og Sunde vil have ham fat,
Ham, Livets og Haabets Skjærsommer.

I 1833 fulgte et drama af en af Scribes konsorter, nemlig „Dronningen paa 16 aar” af Alfred Bayard, af hvis produktion sikkert kun librettoen til „Regimentets Datter” af Donizetti stadig lever.

Stykket handler om den svenske barnedronning Christina, Gustav Adolfs datter. Det er et ægte intrigestykke som handler om Chri-stinas forelskelse i en ung officer som — naturligvis — elsker en anden. Christina renoncerer af hensyn til statens vel. Stykket gjorde lykke. Hovedrollen blev nemlig udført af publikums yndling, den unge fru Heiberg, som da var 22 aar.

Dronning Christina var for øvrigt et yndlingssujet for dramatikere paa den tid. Der kendes fra samtiden tre andre behandlinger af emnet: en af Alexandre Dumas („Stockholm, Fontainebleau et Rome” fra 1830), og to lidt tidligere (af Brault og Alexandre Soulié). Senere fulgte en opera som Andersen hørte i Stockholm i 1849.

I 1850 oversatte Andersen en lille vaudevillespøg af Warin og Lefèvre „Une chambre à deux lits” under titelen „En Nat i Roeskilde”. Det er en bagatel, der stadig opføres som dilettantkomedie her til lands. Emnet er i korthed følgende: 2 rejsende bliver indkvarteret i samme værelse. Det viser sig at den ene er gift med den kone som den anden er stukket af fra. De rafler om hvis kone hun maa anses for at være; begge er lige ivrige efter at blive af med hende. Da kommer posten med et brev hvoraf det fremgaar at stridens genstand lige er død efterladende sig nogle penge som hun har testamenteret til „sin efterlevende lovlige Mand”. Ny strid med modsat fortegn. De to mænd enes til slut om at dele arven som gode venner, fremfor at føre en bekostelig proces.

Endnu saa sent som i 1860 oversatte Andersen librettoen til en opera af Meyerbeer (Le pardon de Ploërmel), som dog først blev opført længe efter hans død, nemlig i 1892.

Andersen var ikke blot teateroversætter. I 1832 oversatte han en af Bérangers sange. Det kan ikke undre nogen at han netop valgte den der handler om Napoleons død „Den femte Mai (1821)”.

Oversættelsen, som fremkom i „Valkyrien” for november 1832, er i øvrigt ikke vellykket. Saaledes er versifikationen yderst maadelig. Rimordene er matte og intetsigende, og ordene „pauvre soldat” er gengivet som en apostrofe skønt de er en apposition hos Béranger.

Lad os anføre en enkelt strofe:

Dieu! le pilote a crié: Sainte-Hélène!
Et voilà donc où languit le héros!
Bons Espagnols, là s’éteint votre haine;
Nous maudissons ses fers et ses bourreaux.
Je ne puis rien, rien pour sa délivrance:
Le temps n’est plus des trépas glorieux!
Pauvre soldat, je reverrai la France:
La main d’un fils me fermera les yeux.
Ha, Sanct Helena! Lodsen høit udbryder,
See, der Europas Helt vansmægte maa!
I brave Spanske, Harmens Taare flyder,
Hans Lænker og hans Bødler falde maae!
Sløv leger Tiden over Døgnets Tue,
Ak, jeg kan intet gjøre for ham her!
Stakkels Soldat! jeg skal mit Frankrig skue,
Min Søn skal lukke mine Øine der!

Til kategorien „oversættelser”, eller i hvert fald „bearbejdelser”, maa ogsaa „Mulatten” henregnes.

Modellen var, som Andersen selv har fortalt, en novelle „Les épaves” af Madame Charles Reybaud. Denne forfatterinde hørte ogsaa til den Scribeske kreds som Andersen stiftede personligt bekendtskab med paa sit andet Pariserophold i 1843. „Les épaves” hvor hun følelsesmæssigt er inspireret af Bernardin de Saint-Pierre, er skrevet i 1830’rne og Andersens bearbejdelse deraf blev opført i 1840.

„Mulatten” er næsten kun en versificeret dramatisering af „Les épaves”. Man kan følge den franske novelle side for side. Hist og her er der tilføjet en lyrisk tirade. Et af indskuddene skyldes den tyske romantiker Rückerts „Brahmanische Erzählungen”, som lige var udkommet i 1839. Det er digtet om den retfærdige fyrste der har ladet ophænge en klokke som alle mishandlede og forurettede undersaatter kan komme og ringe paa for at klage til fyrsten personlig. En skønne dag kommer der en udaset hest og trækker i klokkestrengen, og dens herre faar sin fortjente straf.

Et andet indskud mente en samtidig kritiker hidrørte fra Eugène Sue’s fantastiske roman „Atar-Gull”, som var udkommet faa aar forinden og som forelaa i dansk oversættelse.

Andersen blev med temmelig rene ord beskyldt for plagiat. Han har forsøgt at forsvare sig i Mit Livs Eventyr (Kap. VIII), blandt andet med en henvisning til at Heiberg i „Alferne’ ikke havde oplyst at han havde sit emne fra Tieck. Men det kan jo ikke nægtes at Andersen paa titelbladet havde betegnet „Mulatten” som et „originalt, romantisk Drama”. — Siden blev han forsigtigere og opgav trolig sine kilder.

Man kan ikke sige at Andersen som oversætter har ydet noget opsigtsvækkende. Hans oversættelser er, stort set, hverken fremragende eller skandaløse. Det han vælger at oversætte er heller ikke særlig bemærkelsesværdigt. Han glider med strømmen og oversætter stykker af den type som publikum i almindelighed yndede paa hans tid. Han har ikke gjort noget forsøg paa fornyelse, f. ex ved at slaa et slag for de store romantiske dramaer af Hugo og andre. Dertil var hans position ikke stærk nok. Han syslede imidlertid paa et vist tidspunkt med tanken og begyndte at oversætte Hugos drama „Marie Tudor”. Han havde set det i Paris i sommeren 1833, og i et brev til Henriette Wulff (Hamborg, den 1. aug. 1834) siger han:

„Jeg oversætter Victor Hugos „Marie Tudor”; men den bliver neppe antaget; thi vi have endnu nogle gamle Censorer ved Theatret; desuden er den vel ikke anstændig nok for de dydige Kjøbenhavnere. Hu, Diavolo!”

Længere henne i brevet hedder det:

„Igaar sagde jeg til en Dansk, der spurgte, hvad jeg nu skrev, at jeg oversatte „Marie Tudor”, og man udbrød: „Gud, Andersen, De er vist bleven saa frivol paa Reisen; før var De saadant et anstændigt Mandfolk; Marie Tudor! O, fy!”

Han blev aldrig færdig med denne oversættelse. Men hans beskæftigelse med Hugos teater fik dog betydning for ham. Man mærker hans indflydelse i de svage dramaer „Mulatten” og „Maurerpigen” (som omtalt af Rubow i Danske i Paris, II, 176).

Hugo er ubestridt den franske digter som har gjort størst indtryk paa ham. Det har vi hans egne ord for i Mit Livs Eventyr, hvor han fortæller:

„Den første franske Bog, jeg i Originalsproget forsøgte at læse, var i Paris [1833] Victor Hugos Roman: „Notre Dame”; jeg kunde daglig besøge Kirken selv og Sceneriet for den givne Digtning.”

Bogen var ganske vist aaret før blevet oversat af Frederik Schaldemose under titelen „Taterpigen”. Men hvorfor ikke tro Andersen paa hans ord?

Han citerer flere steder digte af Hugo. Især i „O. T.” (1836) og i „Kun en Spillemand” (1837), hvor han i det hele taget i ungdommelig iver for at vise sin belæsthed citerer over alle bredder. Her finder man brudstykker af Hugos digte om Julirevolutionen, bl.a. „Ode à la Colonne” (Kun en Sp. II, kap. 16). Jfr. ogsaa „O. T.” I, kap. 18, og II, kap. 8 (to citater).

Et citat er han endda saa begejstret for, at han bruger det baade i „O. T.” (II, kap. 3) og i „Kun en Spillemand” (II, kap. 19), nemlig den noget rørstrømske passage af „Prière pour tous”, hvor et barn skal bede for alle:

Prie pour les vierges voilées,
Pour le prisonnier dans sa tour,
Pour les femmes échevelées
Qui vendent le doux nom d’amour!

Men ogsaa uden at citere Hugo omtaler Andersen ham meget hyppigt i sine ungdomsromaner, for eksempel paa denne maade:

„Sophie ønskede at høre om Victor Hugo; hun fik en Skildring om ham, hans Bolig paa Place Royale og hele Europe littéraire ovenikjøbet. Fætter Joachim var høist interessant!” (O. T.)

Det er ikke svært at se hvem der er model til fætter Joachim.

Af andre franske forfattere hvis værker har spillet en rolle maa anføres Madame de Staël. Det er fastslaaet at „Corinne” er den litterære forudsætning for „Improvisatoren”.

Ogsaa Eugène Sue (1804—57) synes at have haft en vis betydning for Andersen. Den anonyme kritiker, som i Fædrelandet (16. februar 1840) anmelder „Mulatten” mener at Palèmes monolog i 2. akt, 3. scene har Eugène Sues roman „Atar-Gull” (1831) som mønster. Den var blevet oversat til dansk i 1837. Lad os tilføje at Sue ogsaa hører til dem Andersen citerer i romanerne.

Naar folk citerer en bog, er det ikke sikkert at de har læst hele bogen, ja de behøver jo ikke engang at have fundet stederne selv. Naar Andersen citerer Voltaire og Le Sage’s Gil Blas, skal man sikkert ikke lægge for megen vægt paa det. Men det er dog ganske morsomt at se at han af sine samtidige ofte citerer Scribe og enkelte gange Béranger, Alexandre Dumas, Jules Janin, Barthélémy og Frédéric Soulié.

I Andersens trykte produktion omtales George Sand vist ikke; men i brevene kan man se at han satte hende meget højt.

I 1841 skrev han til Marmier:

„Tak Madame Dudevant for hendes livsfriske Noveller”. Paa det tidspunkt var 3—4 af hendes bøger oversat til dansk.

I 1866 da Andersen endnu en gang var i Paris, var det lige ved at lykkes for ham at faa hilst paa hende personlig. Men et brev fra George Sand blev afleveret for sent. Der stod i det at han skulde komme kl. 2 samme dag og at hun skulde ud bagefter. Andersen fik først brevet op ad dagen og tog altsaa ikke derhen. Senere viste det sig at hun havde siddet og ventet paa ham hele dagen! Nu maatte han nøjes med en temmelig intetsigende billet. Han lod sin gode ven Lorents Frølich, der paa den tid boede i Paris, sende hende en af sine franske oversættelser, som hun dog ikke synes at have læst — i hvert fald ikke lige med det samme. Da hun to maaneder senere svarede Andersen, havde hun ikke læst bogen endnu, kan man læse mellem linierne i hendes brev.

Andersen agtede at dedicere en bog til hende naar den udkom paa fransk. Nu strandede ganske vist hans forhandlinger med de franske forlæggere i 1860’erne. Først i 1873 blev det til noget. Og i et brev til oversætteren Ernest Grégoire (oktober 1873) beder Andersen denne om at hilse George Sand og sende hende et eksemplar af Eventyrene. Det naaedes dog altsaa et par aar før de begge døde.

Andersens forhold til fransk litteratur kan sammenfattende opgøres saadan: Den hører ikke til de litteraturer der har spillet den allerstørste rolle for ham. Tysk og engelsk litteratur har haft langt større betydning. Den franske litteratur fik en vis indflydelse paa de dele af hans produktion som nu er af sekundær interesse, nemlig hans romaner og hans dramaer. Med hensyn til Eventyrene kan man derimod slet ikke paavise franske forudsætninger. I Mit Livs Eventyr fortæller han at man, da han begyndte at skrive eventyr, enten fraraadede ham at fortsætte eller tilraadede ham at „studere de franske Eventyrmønstre’’. Da de begyndte at gaa deres sejrsgang rundt om jorden, kunde han triumfere fordi han havde fulgt en rigtigere vej end den kritikken først havde anvist ham. „Havde jeg fulgt de franske Mønstre, var jeg næppe blevet oversat paa Fransk og stillet sammen med Lafontaine og mine Eventyr med hans fables immortelles.”

Andre franske indtryk

Stiller Andersen sin franske læsning til skue i romanerne, gælder det i ikke ringere grad om hans øvrige franske indtryk.

Han refererer hele scener af teaterstykker han har set, ogsaa operaer og balletter (Robert le Diable, La Tentation de Saint Antoine), endog et vovet stykke i den pikante genre med en afklædningsscene.^[1]

Han skildrer gadelivet, de pragtfuldt oplyste gader og butikkerne i Palais Royal. Han taler om Napoleon, om kongefamilien, om Julirevolutionen og friheden, dagspressen, om franske billeder og landskaber, osv.

Enten henlægger han nogle af bogens scener til Paris, eller ogsaa lader han hovedpersonen eller dennes fætter rejse til Paris og sende lange breve hjem, ligesom han selv gjorde.

Kort sagt: han faar brugt alle sine egne oplevelser.^[2]

I Eventyrene kan man ikke sige at Andersens Frankrigsrejser har sat sig mange direkte spor, bortset fra „Dryaden” der skildrer hans indtryk af Pariser-udstillingen i 1866—67.

Dog er der i „Billedbog uden Billeder” en „aften” der beror paa en oplevelse i 1833. Han skildrede den først i en lille fortælling „Den fattige Dreng paa Frankerigs Throne”, som fremkom i tidsskriftet „Iris” nr. 2, den 10. januar 1836.

I denne første redaktion fremstiller Andersen stoffet i form af et personligt rejseminde: han har været paa en udstilling og set et maleri af den døende dreng; en af hans franske venner fortæller historien fra Julirevolutionen; nogle dage efter ser fortælleren ved frihedsheltenes grave ved Louvre en gammel kone som han straks tænker sig er den fattige drengs bedstemoder; han lægger en buket paa drengens grav.

I den anden redaktion (den vi kender fra „Billedbog uden Billeder”) har Andersen ganske fjernet sin egen person og lader maanen fortælle hvad den har set.

Da den første redaktion ikke er almindelig kendt, optrykkes den her i Tillægget s. 202—203.

H.C. Andersens berømmelse i Frankrig

Ikke engang H.C. Andersen selv har ejet nogen komplet samling af franske oversættelser. Det var langtfra altid han modtog et eksemplar, endsige da et honorar. Han maatte trøste sig med den betragtning han anstiller i sin „Fortale til de ældre Læsere” (1837):

„I et lille Fædreland bliver altid Digteren en fattig Mand; Æren er derfor den Guldfugl, han især maa gribe efter. Det vil vise sig, om jeg fanger den, ved at fortælle Eventyr.”

Som alle véd, lagde han uhyre vægt paa det han selv kaldte sin „Erkjendelse”, og oversættelserne, det synlige tegn paa anerkendelsen, havde selvsagt hans allerstørste interesse. Ofte giver han i breve og dagbøger udtryk for sin glæde naar han — især paa rejser — fandt sine egne værker i fremmed dragt.

For eksempel skriver han den 10. aug. 1857 til E. Collin:

„I Amiens kjøbte jeg paa Fransk mine Eventyr, det er forunderligt, hvor mine Skrifter slaae Rod rundt om.”

Ogsaa et brev til fru Dorothea Melchior (20. april 1866) er meget oplysende:

„Jeg har til min Ven O’Neill, der har bedt mig derom, kjøbt rundt omkring i Frankrig flere af mine Skrifter. Saaledes fandt jeg i Brüssel, paa Banegaarden, en fransk Oversættelse af „Improvisatoren”; i Paris fik jeg „Eventyrene”, i Tours „Billedbog uden Billeder”, og her i Bordeaux har jeg fundet en ny Samling af mine Smaahistorier; det gjør saa hjemligt at træffe sine Børn ude, selv om de træde op i det fremmede Lands Klædedragt.”

Undertiden bliver han ogsaa af gode venner gjort opmærksom paa oversættelser, som da grevinde Mimi Holstein i et brev af 14. jan. 1862 fortæller at hendes søster vicomtesse Roboredo har købt Soldis oversættelse af Eventyrene (Brevet er trykt i Anderseniana V—VI, pp. 75—77).

Det er umuligt at rekonstruere hele samlingen; men forsøget bør gøres.

Tillige vil det vel være af interesse at skaffe saa fyldige oplysninger som muligt for oversætterne (og biograferne) samt deres eventuelle personlige forbindelser med digteren.

Det er det der skal forsøges i de følgende afsnit.

Det er ikke Franskmænd, men Tyskere der har opdaget Andersen først. Naar han er blevet kendt i Frankrig, skyldes det i høj grad de første tyske oversættelser.

Saa tidligt som i 1827 blev „Det døende Barn” oversat til tysk af den svenske konsulatsekretær Ludolph Schley, og i 1833 blev nogle af hans andre digte oversat af ingen ringere end Adalbert von Chamisso, nemlig „Tyveknægten”, Soldaten”, „Spillemanden”, „Martsviolerne” og „Lille Lise ved Brønden”.

Dette giver anledning til den første omtale af en fransk oversættelse.

Der stod i Kjøbenhavnsposten for 31. aug. 1833 følgende notits om Andersen:

„Som en Mærkelighed kan anføres, at samme Forfatters lille Digt: „Tyveknægten” — der her i Danmark mødte en saa strengt dadlende Kritik — efter at være oversat paa Tydsk af Adalbert v. Chamisso, nu ogsaa er blevet oversat paa Engelsk, i en nylig udkommen Poesisamling af en engelsk Digterinde, Louise Costelli, og tillige vil komme for Lyset i en fransk Oversættelse, under Benævnelse af en Fantaisie du Nord.”

Det blev, saa vidt vides, ikke til noget. Men der kan endnu gøres fund i franske litterære tidsskrifter. Sandsynligst er det dog at en eller anden fransk digter har lovet Andersen at oversætte digtet.

Den første franske oversættelse vi véd har eksisteret er den som Puérari foretog i Genève i august 1833: Andersen skrev derom til E. Collin (Le Locle, den 2. sept. 1833): Puérari oversatte det døende Barn paa Fransk, men i Prosa, for at en god fransk Digter kunde give det i Vers for de Franske.”

Og et halv aar senere omtaler Andersen i et brev til den samme ven skrevet i Napoli den 23. febr. 1834 igen en fransk oversættelse af det samme digt:

„Mit døende Barn, forunderlig nok, skaffer mig ogsaa her Hyldest. Man kender det i Neapel af en fransk Oversættelse. Skade den er i Prosa; omtrent som naar hjemme Wosemose oversætter Victor Hugo.”

Denne oversættelse er, ligesom Puéraris, sporløst forsvundet. Om der er nogen forbindelse mellem Pariser-, Genfer- og Neapel-oversættelserne, og om nogen af dem beror paa Schleys tyske oversættelse, er ikke til at afgøre da Andersen slet ikke siger noget om det spørgsmaal.

Den første opbevarede oversættelse af „Det døende Barn” og af Andersens værker i det hele taget stammer fra 1837 og er foretaget af Xavier Marmier under hans ophold i København. Han offentliggjorde den i Revue de Paris i oktober 1837 som afslutning paa sin artikel om H.C. Andersens liv (La vie d’un poète).^[3]

Denne oversættelse blev temmelig udbredt. Andersen beretter med stolthed at en russisk dame i Konstantinopel deklamerede den (brev til Jette Collin 29. april 1841).

Marmier har ikke naaet originalens enestaaende enkelhed. Han har vel næppe heller forstaaet den. Det ses bl.a. deraf at han uden videre sammenligner Andersens digt med et fransk digt af Reboul, digter-bageren fra Nîmes (som Andersen senere opsøgte i hans bageri i 1846). Reboul’s digt „L’ange et l’enfant” blev umaadelig populært i Provence for lange tider. Ifølge mundtlig meddelelse fra den nylig afdøde romanist dr. J. K. Larsen var det læsebogsstykke lige til aarhundredskiftet.

Da jeg i det i note 3 anførte skrift har omtalt Marmiers indsats for dansk litteratur udførligt, vil jeg her nøjes med at nævne at hans Andersen-biografi, som ogsaa blev optrykt i hans danske litteraturhistorie i 1839, vakte en vis opmærksomhed om Andersens navn.

Han har kun een gang senere oversat noget af sin ungdomsven, nemlig „Grantræet”. Dette skete saa sent som i 1888 i serien „Contes populaires de différents pays”, og han omtalte ikke engang at eventyret var af Andersen!

Et par maaneder efter fremkomsten af „L’enfant mourant” fik Andersen en ny glædelig meddelelse, som lyder saadan med hans egne ord til Henriette Hanck (brev fra december 1837):

„Igaar kom en Capitain Jensen op til mig; han kom fra Paris og skulde bringe mig Hilsen fra Kruse og tillige underrette mig om den sjeldne Ære, at „Improvisatoren” i dette Øieblik oversættes paa Fransk i Paris og vil komme i Begyndelsen af 1838. Det er den første danske Roman, de Franske komme til at kjende, — det er en Ære! O, jeg er glad derover som et Barn!”

At Andersen har troet paa denne meddelelse, fremgaar af et brev til C. Høegh-Guldberg fra slutningen af 1838 (cit. af E. Collin: H.C. Andersen og det collinske Hus, p. 110):

„Paa Fransk er nu Improvisatoren og et Par Børne-Eventyr udkomne.”

Capitain Jensen er identisk med Andersens holstenske oversætter Jenssen-Tusch. Han troede selv paa efterretningen i den grad at han i sit forord til „Nur ein Geiger” (1838) (p. XLV) omtaler „L’Improvisateur übersetzt von v. Lundblad. Paris 1838″.

Lundblads oversættelse lader dog ikke til nogen sinde at være udgivet (som Karl Larsen allerede formodede i „H.C. Andersen i Tekst og Billeder” (1925; p. 125).

Om J. F. af Lundblad oplyser Lorenz’s bibliografi at han var en „svensk historiker, fhv. svensk generalkonsul i Tyskland, fhv. ambassaderaad, medlem af det stockholmske militærakademi” samt at han var født i Lund i 1791 og død i Strasbourg i 1854.

Det vides tillige at han fra 1815 stod i korrespondance med Tegnér, samt at han i 1823 blev svensk generalkonsul i Stralsund (Tegnérs Efterlemnade Skrifter 1—3 (1873—74)).

Han skal ifølge Lorenz i 1841 paa et parisisk forlag have udgivet en „Historie de Danemark et de Norvège”, som i 1860 kom i 2. udgave i Tours hos Mâme et Cie.

Fra Stockholm i begyndelsen af 1838 har Marmier i et brev til F. Buloz givet følgende sladderagtige karakteristik:

„„La Revue du XIXe siècle” har engageret en Svensker som er en stor slubbert. Det er en vis Lumblad(!), som var konsul i Greys-wald(!), som en skønne dag stak af med regeringens kasse og de penge som byens stakkels borgere havde betroet ham.” (Se Paille-ron: Buloz, p. 154).

Man bør betænke at La Revue du XIXe siècle var en konkurrent til Buloz’s to blade „La Revue de Paris” og „La Revue des deux mondes”. Og det er oplysende for Marmiers jugement at han i samme brev skrev:

„Jeg har i en tysk avis set at Heine har svigtet Dem og er gaaet over til La Revue du XIXe siècle. Hvis det er sandt, kan jeg forsikre Dem for at det er et tab som ikke vil skade Dem stort.”

Samme Revue du XIXe siècle gjorde dog noget for at udbrede kendskabet til Andersens værker i Frankrig. Maaske er det Lundblad (eller Kruse) der sigtes til i disse linier af et brev fra Andersen til Ingemann (5. jan. 1838):

„I „Revue du dix-neuvième siècle”, som Marmier slet ikke har med at gjøre, læste jeg igaar en Anmeldelse af min „Spillemand”, som den har staaet i „Dagen” [29. november 1837], og en Slags Opfordring til at oversætte den og mine to andre Romaner paa Fransk; det fornøiede mig.”

Samme anmeldelse omtaler Andersen ganske kort i sit brev til Fr. Læssøe (29. februar 1838):

„I „Revue du dix-neuvième siècle” staar en smuk Anmeldelse af min „Spillemand””.

Den interesse som nu var vakt for Andersen gav sig i 1841 et morsomt udslag, som glædede ham meget: augustnummeret af Revue de Paris bragte nemlig et rimbrev „Au poëte danois Andersen”.

Dette poem, som giver en satirisk skildring af det franske parnas’ koryfæer, var forfattet af Nicolas Martin. Det opbevares i H.C. Andersens Stambog (Kgl. Bibl., København).

Andersen fortæller derom i et brev til Henriette Hanck (12. okt. 1841):

„En fransk Digter har sendt mig et smukt Digt, det er mig selv der er besjunget; Digtet er besørget til mig ved Marmier.”

Andersen svarede naturligvis omgaaende i en epistel paa fransk og sendte tillige „Bilderbuch ohne Bilder”. Desuden bad han i et brev af 6. november Marmier om at hilse Martin.

Martin svarede igen, denne gang paa prosa, i et brev dateret Paris den 14. december (originalen findes i A. Laage-Petersens samling).

Han fortæller deri at det er hans morbror den tyske digter og filolog Karl Simroch der har gjort ham opmærksom paa Andersen. Andersen havde ganske rigtig i 1831 været sammen med Simroch i Berlin i et litterært selskab, hvor han blev indført af Chamisso (breve til E. Collin 19. juni 1831 og til C. H. Lorenzen 28. juni 1831).

I det omtalte brev meddeler Martin at han har oversat „Martsvioler” efter Chamisso og at han snart vil offentliggøre sin oversættelse af „Soldaten”, samt at han vil oversætte noget af Billedbog uden Billeder til Revue de Paris.

De to anførte digte, hvoraf han i brevet giver Andersen en afskrift, stod begge trykt i augustnummeret af Revue de Paris. Derimod fik han vist aldrig oversat Billedbog uden Billeder.

Nicolas Martin havde ogsaa en praktisk grund til at ønske at komme i forbindelse med Andersen. Han foreslaar i brevet at de skal udveksle litterære nyheder. Det skyldes sikkert at Martin netop skulde til at overtage redaktionen af den litterære rubrik i Le Moniteur Universel (som han redigerede fra 1842—52).

Om denne elskværdige poet kan i øvrigt oplyses følgende. Han var født i Bonn i 1814 og blev opdraget i en by paa grænsen til belgisk Flandern. Som attenaarig blev han ansat i toldvæsenet i Dunkerque, som han forlod i 1838 for at blive kontorchef ved tolden i Paris (Vapereau 1865). Ifølge anden kilde skal han en tid ogsaa have været toldembedsmand i Calais. Og Bibliothèque Nationales katalog oplyser at han har været professor ved det filosofiske fakultet i Paris. Hvis der ikke foreligger en forveksling (Martin er jo saa udbredt som Nielsen hos os), maa man sige at det er en mærkelig karriere. Han døde i 1877.

Foruden de nævnte digte af Andersen har han oversat Chamissos „Peter Schlemihl” (1841) og nogle af Grimms eventyr („Contes de la famille”; sammen med Pitre-Chevalier; 1846).

Desuden oversatte han digte af Uhland og Theodor Körner og skrev artikler om tysk litteratur (bl.a. om Bürger og Herder) i „Revue du Nord” (1835—36), hvor ogsaa en del af hans egne smaa (mest elegiske) poesier fremkom.

Andersen og Nicolas Martin saas flygtig i Paris i foraaret 1843. Det lader til at den franske poet hyldede sin danske kollega ved paa ny at optrykke „Martsvioler”, muligvis i Moniteur Universel.

I Andersens brev til Henriette Wulff staar der:

„jeg griber et Blad; hvad læser jeg? Et Digt af mig: „Martsviolerne”, oversat af min Ven Martin.”

Efter 1843 synes Nicolas Martin og Andersen ikke at have været i forbindelse med hinanden, hvad saa grunden end kan være. Det er beklageligt da Nicolas Martin virkelig synes at have haft betingelser for at forstaa Andersen og maaske ogsaa for at gendigte hans Eventyr paa fransk.

H.C. Andersens store Pariserrejse i foraaret 1843 bragte ham i kontakt med mange franske forfattere. Men ingen af hans bekendtskaber gav sig udslag i oversættelser. De begynder først at komme nogle aar senere. Det bør dog nævnes, som et tegn paa den ulmende interesse, at han den 30. april 1846 i Rom modtog et brev fra „det historiske Selskab” i Paris om at levere sin biografi dertil. Det har desværre ikke været muligt at opklare hvad det er for et selskab og heller ikke hvad Andersen foretog sig i anledning af denne opfordring. At han skulde have ladet den ubesvaret, er ganske utænkeligt.

Det er ikke helt udelukket at det drejer sig om det tidsskrift der nævnes som følger i British Museums katalog: „Revue générale biographique, historique etc. Le Biographe universel et l’historien, par une Société d’historiens et de littérateurs français et étrangers. [Edi-ted by E. Pascallet] Année 1—6. Paris 1841—46. 8°.”

Det kunde se ud til at tidsskriftet er gaaet ind netop i aaret 1846. Det er rimeligvis det der genopstod nogle aar senere. I hvert fald fik Andersen et brev underskrevet af Pascallet og Aarnould dateret den 27. februar 1853. Dette brev, som findes i Ny Kgl. Samling 2315, 4°, er skrevet paa papir hvis hoved er formuleret omtrent som lige anført. Litteraturprofessoren Achille Jubinal figurerer som président for redaktionskomitéen. Brevets indhold er en opfordring til Andersen om at rette et udkast til en biografi som skal trykkes i martsnummeret. Dette har jeg imidlertid forgæves ladet eftersøge i Bibliothèque Nationale.

1847 blev et mærkeaar. Da udkom der for første gang en hel bog af Andersen paa fransk, nemlig „Improvisatoren”.

Titelen er følgende: „L’Improvisatore ou La vie en Italie par Hans Christian Andersen. Traduit du danois par Madame Camille Lebrun. I—II. Paris Amyot, rue de la paix. 1847.”

Af et brev til Henriette Wulff dateret Haag den 20. juni 1847 fremgaar det at han modtog bogen lige i de sidste dage hvor han i Holland blev hyldet og fejret som ingensinde før. Han bliver da saa ør af glæde at beskedenheden kommer op i ham:

„Min Roman „Improvisatoren” kom netop iaftes hertil fra Paris, oversat paa Fransk. Min Gud, jeg veed ikke selv, hvorfor just mine Skrifter flyve saaledes ud over Verden!”

Om oversætterinden oplyser Lorenz at hendes virkelige navn er Mlle Pauline Guyot, født 1810, død 1885 eller senere. Andersen synes ikke at have haft nogen personlig forbindelse med hende.

Oversættelsen var, stort set, brugbar, selvom der var en del udeladelser hist og her.

Og da Andersen drog videre paa sit triumftog til England og Skotland, fik han en ny henvendelse fra en fransk oversætterinde, nemlig Rosalie Du Puget, om hvem O. Lorenz oplyser at hun er født i Sverrig af franske forældre ca. 1795. Den 16. august noterer han i dagbogen (mens han er i Trinity ved Edinburgh): „Sendt Brev til … Mad. Puget”.

I hendes første brev, som er dateret Paris den 25. juni 1847, oplyser hun at hun for tiden er ved at oversætte hans skrifter („vos écrits”) og derfor gerne vil have en biografisk notits. Hun anfører at hun har boet over 11 aar „dans le Nord” og kan sprogene, samt at hun tidligere har oversat Eddaerne og forskellige svenske forfattere.

I et nyt brev dateret Paris den 14. oktober 1847 kvitterer hun for brevet og meddeler at hun vil oversætte biografien fra dansk og ikke som af Andersen foreslaaet fra tysk eller engelsk (som hun maaske ikke kunde?).

Otte aar senere skriver hun igen (Paris, den 4. juli 1855). Hun har nu oversat „Improvisatoren” og beder om tilladelse til at trykke „avec approbation de l’auteur”. Hun har tidligere, siger hun, faaet en lignende tilladelse fra Svenskerne Fryxell, Agardh, Fredrika Bremer og Mme Emilie Carlén.

Andersens svar er opbevaret baade i dansk koncept (Kgl. Bibl.) og i fransk original (Stockholms Kungl. Bibl.). Det er dateret København den 18. oktober 1855. Andersen er naturligvis glad for hendes interesse. Da hun lader til kun at interessere sig for romanerne, gør han hende opmærksom paa at det ellers er Eventyr og Historier samt Billedbog uden Billeder der gør størst Lykke i Danmark, Tyskland og England. Han henleder tillige hendes opmærksomhed paa „En Digters Bazar” og „I Sverrig”.

Hermed standser korrespondancen, og der synes ikke at være kommet nogen bog ud af det.

I 1848 giver Andersens voksende berømmelse i fransktalende lande sig udslag i hele fire trykte publikationer, to af Ch. Rahlenbeck, en af Caralp og en af anonymen C …

Ch. Rahlenbeck, eller Ch. Rahl som han kalder sig paa titelbladene udgav i Bruxelles i marts 1848 et lille skrift paa 7 sider i stort format „Poètes et romanciers du Danemarck. Andersen” (KB 42, 113). Heri findes en versificeret oversættelse af „Jeg elsker Havet, naar det stormer vildt” (1830). Den er bred og unøjagtig — Andersens 24 vers tværes ud til 34.

I september samme aar udsendte han „De l’art dramatique en Danemark. Heiberg”, et skrift paa 14 sider, baseret paa læsningen af Heibergs dramatische Schriften 1—2 (Leipzig 1847) og Heibergs „Marionettentheater” (Kbh. 1814).

Rahl er tydelig nok afhængig af Marmier (som han kalder „le Juif errant de notre siècle” og mod hvis litteraturhistorie han polemiserer), men endnu mere af H.C. Andersen, af hvis i 1847 udkomne „Märchen meines Lebens ohne Dichtung” han oversætter en hel side der handler om københavnske teaterforhold, nemlig den der svarer til side 98 i Topsøe-Jensens udgave af „Mit eget Eventyr uden Digtning” (1942). Denne vistnok hidtil upaaagtede piece lykkedes det mig at finde i Bibliothèque Royale i Bruxelles i 1947, og Det Kgl. Bibl. har nu en fotokopi deraf.

Den 26. november 1848 skrev Ch. Rahlenbeck et brev til Andersen. Han oplyser deri at han har læst Ewald, Heiberg, Ingemann, Oehlenschläger og Andersen, samt at Andersen i Weimar har gjort hans søster baronesse de Salvati (eller Salviati) den tjeneste at skaffe hende nogle danske autografer bestemt til ham (Heiberg, Ingemann, Ørsted og Boye).

Vigtigere er det imidlertid at der i 1848 udkom to franske oversættelser af et udvalg af Eventyrene.

Den ene af disse oversættelser bærer titelen: Contes pour les enfants, par Hans Christian Andersen, traduits du danois par V. Caralp. Illustrations à deux teintes par Derancourt. Paris, Belin-Leprieur et Morizot. In 8°.

Det omfatter: Boghveden, De vilde Svaner, Engelen, Elise (dvs Tommelise), Svinedrengen, Den flyvende Koffert, Paradisets Have, Den lille Pige med Svovlstikkerne, De røde Sko, Den onde Konge, Nattergalen, Kjærestefolkene, Grantræet, Den grimme Ælling.

Af det sidste eventyrs titel „Le petit Canard Vert” fremgaar det tydeligt at oversættelserne mestendels er foretaget efter Petits tyske oversættelse, hvad Andersen selv har omtalt i Mit Livs Eventyr. I. 261 (Saml. Skr.): „en mindre heldig af de tydske Oversættelser, hvor „grimme Ælling” er gjort til „grüne Ente” og derfra spadseret over i franske Oversættelser(!) som le petit Canard Vert”.

En undersøgelse viser at 9 af samlingens 14 eventyr stammer fra Petits oversættelse (1845), 4 fra Reuschers oversættelse (1844—45) Den lille Pige med Svovlstikkerne, De røde Sko, Den onde Konge, Grantræet, og een fra Jenssens oversættelse (1838) (Tommelise).

Det er beklageligt at Caralp har valgt Petits oversættelse som grundlag; den er nemlig højst unøjagtig sammenlignet med Reuschers og Jenssens. Petits værste fejl er de mange alt andet end Andersenske tilføjelser, hvad man kan se ved blot at studere indledningen til Boghveden:

„Sehr oft, wenn man nach einem Gewitter an einem Buchweizenfelde vorübergeht, sieht man, wie hier Alles ganz schwarz und wie versenkt [skal være: versengt] geworden ist; man möchte fast glauben, dass eine Feuerflamme darüber hingefahren wäre, und der Bauer pflegt dann zu sagen: „Das hat der Blitz ihm angethan.” Aber warum hat denn der Blitz das gethan? fragt vielleicht der einsame Wanderer, der zu jeder Wirkung in der Natur eine natürliche Ursache, oder doch eine geschichtliche Erklärung sucht. — Ich will nun berichten, was der Haussperling mir davon erzählt hat; der Haussperling hat es von einem alten Weidenbaume gehört, der dicht bei einem solchen Buchweizenfelde stand und noch da steht. Es ist dies ein ehrwürdiger grösser, doch runzeliger und hochbetagter Weidenbaum, welcher mitten durch geborsten zu sein scheint, und aus den klaffenden Spalten wuchern Gras und Brombeerguirlanden in wilder Üppigkeit hervor; der Stamm selbst neigt sich stark nach vorn, wie einer Stütze bedürftig, und die Zweige hängen bis auf die Erde hinab, als ob sie ein langes grünes Haar wären.”

Det udhævede er ikke af Andersen, men af hans ungdomsbekendt Fritz Petit (som, efter alt at dømme, helt igennem var en slyngel; se H. Topsøe-Jensen: Omkring Levnedsbogen).

Det er altsaa ikke saa mærkeligt at Caralps oversættelse kom til at lyde saadan:

Lorsqu’après l’orage, on passe dans un champs de sarrasin, il paraît noir et tout languissant. On serait tenté de croire qu’il a été ravagé par la flamme. Le fermier a coutume de dire alors: „Ah! ce sont les éclairs qui ont fait tout cela!”

Mais pourquoi les éclairs ont-ils fait tout cela?” demandera peut-être quelque voyageur solitaire cherchant une cause naturelle, ou du moins une simple explication pour tout ce que fait la nature. Je vais vous raconter ce qu’un moineau m’a appris à ce sujet. Ce moineau le tenait d’un vieux saule qui s’élevait jadis et qui s’élève encore aujourd’hui tout près d’un de ces champs de sarrasin dont je vous parle. C’est un grand saule bien grave, riche en années, noueux et tout fendu par le milieu. Dans ses fentes béantes poussent de l’herbe et des ronces qui semblent être là tout à fait chez elles. Son tronc est fortement penché: on dirait qu’il demande un étai, et ses branches pendent vers la terre comme de longs cheveux verts.”

Baade Petit og Caralp synes at følge en gammel retorisk skoleregel om at ethvert substantiv bør „prydes” med et adjektiv. Man sammenligne:

Andersen: Og Piletræet nikkede med Hovedet, ligesom det vilde sige—
Petit: Und der morsche Stamm nickte mit dem bemoosten Haupte, als ob er sagen wollte: —–
Caralp: Et la tige dépérissante du vieil arbre agita sa tête moussue comme pour dire:—

Man har allerede set at Caralp føjer til naar Petit ikke gør det. Saaledes ogsaa i slutningen af fortællingen:

Jeg—har hørt den af Spurvene. De fortalte mig den en Aften, da jeg bad dem om et Eventyr.

Ich—habe es von den schwatzhaften Sperlingen gehört. Sie zwitscherten es mir eines Abends vor, als ich sie um ein Märchen bat.
je la tiens des moineaux toujours si bavards. Ils me la jasèrent un soir que je leur demandais quelque joli petit conte.

Caralp, hvis borgerlige navn var Françoi Garay (1796-—1873) var en litterær røver der ogsaa optraadte under pseudonymerne Eugène de Monglan, Albert Deville og Mourice Dufresne (Se Georges d’Heylli: Diet. des pseudonymes. 1887).

Noget bedre end Caralps foretagende var den anonyme oversættelse paa hvis titelblad der staar:

Contes choisis d’Andersen, précédés d’un fragment du Conte de ma vie, par le même, et d’une notice du traducteur. Ornés de 6 Gravures par Hosemann. Berlin, August v. Scröter.

Et uforandret optryk med samme paginering og samme trykfejl kom i 1859 med tilføjelsen: Avec le portrait de l’auteur et une liste des mots arrangé (!) par Louis Albert. Leipsic 1859. Librairie de Gustave Grabner. Den er aabenbart ment som en undervisningsbog. Begge udgaver er trykt hos J. Draeger, Berlin, som har fremstillet flere skolebøger.

Denne samling indeholder Den grimme Ælling, Den lille Havfrue, Den lille Idas Blomster, Engelen, Fyrtøiet, Gaaseurten, Grantræet, Hyrdinden og Skorstensfeieren, Keiserens nye Klæder, Kjærestefolkene, Nattergalen, Prindsessen paa Ærten, Springfyrene, Storkene og Svinedrengen.

Oversættelsen er foretaget paa grundlag af Reuschers tyske oversættelse fra 1844—45, som ligeledes var udstyret med Hosemanns illustrationer.

Og medens Caralps bearbejdelse er rent ud kassabel, kan denne dog nogenlunde gaa an. Dog maa man jo synes at for eksempel eventyret om Springfyrene er ganske mislykket, bare derved at personerne er „une puce, une sauterelle et un jeune épagneuil(!)” (en loppe, en græshoppe og en lille spaniel). Dermed ødelægges pointen at det er et mekanisk stykke legetøj der vinder prisen (ganske som i en nyere engelsk udgave hvor springgaasen er blevet til en frø.^[4]

Oversætteren betegner sig under forordet blot som C … Hvem han er, vil næppe blive afsløret da et i Berlin indtil 1939 beroende H.C. Andersen-brev maa anses for at være tabt.^[5] De nærmere omstændigheder er følgende.

Baronesse Blome, en tysk beundrerinde som Andersen kendte fra Rom, skrev den 25. marts 1847 fra Altona i et brev (prydet med en allerkæreste vignet som bestaar af en opklæbet sommerfugl og en blomst) at „ein litterarischer Freund einer durch Bildung und Liebenswürdigkeit ausgezeichneten Frau in Berlin”, har forsøgt at oversætte nogle af eventyrene. Med brevet fulgte et brev fra oversætteren som beder Andersen om et raad med hensyn til udgivelsen. Dette brev modtog Andersen den 1. april 1847. Den 6. april modtog han (ifølge almanakken) igen et brev fra baronesse Blome; dette er desværre ikke opbevaret. Den 12. april noterer han i almanakken „Brev til Baronesse Blome”.

Den 24. maj staar der i dagbogen: „Sendt Brev til Fru Rüdiger i Minden (Westfalen) Generalinde Luck i Berlin (med Brevet til Alfred de Vigny).”

Generalinden er aabenbart den veninde baronesse Blome hentydede til i sit første brev. Andersen skrev nu til hende og indlagde deri et fransk brev til Vigny, som Andersen jo havde besøgt i 1843 og som han derfor mente at kende godt nok til at kunne bede om at være behjælpelig med at finde en forlægger!

Dette brev er maaske endda opbevaret i Marc Sangnier’s Vigny-samling (oplysning fra Baldensperger i et brev til mig). Det er heldigvis refereret temmelig udførligt af Ernest Dupuy i hans bog „Alfred de Vigny” II, Paris 1912. Dette referat har følgende ordlyd:

„Fire aar efter [Andersens besøg hos Vigny], bad Andersen i et brev dateret København den 18. maj 1847 Alfred de Vigny om en tjeneste. Han bad ham hjælpe sig med at faa udgivet et udvalg af eventyrene oversat til fransk af en „ham ubekendt” oversætter, som var ven af „højfornem, aandrig tysk dame med god smag” der garanterede for at arbejdet var fortræffeligt! For at forklare at han „vovede” at rette „en saa dristig henvendelse” til ham, sagde han at han havde fundet mod dertil ved at genkalde sine stadig taknemmelige erindringer:

„Deres ansigtsudtryk er stadig levende for mig, og dette blide og venlige udtryk beroliger mig.”

Han mindedes at Vigny for at gengælde hans besøg „var kommet op til ham i hotel de Valois, skønt der var saa mange trapper” og at han „selv” havde bragt ham hans album tilbage beriget med en autograf, nemlig „et brudstykke af et længere digt”. [Det var „La Sauvage”].

Han tilføjede med en tilfredshed som nok kan tilstedes selv den beskedneste mand lige efter at han med stor anstrengelse har vundet en sejr:

„Siden da har en lykkestjerne lyst over mine skrifter: ikke blot i Danmark og Sverrig, men ogsaa i Tyskland, Holland og England lader det til at de læses og bedømmes med en godhed som overrasker mig selv. Naar jeg fortæller Dem det, er det blot for at naa frem til det der ligger mig paa sinde. Maaske er Deres blik faldet paa en eller anden af mine bøger i engelsk oversættelse. The Improvisator, The poet’s bazaar, Only a fiddler, Tales of Denmark (Originale fortællinger). Gid det var saa. Da vilde jeg smigre mig med det haab at mine skrifter vilde gøre et lidt bedre indtryk paa Dem end min franske konversation. I Tyskland udkom der sidste aar to forskellige udgaver af mine samlede værker. Men baade der og andre steder betragtes mine eventyr som det der er særegent for mig; i The Athenæum vil De angaaende dette kunne se nogle overdrevne lovtaler (jeg kan ikke kalde dem kritikker) som Englænderne har overøst mig med. Det er disse eventyr dette brev handler om …”

Andersen „bønfaldt” Vigny om at „kaste et blik paa oversættelsen, selv om han mistænkte den for at være foretaget, ikke efter den danske tekst, men efter den tyske udgave, og hvis eventyrene trods alt forekom ham at bevare „noget originalt og poetisk”, da at skrive „et forord” og at anbefale oversættelsen til „en Parisisk forlægger”.

Dupuy tilføjer: „Nogle faa maaneder senere blev dette udvalg af Andersens eventyr i Caralps oversættelse trykt hos Belin-Leprieur-Morizot. — Men det vides ikke om denne oversættelse er den som den danske digter vilde have Vigny til at læse og om den yderst tjenstvillige franske digter er optraadt som garant over for boghandlerne.”

Som vi har set, er C … s oversættelse ikke identisk med Caralps. Og Vigny har næppe gjort noget ved den sag. Det interessanteste ved C … s udgave maa siges at være den henvendelse til ham som den gav anledning til.

Oversættelserne af Andersens Eventyr har aabenbart en tendens til at klumpe sammen. Aaret 1853 bragte 3 udgaver, en i Tyskland og to i Frankrig.

Den første af de franske havde som titel: Choix de Contes, pour la jeunesse, par H.C. Andersen — Traduit par Charles Brandon. Leipzig, B. G. Teubner.

Den bygger paa den i 1850 hos Teubner udkomne tyske udgave og er ligesom denne forsynet med Vilh. Pedersens tegninger. Den begynder, ligesom den tyske udgave, med Grantræet, og rækkefølgen af eventyrene er i hovedsagen den samme.

Den indeholder 22 eventyr, nemlig: Boghveden, De vilde Svaner, Den flyvende Koffert, Den grimme Ælling, Den lille Idas Blomster, Den standhaftige Tinsoldat, Det gamle Huus, Engelen, Fyrtøiet, Gaaseurten, Grantræet, Historien om en Moder, Hyrdinden og Skorstensfeieren, Hørren, Lille Claus og Store Claus, Nattergalen, Ole Lukøie, Paradisets Have, Reisekammeraten, Storkene, Svinedrengen og Tommelise.

Oversættelsen er nogenlunde nøjagtig, dog med enkelte smaa tilføjelser. Han har rimeligvis af og til kigget i C…s oversættelse. For eksempel er deres kommentarer til „Storkene” næsten de samme, og der kan ogsaa findes verbale overensstemmelser som følgende fra Svinedrengen, hvor C… siger:

„Charmant, délicieux! — beautiful, s’écrièrent les dames d’hon-neur, car elles parlaient différentes langues étrangères, l’une plus mal que l’autre.”

og Brandon: „Superbe! charmant! beautiful! bellissimo! s’écrièrent les dames d’honneur, car elles parlaient différentes langues étrangères, l’une plus mal que l’autre.”

Med hensyn til forordet bør det bemærkes at Brandons, som er ganske kort (4 sider), indeholder Marmiers oversættelse af „Det døende Barn” (uden at Marmiers navn nævnes).

Charles Brandon var en fransk sproglærer, som paa Teubners forlag fik udgivet forskellige lærebøger i fransk. I 1861 udgav han i Leipzig og Genève „Le livre d’or”, en bog for 12—15 aars drenge om astronomi, geologi, mineralogi, botanik, zoologi, store opfindere (Galilei, James Watt, Franklin, George Stephenson, etc., biografier af Alexander den Store, Cæsar, Karl den Store, Peter den Store, Washington, etc.^[6]

Fra samme aar som Brandons oversættelse (1853) stammer ogsaa to anonyme samlinger som udkom i Tours hos Mâme et Cie.

Contes danois indeholder 7 eventyr: De vilde Svaner, Den flyvende Koffert, Paradisets Have, Gaaseurten, Prindsessen paa Ærten, Engelen og Tommelise.

Det er sikkert den samme oversætter der udgav „Histoire d’une mère, suivie de Le Caneton, Le mauvais prince, Les souliers rouges. Les Cigognes”.

Det er ikke til at afgøre om det er Reuschers eller Jenssens tyske oversættelser der ligger til grund.

I det følgende aar (1854) skete der vist ikke andet end at Andersen fra en Comte Eugène de Lonlay, der ogsaa ellers er kendt som oversætter, modtog en anmodning om tilladelse til at oversætte Improvisatoren, altsaa omtrent samtidig med at Rosalie Du Puget syslede med tilsvarende planer. Jfr. p. 154.

I 1855 og 1857 udkommer nogle faa eventyr i det franske Schweiz oversat af en bekendt af forfatteren J. Petit-Senn, som Andersen lærte personlig at kende i 1860. I Le Livre des familles. Almanach de la Suisse française pour l’année 1855″ stod Le Rossignol, Les cinq pois d’une cosse, og Cela est bien certain. I 1857 fulgte sammesteds „Les Cigognes”.

I 1856 udkom den første eventyroversættelse der blev foretaget direkte fra dansk, den bedste for lange tider. Det var Contes d’Andersen, traduits du danois par D. Soldi, avec une notice biographique par X. Marmier et 40 vignettes par Bertall. Paris, Hachette. Den har været meget udbredt og oplægges stadig, desværre nu med langt ringere illustrationer end Bertalls charmerende originale tegninger.

Denne samling omfatter 23 eventyr. Som helhed maa det siges at det er en ganske god oversættelse der holder sig temmelig nøje til teksten, omend den mundtlige stil ikke kommer til sin ret. Et enkelt sted har han tilladt sig at ændre teksten. I „Lille Claus og Store Claus” har han (eller maaske en fransk censor) syntes at det var for barokt eller blasfemisk for et fransk publikum at Store Claus faar lyst til at gaa ind i en kirke og høre et par salmer inden han gaar hen og drukner Lille Claus; han lader ham i stedet for gaa ind i en kro og drikke sig mod til i brændevin. — Drab af en bedstemoder har man heller ikke turdet byde Franskmændene; hun er blevet ændret til en amme, som staar lidt lavere paa familiens rangstige.

„Keiserens nye Klæder” har Soldi kaldt „Les habits neufs du Grand-Duc” .. Man maatte jo være forsigtig. Det var kun fire aar efter Napoléon III’s statskup. Det er tydeligt at det er en rettelse der er foretaget i korrekturen, enten det nu er Soldi eller hans censor der har faaet skrupler; thi i indholdsfortegnelsen til 1. udgave staar der „Les habits neufs de l’Empereur”. Ændringen fra kejser til hertug gaar igen i spanske og portugisiske oversættelser (sammen med Bertalls fortræffelige tegninger). Soldis oversættelse har været udbredt i alle de lande hvor folk kunde læse fransk, især de romanske.

Den biografiske indledning af Marmier er den artikel som i 1837 havde staaet i Revue de Paris og i „Histoire de la littérature en Danemark et en Suède” (1839). Andet har Marmier næppe haft med denne udgave at gøre. Ganske vist traf Andersen Marmier i Hamborg den 29. juni 1855, ved hvilket møde Marmier fortalte at han havde været anmodet om at oversætte Eventyrene.

De seneste oplag (fra 1924 og 1934 og senere) har ikke mere Marmiers indledning, som jo var mere paakrævet dengang Andersen var et temmelig ukendt navn i Frankrig.

En enkelt af oversættelserne („Hørren”) blev aaret efter udgivelsen optrykt i Bruxelles i „La Ruche des conteurs. I”. Fyrtøiet figurerede engang som oversættelsesøvelse til fransk (!) i Jungs franske læsebog (altsaa med Soldis gloser som vejledning). Endnu i min skoletid læste vi i Jungs begynderbog Soldis oversættelse af „Lille Claus og Store Claus”. Og i Leipzig udkom i 1900 „Contes d’Andersen, traduits par Soldi, für den Schulgebrauch ausgewahlt”. Det er, som vi har set, ikke første gang eventyrene i fransk oversættelse har været brugt til at indføre Tyskere i det franske sprogs mysterier.

Foruden den store samling med de 23 eventyr udgav Soldi samme aar (1856) en oversættelse af Snedronningen. Men den er godt gemt, idet den kom som et appendiks til en bog af Scribe som blev udgivet i Leipzig. Kayser’s Bücher-Lexicon angiver følgende titel: Scribe: Le filleul d’Amadis ou les amours d’une fée. Roman de chevalerie. 2 vols. Leipzig 1856. Gerhard. 16 (160; 134 S. und: La reine de la neige. Conte d’Andersen traduit librement du danois par Soldi. S. 135—176).

Der skal (ifølge Gesammtkatalog) være eller have været et eksemplar i universitetsbiblioteket i Marburg. Den haves hverken i København, Paris eller Bruxelles.

Om Soldi foreligger der følgende oplysninger (væsentligst efter N. J. Berendsen: Af en gammel Journalists Erindringer (1918), supplementet til Erslevs Forfatterlexicon og O. Lorenz: Cat. gén. de la libr. fr.) :

Hans egentlige navn er David Soldin. Han er født i København den 2. februar 1818 som søn af boghandler Hartvig Soldin. Han blev privat dimitteret til Universitetet 1837 og tog samme aar examen artium (haud. ill.). Han rejste snart derefter til Paris. I fortalen til en oversættelse af Mussets „Et ungt Menneskes Bekjendelser”, som han udsendte i 1841, skriver han at han „efter et fleeraarigt Ophold i Paris” ved sin hjemkomst „højligen forundredes” over ikke at finde Mussets værker oversatte paa dansk.

N. J. Berendsen fortæller om ham, at han har flakket om i Tyskland, at han i Paris har været huslærer hos en engelsk familie og spillet violin i Musards bekendte orkester, at han har taget en examen der gav ham ret til at undervise i de lærde skoler og at han i en halv snes aar har været adjunkt ved en skole i Auvergne, hvorefter han er vendt tilbage til Paris som lærer og litterat.

Han blev i Paris gift med en fransk jødinde, som i 1846 fødte ham sønnen Emile Soldi, som blev en ret bekendt billedhugger og kunsthistoriker. Ægteskabet blev senere opløst, vistnok paa grund af gemytternes uoverensstemmelse. Svigerforældrene har over for en af Berendsens slægtninge skildret ham som hidsig, fremfusende og brutal. Efter skilsmissen, hvorved han beholdt sønnen, indgik han en varig forbindelse med en Belgierinde.

I Paris beskæftigede han sig med litterære arbejder, og i efteraaret ansattes han som tolk i det danske, svenske og tyske sprog ved den kejserlige appelret (senere ved kassationsretten, jfr. dødsannoncen).

I „Flyve-Posten” 1865, nr. 123 omtales han i anledning af at han har holdt en tale paa fransk ved den danske konsul baron Delongs begravelse. Der siges et par giftigheder om hans franske udtale og om hans ændrede navn, der paa italiensk betyder penge. Den gemene artikel er ikke signeret.

Soldi døde i Paris den 4. november 1884. Hans død er af hans søstre annonceret i Berlingske Tidende for 7. november 1884.

Berendsen, som har besøgt ham i 1877—78 (og senere) fremstiller ham som en typisk ældre Pariser, soigneret, med krøllet haar og en lille hvid moustache. Han var, efter hans mening, elskværdig, men ikke saa lidt forfængelig. Især var han stolt af sin franske udtale og troede at ingen vilde antage ham for udlænding. Berendsens værtinde i Paris kunde dog øjeblikkelig høre at det var en herre fra samme land som hendes pensionær der en dag kom og spurgte til ham („Han talte nøjagtig ligesom De selv”).

Soldi har en enkelt gang optraadt som fransk forfatter, nemlig i 1861 med „Caroline Varner, roman de moeurs intimes”. Ellers har han, saa vidt vides, kun oversat danske bøger, nemlig foruden den omtalte samling af Eventyr en ny samling i 1861, endvidere „Robert Fulton” af Carsten Hauch (1859). Sammen med Marmier udgav han i 1881 „Théâtre choisi de Oehlenschläger et de Holberg”. Et brev fra skuespilleren Edmond Got til Soldi (1860) viser at Soldi forgæves har forsøgt at faa et stykke af Holberg opført paa Théâtre Français (brevet findes i Det Kgl. Bibl., Kbh.).

I 1861 eller 1862 (vel til nytaar) udkom: „Nouveaux Contes, par Andersen, traduits par Soldi, revus par de Gramont. Paris. E. Dentu. In 18” (Paa nogle titelblade staar i øvrigt Jung-Treuttel opført som forlægger). Den kom i 4. udgave i 1882. Denne udgave, som er illustreret, kom i serien „Collection Hetzel”. Hetzel var Lorents Frølichs forlægger. Grev Ferdinand de Gramont, som har gennem-set disse eventyr, er ogsaa paa anden maade knyttet til samme forlag; han udgav saaledes i 1866 „L’arithmétique de Mademoiselle Lili” illustreret af Frølich.

„Nouveaux Contes” har Andersen i hvert fald set. I dagbogen for 14. marts 1863 i Paris staar der: „gik hen til Hr Dentu og beklagede mig over den daarlige Oversættelse af mine Eventyr.” Der var i denne samling seks eventyr som ikke var af H.C. Andersen.

Den 16. marts skrev Dentu et meget høfligt og imødekommende brev til Andersen. Det lyder som følger:

Monsieur,

Je crains de ne pas vous avoir exprimé tout le désir que j’ai de satisfaire à votre demande au sujet d’une traduction de vos nouveaux contes. Soyez assez bon pour me formuler vos prétentions et je m’empresserai de les transmettre à qui de droit et de faire en sorte qu’à l’avenir il y soit fait droit.

Vous m’avez parlé, Monsieur, d’un roman que vous désireriez voir traduit en français, je serais heureux d’éditer cette traduction si vous d’indiquiez un traducteur habile et ayant votre confiance, la traduction pourrait avant l’impression vous être soumis.

Croyez, Monsieur, à l’expression de ma sincère admiration et agréez l’assurance de mes sentiments de haute considération.

E. Dentu
éditeur au Palais-Royal
Paris le 16 mars 63

Den 18. marts svarede Andersen igen i et brev (som jeg har skrevet af efter originalen i Laage-Petersens samling). Hvordan man har kunnet formode at dette brev var til Vigny, er mig en gaade (Se Baldenspergers bog om Vigny).

Paris 18 mars 1863
Monsieur,
Je prend ( !) avec regret la liberté de vous dire, que je ne puis pas être satisfait de la dernière traduction de mes contes, des phrases entières y ont été introduites et on y a donné place à plusieurs contes, que je n’ai pas écrit, et qui circulent ici sous mon nom, savoir:

Le sage
Le Roi des Tireurs
Saint Népomucène
Le moulin de Djable
Le maréchal ferrant
Le Saint, le paysan et le foie d’Agneau.

Ceux-ci devront être mis de côté dans une nouvelle édition, j’espère, Monsieur, que vous vous conformerez à ce désir!

Sur l’obligeante demande, que vous m’avez faite pendant notre court entretient (!), j’ai l’honneur de vous indiquer deux de mes romans, qui je crois plairont s’ils sont bien traduit savoir

1) „Rien qu’un musicien
(Kun en Spillemand)
2) Les deux baronnes
(De to Baronesser)

Je prends en outre la liberté d’appeler votre attention sur mes tableaux de voyages

1. En Suède (I Sverrig)
2. Le Bazar d’un poët (En Digters Bazar).

Ce dernier est mon voyage en Italie, en Grèce et en Orient.

Je vous prie, Monsieur d’agréer l’assurance de mes sentiments distingués !

H.C. Andersen.

Det vides ikke med sikkerhed hvem der har gjort ham opmærksom paa gøgeæggene og hjulpet ham med brevet. Det kan have været L. P. Møller, som han netop havde været en del sammen med den 5. februar, ved den fest Skandinavien holdt for Andersen den 11. marts og igen den 14. marts.

Om fejlene er blevet rettet, ved jeg ikke.

Et af de pseudo-andersenske eventyr gik for resten (uden kildeanvisning) over i Cohen og Kapers Franske Læsestykker for Mellemklasserne (1890). Jeg mindes at have læst det i en senere udgave af samme bog som begynder i fransk (ca. aar 1917).

Andersen og Soldi mødtes personlig i 1867. I dagbogen for 1. maj staar der: „i Palais royal i det skandinaviske Selskab; der var smykket med de nordiske Landes Flag og Kong Chr. den IXdes og Kong Carls Portrætter. Hr Soldin førte mig til sin Frue, her var nogle danske Damer, bl.a. Frk. [plads til navnet] som skriver til den Berl. Tid. Soldin holdt Tale til mig: Danmarks største Digter! sagde han, det var lidt svært at høre, men velmeent talte han, dog gik det istykker for ham.”

Dagbogen for 8. september 1867 beretter om et nyt møde under den store udstilling: „Kjørt til Soldi, fik mine Eventyr.”, og aaret efter, den 14. maj 1868: „Mødte Hr Soldi i Café Régence, der ønskede, at hans Søn skulde gjøre min Medaille.”

Siden krydsedes deres veje vistnok aldrig mere. Andersen var vist ikke klar over at Soldis oversættelse faktisk var den bedste af dem der udkom i hans levetid. I „Fortsættelse til Mit Livs Eventyr” (p. 55) taler han om at man har fortalt ham at ingen af dem er gode nok. Hans gode venner maa have givet ham et ufordelagtigt indtryk af Soldis oversættelse; og han havde maaske heller ikke helt glemt intermezzoet fra 1863. Han omtaler vistnok kun Soldi een gang til i sin dagbog, nemlig den 31. marts 1873: „Besøg af Watt, der havde faaet Brev fra den franske Journalist Grégoire, der vilde oversætte og lade illustrere mine Eventyr med Undtagelse af dem Soldi havde udgivet; denne holdt paa, at de vare hans Eiendom, det jeg ikke kan begribe, da jeg ikke har overladt ham disse.”

Medens de oversættere der har været omtalt i det foregaaende har været temmelig ubekendte størrelser, maa det siges at Andersen i 1857 fik en særdeles kendt oversætter, nemlig Alexandre Dumas.

Det drejede sig om et rent og skært tyveri, som allerede blev paavist af Maurice Pellisson i Revue pédagogique oktober 1907 og som senere er omtalt af Jens Kruuse i Digtere og Traditioner (p. 266).

Det har følgende sammenhæng.

I 1857 udkom i Bruxelles i Collection Hetzel en udgave som kun var til salg i Belgien og det øvrige udland, men ikke i Frankrig: L’homme aux contes af Alexandre Dumas. Dumas fortæller i forordet at han i 1838 var i Frankfurt, hvor han ventede paa Gérard de Nerval. Imens maatte Dumas underholde husets børn med historier. Da hans forraad til sidst slap op, fortalte han dem at Gérard de Nerval snart kom, og han kunde saa mange historier at Dumas kaldte ham „eventyrmanden”, „l’homme aux contes”, et navn som børnene optog. Bogens historier fingeres at være de historier som Gérard de Nerval gav til bedste, een hver aften.

Blandt disse er „Le soldat de plomb et la danseuse de papier” og „Petit-Jean et Gros-Jean”, altsaa Tinsoldaten og Lille Claus og Store Claus. Hvilke kilder Dumas har øst af, er næsten ikke til at paavise. Det kan for eksempel godt være C… (1848), derimod næppe Soldi da han ikke har Soldis afvigelser fra Andersen (Store Claus gaar ganske rigtig ind i en kirke, ikke i en kro, og han slaar ikke ammen, men bedstemoderen ihjel). I øvrigt broderer han flittigt paa teksten, uden at man kan sige at han gaar uden for plagiatets rammer.

I 1859 fortsatte Dumas succes’en. Han udgav i Collection Hetzel hos A. Dürr i Leipzig en samling „Contes pour les grands et les petits enfants”. Heri staar „La reine des neiges”. Han har for resten byttet om paa kapitlerne saadan at Troldespejlet, „le miroir du diable”, først kommer som kapitel to.

Og da det aabenbart stadig gik godt, fremturede han. Allerede det følgende aar (1860) kom „Le père Gigogne. Contes pour les Enfants”, hvori han kan læse „Den lille Havfrue” („La petite sirène”) i en udtværet genfortælling.

Alt dette har Andersen nok svævet i lykkelig uvidenhed om. Da han i dagbogen for 31. august 1866 omtaler et tilfældigt møde med Dumas i Paris, staar der ikke et haardt eller bittert ord. Der staar: „Kjørte til Banegaarden Klokken fire en Qvart; heri traf jeg Alexander Dumas og hans Datter, vi talte sammen, han skulde paa Jagt; der var en Masse af Jagtherrer og hylende Hunde.” Mødet omtales ogsaa i et brev til Georges Amé (24. sept. 66).

Som man ser, sker der nu noget næsten hvert eneste aar: oversættelserne myldrer. I 1858 udkom der ifølge den belgiske bibliografi i Bruxelles (hos Schné) en ny fransk oversættelse af „L’Impro-visateur” ved Pierre Royer, en bog som jeg har eftersøgt overalt i Belgien, hos antikvarer og i praktisk talt alle biblioteker, men forgæves. Den maa have eksisteret. Andersen omtaler den selv et par gange. I et brev til fru Koch (Paris den 6. april 1866) siger han: „da jeg kom i Gaderne [i Antwerpen], fandt jeg strax i Vinduerne en belgisk-fransk Oversættelse af „Improvisatoren” og mine Eventyr. Det var mig næsten selv som et Eventyr!”

Og vi har allerede omtalt det brev til fru Melchior hvori han berettede at han paa banegaarden i Bruxelles havde købt et eksemplar af Improvisatoren til O’Neill. Det kan man desværre ikke mere!

I 1859 kom „Billedbog uden Billeder”: „Livre d’images sans images. Traduit de l’allemand par J.-F. Minssen, Paris, Hachette. In-12″. Det er en ganske god oversættelse, skønt den er oversat indirekte. Jean-Frédéric Minssen, som var født i 1823 i Jever (storhertugdømmet Oldenburg), var tysklærer ved le lycée de Versailles og ved l’Ecole militaire de Saint-Cyr. Han har oversat flere andre bøger fra tysk, udgivet skolebøger og en bog om undervisningsforhold i Tyskland (1866).

Det er en kendt sag at en forfatters rejser ofte virker fremmende paa hans anseelse i udlandet. Naar man lærer manden at kende eller bare faar ham at se og høre, bliver man mere ivrig efter at læse hans bøger. Og Andersen var ingen ringe propagandist for egne værker.

Hans Schweizer-rejse i 1860 forøgede i høj grad interessen for hans produktion. Den 12. september 1860 skriver han til H. P. Holst:

„De franske Oversættelser af mine Skrifter ere læste i Genève, og ved disse har jeg fundet mange opmærksomme Venner.—

Digteren Blanvallet—oversætter nu paa Fransk mine sidste „Eventyr og Historier”.

Disse oversættelser lader nu aldrig til at have set dagens lys. I det hele taget er der mange planer der kun er blevet til tilløb, men vi synes at de dog maa nævnes som symptomer paa Andersens anseelse udadtil, ligesom det har sin interesse at se hvilke af Andersens bøger der er planer om at overføre til et nyt sprog.

Vi maa i denne forbindelse omtale Andersens korrespondance med en fransk-schweizisk dame ved navn A. Süsz, en bekendt af Blanvalet.

I et brev fra efteraaret 1860 anmoder hun om tilladelse til at oversætte „Bilderbuch ohne Bilder”, som hun ønsker at udsende til jul (benyttende sig af højkonjunkturen i Andersens popularitet i Genève).

Af et brev fra 14. august 1862 fremgaar det at hun nu har opgivet at oversætte Billedbogen. Hun har lige læst „In Schweden”, som Andersen har foreslaaet hende at oversætte; men hun tør ikke give sig i kast med den opgave da hun kender for lidt til svenske forhold.

Men der er dog een Schweizer der fuldender sin oversættelse af nogle af Eventyrene, nemlig Jules Jürgensen d. y., en søn af den danske urmager Jules Jürgensen som var flyttet til Le Locle.

Ja, Andersen har endog medvirket ved udarbejdelsen af hans oversættelse. Han omtaler dette arbejde i dagbogen for 6., 8. og 10. august 1860. Og i Fortsættelse til Mit Livs Eventyr 1855—67 (p. 55) fortæller han:

„Jürgensens ældste Søn—har et ikke ringe litterairt Talent.

De enkelte franske Oversættelser, der dengang fandtes af mine Skrifter ansaaes ikke for at være gode, og min unge Ven vilde derfor forsøge at gjøre det bedre.

Under min Medvirken blev ogsaa, medens jeg opholdt mig i Locle, en fransk Oversættelse begyndt.”

Dette giver anledning til en interessant betragtning om forskellen paa dansk og fransk:

„Jeg lærte og saae til min Forundring, hvor rigt paa Udtryk for Følelser og Stemninger det danske Sprog er fremfor det franske; dette sidste har ofte kun et enkelt Ord, hvor vi have et heelt Udvalg. Det franske Sprog vil jeg kalde plastisk, det ligesom nærmer sig Billedhuggerkunsten, hvor Alt er bestemt, klart og afrundet, men vort Modersmaal har en Farverigdom, en Afvexling i Udtryk, der betegne de forskjellige Stemninger. Jeg var glad ved mit Modersmaals Rigdom; hvor er det blødt og klangfuldt, naar det tales, som det skal tales!”

Der foreligger et morsomt supplement til Andersens beretning om samarbejdet. I Jules Jürgensens slægt opbevaredes nemlig et stykke papir hvorpaa Andersen har illustreret forskellige ord som Jules Jürgensen ikke har forstaaet; for eksempel har Andersen en morsom tegning som skal anskueliggøre begrebet „Braknæse” i „Hjertesorg”. Dokumentet tilhører nu den kendte Andersenianer kontorchef Finn T. B. Friis.

Dette foretagende gav anledning til en større korrespondance, og da Andersen har gemt alle eller i hvert fald de fleste af Jules Jürgensens breve, er det muligt at følge hele slagets gang. Det vilde dog føre for vidt at referere det her; en del oplysninger derom foreligger desuden trykt i Finn T. B. Friis’ bog „H.C. Andersen og Schweiz” (1949). Men det blev da til en bog, nemlig samlingen „Fantaisies danoises” der udkom til jul 1860 paa Cherbuliez’s forlag i Genève og Paris. Den indeholder i alt 8 eventyr, nemlig: „Hun duede ikke”, „Hjertesorg”, „Den lykkelige Familie”, „Det er ganske vist”, „Noget”, „Flaskehalsen”, „Dyndkongens Datter” og „Det gamle Egetræs sidste Drøm”.

Bogen blev venskabeligt anmeldt i Journal de Genève 22. december 1860 og i Le Neuchâtelois den 27. december 1860; den sidste artikel bestaar ikke af meget andet end et ordret optryk af den første.

Aaret efter udkom yderligere to eventyr oversat af Jules Jürgensen i tidsskriftet „Bibliothèque Universelle”. Det var „Skarnbassen” og „Sommerfuglen”. Om dette hefte skriver Andersen den 4. januar til grevinde Mimi Holstein (Anderseniana. V—VI, 73—74): „fra Schweiz laae en fransk Oversættelse af et Par af de seneste Eventyr.”

Af Jules Jürgensens breve ses det at han senere omgikkes med planer om at overføre ogsaa „lisjomfruen”, „Kun en Spillemand”, „De to Baronesser” og Andersens skildring „I Jurabjergene” og at han jævnlig optraadte som oplæser af Andersens Eventyr.

Man skulde synes at Jules Jürgensens oversættelser var blevet til under helt ideale betingelser: forfatter og oversætter nære venner, oversætteren udlandsdansker og vel fortrolig med begge sprog. Men heri tager man fejl. Den unge Jürgensen kunde næsten ikke dansk; af hans breve ser man at han maatte have en ordret oversættelse (un mot-à-mot) af sin fader.

Og ellers arbejdede han paa grundlag af tyske oversættelser.

Tysk kunde han heller ikke meget af. Finn T. B. Friis har laant mig hans opbevarede forarbejder som bestaar af uendelige gloselister som rummer endog særdeles elementære ord, saasom Axt: hache, osv. osv.

Og saa satte Jürgensen stil paa faderens raa-oversættelse — sin egen stil! Og den er præget af de franske skolers stilistiske regler, som ingenlunde er Andersenske. Bl.a. har Jürgensen en usalig mani for variationer og ornamenter af den billigere slags. Naar Andersen kalder sommerfuglen sommerfugl, varierer Jürgensen det til „l’insecte ailé”, „notre ami le papilion”, „notre amoureux”, „le pauvre solitaire” etc. Det er, ærlig talt, gymnasiastfransk.

Omtrent paa samme tidspunkt modtog Andersen igen nogle henvendelser fra franske litterater. Den 2. juli 1861 fik han et brev fra en oversætter ved navn J. Baissac (1827—98) med anmodning om tilladelse til at udgive en oversættelse af „Kun en Spillemand” i et af de store franske tidsskrifter, og den 18. februar 1862 forespurgte digteren og folkloristen Achille Millien (født 1838) om han maatte offentliggøre nogle versificerede oversættelser af Andersens digte i en „etude sur les poétes du Nord de l’Europe”. Det ser imidlertid ikke ud til at det blev til noget.

Den 1. februar 1866 bragte posten et brev fra en fransk dame Hercolina Levesques i Mannheim. Hun agtede at oversætte hele „Billedbog uden Billeder” og sendte som prøve indledningen samt første og sjette aften i en rigtig net gengivelse.

Paa sine rejser i 1866 og 1867 træffer Andersen paa sine rejser jævnlig folk der taler om at de gerne vil oversætte hans bøger. Igennem Frølichs breve til Andersen ved vi at Frølich i disse aar ivrigt bearbejdede sin forlægger Hetzel. Denne lod ogsaa til at have interesse for planen, i hvert fald somme tider. Den 11. april var Andersen i Paris sammen med Frølich og Hetzel, der lod ham fotografere, vel med henblik paa en udgave.

Forhandlingerne gav intet resultat. Men da korrespondancen mellem eventyrdigteren og hans illustrator rummer saa mange interessante ytringer, skal der her gives et uddrag deraf. H.C. Andersens breve vil blive gengivet efter optrykket i Kunstmuseets Aarsskrift for 1917 (side 158 ff), Frølichs efter originalerne i Det Kgl. Bibliotek.

Brev fra L. Frølich til H.C. Andersen
( Paris, 11. oktober 1866).

Kjære Professor
— I Enden af August eller Begyndelsen af Sptber mistede Hetzel ved en fallit en halvanden 100.000 frs og var selv paa Vippen; han blev dog grebet under Armene, heldigviis, ogsaa for mig, for hvem ellers hans Forpligtelser havde været tilintetgjort; — siden den Tiid nytter det ej at tale om noget nyt Foretagende til ham. Han var alt forud ikke riig og tænker nu blot paa at realisere alt hvad han har i Haand forberedt; og han har mange og kostbare Bøger forberedt, illustrerede Værker, hvor Billederne ligge færdige. Det er Capital, han maae see at faae Renten ud af. — Jeg havde alt tidligere flere Gange talt om Udgivelse af Deres Arbeider; ja, sagde (han), men hvordan skal vi faae dem vel oversat. Han blev altid i det Vage, naar jeg sagde, jeg kanskee kunde hitte en god Oversætter; — han sagde ikke, men jeg troer, at han frygter Udgifterne; havde han en god Oversætter for Billigt eller Intet gav han den nok ud; — men hvem skal nu kunde oversætte Dem vel?, der er ikke mange Franskmænd, der kan Dansk, og der ikke mange Danske, som kan Fransk, saa de kunne behandle Spraaget som en Vante, og det er nødvendigt, og endnu ej nok hermed; ved Æven-tyrene udfordres Deres Æventyrstone, som just paa fransk er meget sværere at finde, næsten at skabe, end f. Ex. paa tydsk og engelsk, som har meget meer naive Elementer. Her i Paris ere nogle faae Franske, som oversætter fra de Scandinaviske Sprog. Her er en Islænder (Gunløggsen?), som er Redacteur i „le Nord” og altsaa kan skrive Fransk. Hjemme findes vel ogsaa nogle; — vil De skrive mig Deres Mening om dette Spørgsmaal, og, om jeg kan tjene til at fremme Sagen, saa vil jeg det gjerne. — Enten maae man vente lidt, til Hetzel igjen kommer til Kræfter; det er muligen snart, thi Garanterne for det fallerede Huus blive før eller senere nok ved Dom nødt at udbetale ham den tabte Sum. — Eller man skulde henvende sig til nogen Anden; men det er ej let. De fleste Editorer ere rigtige tørre Speculanter; kom og byd dem noget — tilmed heelt færdigt — de gider knap see paa det, før hele Verden kjender det og raaber paa det; og hvem af dem kan andre Sprog, at de kunde læse det før Oversættelsen. — Imidlertid beder jeg Dem udtale Dem herom, saa skal jeg gjøre hvad jeg kan. —

Da De finder Billedbog uden Billeder vel oversat, maae jeg spørge, om De veed, hvem denne Minssen er, som har oversat dem ?, det maa da være en Dansk eller Tysk; — dog den Bog er lettere at oversætte, end Historierne; ellers var det jo en Mand. Her er et Forslag, som nu desværre først kan udføres om et Aar, men som maaskee kan convenere os begge; De veed, jeg udgiver Bøger selv; at udgive en Mængde af Deres Æventyr paa en Gang vilde der være mange Hindringer for; — men jeg vilde vælge nogle faae; gaaende igjennem mine, min Hustrus & Sauvages Hænder, haaber jeg at naae at faae dem vel gjengivet paa fransk; i stort Format med en riig Illustration giver jeg dem da ud som et lille Pragthefte; og vi ville saa see, hvad der kommer ud af det for vore Ønsker. — Men det er der jo Tid med at afgjøre, om der imidlertid kommer andre Udgaver. —

Brev fra L. Frølich til H.C. Andersen
(Paris, den 17. oktober 1866).

Kjære Professor
— I Forgaars kom Hetzel tilbage fra et længere Ophold i Strassborg, hvor han overværer Trykningen af sine Bøger; i Dag saae jeg ham; og han lod til atter at have meer Courage, og desuden havde en Franskmand, der har oversat f. E. Uhland, tilbudt sig at oversætte Dem, — formodentlig fra Tysk.^[7] — Hetzel vilde nok udgive af Deres Værker nu, men ikke dem, der allerede ere oversat, og for Øieblikket ej noget illustreret, ingen dyr Udgave; — han har Personer, som læser Værker for ham (og til hvis Dom om Bøgernes Passelighed for det Franske Publicum han henholder sig), da han selv blot kan fransk — naturligviis ej paa Dansk, men vel paa Tysk, endnu hellere paa Engelsk. Han bad mig derfor opfordre Dem at sende ham nogle af de Bøger, som De anbefaler til Oversætning. Jeg veed nu ej om „I Sverrig” eller de nævnte Romaner ere oversatte, men i saa Fald vil De kanskee komme til det ønskede Resultat ved at sende ham saadanne Oversættelser. — Hvis De synes om, at der gjøres et Valg af de Æventyr, som ej ere oversatte, altsaa meest de senere, kan det ogsaa skee. Naturligviis bliver det altid et Spørgsmaal, hvor godt disse Oversættelser falde ud, der neppe blive gjort efter Originalerne.

Brev fra H.C. Andersen til L. Frølich
(Kbh., den 3. november 1866).

Kjære Ven!
— nu til Deres kjære Breve. Det første var jo ikke saa glædeligt med Hensyn til Hr. Hetzel. Hvad Eventyrheftet med Deres Haand angaaer, da skrev jeg strax til Reitzel og han har sagt mig at nu veed De Beskeed. Deres næste Brev var særdeles glædelig, og jeg kan ikke nok takke Dem for Deres Venskab og Iver for mig og mine Digtninger. Det var jo mageløs deiligt om De, Deres Kone og vor digteriske franske Ven [utvivlsomt Sauvage’] tog en halv Snees Eventyr og gjengav og de ved Deres Illustrationer be-lystes. Hvad Valget angaaer da mener jeg at De bedre end jeg vil vide at vælge mellem de mange nye De har i de 7 Hefter og hvortil nu snart kommer det ottende. Det maatte være de meest slaaende for Franskmænd. Det var mig en overraskende Glæde at høre fra Hr. Hetzel Mueligheden om at han vilde lade besørge en Udgivelse af en af mine Bøger; De har vist fra Reitzel nu modtaget et Exem-plar paa Dansk af „I Sverrig”. Jeg betragter denne Bog som een af mine bedste. Men om den slaaer an i Frankerige veed jeg ikke. Oversætteren kan desværre neppe Dansk, De mener at han er en Tydsker, et tydsk Exemplar af „I Sverrig” vil han let kunne faae i enhver tydsk Boglade; iøvrigt er den bedste tydske Udgave af mine Skrifter udkommet hos Hr. Wiedemann i Leipzig. Lad Oversætteren tænke paa om han antager „I Sverrig” maae gjøre Virkning eller om han og Hr. Hetzel foretrækker et Bind af de nye Eventyr og Historier. Jeg har opgivet for Dem tidligere hvilke der ikke vare oversatte. I Foraaret vil jeg komme til Paris, meget for at tale med Vedkommende. —

Bring Deres elskværdige Frue og Deres kjære lille Pige min hjerteligste Hilsen, send den ogsaa varmt og hengivent til Hr. Hetzel. —

Brevet jeg fik fra Georg Sand har meget glædet mig. Det er jo ganske i sin Orden da hun hverken Dansk, Engelsk eller Tysk, at hun Intet har læst af mig, beed Hetzel at hilse hende og naar han udgiver en af mine Bøger, den da dediceres til hende, men jeg vil naturligvis selv skrive Dedicationen.

Hjerteligst
Deres Ven
H.C. Andersen.

Brev fra H.C. Andersen til L. Frølich
(Kbh., den 11. marts 1867).

Kjære fortræffelige Ven!
– – – jeg har nu det stille Haab, at det lille Udvalg med Deres yndige Billeder skal vække Opmærksomhed i Frankrig. De glemmer jo ikke, at den bliver dediceret til Georg Sand dersom ikke „I Sverrig” allerede er blevet det. Dog har maaske Hr. Hetzel ganske opgivet dette. Jeg har slet intet hørt. Om Gud vil kommer jeg i Begyndelsen af April til Paris og bliver der 3 à 4 Uger. Da haaber jeg at se Dem, Deres Frue og Datter. Jeg haaber ogsaa at høre fornøielige Efterretninger fra Hetzel. —

Brev fra L. Frølich til H.C. Andersen
(Paris, den 15. oktober 1867).

Kjære Professor
— Jeg havde tænkt denne Høst at kunne give Dem en behagelig Meddelelse, men deraf blev intet endnu. — I Sommer lagde jeg Planen at udgive et lille Hefte af Deres Æventyr til Julen — rigt illustreret; jeg talte med Hetzel derom, og han gik ind paa at gjøre det i Fælledskab med mig, saa at jeg bestod^[11] Gravurerne, han Trykningen og Papir. — Da vi vare i Royat, sendte vi ham nærmere Forslag med Oversættelser (min Kone begyndte nemlig med at gjøre en ordret Oversættelse); — men saa kom der saa mange Vanskeligheder, at det hele foreløbig er faldet i Vandet. De vil neppe kunne forstaae det; han erklærede at det franske Publicum ej vilde acceptere det for deres Børn og Ungdom; der findes nu vist et vist sippet catholsk Parti, som kan være saa bornert, men for største Partens Ære, haaber jeg, han tager fejl; — Det var f. Ex. „Det er ganske vist”, som han gjorde store Indvendinger imod. Han tænkte strax paa Paralellen, af unge Damer, som tage Fjedre af sig o. s. v. — Resultatet blev da, at der i Aar intet kom i Stand. — Og saa ligger da Sagen atter — ad Aare, — og jeg kan ej sige at min Courage i saa Henseende er voxet. — Gjør jeg det ej allene, frygter jeg, det kommer ej i Stand. Derimod haaber jeg De giver os et nyt Hefte Fortællinger til Jul. Med alle gode Ønsker og Hilsninger fra mig og mine Deres
hengivne L. Frølich.

Brev fra H.C. Andersen til L. Frølich
(Kbh., den 9. februar 1868).

— Det var, som De indser, en Skuffelse for mig at der ingen fransk Udgave af Eventyrene med Illustrationer af Dem, udkom til Juul og hvad De anførte om Boghandlerens (Hetzels) Udtalelser om „Det er ganske vist”, er mig og Enhver aldeles uforstaaelig. Det maa jo være en heel Feiltagelse eller at han ikke kjen-der Eventyret, men nok derom. —

Andetsteds i samme brev staar der følgende bemærkelsesværdige passus:

„Af franske Blade og Skrifter seer jeg, at jeg begynder at omtales i Frankrige, men om mine Arbeider ville faae Indgang der, som i Engeland, Holland og Tydskland tør jeg ikke troe.”

Det sidste brev i denne korrespondance er fra Frølich, dateret 16. februar 1868. Det hedder deri:

Jeg undrer ej over, at De ej kan begribe Hetzel, det var efter Gjennemlæsning af Oversættelsen, vi expres havde gjort [af „Det er ganske vist”]; — jeg har tænkt, at han har haft andre Aarsager, han ej har udtalt; men hans Venner sige, det ligner ham. —

Det endte altsaa blindt, ligesom den næste episode der skal omtales.

Den 13. september 1867 var Andersen til selskab hos den dengang højt ansete litteraturprofessor Philarète Chasles i Meudon. Dennes kusine eller niece fru Schulze, som var Andersens borddame og tolk under selskabet, udtalte at hun ønskede at oversætte nogle af eventyrene og „Kun en Spillemand”, et løfte som Andersen minder Chasles om i et brev fra oktober 1867, samtidig med at han sendte ham Eventyrene, Mit Livs Eventyr, De to Baronesser og I Sverrig.

Chasles, der talte og skrev om alt muligt, udnyttede ogsaa dette stof til en artikel i La Liberté for 26. november 1867: „Le Perrault scandinave et les petits enfants”. Man maa give Andersen ret naar han i bagbogen noterer „det er i ægte fransk Aand med flere Misforstaaelser”.^[8]

At han ogsaa brugte stoffet til en universitetsforelæsning, har vi et morsomt vidnesbyrd om idet „Dagstelegrafen” for 28. januar 1868 har bragt et referat deraf, som bør nydes in extenso:

„Paris, den 22de Januar (Fra vor Korrespondent).

— Det er for Øieblikket ikke blot ved Artikler som de ovennævnte i Bladene, det er ikke blot ved for Danmark velvillige Udtalelser i det lovgivende Kammer, at den Sympathi, der utvivlsomt hersker blandt det franske Folk for vort lille Land, støttes og klares; ogsaa fra en af Universitetets Lærestole gjenlyder der for Tiden et godt dansk Navn, et Navn, der allerede forud har vidst at skaffe sig en god Klang blandt en stor Klasse af Franske; Navnet er Etatsraad Hans Christian Andersens. Det er den aandrige, men som Professor høist mærkelige Philarète Chasles. der for Tiden er standset ved Etatsraad Andersen og har gjort ham og hans Værker til Gjenstand for sine Betragtninger. Man vil forstaa, at jeg bruger Ordet „standset”, naar jeg siger, at Philarète Chasles ikke som en Universitetslærer hos os gjør en bestemt Forfatter eller en enkelt Periode i et enkelt Land til Gjenstand for sine Forelæsninger; tværtimod, som en øvet Skøiteløber glider han over Litteraturens speilblanke Flade uden at opholde sig længe ved de enkelte Rast-Steder. Et Øieblik finder man ham fordybet i en Beskrivelse af Balzacs Dagligstue og Balzacs Værd som Forfatter, strax derpaa glider han over til England for at aflægge en fransk Visit hos dette Lands nyere Litterater, og naar man rigtig begynder at forberede sig paa en gjennemtænkt Betragtning over Bulwer, finder man pludselig Professoren nede paa Caprera, hvor han et Øieblik titter ind til Garibaldi for strax efter med nogle raske Tag at glide til Odense. Her standser han lidt, fortæller, at Odense ligger paa en lille dansk Ø, der hedder Fyen, og som ligger ved Jyllands Vestkyst, hvorfra den er frareven tilligemed en del mindre, nærliggende Øer, hvorledes denne lille By i denne Tid har hædret den brave Hans Andersen, hvem han (Chasles) havde havt den Ære at give en Diner, med Diplomet som Æresborger, Andersen, denne Minister uden Portefeuille for Oplysningen i Danmark, denne Mand, der fremstiller det sandeste Symbol paa ideal Retskaffenhed og Sandhed, denne elskværdige Olding, der aldrig blev gammel, og som trods megen Modgang dog altid har været lykkelig fremfor Nogen ved sin Tilværelse. Med en utrolig Færdighed glider Taleren nu bort fra Etatsraad Andersen og Odense for at holde en tordnende, bidende Philippica mod — Kvindens Emancipation, en Tale, der fra et Hjørne af den af mandlige og kvindelige Tilhørere tæt opfyldte Sal lønnes med et fuldttonende Bravo, der atter efterfølges af en drønende Latter fra det samlede Auditorium. Efter nogle Sidespring til Skotland og Tydskland finder vi atter Professoren i Odense. Paa sin livlige, tiltalende Maade fortæller han betegnende Træk af Andersens Ungdomshistorie, saaledes som han havde oversat dem efter Digterens egen Meddelelse, dvæler ved den navnlig for en Franskmand saa utrolige Naivitet, der er en udpræget Side i Andersens Karakter og i hans Værker, omtaler, hvorledes disse vel ikke ere aldeles blottede for en vis uskyldig Ironi, men hvor forskellig denne er fra Aristofanes’ bidende, skarpe, ofte onde Satire og fra den franske Sofisme, og oplæser endelig, efterat have anmodet sine Tilhørere om for et Øieblik at hensætte sig i de nordiske Folks Naivetetstilstand „den standhaftige Tinsoldat”, der følges med levende Interesse af Tilhørerne. Endelig udtaler han sig om Andersens store primitive Livsfylde, der gjengiver sine Indtryk, upaavirket af Alt, hvad der er indført af alle de store Bevægelser i Omverdenen, og glider derpaa ned til Tydskland, hvorhen vi ikke skulle følge ham.”

Den unge Georg Brandes, som for øvrigt beundrede Chasles for hans „store aandshistoriske Oversigter, der fik en En til tænkende at gøre sig Rede for Udviklingsgangen i de Literaturer, hvori man var bevandret”, skildrer ham som sladderagtig og fuld af skandalehistorier (Levned. I. 283—86). I et essay fra 1900 om H.C. Andersen (Saml. Skr. XV, 5—25) refererer Brandes Ph. Chasles’s dom om digteren privat: „Men i Udlandet, blandt Fremmede, tog dette Væsen sig jo ikke ud. Selv om man vurderede hans Evner, holdt man sig op over hans Person. Da jeg endnu i Andersens Levetid en Dag hørte den gamle Philarète Chasles gøre det, gav jeg undskyldende til Svar: „Han er jo et Barn.” „Et Barn!” udbrød Chasles, „han er endnu ikke vænnet fra.”

Til Chasles’ kreds hørte en mand som Andersen traf i udstillingsaaret 1867 og som blev hans oversætter, nemlig Ernest Grégoire.

Grégoire havde en ret stor dansk bekendtskabskreds: Georg Brandes, Valdemar Schmidt, Jules Hansen, Robert Watt og C. St. A. Bille, og vi har derfor ret fyldige oplysninger om ham, som vi her vil resumere inden vi behandler hans forhold til Andersen.

Ifølge O. Lorenz havde han været lærer ved Collège Stanislas. Men da Brandes traf ham i 1866, var han gaaet helt over i journalistikken. I sit „Levned” (I. 194ff) skriver han: „En dygtig Journalist ved Navn Grégoire, der var en sygelig, tidlig ældet, haltende Stakkel med lysvaagent Vid, en Elsasser, der kunde Dansk og til Stadighed læste Billes Dagbladet.” Han nævner ham ogsaa i et brev til Hans Brøchner (3. dec. 1866): „nogle behagelige og lærerige Bekjendtskaber har jeg gjort, af hvilke det med Grégoire staaer i første Rang; thi han er lærd som en Tydsker og godmodig som en Dansk, desuden alle Tider til min Tjeneste.” Og godt 3 aar senere (25. april 1870) skriver Brandes igen til Brøchner: „Jeg kommer desuden til Grégoire, der er en fransk Siesbye i Lærdom, iøvrigt frisindet Journalist – – – “.

Han gjorde Danmark saa store tjenester ved sin pen (artikler om det sønderjyske spørgsmaal i „Le Mouvement” og „Le Siècle”) at han i 1868 blev udnævnt til ridder af Dannebrog. I denne forbindelse bør det nævnes at han hjalp Jules Hansen og Valdemar Schmidt med at oversætte artikler til de franske blade (Valdemar Schmidt: Af et langt Livs Historie, pp. 51—56). Fra den 12.—18. august 1867 deltog han i de 12 franske journalisters besøg (Se Illustreret Tidende 28-7-67, Figaro (den danske) 18-8-67 og 19-4-68 og 26-4-68).

Grégoire havde altsaa nylig været i Danmark da Andersen stiftede bekendtskab med ham. Dette skete den 7. september 1867, hvor dagbogen beretter: „Spiist Frokost i 100000 Colonnes [skal kun være „Mille Colonnes} med Watt og Grégoire, den sidste meget gemytlig.” Det er altsaa nok Andersens fornøjelige unge rejsekammerat Robert Watt der har etableret forbindelsen.

Den 13. september træffer Andersen ham igen. Og den 16. september noterer han: „Besøg af Grégoire der talte om fransk Oversættelse af mine Skrifter.” Ogsaa den 17. og 21. september har han været sammen med Grégoire.

At der gaar næsten seks aar før man igen hører noget til sagen, skyldes nok i væsentlig grad den ulykkelige krig 1870—71.

Den 31. marts 1873 faar Andersen besøg af Watt. Denne har faaet brev fra Grégoire, der vil lade eventyrene oversætte og illustrere „med undtagelse af dem Soldi havde udgivet; denne holdt paa, at de vare hans Eiendom, det jeg ikke kan begribe, da jeg ikke har overladt ham disse.”

Den 10. april kommer Watt igen med en skrivelse fra Grégoire som denne har tænkt sig Andersen skulde skrive under paa.

Andersen konciperede følgende skrivelse:

„Hr Gregoire har henvendt sig til mig med Anmodning om at det maatte tillades ham at udgive mine samlede „Eventyr og Historier” i fransk Oversættelse. Jeg skal i den Andledning(!) erklære at der fra min Side ikke er noget at erindre herimod, saa meget mindre, som jeg efter Hr. Gregoires Navn tør haabe at disse mine Arbeider ville blive behandlede med Omhu og Smag.

Kjøbenhavn den 12 April 1873″
H.C. Andersen.

Det maa være den kladde E. Collin har hjulpet ham med at oversætte den næste Dag. Dagbogen for 13. April oplyser nemlig at Collin hjalp ham med at affatte en skrivelse til Grégoire „efter min Opfattelse og ikke som Watt havde givet mig til Underskrift. Strax paa Aftenen kom Watt og blev ilde stemt ved at jeg ikke vilde underskrive hans Skrivelse, sagde at min havde ikke Betydning for Loven i Paris; jeg forstod ikke hele hans Forklaring, og da han vedblev, kom jeg i saadan nerveus Stemning, at jeg brast i Graad og sank om paa Sophaen. Jeg bad ham tale med Eduard Collin om den hele Sag, selv var jeg slet ikke skikket til at forhandlede videre. Jeg følte mig saa syg.”

Det skulde ikke blive sidste gang de franske oversættelser voldte ham ærgrelse og bekymring. Det var for resten ogsaa en uheldig dag Watt kom paa: Andersen havde rejsefeber. Den næste Dag rejste han til Korsør for at fortsætte til Tyskland. Den 23. april skriver han i Frankfurt: „Jeg fik Brev fra Watt, med de kjedsommelige Papirer om at give Gregoire Ret til at oversætte mine Eventyr.”

Watt har vistnok sendt digteren Grégoires brev; det maa være det udaterede brev fra Grégoire til Watt som findes i den Collinske Brevsamling. Det fremgaar deraf at Andersen har givet Grégoire tilladelse til at oversætte eventyrene. Grégoire angiver ogsaa deri hvordan der skal redigeres to franske formler, en hvorved Andersen beder ministeriet om at beskytte hans værk og bemyndiger Grégoire til at varetage hans interesser, og en hvorved han overdrager ejendomsretten af hans Samlede Eventyr paa fransk til Grégoire. At brevet er fra april 1873 fremgaar af at denne dato staar i den ene af formlerne.

Saa er der igen en lakune paa et halvt aar. Grégoire sender i september 1873 et nyt brev direkte til Andersen da han gerne vil have nogle biografiske oplysninger og eventuelt et forord.

Den 1. oktober oversætter Melchior et brev fra Andersen til Grégoire. Det afgaar den 3. oktober tilligemed „min Biographie og mit Portrætkort i Krydsbaand.” Koncepten er bevaret.

Den 17. oktober staar der i dagbogen: „Neppe var jeg af Sengen før Hr Melchior kom med et Brev Fodposten havde bragt til Rolighed, det var lagt ind i et Stykke Papir, som tog sig ud som en Convolut til et Tiggerbrev, deri laae to Sedler, een fra Gregoire om at han maatte have Ret; ene og alene han, i Frankerige, for der at oversætte og udgive mine Eventyr og Historier, og en fra Forlæggeren om at værne om min. Det vilde jeg ikke forpligte mig til hvad Gregoire angik; fandt ogsaa Formen, at intet Brev fra Gregoire eller Oversenderen fulgte, stødende.”

Andersen sender straks den næste dag en koncept til Edvard Collin (opbevaret) og tilføjer: „Vil De læse mit Brev til Hr Gregoire, det vil sætte Dem ind i Situationen. Idag var Edgar Collin hos mig, de to franske Sedler, ere ikke sendte ved ham eller ved Watt; jeg finder det meget formløst saaledes at give mig disse skrevne Papirer til Underskrift. Edgar sagde mig at jeg godt kunde skrive Dansk til Gregoire, vil De nu sige mig om min Skrivelse er tydelig, korrekt og venskabelig.”

Collin svarer samme dag at han finder brevet til Grégoire baade forsigtigt og høfligt. (Andersen vilde ikke give Grégoire eneret for bestandig til at være hans oversætter).

Inden Andersen faar den færdige oversættelse, sker der imidlertid igen noget som bringer ham ud af ligevægt. Den 14. december faar han et brev fra litteraten Demouceaux i Versailles, som han i 1867 havde givet tilladelse til at oversætte nogle af eventyrene. Demouceaux har nu erfaret at Grégoires oversættelse skal udkomme snart og at den indeholder „lisjomfruen” som han ogsaa har oversat. Andersen skriver straks til Edvard Collin og beder atter om hans bistand. Brevet slutter meget karakteristisk med ordene: „jeg bliver aldeles syg ved alt det Skriveri om disse franske Oversættelser.” Collin kom samme aften og gav den syge gamle digter ret, og det samme gjorde Henriques hos hvem Andersen samme dag spiste til middag. Henriques lovede at oversætte hans brev til Demouceaux. Vi skal for øvrigt vende tilbage til hele den sag.

Den 29. december melder dagbogen: „Fik den franske Udgave af mine Eventyr”. Det dedicerede exemplar tilhører Laage-Petersens samling.

Bogen, som er i stort format paa godt papir med mange illustrationer, har denne titel: Andersen. Contes Danois, traduits pour la première fois par Ernest Grégoire et Louis Moland. Illustrés d’après les dessins de Y an Dargent.

Louis Moland er kendt blandt andet som Molière-udgiver. Hans rolle her er dog sikkert kun den at han er forfatter til forordet der indeholder nogle verdenslitteraturhistoriske vuer og nogle bemærkninger om Andersens litterære kilder.

Den biografiske indledning som staar paa pp. VII—LII bestaar i et fyldigt uddrag af Mit Livs Eventyr.

Andersen blev meget glad for nytaarsgaven og sendte straks det ene eksemplar til E. Collin.

Nytaarsdag fik han besøg af Emil Melchior som kom med „den nye Journal fra Paris, udgivet af Genevais [journalisten Genevay, som Andersen kendte personlig, skrev i eller redigerede „La Situation’“] hvori staaer et Stykke af min Biografi og Begyndelsen af Ib og lille Christine.”

Den 5. januar gav han i et brev til Nic. Bøgh udtryk for sin glæde over oversættelsen samt over Yan Dargents illustrationer.

Den 12. januar melder dagbogen: „Besøg af Rob. Watt, som bragte Efterretninger fra Grégoire i Paris om, at alle Blade der havde paa det hæderligste omtalt mine Eventyr, og at hele Udgaven var allerede udsolgt [den kom ved juletid], et nyt Oplag paatænktes. Det var mig en sand Glæde at høre, Humeuret blev lettere derved.”

Den 15. januar sendte han Grégoire et langt brev fuldt af taksigelser. Hans eneste reservation lyder i den opbevarede koncept saadan: „paa enkelte Steder forekommer det mig vel som Eet og Andet var udeladt eller forandret, men jeg antager, at det har været nødvendigt for den franske Læser, og jeg maa da takke Dem derfor.”

Han var saa glad den dag at dagbogen slutter med disse ord: „I Aften glædede jeg mig over den franske Udgave af mine Eventyr, men kunde derved ikke falde isøvn.”

Glæden holdt sig i mange dage, og han holdt den ikke for sig selv, men gav den luft i breve til Henriette Collin og grevinde Mimi Holstein (19. januar og 1. februar).

Grégoire fortsatte arbejdet. I 1875 udsendte han en samling „Nouveaux Contes”. Dagbogen for 9. juli 1875 siger: „Fik fra Paris mine nye Eventyr paa Fransk med smukke Illustrationer. Glædede mig særdeles.”

Ogsaa i et af de allersidste breve han har dikteret udtrykker han denne stemning, nemlig i et brev til Henriette Collin af 13. juli 1875, altsaa 3 uger før hans død: „Fra Paris har Gregoire sendt mig 2det Bind af mine Eventyr paa Fransk med en Mængde udmærkede Illustrationer. De mest verdenssmukke der er givet Eventyrene.”

Hans dom over billederne kan vi ikke underskrive. De er ikke særlig smukke, og nogle af dem er nærmest plagiater af Bertalls og Vilh. Petersens.

Oversættelsen er desværre heller ikke god. Det er en af de unøjagtigste man har set, med overflødige ændringer og tilføjelser som Andersen ikke kan være tjent med.

Men Grégoires boghandlersucces har holdt sig. Der er kommet et stort antal optryk af forskellige udvalg af eventyrene i billige udgaver hos Garnier. Det har i lange tider været den mest udbredte udgave i Frankrig, og den ligger desværre til grund for en lang række spanske oversættelser af eventyrene enkeltvis, ligeledes udgivet af Garnier.

Som før berørt, havde Andersen været i personlig kontakt med endnu en fransk oversætter, nemlig Louis Demouceaux. Om forholdet mellem dem ved vi ganske god besked gennem dagbøger og breve.

Louis Demouceaux var en litterært interesseret advokat fra Versailles. Han havde udgivet oversættelser af Uhland og Robert Burns, da han begyndte at interessere sig for Andersen. Som det fremgaar af Lorents Frølichs brev af 17-10-1866 havde han henvendt sig til Hetzel (jfr. side 183).

Demouceaux henvendte sig første gang til Andersen i et brev af 27. marts 1867. Dette brev, saa vel som hans fleste andre breve til Andersen, er skrevet paa tysk. Hans kone var vistnok tysk; han omtaler at han gennem hende er beslægtet med den store „Wörterbuchmacher” Dr. J. Karl Schmidt i Leipzig. Han eller konen maa i øvrigt ogsaa have haft danske forbindelser. I et af brevene beder han Andersen hilse „min svigerinde og svoger Jens Henriksen”. Af dagbogen ser man at denne var kornmaaler i Odense. I 1874 omtales hun af Demouceaux som „unsere theure Schwester Doris Henricksen von Grundfør”, som har besøgt dem den sommer. Og der var den sommer ogsaa kommet en hr. og fru (grosserer?) Gustav Asmussen fra København til Versailles for at besøge denne svigerinde.

Men dansk hverken læste eller skrev Demouceaux.

I sit første brev udtrykker han især begejstring for „die Eisjungfrau”, „die Psyche” og „Das Irrlicht ist in der Stadt”.

Andersen svarer den 9. april og allerede den 5. maj besøger han Demouceaux i Versailles, hvor han ser hans oversættelse af 7 af eventyrene, de samme som senere blev trykt. De besaa slottet og parken sammen, og værten lod sin gæst tage af hos en anset fotograf Monsieur Georges i Versailles. Dette billede kom til at hænge i glas og ramme i hans hjem og figurerede som portrætmedaljon foran i bogen. Dagen efter besøget sender han Andersen et lille rørende og velment digt „La marguerite du parc de Versailles”, som med faa ændringer staar som epilog i bogen.

Den 9. januar 1868 skrev Demouceaux et nytaarsbrev til Andersen. Han fortæller at han har faaet en datter og at han har skrevet en lille fortælling som han vil sende til Andersen naar den er blevet trykt i en avis. Endvidere indbyder han ham til et nyt besøg i maj. Og sluttelig staar der: „Hetzel hat meine Übersetzung Ihrer Gedichte abgeschlagen. Warum? … Ich weiss es nicht gar. — Wäre ich damals nicht so geschäftig gewesen, so hätte ich gesucht sie anderswo anzubringen. Es wird kommen …”

Andersens svar er ikke bekendt.

Den 17. maj skriver Demouceaux paa ny til Andersen i anledning af at han har erfaret at eventyrdigteren er i Paris. Han fornyer invitationen og omtaler at han for ca. 3 uger siden har skrevet og sendt en avis „mit einer Geschichte von mir an Sie dediciert.” Det er lykkedes mig at finde Demouceaux fortælling „Le maître d’école” i „L’Union de Seine-et-Oise” for 4., 8. og 11. april 1868. I avisen staar der ingen dedikation til Andersen; der har vel kun været tale om en skrevet tilegnelse paa det ene aftryk. Andersen modtog dette brev den 22. maj i Neuchâtel og svarede den 29. maj fra Genève (koncept bevaret).

Derefter kom der en pause i korrespondancen, ligesom med Grégoire.

Det næste brev, som er dateret den 11. december 1873, er det der, som tidligere omtalt, gjorde et saa uheldigt indtryk paa Andersen.

Det adskiller sig fra de tidligere breve ved at være skrevet paa fransk — han havde maaske paa grund af begivenhederne faaet en forstaaelig aversion mod at betjene sig af okkupationsmagtens sprog.

Han minder Andersen om at denne i 1867 har bemyndiget ham til at offentliggøre sine oversættelser. En avis i Versailles vil trykke dem som føljeton, men uden honorar. „J’étais content cependant d’avoir travaillé pour votre gloire et la gloire de l’art.” Men nu har han lige i „Journal des Débats” set at Grégoires oversættelse udkommer hos Garnier, og da han befrygter et sagsanlæg fra Grégoire og Moland, beder han Andersen om skriftlig at forny sin autorisation til at offentliggøre de 7 tidligere omtalte eventyr.

Andersen maa have svaret aldeles omgaaende. Det fremgaar af Demouceaux’s næste brev, som er dateret den 3. januar 1874. Han er blevet beroliget ved Andersens svar og skriver at han aldrig har haft „die Frechheit” at tro at han havde privilegium paa at oversætte eventyrene. Han er tilfreds naar han blot faar lov til at udgive sine oversættelser i avisen og senere i et hundrede eksemplarer til gode venner. Som undskyldning for at han ikke for længst har benyttet sin gamle tilladelse skriver han en sætning som enhver Dansk vil kunne forstaa: „Aber die Preussen sind wie Wölfe bei uns gekommen und haben alles durcheinander geworfen.”

Han vedlægger meget rørende en blyantstegning som hans eneste barn, den 6-aarige Eleonora (som kan flere af Eventyrene udenad) har tegnet til Andersen. Den forestiller en gaaseurt som den han havde plukket til Andersen i Versailles’ slotspark og skrevet sit lille digt om (Tegningen er i den Collinske Samling klistret inden i et forkert brev).

Brevet slutter patetisk med følgende linier:

„An Sie edle dänische Palme
Ihr treuer Freund
Das arme Grass von Franckreich

Louis Demouceaux.”

Den 22. juni sendte Demouceaux den færdige lille bog med brev til Andersen. Et ekstra exemplar beder han ham give kongen. Bogen indeholder som forord et brev som en anden Versailles-poet Eugène Bazin har sendt til redaktøren for den før omtalte avis (som i mellemtiden er kommet til at hedde L’Union liberale démocratique de Seine-et-Oise). Det er en tak til oversætteren paa avisens læseres vegne fordi han har forskaffet dem den nydelse at læse H.C. Andersens eventyr (som han sætter højere end Perrault’s). Det er værd at lægge mærke til at Bazin understreger at disse eventyr ikke blot er for smaabørn; det har man ellers altfor sjældent forstaaet i Frankrig.

Den 30. juni beretter dagbogen: „Igaar indtraf Democeaus Oversættelse af nogle af mine Eventyr, Brev fulgte med.” Paa grund af sygdom svarede den gamle digter ikke med det samme. Oversætteren, der befrygtede at hans sidste brev var gaaet tabt, skrev da paa ny det samme brev.

Andersen svarede ham i et hjerteligt brev engang i oktober.

Den brave og aldeles uegennyttige Demouceaux fortjente det ogsaa. Hans oversættelse er virkelig særdeles brugbar og viser at en indirekte oversættelse kan være langt bedre end en direkte. Een fusker begaar selvfølgelig langt flere fejl og smagløsheder end to dygtige og samvittighedsfulde mænd tilsammen.

Imens Andersen gik og ventede paa Grégoire og Demouceaux, fremkom der et par mindre franske oversættelser, som vi tager med for fuldstændighedens skyld.

Blandt de franske journalister som sammen med Grégoire besøgte Danmark i 1867 var ogsaa en litterat ved navn Victor Fournel (1829—94). De artikler han skrev til Le Correspondant udgav han i bogform under titelen: Le Danemark en 1876. Etudes et Souvenirs d’un Voyageur. Bogen indeholder en del oversættelser (Dronning Dagmar og andre folkeviser, Dengang jeg drog afsted, Kong Kristian).

Paa siderne 53—54 staar en oversættelse af „Hjertesorg”, som ikke er synderlig vellykket.

Aaret efter udgav han i Le Courrier du Comptoir (Januar 1868) en gengivelse af „Historien om en Moder”. Den er nogenlunde ordret og lidt forkortet. Hele scenen med tornebusken er udeladt.

I 1870’erne boede der i København en fransk komponist, skribent og sproglærer Victor Molard, som i et par aar udgav et morsomt tidsskrift „Le jeune Polyglotte”. Det allerførste nummer udkom i 1874 og bragte „Det er ganske vist” paa dansk, fransk, tysk og engelsk. Martsnummeret for 1875 bragte en oversættelse af „Historien om en Moder”, som efter Molards oplysning blev optrykt i Le Figaro den 25. juli 1875.

Det er for øvrigt den oversættelse der figurerer i samlingen „Historien om en Moder i femten Sprog. Udgiven af Jean Pio og Vilh. Thomsen, Kjøbenhavn 1875″.

Endnu i digterens sidste leveaar 1875 dukkede der et nyt oversætter-emne op, en ung fransk dame ved navn L. Tissier. Hun oplyser i et brev dateret 14. januar 1875 at hun kan dansk og at hun har været sammen med Andersen paa Frijsenborg nogle aar tidligere. Nu bor hun paa Svaneholm, Skurup station i Skaane, hos Comtesse de Hollenborg.

Og hermed er vi naaet til afslutningen. Vi har kun villet følge værkernes skæbne saa vidt som deres skaber selv kunde det.

Vi har set at det ikke drejer sig om en straalende sejrsgang, men om en møjsommelig og farefuld banen sig vej. Ofte faldt digteren mellem røvere paa vejen.

Ingen af de udkomne bøger hører til oversættelses-litteraturens mesterværker. En del af forsøgene kunde vel give det franske publikum en forestilling om det store danske geni; men han opnaaede kun at blive betragtet som en børnebogsforfatter.

Værkernes skæbne i Frankrig efter hans død kunde nok afgive stof til et fortsat studium. Men hvad der er fremkommet fra 1875 til nu er næsten uoverskueligt. Og en detaljeret gennemgang af hele dyngen vilde maaske knap nok lønne sig, da den formentlig vil vise de samme hovedtræk som dem der fremgaar af den nu afsluttede undersøgelse: mange kunstnerisk utilfredsstillende gengivelser, ja rent ud uværdige spekulationsprodukter — og ganske enkelte alvorlige forsøg. Det vilde være uretfærdigt ikke at nævne tre navne: den dansk-franske litterat Paul Leyssac, som i en behagelig flydende form gav et godt udvalg, den flittige stuelærde P.-G. La Chesnais. som i sin høje alderdom, efter at have oversat Ibsens samlede værker, øvede den bedrift at oversætte alle eventyrene fra ende til anden med en rosværdig idealisme, og endelig den tidligere lektor ved Københavns universitet Jean Jacques Gateau, der i et fyldigt udvalg af Eventyrene kommer stilen saa nær som det vist overhovedet er muligt paa fransk.

Blomster og ukrudt kæmper stadig om pladsen paa marken. Der vil altid være brug for kyndige og kærlige gartnere til at værne om blomsterne.

Tillæg: Den fattige dreng paa Frankerigs throne^[9]

Under mit Ophold i Paris 1833 førte en af mine Venner, en ung Pariser, mig hen paa en Udstilling af Malerier. Mellem disse var eet, som især greb os. Det fremstillede et Moment fra Julidagene, et historisk Træk, stort og poetisk. Min Ledsager fortalte mig det med faa Ord.

I Juli-Revolutionen, paa Seirens meest glimrende Dag, da hvert Huus var en Fæstning, hvert Vindue en Skandse, blev Tuillerierne stormet. Selv Qvinder og Børn strede mellem de Kjæmpende; de trængte ind gjennem Slottets Gemakker og Sale. En fattig, halvvoxet Dreng i Pjalter kæmpede modig mellem de ældre Krigere; dødelig saaret af flere Bajonetstik sank han til Jorden. Det skete i Thronsalen, og man lagde den Blødende paa Frankerigs Throne, svøbte Fløielet om hans Vunder, Blodet strømmede ud over det kongelige Purpur.

Dette Moment havde Maleren givet os. Drengens blege Ansigt syntes forklaret, Øiet saae begeistret mod Himlen, de andre Lemmer bøiede sig i Døden. Det nøgne Bryst, den fattige Dragt og det rige Fløiels Drapperie havde stor Virkning. Var der spaaet ved Barnets Vugge: „Du skal døe paa Frankerigs Throne!” Moderhjertet havde da maaskee tænkt paa Sneebatterierne ved Brienne, Drengen der, som blev Frankerigs Keiser, og drømt om en lignende Skjæbne for sin Søn^[10]. Dog aldrig har Frankerigs Konger talt dybere til vort Hjerte, end denne døende Dreng i Pjalter og Purpur.

Nogle Dage efterat vi havde seet dette Malerie, var det Julifesten. Napoleons Støtte skulde afsløres, Folkeforlystelser afvexle med hverandre; men den første Dag var viet Sorgen over de Faldne.

Paa flere Pladse vare opreiste Sørgealtare, beklædte med Sort og decorerede med trefarvede Baand og Faner. I Gaderne lød Choral-Musik, og fra adskillige Huse veiede Sørgeflor og Faner. Et Altar var reist paa den lille Kirkegaard ved Louvre; Enhver, som gik forbi, gav man en Haandfuld Smaa-Bouquetter af gule Evighedsblomster omvundne med Flor, og man kastede disse paa Gravene. Foran en af dem knælede en gammel Kone med et blegt, markeret Ansigt. „Det er Bedstemoderen!” hvidskede tæt ved mig to Franskmænd, og saae med stille Alvor paa den Gamle; de gik, hun reiste sig ogsaa, men det var mig umueligt at vende Blikket fra hende. Jeg maatte tænke mig hende som Drengens Bedstemoder. Siden spurgte jeg en af mine Venner, der havde seet Maleriet, og selv taget Deel i Julikampen, hvor Drengens Liig var bragt hen. „Paa Pladsen ved Louvre” svarede han; Stedet blev mig betegnet, min første Forestilling blev til Tro.

Om Aftenen gik jeg igjen hen til Graven. En uhyre Menneskevrimmel bevægede sig med sælsom Taushed forbi. Paa alle Grave brændte blaae Flammer. Den dybe Stilhed havde en gribende Virkning. Jeg lagde min Bouquet paa Graven, kun een Blomst af dem gjemte jeg. Den erindrer mig om Ungdoms Hjertet, som brast for Fædreland og Frihed.
H.C. Andersen.

 

Noter

1. ^ Et morsomt eksempel paa, hvor nøje sammenhæng der er mellem A.s egne oplevelser og hans romanskildringer, er hans fremstilling af balletten „La Tentation de Saint Antoine” i „Kun en Spillemand” (II, kap. 16), hvor Naomi paa opfordring giver sine ledsagere et kort referat af 1. akt, da de kun skal se 2. og 3. akt. Disse to akter skildres derimod som set af et øjenvidne. — Det fremgaar af dagbogen, at grunden dertil er den enkle at A. selv kom for sent til at faa 1. akt at se.
2. ^ I det lige anførte kapitel af „Kun en Spillemand” refererer A., for at sætte lokalkolorit paa, de falbydendes raab i mellemakten. Stedet lyder saadan: „det sidste Chor i Comte d’Ory lød, Tæppet faldt, og Falbydende vandrede skrigende om i Parterre og Loger, en støiende Raaben: „lorgnet de marchant! voilà l’entre’acte! vert-vert! programme! la pièce!” gjenlød i Huset.” Da kommentatorerne hidtil har ladet de gaadefulde franske ord hen-staa uforklaret, skal jeg her forsøge at tyde dem. Der skal for det første staa „Marchand de lorgnettes!” Saadan raaber manden der udlejer teaterkikkerter. At Andersen bytter om paa de to navneord, skal man ikke undre sig over. I dagbogen for 10. marts 1843 skriver han Orchester de Stalles i stedet for stalles d’orchestre (orkesterplads). L’Entracte og Vert-Vert er to teaterblade, som netop udkom i 1830’rne. Se nærmere Eugène Hatin: Bibliographie historique et critique de la presse périodique française (Paris 1866). Vert-Vert er maaske opkaldt efter et digt af Gresset (1734), hvori hovedpersonen er en papegøje af dette navn. Temaet var ogsaa blevet benyttet til en vaudeville af A. de Leuven og Deforges, der med Mademoiselle Déjazet som papegøjen, der er fløjet ind i et nonnekloster, havde premiere den 15. marts 1832 i Palais-Royal.
3. ^ Optrykt i Poul Høybye, H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, Studier fra Sprog- og Oldtidsforskningen nr. 214 (1950), side 86—87.
4. ^ Det maa indrømmes, at det er en anstødssten, da springgaasen er ukendt næsten overalt (for resten ogsaa for mange danske børn). En af de oversættere, det er lykkedes bedst for, er Italienerinden Maria Pezzé-Pascolato, som har dristet sig til (for en sjælden gangs skyld!) at digte et par linier til midt i historien paa en maade, der virkelig er i stilen: „e quando il cane da guardia l’ebbe annusata, poté farsi garante ch’ell’era un balocco di buona famiglia, parente del nostro misirizzi e del saltamartino; ma parente lontana, com’è lontana la Danimarca dall’Italia. Tutti i bambini di Copenaghen sanno che la saltarella si fa con l’osso del petto di un’oca, spolpato e hen ripulito, come i nostri sanno che il saltamartino si fa con un guscio di noce.” (Og da hunden havde snuset til den, kunde den garantere for, at det var et stykke legetøj af god familie, en slægtning af vores tumling; men en fjern slægtning — ligesom Danmark er fjernt fra Italien. Alle børn i København ved, at springgaasen laves af brystbenet af en gaas, der pilles af og poleres, ligesom vore børn ved, at tumlingen laves af en valnøddeskal).
5. ^ En korrespondance med forskellige tyske biblioteker efter krigen har givet negativt resultat.
6. ^ Denne bog er rosende anmeldt i Bibliothèque Universelle [de Genève], revue suisse et étrangère. LXVIme Année. Genève 1861.
7. ^ Louis Demouceaux; jfr. side 196 ff.
8. ^ Chasles’s artikel er optrykt i bogen „Encore sur les contemporains, leurs oeuvres et leurs moeurs.” Paris, Amyot, 1869 (pp. 195—209).
9. ^ Jfr. ovenfor side 151. Denne fortælling kan i hovedtrækkene ogsaa læses i Alexandre Dumas’s erindringer, hvor hovedpersonen dog er en student.
10. ^ Denne redaktion viser, hvordan den tilsvarende meget løst opbyggede sætning i „Billedbog uden Billeder” skal forstaas: „Var der spaaet ved Drengens Vugge: „„Han skal døe paa Frankrigs Throne!”” Moderhjertet havde drømt om en ny Napoleon.”
11. ^ = sørgede for, tog mig af (svenskpræget udtryk — L. Frølichs hustru var svensk).