Man kan ikke godtage H.C. Andersens skildring af danseskolen i „Lykke-Per” (kap. III) som en historisk beretning fra dengang, han selv var balletelev. Han fortæller for eks. om læseskolen, men der fandtes i hans ungdom ikke en saadan institution for almindelige kundskaber knyttet til danseundervisningen; den oprettedes først 1857. Før den tid var børnenes intellektuelle udvikling henvist til hjemmet — og den blev da ogsaa derefter. Eftertiden ser her grunden til, at mange af vore scenekunstnere, der udgik fra balletten, aldrig lærte at stave sproget korrekt. Caroline Walter og fru Heiberg er de klassiske eksempler herpaa.
H.C. Andersens skildring af skolen er fri digtning, men man mærker, at han havde personligt kendskab til milieuet, for eks. til ben-øvelserne foran stangen og til kammerat-drilleriet. Den balletpige, han gav det pudsige navn Malle Knallerup, og som traadte Lykke-Per „ondskabsfuldt helt op ad Smalbenet”, maa være Andrea Møller, den senere „sidste Blaataarnsfange”, madame Krætzmer, hvis karakter ikke svarede til talentet og dygtigheden; Andersens lunerige skildring minder om den karakteristik, fru Heiberg gav af hende i „Et Liv, gjenoplevet i Erindringen” (4. udg. I og IV).
De forskellige faser i H.C. Andersens forhold til teatret i elevtiden fra efteraaret 1819 til juni 1822 er skildret indtil trivialitet. Her skal blot siges, at den kongelige scene næppe i sin mere end 200-aarige levetid har haft en mere uegnet aspirant. Hans ranglede krop og kantede bevægelser egnede sig ikke for scenen, og det langtrukne ansigt var ingen god palet til at male paa. Han kunne ikke sige en replik, sangstemmen manglede kvalitet, endog til koret, og dansens skønhedskrav var uforeneligt med hans ydre. Og dog blev han „hængende”, som det kaldes i teatersproget, ved sin evne til at røre mennesker. Alt det officielle gik ham imod, men privat sprang mange døre op. Blandt dem, som han vandt ved sit fantasifulde væsen, sin naivitet og fattigdom, var den godmodige skuespillerinde madame Dahlén (stammoder til brødrene P. A. og Vilh. Rosenberg og skuespillerinden Soffy Walleen); hun fik sin mand, solodanser Dahlén, til at prøve drengen paa danseskolen ved Hofteatret. Her færdedes han mest i sin godt to-aarige teatertid (jvfr. Anderseniana 1951). Han fik ingen løn for sin medvirken som statist i forestillingerne, men levede kummerligt af venlige menneskers hjælp. Man ville gerne mellem teatrets mangfoldige regnskabsbilag, som gemmes i Rigsarkivet, have fundet blot et eneste, som fortalte eftertiden, at den fattige dreng havde faaet en „gratifikation”. Men nej, pengekassen var lukket for ham. Og dog syntes han, at tilværelsen paa Hofteatret var „Trin op ad til det Bedre”. En gammel trappe symboliserer endnu fremgangens trin.
Den kostelige gave til den danske nation, som hans geni var, blev udsat for fare, da han kom ind paa danseskolen, hvor moralen mildt sagt var sløj. Spiritus, hor og jalousi var de faktorer, hvorom interesserne drejede sig. Gennem regissør H. C. J. Fredstrups protokoller faar vi at vide, at disciplinen ikke kunne være daarligere (Torben Krogh i Kulturminder 1942—43). Endog August Bournonville, Andersens jævnaldrende, der helst saa balletten i de lyseste farver, kaldte skolen „en ganske ejendommelig Verden, hvis Væsen jeg forundrede mig over, uden at forstaa det”. Her var stof, skriver han, til en roman à la Paul de Kock. Skrig og spektakler syntes at være en nødvendig ingrediens. Men han skyndte sig at tilføje, at teatersæderne til ære for standen i den nyere tid havde forandret sig (Mit Theaterliv III, 2, 7).
Ved hjælp af sin gudstro og sin stærke vilje slap H.C. Andersen uskadt gennem dette vildnis. Al den letfærdighed, han saa, prellede af. Renheden i hans væsen og naiviteten i hans sind beskyttede ham. Selvopholdelsesdriften var i denne periode hans førende evne. Fra sit usle stade vovede han at skrive til kongen om hjælp og til direktionen om roller. Til al lykke fik han afslag fra teatret, thi hvis man — der sker saa meget ulogisk paa et teater — havde ladet ham debutere paa dette tidspunkt af hans spæde udvikling, ville han være blevet offentligt til grin og altsaa faaet endnu vanskeligere ved at hævde sig siden hen. Han viste baade ydmyghed og karakter, da han klagede til direktionen over en tarvelig fyr, korist og dramatisk elev F. C. Brandt, som havde fornærmet og slaaet ham og kastet snus i øjnene. Han ønskede ingen hævn, men blot arbejdsro. Andersens sind var meget følsomt, og det har sikkert været ham en pine, at direktionen tilkendegav Brandt, at dersom han ikke gjorde afbigt, ville han øjeblikkelig faa afsked (teaterdirektionens prot. 1821, Rigsark.; Edv. Collin: H. C. A. og det Collinske Hus, Fortalen; H. C. A.s Brevveksling med Jonas Collin d. æ. III, 218).
Allerede i august 1820 maatte solodanser Dahlén meddele direktionen, at Andersen ikke egnede sig for danseskolen. Men i april 1821 skulle Dahlén, som han haabede, slaa et stort slag med sin heroiske ballet „Armida” efter maanedlange forberedelser paa Hofteatret. Det var hans maal at blive balletmester Galeottis efterfølger, hvad han dog ikke naaede. Til „Armida”, der var formet med Galeottis værker som forbillede, skulde han bruge mange fremstillere af amoriner, trolde og onde aander, og han anvendte da ogsaa H.C. Andersen til en af troldene, hvis ansigt skulde sidde i gabet paa en stor maske. I modsætning til hans med-elever J. L. Phister og fru Heiberg mindedes August Bournonville ham som en iøjnefaldende ung fyr, hvis opgave var „i sidste Akts Finale at styrte hovedkuls ud af en Klipperevne” (Mit Theaterliv, III, 2, 48). Han kendte ham fra et besøg, han havde aflagt hos hans far, den franske solodanser Antoine Bournonville. Her fremsagde han et af sine digte saaledes, at August Bournonville straks fik „Indtrykket af noget Genialt”; han forekom ham ikke latterlig, hvad andre fandt, han var; „snarere ville han have os tilbedste end vi ham” (Mit Teaterliv III, 3, 250). Dette interessante vidnesbyrd har mange forfattere, som skrev om H.C. Andersen, overset.
„Armida” blev en kneben sukces d’estime, skønt Claus Schall havde komponeret musiken. Men handlingen var forvrøvlet, og forfatteren selv, den vennesæle, svensk fødte Carl Dahlén, ikke længere den elégantier som forhen ved operaen i Stockholm under Gustaf d. III, men for tyk til seriøs dans. Han virkede komisk, hvor det modsatte var hensigten. Der var 440 rdlr. i kassen ved premieren d. 12. april 1821, men indtægten faldt hurtigt; allerede ved den tredje opførelse rummede kassen kun 186 rdlr. (teatrets regnskabsbilag apr. kvart. 1821, Rigsark.). Ialt gaves „Armida” kun syv gange. Dahléns hovedværk ville nu være totalt glemt som det epigonarbejde, det var, hvis ikke programmet (ikke gadeplakaten) havde bragt to navne, der hver paa sin maade skulle blive berømte i vort aandslivs historie: Johanne Petcher, et barn paa otte aar, hvis rigtige efternavn teaterledelsen endnu ikke kendte, og H.C. Andersen, der her for første gang saa sit navn paa tryk, hvad der gjorde et livsaligt indtryk paa ham. Han tog programmet med hjem i sit vinduesløse værelse i Ulkegade og læste det atter og atter i sengen ved lys. Han syntes, at der laa en nimbus af udødelighed deri (Mit eget Eventyr uden Digtning, 41). Siden skulle dette navn blive trykt millioner af gange over hele verden.
Dette yderst sjældne program findes nu i H.C. Andersens Hus og paa Teatermuseet, og for nogle maaneder siden opdagede dr. Topsøe-Jensen blandt universitetsbibliotekets bogmasser endnu et eksemplar, der ved nærmere eftersyn viste sig at have været i digterens eje. Man kan med sikkerhed sige, at det beskedne hefte ikke er en levning fra hans mørke kammer i Ulkegade, fordi de bemærkninger, han har skrevet ud for enkelte af de agerendes navne, viser hans haandskrift saadan, som den senere blev. Rimeligvis er han i 50’erne kommet i besiddelse af et andet eksemplar, som det har moret ham at gense, og formodentlig er det efter Andersens død gennem Edvard Collin kommet i bibliotekets eje. Desværre er digterens tilføjelser kun faa og korte. Ved balleteleven Ida Andersens navn bemærker han: ,,Blomsterfeernes Dronning” — d.v.s. at hun blandt amorinerne i balletten var den, de andre samledes om, da de kom dansende ind med kranse og guirlander; Jensine Weiners navn kommenterer han med ordene: „Frederik den Syvendes Elskede; hun gik med til Fredericia, fik der en Mølle og en Møller”. Oplysningen er rigtig. Hos den kønne balletdanserinde søgte prins Frederik trøst, da hans første ægteskab med prinsesse Wilhelmine var strandet; hun besøgte ham siden, da han levede „forvist” i Fredericia, hvorfra hun blev gift med en proprietær. Hun er ofte blevet forvekslet (for eks. af Louis Bobé i hans udgave af Rantzau-Breitenburgs erindringer) med Louise Rasmussen, senere grevinde Danner, der blev hendes efterfølger i prinsens gunst. Navnet Johanne Petcher rettede H.C. Andersen til „Johanne Louise Patges”, og ved balletdanser Ludvig Hammer tilføjede han: „Fremstilleren af Don Quixote i Bournonvilles Ballet”. Dette arbejde faldt totalt i 1837, altsaa mange aar efter „Armida”. Det største kryds satte han ud for sit eget navn og tilføjede: „H. C.”.
Det blev eneste gang, digterens navn tryktes paa teatrets program i elevtiden. Mange aar senere fortalte han sin unge ven Nicolai Bøgh om denne periode af sit eventyrlige liv, og Bøgh „forbedrede” siden hen episoden ved at lade fru Heiberg og Andersen agere trolde, medens han skød Louise Rasmussen ind i billedet som engel. Det skete, for at han kunne opnaa en virkning med denne forlorne dybsindighed: „I virkeligheden var det akkurat omvendt” (Personalhist. Tidsskrift. 5. R. II, 1903). Bøgh er ofte blevet citeret af andre forfattere, der lige saa lidt som han gjorde sig den ulejlighed at undersøge forholdet. Louise Rasmussen medvirkede aldrig sammen med H.C. Andersen, fordi hun først gjorde sin entré paa skolen i 1826, da han forlængst havde forladt teatret. Det var jo sket allerede fire aar forinden.
Af de personer, som programmet nævner, fik kun fru Heiberg senere i livet betydning for Andersens dramatiske digtning. Det gjaldt især hendes spil som Jomfru Christine i „Den nye Barselstue”; hun ofrer den rolle en lang omtale i „Et Liv” (4. udg. IV, 138). De fleste af de øvrige medvirkende indskrev ikke deres navne i ballettens historie; de var elever eller figuranter, der gjorde deres pligt. Flere forsvandt snart over i privatlivet, ingen hørte senere til Andersens venner. Han beundrede fru Heiberg, men hans kølige forhold til gemalen og hendes vægring ved at optræde i „Maurerpigen” gjorde bekendtskabet problematisk (Et Liv, 4. udg. IV, 328ff). Til Phister (som ikke medvirkede i „Armida”) nærede han indgroet mistillid, der stammede fra drillerierne paa balletskolen og næredes, naar Phister senere i livet ved smiger, som Andersen gennemskuede, søgte at have ham til bedste (jvfr. William Bloch: Paa Rejse med H. C. A., 76f). Men Phister forstod tidligt eventyrenes værdi og blev en af deres vittigste — men ikke hjerteligste — fortolkere. Bedst var Andersens forhold til Bournonville; „det var til alle Tider venskabeligt og oprigtigt”, skriver balletmesteren. „Jeg saa i ham et mærkeligt Fænomen, beundrede hans Geni og forstod, gennem mine egne Tilbøjeligheder, hans febersyge Higen efter Berømthed, en Drift, som af saa mange kaldes Forfængelighed. Han kunde ogsaa begejstres for Andres Fortjenester, glædede sig over min Virksomhed, navnlig naar mine Arbeider gjorde Lykke, men gik slukøret afveien for mig, naar Heldet svigtede”. (Mit Theaterliv, III, 3, 252.)
Nogle solodansere var der mellem de medvirkende i „Armida”, og dem ville H.C. Andersen intet hellere end højagte. Titelrollen udførtes af kokotten madame A. M. Schall, statsminister Kaas’ elskerinde, som Andersen som bekendt straks ved sin ankomst til hovedstaden hjemsøgte for at bevæge hende til at hjælpe ham ind ved teatret, men hun troede — i modsætning til Bournonville — at han var vanvittig og søgte hurtigst muligt at blive ham kvit (Mit eget Livs Eventyr uden Digtning, 32). Galant fortæller Bournonville, at hun „ved en udbredt Velgørenhed stræbte at afsone sine elskværdige Smaasynder” (Mit Theaterliv III, 3, 248), men det mærkede Andersen ikke noget til. Om vor første taaspids-danserinde Karen Janssen har hendes barnebarn, forfatteren Børge Janssen, skrevet en pjece; hun endte som kommandørinde Lütken. Solodanser Poul Funck figurerer endnu paa Det kgl. Teaters plakat, naar „Elverhøj” opføres, fordi han komponerede de stadigt populære danse. Solodanser Dahlén, der var Andersens model til kammerraaden i „Portnøglen”, endte som indehaver af et bogtrykkeri i København; mod hans hustru — „den milde, hjertelige Kone var mig som en god Moder” (Mit Livs Eventyr I, 65) — vedblev Andersen at være trofast. Jomfru Elisabeth Larcher var søster til solodanseren Pierre Larcher, der blev fru Heibergs strenge danselærer og far til kgl. skuespillerinde, admiralinde Louise Jacobson. Elevbrødrene Theodor og Wilhelm Scharff var i slægt med senere solodanser Harald Scharff, en af H.C. Andersens yngre venner. Andreas Füssel blev en udmærket mimiker, hvis karakteriserende evne Bour-nonville i høj grad fremhæver; Josephine Fredstrup var den ældste af balletregissør Fredstrup d. Æ.’s syv børn ved balletten. Sophie Møller og Andrea Møller, den senere solodanserinde madame Krætzmer, var søskende, og det var Johanne Luise og Amalie Petcher (Patges) ogsaa; den første blev som nævnt fru Heiberg, den anden døde ugift 1855 i Roskilde. Adelaide Børresen kan ikke være identisk med den Jfr. Børresen, som i 1808 var den første Erling i „Hakon Jarl”; hun var allerede 1806 elev i den dramatiske skole og maa da i 1821 have været for udviklet til at virke som Amorin ved siden af børnene Patges. Henriette Charpentier var af samme slægt som den senere danser Charles Charpentier og hans søster, skuespillerinden Louise Holst; Charlotte Weyle (Weile) tilhørte ogsaa en danser-slægt og blev gift med den velhavende kgl. skuespiller J. D. Bauer, som haanede H.C. Andersen ved at trække ham ned til Rampen og spottende „præsentere ham for det danske Folk” (Mit eget Eventyr uden Digtning, 4l). Adolph Stramboe blev en af Bournonvilles yndlinge som komisk mimiker og far til danserinden Laura Stillmann; Christian Lund var en maadelig figurant, hvis menneskelige egenskaber Th. Overskou omtaler i „Af mit Liv” (2. udg. I, 102), og Charles Villeneuve, oprindelig svensk emigrant af fransk slægt, blev som kendt danselærer Heibergs model til Ten-nemann i „Aprilsnarrene”.
Da H.C. Andersen var i naturtilstand, lukkede alle teatrets tre kunstarter sig ubarmhjertigt for ham, men den fjerde og vigtigste — digtekunsten — aabnede sig og med den sejrede han, ikke alene i de hjemlige omgivelser, men verden over. Aarene paa teatret havde ikke været spildt. Han lærte mennesker og forhold at kende, der siden fik liv i hans digtning. Perlen „Moster” er et vidnesbyrd derom. Det skiftende i livet bag kulisserne passede til hans opladte sind og levende fantasi. Men han lærte ogsaa, som han siger i „Lykke-Per”, at paa teatret gror chikanen, og den fik han at føle, da han forsøgte sig som dramatiker. Ogsaa af den grund sluttede han sig til privatscenerne, som fra 1848 opstod med Casino i Amaliegade. Der mødte han større forstaaelse, naar han kom med sine manuskripter, for eks. til „Ole Lukøje”. Der var ingen spydig Phister eller arrogant fru Heiberg, men et personale, som viste ham agtelse; „de var ikke de Almægtige, Digtningens bærende Aander” (Mit Livs Eventyr II, 113), der havde ærgret ham paa det „rigtige” teater ved Kongens Nytorv.
Efter at afhandlingen var trykt, er det lykkedes at konstatere slægtskabet mellem de to balletelever af navnet Børresen, der omtales pag. 212. Anthonette Børresen (1794—1856), som i 1808 var den første fremstiller af Erling i „Hakon Jarl”, blev moder til Adelaide Francisca Anthonette Børresen (1813—1871), der medvirkede i „Armida” sammen med H.C. Andersen. Faderen til hende var en eventyrer ved navn Francois Besnard, som en tid ernærede sig som skibsskriver i Kbhvn. Hun blev 1839 g. m. den senere postekspeditør i Taastrup Christen Christensen, Phisters nærmeste ven (d. 1865), efter hvem hun overtog postekspeditionen. Solodanserinden Karen Børresen (1787—1863), først gift Janssen, senere g.m. kommandør T. J. Lütgen, var adoptivsøster til den ældste jomfru Børresen. (Velvilligst meddelt forfatteren af Adelaide Børresens oldebarn, assurandør Jørgen Schou.)
