I sommeren 1874 havde H.C. Andersen, som så ofte før, bekymringer med hensyn til sin økonomi. Hans helbred var skrøbeligt, og han forudså, at han en skønne dag kunde komme til at lide nød, fordi han ikke mere kunde skrive. „Da jeg var yngere og slet ikke havde Noget, maaskee kun fra den ene Uge til den anden, følte jeg slet ikke den Angst for Næringssorg, som den nu jeg er blevet saa gammel som jeg er tidt jager gjennem mig, især i den sidste Sygdomstid.”[1] På det tidspunkt mente han, at hans formue var på 23.900 rdl., og det var ikke meget galt; Edv. Collin, der bestandig havde været hans trofaste regnskabsfører, kunde i et brev af 14. juli bekræfte, at hans formue var på nøjagtig 23.842 rdl. 15 sk., og han tilføjede beroligende, at når han i renter havde henved 1.000 rdl. og lige så meget i gage fra staten, altså 2.000 rdl. årlig, kunde han ikke komme i baghånden.
På denne baggrund ærgrede det den gamle digter dobbelt, at der netop på samme tid var opstået det rygte, at han levede i armod, og at man i Amerika var ved at starte en indsamling blandt børnene for at „skaffe mig gamle Mand en comfortable Alderdom”.[2] Det gav ham ærgrelser og urolig nattesøvn, og det blev ikke bedre, da den amerikanske minister nogle dage senere dukkede op med 200 rdl. fra børn i Washington; han noterede i sin dagbog: „Jeg fandt Summen ringe, men beholdt den indtil videre”, og så blev han nervøs opjaget.[3] Sagen stod på hele efteråret; foruden de forskellige pengebeløb, der indkom på trods af Andersens dementier, fik han det store to-binds pragtværk Picturesque America or the Land we live in. Værket ligger nu i H.C. Andersens Hus, og sammen med Abigael Tompkins brev og hendes dollar-seddel minder det om hele denne affære, der skiftevis smigrede H.C. Andersen og gjorde ham „lynende gal.”
Et halvt år senere — lørdag d. 12. juni 1875 — kørte H.C. Andersen for sidste gang ud til grosserer Moritz G. Melchiors landsted Rolighed; da var hans sygdom taget til, men endnu 21. juni bad han Edv. Collin om en formueopgørelse gældende for udgangen af august og i begyndelsen af juli var han optaget af sit testamente. Den 4. august døde han på Rolighed.
H.C. Andersens reaktion overfor den amerikanske indsamling viser, at han nok vilde regnes for en holden mand, som ikke behøvede almisse. Det kan vel have værdi at undersøge, hvad H.C. Andersen ejede ved sin død, og hvorledes hans værdier var placerede. Det kan formentlig også have interesse at klarlægge, hvorledes han, den ensomme, disponerede over sine effekter.
Der foreligger til dette emnes behandling et ret fyldigt kildemateriale. Grundlaget for skifteforretningen var H.C. Andersens testamente med tilhørende codiciller. Så tidligt som i 1852 havde han nedskrevet, hvorledes hans penge og effekter skulde fordeles „når det er fuldkommen vist, at jeg er død”, og hertil sluttede sig det endelige testamente af 16. febr. 1860 med de følgende codiciller. De er alle publicerede sammen med forskellige udkast af afd. arkivar ved Rigsarkivet E. Marquard.[4] De sidste codiciller er daterede 2. og 7. juli 1875, og dagbogen for 2. juli nævner udtrykkeligt, at han den dag arbejdede med testamentet.
Selve skiftet er bevaret i Landsarkivet for Sjælland. Det må naturligt danne hovedkilden for den efterfølgende undersøgelse. Det består af den skifteprotokol, som Edvard Collin og Moritz G. Melchior førte; til den hører kassebog, bilag m. v. I bilagene til skiftet ligger afskrifter af testamentet med codiciller, medens originalen er afgivet til H.C. Andersens Hus. Men det er iøvrigt meget væsentligt at konstatere, at alle bilag synes bevarede. Der har ikke til skifteforretningen hørt andet materiale end det foreliggende.
Under 10. aug. var der meddelt Collin og Melchior kgl. bevilling til at være executores testamenti, og 13. aug. begyndte behandlingen af boet på Rolighed ved Gl. Kalkbrænderivej nr. 4. Her forelå testamentet af 16. febr. 1860 og codicillerne af 2. april 1873 og 2. og 7. juli 1875. Edv. Collin erklærede i aug. 1875, at han ikke kendte testamentets indhold, og Marquard accepterer denne udtalelse. Det kan nævnes, at Henriette Collin i et brev af 12. nov. 1860 i sin vanligt muntre form skriver: „Jeg er jo ikke betænkt i Testamentet, saa jeg veed ikke hvorfor jeg skulle tilraade saa megen Hensyn-Tagen til Pungen, de smaae Ordener som jeg saa vist haaber skulle tilfalde mig, kan vel nok bevares”. løvrigt er det forbavsende, hvis Andersen har kunnet undlade at nævne indholdet af testamentet for sine venner.
Edvard Collin var indsat som universalarving, og hans søn, cand. mag. Jonas Collin mødte med generalfuldmagt fra sin fader til at varetage faderens interesser, og man havde anmodet orsf. Fr. Hartmann om at fungere som kurator i boet.
Det viste sig, at indbo, bøger og øvrige effekter var splittede. En del var på Rolighed, en del i grosserer Melchiors hjem på Højbroplads 21 og en del i Edv. Collins hjem Dronningens Tværgade 19. Derimod nævnes det ikke, at noget kunde være i H.C. Andersens lejlighed i Nyhavn. På Jonas Collins forslag vedtog man, at hele indboet skulde samles hos hans fader, for at der kunde foretages en vurdering. løvrigt klaredes skifteforretningen i løbet af få måneder. Man holdt et møde 3. dec. 1875, hvor man havde fået afviklet de fleste forpligtelser i henhold til testamentet; derefter holdtes møder 9. dec. 1875, 7. marts, 29. juli og 21. nov. 1876.
Opgørelsen af boet viste indtægter til et beløb af 56.452,57 kr. og udgifter 3.085,58 kr. Beholdningen var altså på 53.366,99 kr., et beløb der med pengeværdien idag formentlig vilde være ca. en halv snes gange mere.
Det er almindeligt kendt, at H.C. Andersen var en trækfuglnatur, der livet igennem boede til leje. Det bohave, som han kunde kalde sit eget, var beskedent. Derfor vil man naturligt først spørge, hvorledes han havde anbragt sin formue.
Da han drog ud til Rolighed for sidste gang, havde han 593,05 kr. i lommen, men ellers havde han ladet Edv. Collin sætte sine penge i Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn, som Collin forøvrigt var direktør for. På en af Andersens bøger stod 35.196 kr., hvortil under boets behandling kom renter til et beløb af 1.342,68 kr. En anden sparekassebog lød på 4.171,62 kr. Der var yderligere 2.000 rdl. i kgl. 4 pct. obligationer til kurs 93, som gav 3.746 kr. 67 øre og renter 80 kr. Derimod var en gammel aktie i Københavns Casino ikke mere end 18 kr. værd, og en fordring på honorar fra Illustreret Tidende indbragte kun 20 kr. Det har formentlig været for digtet Tunge Timer, der blev trykt 13. juni 1875. Hos Edv. Collin havde boet et tilgodehavende på 8.456 kr. og hertil kom endelig boets løsøre, der vurderedes til 2.827 kr.
Når midlerne var anbragt på denne måde, kunde det ikke være nogen indviklet opgave for executorerne at udføre Andersens sidste vilje. Udgifterne deles i tre hovedgrupper:
Den første gruppe — begravelsesudgifterne — udgjorde 1710,39 kr., og man må billigvis indrømme, at man har draget omsorg for, at H.C. Andersen fik en sømmelig begravelse. Tjenestefolk og sygevogtere, der havde passet H.C. Andersen i hans sidste tid, fik 310 kr. i dusører, og selve stadsbedemandens regning giver et indtryk af jordefærden:
| Jorden for løbende år med | 7 kr. 31 øre |
| Gravens gravning | 2 kr. 75 øre |
| Overordentlig dybde | 4 kr. |
| Skødets påtegning | 4 kr. |
| Ligbærere afgift | 1 kr. |
| Ligvognen med heste | 24 kr. |
| 1 tjener ved ligvognen | 3 kr. |
| Ligkusken, drikkepenge | 2 kr. |
| Pastor Fenger, som ikke var med | 20 kr. |
| Stiftsprovst Rothe familien selv valgt | |
| Klokkeren | 10 kr. |
| 1’ste graver | 10 kr. |
| 2’den graver | 10 kr. |
| Assistentsgraveren | 10 kr. |
| Graverkarlene | 2 kr. |
| Skammelklædet med bærepengene | 4 kr. |
| Stænger med transport 3 kr., ordenspuden 3 kr | 6 kr. |
| 1 tjener begravelsesdagen ved karetherne | 3 kr. |
| 1 kareth til følge | 3 kr. |
| 1 kareth til bedemanden med drikkepenge til kusken | 4 kr. 33 øre |
| Graven med grønt | 10 kr. |
| Sang af chorpersonalet i kirken | 50 kr. |
| Capellet | 4 kr. |
| 8 candelabre og alterlysene | 40 kr. |
| Kirkens afbenyttelse | 12 kr. |
| Bælgetræderen | 2 kr. |
| 2000 trykte sange, 120 adgangskort | 54 kr. |
| Klokkeringning | 10 kr. |
| Kirkebudet 5 kr. og stolekonen 4 kr. | 9 kr. |
| 4 bude på gangene a 2 kr. | 8 kr. |
| For at klæde liget 4 kr., for at pynte kisten 4 kr. | 8 kr. |
| Drikkepenge | 1 kr. |
| Bedemandens salær | 60 kr. |
| Ialt | 398 kr. 39 øre[5] |
Men hertil kom forskellige andre udgifter. Balduin Dahl sendte sin regning „for Sørgemusik ved 12 Musici inclusive Undertegnede, til H.C. Andersens Jordfæstelse, saavel i Kirken som paa Kirkegaarden samt for en Prøve 100 Kr. Udlagt for Droschekjørsel 5 Kr.”, ialt 105 kr. — Ligkisten, der var malet egetræ med indvendigt ligtøj bestående af 2 lagener og pude og med zink i den udvendige kiste kostede med transporten 190 kr. Fire politibetjente, der havde stået vagt på begravelsesdagen fra kl. 10 fm. til kl. 1¾, skulde have 12 kr., og stiftsprovst Rothe fik for sin medvirken 60 kr.
Til bestridelse af udgifterne ved opsættelse af et jerngitter omkring graven, en ligsten og gravstedets fornyelse fik Edv. Collin udbetalt 600 kr.
Udgifterne ved boets behandling beløb sig 978,02 kr., hvoraf 914,02 kr. var udbetalt overretssagfører Fr. Hartmann dels til dokumenter, dels til honorar.
Den tredie gruppe — boets gæld — var kun på 397,17 kr., og det var småudgifter som 10 kr. til dannebrogsmændenes pensionsfond, 48,22 kr. i rangskat for juli kvartal, 18 kr. i indkomstskat, 100 kr. til H.C. Andersens værtinde frk. Ballin som leje og honoraret til lægen dr. Meyer 150 kr.
Så kunde man gå over til fordelingen. Man fulgte rækkefølgen i testamentet fra 1860 og begyndte med pengelegaterne, først til stiftelser, derefter til private. Allerede i testamentet 1860 havde H.C. Andersen bestemt, at der skulde gives 1.000 rdl. til fattigskolen i Odense, eller, hvis den var hævet, da til en lignende fattigskole. Kapitalen skulde stå fast, men renterne skulde gives til den flittigste dreng og legatet kaldes „H.C. Andersens Hjelp.” Om dette spørgsmål blev der af orsf. Hartmann skrevet til borgmester Mourier i Odense, som oplyste, at „den Skole H.C. Andersen besøgte var Velhavens Skole paa Fattiggaarden. Det var en af Byens almindelige Skoler og efter at Byens almindelige Skolevæsen er omordnet er den gået op i Byens Borgerskoler og kan ei mere paavises. Det bliver saaledes efter min Formening Odense Drenge Borgerskole i Almindelighed, som Legatet vil komme tilgode.”
Der blev i overensstemmelse hermed udarbejdet en fundats for „Konferentsraad H.C. Andersens Legat til Bedste for en flittig Dreng i Odense Borgerskole.” Beløbet til dette legat — 2.000 kr. — blev sendt til borgmesteren.
Det er værd at bemærke, at dette Legat blev bestemt på et tidspunkt, hvor H.C. Andersen ikke havde nogen direkte forbindelse med Odense. I tiden fra 1860 til 1873 blev forbindelsen med fødebyen atter knyttet, og det vidner om båndets styrke, at han ved codicillen af 2. april 1873 tillagde ikke mindre end tre institutioner i Odense legater. Stiftelsen af 18. sept. fik 400 kr., Frederik VII’s stiftelse, som han havde interesseret sig for under sine Odense-besøg,[6] fik et tilsvarende beløb, medens Haandværkerbiblioteket, stiftet af Johs. Møller, skulde have 200 kr. Med hensyn til det sidstnævnte var der nogen tvivl. Pastor Johs. Møller i Odense meddelte på forespørgsel, „at det af den afdøde anvendte Udtryk egentlig ikke er korrekt, idet det af mig stiftede Bibliothek har Navn af „Folkebibliotheket” og særlig er knyttet til den af mig ligeledes stiftede „danske Arbeiderforening i Odense””. — Der er ganske vist en ældre „Industri- og Haandværkerforening”, som ogsaa har en Bogsamling, „men Tilføyelsen af mit Navn gjør det vel utvivlsomt at afdøde ikke har villet betænke denne Forening, med hvilken jeg aldrig har haft noget at gjøre — uden som passivt Medlem — men derimod den af mig imod den socialistiske Bevægelse dannede Arbeiderforening (hvoraf de fleste Medlemmer ere Haandværkere, men især Svende og Medhjælpere, ikke Mestre) med samme „Folke-bibliothek”. Executorerne havde derefter ingen betænkelighed ved at udbetale pastor Møller beløbet.
I København fik Børnepleieforeningen 600 kr. I codicillen 1873 var beløbet kun 200 rdl., men 7. juli 1875 forhøjedes det.
Ialt var der afsat 3.600 kr. til stiftelser, men til private udbetaltes ikke mindre end 15.600 kr., og før vi kommer nærmere ind på fordelingen af dette beløb, kan det være hensigtsmæssigt først at undersøge, hvilke enkeltpersoner det er, som H.C. Andersen overhovedet har betænkt i sit testamente. Man må skønne, at han meget nøje har overvejet dette spørgsmål. Det viser sig da, at det næsten udelukkende er den collinske familie, der er indsat som hans arvinger. Den gamle Jonas Collin og hans hustru var døde, men børnene Edvard Collin g. m. Henriette Thyberg, Ingeborg Collin g. m. Adolph Drewsen, Gottlieb Collin, Louise Collin g. m. W. Lind og Theodor Collin fik alle del i arven. Det samme gjaldt børnebørnene: Zoologen Jonas Collin, Louise Collin g. m. Viggo Drewsen, Jonna Drewsen g. m. Henrik Stampe og Linds børn: Ingeborg g. m. Harald Drewsen, Anna og Agnete Lind, samt Gottliebs søn Edgar, men ikke hans andre børn. Tilknytning til slægten havde også Hanne Boye, en datter af M. G. Birckner og halvsøster til Edv. Collin.[7]
Udenfor den collinske slægt var der kun få. Det er værd at bemærke, at han husker Christiane og Caroline Hanck fra Odense, sin gamle veninde fru Balling og hendes søster frk. Augusta Næbo, H. C. Ørsteds datter Mathilde Ørsted og komponisten J. P. E. Hartmanns datter Clara. Også fru Serre i Maxen vilde han glæde, men hun døde før han, og den tyske portrætmalerinde Clara Heinke, som han havde villet forære et par billeder, blev strøget. Derimod blev der ikke optaget nogen af vennerne fra de senere år, bortset fra Martin Henriques og Dorothea Melchior.[7]
Ud over de beløb, der i henhold til de testamentariske bestemmelser skulde tillægges de enkelte, blev der at tillægge Edv. Collin som universalarving boets restbeholdning på 30.315,55 kr., hvortil kom, at han fik ret til at disponere over forlagsretten til H.C. Andersens skrifter, og den afstod han til C. A. Reitzel for 40.000 kr. Dette beløb benyttede Edv. Collin til at danne et familielegat „Digteren Hans Christian Andersens Legat for kvindelige Descendenter af Geheimekonferensraad Jonas Collins samt mandlige Descendenters Enker”, og det var i overensstemmelse med H.C. Andersens ønske. Til det sidste vedkendte han, hvad han skyldte denne slægt, der havde givet ham det hjem og den støtte i livet, som han ellers måtte savne.
Men nu løsøret. Det vejer i den samlede formuemasse kun lidet, men dets omfang og skæbne er vel værd at følge.
Der blev optaget en fortegnelse og en vurdering 30. august, men en undersøgelse af den viser, at den på visse punkter er summarisk. Undtaget fra den var de mange ordensdekorationer, som H.C. Andersen i tidens løb havde modtaget. De skulde sendes tilbage. Det drejede sig om følgende: kommandørkorset af Dannebrog, som han havde fået 3. april 1875; det blev forøvrigt senere givet tilbage til museet; dernæst ridderkorset af den preussiske røde ørn, III klasse, som han havde fået af kong Frederik Wilhelm af Preussen i Berlin jan. 1846, og som henrev ham til glædesudbrud: „Sligt Hæderstegn glæder enhver, der faaer det, jeg tilstaaer ærligt, at jeg i høi Grad følte mig glad derved; jeg saae deri et tydeligt Tegn paa den ædle, oplyste Konges Godhed for mig; mit Hjerte var opfyldt af Taknemlighed. Det var den første Orden, der tildeeltes mig, og jeg fik den just paa min Velgjører Collins Fødselsdag, den sjette Januar.”[8] Derpå fulgte 1848 fra Weimar ridderkorset af første klasse „des Grossherzoglich Sächsischen Hausordens zur Wachsamkeit oder vom weissen Falken.” Det blev i 1875 suppleret med komthurkorset. Hertil kom også i 1848 den svenske Nordstjerneorden, i 1859 den bayriske Maximilianorden for videnskab og kunst, og i sept. 1871 den norske St. Olavs-orden. Herom noterede han i dagbogen: „Om Aftenen kom Tjeneren fra det svensk norske Ministerium med Ordenen, den er ikke blot om Halsen, men der fulgte med til Brystet, en Stjerne, det var den første jeg har faaet.” [9]
Kvitteringerne for tilbagesendelsen af hele denne ordenspragt indløb i november; kun een var uden ejermand. Det var den mexicanske Gouadeloupe-orden, der l4. nov. 1865 var tildelt ham af kejser Maximilian. Også denne orden ligger nu i H.C. Andersens Hus.
Vurderingsforretningen af 30. aug. 1875 havde derefter følgende omfang:
| 1 Gulduhr med Kjæde | 100 kr. |
| 1 Guld Kjæde med 4 smaa Ordener | 30 kr. |
| 1 do. Naal med smaa Diamanter | 70 kr. |
| 1 do. Ring med Navnechiffer | 120 kr. |
| 1 do. Naal med Brillant | 600 kr. |
| 1 do. Medaille | 120 kr. |
| 1 do. Daase med Navnechiffer | 200 kr. |
| 1 Sølv Kaffekande med Tragt | 75 kr. |
| 2 do. Lysestager | 65 kr. |
| 1 do. Vinske | 3 kr. |
| 1 Jern Gyngestol | 20 kr. |
| 1 Gyngeskammel og 1 Fodskammel | 9 kr. |
| 1 stol med grønt fløjl | 12 |
| 1 Etagere | 10 kr. |
| 1 Skrivebord | 35 kr. |
| Forskjelligt Nips | 200 kr. |
| 3 Gips Buster | 30 kr. |
| 1 Figur og 2 smaa Vaser | 10 kr. |
| 1 Blomsterbord | 4 kr. |
| 1 imiteret Marmorskaal | 16 kr. |
| 1 Fyrretræs Seng med Hømadrats | 10 kr. |
| 1 Dyne og 4 Puder | 30 kr. |
| 1 Krølhaars Madrats med Skraapude | 28 |
| 1 Uldtæppe og 1 stukket Tæppe | 10 |
| Forskjellige Malerier og Skilderier | 300 kr. |
| Nogle Bøger | 600 kr. |
| Den Afdødes Gangklæder | 120 kr. |
| 2827 kr. |
Kjøbenhavn, d. 30. August 1875.
Af. Winkel Horn.
Det ses, at taxator først har behandlet boets pretiosa, derefter det egentlige indbo. Den omstændighed, at „forskjelligt Nips” er takseret relativt højt, lader formode, at der enten har været mange ting — hvad der er det sandsynligste — eller at de enkelte ting har repræsenteret en vis værdi. Man beklager, at netop denne gruppe er behandlet summarisk, ligesom det er tilfældet med indboets billeder.
Det giver altid en genstand sin egen charme, når man ad arkivalsk vej kan følge dens rejse fra ejer til ejer, og netop her er dette muligt og dobbelt tillokkende, når man erindrer, at disse ting dannede ramme om H.C. Andersens tilværelse.
Guldkæden med de fire små ordener havde allerede i 1860 interesseret Henriette Collin, der — som ovenfor citeret — ret åbent bad om at få den. Da havde Andersen allerede i testamentet af 1860 indsat hende som arving og med en bemærkning om, at den ene orden var Nordstjernen, båret af Oehlenschläger. I Mit Livs Eventyr fortæller han, at han traf Oehlenschläger en dag, formentlig i 1849, da H.C. Andersen var afficeret af bladenes spot. „Denne har jeg baaret!” sagde Oehlenschläger, „jeg giver Dem den til en Erindring om mig! De er en sand Digter! Det siger jeg, lad dem saa snakke, de Andre!” og han rakte mig Nordstjerne-Ordenen, som jeg eier og bevarer.”[10] Fru Collin kvitterede 1875 for modtagelsen, og vi vil senere møde den igen.
Nålen med de små diamanter er formentlig identisk med den østrigske guld-brystnål, som han i 1852 tillagde Adolph Drewsens søn Einar; men den nævnes ikke i testamentet 1860 i forbindelse med Einar Drewsen. Derimod skulde teaterlægen Theodor Collin have „en Brystnaal med den blaa Sten” — og det kan være den samme nål. Under opholdet i Wien forærede enkehertuginde Sophie af Østrig ham en brystnål. Han skrev 17. marts fra Wien til Edv. Collin: „I dette Minut overrækkes mig fra Enkehertuginde Sophie til Erindring om sig og Wien, en smagfuld Brystnaal, jeg bærer den og sender min store Diamantnaal hjem med Carstenskjold, de kommer i Mai, jeg vil ikke bære den Naal i Spanien.” [11] I 1942 erhvervede H.C. Andersens Hus en guldnål formet som en slange, hvis hoved er sammensat af brillanter, og som bider i et hjerte af en blå sten. Det oplystes af sælgeren, at det var den nål, som ærkehertug-inde Sophie af Østrig havde foræret digteren. Den kom i 1875 i Theodor Collins besiddelse.
Derimod må det stå hen, hvor diamantbrystnålen befinder sig.
Den høje vurderingssum for en guldnål med brillant gør det rimeligt, at det er den samme, som han i 1846 sendte hjem med Castenschiold og som i henhold til testamentet af 1860 blev givet til baronesse Jonna Stampe.
Ringen med navneciffer kan også følges med sikkerhed. Den 28. maj 1859 besøgte H.C. Andersen Frederik VII på Frederiksborg, og han skrev i sin dagbog: ,,Kjørt om Formiddagen til Frederiksborg til Taffels; Kongen forærede mig sit Navnechiffer i en Ring.”[12] I testamentet 1860 tillægges „min Ring med Frederik VII’ Navnetræk” Louise Collin; hun modtog den på skiftet. Derimod har man ikke i vurderingsforretningen optaget yderligere en ring, som han i udkast til testamentet 1860 havde tiltænkt Louise Collin og betegnet som „Min Ring med den røde Sten midt i”. I det endelige testamente hedder det: „Min Guddatter (Professor Hornemann og Hustru født Hohlenbergs Datter) gives min Ring med den røde Steen”, og Marie Hornemann kvitterede 3. dec. 1875 for „en ring”. Denne ring fremkom siden i England og blev erhvervet dér af H.C. Andersens Hus. Ringen var rigeligt forsynet med attester for ægthed fra Jonas Collin og fremefter, men pudsigt nok er stenen mørkegrøn med røde stænk, ikke rød, som Andersen siger.
Det skal være usagt, om det er de eneste ringe, der har været i boet, men i tidens løb havde digteren fået flere. Allerede i 1842 fortæller han, at kongen „har sendt mig en stor brillant Ring, der er en Rubin i Midten og 30 smaa Diamanter omkring”,[13] og i 1845 skænkede dronning Caroline Amalie ham under opholdet på Føhr en ring, men disse opmærksomheder var beregnet til at omsætte i kontanter. Det forekommer dog nutiden at være et stift stykke, når Andersen drøftede med Collin, at man ved salget skal gå „hofvejen”. Edv. Collin svarede: „Den første Ubehagelighed er, at Kongen ikke vil give efter Henriques’ Vurdering meer end 150 Rbd. for Ringen, hvilket jeg har modtaget; alle Midler have været forsøgte for at bringe meer ud af den.”[14] Det var 150 rbd. mindre, end H.C. Andersen havde ventet.
I december 1845 gav storhertugen af Oldenborg ham en ring. „Det var en kostbar Ring, man siger den er over 200 preussiske Thaler værd. Var det ikke deiligt,” skrev han til Edv. Collin 19. dec. Endelig kan nævnes, at da han i 1860 var i Dresden, gav kong Johan ham til erindring „en smuk Ring”. Ved bestemmelsen af den Hornemannske rings herkomst vil der altså være så mange muligheder, at man næppe kan identificere den.
Et andet eksempel på fyrstelig gunst er gulddåsen med navnechiffer, vurderet til 200 kr. H.C. Andersen læste i 1862 bl.a. lisjomfruen for Frederik VII, der kunde goutere den, fordi han i sine unge dage havde været i Schweiz. Nogle dage efter modtog han fra kongen et brev og en gulddåse med Frederik VII’s navnetræk.[15] H.C. Andersen kunde åbenbart ikke bestemme, hvem der skulde have den. Han lagde en seddel i den, hvorpå han havde tilskrevet danseren Scharff den, men i codicillen af 2. juni 1875 hedder det: „Gulddåse med Frederik 7’s Navnetræk gives Etatsraad Collin til Opbevaring.” Derefter blev den optaget i vurderingsforretningen, men der foreligger ikke nogen kvittering for, at Collin har modtaget den, og i 1906 fandtes den åbenbart ikke i Collinernes besiddelse.
Og guldmedaillen, som er vurderet til 120 kr., havde Andersen allerede i 1852 tiltænkt Jonas Collin. Han kalder den da sin svenske guldmedaille. Dr. phil. H. Topsøe Jensen oplyser, at H.C. Andersen havde modtaget denne svenske fortjenstmedaille i jan. 1843. Medaillen hedder „illis quorum meruere labores”. I almanaken for 24. jan. hedder det: „fik i Dag fra Kongen af Sverrig en Guldmedaille”. Jonas Collin fik den udleveret på skiftet, og også den hører man senere til. — Endelig skal det nævnes, at sølvkaffekanden i 1860 var bestemt for komponisten J. P. E. Hartmanns datter Clara, der fik den udleveret.
Af møblerne var der kun et eneste stykke, som H.C. Andersen havde optaget i testamentet. Det var den „lænestol”, som Louise Drewsen fik ved codicillen 2. april 1873 og som i vurderingslisten kaldes en „Jern Gyngestol” til 20 kr. Hun kvitterede for den sammen med en „hvid marmorvase eller skaal”, der i virkeligheden er en opsats til visitkort udført i alabast, som nu ejes af museet.
Overensstemmelsen mellem vurderingslisten og de testamentariske bestemmelser hører nu op. I vurderingsforretningen nævnes en række genstande, som ikke er opført i testamentet. Det drejer sig bl.a. om to sølv-lysestager, en vinske af sølv, forskellige møbler, tre gibsbuster, malerier og nips, men da bøger, nips og malerier ikke specificeres, vil dette give en del af forklaringen, thi de testamentariske bestemmelser, som endnu ikke er behandlet, omfatter væsentligt bøger og billeder.
Rigmor Stampe skulde have — og hun fik — Ingemanns og Oehlenschlägers samlede skrifter, Jonas Collin en tysk udgave af Brockhaus’s Conversations Lexicon, Jonna Stampe en af Dickens’s romaner med dedikation, medens det kgl. bibliotek skulde have fire eksemplarer af Dickens’ romaner med hans håndskrift i.
En særlig plads indtog „mit store Album”, som han 1860 bestemte for det kgl. bibliotek, medens to i fløjl indbundne album skulde gives Edv. Collin. Han ændrede denne bestemmelse 2. juli 1875 således, at også de sidstnævnte skulde til det kgl. bibliotek. Det drejede sig om den såkaldte „stambog” og de to album, som han fik i 1846. Om det ene fortæller han, at „Prindsessen af Preussen ved min Afreise forærede mig et smukt Album indbundet i Berlin og skrevet sit Navn til Erindring derunder”.[16] Det andet fik han af arvestorhertugen Carl Alexander af Sachsen Weimar. „Han forærede mig et smukt Album med Prospect af alle de Stæder, vi sammen havde besøgt.” [17]
Til Worsaaes „samling af danske mænd” skænkede han et billede af J. A. Jerichau, malet af hans hustru, som Andersen ejede, og som nu tilhører det nationalhistoriske museum på Frederiksborg. Louise Lind skulde have to malerier af den norske maler Dahl og Rigmor Stampe et andet billede af Dahl forestillende den brühlske terrasse i Dresden. Endvidere fik hun en skitse til Carl Blochs osteri-scene.
Først i codicillerne blev Henriques betænkt, og da med et portræt af Thorvaldsen, medens fru Dorothea Melchior kunde glæde sig over et maleri „Havfruen” af fru Jerichau-Baumann og Kaulbachs illustration til „Engelen”, som Andersen selv havde været så tilfreds med. I sin dagbog for 25. juli 1855 omtaler han, at „Kaulbach har gjort en deilig Tegning til Engelen”, og 3. august: Var ude „hos Fru Kaulbach, der stod opstillet hans deilige Tegning til mit Eventyr „Engelen”.[18] Han må også have sat pris på „det forgyldte store røde Glas”, som han bestemte for fru Dorothea Melchior, der yderligere fik to skærmbrædter. Det ene havde H.C. Andersen fået af grevinde Wanda Danneskiold Samsøe 8. marts 1873. „Ud på Aftenen kom fra Grevinde Wanda Danneskiold et smukt udført Skjærmbrædt, engang, for et Aar siden, da jeg beundrede et lignende hun havde lavet til sin Søster Grevinde Holstein, lovede hun ogsaa at lave, ved Lejlighed til mig, jeg troede ikke at faae et saadant, men nu kom det, i smuk Egetræs udskaaret Ramme, med farvede Billeder paa den ene Side og ukolererede paa den anden, udklippede, klistrede ind i hinanden, sammensmæltende som var det et eneste Billede, og dog uendelig mange de giede i hinanden, som en underlig Drøm, Alt ordnet med Smag og Phantasie, jeg blev særdeles glad ved denne Gave.”[19]
Det var dette skærmbrædt, der inspirerede ham til selv at lave et sådant. Han begyndte 1. dec. 1873 og var omtrent færdig med udgangen af marts 1874. Også dette skulde fru Melchior have.
Der er hermed i det væsentlige gjort rede for de dele af H.C. Andersens bohave, som nævnes specielt i de testamentariske bestemmelser og i vurderingsforretningen. Det drejer sig gennemgående om ting, der har haft en virkelig affektionsværdi for ham. Det har spillet en rolle for ham, at hans ejendele ikke blev splittet blandt fremmede. Derfor lægger han vægt på, at hans venner får lejlighed til at udtage erindringer om ham. Det går igen i udkastet til testamentet fra 1860 og sidst i codicillen 7. juli 1875, at „mine mange Venner, hvortil jeg særlig regner Fru Konferentsraadinde Koch, Justitsraadinde Lind, Fru Louise Drewsen — de Efterlevende mindes flere — vælge selv Et og Andet i Boet, de kunne have Interesse for. Sølv-Skræppebladet fra frk. Zahles Skole og Lignende, der har kunstnerisk Betydning, bortgive Executorerne efter bedste Skjøn.”
Også den sidstnævnte bestemmelse må være opfyldt til punkt og prikke, og det sølv-skræppeblad, der hentydede til „den lykkelige Familie”, og som Nathalie Zahle og hendes elever havde skænket H.C. Andersen i 1869 på 50-årsdagen for hans komme til København, blev skænket kongehuset, hvorfra det i 1910 kom til H.C. Andersens Hus som en gave fra Frederik VIII.
H.C. Andersens bogsamling skulde tilfalde Edv. Collin, og da han af den havde udtaget, hvad han ønskede at beholde, blev resten solgt på en auktion i 1876.
Selv om H.C. Andersens efterladenskaber var blevet fordelt blandt venner, var de dog spredt for mange vinde. Men hans digtning levede og mange bevarede billedet af hans særprægede person.
På foranledning af direktøren for Gyldendal, Ernst Bojesen, besluttede man i 1905 at søge at oprette et museum for digteren i Odense. Den første opgave måtte blive at spore, hvilke minder om digteren, der endnu eksisterede og at sikre dem for et sådant museum.
Til løsning af denne opgave antog Odense by den unge cand. mag. Hans Brix, der på det tidspunkt var lærer ved Giersings realskole og som til hundredåret for digterens fødsel havde skrevet en meget påskønnet studie over H.C. Andersens eventyrdigtning, den der i udvidet form blev til hans disputats om H.C. Andersens eventyr.
Mellem Hans Brix og borgmester Dithmer opstod et ganske fortrinligt samarbejde. Det spejler sig i den korrespondance, der er bevaret i museets arkiv, og fra de gamle breve mærker man underligt nær duften af den svundne tid; det er atter slægterne Collin og Melchior, der er de centrale; det er Hans Brix’s uvisnelige fortjeneste, at han kunde rede de spegede tråde ud, få forbindelser knyttet og mennesker gjort interesseret i en sådan grad, at vi i dag næsten stykke for stykke kan knytte forbindelsen mellem museets samlinger og H.C. Andersens testamentariske bestemmelser.
Det skal forbeholdes en anden lejlighed at komme ind på dette spørgsmål som helhed, men billedet af H.C. Andersens jordiske ejendele skal afrundes.
Som det vil vides er der i museet to sæt møbler. Det ene består af et ovalt bord, sofa, fire stole og en buffet, som skal have været benyttet som skrivebord. Det er de møbler, som H.C. Andersen brugte, da han boede i møbleret lejlighed hos fru Anholm i Nyhavn fra sit 39. til 59. år. Brix rådførte sig med direktøren for Nationalmuseet, Mollerup, der fandt, at man burde købe møblerne, og da de stammede fra hans eventyrperiode „har det jo en virkelig Betydning som historisk-topografisk Baggrund for hans Personlighed og Virksomhed i disse Aar “. Og møblerne blev købt.
Men også de fleste af de møbler, der nævnes i vurderingsforretningen, er kommet frem. Jerngyngestolen var kommen til Norge til slægten Kielland. Med et brev af 1. dec. 1905 sendte Jens Zetlitz Kielland stolen og fortalte: „Da min Fader Amtmand Alexander L. Kielland i Aarene 1882 -84 boede i Kjøbenhavn med sin Familie, gjorde han Bekjendtskab med Viggo Drewsen og Fru Louise født Collin. Fru Drewsen havde fra det collinske Hus arvet en Gyngestol, der har tilhørt H.C. Andersen, og da min Fader nærede saa megen Beundring for den store Digter, forærede han Stolen til ham. Siden har den fulgt vort Hus paa mange forskjellige Steder som en kjær Gjenstand der særlig var yndet af os Børn — og altid under Navn af „H.C.Andersen”.”
Det var Edvard Collins datter fru Louise Drewsen, der havde bragt denne sag i orden, og det var nok først og fremmest hende, der var „vor trofaste støtte”. Gennem de bevarede breve fra hende tegner der sig et overordentlig fint billede af et varmhjertet, interesseret menneske.
Hende var det også, der skaffede de fleste af de øvrige møbler, der havde været H.C. Andersens. I vurderingsforretningen nævnes en etagere, et skrivebord, en stol med grønt fløjl, et blomsterbord, samt en fyrretræsseng med hømadras. Fru Drewsen havde sengen stående ude på Villa Strandkilde. Det er en simpel, gulmalet fyrre-træsseng, som i et anfald af forfængelighed ikke blev fundet værdig til en plads mellem de finere møbler i denne afdeling; da man i 1930 fik en mahogniseng, som sagdes at have hørt til madame Anholms møblement, blev den anbragt her, og først i efteråret 1953 er H.C. Andersens egen gulmalede fyrretræsseng kommet på sin rette plads.[20] Det må være denne seng, hvis anskaffelse i sin tid voldte digteren så svære kvaler på grund af prisen.
Etageren, der ses på et af fotografierne fra hans sidste år, stod i fru Drewsens stue sammen med skrivebordet, som hun havde givet sin datter. Skrivebordsstolen havde hendes søn, journalist Steen Drewsen fået, men også hans samtykke blev indhentet.
Den samme velvilje blev vist af Jonas Collins enke, etatsrådinde Benedicte Collin. Den store samling af personlige dokumenter vedr. digterens livshistorie, de mange billeder blev faktisk museets rygrad. Durhams buste, som hun også skænkede, er vel den ene af de tre gibs-buster, der nævnes i vurderingen.
Går vi rækken af pretiosa igennem, kan ringes sluttes. Louise Drewsen vidste åbenbart besked med „de små ordener”, for 2. dec. 1905 skrev hun til Brix: „De små Ordener er endnu ikke kommet tilveje, men jeg tvivler ikke paa at de ligger i Banken, og det samme mener jeg om et Par større Ordener, hvilket dog snart vil opklares.” Det viste sig imidlertid, at fru Benedicte Collin nødig vilde af med dem, thi 6. februar 1906 skrev hun til Brix, at „hvad vi nu har, er kun Smaating med Undtagelse af hans Uhr, Kæde og Guldmedaille, og dem synes jeg, vor Søn skal beholde”. Kæden er sikkert de små ordener og guldmedaillen den svenske. Den østrigske guldnål og Marie Hornemanns ring er kommet til museet, og fra de tre søstre Ingeborg Drewsen, f. Lind, Agnete og Ingeborg fik Brix et gavebrev, som bl.a. omfattede „2 Oliemalerier af den norske Maler Dahl, de have hængt i H.C. Andersens Stue, og er af ham selv testamenterede til vor Moder Fru Louise Lind, født Collin”. Nu hænger også de i H.C. Andersens Hus. Det sidste større supplement til boet blev de ting, som museet i 1934 arvede efter frk. Louise Melchior. Allerede tidligere var grevinde Danneskiold Samsøes skærm kommen. Nu fulgte digterens eget skærmbrædt, hans vase af rødt glas og andre nipsting. Så lukkedes døren for Melchiors hjem på Højbroplads 21, det sidste, hvor H.C. Andersen havde haft sin gang, og fra hvis vægge billeder og vifter havde talt om den tid han tilhørte.
Da H.C. Andersen 1866 fik lejlighed hos frk. Hallager i Lille Kongensgade 1, skrev han, at det ligefrem var ham en pine at få fast bolig. „Nu skal jeg have Huus, ja Seng, min egen Seng, den forfærder mig! Jeg tynges jo til Jorden af Meubler, Seng og Gyngestol, ikke at tale om Bøger og Malerier. Flyttede jeg ind i et Hotel, da syntes jeg endnu at have løse Vinger, men nu har jeg Huus til fem og tyve Rdlr. om Maaneden, som jeg dog vist flyver fra, naar de første varme Solstraaler prikke mig som de prikke Trækfuglene.” Men han forsonede sig dog med forholdene. „Mine smaa Stuer, jeg har kun to, ere hyggelige, solbelyste og prydede med Billeder, Bøger, Statuetter og, hvad især Veninderne sørger for, altid Blomster og Grønt.” Men det var ikke boligen, der for ham var det væsentlige, og det er — trods alt — ikke hans effekter, der er det centrale i hans museum. Dette blev set klart og udtrykt skarpt af Hans Brix selv, da han ved afslutningen af sit store og fortjenstfulde indsamlingsarbejde skrev til borgmester Dithmer:
„Det er en Grundskavank ved hele Foretagendet at der ikke foreligger nogen given Karakter, et bestemt Præg over de Ting, der er samlede, og heller ikke nogen Forbindelse mellem Samlingen og det Hus, der skal rumme den; noget saadant findes der ved de udenlandske Huse, og det giver dem deres egentlige Tiltrækning; den milde Fiasko, som Cirklens Udstilling gjorde, maa mane os til større Varsomhed. Husets Ydre kan blive godt, naar den ret fornemme Tækkelighed, det trods sin Armod har, bevares, og det ikke bliver gjort til en Attrap . . . . . ……
Men vi kan ikke lukke Øjnene for, at det erhvervede Bohave er vederstyggeligt af Udseende, og at vi ikke kan basere noget som helst Milieu eller Interieur paa det, men maa være glade, hvis det ikke virker komisk; Snurrepiberierne vil more Mængden, men ikke kunne dække os mod en nærgaaende og berettiget Kritik. —
Man maa søge Kernepunktet i Andersens Liv for at finde den rigtige Basis for et Museum, der kan give en Fornemmelse af Digterens Væsen. — Og det centrale i ham er hans vidunderlige Livsførelse, fra det fattige Hus til udødelig Digtergerning, til Verdensberømmelse og en udsøgt Vennekreds.
Det fattige Hus har vi, og jeg mener da, at Opgaven bør være inde i det at frembringe et Indtryk af hans Livsindhold, at altsaa Tyngdepunktet bliver Bøger, Breve og Billeder — samt hvad der kan skaffes af Manuskripter. Breve har for de fleste Kulturmennesker en ejendommelig Duft af det der engang var øjeblikkeligt og nu er forbigangent. Billederne er for alle. Og en Samling af Udgaverne, navnlig de illustrerede Eventyr, tror jeg vil give et uventet respektindgydende Billede af Mandens Verdens-Popularitet.
I Belysning heraf vilde Snurrepiberierne og det mærkelige Bohave virke let humoristisk, og saaledes støtte Stemningen; — medens vi, hvis vi forlanger nævnte Ting taget alvorligt, vil blive mødt med Protest.”[21]
