Barndomsbyen

„Inde i den store By, hvor der ere saa mange Huse og Mennesker, saa at der ikke bliver Plads nok til, at alle Folk kunne faae en lille Have, og hvor derfor de fleste maae lade sig nøie med Blomster i Urtepotte, der var dog to fattige Børn, som havde en Have noget større end en Urtepotte. De vare ikke Broder og Søster, men de holdt ligesaa meget af hinanden, som om de vare det.” Således indleder H.C. Andersen sit eventyr „Snedronningen”, og han fortsætter med at fortælle, at forældrene bor på to tagkamre. Der, hvor taget fra det ene nabohus stødte op til det andet og vandrenden gik langs med tagskæggene, der vendte fra hvert hus et lille vindue ud. Udenfor vinduerne havde forældrene hver en trækasse, og i den voksede køkkenurter, som de brugte, og et lille rosentræ. Videre skildrer digteren de to børns leg. Om vinteren var vinduerne tit ganske tilfrosne, men så varmede de kobberskillinger på kakkelovnen, lagde den hede skilling på den frosne rude, og da blev der et dejligt kighul.

At der bag denne skildring ligger et barndomsminde, har H.C. Andersen direkte bekræftet i Mit Livs Eventyr, hvor han henviser til, at haven i blomsterkassen endnu blomstrer i Snedronningen, og i 1836, da han i et brev til Henriette Hanck bad hende om, at hendes fader ville tegne barndomshjemmet, siger han: „Jeg vilde saa gjerne have just Heggen, hvor man seer Vandrenden; thi det er dog oppe i den mine Forældre havde deres semiramiske Have”.

Ved at gennemgå H.C. Andersens digtning vil den opmærksomme læser meget ofte støde på minder fra barndommen, der har tjent digteren til motiv. Det kan være skildringer af milieu, af personer, af oplevelser eller sagn; de har været lagret i hans sind, en dag — måske mange år senere — tages de frem, finder anvendelse i digtningen og har i forbavsende grad bevaret deres friskhed.

Barndomsbyen og barndomsminderne har været en rig kilde for hans digtning. Mange af disse barndomsindtryk unddrager sig vel nu efterforskning, men så mange er tilbage; man skønner, at når H.C. Andersen er den første danske digter, der har indgående kendskab til samfundets stedbørn og benytter dem i sin kunst, skyldes det barndommens oplevelser.

Skulle man da skildre Odense i H.C. Andersens barndomstid, kunne man begynde med at fortælle om den glans, som gouver-nøren kastede over byen, om adelen og det fornemme borgerskab, om livet i klubberne, om koncerter og teater — og man ville få et billede, der berettigede byen til dens navn „det lille København”. Men det ville i denne forbindelse være mere værdifuldt at gå ned til det lille hus i Munkemøllestræde og betragte byen gennem det kighul i den frosne rude, som barnet havde dannet med den varme kobberskilling. Man kan gå med ham ud i Munkemøllestræde, vandre til Odense Tugthus, fattigskolen, Gråbrødre Hospital, følge ham til fabriken, se ham som tilskuer til folkelige fester, skyttelav, skilteflytning, rådstuebal og teater og tilsidst bringe ham i forbindelse med byens honoratiores og prinsgouvernøren på slottet.

Derved ville man kunne danne sig et begreb om barndomsbyen, som han oplevede den, se hvordan minderne har nedfældet sig i hans sind, så den har fået en plads i hans digtning og lever i den.

I skildringen af barndomstiden kaster H.C. Andersen et mildnende skær over den kendsgerning, at hans forældre var fattige. Han siger, at forældrene ved hans fødsel levede i „en lille, fattig Stue”, men går hurtigt over til at tale om hyggen i hjemmet; han nævner, at han gik på fabrik, men det var ikke så meget for at tjene penge, at han gik i fattigskole, at familien kom sammen med portneren i Odense Tugthus, at farmoderen havde en have ved Gråbrødre Hospital at passe — det lyder som et helt embede — men han kan ikke skjule, at moderen gik ud at samle aks og måtte vaske for folk.

Forældrene tilhørte samfundets laveste lag. Hvad det vil sige, kan man kun gøre rede for ved at prøve at foretage en analyse af bysamfundet, opløse det i sine bestanddele og dermed give mulighed for at foretage sammenligninger og skabe en baggrund.

Der foreligger fra 1801 en mandtalsliste fra Odense by. Den omfatter 1199 husstande. Fordelt efter erhverv får man 102 embeds- og bestillingsmænd, 26 officerer, 12, der nærer sig ved immaterielle erhverv, 81 lever af handel, 36 er værtshusholdere, 460 er håndværkere, 39 er avlsmænd og urtemænd, 121 soldater, 97 daglejere, 139 enlige kvinder og almisselemmer, 28 pensionister og rentenydere.

Håndværkerstanden er den talrigste, men den omfatter både de velstillede lavsorganiserede mestre og frimestrene, som ikke måtte holde svende. Socialt stod frimestrene på linje med de talrige daglejere, under dem fulgte den endnu talrigere gruppe af soldater med deres familier og endelig de mange enlige kvinder, der for det meste opgives at ernære sig ved håndarbejde; de spandt, syede eller vaskede for folk. I enkelte tilfælde siges det direkte, at de betler.

Stort set kan man skønne, at omkring halvdelen af befolkningen har tilhørt denne underklasse, der har måttet bjerge livet ved arbejde af tilfældig karakter.

Betlerne var samfundets svøbe. „Hustiggeriet gaaer her nu igjen saa frygteligt i Svang, at man hver Løverdag især seer hele Skarer, gamle og unge, vanke rolig fra Dør til Dør. At det ikke skeer saa meget af Nød, som af Dovenskab, kan sluttes deraf, at det just er om Løverdagen de afhente dem tillagte Understøttelser i Brød, Tørv og Penge paa Fattiggaarden. Ikke heller kan nogen, som gider arbeide, savne Fortjeneste”, hedder det i Hempels avis.^[1]

Kampen mod betlerne var standende. Samfundet gik på jagt efter dem, opbragte dem og underkastede dem nøje forhør om deres færden i håb om, at netop den by, hvor de blev opsnappet, kunne frigøre sig for pligten til at forsørge dem. Derfor foreligger der en række biografier af disse samfundets navnløse, som ikke er uden interesse i denne sammenhæng.

Resultatet af en razzia 23., 24. og 25. febr. 1815 gav et fint resultat. Man indbragte den 14-årige Mads Hansen, der var født udenfor Vesterport som søn af handskemagersvend Hans Nielsen. Drengen var rendt af slagterlære. Han havde 2—3 år fået undervisning i fattigvæsenets skoler i Odense, men blev af forældrene befalet at gå ud af skolen og omkring i landet for at sammentigge noget. Den næste var Johan Evald, en 51-årig skomager fra Faaborg, der ikke havde noget pas, og som handlede med silkebånd, forklæder og kramtråd; de øvrige var en bødker Peter Wi-borg fra Ejby, men ellers født i Göteborg, en afskediget soldat Niels Madsen fra Starup, som man traf i Skræppestrædet. Hans Nielsen fra Bangs Boder, der oprindelig var skomager og havde lært hos Fr. Pommer, men lod sig leje til soldat og nu levede af tiggeri og lidt skoflikkeri.

Derefter kom turen til kvinderne. Karen Larsdatter havde ikke nogen fast tjeneste, men logerede hos snedker Wisback, efter at hun for 7 år siden var skilt fra Søren Møller. Hun havde været beskæftiget på Hirschfeldts fabrik; Maren Barbres, der til l. nov. havde tjent på Vejstrupgaard, var 22 år og levede af at spinde; Ellen Cathrine Larsdatter, hvis moder boede i Holsedore, var 26 år og levede af at spinde; Karen Jensdatter, der til 1. nov. tjente skrædder Jochum Jensen, Anne Margrethe Nielsdatter, der havde tilhold hos byskriver Lange, men havde tjent brændevinsbrænder Theisen, og endelig den 61-årige Marie Møllers fra Faaborg.^[2]

Det er ved gennemgangen af mandtalslisterne ikke mindst påfaldende at se det store antal enlige kvinder, der opgiver, at de ernærer sig ved at spinde. Det er ofte unge kvinder, men med en meget broget fortid. Det vil nogle enkelte eksemplarer kunne overbevise om. Karen Nielsdatter, der 1815 blev anholdt i Fangel og idømt fire ugers arrest, var 26 år, havde to børn, et på fire år og et på 22 uger, begge født udenfor ægteskab. Hun var datter af Ane Dorothea Nicolausdatter i Skræppestrædet og havde tjent hos skomager Breineberg, derefter været hjemme, så hos garver Spøhr, i 6 år hos Poul Knudsen i Sanderum, i ½ år hos Simon Hansen i Paarup, hos Lars Larsen samme sted, hos Morten i Munkerod i Paarup sogn et halvt år, hos Christen Nielsen i Bolbro 1½ år, og efter at hun havde fået sit andet barn, havde hun gået omkring. Rekorden blev dog nået af Dorthe Olsdatter, som opholdt sig hos Hans Christian skomager i Skræppestrædet. Da hun 1816 blev anholdt, var hun — så vidt hun vidste — 30 år. Hun var født i Komigen i Vigslev sogn. Faderen var død, da hun var to år, og moderen døde straks efter, hvorefter hun kom til en farbroder i 2½ år, så til gmd. Hans Jensen i Gamby i 10½ år, blev konfirmeret, tjente i Vævlinge hos Hans Nielsen i ½ år, i Rue hos Jørgen Larsen 1½ år, i Søndersø hos gmd. Jørgen Olsen i et år, i Amagergaard et år, hos Christen Hansen i Farstrup få år, hos gmd. Niels Rasmussen i Vævlinge 2½ år, hos gmd. Anders Rasmussen i Trøstrup-Korup 1½ år, hos kbmd. Larsen i Odense ½ år, i Sanderum 3 år, i Hannesborg 1 år, kom så til sin broder, der boede i krigsråd Riisings hus udenfor St. Jørgen, og hvor hun fødte sit første barn. Faderen var ladefoged på Hindsgavl, Jørgen Madsen, men hvor han nu opholdt sig, vidste hun ikke. Da barnet var 10 uger, kom hun til gmd. Otte Jensen i Rynkeby 1 år, atter til Hannesborg ½ år, til Schelenborg 1 år, til Marslev ½ år og til Schelenborg ½ år, så til Hans Andersen i Salby, hvorfra hun atter tyede ind til broderen i Odense, der nu boede i et hus tilhørende kbmd. Bang, hvor hun fødte den næste søn, hvis fader var bondekarl Lars Andersen på Schelenborg. — Og så vandrede hun igen ud på vejene, først til Peder Nielsen ved Pjentedam, hvor hun boede et år, og „erhvervede Føden ved at arbeide og spinde for Folk”, derfra til kammerherre Rosenørn på Ulriksholm, videre til familie i Hunderup, og så havnede hun i Skræppestrædet, „hvor hun ernærer sig ved at arbeide for Folk, som forlanger hendes Tjeneste, samt ved at spinde og sye for Folk”, og derved har hun sørget for sig og sine to børn.^[3]

Fra Skræppestrædet stammede også Juliane Dorthea Knudsdatter, en datter af skomagersvend Niels Krag og Karen Hansdatter. Moderen levede af at spinde, faderen døde, da Juliane var 13 år. Hun kom ud at tjene hos en gårdmand i Lumby, da hun var 10 år, og her passede hun i 1½ år uafbrudt kreaturer om sommeren og gjorde husgerning om vinteren. Foruden føde fik hun lidt klæder. Da hun skulle konfirmeres, kom hun til en gårdmand i Dømme-strup og tjente her i 6 år, hvorefter hun kom til købmand Birkeroed i Vestergade i Odense, hvem H.C. Andersens moder også havde tjent. Et halvt år efter kom hun til Kragsbjerg, Kirkendrup og tilbage til Odense. I mellemtiden var hun bleven gift med røgteren Johan Malla, der 1817 tjente proprietær From på Hedevigslund.^[4]

Nogle kunde være vidt berejste. Den 39-årige Ane Bruun var født i Ringkøbing og kom 18 år gammel i tjeneste i Skjernbro, hvor hun var i 9½ år, men så blev hun urolig. I 1½ år var hun i Søndergaarde ved Tønder, i ½ år i Kjelkjer ved Vejle, 1½ år igen i Skjernbro, 1½ år på Frederiksdal på Lolland, 1½ år på Einsiedelsborg, 1½ år i Odense uden kondition og 1½ år i kondition.^[5]

Antallet af disse skæbner kan forøges, men rytmen er den samme. Det er kvinder af denne type, der udgjorde en stor part af de mange enlige, der syede og spandt for folk, og allerede af disse få eksempler får man et glimt af, hvor i Odense de boede. Det var i byens sidegader, først og fremmest i Skræppestrædet, men også på Sortebrødre torv, Bangs Boder, Hans Jensensstræde, Holsedore, Skulkenborg og udenfor byens porte; de boede i de lave, en-etages huse, der endnu præger visse af disse gader.

Det er denne type og dette milieu, som H.C. Andersens moder tilhørte. Også hun måtte ud at tjene, da hun var en halv snes år, først hos madame Ibsen, siden hos købmand Birkeroed og så hos vejinspektør H. S. Selchier,^[6] også hun har tilknytning til de gyder og stræder, hvor de enlige kvinder levede, der ernærede sig ved håndarbejde og ved at spinde for folk. Set på baggrund af de ovennævnte typer må man vel endog kunne tilskrive hende en noget større stabilitet.

For mændenes vedkommende viser det sig, at det er folk, der ofte har rejst på professionen, men derefter ladet sig hverve som soldater, og dermed er deres skæbne beseglet. Da man anholdt den 18-årige Henrik Carl Culboe, kunde han fortælle, at hans fader var trompeter ved fynske regiment lette dragoner, men faderen deserterede, da regimentet lå i Holsten; moderen tjente i Nyborg. Indtil sit niende år var drengen hos sin mormor i Ramsherred, og 12 år gammel lod han sig hverve som piber ved kongens regiment 3. bataillon, hvor han gjorde tjeneste til bataillonens hjemsendelse. Så kom han på fattiggårdens skole hos lærer Velhaven, og han har altså gået i skole sammen med H.C. Andersen. Samtidig gik han i dagleje hos Niels Trane, og i 1817 blev han tjener hos justitsråd og amtsforvalter Andresen, men før pinsedag 1818 forlod han byen, da han var ked af at gå i skole hos lærer Velhaven, især da denne truede ham med, at han ikke så snart skulde blive konfirmeret, hvilket alene kom an på ham — Velhaven — og ikke på amtmand Benzen eller justitsråd Andresen.^[7]

Der var også farve over den skæbne, som almisselem Andreas Møller i Graabrødre Hospital havde haft. Han var 49 år, var født i København, men faderen døde, da han var fire år, hvorefter moderen flyttede til sin broder skoflikker Hans Toldstrøm på Sortebrødre kirkegård i Odense. I en alder af 12 år kom han i lære hos handskemager Jens Nielsen Haarup, blev konfirmeret i Frue kirke og blev svend i sit 20de år, hvorefter han rejste til Aalborg, senere til Haderslev og så til Fyn, hvor han af en soldat ved navn Radex lod sig overtale til at lade sig hverve til fynske regiment infanteri og blev musketer 1788. Et år var han i Nyborg, blev skarpskytte i holstenske skarpskyttekorps og fik afsked 1803. I nogle år nærede han sig ved handskemagersyning, men så trak militæret igen, og 1809 blev han musketer ved de vestindiske tropper på St. Thomas, kom i engelsk fangenskab i 6 år, fik beskadiget ryggen og gik nu med et ulægeligt sår som lem i Graabrødre hospital.^[8]

Fra Hamborg fik man oversendt to løsgængere Frederik Tide-mann og Anne Sophie f. Hoppen. Frederik var 58 år, født i Odense som søn af dragonrytter Hans Frederik Tidemann. I 7 år lærte han hattemagerprofessionen, rejste 6 år på professionen i Tyskland og lod sig hverve til soldat i preussisk tjeneste under general v. Borch. Han gjorde tjeneste i 11 år, blev såret i slaget ved Kostheim og kunde nu kun gå ved krykker.^[9]

Anne Nielsdatter havde en søn Niels Christian, der i Middelfart var tiltalt for tyveri. Hun sagde, at han var 15 år, døbt i St. Hans kirke. Da han var 1 år, tog hun ud at tjene sit brød og lod ham sørge for sig selv! Da han var 11 år, blev han piber ved et kompagni i Odense og kom så til slagter Christian Frederiksen, men løb bort. Hun sagde, at hun holdt ham „i hans ungdom” i skole hos cateket Barfoed, og at han var bleven holdt i skole fra Odense fattigvæsen på fattiggården.^[10] Værre stod det til med skrædder Carl Frederik Monberg, der 1818 blev anholdt i Sunds-Gudme herreder sammen med et kvindfolk Helene Wagner. Monbergs hustru forklarede, at skrædderen havde forladt hende 5. nov. 1817, og sammen med Helene Wagner havde han været i Baaring og Staaby ved Faaborg. Hustruen sad tilbage i Odense med 6 børn, hvoraf den ældste søn gik på Hirschfeldts fabrik — som H.C. Andersen prøvede det, og han havde betalt hendes husleje. Hendes mand var ellers født i Odense, havde været i skrædderlære i 6 år og rejste så på sin profession i Holsten. Hun blev gift med ham i Assens, hvor de boede i 14 år, men så lod han sig leje som soldat og stod først ved et infanteri-regiment, siden ved kongens regiment, og nu havde de boet i Odense 3½ år. løvrigt havde hun to børn udenfor ægteskabet, og om Helene Wagner oplystes til yderligere forklaring, at hun var datter af den bekendte mordbrænder Johan Langhoff, der for 27 år siden blev hængt.^[11]

I sammenligning med disse vildfarne folk var H.C. Andersens far sluppet nådigt. Han kom i skomagerlære, da han var 12 år, og i 1798 var han udlært, blev gift og blev ca. 1806 piber ved Odense borgervæbning 3. comp. I oktober 1812 lod han sig hverve til kongens regiment. Lad så være, at Napoleon har spillet en rolle i den fantasifulde skomager Hans Andersens bevidsthed; det er dog nok rimeligt, at den økonomiske gevinst, der var forbundet med hvervningen, har været af betydning; der nævnes eksempler på, at 1300 rdl. har været betalt for at slippe for krigstjenesten.^[12] H.C. Andersens far nåede ikke længere end til Holsten, og han kom hjem som en syg mand, men uanset dette var de farer og fristelser, der var forbunden med soldaterlivet, så mange, at digterens moder af gode grunde „ikke yndede de militaire”.

Det kan da ikke være andet, end at man føler, at digterens forældre, bedømt ud fra det milieu, som de tilhørte, har været agt-værdige folk, og at det lille hjem i Munkemøllestræde godt kunde bære navnet „digterreden”, der efter evne værnede om den sære dreng, som her voksede op.

„Saagodt som aldrig kom jeg sammen med de andre Drenge; selv i Skolen tog jeg ikke Deel i deres Lege, men blev siddende inde”. Hvor H.C. Andersen taler om sine jævnaldrende, er det i bitre ord. „Jeg havde en Angest for de fattige Drenge, som havde spottet mig”.^[13]

Der var ellers børn nok i barndomshjemmet, og huset var myldrende fuldt af folk. I juli 1809 måtte seks familier finde sig til rette der, bl.a. Frantz Christian Köcker, der var handskemagersvend og havde mange børn, den tidligere kanalgraver og nu hattemagersvend Philip Schenck og kone, og så var der Anne Elisabeth, en uægte datter af Johanne Marie Rasmusdatter og eskadronfeltskær Johannes Emanuel Basse. Hun var to år ældre end H.C. Andersen og boede sammen med sin mormor Maren Krag i barndomshjemmet i hvert fald til 1810. Da H.C. Andersen i 1867 besøgte Anne Elisabeth, der nu var enke efter arbejdsmand Jacob Henrichsen, boede hun i Frederik VII’s stiftelse i Odense, og i sin dagbog fra dette år kalder han hende „den lille Ane, der var i Kost hos mine Forældre, og som jeg ikke vilde ligge i Slagbænk med”, og i stiftelsens protokol kaldtes hun „Etatsraad H.C. Andersens Plejesøster”. Man har hende i tankerne som den lille Gerda i „Snedronningen”.

Da H.C. Andersen kom i hr. Carstens’s drengeskole, som lå lidt længere nede i strædet mod Munke Mølle, var det en ganske anden verden, eftersom det var en skole for jødebørn. Mellem drengene var der dog een pige. „Vi To sluttede os strax til hinanden, hun talte om det Nyttige og Gavnlige”.^[14] Den lille jødepige formoder man er identisk med „Naomi” i „Kun en Spillemand”, selv om hun næppe havde noget fælles med hendes skæbne; derimod har eventyret „Jødepigen” nok direkte tilknytning til hende. Hun hed Sara Heimann^[15] og var datter af handelsmanden Samuel Heimann. Heller ikke hun kan have haft nogen lys barndom. Faderen advarede i 1814 imod, at man betroede hans kone noget eller mod at sælge hende noget, da han ikke vilde betale, hvad gæld hun gjorde.^[16]

Det var ikke let at hæve sig op over sit milieu. Det var ikke let for de børn, der voksede op, at følge den rette vej, thi for fattige forældre var det fristende at lade børnene tigge.

Et almisselem Hedevig Leonore, der opholdt sig på et af de steder, som fattigvæsenet havde i brug, havde en datter Dorthea Carls. Hun vidste ikke, hvor hun var, men hun traf hende „for 1½ år siden” på landet. Sønnen Peder Madsen, der var over 20 år gammel, havde stået i lære hos skomager Peder Waltersdorf, men før han blev udlært, lod han sig hverve til at gå soldat under kongens regiment. Den anden søn Carl Christian var endnu ikke konfirmeret, „og gaaer omkring paa Landet med Moderen”.^[17] Drengen Jens Jensen, der 18 år gammel blev anholdt for betleri i Ore ved Svendborg, havde af sin fader fået pålæg om at betle.

Man erindrer, at H.C. Andersens moder havde fortalt, hvordan hun som barn var sendt ud at tigge, og da hun ikke kunde det, havde hun en hel dag siddet og grædt under Aasum bro.^[18] En parallel til dette finder man i beretningen om den elleveårige Ellen Friderike, datter af maler Bruun i Aasum og Kirstine Langhoff, der var jordemoder for Aasum og Seden. Datteren var optaget for at strejfe om og forøve tyveri. Hun sagde, at hendes fader og moder var vidende om, at hun var gået fra Aasum til Odense for at bede folk om hjælp, og at hendes fader havde sagt, at hun skulde gøre det, hvorefter hun tilstod en lang række rapserier.^[19] „Den lille Pige med Svovlstikkerne” havde mange søstre.

Ikke underligt, at man en skønne dag træffer et helt tyvekomplot af drenge i Odense. Hempels Avis berettede 17. dec. 1816: „Her er i disse Dage opdaget et betydeligt Tyvekomplot af Drenge, som siges at have været talrigt og have været organiseret temmelig planmæssigt”. Bladet fortæller med alle tegn på afsky, at de havde deres visse signaler og søgte under allehånde påskud adgang til husene, hvor lejlighed gaves. Fra en enke havde de stjålet 150 rbd., og de blev røbede ved, at de i en krambod købte svedsker og forlangte en seddel på 50 rbd. vekslet. Man mente, at der var ældre med i spillet.

Det blev en stor og alvorlig sag, og den greb også ind i H.C. Andersens bekendtskabskreds. I henhold til den „ved Trommeslag gjorte Bekjendtgjørelse” mødte for retten Peder Junker, som bekendte, at han for kort siden havde afkøbt Hans Drues søn Hans Frederik et sort silkehalstørklæde, som han endnu havde hjemme. Han meldte sig for Hans Frederiks moder, der sagde, at hendes lille datter havde fundet det i Hans Jensensstræde. Peder Junker havde afkøbt Hans Drues kone to skjorter til velvoksne drenge, et par uldstrømper til et voksent menneske og to små kraver. Hans Drues kone sagde, at det var hendes eget tøj, men tyverierne var begået af Peder Bernd og Hans Frederik Drue. De betlede og stjal fra køkkenerne. Peder Bernd tilstod tyveri fra et vindue i fru Bergs gård i Vestergade, og pengene havde han givet Peder Wichs søn Peder.

Ved de fortsatte forhør blev Peder Bernd, Hans Frederik Drue, Peder Johansen og Kristian Kerkdorff anholdt. Hans Drues kone kom også i arresten, og hun forklarede, at hun var 43 år, født i Snave, Dreslette sogn, som datter af smeden Hans Jensen. Hun blev konfirmeret i St. Knuds kirke og gift med Hans Andersen Drue, med hvem hun havde seks børn. Hele dette komplot fik sin fortjente straf.^[20]

Sagen har en ganske særlig interesse, eftersom Peder Junker er identisk med plakatbæreren fra Odense teater, som H.C. Andersen gjorde sig gode venner med, så han kunde få teaterplakaterne, der kunde inspirere ham til hans første forsøg i den dramatiske digtekunst. Det var, som påvist af H. G. Olrik, Peder Junkers kone, der 10. juli 1811 blev dømt til at gå på Flakhaven med fedlen for sladder og løgn. Denne begivenhed har H.C. Andersen set, og skønt kun 6 år har han husket den. Både i „Levnedsbogen” og i „O. T.” skildres episoden. Sidstnævnte sted hedder det: „„Gud hjælpe mig, nu gaaer det an!” afbrød den anden Kone, idet en Afdeling af Soldater marscherede ud af Vagten og, i Afstand fra hinanden, indesluttede en fri Plads. Nu aabnedes Døren til Raad-huset og to Politibetjente, samt et Par Vægtere, ledsagede den dømte, der var iført Fiddelen. Denne er et Træaag, lagt over Delin-qventens Skulder; et Stykke af Træet gaaer frem foran, heri ere Hænderne knæblede; ovenover staae to Jernbøjler, den forreste med en lille Klokke, den anden derimod med en lang Rævehale, som hænger den dømte ned ad Ryggen”.^[21]

Baggrunden for konens tur med fedlen var et slagsmål mellem Peder Junker og konen, der endte med, at han, der var korporal, blev dømt til fængsel på vand og brød i fem dage, og da han fra krigsretten blev ført tilbage til arresten, prøvede han at skære sin strube over. Han blev dog kureret, men som straf blev han 14. dec. 1811 idømt fæstningsstraf på livstid i Nyborg, hvad der ændredes til arbejde i jern på kongens nåde. Allerede året efter dukkede han dog atter op i Odense, og han gjorde sig bemærket både på den ene og den anden måde, som vi siden skal erfare.

Men går vi videre i rækken af tyvekomplottets medvirkende, møder vi Hans Drue eller Drud. Han er den „Harlequin med Bjælder og Brix” der løb foran optoget ved lavenes skilteflytning, han „der ved sin lystige Snak og sit Ansigt, der var malet sort, paa Næsen nær, som havde sin naturlige, stærke, røde Farve, gjorde stor Lykke”. Det var ham, som H.C. Andersens moder vilde have, at de skulde være i familie med.^[22] I 1806 boede Hans Drud i Christian Huus’s boder, hvortil barndomshjemmet også hørte. Senere flyttede han til et hus ved Gråbrødre mur, hvor han døde 1818 i en alder af 60 år.^[23]

Og endelig Peder Wich; han var skræddermester og boede i H.C. Andersens barndomstid i kælderen under skræddernes lavshus i nuværende Skomagerstræde. Sønnen Peder Jørgen Wich og Hans Christian kendte hinanden, og Wich-navnet har digteren benyttet til en af sine hovedpersoner i „Kun en Spillemand”. I 1867 genså H.C. Andersen Peder Wich junior, thi da underskrev han som velmeriteret skræddermester i Odense og medlem af byens kommunalbestyrelse skrivelsen til H.C. Andersen, at han var valgt til æresborger, og hans navn står under det æresborgerbrev, som han fik overrakt. Den 8. dec. 1867 aflagde digteren takkevisit hos barndomskammeraten, der var een af de få, der ikke blev stikkende i sumpen.^[24]

Forsorgen for de fattige var et stort og alvorligt samfundsproblem. Man havde forskellige midler til at hjælpe. Fattigvæsenet sorterede under en kommission, der var sammensat af repræsentanter for borgerskabet, og byen var opdelt i distrikter, hver med sin fattigforstander. Midlerne til understøttelser blev dels tilvejebragt ved indsamlinger i kirkerne (tavlepenge), dels ved en direkte beskatning. Almisseuddelingen skete dels i form af brød, dels i penge og tørv.

Antallet af personer eller familier, der skulde understøttes, blev for 1814 anslået til 252, som ugentlig skulde have 94 sekspunds og 81 firepunds brød og 2457 stk. tørv, samt i penge 76 rbdl. 5 mk.^[25]

For at holde lidt styr på de fattige og sørge for passende beskæftigelse havde man i 1804 købt gården Overgade 19, hvor der indrettedes spinde- og vævestuer samt kartefabrik. I ejendommen var der et oplagsværelse til hør, blår og uld, et værelse til spinderokke, hasper og karter, en arbejdsstue for 50 voksne fruentimmere, en vævestue med to væve, et værelse for mandfolk til håndsyssel med træ eller metal, en arbejdsstue for oplæring af børn og en læsestue for 30 børn. Børnene var, for så vidt de hørte under fattigvæsenet, alle pligtige at søge arbejdsanstalten og den dermed forbundne skole.^[26]

Det var ikke småpenge, der blev anvendt til dette formål, set med tidens øjne. I 1813 havde man en indtægt på 10.309 rbdl., hvoraf indvånerne i bidrag ydede 4.364 rbdl. Resten af beløbet blev indvundet dels gennem det af fattigvæsenet opretholdte spinderi, dels ved kartefabriken og væveriet. Den ordinære almisseuddeling var på 3.360 rbdl., i ekstraordinær hjælp ydedes 195 rbdl., til fattige og syges helbredelse 562 rbdl., til klæder 138 rbdl. og til ildebrændsel 299 rbdl. Resten af udgifterne gik til fabriksvirksomhederne.

Ideelt set var formålet at yde samfundets stedbørn hjælp, men i realiteten var det nok så meget et middel til at befri det agtværdige borgerskab for betleri. Ærgrelsen over, at dette ikke lykkedes, lyser ud af Hempels Avis, når beretningen cm fattigvæsenets tilstand kommenteredes med ordene om, at den var en vejledning „til deels at skjønne med hvad Ret de paatrængende Tiggere, hvoraf man desværre! de trykkende Bidrag uagtet, endnu daglig hjemsøgtes i Husene, hyle og opfordre til Medlidenhed, som deels til, efter Fattigvæsen-kommissionens eget, i Forerindringen yttrede Ønske, at meddele samme gavnlige Vink til Hensigtens Opnaaelse”.^[27]

Det ses ikke, at H.C. Andersens forældre har fået fattigunderstøttelse, men da faderen havde ladet sig hverve til soldat og pengekrisen kom i 1813, hvor faderens hverveløn nok er svundet ind til intet, blev der smalhans i Munkemøllestræde.

I fattigkommissionens møde 24. nov. 1813 foredrog biskop Plum, at adskillige rygter var kommen ham for øre om, at der skulde være stor nød i byen. Derfor skulde det undersøges, om der måtte være enkelte personer eller familier, såvel blandt den egentlige almisseklasse som andre, der kunde være husarme og undså sig ved at være deres fattigdom bekendt. Listen blev fremlagt 10. dec. 1813, og blandt dem, der skulde have hjælp, var så agtede medborgere som beboerne i Eilskovs boliger, både madam Eilskov, jomfru Briand og præsteenkerne madam Jensenius og madam Bunkeflod skulde erindres — og ovre på den anden side af strædet skulde Anne Marie Andersdatter have ekstra landbrød. Ialt 55 personer fik en sådan ekstrahjælp.

Vi husker også den gribende skildring i „Mit Livs Eventyr”: „Enkelte Dage i Høsten tog min Moder ud paa Marken og samlede Ax, jeg var da med og gik der som den bibelske Ruth gik paa Boas’s rige Ager. En Dag kom vi paa et Sted, hvor der var en bekjendt ond Forvalter; vi saae ham komme med en frygtelig stor Hundepisk; min Moder og alle de andre løb”, men Hans Christian kunde ikke vinde med, forvalteren indhentede ham og hævede pisken, men drengen så ham ind i ansigtet og sagde „hvor tør Du slaae mig, da Gud kan see det!”, og manden blev mild, klappede ham på kinden og gav ham penge.

Man sammenholde denne oplevelse med en udtalelse i Hempels Avis fra 6. sept. 1814, hvor det hedder, at høsten har været lykkelig, og det meste korn er indkørt, men „ønskeligt var det, om der maatte sættes Skranker for de tiltagende Misbrug ved Axsamling. Ikke at tale om, hvor let vedkommende i Marken, selv kunne fristes til at gaa en Gjenvej og plukke de fulde Neeg; men harmeligt er det at see ved Indkjørslen Vognene forfulgte af fattige Børn, for at ruske de udhængende Ax, hvilket de gjøre med en Behændighed, som giver Udsigt til at vore Straffeanstalter ikke heller i Fremtiden ville mangle værdige Kandidater”.

Kandidater til tugthuset var der nok af. Det hører til en af H.C. Andersens første erindringer, at han med sine forældre var til en familiefest hos tugthusportneren. Den store, jernbeslåede port blev åbnet og lukket igen med et raslende nøgleknippe, de gik op ad en stejl trappe, der blev spist og drukket, to af fangerne vartede op ved bordet, men drengen kunde ikke spise. Han blev lagt på en seng og hørte skotrokken snurre tæt ved og lystige viser sunget, indtil han om aftenen blev båret hjem.

Odense Tugthus, „O. T.”, som romanen kom til at hedde, var en verden for sig. Det lå i umiddelbar nærhed af barndomshjemmet og kunde nok sætte drengenes fantasi i bevægelse. Antallet af fanger var naturligvis varierende, men i 1811 var der 20 mænd og 26 kvinder, som blev sysselsat på forskellig måde. Der var 20, der spandt, 2 der haspede, 9 kradsere, 2 skrupper og 6 plukkere. Om lokaliteterne kan man få et begreb igennem de bevarede inventarfortegnelser, der for 1811 oplyser, at man havde en kirkesal med tre alterbænke, en prædikestol, femten salmebøger og to sorte tavler. Fangerne sad på syv lange fyrrebænke. Der var et garnkammer med forskellige vægte, i mændenes sovesal var der tolv sengesteder og på deres sygestue fire senge. Fruentimmerne havde ti senge på sovesalen og fire senge på deres sygestue. I portnerens sengekammer fandtes en seng, yderligere nævnes trankammeret, og i spindestuen var der 3 bliklamper, to jernkakkelovne, en prædikestol, 25 skotrokke, to hesper, en gammel trævugge, to lange og 11 små bænke, en malmklokke. Derefter nævnes porten og portnerens værelser med bilægger og åben skorsten. Ved siden af dem har ligget spindemesterens og spisemesterens værelser, samt inspektørens lejlighed med ryslæderstole, slagbord og skab til dokumenter. Man har endvidere haft et farveri i den såkaldte „spanske sal”. Navnet havde den nok fået af, at tugthuset i 1808 måtte afgive lokale til spaniolerne.

De varer, som produceredes, blev dels solgt til publikum, dels på auktion. Det har åbenbart været anset for passende, at man støttede dette almennyttige foretagende ved at aftage produkterne, eftersom både stiftamtmanden, grev Moltke, oberstløjtnant Engelsted, byskriver Lange og birkedommerne Friis og Møller afkøbte spundet garn. En del gik til klædefabrikant Kiær.

Foruden kantor Heimeran og kirurg Stützer, der skulde tage sig af fangernes åndelige og timelige vel, bestod personalet af underinspektøren L. N. Faber, spindemester Raun, og nederst på rangstigen portneren.

På grund af den ringe løn var det svært at få nogen portner, der kunde bjerge livet ved den bestilling. I 1811 var den for december 2 rbdl. 1 mk. plus vågepenge 4 mk. Efter en del kvaler blev i november 1809 antaget den tidligere kanalgraver, hattemagersvend og vægter Chr. Philip Schenk, som var gift med Anne Hansdatter. Det var denne familie, der i årene 1806—09 boede i barndomshjemmet samtidig med H.C. Andersens forældre. Portneren døde 14. jan. 1812, og tidspunktet for familiefesten i tugthuset, som H.C. Andersen og hans forældre deltog i, kan altså nogenlunde tidsfæstes.^[29] En søn af portneren var Gotfred Schenk. Også han skal have været blandt dem, der mødte op i bispegården i 1867 for at hilse på æresborgeren. „Ja, Gotfred, Du har pryglet mig mange Gange; men det er pænt, at du nu kommer og ser til mig”, sagde etatsråden, og gav Gotfred en specie; han havde ikke drevet det videre end til at være fisker ved Odense å.^[30] Det er måske ham, som H.C. Andersen tænker på, når han i dagbogen skrev „Det har stormet inat, Sneen fyger, en stor Deel Tiggere, den sidste en fuld Mand”.^[31]

Det har nok været samtalestof i strædet, når fanger undveg, og det har ikke været sjældent, at portnerens agtpågivenhed ikke slog til. En særlig ubehagelig fange var Jonas Pedersen, barnefødt i Jylland. Han undveg over isen på åen 15. jan. 1811 og beskrives som høj og velskabt med et glat og lyst ansigt, blå øjne og lyst hår. Han var klædt i hvid vadmels trøje og bukser, brun vest, blåt halstørklæde, rund hat, hvide uldstrømper på benene og et par tøfler på fødderne. Han betegnes som en for det almindelige farlig person og var ved højesteretsdom straffet med 15 års tugthus. Da man fik fat i ham 1816, truede han med at ville tage livet af sig, da han hellere vilde i slaveriet end i tugthuset af frygt for inspektørens vrede. ^[32]

En anden arrestant, der undveg 1816, var klædt i kasket, brun vadmelstrøje, hvide lærredsbukser og et par sko,^[33] og iøvrigt vil man ved at gennemgå fangernes navneliste træffe på adskillige af de personer, som før eller senere har haft fattigvæsenets interesse.

En katastrofe var ved at indtræffe en novembersøndag i 1817. Ved sekstiden om aftenen lød brandråb i gaderne. Der var udbrudt ild på et høloft over stalden i tugthuset for enden af den høje hovedbygning, og ulykken havde været uberegnelig, hvis denne bygning var bleven antændt, idet den sydvestlige vind bar op mod St. Knuds kirke. Gavltømmeret i hovedbygningen blev antændt, de 27 fanger transporteredes til rådhuset, men ilden blev standset. „I de omliggende Gader var, som hensigtsmæssigt, af Huusbe-boerne sat Lys i Vinduerne”.^[34]

Mellem den offentlige forsorg og det private initiativ var der et vist samarbejde. I 1811 fik Odense en ny klædefabrik, „da den virksomme og kyndige” klædefabrikør Koch i Middelfart købte stiftsprovstens gård i Odense til sin søn og medinteresserede. Gården lå i Klaregade, skråt overfor tugthuset, omtrent på hjørnet af nuværende Mageløs og Klaregade. „Med Inventar og Fanger” blev „Manufacturhuset”, som tugthuset i denne forbindelse betegnes, overladt ham til klædefabrikens etablering, „der faaer den længe ønskede Indretning, at naar Maskineriet er færdigt, faae de fangne samme Betaling som frivillige Arbeidere faae i Middelfart og Fredericia”. Disse penge skulde oplægges dem til en samlet sum, når deres straffetid var udløben, så de ikke — som hidtil — nødedes til at stjæle igen, når de kom på fri fod.^[35]

Koch optog som kompagnon den ca. 25 år gamle J. G. C. Hirschfeldt, og virksomheden kom i daglig tale til at bære hans navn. Det var altså tanken, at man skulde beskæftige tugthusfangerne, men det må ikke have givet tilstrækkelig arbejdskraft, thi i februar 1813 meddelte de to fabrikører fattigkommissionen, at man kunde beskæftige 18—20 børn i alderen fra 9 til 12 år med at lægge uld på maskinerne. Efter regulativ fra Fredericia vilde hvert barn for en uge få 2 dlr. courant, og når de gik i skole den halve dag 1 dlr.^[36] Fattigkommissionen afslog denne henvendelse med henvisning til, at man skulde beskæftige børnene på fattiggårdens kartefabrik, hvortil kom, at man anså det for aldeles upassende, at disse børn fik omgang med tugthuslemmerne „der for Moraliteten ville maaske have flere onde Følger, som og give Anledning til Uordener “.

Betænkelighederne var ikke ugrundede. Rent bortset fra fangerne, hvis moralske vandel på forhånd var plettet, har de øvrige, der var beskæftigede i fabriken, næppe været samfundets støtter. I 1816 blev den 19—20-årige dugmagersvend Ludvig Nathan Meyer arresteret, fordi han havde stjålet 120 rbdl., som lå i en pultskuffe. Han krøb over muren ind i biskoppens have og derfra ind på kontoret, hvor han tog pengene gennem et åbentstående vindue, og skomagersvend Peder Henrichsen havde set, at Meyer var sprunget op på en slagtervogn, derfra over muren og gennem et vindue i Kochs kontor var han kommet til skrivepulten, der stod åben, og havde taget pengene.^[37] I juni 1818 klagede Hirschfeldt over, at hans fabrikdreng Christian Tessen havde gjort sig skyldig i tyveri. Han var 11—12 år og havde i fire år arbejdet på Hirschfeldts klædefabrik, dog kun den halve dag, da han den anden halve dag havde gået i skole. Om natten havde han ligget hjemme hos moderen, der var enke og boede hos knapmager Jensen i Bangs Boder. Drengen gik i skole om morgenen og arbejdede om eftermiddagen. I betaling fik han, ligesom han arbejdede til, og eftersom dagene havde været korte eller lange, havde han kunnet tjene fra 2 til 6 mk. om ugen, som han bragte hjem til sin moder.

Om selve tyveriet forklarede han, at en af svendene nogle dage før michaelis havde sendt ham til hr. Hirschfeldt for at få nogle penge til låns. Han kom over gården, ind gennem en gang og derfra ind i dagligstuen, hvor Hirschfeldt var; da så han, at der i vinduet lå et stykke metal, som han mente var tin. Det tog han og gav sin moder, og da hun mente, det var sølv, og hun trængte til brød, solgte hun det til guldsmed Theilgaard for 3 rbmk. Drengen havde også begået andre tyverier, bl.a. af et par støvler, men fabrikmester Heinrich Beiwerder forklarede iøvrigt, at drengen havde været temmelig flittig.^[38]

Til denne virksomhed var det gamle farmor en dag førte Hans Christian hen „og var inderlig bedrøvet”. Moderen sagde, at det ikke var for fortjenestens skyld, „men det er, for saa veed jeg, hvor han er”. Han siger ikke noget om fangerne, men taler om de tyske svende, som han sang for og fremsagde scener af Holberg og Shakespeare, indtil deres rå spas efter nogle dages forløb forjog ham fra fabriken. Har Hirschfeldt holdt fast ved, at børnene skulde være mellem 9 og 12 år, og hvis Andersens oplysninger om, at fabriksbesøget fandt sted efter faderens død, men før moderen giftede sig igen, må det have været efter 26. april 1816 og vel nærmere 1816 end 1817. — Efter dette forsøg kom han til brandinspektør Ørnstrups tobaksfabrik, og at også han har benyttet børn som arbejdskraft ses af en henvendelse fra ham til fattigkommissionen, ganske vist fra 1806, hvor han anmodede om at få børn stillet til rådighed. Her var man mere imødekommende, idet to kommissionsmedlemmer fik overdraget at udtage dem, der måtte findes passende dertil.^[39]

Rammen om H.C. Andersens skolegang kan også uddybes, selv om man i nogen grad må nøjes med konturer. Han kom først i skole hos en gammel „læremor”, der holdt pogeskole og lærte ham at kende bogstaverne, derefter i Fedder Carstens’s jødeskole, og så i fattigskolen.

Før almueskoleloven af 1814 havde undervisningen en noget tilfældig karakter. Man havde for de mindrebemidlede de cateketiske skoler; den videregående undervisning var knyttet til latinskolen, som lå på Klingenberg omgivet af grønne træer og et hvidt stakit. H.C. Andersen stod tit og kiggede ind gennem tremmerne på de legende børn, og faderen havde fortalt ham, hvorledes det havde været hans store ønske at gå den studerende vej.

Foruden disse ordinære, offentlige skoler fandtes der forskellige private undervisningsanstalter. Præsteenker og gamle koner holdt skole for de mindste, hvor de lærte de mest elementære fag. For pigerne havde provst Praëm i årene 1806—14 drevet et institut med det reventlowske navn „Døttre-Held”, hvor de meddeltes kundskaber i læsning, religion, tysk, fransk, naturhistorie, geografi, tegning, skrivning, regning, syning, brodering etc. Der holdtes en årlig eksamen, hvortil elevernes foresatte, samt „enhver anden Undervisningens Velynder” var indbudt, men institutet ophørte 1. nov. 1814, dels på grund af uheldige tidsomstændigheder, embedsforretningerne „og de siden hiin Tid oprettede Borgerskoler gjorde dette Institut mere undværligt”.^[40]

Hvem den gamle læremor, som H.C. Andersen først besøgte, har været, kan ikke med sikkerhed siges. Traditionen nævner handskemageren Christian Rosschous hustru,^[41] men besøget der har nok været kortvarigt, thi Fedder Carstens’s skole virkede kun fra 1810 til udgangen af 1811, og derefter må han formentlig være kommet i fattigskolen.

I forbindelse med fattigkommissionens køb af Overgade 19 i 1804 og bygningens indretning til fattigvæsenets brug blev der også udarbejdet en skoleplan for de børn, der var under fattigvæsenet. I sommermånederne skulde der undervises kl. 8 – 93/4, fra 93/4 til 10 skulde børnene være på „forfriskningspladsen” under opsyn, kl. 10 – 12 i arbejdsstuen, kl. 2 – 33/4 i skolen for at regne og skrive, kl. 33/4 – 4 leg og kl. 4 – 6 i arbejdsstuen. I skolen blev børnene undervist i læsning, skrivning, regning, religion, forstandsøvelse, samt til afveksling lidt naturhistorie, fædrelandshistorie og technologi. Drengene skulde muligt lære at svømme under opsyn af en gammel, duelig matros.^[42]

Oprindelig var der kun een lærer, P. Møller, men i 1811 blev skolen udvidet, så „ogsaa alle de Indvaanere som med Vished vides ikke at kunne bestride Skoleomkostningerne kunde der faae fri Undervisning for deres Børn”,^[43] og samme dag antog man kandidat Lange som anden skolelærer. Man vilde endvidere optage en liste over alle børn fra 6 år til konfirmationsalderen. Disse lister, der desværre ikke synes bevarede, var indkommen 23. marts 1812 og omfattede 895 børn, hvoraf 384 var ude af stand til at betale undervisningen. Af de 384 regnedes de 120 til fattigvæsenets bestående skoler, 60 gik på Lahns stiftelse i Nedergade og 90 på de cateketiske skoler. Resten – 114 – skulde altså nu ind på fattigskolen, og det er vel næppe for dristigt at gætte, at det har været baggrunden for, at H.C. Andersen er kommen ind på skolen i Overgade.

Tømrermester Langhoff udarbejdede et forslag til skolens indretning. Skolestuerne skulde indrettes på 1. sal ud til Overgade, således at der i vestre ende blev en skolestue 12 alen lang, 11 alen bred og med 6 fag vinduer, den anden skolestue 10 alen lang, 9 alen bred, og bag skolestuerne en gang ud til gården.^[44]

I forbindelse med denne udvidelse af skolen, og i hvert fald fra michaelis 1813, var lærer Velhaven blevet antaget som tredie lærer. H.C. Andersen giver ham en overordentlig venlig omtale og foruden lærergerningen havde han af og til lejlighed til at prædike i St. Knuds kirke. Han har også haft digterisk talent, skrev vers til højtidelige lejligheder; da stiftamtmanden, grev Moltke i august 1814 fratrådte sit embede på Fyn, beærede han fattigskolen med sin nærværelse. Ved indtrædelsen i den ældste drengeskole modtog drenge og piger deres velgører med en sang, som Velhaven havde forfattet. Også biskop Plum, provst Tetens og provst Praëm var tilstede sammen med fattigkommissionens øvrige medlemmer; alle tilkendegav deres tilfredshed med børnenes „skjønt simple, dog reenlige Paaklædning og anstændige Opførsel.”^[45]

De gamle, syge og fattige mennesker, som ikke på anden måde kunde klare dagen og vejen, fik et tilholdssted i Graabrødre hospital. Også det var en verden for sig, også det gav H.C. Andersen minder for livet.

Det store bygningskompleks i byens nordlige del bestod af det gamle Graabrødre klosters huse med kirken som den sydlige fløj. Drengen har set Graabrødre kirke i forfald, således som hans senere, gamle ven stiftskonduktør J. H. T. Hanck har aftegnet den med de vejrbidte ruiner mod den måneklare himmel med de forrevne skyer. Han har set nedrivningen af kirken blive påbegyndt, I juni 1817 var man så vidt, at „Vestergades Beboere kvæles iøvrigt i denne Tid af et ulideligt Støv fra Fyldningen, som spildes paa Gaden af de Vogne, som udføre samme, og ved det mindste Vindpust stiger i Veiret som en Askeregn, hvorover ikke et Vindue kan aabnes i disse varme Terminsdage.”^[46]

Men bag kirken levede hospitalet sit eget liv. Her havde man en fløj for mændene og en fløj for kvinderne, men i tidens løb var der kommen forskellige nye afdelinger til. Man besluttede i 1798 at flytte de såkaldte „Doctors Boder”, en stiftelse på hjørnet af Munke Møllestræde og Horsetorvet for 16 gamle kvinder fra Odense by, til hospitalet, hvor den udgjorde en særlig afdeling, den som H.C. Andersens moder som enke selv blev indlagt på.

Siden 1709 havde man til stiftelsen yderligere knyttet „dåren”, der i tidens løb var genstand for udvidelser.

En uhyggelig og broget verden var dette samfund, der stod under forstander Holmers administration. Foruden præst og læge havde man til lemmernes betjening en portner, og det var i disse år Nicolai Gomard, en franskmand, der var bleven ansat 1793, en stridbar mand, der hverken kunde forliges med gangkonerne eller lemmerne. Således påstod han i 1796, at gangkonerne med forstanderens tilladelse havde afhugget det ukrudt, som Gomard mente, at han havde ret til, men forstanderen forklarede, at de tre opvartersker havde forlangt at betjene sig af det opvoksende ukrudt i Lammehaven, for deraf at udbrænde aske til hjælp ved den idelige og daglige vask af de vanvittiges linned, hvad der kun kunde være til gavn for hospitalet. En lang række andre klagepunkter viser ham som en meget umedgørlig mand.^[47]

Det øvrige personale ved hospitalet bestod i H.C. Andersens tid af tre spisekoner, der sørgede for lemmernes forplejning, to opvartersker, og ved dåren en særlig oppasser. Vasken blev besørget af særlige vaskekoner; de tre, der i 1817 var beskæftigede med dette arbejde, fik 1 rbdl. pr. dag og 4½ mk. pr. nat.^[48]

For årene fra 1805 til 1819 er Graabrødre hospitals regnskaber overordentligt velbevarede; for hver indtægts- og udgiftspost er bilag bevarede, og i ingen af disse forekommer H.C. Andersens farmor Cathrine Nommensdatter, skønt hun dog „havde en Have at passe”, som H.C. Andersen siger, og skønt det var hende, der bragte ham i forbindelse med stiftelsen. Derimod bemærker man, at Gomard i 1805 fik tilstået 20 rdl. for at anlægge den såkaldte Lammehave, der lå mellem hospitalets nordfløj, eller rettere nordøst for hospitalsbygningerne, og regnskabet for 1818 taler om „Portner Gomards Have beliggende ved Bygningerne for de mindre afsindige”, hvor et gødningssted blev anlagt.

Når man erindrer Gomards krav på retten til ukrudtet, der voksede i haven, H.C. Andersens beretning om, at ukrudtet blev brændt og kendskabet til, at asken heraf blev benyttet til vask af de afsindiges tøj, ligger det nær at slutte, at Cathrine Nommensdatter har tjent en skilling ved at passe Gomards have. Som Olrik har påvist, var Gomard ikke i mindste måde fransk emigrant, sådan som H.C. Andersen troede. Gomard var en simpel soldat, som så mange andre af de skæbner vi har mødt, og var strandet i Danmark. Som arbejdsgiver for H.C. Andersens farmoder var det ikke unaturligt, at han blev tilkaldt som fadder ved sønnesønnens dåb i 1805, thi i hendes og familiens øjne var han en standsperson, og dermed kan man spare sig yderligere hypoteser om hans forhold til familien i Munkemøllestræde.

Fra hospitalet bevarede H.C. Andersen erindringen om to ting: den nøgne kvinde i dåren, der sang med en vidunderlig stemme, og som nær havde skræmt drengen fra vid og sans, da hun pludselig foer op og hamrede mod døren med det resultat, at klappen i døren, hvorigennem hun fik sin mad, faldt ned, så hun kunde række armen ud efter ham — og de gamle koners sagn, der var vederlag for hans egen veltalende forklaring på menneskenes indre organer.

I det førstnævnte erindringsbillede har man atter et bevis for H.C. Andersens præcise beretning om, hvad han har set. Han fortæller, at en lang gang førte mellem cellerne; i denne lå han på hug og kigede gennem dørsprækken. Dåren bestod i tiden mellem 1796 og 1817 af en vinkelformet bygning. I den ene og længste fløj var der 5 celler med en gang foran, i sidefløjen 4 større værelser. I 1804 var der 56 afsindige, men kun 14 holdtes indesluttede. I 1817 opførtes en ny bygning med 16 celler langs en korridor. I denne skulde de mere gale anbringes.^[49]

Hver af de gale havde en madras med hovedpude og tæppe. Sengestederne for de mest ustyrlige skulde indrettes med jernskruer og en oval bund med åbning i midten, så urenligheden kunde løbe ud i et kar, der var anbragt under hver seng. I bunden blev lagt rughalm. Man havde sejldugsskjorter, som de syge skulde have udenpå klæderne for at hindre dem i at bide eller slå, og yderligere brugte man en stor jernlænke og et par „haandskjæller” til at binde dem med. I dørene til cellerne var der ganske rigtigt klapper, som holdtes lukkede med hængelåse, og iøvrigt kunde disse rum ikke opvarmes. En bevaret plan fra 1796 viser præcis den lange gang foran de fem celler, hvor Hans Christian har opholdt sig, da katastrofen indtraf.

Adskillige af de sindssyge var alderdomssvækkede stakler, men det har nok gjort indtryk, at justitsråd Andresens datter, der døde 1817 kun 37 år gammel, var indespærret i disse uhyggelige omgivelser. De sindssvage, som ingen fortræd gjorde, havde frihed til at gå omkring i hospitalets gård, og H.C. Andersen fortæller da også, at han tidt fulgte dem et stykke ud i Grønnegaarden.

Den ovn, som man anvendte til at brænde det grønne fra haven i to gange om året, og H.C. Andersen siger, at det var hans farmor, der gjorde det, stod i hospitalets nordlige fløj, hvor der var bryggers og spindestue. Her var det da, at han mødtes med de gamle koner og hørte deres beretninger.

Selv om man har fuldstændige lister over, hvem der opholdt sig i hospitalet i H.C. Andersens barndomstid, vil man i almindelighed gætte forgæves på, hvem der har påvirket ham. Kun i et enkelt tilfælde kan man indkredse en skikkelse. Det drejer sig om „gamle Johanne”. Et af de sidste eventyr, H.C. Andersen skrev, var „Hvad gamle Johanne fortalte” fra 1872. Han oplyser, at motivet er en barndomserindring knyttet til „en gammel Kone, der tidt fortalte mig Eventyr og Spøgelseshistorier”. I et brev fra H.C. Andersens moder til sønnen 13. okt. 1827 skrev hun: „Da jeg veed at Du fordum interesserte Dig meget for gamle Johanne som var hos Bunkeflods maae jeg lade dig vide, at hun ved Døden er afgaaet.” ^[50]

Der var flere i hospitalet, der hed Johanne, men 27. sept. 1827 døde Johanne Marie Jantzen. Hun var blevet optaget i Doctors Boder ved biskop Plums resolution 18. maj 1816 og har altså været på samme afdeling af hospitalet, som H.C. Andersens moder. Ved sin død var hun 68 år og er altså født c. 1759. Hendes mand, snedker Jacob Frederik Jantzen, var første gang gift med Anne Marie Hansdatter, der døde 31. marts 1797 i en alder af 63 år.^[51] Han boede da til leje ved Skibhusbommen uden Nørreport og er sikkert identisk med den snedker og enkemand J. F. Jansen, som 2. sept. 1798 blev trolovet med pigen Johanne Marie Libensche i handskemagersvend Hans Hansens hus på Klingenberg nr. 646, det samme hus, der siden blev digterens barndomshjem. På det tidspunkt har hun været 39 år, og der er intet i vejen for, at hun kan have tjent familien Bunkeflod i Eilskovs boliger i tiden mellem 1811 og 1816.

Med dette har vi søgt at klargøre det milieu, som H.C. Andersen og hans forældre tilhørte. Vi har mødt mange mennesker, der socialt stod på samme niveau, og vi har besøgt de steder, hvor de med eller mod deres vilje var anbragt, og hvor også H.C. Andersen er kommet.

Men der er i H.C. Andersens digtning mange andre mennesker og andre samfundslag, som er knyttet til hans barndomstid og har præget hans opfattelse af byen, og der er oplevelser, som han har været tilskuer til, og som også må med i billedet.

Han siger om sig selv, at han var et stille, drømmende barn. Han sad under det primitive telt og den hjemlige stikkelsbærbusk og drømte sig bort fra virkeligheden. Eller han sad nede ved åens bred; og også den kom til at præge billedet af hans barndomsby.

„„Ding-Dang! Ding-Dang!” klinger det fra Klokkedybet i Odense Aa. — Hvad er det for en Aa? — Den kjender hvert Barn i Odense By, den løber nedenom Haverne, fra Slusen til Vandmøllen hen under Træbroerne. I Aaen voxe gule Aaknapper, bruun-fjedrede Rør og den sorte, fløielsagtige Duunhammer, saa høi og saa stor; gamle, revnede Piletræer, sveiede og dreiede, hænge langt ud i Vandet paa Munkemose Side og ved Blegmandens Eng, men ligeoverfor er Have ved Have, den ene anderledes end den anden, snart med deilige Blomster og Lysthuse, glatte og pene, ligesom smaat Dukkestads, snart staae de kun med Kaal eller der er slet ingen Have at see, thi de store Hyldebuske brede sig der og hænge langt ud over det rindende Vand, som hist og her er dybere, end man kan naa med Aaren.”

Således indleder H.C. Andersen „Klokkedybet”. Aaen dannede på den tid byens sydgrænse, og den vandrige strøm blev først udnyttet til at drive den anseelige Munke Mølle, der lå for enden af Munkemøllestræde med de store sluseværker; åen delte sig i to grene. Bagåen løb, hvor nu Filosofgangen går; længere fremme passerede åen Klokkedybet og det adelige Frøkenkloster for ude ved Ejby påny at give kraft til Ejby Mølle, før den uforstyrret kunde glide ud mod Odense fjord.

På forskellige steder langs dens bred var der vaskepladser, hvor vaskerkonerne stod i vandet med opkiltede skørter og bankede tøj med banketærskler, idet de enten brugte store sten eller to-stole til at trække tøjet op på.

Mon der findes nogen mere realistisk skildring af den fattige vaskerkone og hendes søn end den, som H.C. Andersen har givet af moderen i „Hun duede ikke”. Efter den hårde tiltale fra byfogeden: „Hun duer ikke! Det er sørgeligt med den Classe af Folket! siig til din Moder, at hun skulde skamme sig; og bliv aldrig du en Drukkenbold, men det bliver du nok! — Stakkels Barn! — gaa nu!” hedder det videre: „Og Drengen gik; Kasketten beholdt han i Haanden, og Vinden blæste paa hans gule Haar, saa at det reiste sig i lange Totter. Han gik om ad Gaden, ind i Gyden, ned til Aaen, hvor Moderen stod ude i Vandet ved Toestolen og slog med Tærskelen paa det svære Linned. Der var Strømning i Vandet, thi Vandmøllens Sluser vare oppe, Lagenet drev for Strømmen og var nær ved at rive Toestolen om; Vaskerkonen maatte holde imod.”

Man føler, hvor det alt er selvoplevet: moderen, der tager en slurk af flasken, „det er lige saa godt som varm Mad, og det er ikke saa dyrt! drik min Dreng! Du seer saa bleg ud, du fryser i de tynde Klæder!” og dette modstillet byfogeden, han, hvis brodersøn havde villet lokke Anne Marie Andersdatter, skønt han skulde være præst, han som i sin skidtfornemhed havde talt nedladende og formanende til vaskerkonens søn, lige idet han gjorde stor middags-collats med vin i flaskevis, „fine Vine og stærke Vine! Lidt over Tørsten hos mange! men det kalder man ikke at drikke! de due, men du duer ikke!”^[52]

Så vidt var det kommen med moderen. Drømmende kunde drengen sidde ved åen, hvor møllens tre store vandhjul drejede sig under det styrtende vand og stod pludselig stille, når sluseportene blev sat for. Så kom åbunden frem, bevokset med søgræs, ligesom i „Lille Claus og Store Claus”. Fiskene sprællede i vandhullerne, rotterne kom frem for at drikke — og så løftedes sluseportene, og ålejet blev atter fyldt.

Åen var ikke bare den roligt glidende strøm i det kønne landskab. Det var også åmandens bolig, og den krævede sine ofre. Der har været uhyggestemning i Munkemøllestræde den 21. juli 1813, da enkemadam Bunkeflods 11-årige Tyge Josias druknede ved at øve sig i svømning. Det skete netop ved den lange bro over bagåen. En lille dreng, søn af sergeant Bang, tilkaldte fiskeren Christen Sørensen, der boede ved biskoppens mur; han fiskede ham op, og andre små drenge i kvarteret — og mellem dem kan Hans Christian godt have været — mente, at der gik 1½ kvarter fra han druknede, til han blev taget op.^[53] Få måneder efter druknede slagteren Jørgen Hansen samme sted. Hans kone sagde, at manden ofte var plaget af slagtilfælde og nu var afsindig.^[54] I 1815 krævede vandet ikke mindre end tre ofre. Hospitalslemmet Morten Jensen Malleben blev funden 29. april flydende i åen. Portner Gomards kone fortalte, at han den foregående nat havde været meget urolig og vilde ikke gå i seng, og kl. 5 var han som sædvanlig gået på dagleje.^[55] Da skomager Niels Thomsen 9. april 1818 om morgenen kom ned til åen og vilde se til nogle skind, der lå lige for vaskestedet, fandt han skoflikkeren Rasmus Hoffmann, der boede i Munkemøllestræde på hjørnet af Klingenberg og Horsetorvet, druknet i åen nær tugthuset. Undersøgelsen viste, at han måtte have været beskænket uforholdsmæssigt. Hans kone sagde, at han den foregående aften var gået til brændevinsbrænder Grubbe i Nørregade for at købe 2 kander øl og en pægl brændevin; kl. 9 havde han været inde hos brændevinsbrænder Peder Hagenou sammen med en ledsager, og siden havde ingen set ham.^[56]

Døden er tidligt kommet Hans Christian ind på livet. Stærkest måtte det virke på ham, da hans fader døde 26. april 1816. Tre dage før sendte moderen ham ud om hjælp, ikke hos lægen, men hos en „klog kone”, „der boede en halv Miil fra Odense”. I „Levnedsbogen” siger han, at hun kom til barndomshjemmet, efter at have gjort nogle kunster med ham; i „Mit Livs Eventyr” fortæller han blot, at han blev sendt til hende. Hun gjorde ham flere spørgsmål, „tog derpaa en ulden Traad, maalte mine Arme, gjorde underlige Tegn over mig og lagde tilsidst, paa mit Bryst, en grøn Green, den var et Stykke af det Slags Træ, hvorpaa vor Herre var bleven korsfæstet, sagde hun og tilføiede: „Gaa nu hjem langs med Aaen! skal din Fader døe denne Gang, saa møder du hans Gjenfærd!”” Med bankende hjerte forsikrede drengen, da han kom hjem, at han ikke havde mødt nogen, men den tredie aften døde faderen. Hele natten peb fårekyllingen hos bageren inde i nabohuset. — Isjomfruen havde taget ham.

Hvem er den kloge kone i Ejby? Man får et fingerpeg om det gennem en annonce i Hempels Avis 1816, 4/10, hvori prokurator Haugsted meddelte, at det rygte, at Mette Mogensdatter af Ejby ved Odense, der har været anklaget og tiltalt for kvaksalveri, skulde ved den i så henseende ergangne kongel. lands- over- samt hof- og statsrets dom være tildømt 6 måneders tugthusstraf og procesomkostninger, modsiges, og derimod kundgøres, at det ved undersøgelse har vist sig, at de af hende brugte lægemidler er erkendt anvendelige.

Mette Mogensdatter var født 1770 i Diernisse som datter af Mogens Lange og Anne Knudsdatter; indtil hun ca. 1801 blev gift, havde hun tjent sit brød. Ægtefællen var Jens Hansen i Ejby, der i 1812 sad i Odense tugthus for tyveri, men når han ellers var hjemme ernærede han sig dels ved dagleje, dels ved bødkerprofessionen, medens konen ernærede sig ved at spinde og binde og ved at doktorere. Ægteparret havde to små børn, men var ellers fattigt.

Hun havde en lang praksis i lægekunsten bag sig, thi i 1812 forklarede hun, at hun i 23 år havde kureret på dyr, men kun i 12 år på mennesker; hun forklarede, at mennesker af sig selv havde søgt hende og forlangt hendes hjælp. Kunsten at kurere dyr havde hun lært af en holstener, da hun tjente hos justitsråd Nørager på Sandholt, og ved at se, hvordan andre bar sig ad, havde hun oplært sig i at kurere åbne sår hos mennesker.

Når hun blev tiltalt for kvaksalveri, var det rimeligt nok en læge — stiftsfysikus Eichel — der rejste sagen, fordi hun greb ind i hans næring. I 1812 blev hun tiltalt ved Odense herredsret, og under forhøret forklarede hun, at hun kun havde behandlet folk, når de længe havde været under „doctor” og „feltskiærs kur”, og de ikke havde kunnet kurere dem. Hun brugte olie og plaster. Olien hed „Balsam periane” og „trindentur”, og hvis der var kommen gift til, brugte hun terpentin og rød teglstensolie. Plastrene var „hamborgerstik plaster” og gummiplaster. Hun forklarede videre, at hun brugte olien til at udtrække det onde af såret med og plastrene til at læge sårene med. løvrigt benægtede hun, at hun brugte indvortes midler. „Hun benægter at bruge Hexekunster ved sine Cure nl. at læse, bede eller tale over dem, eller at giøre Kors for dem”, og medikamenterne lod hun patienterne købe på apoteket, ligesom hun ikke forlangte noget for sine kure.

Det fremgik af hendes talrige patienters forklaringer, at det ikke stod helt galt til med hendes lægekunst. Stine Andersen i Skræppestrædet, hvis mand var vægter, havde for tre år siden haft gift i lillefingeren på højre hånd, og i 13 uger havde hun gået til regimentsfeltskærer Jørgensen med det triste resultat, at hun havde mistet to led af fingeren, men den kloge kone „blændede” såret med terpentinolie. Også Mads Andersens kone i Ejby og Rasmus Møller havde hun kureret for gift. For retten mødte også Hans Andersen fra Rynkeby ved Kerteminde, da hun dagen i forvejen havde kureret hans 60-årige fader, der var bleven rørt på hele venstre side fra hovedet til benene og havde mistet mælet. „Hans Fader havde den Fordom ikke at ville lade sende Bud til nogen ordentlig Læge”, og da Hans Andersen kendte konen „af Rygtet” tog han til Ejby og overtalte hende til at følge med, selv om hun var noget betænkelig, da hun jo netop var stævnet i lignende anledninger. Hun havde ikke brugt andre midler end at tvære kamfer ud i brændevin og gnedet ham dermed på den døde side. Derefter blandede hun sæbespiritus og myrespiritus og vaskede ham dermed fra hoved til fod, og den syge fandt straks lindring derved og faldt i søvn. Hun havde endnu ikke fået nogen betaling, men Hans Andersen agtede da at give hende et par skæpper korn.

Mere overraskende var det, at Anne Andersen, der tjente i stiftamtmandens gård i Odense, havde fået en arm kureret. Som lægemidler var anvendt bomolie og et andet slags olie samt gult voks, hvoraf blev gjort en salve, og det mest forbløffende var, at stiftamtmanden, grev Moltke havde lovet at betale for kuren og havde tilladt, at Mette Mogensdatter blev benyttet — så det punkt forlod man hurtigt.

Også Peder Jensens kone og tre børn samt deres to heste i Urup havde hun kureret på. Hun mente, at det var enten gigt eller koldfeber menneskene led af, og derfor havde hun ordineret, at der skulde røges med „Kamelblomster og Filumgrik”. Til hestene brugte hun dyvelsdrik og bævergeil; alle var kommet sig, og hun fik et brød og noget flæsk for ulejligheden. løvrigt havde hun ikke før været tiltalt for kvaksalveri.^[57]

De andre vidner, som i løbet af 1813 blev forhørt, kunde heller ikke sige noget ufordelagtigt om den kloge kone. Ganske vist fik ovennævnte Hans Andersens fader en halv snes uger senere en rørelse i højre side, men det kunde ikke lægges Mette Mogensdatter til last. Mette Nielsdatter i Kullerup havde fået en syge, der kom med feber, og hun kunde ikke støtte på benene; hun blev kureret med et urtebad; urterne var kommen fra haven ved Juels-berg og fra degnen i Kullerup. Patienten sad på sengen med to krykker, da landsdommer Baden kom for at forhøre hende, og hun forklarede, at hun havde fået appetit efter urtebadet og var bleven bedre i overkroppen, men sygdommen havde sat sig i benene.^[58]

Fra Kertemindeegnen havde hun også søgning. Enken Maren Thors i Kerteminde havde ikke kunnet se med det venstre øje, og så var det blevet badet med en blanding af kobberrødt, hvidt sukker og nelliker, som Mette Mogensdatter slog ud i vand i en flaske, og efter 24 timers forløb vaskede hun øjet med det, og hun kom sig, da hun yderligere lagde et bomplaster på nakken. Hun havde endda brugt læge, men han havde erklæret øjensvagheden for ulægelig. En pige, Maren Knudsdatter, i Kerteminde havde i seks uger brugt to læger for en dårlig arm, men Mette Mogensdatter var kommen og havde vasket armen med et dekokt af brændevin, ravolie og salpeter, som straks gav hende lindring; siden havde hun ordineret „Schenesalve og Digensalve” til at smøre hånden med, så hun var nu i god bedring og kunde tjene sit brød.

„For nogle Maaneder siden” havde den 13-årige Johanne Larsdatter i Store Viby brækket ryggen over skulderen, men hun blev helbredt med et afkog af urter og ved at ryge hende. Også hun havde længe brugt autoriseret læge. „Efter Røgtet skal hun have cureret mange, og derfor var det hun søgte hendes Hjelp.”^[59]

Trods de gunstige vidnesbyrd blev Mette Mogensdatter dømt for kvaksalveri ved Odense herreds ret 9. dec. 1813. „Vel har nogen af Patienterne befunden sig vel, men 2 er dog endnu syge”, fastslog dommeren, og så skulde hun betale 20 rdl. til Frue Sogns fattigkasse. Gennem stiftamtmand, grev Moltke blev justitsråd Falbes dom sendt til overretten og endelig stadfæstet 23. aug. 1814. Mette Mogensdatter døde i 1820.

På denne baggrund er det både forståeligt og naturligt, at en almuekvinde som H.C. Andersens moder sendte sønnen til den kloge kone i Ejby, og at hun mod sin benægtelse har benyttet sig af „hexeri” tør man tro efter H.C. Andersens vidnesbyrd.

„Og Kometen kom, skinnende med sin Ildkjærne og truede med sit Riis; der blev seet paa den fra det rige Slot, fra det fattige Huus, fra Stimlen paa Gaden og af den ensomme, der gik hen over den veiløse Hede; hver havde sin Tanke derved.” Således indleder H.C. Andersen eventyret „Kometen”, som han skrev 29. jan. 1869. Også det er knyttet til et barndomsminde.

Den store komet blev først iagttaget 25.—26. marts 1811 og var synlig til 11. jan. 1812.^[60] Dette himmelfænomen gav anledning til mange spekulationer. Adjunkt Møller, sekretær i Højesteret, meddelte i Københavns nyeste skilderi nogle bemærkninger. Efter hans formening var den en af de største eller nærmeste, som nogen tid har ladet sig see for jordbeboernes øjne,^[61] og det usædvanligt milde efterår, der medførte, at markerne sidst i oktober atter var græsklædte, blomsterne sprang ud påny og rugen stod ypperligt, fandt man ikke urimeligt at tilskrive kometens indflydelse,^[62] medens den i folkets brede lag afgav frugtbar jordbund for alskens overtro. Det hedder i eventyret: „Men inde i Stuen sad endnu en lille Dreng og hans Moder; Tællelyset brændte, og Moder syntes, at der var en Høvlspaan i Lyset . . . Han sad med en klinket Spølkumme foran sig; i den var pidsket Sæbevand, og ned i den dyppede han Hovedet af en lille Kridtpibe, satte saa Stilken for Munden og blæste Sæbebobler, smaa og store; de bævede og svævede med de deiligste Couleurer, der skiftede fra guult til rødt, lilla og blaat, og saa blev det grønt som Skovens Blad, naar Solen skinner gjennem det. . . Og Moder tog den lille ved Haanden; han maatte lægge Kridtpiben, slippe Legetøjet med Sæbeboblerne; Kometen var der.”

Og så kan vi læse fortsættelsen i „Mit Livs Eventyr”: „Paa Pladsen ud for St. Knuds Kirkegaard stod jeg med min Moder og saae den frygtede, mægtige Ildkugle med sin store, skinnende Hale”. Han præciserer nærmere, at det var ud for organist Foersoms hus, de stod, og det lå på Klingenbergs nordre side nr. 659 b.,^[63] ligesom han erindrer, at moderen havde sagt, at den vilde slå jorden i stykker, medens faderen gav en mere nøgtern forklaring.

„Hver Aarstid bragte mig en Festdag og saaledes smælter min hele Barndom, i Erindringen sammen til en Cyclus af Festdage”, hedder det i „Levnedsbogen”.^[64] Dermed hentyder han til de folkelige fester, der var et indslag i byens liv, som virkede stærkt på den modtagelige drengs sind, giver hans barndom „en forunderlige poetisk kolorit, det er som jeg havde levet langt tidligere tilbage”.

Blandt disse erindringer nævner han, at han to gange har set lav, der flyttede skilt. I „Levnedsbogen” siger han, at det var murmestrene, i „Mit Livs Eventyr”, at det var smedene, og det sidste må være det rette. Det var i den forbindelse Hans Drue gav rollen som Harlekin, der løb i spidsen for optoget, derefter kom svendene, og de bar skiltet, der skulde flyttes fra deres gamle herberg til det nye. Så snart det var slået op på huset, trådte en af svendene ud og holdt en tale på vers, hvoraf han kun kunde huske, at der blev sagt „Vulkanus var den første Smed”.

Det vil næppe være muligt at tidsfæste denne — eller disse — episoder, thi hverken lavsprotokoller eller aviser synes at have skænket dem opmærksomhed. Det er dog værd at notere, at smeden Søren Jensen, der stod i lære i Odense 1816—21, har skildret flytningen af klejnsmedenes skilt i hans læretid. Oldgesellen bar skiltet, en anden bar velkomsten, en tredie fanen, og så gik processionen gennem gaderne til det nye herberg. Uden for døren til det var der rejst en stige, skiltet blev fastgjort over døren, og så vendte oldgesellen sig mod mængden, som fyldte gaden og fremsagde et vers, der begyndte „Tubal-Kain var den første Smed i Verden”. Derpå bragtes der ham en præsenterbakke med tolv fyldte vinglas, og han udbragte skåler for kongen, dronningen, øvrigheden etc.

Da H.C. Andersen har set Hans Drud i rollen som harlekin, og han døde 1818, er det troligt, at denne skilteflytning har fundet sted 1816 eller 1817, og måske snarere 1817, idet Hanck mente, at parykmager Johan Güldenabel var harlekin 1816.^[65] Begivenheden har H.C. Andersen skildret i „Stormen flytter Skilt”, hvor den tillægges skomagerne, og hvor han ganske rigtigt har gjort rede for dette lavs insignier: fanen med den store støvle og tvehovede ørn, velkomsten og laden, medens „fuglen” må være den endnu bevarede stang med en ørn, der hænger i en bøjle. Svenden holdt tale, folk råbte hurra, „men de raabte endnu mere Hurra for Harlekin, da han kom frem paa Stilladset og vrængede efter”. Eventyret skrev H.C. Andersen på Christinelund 1865, og oplyser, at „hele Skildringen af Laugets Festlighed er Erindring fra min Barndom”.

Folkeligt, festligt og fornøjeligt var også skyttelavet. Både i selvbiografierne og i „Kun en Spillemand” fortæller han om „Det kongelig privilegerede borgerlige Skyttelaug”, der hvert år havde sin fest på Heden. Festen havde sit højeste punkt, just idet skydningen var forbi. Da blev der holdt auktion over skiven, og den blev overgivet drengene at bære hjem. Fire af de største tog den på skuldrene, den største steg op på den, æreportene blev nedbrudt, drengene på skiven pyntede sig med guirlander og inskriptioner. Alle mennesker fulgte det baccantiske tog, der drog om i gaderne. „Jeg var dog aldrig med, men stod på en høi Trappe og saae den hele Lystighed.”

I „Kun en Spillemand” supplerer han med den oplysning, at toget gik til klubben, hvor festen skulde sluttes med et gilde, som varede i tre dage, en oplysning som han fik verificeret hos gamle Hanck med henblik på festen 11. juni 1816.^[66] Man kan sammenholde H.C. Andersens skildring med pressens, hvor der i annoncen indbydes „saavel Skyttelaugets sædvanlige Medlemmer, som andre respective civile og militære Embedsmænd og Borgere, der maatte behage at tage Deel i Skydningen efter de udsatte Sølvgevinster. Samlingen skeer, som sædvanlig paa det store Torv i Odense bemeldte Dags Morgen Kl. 7, hvor Enhver, som ikke har gyldigt Forfald, ifølge Lovene, ville møde, for Kl. 8 at udmarschere til Skydepladsen”,^[67] og med særlig tilfredshed refereredes skyttelavet 1817, hvor man havde den sjældne glæde, at kongegevinsten faldt for det allerførste skud, som skete for kongen ved h. excellence, hr. general-lieutenant, greve af Ahlefeldt-Laurvig, storkors og dannebrogsmand, samt chef for fynske regiment lette dragoner. Købmand Andrup fik anden gevinst og skræddermester Jensen tredie gevinst. „Saare behageligt var det for Selskabet, at Hs. Excellence forskjønnede Høitideligheden, saavel ved selv at bære Skyttekongens sædvanlige Hædersbaand i Borgernes Midte under Indmarscheringen fra Skydebanen fra Heden, som med sin høie Nærværelse ved Samlingen paa den ældste Klub i Aften”.^[68]

Frem for alle andre byer havde Odense siden 1795 haft sin egen teaterbygning, hvor selskaber af vekslende kvalitet og med vekslende held spillede komedie i vintermånederne, snart var det danske, snart tyske stykker, der blev opført. Set i sammenhæng må man indrømme, at i årene mellem 1810 og 1819 var denne skueplads nede i en bølgedal. Ikke desto mindre blev den for H.C. Andersen overordentlig betydningsfuld, måske endda bestemmende for hans skæbne.

Teatret lå nord for Overgade på den gamle Sortebrødre kirkegård. Fra den brede, flotte hovedgade kom man ad et par snævre stræder til dette kunstens tempel, som i årene fra 1809 til 1814 ejedes af tyskeren Görbing Franck. Det første stykke, som H.C. Andersen så, var „Den politiske Kandestøber”, bearbejdet som opera. Stykket blev opført 5. og 24. jan. 1810, 13. og 23. febr. 1811 samt 3. marts 1812.^[69] Det må være en af disse opførelser, som H.C. Andersen har overværet sammen med sine forældre. Men Francks successtykke var ellers „Das Donauweibchen”. „Dette Stykke behagede mig især, jeg skabte i Kragemaal, selv noget Tydsk, tog min Moders Forklæde om Skuldrene og var nu Ridder Albrect, snart svømmede jeg paa en Skammel som Donaupigen”, fortæller han i Levnedsbogen, og den forestilling kan have været lige så god som den virkelige, hvis man ellers skal tro pressen. For da Franck i 1814 opførte sin Donauweibchen på Det kgl. teater, hed det i anmeldelsen: „I Das Donauweibchen saa jeg lutter Don Ranudoer og Don Quixotter, ja Centaurer, som oventil vare Riddersmænd, og for neden Arbeitskarle, thi de fleste havde fittede Støvler og ikke aldeles rene Nanquins Pantalons til Ridderhabitten. De borgerlige Cavalierer gives en Frak og med Støvler; de brilliante have lange Nanquins Beenklæder og Skoe. Deres Maskering er især tydelig slet; deres Maleri bestaar af Kul eller en brændt Pros og Kurlak, hvilke Ingredientser bruges til Overflødighed”.^[70] Heller ikke kandestøberen som opera fandt nogen god modtagelse i København. Stykket blev formelig udpeben, hvorefter „Hr. Schauspiel Direkteuren kom ganske ydmyg og poeniterende frem, bad vielmal um Verzeihung og forsikkrede: das Stück solle nie wieder gegeben werden”.^[71]

I de følgende år blev teatret stillet til rådighed for højst forskellige formål. I efteråret 1814 lejede Casorti det, „saa vi istedetfor tyske Komedier nu kan vente Liniedands og Pantomime”, og i 1816 blev det helt galt. Allerede i februar bebudede avisen, at teatret snart vilde blive lukket, da besøgene havde været tarvelige, men med nogle dramatiske venners hjælp agtede Giron dog i tillid til et æret publikum at opføre Magister Schnu’rian og hans Søn, et lystspil i to akter af Kotzebue. Han blev dog slået ud af meka-nikus Goldkette, der kom med et selskab af styltedansere og proklamerede, at han til fordel for den lille 8-årige venetianer vilde forevise følgende: først dandses saavel for- som baglæns en solo, igjennem 48 æg, med tilbundne øine, derpå forevises ganske nye mekaniske, physiske og magnetiske forestillinger. Til slut danses en stylte-ballet.^[72] Oplevelsen gav et københavnsk tidsskrift anledning til at ønske, „at Gud i Naade vil see til Odenseerne og deres otteaarige Virtuoser!”^[73] Endnu værre var det, at det Geiffel-brechtske selskab benyttede skuespilhuset til lystspil og ballet givet af mekaniske kunstfigurer, „som nærmere erfares af plakaterne”.^[74]

Det er ikke uforståeligt, at H.C. Andersens moder som comedie kun kendte „Liniedandsere og omreisende Skuespillere, som hun regnede for eet”.

Et lyspunkt var de forestillinger, som skuespillerne fra Det kgl. Teater opførte nogle dage i sommertiden. I 1815 kom der ni, bl.a. Enholm, Haack, Hass og damerne madam Liebe og Zinck, samt jfr. Mannerup, som spillede i juli måned med en sådan tilslutning, at de i bladene takkede byens værdige honoratiores, embedsmænd og borgere, og de tilføjede: „Kun beklage vi, at vi ei see os istand til tilfulde at kunne yde Hr. Bogtrykker Iversen vor Erkjendtlighed for den varme Deeltagelse, hvormed han mødte ethvert af vore Forsøg, og vil hans Minde stedse være os uforglemmelig”.^[75] I 1816 spillede selskabet bl.a. Henrik og Pernille og Den Stundesløse.^[76] 1817 var Rongsted, Simonsen. Cetti, jfr. Berg og madame Berg herovre.^[77]

Spørgsmålet er nu, hvor man skal anbringe den teaterglade H.C. Andersen i repertoiret. Han fortæller, at Francks bearbejdelse af Den politiske Kandestøber var det første, han så, og det må da ligge mellem jan. 1810 og marts 1812. I samme periode spilledes „Hussiterne i Naumburg” af Kotzebue med sidste opførelse 13. dec. 1812, hvor han efter en enkelt meddelelse skal have medvirket som statist.^[78] Så fulgte den inspiration, som „Das Donauweibchen” gav ham, og det må være sket mellem 30. dec. 1812 og foråret 1814. Også Casortis pantomime har han nok set, siden han hjemme dansede „Harlequin Formand for Tærskerne”,^[79] og Casorti var i Odense fra 30. dec. 1814 til februar 1815.

Endelig følger i 1818 Det kongelig Teaters gæstespil, hvor der — efter Andersens oplysning — blev givet en række operaer og tragedier, og hvor han ikke blot fra kulisserne havde set alle forestillingerne, men selv havde optrådt som page og hyrde og sagt et par repliker i „Cendrillon”; Haack og Enholm havde talt venligt til ham. Dette er rigtigt, idet repertoiret for gæstespillet 7.—23. juni omfattede Bortførelsen fra Seraillet, Kjerlighed paa Landet, Axel og Valborg, Ungdom og Galskab samt „Cendrillon eller den lille, grønne Sø”, et lyrisk tryllespil i tre akter.^[80] Personalet bestod af H. H. B. Rind, G. J. Liebe, L. P. Enholm, A. Haack, C. Windsløv, madamerne Liebe, Zink og Rind, jomfruerne J. Clausen og B. Tham. Ydermere blev staben suppleret med professor, musikdirektør og kgl. koncertmester Schall, der 17. juni dirigerede de kongelige sangere og sangerinder, som med understøttelse af Hans Excellence grev Ahlefeldt Laurvigs kapel „og flere Dilettanter” opførte Mozarts Requiem i St. Knuds kirke i overværelse af prins-gouvernøren og hans gemalinde.^[81]

En af de klassiske skildringer fra barndomstiden er digterens beretning om, hvordan han stod på moderens tobrædt ved åen og sang i vilden sky, så det kunde høres ind i justitsråd Falbes have, hvor de kongelige skuespillere var, for at påkalde deres opmærksomhed. I Mit Livs Eventyr siger han, at det skete, efter at moderen var gift igen, og de var flyttet over på den anden side strædet, men længere ned mod åen, så deres have stødte op til Falbes. I så fald skal det først have været sommeren 1819, hvor det forøvrigt ikke ser ud til, at teatret havde kongeligt gæstespil, og med det ovennævnte besøg af sangere og sangerinder in mente kan hans optræden formentlig have fundet sted allerede da.

I sommeren 1819 havde teatret besøg af jomfru Hammer, der ,,med høie Øvrigheds Tilladelse” og „ved assistance af respective musicalske og dramatiske liebhavere” søndag d. 8. august gav „Den pantsatte Bondedreng” to store arier. Organist Peter Foersoms søn, den 25-årige Christen, der senere blev en hovedkraft ved Det kgl. Teater, men som dengang var skriver på stiftamtmandens kontor, spillede den ene af rollerne, medens H.C. Andersen fik rollen som postkarl; dermed indledte han bekendtskabet med det „lastefulde” fruentimmer, der snød H.C. Andersens moder ved at rejse uden at betale sin vaskeregning,^[82] og mindre end en måned senere drog Hans Christian selv til København for at prøve teaterlykken.

I vintersæsonen havde Odense endnu et par centrer for det selskabelige liv. Det ene var „den ældste klub”, som havde lokaler i Overstræde 10, den anden var rådhuset, bl.a. som ramme for rådstueballerne og koncerter.

I „den ældste klub” trivedes koncertlivet. Her indbød organist P. Foersom til en offentlig vokal- og instrumental koncert understøttet af ærede dilettantere og det høje grevelige Ahlefeldtske kapel i februar 1814, og i april fulgte „Musikus og Borger” C. Gronnemann, der ellers boede i Mellemstræde, men iøvrigt havde man ugentlige koncerter, hvor byens udøvende amatører kunde få den ønskede lejlighed til at optræde. Efter 1816 bedredes kvaliteten ved tilrejsende, fremmede kunstnere. Virtuosen van der Vinck fra Amsterdam gav koncert på violin i februar, og da man i april sluttede sæsonen, var der almindelig tilfredshed med enhver, som bidrog til „denne ædlere, sentimentalske Underholdning”. Gouvernøren, prins Christian Frederik, hædrede den agtværdige kapelmester Phanty i de nådigste udtryk med en gulddåse, smagfuldt dekoreret med musikalske emblemer.^[83] Foruden koncerter arrangerede klubbens direktion baller. I vintersæsonen 1814—15 var der således berammet fire,^[84] men kulminationen var ellers rådstueballet i anledning af kongens fødselsdag 29. januar.

Skønt stiftamtmand Buchwald i sin byggeiver havde forgrebet sig på byens middelalderlige rådhus, havde det endnu på denne tid bevaret sit gotiske stilpræg. Dets flader beherskede endnu hjørnet af Flakhaven og Vestergade, således at gavlen vendte mod Flakhaven; mellem denne gavl og borgerskolen lå hovedvagten „med sine smaa Arcader og ornamentrige Fronton”. Rådstuesalen indtog hele den øverste etage i den fløj af rådhuset, som vendte mod Vestergade. „I Danmark gives der vel kun faa Sale, som over-gaae den i Størrelse, da den er otte og fyrretyve Alen lang og sexten bred”.^[85] Mod gaden var der ni vinduer, mod gården fire og ud mod Flakhaven to, så salen om dagen havde et lyst og livligt udseende. Den var simpelt dekoreret, idet de hvide, gibsede vægge kun var dekoreret med nogle kongeportrætter. I den ene ende var der en tribune til orkestret, og ved koncerter og baller oplystes salen af fire middelmådig store lysekroner og en stor mængde lampetter, som dels var anbragt på væggene, dels på de „med kunstige Rosenguirlander forbundne Skranker, som danne Quadrillerne for de Dandsende. Det er et smukt Syn ved store< Festligheder at see syv til otte hundrede glade Mennesker bevæge sig frit mellem hverandre; de Unge fryde sig ved Dands, medens de Ældre ved Samtaler og Synet af de lystige Dandsegrupper ogsaa fordrive Tiden paa en behagelig Maade”.

Det årlige rådstuebal i anledning af kongens fødselsdag blev betragtet som en fynsk folkefest; den samtidige iagttager fortæller, hvorledes den fornemme verden, besjælet af gammelfransk adelige grundsætninger, bevægede sig meget nedladende blandt borgerne. Det hang sammen med, at stiftamtmanden efter gammel skik altid åbnede ballet med en af de mest ansete borgeres døtre i en sirlig menuet. Men så var det forbi, idet et parti unge adelige herrer afsondrede sig fra de dansende og dannede deres private quadrille i et hjørne af salen, og dette bal en miniature havde alene „Borgernes ubeskrivelige Taalmodighed og nedarvede Ærefrygt for de høiere Stænder at takke for sin dristige Tilværelse. Hver, som ikke selv har været Vidne til denne adelige Naivitet, vil have ondt ved at troe paa Muligheden af slige Absurditeter i det nittende Aar-hundrede”.

Så voldsom var tilstrømningen til dette bal, at man måtte foretage trafikreguleringer; enhver tilkørende vogn skulde komme fra Korsgade ind i Vestergade og efter afstigningen ikke vende, men køre videre i samme retning, hed det i politimesterens bekendtgørelse. ^[86]

Rådstuesalen var også rammen om den festlighed med bal og souper, der blev afholdt i anledning af kongens salvings- og sølvbryllupsfest 31. juli 1815, hvori deltog flere hundrede deltagere, og denne sal var rammen om festen for H.C. Andersen 6. dec. 1867. „I Salen var min Buste reist med Grønt om; flere Hundred Mennesker var samlede”, da han om formiddagen fik æresborgerbrevet overrakt. Om aftenen var der dækket bord over hele salen, „min Buste med Laurbærkrans og Danebrogs Flag”, der blev spist og drukket, telegrammerne indløb, børnene dansede om den gamle digter, og han læste „Hvad Fatter gjør” og „Sommerfuglen”; nede på Flakhaven kom fakkeltoget, „smukt tog Haandværkernes Faner sig ud mellem de lysende Fakler”, ved de åbne vinduer modtog han barndomsbyens hyldest. Det var ikke underligt, at han ved den lejlighed måtte lade tankerne gå tilbage til den tid, da han som lille dreng havde gået nede på pladsen og været vidne til den fornemme verden, som det kun var ham forundt at være tilskuer til.

Det selskabelige liv skød sin fagreste blomst, efter at prins Christian Frederik fra 1. jan. 1816 var bleven gouvernør over Fyns Stift med bolig på slottet. Da prinsen og hans gemalinde 17. nov. 1816 kom til byen paraderede samtlige borgerkorps, og gaderne, hvorigennem de kørte til slottet, var skønt illuminerede,^[87] og jubelen vilde ingen ende tage, da prinsessens fødseldag blev fejret „ved hoffet” 28. juni 1817. „Var det 1818 eller tidligere, at der var en stor Fest i Kongens Have til Ære for Prindsessen. Haven var illumineret”, spurgte H.C. Andersen i 1836, og Hanck svarede: „D. 29de Juni 1817, som var en Søndag, var Kongens Have illumineret i Anledning af Pr. Car. Amalies 22de Fødselsdag, som havde været om Lørdagen. — Afg. Gerstäcker sang til Guitaren. Næste Søndag d. 6. Juli var Bøgeskoven ved Christiansdal illumineret og stort Selskab samlet der ! — D. 10. Juli besøgte Prinsen og Prinsessen tilfoeds Marieshøj, ganske jevnt, og uden Følge”.^[88]

H.C. Andersen har altså en præcis erindring om denne fest, og Hanck har nok kontrolleret og korrigeret årstallet efter avisen. Den tilbedte prinsesse modtog på fødselsdagen om aftenen kl. 7 byens embedsmænd og honoratiores med deres fruer. Derefter var bal og souper. Søndag aften var slotshaven illumineret og stod åben for alle velklædte personer af begge køn. Det skønneste vejr begunstigede denne fest, som under dans og munterhed vedvarede til næste dags morgen. „Den ophøiede Fyrstinde, som ledsaget af Høisammes ædle Gemal flere Gange viste sig for den samlede Mængde, hilsedes med velmeente og gjentagne Fryderaab”.^[89] Og søndag 6. juli var lunden ved Christiandals gods, bøgeskoven „som en Digter i den nyere Tid har givet Navn af Kjærlighedens Lund”, og som kammerherre Benzon havde haft den godhed at åbne to gange ugentlig til publikums fornøielse, fra kapellet, der var forbeholdt herskabet og opad til dansesalen, oplyst på begge sider med lamper i træerne, og fra kapellet hen til en liden ø i have-anlæget var gangene, såvel som øen selv, oplyst både i træerne og på jorden langs med gangenes indfatning. I midten af denne ø stod i transparent hendes højheds kronede navnetræk over et alter, hvorpå læstes: „Naar man forenede seer Ynde, Godhed, Vid og Dyd, faaer Støvet Ahnelse om Engles Pryd”. Bag denne pragt sad nogle musikelskere skjult, og de frembragte en til dagen forfattet og passende skøn sang, hvorefter en dame bekransede alteret, medens tvende ved alterets fod siddende børn, der var uskylds og kærligheds sindbilleder, rakte kranse op imod det almeenelskede navn. Så spiste man til aften i et lysthus, der var opført som et gotisk kapel, og festen endtes ved midnatstid med smukt fyrværkeri — hvor der uheldigvis kom et par mennesker tilskade, idet en kanon og et gevær sprang, og en af de medvirkende fik hånden forslået.^[90]

Hanck kunde godt have mindet om det fyrværkeri, som efter programmet skulde afbrændes — også i Fruens Bøge — den følgende søndag d. 13. juli bestående af følgende: 1) 9 kanonskud, derefter 9 raketter, som i luften giver samme signal, og et dobbelt hjul dertil, 2) 9 stigende raketter, på forskjellige måder, og et dobbelt hjul med 3 forskjellige lys i kuløren, 3) 5 kanonskud og derefter 5 raketter, som i luften giver samme signal, og en dobbelt kaprisse, 4) 10 raketter med lys, stjerner og ildregn og derpå et stort hjul, som udkaster ildkugler, 5) en stor figur, som udkaster 16 stigende raketter på een gang, 6) derpå et forestillende tempel med 155 stk. påbundne lanser, hvorudi Hans kongelige majestæts, dronningens, prinds Christian Frederiks, prindsesse Caroline Amalies og prinds Christian Carls navne brænder. „Til Slutning vil en Person vise sig med en Kashe paa Hovedet med 3 Raketter, en Ballancestok i den venstre Haand og et Hjul med lyse Raketter i den høire Haand”.

Mon ikke den vordende digter har overværet dette konkurrenceforetagende; det hedder jo i „Den flyvende Kuffert”: „Ja, jeg faaer vel ogsaa see til at gjøre Noget!” tænkte Kjøbmandssønnen, og saa kjøbte han Raketter, Knaldperler og alt det Fyrværkeri, der tænkes kunde, lagde det i sin Kuffert og fløi op med det i Luften. Rutsch, hvor det gik! og hvor det futtede”, — og arrangøren af det private fyrværkeri var — Peder Junker, plakatbæreren og Hans Christians ven.

Hoffet på slottet kastede sandelig glans over byen, og det var ikke sjældent, at borgerne benyttede lejligheden til at illuminere gaderne; det kunde nok inspirere den skikkelige, gamle kone til at spå, at for Hans Christian Andersen skulde Odense by også engang blive illumineret.

Gik man da gennem byens gader i disse år, kunde man møde ikke blot betlernes trøstesløse skare, de mange småhåndværkere og daglejere, de velstillede købmænd og de højtidelige embedsmænd. Man vilde også se talrige militærpersoner i statelige uniformer, og man vilde møde kareter med landadelen, som holdt vinterkvarter i byen: kammerherre Holsten, der ejede Overgade 9, baron Wedel, kammerherrerne Bülow og fru Schubart, major Bardenfleth, som ejede Møntergaarden, gehejmerådinde Scheel, grevinde Trampe, baronesse Brockdorff, mæcenen, den fhv. amtmand Jens Benzon, kammerjunker v. Scholten, stiftamtmanden, grev Moltke og den originale comtesse Rantzau ude på Kragsbjerggaar-den — der var nok til at kaste et strålende skær over byen, så man næsten ikke øjnede nøden og elendigheden nede i sumpen. Nok til at deltage i baller og maskerader, nok til at trække signetstikkere, portrætmalere og silhouetklippere til byen, for ikke at tale om de omrejsende taskenspillere, der foreviste marionetter i Provstegaar-den eller brødrene Frobös fra Eckernförde, som på Klubbens sal viste deres mekaniske kunstværk Æolusslottet og forlængede opholdet i byen „opmuntrede af saamange indsigts- og smagfulde Indvaaneres vedvarende Bifald”.^[91]

Der var sikkert også publikum nok til at beundre hr. Gurks berømte Panharmonicum, der på fem vogne blev transporteret til Odense, hvor det var at se og høre tre gange om ugen på rådstuesalen. Man tænkte sig en forening til et hele af 112 fløjter, 10 flauti-traversi, 20 flauti-picoli, 35 klarinetter og oboer, 18 fagotti, 14 trompeter, 4 valdhorn, 2 pauker, en stor og en liden tromme, et par bækkener og triangel, alle i sædvanlig størrelse. Og dette instrument spillede de fortrinligste og sværeste stykker af en Mozart, Haydn og flere berømte komponister — beundringsværdig såvel i henseende til tonernes renhed som takten og harmonien, blot ved den indre mekanisme.^[92]

Men også lokalt havde man fortræffelige mestre, der kunde fremstille sådanne spilleure. Urmager Schmidt, der boede henne på Flakhaven, havde i 1816 forfærdiget et sådant værk. „Dette både ved sin skjønne Form og hele Indretning sjeldne Kunstværk er kjøbt af en Proprietair i Jylland. Det spiller hele 3 Koncerter og 7 mindre Stykker”,^[93] og A. J. Schmidts kunstværk kan den dag i dag beundres i det kulturhistoriske museum i Møntestræde. — Men toppunktet blev dog nået med „Melodica”, et spilleværk, der var udført af Peter Rieffelsen, som døde i Odense 6. oktober 1816. Da han ikke engang efterlod sig noget til sin begravelse, foranstaltede overretsprokurator H. F. de Scheel, at „Melodica” blev forevist på Klubben 10. oktober „for ved frisk Minde om hvad Efterverdenen skylder hans udmærkede Opfindelse, at tilveiebringe en Indtægt, hvorved Omkostningerne til hans Begravelse kunne bestrides”.^[94] Resultatet blev så gunstigt, at „Melodica” kunde indrykke en takkeannonce i avisen: „ I Anledning af den Hæder og Agtelse, Man i Aftes beviste min afdøde Fader, Mechanicus og Dannebrogsmand Rieffelsen, aflægger jeg min inderligste Tak. — Jeg, som troede snart at maatte følge ham, har nu faaet Mod og Haab om Liv, thi den Verden, der gjorde saa meget for min Fader, da han ophørte at gavne, vil sikkert ligesaa ædelmodigen medvirke til at opdrage, danne og forædle hans spæde Datter Melodica”.^[95]

Peter Rieffelsen blev hæderlig begravet. „En Ridder, 3 Dannebrogsmænd, og ellers et talrigt frivilligt Følge ledsagede ham til sit Hvilested”, stiftsprovst Tetens talte og den utrættelige Scheel arrangerede en ny forestilling i Klubben. „Stemt til høitidelige Følelser, deeltog enhver Tilstedeværende i denne Geniets fortiente Hylding, og det var, som om Opfinderens Aand endnu igjennem Melodicas harmoniske Toner havde budt os det sidste venlige Farvel.”

Endnu i den følgende tid kunde man få dette indtagende instrument at høre hos urmager Schmidt, hvor betalingen var 1 rbdlr. pro persona, og for hele familien kuns det halve for hver. — Det er næsten som den kunstige nattergal. „„Det er særdeles tactfast og ganske af min Skole”, som Spillemesteren sagde. „Hos den virkelige Nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme, men hos Konstfuglen er Alt bestemt! saaledes bliver det og ikke anderledes! man kan gjøre Rede for det, man kan sprætte den op og vise den menneskelige Tænkning, hvorledes Valserne ligge, hvorledes de gaae, og hvordan det ene følger af det andet —!” — indtil der sprang noget, alle hjulene løb rundt, og saa stod musiken.

Hele dette muntre liv kunde da sammenfattes i en satirisk beskrivelse af byens liv fra 1816, hvor det hedder: „Jeg kunde da nævne dem Damer, som de fem Nætter i Ugen ikke komme i deres Seng førend Kl. 3; ja! jeg vilde slaae til Væds om mit beste Sjall, at de kan gjøre Visiter i femten Huse paa een Formiddag, og aldrig i eet af dem høre noget eneste Ord om andet end Slæb og Tyll og Baller og Rips og Arier og Roller og Beter — Vienervalts og Mollimas ikke at forglemme”.^[96]

Hvor meget har H.C. Andersen set af denne verden? Han tilhørte et milieu, der var skarpt adskilt fra det her skildrede; de allerfleste var bundne til det og kom aldrig op fra det. Det ejendommelige er, at H.C. Andersen så tidligt begyndte at hæve sig op over det. Teaterinteressen inspirerede ham til selv at forsøge sig som komedieskriver, og fra de tidligste år havde han trangen til at forelæse sine værker. Den lille deklamator vakte tidligt opmærksomhed. Medens nabokonerne og gadens drenge hånede ham for hans trang til at skrive og forelæse, fandt han mere forståelse ovre på den anden side af strædet. Der lå Eilskovs boliger, en stiftelse for agtværdige gamle damer. Både dette hus og Falbes gård på Klingenberg lå udenfor byens jurisdiktion, og når H.C. Andersen i Levnedsbogen siger, at han ved sin fødsel nær kunde være blevet sådan stillet, at han skulde være soldat, fordi „alle Husene ved Porten, hvor mine Forældre boede, stod under næste Landsby, de Børn, som fødtes der, skulde være Soldat”, er dette forklaringen. Med spørgsmålet om fødestedets beliggenhed, har det intet at gøre.

I Eilskovs boliger boede flere af H.C. Andersens bekendte, som han omtaler i sine selvbiografier, først og fremmest familien Bunkeflod. Sognepræsten ved St. Hans kirke, H. C. Bunkeflod, der døde 1805, havde haft et beskedent navn som digter, bl.a. som forfatter af nogle spindeviser, der nød en vis popularitet i en tid, hvor spinderi ansås som universalkur for al fattigdom. Hans enke Marie Bunkeflod (1766—1833) og hans søster Anna Margrethe Bunkeflod (1759—1849) var tilbage sammen med præstens børn. Drengen Tyge Josias druknede jo i åen 1813, men datteren Susanne levede endnu i 1867, da H.C. Andersen besøgte hende.

Allerede i 1810 søgte den 44-årige præsteenke stiftsøvrigheden i Odense om en portion af Eilskovs legat, idet „mit svage Syn som ved Alderen bliver endnu mere slet, giør mig det umuligt at kunne ernære mig i disse horde Tider”.^[97] I 1812 døde hendes svigermoder den 92-årige Anna Birgitte Bunkeflod, og vi ved, at ved ekstrauddelingen af hjælp til trængende i dec. 1813 fik madam Bunkeflod del i den, og at hun på det tidspunkt boede i stiftelsen. I et skattemandtal af 1814 nævnes både madam Bunkeflod og svigerinden, idet de dog bor i hver sin lejlighed.^[98] Her var det da, at H.C. Andersen så ofte gik over og opholdt sig det meste af dagen; dette var „det første dannede Huus, hvori jeg fandt et Hjem”, det første, hvor han hørte ordet digter blive udtalt som noget helligt, her læste han første gang Shakespeare, som han derefter spillede på sit dukketeater, og til madam Bunkeflod syede han den lille nålepude, der endnu er bevaret i barndomshjemmet.

„En anden Præste-Enke der i Nabolavet gjorde jeg ogsaa Bekjendtskab med, hun lod mig læse for sig, Romaner fra Leiebiblio-theket” — det var madam Jensenius, enke efter præsten i Veilby Johan Jørgen Hansen Jensenius, der var død 1784. Hans enke døde først i 1826, 83 år gammel, og datteren Maria Gregoria boede i stiftelsen endnu i trediverne, da H.C. Andersen af Hanck bestilte en tegning af barndomshjemmet set fra jfr. Jensenius’s trappe.^[99]

De øvrige beboere i Eilskovs boliger i disse år var Frederikke og Oline Briand, et par lægedøtre fra Aarhus, samt hospitalsforstander Holmers to døtre, af hvilke jfr. M. C. Holmer siges at udmærke sig „ved stille Dyd og velanstændig Opførsel”.^[100]

I Levnedsbogen fortæller H.C. Andersen, at hans læselyst også førte ham til „en fru Saxdorf”, som han meldte sig hos for at låne bøger. Hun blev forundret over den fremmede drengs forlangende, men lånte ham dog en, og da han var ordentlig med den, fik han alle dem, hun ejede.^[101] Denne episode sætter han før opførelsen af „Das Donauweibchen”, men det må bero på en erindringsforskydning. I årene mellem 1810 og 1819 var der i Odense ikke andre af navnet Saxtorph end rektoren Jacob Saxtorph, som kom til byen 1818 og var gift med Petronelle Sophie Frick, og det har da været i hans sidste Odense-år han har begyndt at låne bøger af hende.

I det hele taget har han forstået at skaffe sig indpas i de kultiverede hjem. Han blev en aften hentet til biskop Plums, og her var oberst Chr. Høegh Guldberg, der fik interesse for ham og bragte ham til slottet.

Selve huset var ham ikke ubekendt. Moderen var „kommen til at gaae paa Slottet”, hvor Maren Lohmann var oldfrue. Siden 1804 havde hun været forlovet med capt. Mouritz Hansen, og det vedblev hun at være, til han døde 1834 58 år gammel. Hun indrykkede dødsannoncen over sin tabte kæreste og tilbød på skiftet efter ham at betale alle fordringer på boet, evt. af sine egne midler. Den mangeårige forlovelse har nok givet anledning til bysnak, og mindet om den er bevaret i det forlovede kragepar i „Snedronningen”, „Ja, Kragen er død!” svarede hun. „Den tamme Kjæreste er blevet Enke og gaaer med en Stump sort Uldgarn om Benet; hun klager sig ynkeligt og Vrøvl er det Hele!”^[102]

Tilknytningen til slottet blev så intim, at Hans Christian undertiden legede i slotsgården med prins Frits, den senere Frederik VII og en fastelavnsmandag var med til at slå katten af tønden, medens prins Christian Frederik sad på trappen og prinsessen i vinduet. Det gik fremad, og en dag tog oberst Høegh Guldberg ham med til prinsen for at han kunde deklamere og synge for ham. Resultatet var for så vidt nedslående nok, som prinsen kun tilbød ham hjælp til at lære en smuk profession, f. eks. dreier, men han var dog nok kommet den fornemme verden nærmere end det havde været hans jævnaldrende i gaden beskåret. Guldberg var kommet til Odense 1816 samtidig med prinsen, men hvornår samtalen har fundet sted, kan næppe fastslås med sikkerhed. Fyrsteparret var ofte på rejse; fra sommeren 1818 til 1. jan. 1819 var det i Italien, og det er vel rimeligt, at drengen er bleven præsenteret på et tidspunkt, hvor der skulde tages bestemmelse om fremtiden, altså i foråret 1819.

Men han kom også i andre og mere borgerlige huse. Hos apoteker Jannik Andersen, Løveapoteket i Overgade 8, arbejdede hans moder med at samle urter, og drengen legede med apotekerens børn; hos bogtrykker Iversen, hvis teaterinteresse var velkendt, skaffede han sig den introduktionsskrivelse til madame Schall, der var et af hans aktiver, da han i september 1819 forlod barndomsbyen for at drage til København og blive berømt.

Odense i H.C. Andersens barndomstid spejler datidens samfund med den store underklasses nødstedte og med overklassens forfinede sæder og skikke. H.C. Andersen tilhørte underklassen, han var sumpplanten, men man kan gennem spredte træk følge hans bevægelse op mod overklassen. Han havde mærkelige anlæg, der tidligt tildrog sig opmærksomhed; han var et forunderligt drømmende barn, men han var samtidig den uforlignelige iagttager med et forunderligt skarpt blik. Som slutningsvignet og til yderligere bekræftelse på dette kan der foretages en analyse af eventyret „Det gamle Hus”.

I 1847 var H.C. Andersen i Oldenburg på sin store triumfrejse. Ved afrejsen forærede digteren Mosens lille søn ham den ene af sine tinsoldater, „for at jeg ikke skulde være saa skrækkelig ene” — og så skrev han eventyret „Det gamle Hus”. Man husker fortællingen om den lille dreng, der besøger den ensomme gamle mand og forærer ham en tinsoldat. Til dette motiv knytter han skildringen af det gamle hus og den fornemme gamle mand.

„Der var omme i Gaden et gammelt, gammelt Hus, det var næsten tre hundrede Aar, det kunde man læse sig til på Bjelken, hvor Aarstallet var skaaret ud tilligemed Tulipaner og Humleranker; der stod hele Vers bogstaverede som i gamle Dage, og over hvert Vindue var der i Bjelken snittet et Ansigt, som vrængede; den ene Etage gik et langt Stykke ud over den anden, og lige under Taget var en Blyrende med Dragehoved; Regnvandet skulde løbe ud af Gabet, men det løb ud af Maven, for der var Hul i Renden.”

Videre fortæller H.C. Andersen, at alle andre huse i gaden var saa nye og nette, og at det gamle hus havde karnap; det har en trappe saa bred som til et slot, jerngelænderet ser ud som døren til en gammel begravelse, og så har det messingknapper. Inde i det gamle hus var gangen behængt med portrætter, og så kom der en trappe, den gik et stort stykke opad og et lille stykke nedad, og så var man på en altan, der var meget skrøbelig, og derfra ind i et kammer, hvor væggene var med svinelæders betræk, og man kom ind i stuen, hvor karnappen var.

Man sammenholde denne skildring med Andersens udtalelse fra 1829 i „Brudstykker af en Udflugt”,^[103] hvor det hedder: „Af gamle Bygninger findes vel endnu en Deel i Byen [Odense], men mange ere i den senere Tid forsvundne; saaledes savnede jeg et gammelt Huus paa Vestergade, hvor der paa alle Bjelkerne, og langs med første Stokværk, var udskaaret Hoveder, der i meest forskjellige Stillinger rakte Tunge af Folk, der gik paa Gaden.” Der kan næppe være tvivl om, at da han i 1847 skrev „Det gamle Hus”, har han i tankerne haft huset i Vestergade, og det må være forsvundet før 1829, nærmere bestemt mellem 1825, da han sidst var hjemme, og sommeren 1829.

Det vil da være tillokkende at prøve at stedfæste huset. Odense brandtaksationsprotokoller fra begyndelsen af 1800’erne og frem giver en grov beskrivelse af de enkelte ejendomme, deres byggemåde og antallet af bygninger på hver ejendom. Endvidere oplyses deres taksationsværdi, der naturligvis varierer efterhånden som ejendommene forringes eller forbedres evt. ved delinger eller ombygninger.

Ved at gennemgå de ejendomme i Vestergade, der ved omtaksering i tiden mellem 1817 og 1829 er forøgede væsentligt i værdi, kan man uddrage 18 gårde.^[104] Omtaksering som følge af ombygning af forhusene har fundet sted for nr. 267, der tilhørte G. Bardram, nr. 280, der tilhørte E. Theisen, og Søren Hempels ejendom nr. 302—303. I de øvrige tilfælde nævnes kun forbedringer.

H.C. Andersen siger imidlertid, at huset havde karnap. I den udførlige taksation fra 1781 nævnes i Vestergade følgende karnaphuse: 231, 262 og 267. Om nr. 262 hedder det 1781, at den bestod af et forhus til gaden på 9 fag mur og bindingsværk med karnap på to fag. Bag forhuset lå fem side- og tværbygninger, der alle var i een etage. Gården ejes 1781 af kbmd. Johann Philip Turck, 1817 og 1827 af kbmd. P. W. Philipsen. Den ses ikke at have været genstand for nogen egentlig ombygning. Værdistigningen fra 1080 til 1260 rbdl. skyldes forbedringer af baghusene.

Større interesse knytter der sig til nr. 267, der i 1781 havde et forhus til gaden på 19 fag i to etager, mur og bindingsværk og med karnap. Bag denne gård lå ikke mindre end 9 side- og tværbygninger, og gården ejedes af købmand Chr. Faaborg. Det har altså været en meget anseelig købmandsgård, men da det i 1817, da gården ejedes af Bardram, siges, at forhuset er nedbrudt, må også den gå ud af betragtning.

Tilbage bliver så kun nr. 231. I 1781 siges det om denne bygning, at den bestod af et forhus til gaden på 10 fag i to etager med karnap på to fag, mur og bindingsværk. Mod øst var der en sidebygning, ligeledes i to etager, og mod vest en halv tags sidebygning i een etage. I 1811 beskrives huset på samme måde, idet det dog oplyses, at der er kælder under, og at det er teglhængt. Men i 1827 er der indtrådt en forandring. Gården er blevet delt i 231 a og 231 b, og om 231 b oplyses, at forhuset nu kun er på 6 fag mur og bindingsværk, medens 231 a er bleven et lille hus på fire fag med grundmur til gaden, resten er stadig bindingsværk. I 1831 er 231 b bleven sammenlagt med ejendommen mod vest, medens 231 a stadig optræder for sig selv — men karnappen er forsvunden.

Da denne ændring må have fundet sted 1827 og ændringen af facaden afgjort har været gennemgribende, kan det meget vel rime med, at H.C. Andersen savnede huset i 1829.

At det har været en fornem beboelse og ikke en gemen købmandsgård, fremgår også af ejerhistorien. I 1781 ejedes gården af krigsråd Hedegaards enke Johanne Marie Kryssing, der samme år solgte den til capitain-lieutenant Frederik v. Bülow. Han var født 1740 og blev gift 1773 med Christiane Frederikke Brügmann, f. 1744, d. 1797. Som enkemand boede Frederik Bülow, der i mellemtiden var bleven kammerherre, og som var broder til Johan Bülow på Sanderumgaard, i dette hus til omkring 1806, da han solgte det til kbmd. Salomon Jensen. Bülow flyttede ind i købmand Chr. Møllers gård Overgade 12, hvor han døde 1815.^[105]

Forgyldningen gik dog ikke ganske af huset, thi i 1814 havde kammerherre Juel fra Juelsberg lejet det, idet han brugte det „naar han kommer her til Byen.”^[106]

Skulde man da mellem husene i Vestergade udpege „det gamle hus”, må det blive dette, der lå, hvor Handelsbankens bygning nu findes, dette hus som havde udkørsel til strædet ved Flakhaven, og om hvilket H.C. Andersen siger, at det lå „omme i Gaden” — thi set fra Munkemøllestræde måtte det være den rette betegnelse.

Men skildringen af den gamle mand og hans omgivelser er et nyt indslag i historien. Frederik Bülow kan den næppe gælde, da han var flyttet fra huset, da H.C. Andersen var et år. Den kan heller ikke gælde ham af den grund, at skiftet efter ham ikke just giver udtryk for større velstand. For der var jo smukt oppe hos den gamle mand, som var så skrækkelig ene. Der stod højryggede lænestole, på væggen hang et skilderi af en dejlig dame, som den gamle mand havde fået omme hos marskandiseren, et stort ur, en dragkiste, han havde en skuffe med „kridhus” og balsambøsse og gamle kort, og et klaver, der var med landskab indvendig på låget. Så døde den gamle mand, han blev ført bort, for „han skulde ud at ligge paa Landet i sin Begravelse”. „Nogle Dage efter blev der holdt Auction paa det gamle Huus, og den lille Dreng saae fra sit Vindue, hvor man bar bort: de gamle Riddere og de gamle Damer, Urtepotterne med lange Ører, de gamle Stole og de gamle Skabe. Noget kom her og Noget kom der”, og por-trætet af hende, som var funden hos marskandiseren, kom til marskandiseren.

Ved at foretage en gennemgang af de adelige, der boede enten som ejere eller lejere i Odense i H.C. Andersens barndomstid og se, hvilke der døde i disse år, bliver der to, som man standser ved: kammerherre Frederik Bülow, som blev begravet i St. Knuds Kirke 1815, og kammerherre Michael Fabritius Tengnagel, der havde været generalkrigskommissær. Selve titlen leder næsten tanken hen på „Hyrdinden og Skorstensfejeren”. Han var født 1739, blev ritmester 1762, konferensråd 1768, krigskommissær i Langelands og Fyns distrikter 1780 og afgik 1790 med titlen af generalkrigskommissær. I 1800 blev han kammerherre, og han døde 26. aug. 1815 i Odense. Han var i 1764 bleven gift med Adolphine Leth, der var født 1746 på Sanderumgaard, men som allerede var død 1797 i Odense.^[107]

Børn havde han nok af. De var ti ialt, bl.a. datteren Anna Maria, som var gift med major Frederik Jørgen Sehested til Nordskov, men som iøvrigt stammede fra Broholm, en anden datter var Constance, der var gift med major Carl Frederik Steensen til Steensgaard og Egeløkke, hende, der dårede Grundtvig, og som den unge portrætmaler Hans Hansen malede i 1796^[108] og hvis „frie Væsen udbreder Friehed i heele Huuset, jeg malede, var heldig og tænkte Godnat Eremit-Levnet!”

Efter sin hustrus død blev kammerherre Fabritius boende i Odense, men han afviklede straks forholdet til sine børn, idet der 16. febr. 1798 blev holdt skiftesamling i hans ilejehavende bopæl i henhold til kgl. bevilling af 1789. Han tilbød sine børn, af hvilke de ni levede, at såfremt han måtte beholde boet til fri rådighed, vilde han give børnene i mødrene arv 3000 rdl. til hver søn og 2000 rdl. til hver datter. Det blev til 36000 rdl., og børnene accepterede forslaget.^[109]

Den gamle mands lejlighed bestod af salen, spisestuen, dagligstuen, soveværelset og køkkenet, samt en gang. I tilslutning til den havde major Sehested to værelser, men dem brugte han kun, når han var i byen, og han førte ikke egen husholdning.

Lejligheden var godt møbleret. Der stod i salen et godt fortepiano i mahognikasse, engelsk arbejde, en mahogni sofa og 12 tilhørende stole, to mahognikommoder med tilhørende spejle, to mahognispilleborde og et mahogni slagbord med to fløje, en rund piedestal, der var hvidmalet, et spejl med opsats og et rundt mahognithebord. På væggene hang billeder af øen Elba, Tivoly og Slaget på Rheden. Rummet blev oplyst af en firearmet lysekrone.

Inde i spisestuen faldt øjnene på et stort spiseskab, 6 lindetræsstole, et mahogni-thebord, en to-etages kakkelovn med pyramide og et mindre spiseskab med sort plade, samt et taffelur, der kunde repetere. Der var fem malede spillebrædter og en æske jetons.

Gik man videre til dagligstuen, så man et hjørneskab, et skrivebord med fem skuffer, en bogreol, et 24-timers taffelur, to høje metalstager, en potpourrikrukke. Der var en fløjte af elfenben i futteral, guld- og sølvlommeure, gulddåse og skildpaddedåser. I sovekammeret stod en hvidmalet seng med sirtsomhæng, et hjørneskab med sort plade, et egebord med skuffe, et fuglebur, og der var et maleri, skærmbrædt, og naturligvis nogle bøsser og sabler. I skabene stod 76 forskellige vinglas, 17 slebne champagneglas og en lågpokal, foruden en ostindisk bowle. Et bordstel med fire terriner, 32 fade, 3 dusin og 10 dybe tallerkener, 9 dusin og 10 flade do., 11 salatkummer, 8 sauceskåle og en plateau med tilbehør vidnede, at den gamle mand havde ført stort hus. Til hans øjensynlige interesse for spil svarede også interesse for kogekunsten. Iblandt bøgerne var adskillige kogebøger, og der fandtes også glas med pommerantser og lignende rare sager i køkkenet, men iøvrigt havde han både Zeitung für die elegante Welt og Museum des Wundervollen in Natur und Kunst, Zimmermanns Taschenbuch der Reisen, og en rulle kobberstik.^[110]

Der kunde være nok for en lille dreng at se på, allermest når han kom fra et samfundslag, hvor hjemmet var mere spartansk og bare bestod af een eneste stue.

Men den gamle mand døde. Han ejede Vejlegaard i Vejle sogn, og St. Knuds kirkebog noterer, at han blev bisat i St. Knuds kirke og derfra bortført til Vejle kirkegård 2. sept.

„Og der blev holdt Auktion paa Gaarden”, siger eventyret. Efter den 77-årige kammerherre er der intet skifte bevaret, men en lykkelig skæbne har frelst auktionskataloget fra papirmøllen; på arvingernes foranledning blev der holdt auktion 25. oktober 1815 i gården, og så blev indboet ført bort. Kaptejn Leth på Langeland købte mahognithebordet og det store spisestel, major Sehested fik den hvidmalede piedestal og guldlommeuret, men ellers gik det meste til Odenseborgere, Portrætet i sovekammeret fik købmand Birkeroed. Således blev lejligheden rømmet. Den var „i gården nr. 17 paa det gamle Apotek i Odense”, d.v.s. nuværende Overgade 8, der var nabogård til Klubben.

Det gamle Apotek var Løveapoteket; det ejedes af apoteker Jannik Andersen; her legede H.C. Andersen med apotekerens børn og deklamerede for familien, og moderen samlede urter til apoteket.^[111] Det er næppe for dristigt at antage, at i 1814—15, da generalkrigskommissæren boede på 2’ sal, har den lille dreng fundet vej op ad trappen, og han har brugt sine øjne godt. Det store skab, bordet under spejlet, skuffen med tre, fire spil kort, potpourrikrukken — det var ganske som i „Hyrdinden og Skorstensfejeren”.

„Vinduerne vare ganske frosne; den lille Dreng maatte sidde og aande paa dem for at faae et Kighul over til det gamle Huus”, ganske som i „Snedronningen”, hvor børnene varmede kobberskillinger, lagde den hede skilling på den frosne rude, og da blev der et dejligt kighul, til livet ude i barndomsbyen, hvorfra digteren hentede så mange indtryk, der blev som en frisk strøm i hans digtning.

 

Noter

1. ^ Hempels avis, 1817, 18/2.
2. ^ Od. byf. præliminærforhørprot.
3. ^ Sst. 1816, 10/1.
4. ^ Sst. 1818, 7/2.
5. ^ Sst. 1816, 6/12.
6. ^ Olrik, H.C. Andersen, 1945, 46 ff.
7. ^ Od. præliminærforhørprot. 1818, 25/6.
8. ^ Sst. 1818, 5/1.
9. ^ Sst. 1815, 8/6.
10. ^ Sst. 1815, 13/12.
11. ^ Sst. 1818, 28/2.
12. ^ Olrik, anf. arb., 94.
13. ^ Mit Livs Eventyr, ved H. Top-søe-Jensen, I, 1951, (cit. MLE), 49.
14. ^ Sst. 36.
15. ^ Hans Brix, H.C. Andersen og hans Eventyr, 1907 (cit. Brix), 66 ff.
16. ^ Hempels avis, 1814, 7/2.
17. ^ Od. byf. præliminærforhørprot. 1816, 6/7.
18. ^ MLE, 28; jvf. Anderseniana, II, 1934, 11—17.
19. ^ Od. byf. præliminærforhørprot. 1816, 7/6.
20. ^ Sst. 1816, 28/12; Olrik, anf. arb., 55 f.
21. ^ Olrik, anf. arb., 95, O. T., udg. af Ole Jacobsen, 1943, 243.
22. ^ MLE, 31.
23. ^ Olrik, anf. arb., 55.
24. ^ Anderseniana, I, 1933, 27, 36 f.
25. ^ Hempels avis, 1814, 17/11.
26. ^ Od. Fattigkom. forh. prot. 1804, f. 68.
27. ^ Hempels avis, 1814, 17/11.
28. ^ Od. Fattigkom. forh. prot. 1813, 10/12, f. 252 f.
29. ^ Od. Tugthus rgsk. 1809—11. Brix, 70.
30. ^ Olrik, anf. arb., 12.
31. ^ Anderseniana, I, 1933, 38.
32. ^ Hempels avis, 1811, 25/1. Od. byf. præliminærforhørprot. 1816, 5/2.
33. ^ Hempels avis, 1816, 22/4.
34. ^ Sst. 1817, 11/11.
35. ^ Sst. 1811, 20/8.
36. ^ Od. Fattigkom. journalsager, 1813, 19/2.
37. ^ Od. byf. præliminærforhørprot.
38. ^ Sst. 1818, 8/6.
39. ^ Od. Fattig-kom. forh. prot. 1806, 6/8.
40. ^ Hempels avis, 1814, 28/10.
41. ^ Fyens Stiftstidende, 1920, 8/11.
42. ^ Od. Fattigkom. forh. prot. 1804, f. 70.
43. ^ Sst. 1811, 6/12.
44. ^ Od. Fattigkom. journalsager, 1811—13.
45. ^ Hempels avis, 1814, 2/8.
46. ^ Sst. 1817, 20/6.
47. ^ Svend Larsen, Graabrødre Hospital og Kloster, 1939.
48. ^ Graabrødre Hosp. rgsk. 1817.
40. ^ Sst. div. år og Svend Larsen, anf. arb.
50. ^ H.C. Andersens Moder. En Brevveksling, ved Svend Larsen, 1947, 28.
51. ^ Od. Skiftebog, 1797, 1/4, f. 405.
52. ^ Om eventyrets forhold til virkeligheden, jvf. Brix, anf. arb. 54 ff.
53. ^ Od. byf. præliminærforhørprot. 1813, 29/7.
54. ^ Sst. 1813, 19/11.
55. ^ Sst. 1815, 29/4.
56. ^ Sst. 1818, 9/4.
57. ^ Odense herredsfogeds justitsprot. 1812, 29/12, 1813, 16/9; Od. byf. justitsprot. 1813, 21/9.
58. ^ Vindinge herreds justitsprot. 1813, 2/10.
59. ^ Kerteminde byf. justitsprot. 1813, 26/10.
60. ^ MLE, I, 383.
61. ^ Hempels avis, 1811, 24/9.
62. ^ Sst. 1811, 25/10.
63. ^ „Tanker og Optegnelser”; Collinske Samling, 41, 40 (Det kgl. Bibliotek). Meddelt af Dr. phil. H. Topsøe-Jensen.
64. ^ Levnedsbogen, udg. af Hans Brix, 1926, 27.
65. ^ Anderseniana, IX—XIII, 1946, 162. Nyrop, Haandværksskik i Danmark, 1903, 151.
66. ^ Anderseniana, IX— XIII, 1946, 162.
67. ^ Hempels avis, 1814, 23/5.
68. ^ Sst. 1817, 3/6.
69. ^ MLE, I, 385.
70. ^ Hempels avis, 1814, 12/7.
71. ^ Sst. 1814, 29/7.
72. ^ Sst. 1816, 29/3.
73. ^ Sst. 1816, 16/4.
74. ^ Sst. 18×6, 24/5.
75. ^ Sst. 1815, 20/7.
76. ^ Sst. 1S16, 12/7.
77. ^ Sst. 1817, 15/8.
78. ^ H. Topsøe-Jensen, Omkring Levnedsbogen, 1943, 263.
79. ^ Levnedsbogen, udg. af Hans Brix, 1926, 39.
80. ^ Hempels avis, 1818, 1216.
81. ^ Sst. 1818, 15/6.
82. ^ Levnedsbogen, udg. af Hans Brix, 1926, 44.
83. ^ Hempels avis, 1816, 30/4.
84. ^ Sst. 1814, 19/12.
85. ^ F. C. Hillerup, Den gamle Hustru, 1839, 10 ff.
86. ^ Hempels avis, 1818, 27/1.
87. ^ Sst. 1816, 19/11.
88. ^ Anderseniana, IX—XIII, 1946, 154, 162.
89. ^ Hempels avis, 1817, 1/7.
90. ^ Hempels avis, 1817, 15/7.
91. ^ Sst. 1814, 17/1.
92. ^ Sst. 1811, 14/4 og 16/4.
93. ^ Sst. 1816, 24/5.
94. ^ Sst. 1816, 7/10.
95. ^ Dansk Musiktidsskrift, 1953, 17 ff. Sst. 1816, 11/10.
96. ^ Sst. 1816, 2/4.
97. ^ Fyens Stiftsøvrighed, Eilskovs Legat, ansøgninger.
98. ^ Od. Mag. arkiv. Bilag til rgsk. vedr. kgl. skatter.
99. ^ Olrik, anf. arb. 86.
100. ^ Fyens Stiftsøvrighed, Eilskovs Legat, ansøgn. 1806, 25/6.
101. ^ Levnedsbogen, udg. af Hans Brix, 1926 39.
102. ^ H.C. Andersens Moder, en Brevveksling, ved Svend Larsen, 1947, 18.
103. ^ Anderseniana, VIII, 1939, 21.
104. ^ Det drejer sig om brandtaksationsnumrene 230, 231, 234, 239, 246, 251, 252, 260, 262, 267, 268, 275, 281, 285, 290, 291, 297.
105. ^ Skiftet er bevaret, men vidner ikke om større velstand.
106. ^ Od. Mag. ark. rgsk. over kgl. skatter, 1814.
107. ^ Danmarks Adels Aarbog, 1920, 468.
108. ^ Portrætmalerens Dagbog, 1793—97, Memoirer og Breve, udg. af Clausen og Rist, 1907, 189.
109. ^ Svendborg amts skiftebog, XII, 37.
110. ^ Od. byf. arkiv, dok. til løsøreauktioner, anf. år.
111. ^ E. Dam, Odense Løveapoteks Historie, 1903, 116.