Hvis De, mine damer og herrer, kender romanen Kun en Spillemand, der nok er værd at læse, husker De måske det uhyggelige kapitel, hvor hovedpersonen Christian er løbet hjemme fra, og hvor han i en stor slotshave har sit sidste møde med sin dæmoniske gudfar, der er undveget fra arresten i Svendborg, og som efter deres samtale, da drengen er faldet vel i søvn, hænger sig i grenen over hans hovede. På dette sted skildrer digteren sit første indtryk af Glorup, slottet, der skulle komme til at betyde så meget for ham, og hvor han tre år senere for første gang skulle modtages som en hædret gæst. Jeg læser blot en side af den gamle bog for at give Dem stemningen:
„Han var ved Herresædet Glorup, sad paa Grøften ind til den gammeldags Have. Fra Hovedbygningen klang den Musik, han hørte; derfra straalede Lysene ud til ham. Uimodstaaeligt droges han nærmere; han lod sig glide ned mellem Buskene og var nu i Haven.
Mægtige, gamle Træer, med Grenene tæt slyngede i hinanden, dannede en uendelig lang Allee; en qvindelig Skikkelse af hvidt Marmor stod med Lænker bundet fast til en Klippeblok. Hvad han havde hørt i „Tusind og een Nat”, om fortryllede Haver og Slotte, syntes ham her Virkelighed; maaskee blev han her hjulpet og lykkelig, som man sædvanligt bliver det i Eventyrene. Han læste en Aftenbøn og gik nu med from Fortrøstning hen til Andromedas Billedstøtte, som den her staaer i Haven. En deilig Prindsesse var det vist, som her var fortryllet til Steen. Han rørte ved hendes Fod; iiskold var den. Underlig veemodig syntes hun at see paa ham i Maaneskinnet.
Inde i den lange Allee laae endnu hele Nattens Mørke, des skarpere fremtraadte det ved de belyste Yderkanter. I en bestemt Afstand fra hinanden stod her Steensøiler med mægtige Kugler paa. De syntes ham Dværge, der bevogtede Veien; en lignende Allee med samme Skikkelser strakte sig paa den anden Side, og mellem begge laae en Sø med bratte Kanter, midt i hvilken var en lille Ø, hvor det brogede Efteraars Løv syntes de prægtigste Blomster. Fra Hovedbygningen ligefor straalede Lysene med farvet Skjær gjennem de brogede Gardiner, og herfra klang Fortryllelsens Toner. Det var, som om Alleen aldrig fik Ende; deri laae vist ogsaa en Trolddom.
Endelig stod han foran Indgangen og saae ved Maanelyset de kolossale Steen-Ørne, som holdt det grevelige moltkeske Vaaben, og de forekom ham som Fuglen Grib, han frygtede for, at de vilde løfte deres store Vinger, flyve ned og slaae Næbet i ham, men de rørte sig ikke. Da steg han op ad den brede Trappe, saae den Stjerne af Lys, som med glimrende Glasstene hang under Loftet; deilige Qvinder, lette som Sæbebobler, svævede forbi; pyntede Herrer vare der; han vovede ikke at træde ind i selve det fortryllede Slot, kun af Tonerne turde han drikke, og de vare ham en Livsensstrøm for det hensmægtende Hjerte.
Paa Trappen laae et Slags uldent Teppe for Herskabets Hunde, at de ikke skulde ligge paa de haarde Stene; det svøbte han sig ind i, hans Hoved bøiede sig træt, han sov ind.
Vinden strøede det gule Løv over den Sovende. Søvnen havde lænket ham til en Jord, hvoraf han var en Deel. Læberne bevægede sig sagte i Drømme. Armodens Barn paa Trappen i den kolde Nat, er Du mere, end Mesterværket i Marmor? En udødelig Aand bygger i dit Bryst”.[1]
Lad os se bort fra den lidt sentimentale romansituation tilsidst og holde os til selve billedet af slottet set fra haven. Armodens søn kom jo indenfor, derfor står vi her idag; han færdedes igennem 30 år som en velkommen gæst i parken og i slottets sale.
Der kunne skrives en hel tyk bog om H.C. Andersen og herregårdene; ikke færre end tredive har han besøgt i kortere eller længere tid. I denne bog ville hans fødeø Fyn indtage en smuk plads. Vi kunne dvæle ved Elvedgaard, det første herresæde, der åbnede sine døre for den unge poet; det var i sommeren 1829, og besidderen, historikeren Vedel Simonsen, viste sin interesse for Andersens påbegyndte, aldrig fuldførte roman fra Grevens fejde, Christian den Andens Dverg, ved at stille en rig samling historiske oplysninger til hans disposition.[2] Eller fortælle om Hofmansgave, hvor han i somrene 1830 og 1832 glædede sig over blomsterpragten og med liv og lyst deltog i ungdommens munterhed: Ture til Kattegat, selskabslege, skyggekomedie, dilettantforestilling med Andersen som Erasmus Montanus,[3] Eller man kunne samle stof om besøget i sommeren 1843 på Langesø hos Baron Holsten-Charisius med udflugter til Holstenshus, som Andersen kalder: ,,Det tredie Pragt-Punct i det fyenske Land; her er paa en Bakke, tæt ved Haven, et Panorama, som var man paa et Bjerg; milevidt seer man om sig, fra Als til Thorseng, fra Odense Spiir til Assens Banker”;[4] og hvor han ved en folkefest mellem skovgæsterne genså sin ungdoms elskede, Riborg Voigt — ak! hvor forandret;[5] vi kan læse herom i eventyret „Kjærestefolkene”.
Men idag skal jeg nøjes med at fremdrage enkelte træk fra hans ophold på to herregårde: Lykkesholm, der uløseligt er knyttet til hans ungdom, og Glorup. Allerede 1830 var han indbudt til Lykkesholm, men kom der første gang 1832, vendte tilbage i somrene 1835—37 og boede der for sidste gang 1839, samme år som besøgene på Glorup begyndte.
Lykkesholm ejedes af justitsrådinde Johanne Marie Lindegaard, der døde 1838, og som Andersen har skrevet et kønt mindedigt over.[6] Den gamle renæssancegård med de tykke mure og med de nye sidefløje fra 1780’erne havde siden 1768 været i slægten Linde-gaards eje; Andersen fandt dens beliggenhed yderst romantisk; han kalder den en middelalderlig herregård med dybe voldgrave og takkede gavle, beskriver de hvælvede lofter og vævede tapeter i stuerne, de stille indsøer og lysegrønne skove i omegnen.[7] Den er skildret i romanen „O. T”; det hedder således i et brev fra 1836: „Jeg er paa den Herregaard, De finder beskreven i „O. T”, hvor Louise og Sophie boede. Jeg har det Værelse, jeg tænkte mig Otto beboe, og i Aar forekommer det mig, som jeg halvt selv havde oplevet den hele Historie”.[8] Det er nok det værelse, hvor Andersen omtaler en gammeldags topseng med røde damaskes gardiner og hele Olympen vævet ind i tapeterne. Man sagde, at det spøgede på gården, men det lovede spøgeri udblev. Derimod var der ingen mangel på den slags løjer, som åbenbart har hørt til på en munter herregård. Andersen fandt en aften en levende hane under sin seng; der var fyldt oldenborrer i kræmmerhuse, som hæftedes på sengeomhængene, man lagde ærter under lagnerne og senere en udklædt dukke i hans seng.[9]
Fru Lindegaard var en elskværdig og særdeles gæstfri kone, som vor digter satte megen pris på. Straks fra hans første besøg blev der gjort stor stads af ham, og det kulminerede, da han havde skrevet Improvisatoren; damerne, der forgudede denne roman, sværmede ligefrem for ham, beundrede alt, hvad han sagde, og søgte at opfylde alle hans ønsker.[10] Det var han ikke vant til fra København! Mellem gæsterne var komponisten H. S. Paulli; han satte Lille Viggo i musik, og den blev hurtigt en yndlingssang på gården, og han komponerede også digtet Rosenknoppen.11) Men til een ting vendte poeten stadig tilbage, når han i sine breve priste Lykkesholm, „isola fortunata”, som han kalder gården:[12] nemlig maden.
H.C. Andersen, der i sin fattige ungdom havde kendt til sult og nød, var aldrig nogen foragter af et godt bord. Endnu fra hans gamle dage har vi etatsrådens optegnelser om „en rig, velsignet Middag”, og det betød noget ganske anderledes overdådigt i Christian IX’s madkære København end i vore dage. Men intetsteds synges bordets glæders pris med så varm en overbevisning som i brevene fra Lykkesholm.[13] Her er et brudstykke af et brev til Edvard Collin 3. juli 1836: „Jeg skal dog beskrive Dem hvad vi fik igaar hele Dagen, saa kan De slutte Dem til Levemaaden. Først Thee med deiligt Græssmør paa Brødet; derpaa Kaffe med en Fløde, som kunde staae. Det var Klokken 8; men Kl. 10 fik vi Kyllingsteg og Asparges, samt Portviin. Klokken 2½ Kjødsuppe med delicate Fiskeboller. Steeg; Melon; Gjede. Høns og Jordbær, derpaa Kaffe. Klokken 8 Thee med Julekage og det deilige Smør og Klokken 10 Smørrebrød med Alleslags og varme (stegte) Aborrer. Dertil, som ved Middagsbordet, rød eller hviid Viin. Det er et sandt sybarittisk Liv”.[14]
At han dog også fik tænkt på andet end maden, fremgår af breve til Henriette Wulff og Edvard Collin. Han omtaler her arbejdet på en ny roman, hvor han var i vildrede med titlen: skulle den hedde „Musikanteren”, „Geniet”, „Gale Eisler” eller „Skrædderens Søn”?[15] Den blev tilsidst døbt Kun en Spillemand, og digteren udbryder: „Sproget svulmer af en Sommervarme, som Vorherre maa vide, hvor jeg har faaet fra”.[16]
Datteren fra Lykkesholm var gift på Ørbæklunde med justitsråd Rasmus Lange. Jeg tror ikke, at Andersen nogensinde har overnattet på denne gård, selv om man nu viser hans sovekammer. Men han har meget hyppigt besøgt den på køreture, først fra Lykkesholm og senere fra Glorup, og vi har hans egne ord for, at den er beskrevet i romanen „O. T.” som kammerjunkerens gård.[17] Andersen beklager sig over, at de venlige værtsfolks modtagelse flere gange var så overdreven varm, at han følte sig helt ulykkelig ved det.[18] Han fortæller således allerede 1836 fra en middag dér: „min Skaal blev først udbragt: Danmarks Andersen, som hædrer vor gamle Borg med sin Nærværelse! (Ærlig talt følte jeg mig lidt flau ved den særdeles Complimenteren)”.[19]
1839 var han sidste gang liggende gæst på Lykkesholm. Det var efter den gamle frues død. „Ak, hvor forandret”, skriver han til fru Signe Læssøe. „Jeg kommer her ikke mere igjen”.[20] Men herfra tog han til Glorup, hvor hans første besøg begyndte 25. juli samme år.[21] Ingen dansk herregård, Basnæs ikke undtagen, har han besøgt så hyppigt og så længe. I den gamle grev Gebhard Moltke-Hvitfeldts tid var han hvert år undtagen 1846 gæst på slottet til og med 1851, hvor den gamle greve døde den 20. december. Kortere og mere spredt var besøgene hos hans søn grev Adam Gottlob Moltke-Hvitfeldt. Men Andersen var dog gæst 1853 til grevens sølvbryllup, midt i kolerasommeren, og igen 1855, 1856, 1858, 1863, 1865, 1867 og sidste gang 1869 — på vej til udlandet efter den store fest i København på 50 års dagen for hans ankomst til hovedstaden.[22] Da han dette år den 26. september forlod Glorup, var det for sidste gang. Et påtænkt besøg 1870 blev aflyst i anledning af den fransk-tyske krig.[23]
Glorups besidder, da vor digter hin sommerdag i 1839 kørte ind på gårdspladsen, var grev Gebhard Moltke, der fra 1843, da han tiltrådte det Huitfeldtske fideikommis, førte navnet Moltke-Hvit-feldt. Han var en af de mange dygtige sønner af Frederik V.s højt betroede statsminister, grev Adam Gottlob Moltke til Bregentved, fødtes 1764 og var altså en efter datidens målestok meget gammel mand, da H.C. Andersen lærte ham at kende. Bekendtskabet og venskabet skulle dog endnu have 13 somre for sig; som før omtalt døde den gamle greve først 20. december 1851.
Grev Moltke, som han dengang hed, havde gjort en hastig embedskarriere. 25 år gammel blev han assessor i højesteret, 1802 stiftamtmand over Akershus stift i Norge efter først at have været amtmand i Trondhjem. Ved krigsudbrudet 1807 udnævntes han til medlem af den norske regeringskommission, men forflyttedes 1809 til Odense som stiftamtmand over Fyn; 1814 tog han sin afsked og helligede sig herefter bestyrelsen af sine godser. Allerede 1793 var han blevet ejer af Glorup, Rygaard og Anhof ved mødrene arv; sammen med hovedgården Mullerup, der købtes 1815, dannede de stamhuset Moltkenborg. 1809 blev han gehejmekonferens-råd, og han hædredes med rigets højeste ordensdekorationer, Dannebrogsordenens Storkors og 1840, ved Christian VIII.s kroning, Elefantordenen. Han skildres som en dygtig administrator, brav og retsindig, omhyggelig for sine bønders vel.[24]
Den gamle mand var halvblind, selv om en stæroperation i nogen grad havde givet ham synet tilbage, og han følte sig meget ensom. Inden Andersen gjorde hans bekendtskab, var han blevet enkemand for anden gang.
Der er fra grev Moltke-Hvitfeldts hånd bevaret en række korte breve til digteren,[25] som giver os et indtryk af hans personlighed, der kan yderligere suppleres gennem Andersens dagbogsoptegnelser. Han var en mand af den gamle skole før den franske revolution, og det første, man lægger mærke til, er hans overordentlig sirlige høflighed. Her er således brevslutninger til „Min kiære Herr Digter Andersen”: „Anbefalende mig Deres Velbaarenheds vedvarende gode Erindring haver jeg den Ære at være Deres Velbaarenheds ærbødigste og hengivneste” (hvorefter navnet) — eller: „Deres vedvarende Venskab anbefaler sig fremdeles Deres gandske hengivne Ven” — indtil det sidste brev, hvor den gamle hædersmand har fornøjelsen at lykønske den nybagte professor i oktober 1851; det er underskrevet: „Deres 88 Aar gamle Ven”, og hvori det hedder: „Kuns vil jeg ønske, at denne Deres Velbaarenheds nye Værdighed ikke maa forhindre Dem, at besøge mig nogen Tiid paa det gamle Glorup og derved blidgiøre mig mine lidet lykkelige gamle Dage”.
Altså ikke blot høflighed, men varm hjertelighed og taknemlighed. „Det er ikke Dem min kiære Ven”, hedder det i et tidligere brev, „som skal takke for Deres Ophold her paa Glorup, men det er mig som bor skylde Dem uendelig Tak at De har vildet biedrage til, at giøre mig mit Ophold her saameget behagelig thi Tiden svinder for mig her, langt behageligere naar jeg haver den Ære og Fornøyelse at see Dem hos mig”; eller han forsikrer: „intet Selskab er mig kiærere og behageligere end Deres, og mine Damer, som hilse Dem paa det venskabeligste og jeg ville giøre alt, for at giøre Dem Deres Ophold her saa behageligt som muelig”. Dette svarer ganske til, når digteren gang på gang fortæller om den hjertelige modtagelse, han fik, f. eks. 1845: „Excellensen tog med rørende Glæde imod mig, som var det en Tjeneste jeg gjorte ham, og ikke mig der modtager saa megen Godhed”.[26] 11. juli 1850 skulle greven og frøken Charlotte Raben, hans kusine, rejse et par dage. Digteren skriver i den anledning i sin dagbog: „Spurgte Frøken Raben lige ud om det var en Talemaade af Excellensen at jeg kunde godt blive og holde hans Svigerdatter med Selskab; hun fortalte hvor kjær de havde mig, hvor opmærksom han fandt jeg frem for Andre var mod den gamle Mand”.
Det blev derfor undertiden meget lange besøg som i sommeren 1848, og blev gæsten for længe, kunne begge parter blive en smule trætte. Her er et par dagbogssteder fra slutningen af et langt besøg: „Excellensen mindre elskværdig, kjedelig høflig med Complimen-ter, kjed derfor af at være her” (10.6.1848). Tre dage senere: „Excellensen gammel og ikke saadan idelig galant som han pleier, jeg har nok været her forlænge, og han har glemt han selv har bedet og nødet mig der til”.
Men han kan rigtignok også skrive om sig selv — 19. august 1842 —: „Om Aftenen utaalelig ærgerlig! jeg var slet ikke net, jeg mulede og kunde ingen Grund finde derfor. Fru Raben spillede, alt ærgrede mig! paa mit Værelse var jeg ved at græde”. Eller: „Jeg var kjedsommelig. … Ærgerlig Lune”[27]. Misstemningen var ganske forbigående og hurtigt glemt.
A. G. Moltkes barokpalæ fra 1765 så vistnok omtrent sådan ud omkring 1840, som det gør den dag i dag, og her må vi altså tænke os H.C. Andersen svinge op foran hovedtrappen, hentet i den grevelige vogn med fire heste, kusk og tjener,[28] enten i Odense eller i Nyborg.
„Aldrig har jeg endnu paa noget Sted havt det saa fyrsteligt og været saa ugeneert, som her”, skriver digteren straks efter sit første besøg til Henriette Wulff.[29] Og til Henriette Collin: „Gid De var her! det er just et Ophold efter min Smag, det er et Slot ganske i italiensk Stiil og med en Have, som de engelske Parker. … Greven er høist elskværdig, viser mig Alt, fører mig om som var jeg en Udgave af Thorvaldsen”.[30]
Han fik, som han fortalte, to brillante værelser,[31] og dem synes han at have beholdt under alle sine besøg, dog med to undtagelser. De var ligefrem, fortæller han i juli 1865, på nøgle-knippet betegnede med „Andersens Stuer”.[32] 1848, under den store indkvartering på slottet, måtte han dog, som rimeligt var, aflevere det ene værelse. Undtagelserne var ved grev Adam Gottlob Moltke-Hvit-feldts sølvbryllup 1853, hvor han var blevet anbragt ovenpå, fjernt fra alle andre; da det var i kolerasommeren, tog det yderligere på hans mere end skrøbelige humør, fordi han ingen mennesker kunne kalde på, hvis han pludselig blev syg, „og jeg lægger mig ingen Aften uden den Tanke, faaer jeg Cholera, da er jeg her aldeles opgivet; Ingen veed det, Ingen bringe Hjælp”.[33] Og dernæst under det allersidste besøg i september 1869, hvor han ikke fik de „to sædvanlige hyggelige men smaa Værelser, derimod to af de største i Stue-Etagen hvor ellers før kun de fornemste Gjester indqvarteres”.[34]
Det stille Glorup var den fuldstændigste modsætning til det levende, livlige Lykkesholm. „Jeg seer paa de lange Aleer og paa Fiskene der staae stille i Vandbasinet udenfor; et Billede paa Livet her, eensformigt som Aleen, stillestaaende som Fiskene i det søvn-inddøsende Solskin mellem sidt Græs og blomstrende Buske”.[35] Han fandt det undertiden „skrækkeligt stille og eensomt”,[36] og han kunne sammenligne det med den paradisiske lyksalighed, der ifølge Oehlenschlæger ingen historie har, fordi der intet sker.[37] Men til gengæld følte han sig „saa deilig løst fra Kjøbenhavns Tryk”, følte sig selv bedre og bedre mennesker omkring sig.[38] Og først og fremmest fandt han den ro, som den hvile- og stundesløse trængte så hårdt til. Han havde tid til disposition. „Hvad jeg holder af paa Glorup” — dette skrives 1844 — „er den Ro man har, uagtet en stor Forsamling af Fremmede; vi samles aldrig før Klokken fire om Eftermiddagen; al den øvrige Tid tumler man sig, som man selv vil; i denne kan jeg vandre om i Skovene, studere paa mit Værelse, bestille hvad jeg vil”.[39] „Eensomheden … er en god Spore til at bestille noget”, skriver han 1847.[40] Vi ser ham da også i optegnelserne pusle i sine stuer, sy på sit tøj — akkurat som hans alter ego kammerjunkeren i De to Baronesser gør det på sine herregårdsbesøg[41] — arbejde på sine skrifter (herom senere) og forsyne sig med læsning fra gårdens gode bibliotek, hvad enten det så var den guldgrube til underholdning, som hedder Riises Archiv,[42] eller det var Bulwers Nat og Morgen, som han læste på engelsk for at øve sig i sproget;[43] første del af Adam Homo, som han fandt var „en mat Bog, triviel, kun de sidste smaae Digte aande Poesi”;[44] Walter Scott;[45] Shakespeare paa Tysk;[46] Oehlenschlægers Erindringer[47] og Capt. Ross’ Opdagelsesrejse til de nordlige Polaregne,[48] hvorfra han har sceneriet til historien Ved det yderste Hav; „da han med Mandskab traf paa Skibe igjen og han var frelst”, skriver Andersen i dagbogen, „trængte Taarerne mig i Øinene”.[49] Anden del af H. C. Ørsteds Aanden i Naturen gav ham anledning til at tilskrive denne berømte ven og store vejleder et smukt og taknemligt brev.[50]
Hovedfornøjelsen var de lange køreture med besøg på andre herregårde; endnu 1848 var den 84-årige Excellence kørt med Andersen til Holstenshus og tilbage samme dag, da de ingen traf hjemme; det var en tur på ialt 10 danske mil (75 km), og tænk så på den tids landeveje![51] Andre ture gik til Langesø, Broholm, Lykkesholm, Ørbæklunde, Rygaard, Egeskov, Ravnholt samt naturligvis både til Svendborg og til Nyborg.
Hjemme på slottet var der om sommeren nogle faste gæster, mest ældre kvindelige slægtninge; endelig kom Andersen sammen med godslægen, dr. Winther, og med egnens sognepræster; der var også hyppigt selskaber for gejstligheden, og præsterne irriterede digteren ved at lægge al for underdanig ydmyghed for dagen.[52]
Selv bidrog han til underholdningen først og fremmest ved at læse op, navnlig eventyrene („de sover ved det!”, hedder det maliciøst engang,[53] men han kan også fortælle, at den gamle greve er rørende taknemlig, fordi han læser eventyr for ham alene);[54] eller han lavede blomsterlotteri[55] eller brugte sin smukke sangstemme: „Jeg sang mine tre Paradeheste, Gurre, Kong Frederik og te voglio!”[56] Undertiden kunne han, som jo rigtignok i udpræget grad hørte til digternes irritable slægt, ærgre sig over enkelte af medlemmerne af det aristokratiske selskab. Således kom han under en diskussion om et så neutralt emne som bregner i harnisk over en skikkelig fynsk baron, der ikke var af grevens familie. Andersen talte om urplanterne, og til dem hørte just bregnerne. „Hvad mener De med Deres Ur! — De første Væxter Naturen frembød. — Nei min gode, de er ikke saa gamle; nu løber Phantasien vild med Dem, Verden er jo mange hundrede Aar!”
Kommentar fra den vrede poet: „O opadkneisende Taabelighed med Vaabenmærke! . . . Rædsomt er det at høre den fornemme Verdens Tomhed, tale bestemt og rask om Alt, udvidende, dumt!”[57] — Kaptajnen, der var på indkvartering 1850, havde åbenbart ret, når han efter en sådan ordstrid stilfærdig sagde: “De er ikke saa ganske godmodig“,[58]
Breve og dagbøger bringer nydelige vidnesbyrd om Andersens naturglæde under de daglige spadsereture fra Glorup, ikke mindst i den forårsgrønne skov, hvor han føler sig som „Svanen paa det gennemsigtige Vand”.[59] Men det mest karakteristiske billede af dagligliv på slottet fra hans hånd har vi fra efteråret 1845; vi har det i to redaktioner, en rask nedskrevet i dagbogen for 6. november og en mere kunstnerisk udført i et brev hjem til Collins 9. november.[60] Jeg vælger her den første som den mindst kendte:
„Hvorledes en Dag gaaer. Op Klokken 8 og drikker Kaffe, pudsler og skriver til Klokken 10, gaaer saa op gjennem den lange Alee ud af Laagen paa Markveien til Holuf Gaard,60a) seer paa Beltet og vender tilbage, læser ordner syer, og Klokken 12 Frokost med et Glas portviin, hviler saa lidt, gaaer derpaa, som før en Time, det er samme Vei og den forlænges ud til den anden Side; skriver, og læser til henimod fire, klæder sig paa og det er Middag fra fire til 5, nu kommer den kjedeligste Tid til Klokken 8; jeg sidder paa mit Kammer, gider intet bestille, ikke sove; een af Tjenerne blæser daarligt paa Fløite indøvende sig et Stykke, jeg tænker paa Fløite-spilleren i Qvarantainen[61] og har samme Følelse. Blæsten suser ude, Ilden i Kakkelovnen rumler, Maanen skinner ind. — Jeg vil ikke tænke paa dem hjemme, saa længes jeg! — Nede fører jeg hele Konversationen fra 8 til 10; det rumler i Frøken L[otte]s Mave. Tjeneren der kalder Excellensen ud at nu er Forvalteren for at tale med ham, er den eneste Hvile; jeg seer efter Uhret, det synes slet ikke at gaae og naar det endelig slaaer, saa falde Slagene som gik de til Sørgemarch. Kl. 10 op og en halv Time derefter i Seng.”
I denne paradisiske ro bryder så treårskrigen ind og vender op og ned på alting. H.C. Andersen rejser til Glorup 11. maj 1848; altså efter slaget ved Slesvig og tilbagetrækningen af den danske hovedstyrke til Fyn.[62] Allerede i Korsør og Nyborg vrimler det med soldater. Der er stor indkvartering på godset, 40 mand på Glorup og Anhof, 50 på Mullerup; mellem de omtalte 40 er 8 officerer, deriblandt kommandøren for 3. bataillon, 2 læger og 4 frivillige. Overalt ekcerseres der; der holdes skarpskydningsøvelser; en dag kommer selve den øverstkommanderende, generalmajor Hedemann med sin stabschef kaptajn Læssøe der til middag. Andersen spørger ivrigt ud og samler beretninger om Slesvig-slaget, tilbagetoget, paniken i Flensborg; lægerne viser ham reversen af den strålende medaille med deres rædselsfulde, realistiske skildringer af de såredes lidelser, altsammen småtræk, som indførtes i dagbogen og i breve til venner, og som digteren huskede at anvende, da han skildrede felttoget i sin roman „At være eller ikke være”.[63] Udefra kommer foruroligende nyheder om preussernes invasion i Nørrejylland og deres trusel om at udskrive en tyngende krigsskat;[64] kanonaden fra kampene 28. maj ved Nybøl og 5. juni ved Dybbøl kan høres på Glorup, og Andersen går i konstant ængstelse for sine unge venner blandt det frivillige mandskab.[65] Pudsige episoder mangler dog ikke i alvoren; mellem de indkvarterede finder vor digter således en gammel bekendt: „Der var ogsaa denne Sørensen, som blev Student med mig, som tog min Bog [dvs. Fodreisen] uden at betale, han har nu med Pengekassen at gjøre”.[66] Da de danske styrker brød op for at marchere til Als, gav greven de indkvarterede soldater de dagpenge, som var tildelt ham for indkvarteringen.[67]
H.C. Andersen har, som han siger: „den gyseligste Lyst” [68] til at tage over til Als for at komme krigsskuepladsen paa nærmere hold. Men modet svigter ham, da det kommer til stykket. Afsky for krigen, for blodig lemlæstelse og uhygge, blander sig med frygten for en pludselig tysk overgang over Alssund, der kunne bringe ham slemt i knibe. Men han sluger alle rejsendes beretninger fra Sønderborg. Endnu på hjemrejsens dag 19. juni vakler han mellem Als og København; herom fortæller dagbogen: „En kjedelig Uvished med mig selv, Excellensen lod mig faae Vogn hvor hen jeg vilde; jeg besluttede at Winther [Godslægen] skulde afgjøre det, Frøken Charlotte Raben, sagde det var Frygt for Fjenden, Grevinden [Grev Moltke-Hvitfeldts Svigerdatter] raadede halv til; jeg kjørte, uvis endnu om hvad jeg vilde, Winther ikke hjemme; saae den nyfødte lille Pige, Fru Winther skulde nu afgjøre, hun sagde til Nyborg og jeg lod Kudsken kjøre, men da vi var paa Veien leed jeg formelig, jeg besluttede at var en Mand den første jeg mødte vilde jeg vende om; det var en Pige — jeg kjørte, leed og havde jeg ikke skammet mig for Kudsken havde jeg vendt om til Svendborg”.
På dette tidspunkt havde H.C. Andersen allerede oplevet sommerens anden store begivenhed på Glorup: Svenskernes ankomst. En dansk henvendelse i Stockholm om militær hjælp resulterede i en note fra den svenske regering, som overraktes 9. maj i København. Sverige var rede til at udruste og sende 15.000 mand, der skulle landsættes på Fyn, og som skulle gribe ind, hvis de danske provinser truedes. Af de lovede styrker kom ialt mellem 4000 og 5000 mand; under kommando af general Löwenhjelm landsattes tropperne 8. juni i Nyborg og Kerteminde. De blev på Fyn til 17. september, så Andersen fik lejlighed til at overvære både ankomsten til Glorup og under et sensommerbesøg i august-september afrejsen derfra.
Han havde ventet det meste af dagen den 8. juni i Nyborg og var på hjemturen med vognen fra Glorup, da de første svenske skibe stod ind på fjorden. Hjemme havde den gamle husholderske, jomfru Ipsen, haft travlt med at indrette en hel kaserne til den store indkvartering på 16 officerer med oppassere og 20 spille-mænd og underofficerer.[69] Andersen gjorde god nytte med at underholde de svenske officerer; „jeg er saa elskværdig”, skriver han med klædelig ironi, „som det er mig muligt efter min Natur”.[70] Hver aften spillede regimentsmusiken på den lille ø i haven, og de lange alleer fyldtes af en mængde mennesker fra omegnen. Til tidsskriftet „Nordischer Telegraph” i Leipzig, der på tysk forfægtede danske synspunkter under treårskrigen, har Andersen givet en god skildring af de svenske på Fyn, der er optrykt i Mit Livs Eventyr.[71] Hovedstykket er en malende beskrivelse af en svensk feltgudstjeneste, som han overværede 10. september; jeg skal her læse en tilsvarende, men kortere i et brev 13. september 1848 til Henriette Wulff:[72]
„I Søndags var her Guds-Tjeneste ude i Borggaarden; Regimentet kom med fuld Musik, med en Marsch, Kong Oscar har compone-ret. De stillede sig i en Fiirkant i Gaarden foran den høie Trappe, hvis Steengelænder var belagt med Tæpper; her stod Præsten med Hat paa. Soldaterne sang Psalmer, ledsagede af Musik; det var saa helligt gribende, at Taarerne kom mig i Øinene. Præsten talte om Fredens Aand, som steg ned, og tilfældigt skinnede i det samme Solen paa de blanke Hjelme. En Soldat, der havde været syg og nu var til Gudstjeneste, besvimede; jeg var med at faae ham ind paa en Seng, skaffe ham Vogn og hvad der maatte skee, og han saae taknemmeligt paa mig. Hver Aften holde Soldaterne Bøn paa Landeveien; vore Bønder, de gamle især, sluttede sig til og staae med bøiet Hoved og foldede Hænder; det griber mig sært. . . . Paa Veien [til Egeskov] mødte vi overalt fornøiede, svenske Soldater, og ude paa Marken gik de og hjalp vore Bønder med at rive og med at slaae. Hjemme her paa Glorup spille Musikanterne for alle Malkepiger og alle Stuepiger; de dandse paa den lange Gang og bryde gjensidigt paa Svensk og Dansk.”
Sommeren 1851, den sidste sommer den gamle greve oplevede, besluttede han at holde en stor fest for alle de hjempermitterede soldater fra hans gods, ialt 160. Andersen fik festarrangementet overdraget; han havde jo set, hvordan Bournonville havde arrangeret de pragtfulde folkefester 30. august—1. september 1850 i Kongens Have efter Istedslaget — det var ved den lejlighed, at ,,Slumrer sødt i Slesvigs Jord” blev sunget for første gang — og februar 1851 i Christiansborgs ridehus ved troppernes hjemkomst fra felten, og han var en gammel beundrer af Georg Carstensen, Tivolis stifter. Vi giver ordet til digteren selv (Mit Livs Eventyr).[73]
„Paa begge Sider af et stort Bassin i Haven strække sig to lange Lindealleer, i den ene lod jeg reise et Telt paa halvtredsindstyve Alen i Længden, sexten i Breden og ti i Høiden; Gulvet var med høvlede Bræder, her var Plads til at dandse. Alleens Træer tjente som Colonner, Stammerne bleve omviklede med skinnende rødt Damask, der eengang havde været Tapeter, og nu længe ligget henkastet i en Krog; Capitælerne dannedes af brogede Skjolde og store Blomsterkoste. Et Rapsseil tjente til Tag, men under det svævede fra Salens Midtpunkt til alle Sider et Loft, virket af Guirlander og Dannebrogs-Skjolde; tolv Lysekroner med Danskens Farver lyste i det store Rum. Fra Væggens røde Grund prangede i Blomster Kongens Navnetræk og paa broget malede Skjolde stode alle Generalernes Navne. Mellem Salens to Indgange løftede sig et stort Orchester under en Vifte af Dannebrogs-Flag; ophøiede Loger var anbragt paa Siderne, og øverst i Salen, mellem blomstrende Forglemmigei, to Vaser med Blus og Sørgeflor; smaa sorte Skjolde bare Navnene paa den først- og sidstfaldne af Officererne: Hegermann-Lindencrone og Dalgas; to andre havde Indskriften Landsoldaten; ovenover mellem Skjolde, der nævnede Seiersstederne, prangede et mægtigt Skjold med Verset:
Til Landsoldaten
For hvad Du maatte prøve og døie
I Kamp, paa Vagt og i Slud,
Staae Taarer i mangt et Øie,
Gud signe Dig — Du holdt ud!
En Krands af Blodbøg svævede ovenover med Guldkrone og gyldne Laurbærgrene. Det Hele var af en stor forunderlig Virkning paa dem, det var gjort for. — ,,Det kunde selv Kongen see!” sagde en Bonde. „Det har kostet over tusind Daler! sagde en Anden. „Du kan sige en Million!” sagde hans Kone. — „Det er Himmeriges Rige!” sagde en gammel værkbrudden Mand, der var baaren derhen til Festen: „Den Deilighed, den Musik og den Leve-maade! det er Himmeriges Rige!” — For intet Digterværk har jeg faaet en saa eenstemmig Erkjendelse og Roes, som her for mit Byggetalent, Noget, der maatte være let for mig, der havde seet saa meget af festligt Storartet i dette Slags, indrettet af Bournonville og tidligere af Carstensen.
Den syvende Juli i smukt Veir stod Festen. Om Middagen Klokken Eet kom Soldaterne opmarscherende, og bleve i Borggaarden af Præsten modtagen med en Velkomsttale; nu spilledes „den tappre Landsoldat” og Toget drog til Dandsesalen, hvor Bordene stode rigelig dækkede, Kanonskud lød fra den lille Ø, hvor Flag vaiede, Orchesteret spillede, Glæde og Fornøielse lyste ud af alle Øine. — Den gamle Excellence udbragte Kongens Skaal, jeg læste derpaa et Vers til Landsoldaten, min Vise fulgte strax efter. — Mellem de mange hjertelige Skaaler udbragte en Soldat een for den Mand, der havde bygget den deilige Sal, og en anden meente i sin Uskyldighed, at det fik jeg vist ogsaa en god Skilling for.
Mod Aften først kom Pigerne, hver Karl var det overladt selv at indbyde een, og Dandsen begyndte i den straalende Dandsesal; Alleen langs Bassinet var illumineret; en lille Tremaster med brogede Lygter laae ude paa Vandet; de fleste Udklipninger til Lamper og Lygter havde jeg selv gjort.” —
Også under det næste herskab havde H.C. Andersen rige dage på Glorup. Men skal der endnu blive tid til et par ord om Glorups betydning for hans digtning, må vi nøjes her med at følge ham til grev Gebhard Moltke-Hvitfeldts død.
Som det allerede er omtalt, betød herregårdene i digterens ungdom adspredelse og inspiration; romanerne, både „O. T.” og Kun en Spillemand er nøje knyttet til sommerbesøgene på Lykkesholm. Man genfinder Glorup-indtryk i herregårdspartierne af De to Baronesser, som afsluttes i sommeren 1848 i ypperlig stemning her på slottet. Men ellers gav den rundelige fritid, stilheden og de gode arbejdsforhold især H.C. Andersen en kærkommen lejlighed til at renskrive, omarbejde og afpudse sine tidligere arbejder. Flere af hans skuespil har været i støbeskeen her. I sommeren 1840 var det tragedien Maurerpigen;[74] 1843 baksede han med den besværlige Ahasverus-plan;[75] sommeren 1844 gik tildels med at omkalfatre eventyrkomedien Lykkens Blomst,[76] som det kun ved Collins indgriben lykkedes at presse igennem til opførelse trods Heibergs censur. Han renskrev dog samme år Liden Kirsten,[77] et arbejde fra tiden efter den første Italiensrejse, som nu omsider fandt sin rette skikkelse og sin rette komponist, J. P. E. Hartmann.
Og den store hemmelighed og store fiasko Hr. Rasmussen er der 1845 syslet med i arbejdsværelset på Glorup; [78] her er han straks i efteråret 1849 begyndt at bearbejde de friske indtryk fra samme sommers Sverigesrejse, der 1851 bliver til den skønne og dybsindige rejsebog I Sverrig.[79] På en spadseretur i omegnen har han en dag i sommeren 1850 fået ideen til eventyrkomedien Hyldemoer,[80] og i 1851 har han arbejdet videre med den.[81] 1863 lægges sidste hånd på nybearbejdelsen af operateksten Ravnen,[82] 1867 renskrives Et Besøg i Portugal.[83]
Men eventyrene, vil De spørge. Det er dog dem, man helst vil vide besked om. Ja, strengt taget er der i første række kun den endelige redaktion af den forresten smukke historie Guldskat at nævne.[84] Men tit er påvisningen af frugtbare indtryk, der ligger og lagres i digterens sind, vigtigere til forståelsen af hans værkers tilblivelse, end oplysningen om, hvilket sted selve nedskrivningen af de berømte eventyr er foregået. Lad os slå op i dagbogen for 26. maj 1847 og der finde kimen til en historie, der først tre—fire år senere blev ført i pennen:[85]
„Excellensen og Frøken Charlotte Raben reiste til Lundsgaard, jeg bad om at blive hjemme. Det var ingen god Dag! først løb det Glas Portviin mig straks i Hovedet og i det samme kom Doktoren og hans Broder, jeg skulde føre Konversation og var underlig tung. Ærgerlig! det er en rar Kuur at drikke Portviin, naar man ikke kan taale det. Spiiste alene. Drak Kaffe hos Jomfru Ibsen, da kom en Madam fra Nyborg, hun vilde tale ene med mig, jeg lod hende komme op paa mit Værelse, det var om at tage Actier i hendes Garverie, jeg lod hende slaae Convolut om Ansøgningen og skrive uden paa til Excellense, Ridder af Elephanten, Storkors af Danne-brogen etc. sagde jeg; det var hende svært at skrive det første, jeg er kun et Fruentimmer, sagde hun, men da hun kom til etcetera, standsede hun — sukkede og skrev „extra!””
De kender konen. Det er hende, der ejer moppen i første del af historien Hjertesorg.
Ja — siger den opmærksomme tilhører — men kommer vi da slet ikke til skræpperne fra Den lykkelige Familie?[86]
Dette eventyr er ikke digtet her på slottet, men vi ved fra digteren selv, at det var her, skræppeskoven groede, og den huskes overalt, hvor historien læses og elskes. Den lykkelige Familie er fra eventyrenes store tid. Den er skrevet 1847 og trykt i samme hefte som Det gamle Huns, Vanddraaben og Historien om en Moder. Digteren fortæller med et barn på skødet; alt er tilpasset efter dets fatteevne og målt med dets målestok; se kun til skræppebladet, det største grønne blad her til lands, der er så forfærdelig stort, at det kan gøre det ud både for forklæde og for paraply! Barnet sætter store øjne op, og det ler godt, da det hører om regnen, der tromme-romme-romme på skræpperne, eller om de fornemme folk i gamle dage, der spiste snegle i fricassé og sagde „hum! hvor det smager!”, for de troede nu det smagte så dejligt. Det er med, når myrerne og de hvide myg skal skaffe den lille snegl en kone, og det ser for sig den sindige bryllupsrejse og den stilfærdige, men så fornemme fest, hvor seks Sanct Hans-orme lyste det bedste de kunne.
Jo, Andersen kendte både skræppeskoven og dens beboere. Når han gik sine ensomme ture ovre på Glorup, hvor verden syntes at stå helt stille, og hvor hans eneste selskab var den tavse gamle greve og de to gamle frøkener, der heller ikke sagde ret meget, så faldt vejen let ned til skræppeskoven, der bredte sig nederst i den store park. Det var som stemningen fra Torneroses slot. Og i kraft af kontrastens lov kom denne stemning netop over ham, da han i sommeren 1847 som sæsonens løve sad i London, verdens travle centrum. Herovre nedskrev han beretningen om den lykkelige familie.[87]
Men far og mor, som lytter til eventyret, forstår jo nok, at der ligger noget bag ved. Det var ikke tilfældigt, at den vittige og gen-nemreflekterede skuespiller F. L. Høedt med særlig forkærlighed læste dette tilsyneladende naive børneeventyr op.[88] De to inderlig gamle snegle er indbegrebet af den fornemme verden. De lever på de stolte traditioner om forfædrene, der opnåede den ufattelige lykke at blive kogt sorte og serveret på sølvfad oppe på herregården, noget plebejere som oldenborren, skruptudsen eller regnormen end ikke turde drømme om. De vidste med sikkerhed, at de var de fornemste i hele verden, ja, at verden, det vil sige skræppeskoven og herregården, for uden for dem var der ingenting, ret beset var til for deres skyld. Det var rigtignok gjort mere for dem end for alle andre skabninger, man kunne se, at de var herskabet! Og meget vittigt lader digteren den samme bevidsthed om at være tilværelsens midtpunkt gå i arv til eventyrets næste, unægtelig mindre aristokratiske generation, den lille almindelige snegl og hans sneglefrøken: „Regnen slog paa Skræppebladene, for at gjøre Trommemusik for deres Skyld, og Solen skinnede for at give Skræppeskoven Couleur for deres Skyld, og de vare meget lykkelige, og hele Familien var lykkelig, thi den var det”.
Har satiren videre adresse? Er den lykkelige familie også sindbillede på et vist lille nordisk folk, der ikke er utilbøjelig til at opfatte sig selv som finere, dygtigere og klogere end alle andre, verdens centrum? H.C. Andersen, som vidste, at den samme verden også eksisterede hinsides skræppeskoven og præstens mark, kunne være ond nok til at nære slige formastelige og upatriotiske tanker.
