Hvad H.C. Andersen fortalte

H.C. Andersen var alle dage en ypperlig og stærkt påskønnet fortæller; hans kritiske ven Edvard Collin indrømmer i sin bekendte karakteristik, at „i den mundtlige Samtale, hvor Ironien var med og hans Humor kunde gjøre sig gjældende, kunde han være uforlignelig morsom” (E. Collin: „H.C. Andersen og det Collinske Huus”, 1882, s. 459). Andersen kunde ikke blot på en pudsig måde skildre dagliglivets oplevelser, så at en tilhører, kommandør Wulff, efter en sådan beretning greb sig i håret og råbte: „det er Løgn, det er Djævlen gale mig Løgn, saadan Noget passerer jo aldrig os Andre” (smst.), men han havde et uudtømmeligt forråd af historier om sine teaterår, skoletiden i Slagelse og Helsingør, af anekdoter og småtræk om berømtheder, der havde krydset hans vej i livet. Når han på sine gamle dage havde en ung ven med på en af sine udenlandsrejser, fortalte han løst og fast af sit rige forråd, og det morede flere af disse unge venner at skrive op, hvad han sagde. Således gjorde Nicolaj Bøgh på den allersidste rejse i foråret 1873 i en dagbog, der efter hans død er trykt i uddrag i „Julebogen” 1915, s. 15—71; meget af det her meddelte havde Bøgh tidligere udnyttet i flere artikler om H.C. Andersen, hvoraf de vigtigste i denne forbindelse er „Hvad H.C. Andersen fortalte” („Danmark. Illustreret Kalender for 1887″, S. 28—54) og „Fra H.C. Andersens Barndoms- og Ungdomsliv” (Særtryk af Personalhistorisk Tidsskrift. Femte Række. II. Bind. 1905). 1872 havde Bøghs ven, forfatteren William Bloch, der senere skulde blive en af Det kgl. Teaters mest fremragende instruktører, været med Andersen i Tyskland, Østrig og Norditalien; også han førte dagbog på rejsen, og den er 1942, 16 år efter hans død, udgivet som en særlig lille bog: „Paa Rejse med H.C. Andersen”. Og hertil kommer nu en tredie samling H.C. Andersen-historier. Den findes optegnet af journalisten og oversætteren Robert Watt i hans scrap-bog, og den er stillet til rådighed for Anderseniana af hans svigersøn, fhv. skoleinspektør Detleff Boolsen, tidligere bestyrelsesmedlem i H.C. Andersen-Samfundet i København og en kyndig kender og beundrer af digteren. Jeg lånte Watts manuskript til afskrivning i januar 1953 og opfordrede Boolsen til selv at besørge udgivelsen; han var stærkt opfyldt af tanken, men nåede ikke at komme i gang med arbejdet, idet han efter kort sygdom døde 23. februar s.a.

Robert Watts navn huskes nu vist kun af den ældre generation, så et par bemærkninger om hans livsbane må forudskikkes. Han var født i Aarhus 28. oktober 1837 og døde 11. juni 1894 i København. Efter at være startet som handelslærling i Aarhus rejste han 20 år gl. 1857 til Australien, hvor han i kolonien Victoria fik lejlighed til at forsøge sig i alle mulige hverv, og hvor han blev til 1861. Efter hjemkomsten til Danmark slog han ind på journalistik, hvortil han havde udmærkede anlæg; sine oplevelser i Australien skildrede han i en artikelserie, som han under forfatternavnet Bob samlede i bøgerne „Fra Australien” (1862) og „I Verandaen” (1863). Nogle år senere blev han rejsende korrespondent til „Dagbladet” med Paris som hovedsæde; 1866 stiftede han det litterære ugeblad „Figaro”, der blandt sine medarbejdere talte H.C. Andersen, og som 1868 afløstes af dagbladet „Dagens Nyheder”. 1871 opgav Watt redaktionen af dette blad og tog for et år til De Forenede Stater, hvor han med introduktionsskrivelser fra H.C. Andersen bl.a. besøgte Longfellow og Horace E. Scudder. Efter Andersens død ledede han i forskellige perioder Folketeatret, Tivoli og Casino. Watt har indlagt sig varig fortjeneste som oversætter, især af Mark Twain.

Det var i 1863, at H.C. Andersen gjorde Robert Watts bekendtskab. Kort efter hjemkomsten fra spaniensrejsen var Andersen 19. april „Hos Henriques med den unge Waadt og Carstensen” (Dagbogen). Carstensen er de Ferslewske Blades senere redaktør Carl Carstensen, der 1868 sammen med Watt grundlagde „Dagens Nyheder”; Watts rette navn har digteren ikke fået fat på. Og han synes at have glemt det helt, da han næste gang så ham; dagbogen 10. september 1863 fortæller: „Besøg af Balletdanser Scharff og den unge Mand der har skrevet om Australien”. Meget hurtigt blev de dog gode venner. Andersen fik i de kommende år hyppigt lejlighed til at træffe Watt i vekselmægler Martin R. Henriques’ gæstfri hjem, hvor skuespiller F. L. Høedt og hans kreds, og til den hørte Watt, var mellem de faste gæster. Men de besøgte også gensidig hinanden og vekslede adskillige breve i årenes løb. Da Andersen 1868-69 skrev fortsættelsen af „Mit Livs Eventyr”, ofrede han en side på Watt, der mærkelig nok blev udeladt, da Jonas Collin d.y. efter digterens død besørgede dette værk udgivet. Den kan nu læses i den reviderede tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen, II, 1951, s. 332; Forfatteren priser her Watt for hans godmodighed og frejdige ungdomsmod; Dagbogen 5. september 1867 kalder ham „elskværdig, ung og prægtig, som jeg gad være det”. Watt var tilpas letsindig, hvad der morede Andersen; han bruger 16. maj 1865 efter et besøg hos ham det karakteristiske udtryk, at han „gik derfra champagniseret ved hans Fortællinger”. Ikke mindst Paris og pariserlivet gad digteren gerne høre om; under sit besøg april 1867 under verdensudstillingen i denne byernes by havde han lejlighed til at være stadig sammen med Watt, og han noterer 17. april i dagbogen, at Watt fortalte „vilde, sanselige Historier”, der gav den gamle herre „et dybt Indblik i Pariserlivet”. Da han derfor ved en pengegave fra grosserer Moritz G. Melchior blev sat istand til at foretage endnu en rejse til pariserudstillingen denne sommer, besluttede han sig til at invitere Watt med. Først da han var vel afsted, turde han røbe dette for familien Collin, som han frygtede, ikke vilde anse den muntre journalist for at være et helt passende selskab for den ærbare gamle poet; han lader i sit brev til fru Collin fra Strassburg 6. september 1867, som om han tilfældig har mødt Watt, fulgt hans råd at tage damperen fra Korsør til Kiel og har fået ham overtalt „til at tage med den lille Omvei jeg gjør”, men forsikrer samtidig, at „han er en høist behagelig Reisefælle, ung og frisk, altid i godt Humeur” (H.C. Andersens brevveksling med Edvard og Henriette Collin, IV, 1936, s. 39).

Robert Watt havde naturligvis også tidligere haft lejlighed til at høre H.C. Andersen fortælle. Søndag 29. oktober 1865 har digterens dagbog således: „Middag hos Henriques; der var Watt, og Sophie og Juliette Price. Jeg var den Fortællende og gjorte stor Lykke med alle mine Erindringer”. Men optegnelserne, som nu skal forelægges, stammer sikkert fra det daglige samvær under den fælles rejse, der varede hele september måned 1867. En meget karakteristisk dagbogsoptegnelse, torsdag 26. september, Kassel, lyder: „Klokken blev 12 før vi kom paa vort Værelse, her sad jeg med W i Sophaen og fortalte om mit Liv, den var ½1, da bankede det stærkt paa Døren tæt bag os og en qvindelig Stemme raabte: „stille!” hun var kjed af at høre os tale, hendes Seng stod vist op til Døren. Watt blev rasende og vilde gjøre Støi jeg bad ham for min Skyld lade være, men han smak med sin Dør da han strax efter gik, saa det rungede. Jeg blev forstemt; jeg havde ugenert fortalt, Alt om mig selv; men at en skjult Ubekjendt havde hørt og forstaaet det Hele, piinte mig og jeg sov slet”.

En del af de historier, Watt har optegnet, har åbenbart hørt til H.C. Andersens faste repertoire. De findes også, som det skal vises i noterne, hos Bloch og Bøgh. Men mange småtræk er nye og af interesse; de oplyser virkelighedsbaggrunden for figurer og scener både i „Lykke-Peer” og i „De to Baronesser”. Watt har nedskrevet fortællingerne i knappest mulige form — ofte kun antydninger til støtte for hukommelsen under en senere udarbejdelse; denne synes ikke at være blevet til noget. Forskellige enkeltheder kan derfor ikke mere klares. Men hvor hans tekst kan suppleres ved oplysninger fra andre kilder, er dette forsøgt. Trods sin telegramstil har Watt dog reddet oplysninger af værdi og formået at give et lille indtryk af den gamle digters livlige fortællertalent.

H.C. Andersen

-var i sit 16 Aar ansat ved det Kongl Theater.^[1] — Dandsede med Fru Heiberg ved Haanden. — Faldt Begge over en Snor langs hvilken en Raket skulde løbe. Væltede en Tabouret saa den rullede — Hoppede Begge ned til Lamperne under uhyre Jubel for at rejse den op. — Grevinde Danner^[2] figurerede med som Engel med en Mængde Blomster paa. Chefen^[3] meente at Dronningen holdt saa meget af at see Børn dandse, da hun havde kysset et af Dandsebørnene. Havde sin Plads i Figurantinde Logen^[4] paa bagerste Bænk. Fulgte dem ofte hjem — var engang med en Choristinde der ikke havde det bedste Rygte. Indbød ham med op. — Fulgte nødigt, da Stykket endnu ikke var tilende. Placerede ham i en Sofa og var meget indladende. — Længtes hele Tiden efter at komme bort. — Forstod ikke hendes Mening. — Den Skjønne blev tilsidst vred og afskedigede ham med Ordene: „gaa kun Du dumme Dreng!” — Fik engang i en ældre Alder næsten ondt ved i Küchlers^[5] Atelier i Rom at see to unge Piger klæde sig af der vare komne med deres Moder for at staae som Modeller. K havde præsenteret ham som Kunstner, der var vant til at see Sligt.

Fra sine første Skoleaar i Slagelse erindrer han navnlig en gammel Lærer Snitkjær,^[6] der om Vinteren blev fulgt i Skole af en Pige. Han havde været Paul Møllers, Hauchs og Ingemanns Lærer. S underviste i Skrivning; men Rektoren^[7] vilde undertiden chikanere ham og gav (ham) Timerne i Fransk og Geografi. „Fransk er meget let” sagde han da, „man skal bare tale Latin og holde sig for Næsen”. — I Geografi: „Nu har jeg læst 4 Timer paa min Lexie; hvorlænge have I læst paa Eders?” Viste Drengene hvorledes de skulde „snyde” og satte da en af dem paa Katetret. Fortalte at han var nødt til at være streng, fordi „de dumme Drenge” selv havde fortalt han saae igjennem Fingrene med dem. Historien om Shakespeare, som han troede levede: „Hvad er det saa værd at tale om”.

S. havde en gammel Søster,^[8] der ikke havde været i Kjøbenhavn i 30 Aar. — Rejste omsider derind en Dag og kom tilbage med Fortællinger. A vilde specielt vide Noget om Theatret: „Aa den ene Aften kom Mme Andersen^[9] ind og sagde, aba daba ebe debe! og saa kom der Flere og saa dump’ Madamen — tre Gange dump’ hun og næste Aften dump’ hun 5 Gange. Folk troede det var forbi, da hun var dump’ 2 Gange; men jeg sagde Nej!” Det Kongl Theater havde et Mellemtæppe med en af Muserne paa holdende den tragiske og den komiske Maske i Hænderne. Det var Madamen.

Boede en Tid hos en Skipperenke i Nyhavn.^[10] Sad en Aften oppe efter ham til Kl 12½, fordi der var kommet en Indbydelse til Thee. „Det var kjedeligt, maaskee var det til i Aften?” — „Nej til i forgaars; men det trykkede paa min Samvittighed at jeg havde glemt det”. Madammen var stolt af sin „Logerendes”. Var en Aften i Theatret til „Skilles og mødes”^[11] mellem hvilket Stykkes Afdelinger man gav „Amor og Balletmesterens Luner”. Troede Alt var af Andersen og komplimenterede ham for Amagerkonens Dands. Hendes Søsters Mand var en Slyngel og truede ofte i sine Skjænderier med at tage Livet af sig: „Du maa ikke sige saadan Noget uden Du vil giøre Noget af det!” sagde Søsteren og engang gjorde han „noget af det” og laae paa lit de parade i Druknehuset. Madamen syede Liigskjorte til ham og giorde Prøve paa Pigen Marie der maatte lægge sig paa Sofaen. Havde et Barn begravet paa Garnisons Kirkegaarden. — Fik „sit Liig”^[12] flyttet og havde nu sin Grav paa venstre Haand istedet for omvendt som tidligere. Kostede 7 R for at faae Kisten paa sin Plads og 1 R for at faa see „sit Liig”. Nyt Kors med Sommerfugl paa Letsindighedens Symbol efter hendes Mening, troede ikke det forestillede Udødelighedens. „Den Logerendes” maatte afgiøre det. Maries Kjæreste og hendes Hold i Ryggen fordi han havde seet paa hende med „fæle Tanker”. Middelet derfor var Kors paa graat Papir, brændt og drukket i Brændeviin. Hendes Søn Sømanden og Søstersengen.

A’s Bekjendtskab med Fru Bügel^[13] og hendes Originaliteter. Sendte Bud efter ham til Middag.^[14] Troede det var en Fejltagelse indtil der atter kom Bud. Forhørte sig hos Collins og gik til Visit, „Jeg er nu over 70”, sagde hun, „og kan vel nok skrive Dem til Andersen, de Andre love mig at introducere Dem; men gjøre det ikke. Jeg er original; det mærker De nok. Farvel søde Ven!” Sendte ham med en Rosenvandsflaske til Fru Heiberg, der senere fik en blaa Fløjels Kaabe. Indbød Hejbergs til Middag tilligemed Komponisten Bay og Kone.^[15] Scenen med „Rom er drengen”^[16] og hendes Yttring til Fru H og Bemærkning til Fru B.: „Du vilde blot have sagt Uh den er jo nøgen!” Til B. „Tie stille Tyksak, Du er blot kommet for at spise”. Til H. „Jeg holder af Dig for din Kones Skyld”. —

Hendes Middag for Thorvaldsen^[17] og A. Grønkaal og Champagne. Godt for Maverne. Vilde at T. skulde gifte sig. „Vi kunne jo tale om det” — „Tale, nej det er sku det Du giør mindst T; det sige Alle Folk”. Lovede A 400 R aarlig^[18] dersom han vilde gifte sig; kun ikke med Fru S.^[19], (nuværende). Hver gang han beundrede et Malerie eller Sligt udbrød hun „Skriv Dit Navn bagpaa, saa faaer Du det efter min Død”. Hendes Had til Anna Bishop^[20] uden at have seet hende og Disputer med A derom. Tog en Loge og giorde Skandale. Sagde: „A er hos hende baade Nat og Dag!” — Hendes Mening om „Svend Dyrings Hus”^[21]: „Hvad er det for noget Snak med dette Gespenst. Enten er hun Krop og saa maa hun jo falde sammen; Eller hun er Aand; men hvorfor gaaer hun saa saadan omkring og sluddrer?”

Hendes Særksyning til alle Skovshovede Konerne^[22], der alle skulde have 6. Lod A lithografere^[23] og sætte ind i hvert enkelt Bind af hans Bøger. Bruddet med A^[24] skete fordi han havde laant hende — der selv gik paa Krykker — en Bog hvori en riig gammel Dame paa Krykker er forelsket i en ung Officeer med hvem hun gifter sig for at han senere kan gifte sig med sin Flamme. Troede A vilde gifte sig med hende og nægtede at see ham mere. „Aarhuus Avis” ^[25] med Meddelelsen om A Hjemkomst fra Constantinopel. A har benyttet hende i „De to Baronesser”. Hendes Mening om Ørsted „Luftskipperen” ^[26] og Broen over Beltet.^[27]

Hans mange Breve — Den unge Student med den tilsendte Fiir-kløver^[28] efter „Iisjomfruen”s Udgivelse. Troede som lille at A leed ondt og at den kunde hjælpe ham. Damen der var forelsket i ham ^[29] og som besøgte ham paa „Hotel du Nord”, hvor hun i sin Galskab gjorde allehaande Tilbud.

Oelenschläger og Ørstederne hos den gamle Farver Enke Tante Møller,^[30] fra Vestergade. Ølenschläger læste sine Ting højt efter Bordet; en fattig Student sad i Værelset ved Siden af med Døren paa Klem og spiste af en Tinskaal, da han fik Maden frit, og ikke maatte være sammen med de Andre Abonenter, men dog skulde høre. Den fattige Student kom mange Aar efter for at spørge efter Familien og Tinskaalen — det var C. N. Rosenkilde. 0elenschlägers og Torvaldsens^[31] smaae Drillerier mod hinanden. „Ø han kunde Alt” — „T saae ud som han var Søn af en Løve og et Faar”^[32] — Torvaldsens Yttring efter Opførelsen af „Mulatten”^[33] da han gik hjem med Andersen: „Jeg klappede ham lige op i Ørene og sagde det er udmærket, saa sagde han, ja Noget af det! men jeg raabte nej Altsammen, bare for at drille ham!” Andersen og Ø efter „Macbeths” Opførelse ^[34] A’s Henrykkelse og Ø’s „Ja, ja! Ja, ja!”

Ingemanns Fortælling om „Nissen” og Gartner Nissen i Sorø^[35] med sit Mundheld: „ja det har De Ret i; det skal De sku ha Tak for!” Hvorledes han skar Viinrankerne for Fruen, kom i Tjeneste hos „Nissen” paa Parnasset og fik sin Livserfaring mellem Abekattene, Poppegøjerne og Dompapperne. Ingemann gav ofte en lille Historie til Bedste og lavede i Reglen strax en, naar man spurgte ham om Nyt.

Hans Rejse fra Nyborg til Kjøbenhavn med den gamle døve Dame,^[36] der havde glemt sit Tøj paa et andet Dampskib paa Grund af en Kop Kaffe og som troede at Jernbanevaggonerne løb lige mod Volden i K og standsede. Hendes Konversation om Andersens Plaid, hans Digternavn hans Eventyr paa Subskription til 1 Heftet og hans senere Møde med hende i K, da hun trak ham i Frakken og blot vilde underrette ham om at hun havde faaet sit Tøj.

Under et Ophold i Schweiz blev Andersen fortalt følgende Sagn om Wilhelm Tells Død: Ved en stor Vandflod, der ødelagde Alt, kom en Vugge sejlende hvori laae et lille Barn; Ingen kunde redde det, da en Olding pludselig viste sig, vadede ud i Strømmen, greb Vuggen og satte Vuggen op imellem Grenene paa et Træ; han selv blev skyllet bort og druknede. Oldingen var Tell. Allegorien: Schweizes unge Frihed reddet; Redningsmanden omkom.

Gamle Collin og A sympathiserede i Grunden slet ikke angaaende Poesi. C kunde ikke indse A’s Begavelse. Scenen med Steffens^[37] der ønskede sig presenteret for A., som C ingen Notits tog af. Disputerede i senere Aar ofte. Hos Admiral Wulff^[38] blev han ofte haanet. Kiældermændene,^[39] Abrahams og Andersen. — Digtene i „den flyvende Post” ^[40] mærkede H — — , Ws Begeistring over Heiberg og hans Vrede, da han hørte de vare af Andersen. — H.C. Ørsted,^[41] hans Besøg hos A Kl 11 om Aftenen paa Opfordring af hans Kone. Grimur Thomsen og A; hans Yttring om Kritiken efter at have seet A.’s Fortvivlelse.

Thorvaldsen og Andersen paa Nysøe.^[42] — Th.’s Fortælling om Lord Byron og hans Yttring til ham om at see ulykkelig ud.

Noter

1. ^ Ansat ved Kongl Theater. 1820—22 var A. Elev ved Danseskolen, senere ved Syngeskolen. Se Anderseniana 2. R. II, S. 1—4 og 207—16. En tilsvarende Beretning af A. meddelt af Bøgh i Julebogen 1915, S. 53 og i „Fra H.C. Andersens Barndoms- og Ungdomsliv”, 1905, S. 18—19. 12/4 1821 havde Carl Dahléns Ballet Armida Première, hvor Johanne Pätges, den senere Fru Heiberg, dansede en Amorin, medens A. selv var en Trold (se Robert Neiiendam: „Da H.C. Andersens Navn første Gang blev trykt”, Anderseniana, 2. R. II, S. 207—16). Til det af Neiiendam meddelte Balletprogram med A.s egenhændige Tilføjelser (Universitetsbiblioteket), om hvilket det a. St. S. 210 hedder: „Rimeligvis er han [A.J i 50’erne kommet i besiddelse af et andet eksemplar, som det har moret ham at gense, og formodentlig er det efter Andersens død gennem Edvard Collin kommet i bibliotekets eje”, kan gives denne supplerende Oplysning fra A.s Dagbog 15/9 [dvs: 12/9J 1861: „Foræret Edvard Programmet til Armida med mit Navn første Gang trykt”. Balletten opførtes ialt 7 Gange indtil 8/3 1822.
2. ^ Grevinde Danner. Til Nicolaj Bøgh fortalte A. („Fra H.C. Andersens Barndoms- og Ungdomsliv”, 1905, S. 18—19): „Fru Heiberg og jeg var to Trolde, men Grevinde Danner en Engel, og i Virkeligheden var det jo akkurat omvendt”. Oplysningen er, som paavist af Neiiendam, urigtig, idet Louise Rasmussen først „gjorde sin entré paa skolen i 1826″ (a. St. S. 212), men Fejlen skyldes altsaa A. selv; det er ikke, som Neiiendam antager, Nicolaj Bøgh, der har „forbedret” Episoden.
3. ^ Chefen. Teaterchefen, Oberst Frederik v. Holstein (1771—1853), Kammerherre hos Dronning Marie Sophie Frederikke.
4. ^ I Figurantinde Logen. „Som Dandse-Elev fik jeg ellers Lov til at jeg hver Aften turde gaae op i Figurantindernes Loge i tredie Etage, og her see Komedierne, her sad jeg da i et løierligt Selskab og hørte tidt løierlige Ting, men min Sjæl var reen og min Tanke levede og aande[de] kun for Theatret” (Levnedsbogen S. 61). Historien om Koristinden har ikke tidligere været kendt.
5. ^ Küchler. Genremaleren Albert Küchler, hvem A. lærte at kende i Rom 1833—34. Dagbogen 6/1 1834: „Var, som igaar, hos Kückler og blev malet, medens jeg sad kom en ung Model, paa 16 Aar med sin Moder, Kückler sagde at han vilde see hvorledes hendes Bryst saae ud, Pigen syntes lidt undseelig over at jeg var der, men Moderen sagde, Snik, snak! og løste hendes Kjole, tog den med Særken heelt ned om Maven paa hende, der stod hun nu halvnøgen, noget mørk i Huden, lidt for magre Arme, men smukke runde Bryster, idet Moderen blottede hende, følte jeg mit hele Legeme bæve, Kyckler saae at jeg blev bleeg og spurgte om jeg fik ondt” (H.C. Andersen: Romerske Dagbøger. Ved Paul V. Rubow og H. Topsøe-Jensen, 1947, S. 46).
6. ^ Lærer Snitkjær. Adjunkt Jens Peter Snitker (1770— 1847) ved Slagelse lærde Skole; han var ansat her 1793—1838. A. har skildret ham som den gamle Lærer i „Skyggebilleder” (SS, VIII, S. 34—36, 50). I Levnedsbogen hedder det: „han havde været Lærer ved Skolen medens Ingemann, Jens Møller og Skuespiller Rosenkilde gik der” (S. 80). Det er urigtigt, at han har været Lærer for Poul Møller og Hauch; A. husker allerede forkert, naar han i „Mit Livs Eventyr” (1855) skriver, at „han… ogsaa havde været Lærer her i Skolen, da Ingemann og Poul Møller vare dens Disciple” (H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr. Revideret Tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen, I, 1951, S. 90).
7. ^ Rektoren. A.s Plageaand Dr. Simon Meisling. Om Snitker som Lærer og hans Forhold til Rektor Meisling fortælles i Levnedsbogen S. 95 —96. Smlgn. „De to Baronesser”, 1. Deel, V. Kapitel, (SS, V, 1877, S. 42), hvor den fhv. Huslærer siger til Drengene: „idag have vi en svær Lectie; hvorlænge have I læst paa den? Jeg læste en heel Time.”
8. ^ en gammel Søster. Hun er ikke fundet i Folketællingerne for Slagelse 1801 og 1834, ej heller i Kirkebøgerne for St. Mortens og St. Peders Sogne.
9. ^ Mme Andersen. Kgl. Skuespillerinde Birgitte Elisabeth Andersen, f. Olsen (1791—1875), en af A.s Velgørerinder under hans Teateraar; hun gav ham Navnet „Der kleine Deklamator”. Historien om Jomfru Snitkers Oplevelser i Det kgl. Teater har A. 1870 benyttet i „Lykke-Peer”, Kap. VIII; den er her lagt i Munden paa Hørkræmmerens Kone, Nabo til Hr. Gabriel (SS, VI, 1877, S. 76—77).
10. ^ En Skipperenke i Nyhavn. Karen Sofie Larsen, f. Kjøller (ca. 1797—1862), Enke efter Skipper Niels Larsen; H. C. A.s Værtinde 1834—38 i Nyhavn Nr. 280 (nu Nr. 20). Andre Historier om hende fortalte A. til Nicolaj Bøgh („H.C. Andersens Værtinder”, Ill. Familie-Journal, 1885, Nr. 42-—43; se ogsaa Georg Nygaard: „H.C. Andersen og København”, 1938, S. 98—101). A. benyttede hende som Model til Madam Jensen i Romanen „At være eller ikke være” (1857).
11. ^ „Skilles og mødes”. Dramatisk Digtning i 2 Afdelinger af H.C. Andersen, opf. 1. G. paa Det kgl. Teater 16/4 1836. Ved Premieren gik A.s Vaudeviller sammen med Galeottis Ballet „Amors og Balletmesterens Luner”.
12. ^ „sit Liig”. Denne Historie benyttede A. 1870 i „Lykke-Peer”, Kap. IV, hvor „en Enkemadam i Sort” underholder Peer i Jernbanetoget paa Vejen til Hr. Gabriel (SS, VI, S. 60—61).
13. ^ Fru Bügel. Catharina Bügel, f. Adzer (1767—1845). Hun var Enke efter Storkøbmanden, Grosserer C. P. Bügel og var bekendt for sin Rigdom og sin Excentricitet. A. omtaler hende i „Mit Livs Eventyr” (Udg. 1951, I, S. 212) som „en gammel Dame, hvis Eiendommelighed lettere opfattedes af Enhver end hendes mange andre fortræffelige Egenskaber”. Hun beboede et fornemt Patricierhus ved Frederiksholms Kanal og laa paa Landet ved Strandvejen. 1835—39 overvældede hun A. med Gaver; han spiste i disse Aar fast til Middag hos hende Mandag og Torsdag, blev inviteret i hendes Loge i Det kgl. Teater om Vinteren og paa Køreture om Sommeren. Hun er nærmeste Forbillede for den gamle Baronesse i „De to Baronesser” (1848).
14. ^ Sendte Bud efter ham til Middag. I Breve 16/3 1835 til Henriette Wulff (Breve fra H.C. Andersen, I, S. 285) og 26/3 til Henriette Hanck (Anderseniana, IX—XIII, S. 110) fortæller A., at den ham ubekendte Dame havde sendt sin Tjener for at invitere ham; da han troede, at det var en Misforstaaelse, kom Tjeneren igen, og Digteren overvældedes nu med Gaver og Opmærksomheder (en fransk Slobrok med røde Roser og Silkebælte; italiensk Vin; Frugt m. m.). „Nu sige alle Folk, at jeg skal have hende, og det er et godt Partie, men det tager jeg dog ikke imod, saa faaer jeg saa mange Stedbørn”, hedder det spøgende til Henriette Wulff. Henriette Hanck betroede han: „Hun skal have den Underlighed at hun overvælder Folk hun kan lide, med Artigheder, men uden mindste Grund pludselig giver dem Afsked igjen”. Saaledes kom det ogsaa fire Aar senere til at gaa ham selv.
15. ^ Komponisten Bay og Kone. Kantor ved Holmens Kirke, tit. Professor Rudolph Bay (1791—1856), „Vift stolt paa Codans Bølge”s Komponist, gift 1832 med sin Kusine Frederikke, f. Bay (1809—1880). Bay havde truffet Fru Bügel og hendes fire Døtre i Rom 1819; han skriver herfra 24. April 1819: „Denne Frue Bügel er ellers hvad man kalder paa godt Dansk: et Vrøvl, hun kunde vaase op ad Væggen og ned ad Stolperne, saa at man blev trang om Hjertet deraf” (Af Rud. Bays efterladte Papirer. II, Memoirer og Breve, XXXIII, 1920, S. 102—03). Naar den omtalte Middag har fundet Sted, kan ikke oplyses, da der fra disse Aar kun for 1838 er bevaret Almanakoptegnelser fra A.s Haand.
16. ^ „Romerdrengen”. Thorvaldsens Statue Hyrdedrengen (1817).
17. ^ Hendes Middag for Thorvaldsen. Thorvaldsen, hvem Fru Bügel ligeledes kendte fra Italiensrejsen 1818—19, var 17. September 1838 paa Fregatten Rota vendt hjem til København; dette Aar var A. ifølge Almanaken til Middag med ham hos Fru Bügel 27/9, 29/9 og 23/12. Den her meddelte Anekdote fortæller William Bloch (a. St. S. 60) saaledes: „Hun sagde engang til Andersen og Thorvaldsen: „I to fordærver jeres Maver ved alle de Retter, I faar i Selskaber. Vil I spise hos mig imorgen, men I faar kun een Ret?” Thorvaldsen betingede sig da to Portioner. De kom og fik Grønkaal og Champagne”. Den gamle Baronesse i „De to Baronesser”, til hvem Fru Bügel har staaet Model, trakterer „en Forsamling af de første Ædere, — Provsten var da med, — hun indbød dem paa et fornuftigt Maaltid — og saa fik de Vandgrød og Torsk, samt et Foredrag over, hvor skadeligt det er at fordærve sin Mave” (SS, V, S. 13).
18. ^ Lovede A 400 R aarlig. Almanak 4/6 1838: „Fru Bügel bad mig tage en Kone hun vilde give mig 300 Aarlig”.
19. ^ Fru S. ?
20. ^ Anna Bishop. Anna Rivière Bishop (1812—1884), g. m. Sir Henry Rowley Bishop, engelsk Sangerinde, var 1839 paa Koncerttourné med Harpevirtuosen Bochsa i Europa, Amerika og Australien. 4. Sept. gav de den første Koncert i København; A. skrev næste Dag til Henriette Hanck, at det var „en sand Nydelse… det er en Sangerinde, som man ikke hører dem her til Lands” (Anderseniana, IX—XIII, S. 370) og 28/9 til samme: „det er et mageløst Foredrag” (sst. S. 376). -—-
21. ^ „Svend Dyrings Huus”. Romantisk Tragedie af Henrik Hertz, opf. 1. G. paa Det kgl. Teater 15/3 1837.
22. ^ Hendes Særksyning til alle Skovshovede Konerne. I „De to Baronesser”, 1. Deel, 1. Kapitel, fortælles om den gl. Baronesse, at hun „sidder med alle sine Piger og syer Klæder til fattige Folk” (SS, V, S. 12). I Kap. VI hedder det videre (sst. S. 50—51): „Den naadige Frue kom nede ved Bondebyen forbi et usselt Huus, hvor en gammel Kone, der boer hos Huusmanden, stod og vadskede sit Linned; det var et eneste Stykke. „Hvormange har hun af det Slags?” spurgte Fruen. „Gud hjælpe mig!” sagde den Gamle, „jeg har kun det ene Stykke”. — „Enhver velopdragen Kone”, sagde Fruen, „maa have sex”. — „Ja, Gud hjælpe mig!” sagde den Gamle. Og saa tog Fruen strax til Svendborg og kjøbte Lærred og syede fem — De veed nok! og den gamle Kone blev lykkelig, men Fruen ogsaa, og da sagde hun: „kan jeg faae saa-megen Glæde for det Par Skillinger og den Smule Syening, saa vil jeg have mere Fornøielse; hør Mo’er”, sagde hun, „er her i Bondebyen flere Mennesker, som ikke have sex?” — „Ja, det veed Gud!” sagde den Gamle. „Naa saa send dem Allesammen til mig”. — Fruen har selv fra første Færd fortalt Historien, og hun sagde: „saa kom der saa mange Mennesker til mig, Piger og Koner; og jeg tog til Svendborg og kjøbte Lærred, og Madam Krone og jeg syede hele Dagen og den halve Nat i fjorten Dage, og nu have alle Mennesker sex””. A. besøgte ofte Fru Bügel, naar hun laa paa Landet. Almanak 1838 16/8: „Hos Fru Bügel i Skovshoved”. — 27/8: „Været i Skovshoved hos Fru Bügel”.
23. ^ Lod A lithografere. Watt har vist her misforstaaet A. I Brev til Henriette Hanck 25/11 1837 (Anderseniana, IX—XIII, S. 206 f.) hedder det i Anledning af Udsendelsen af „Kun en Spillemand”: „Fru Bügel har lovet mig ved denne Lejlighed en halvsnees Exemplarer af mit Portrait, som udkommer om en 14 Dage”. Det drejer sig om et Litografi (Westergaard: Danske Portrætter, Nr. 236) efter C. A. Jensens Maleri (nu i H.C. Andersens Hus). Fru Bügel har altsaa blot bestilt et større Oplag af Billedet.
24. ^ ) Bruddet med A. Herom fortæller ogsaa William Bloch S. 61; den omtalte Bog er F. C. Hillerups Novelle „Den gamle Hustru” (1839), men Referatet er ikke ganske rigtigt. Hos Hillerup vrager Løjtnanten den unge hjerteløse Kokette og gifter sig med sin ædle moderlige Veninde, hvis afdøde Mands Testamente kræver, at hun inden Udløbet af en vis Frist skal gifte sig igen for at beholde sin Formue. Efter hendes Død forbliver Løjtnanten Enkemand. Ifølge Bloch fik A. „Dagen efter et Brev fra Fru Bügel, hvori hun skrev, at nu havde hun gennemskuet ham og at de efter dette ikke kunde ses, før i Himlen. De saaes heller aldrig senere”. Onsdag 14/11 1839 omtaler A. i Brev til Henriette Hanck Laanet af „Den gamle Hustru” og Fru Bügels Fornærmelse i den Anledning. Hun leverede straks Bogen tilbage, „da hun ikke fandt at der var nogen Lighed, skrev hun, mellem hende og den i Kjærligheds Rødt indbundne gamle Hustru, uden at de begge gik ved Krykker, at hun, Fru Bügel, ikke som denne var forelsket i nogen ung Mand og desuden at hendes Apanage faldt bort, hvis hun giftede sig. — Ja, det var en formelig Kurv jeg fik, hun har bestemt troet at det var et fiint Frierie, at jeg sendte hende den hillerupske Novelle” (Anderseniana IX—XIII, S. 393).
25. ^ Aarhuus Avis. 20. Juli 1841 indeholder Aarhuus Stifts-Tidende (Nr. 124) følgende Meddelelse efter Ove Thomsens Avis i Odense: „Digteren H.C. Andersen er i forrige Uge ankommen til sin Fødeby Odense fra sin Reise til Grækenland og Tyrkiet. Vi have tidligere omtalt hans Ophold i Grækenland og hans Ankomst til Constantinopel. Fra Tyrkiets Hovedstad, hvor navnligen den østerrigske Internuntius og den græske Minister viste ham megen Forekommenhed, har han gjort Reisen fra Constantinopel til Wien, tildeels over Land, paa den Tid da saa mangfoldige christne Familier maatte søge deres Frelse ved Flugten. Paa selve denne Reise mødte ham imidlertid ingen Ubehageligheder, uagtet det critiske Tidspunct, i hvilken den foretoges, og den Uvished, der indtil Dagen før hans Afreise, havde i fire Postdage hersket i Constantinopel om Tilstanden i de insurgerede Provindser. Vi ville haabe, at Digteren fra denne Reise hjembringer et rigt Udbytte for hans Aand og Phantasie, og at Frugten deraf vil vise sig i nye Arbeider, der ville blive ham selv til Ære og hans og hans Muses talrige Venner og Velyndere til sand Glæde. Efter nogle Dages Ophold paa Glorup agter Digteren sig til Kjøbenhavn.” Det er ikke let at se, hvad der har kunnet støde A. i denne uskyldige og velvillige Avisnotits, og man forstaar ikke, hvorfor Watt har anbragt Sætningen om „Aarhuus Avis” midt i Afsnittet om Fru Bügel.
26. ^ Ørsted „Luftskipperen”. H. C. Ørsted udgav 1836 „Luftskibet. Et Digt”.
27. ^ Broen over Beltet. „De to Baronesser”, 1. Deel, VI. Kapitel (SS, V, S. 47-—48): „ . . . nu vil den naadige Frue”, sagde Madam Krone, „have Jylland forbundet med Norge, og det gaaer dog aldrig; Jylland er paa den anden Side af Fyen, og Norge ligger en lang Søreise ovenfor Helsingør. Er jeg ikke selv seilet fra Kjøbenhavn derop?” „Men jeg vil have en Hængebro”, sagde Fruen . . . „saa kan Posten gaae om Vinteren, og man kan føre Korn ind og meget andet Nyttigt. Det er altid godt, at Landene hænge sammen”. „Men hvori skulde da Broen hænge?” spurgte Frederik. „I Kjæder”, sagde Fruen, „man slaaer dem fast i de norske Klipper, bygger saa et Taarn paa Skagen, og saa hænger Broen derimellem”. „Men efter Tyngdens Love ville Kjæderne ved deres egen Vægt synke dybt ned i Havet”. „Saa spænder man dem stærkere”, sagde Fruen. „Det maa Professoren i Physik forstaae. Har vi ikke en saadan ovre i Kjøbenhavn? Lad ham spænde ud, og saa hænger den!”
28. ^ Den unge Student med den tilsendte Fiirkløver. „lisjomfruen” udkom 25/11 1861 i „Nye Eventyr og Historier”, 2. Række, 2. Samling (1862). I den Anledning modtog A. et Brev fra en ham ubekendt Student fra Provinsen, hvori laa en Firkløver, tørret og presset. Dens Historie er udførlig fortalt i „Mit Livs Eventyr”s Fortsættelse, skrevet i Vinteren 1868—69 (Udgaven 1951, II, S. 247—48). 19/2 1862 var A. i Audiens hos Grevinde Danner, hvem han fortalte Historien om Studenten og Firkløveren; Brevet maa han altsaa have faaet ganske kort i Forvejen.
29. ^ Damen der var forelsket i ham. 1/12 1838 var A. flyttet ind paa Hotel du Nord paa Hjørnet af Vingaardsstræde og Kongens Nytorv (hvor nu Magasin du Nord ligger). Almanak 1840, 15/7: „En gal hysterisk Pige paa Hospitalet skal elske mig; hedder Jomf: Madsen”. — 16/7: „I Eftermiddag kom den hysteriske Pige op til mig, det er hende som eengang før har søgt mig om et Vers. Ikke vel!” Udførligere fortælles Historien hos Bloch S. 81—82; Damen „introducerede sig med at bede ham skrive et Digt til hendes Moder; men lidt efter lagde hun sig paa Sofaen og sagde: „Andersen, jeg elsker Dem! Gjør ved mig, hvad De vil”! Den forskrækkede A. fik hende med stort Besvær sat paa Døren, men hun blev „saa flyvende gal” og sagde til ham: „Nu hader jeg Dem! Jeg hader Dem; jeg kan ikke sige, hvor jeg afskyer Dem, uh — De er saa mager — saa mager!” Endnu saa sent som 21. Juli 1875, da A. allerede var uklar, dikterede han udførligt Historien om Damen til Fru Melchior („H.C. Andersens sidste Leveaar. Hans Dagbøger 1868—75″, Memoirer og Breve, V, 1906, S. 213—14).
30. ^ Tante Møller. Engelke Møller, f. Ørsted, Enke efter Farver Jens Schielderup Møller, holdt i Farvergaarden i Vestergade (Nr. 28) Spisekvarter og lejede Værelser ud. Hun var Faster til Hans Christian og Anders Sandøe Ørsted; Oehlenschlæger kom 1797 i Pension hos hende og gjorde i hendes Hus Brødrene Ørsteds Bekendtskab. Om hende „Breve fra og til Adam Oehlenschläger 1798—1809″, IV, 1946, S. 8 og „Oehlenschlägers Ungdomserindringer. Udg. af Louis Bobé”, 1915, S. 117—21. Oehl. omtaler, at hun, da hun selv var fra Slagelse, havde særlig Forkærlighed for Slaglosianere og havde oprettet et Slags Stipendium ude i den yderste Stue for tvende Slagelsestudenter, der altid havde frit Bord. „Iblandt disse stille ærbare „aange” Mennesker, der skyndte sig at spise og at gaae igjen, uden at sige et Ord, var ogsaa en vis Herr Rosenkilde. Jeg havde mindst troet, at han tredive, fyrretyve Aar derefter skulde ryste mig Mellemgulvet saa stærkt som Trop og Hummer”. Anekdoten om den store komiske Skuespiller C. N. Rosenkilde (1786—1861) og Tinskaalen har A. vel fra H. C. Ørsted eller maaske fra Oehl. selv.
31. ^ Øelenschlägers og Torvaldsens smaae Drillerier. Begge disse Anekdoter findes ogsaa hos Nicolaj Bøgh i „Danmark. Illustreret Kalender for 1887″, S. 36—37.
32. ^ Søn af en Løve og et Faar. Jesper Oldfux’ Ord til Jacob von Thyboe (Actus II, Scen. 2): „Man skulde tænke, at en Løve have været Herrens Far, og et Faar Herrens Moer, saadant Ansigt har Herren, fuld af Mildhed og Majestæt”. -—-
33. ^ „Mulatten”. Opf. 1. G. paa Det kgl. Teater 3/2 1840. 6/2 skrev A. til Henriette Hanck om Premieren og fortalte om Thorvaldsen (Anderseniana, IX—XIII, S. 427): „han har ellers fortalt mig, at Oehlenschlæger der ellers klapper, som om han var gal, ikke rørte en Haand for mit Stykke; „men jeg klappede ham lige ind i Ørene”, sagde Thorvaldsen. „Der er meget Smukt i det Stykke”, sagde Ø. „Ja Alt er smukt deri” sagde Th: og arbeidede med Hænderne”. Jvnfr. „Edda”, 1940, S. 62.
34. ^ „Macbeths” Opførelse. Rimeligvis i Sæsonen 1847—48, hvor Shakespeares Tragedie opførtes 9/12 1847 og 10/1 1848. Bloch S. 34: „Andersen fortalte, at da han havde set „Macbeth”, havde han i sin Begei-string sagt til Oehlenschläger: „Det kan man kalde Tragedie”, hvorpaa Oehlenschläger havde svaret koldt: „Naa — ja — det forstaar sig”.
35. ^ Ingemanns Fortælling om „Nissen” og Gartner Nissen i Sorø. A. indflettede den 1868—69 i Indledningen til Fortsættelsen af „Mit Livs Eventyr” (Udgaven 1951, II, S. 184—85 og Noten dertil). Holsteneren Hans Ditlev Nissen (1769 —1834) var Gartner ved Sorø Akademi fra 1802 til sin Død.
36. ^ Den gamle døve Dame. Herom kan intet nærmere oplyses. 2-Binds Udgaven af „H.C. Andersens Eventyr og Historier. Med Illustrationer efter Originaltegninger af V. Pedersen” (1862) udkom i Hæftesubskription paa ialt 6 Hæfter (a 72 Sk.), hvoraf det første udsendtes 7/10 1862, medens Digteren var i Spanien.
37. ^ Scenen med Steffens. Henrik Steffens var af Christian VIII indbudt til at overvære Kroningen 30/6 1840. Almanak 6/7 s. A.: „Steffens omfavnet mig og grædt, han vurderede mig som Digter meget høit”. I et Optegnelseshæfte, benyttet under Udarbejdelsen af „Mit Livs Eventyr”, fortæller A., at han „i en Familie, een af de jeg oftest kommer i”, ikke blev præsenteret for Steffens, da de mødtes til et Middagsselskab. „Da sagde Steffens til Husets Herre, her er en Mand i Byen, hvis Bekendtskab jeg særdeles gjerne vilde gjøre, og dertil er Du istand, det er Andersens!” — „O, det er meget let!” udbrød Manden leende, „der staaer han henne i Krogen” („Edda”, 1940, S. 59).
38. ^ Admiral Wulff. Kontreadmiral Peter Frederik Wulff (1774—1842), en af A.s ældste Velyndere.
39. ^ Kiældermændene. En Kældermand er et Ordspil eller en Brander. Hvad Vittigheden her gaar ud paa, kan ikke siges. Ogsaa N. C. L. Abrahams (1798—1870), Notarius publicus i København, hørte til A.s Bekendte fra hans første Københavnsaar.
40. ^ Digtene i „den flyvende Post” mærkede H . Denne Episode fortælles udførligt i „Mit Livs Eventyr” (Udgaven 1951, I, S. 99), uden at det dog nævnes, at Scenen er i Admiral Wulffs Hjem.
41. ^ H. C. Ørsted, hans Besøg hos A. Nicolaj Bøgh fortæller Historien i Kalenderen Danmark for 1887, S. 37—38: A. havde en Onsdag ved Middagen hos Ørsted været forstemt over et Angreb i „Corsaren”; Ørsted havde ikke hørt tilstrækkelig deltagende paa hans Klager, hvad Fru Ørsted bebrejdede sin Mand; sent om Aftenen opsøgte han saa A. paa hans Værelse paa Hotel du Nord for at trøste ham og forsikre ham, at han troede paa hans Fremtid som Digter. I Værelset ved Siden af boede den islandske Forfatter Grimur Thomsen, dengang i dansk Udenrigstjeneste; han hørte A. hulke, fik hele Historien fortalt og sagde bevæget: „laften vil jeg aflægge Dem et Løfte; jeg skal aldrig sætte Pen til Papiret for at skrive Noget imod Dem”.
42. ^ Thorvaldsen og Andersen paa Nysøe. Udførligt herom, ogsaa om Thorvaldsens Arbejde paa Byrons Buste, der efter Modellens Mening ikke lignede, „jeg seer mere ulykkelig ud!”, se „Mit Livs Eventyr” (Udg. 1951, I, S. 261—65).