Odense-egnen – et Betlehem med Andersen og Nielsen

I Anderseniana 2015 bragte jeg en artikel med overskriften “Odense-egnen – et Betlehem med Andersen og Nielsen”. Jeg begrundede overskriften med, at jeg med H.C. Andersen og Carl Nielsen i tankerne oplevede Odense-egnen som noget nær et “Betlehem” for digtning og musik. Andersen blev født i Odense, og Carl Nielsen i Nørre Lyndelse, kun 6-7 km. syd for denne by. Ordet “Betlehem” var jo stamadresse for Davids slægt, og en by, hvori fortællingen i profeten Samuels bøger fra Det gamle Testamente beretter, at den spillende og syngende David blev regentkonkurrent til kong Saul og som ganske ung nedlagde filistrenes kæmpestore Goliat med blot sin hyrdedrengsslynge i den tvekamp, der skulle afgøre krigen mellem jøderne og filistrene.

H.C. Andersen havde ifølge dagbogen af 15. februar 1864 fået ideen til en opera over dette emne og straks omtalt den for sin gode ven og jævnaldrende – komponisten J.P.E. Hartmann – under deres fælles besøg i Det Kongelige Teater – og forresten med en bemærkning om, at titlen måske kunne blive Hexen i Endor. Denne spåkvinde og åndemaner omtales en del i Første Samuelsbog, bl.a. fordi Saul havde forfulgt tidens åndemanere. Andersen var som bekendt særdeles bibelkyndig. Hexen fik en afgørende rolle i operaen, men titlen blev dog: Kong Saul.

Andersen skrev sin operatekst færdig og medtog den i Samlede Skrifter, selvom den aldrig blev opført, idet Hartmann kun orkede at komponere musik til den første af de fem akter, – måske på grund af den travlhed, der var forbundet med igangsættelsen af det nye musikkonservatorium, som senere hen blev til Det Kongelige Musikkonservatorium. Han og Niels W. Gade, hvis første, tidligt afdøde kone var datter af Hartmann, var via en kæmpearv efter grosserer i smykker Peter Wilhelm Moldenhauer forpligtet på at oprette konservatoriet, hvor begge tiltrådte i 1867 som direktører og undervisere.

I min artikel i Anderseniana 2015 var jeg inde på den tanke, at operaen Saul og David, som med musik af Carl Nielsen havde sin førsteopførelse i 1902 på Det Kongelige Teater, var blevet til med en stærk skæven til Andersens nævnte operatekst til Kong Saul. Teksten forelå som nævnt i Andersens Samlede Skrifter.^[1] Jeg pegede på flere personer, der stod Andersen nær og som tilmed havde haft kontakt til Det Kongelige Teater i årene op til 1902, herunder både komponisterne J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade samt redaktøren og litteratur- og teaterhistorieforfatteren Peter Hansen, som adskillige gange var i en nær og ret personlig præget kontakt med Andersen og tilmed i adskillige år op til 1904 var censor ved teatret. Samtidig nævnte jeg teatrets direktør fra 1899 til 1909, Arne Einar Christiansen, der var nævnt i programmet til Carl Nielsens opera Saul og David som tekstforfatter, og af Peter Hansen i dennes teaterhistorie vedrørende Det Kongelige Teater var nævnt som forfatter til en operatekst, skrevet på baggrund af Oehlenschlägers tragedie Dronning Margareta- en oplysning, der viser, at Christiansen var parat til at omarbejde en andens tekst, hvis der skulle være brug for det. I sine erindringer^[2] fortæller han – dog uden uddybninger – at medregnet sin tid som direktør ved Det Kongelige Teater skrev han i alt ti operatekster. Samtidig konstaterer man, at han før direktøransættelsen havde fået adskillige af sine egne teaterstykker opført ved teatret – bagpå det udgivne hæfte med hans tekst til Saul og David reklamerer Gyldendal med 18 skuespil af ham, hvilket peger på en teaterskrædder af et vist format.^[3] Et fingerpeg om hans mulighed for at komme på talefod med Hartmann, som måtte opgive færdiggørelsen af musikken til Andersens Kong Saul, får vi ved at læse følgende brev af 4. november 1885 fra Hartmann til ham:

Hr. stud.theol. Einar Christiansen.
Jeg saae i Mandags for første Gang Deres tragiske Skuespil “Nero,, og kan ikke tilbageholde min varmeste Lykønskning til det Arbeide, De har skjænket os. Jeg veed ikke i lang Tid at have været saa opfyldt af et Skuespil, som jeg var det af Deres. Hvis denne Udtalelse kan være Dem til nogensomhelst Tilfredsstillelse, skal det være mig meget kjært. Jeg vil kun tilføie, at min Hustru og Datter, som vare med mig i Theatret, fandt ligesaa stor Glæde af Deres Stykke som jeg, og derfor forene de’res Tak for den smukke Aften med min. Al god Lykke med senere lignende Frembringelser ønskes hjerteligt af
Deres LP.E. Hartmann.^[4]

Men nu til Carl Nielsen- Saul og Davids komponist!

Da Carl Nielsen fik til opgave at komponere musik til Christiansens operatekst, var hans ry som komponist allerede meget stort. Han havde allerede tilknytning til Det Kongelige Teater som medlem af kapellets violingruppe fra 1889-1905 – og sidenhen fra 1908-1914 som kapellets dirigent. Hvor meget Nielsen har hørt om Andersen og Hartroanns skrinlagte planer om at skrive en opera om Saul og David ved vi ikke, men noget kan han have hørt via Gade, der var en af hans lærere på konservatoriet – om end perifert – og gamle Hartmann levede jo da også i Nielsens konservatoriedage (1889-1892). Forresten kommunikerede Nielsen med både Gade og Hartmann, da han søgte Det anckerske Legat, hvor Gade var bestyrelsesmedlem og Hartmann formand. Han fik legatet i 1889. I Minder om Niels W Gade har Nielsen selv fortalt noget om sine møder med Gade.^[5] I Nielsens egen erindringsbog Min fynske Barndom fra 1927 er der fra hans musikalske start i København kun nævnt kontakten med folk, bl.a. Gade, der blev rådspurgt om hans mulige optagelse på konservatoriet. I 1954 udkom Carl Nielsens breve i udvalg af Nielsens datter Irmelin Eggert Møller og Torben Meyer. Af denne bog fremgår det, at Gades søn Axel var Carl Nielsens personligt bekendte og kollega i kapellet. Axel var også komponist og konservatorielærer. I Carl Nielsen meget berømmede bog, Levende Musik, fra 1925 bringer han udelukkede en række essays om musikken som sådan og berører der slet ikke de ovennævnte forhold.

I virkelighedens “spil” omkring eksistensen af to operatekster til dramaet i Samuels bøger er Andersen som forfatter til den første tekst naturligvis en hovedrolle-indehaver. Andersens arbejde med Kong Saul fortæller hans dagbøger en del om, og heldigvis har Andersenforskningens mester H. Topsøe­Jensen udarbejdet et værk-, sag- og stedregister til disse bøger. Her finder man henvisninger til Andersens skuespil- og operatekster. Til operaen Kong Saul i alt 22. Jeg blader i dagbogen og møder en Andersen, der er levende og hektisk optaget af sin operatekst til Kong Saul. I juni 1864 begynder han sin digtning på herregården Basnæs, og han vælger at bringe hele teksten på vers. At det samtidig inspirerer ham og bringer hans følelsesliv i oprør, at den sørgelige krig mellem Danmark og Tyskland i 1864 truer landets eksistens og bringer flere af hans personligt bekendte i livsfare, er formentlig med til at gøre detaljerede forestillinger om en krigssituation som den, vi møder i første og anden Samuelsbog mellem jøder og filistre, levende og vedkommende for ham og anspore ham til et hurtigt arbejdstempo. Den 25. juni 1864 sender han 1. akt til Hartmann. Den 3. juli læser han de to første akter op på Basnæs. Den 16. juli skriver han: “Endt tredie Aet paa Saul; denne Aet, skrevet igaar og i Dag er hele Udbyttet af Opholdet herude i Søllerød. – De Andre vare i Stranden jeg gik til Pastor Vedels og læste for dem de tre Acter af Saul.”- og nogle linjer senere: “Mit Sind er trykket; jeg har en dæmonisk Stemning til ret at udtale Sauls onde Dæmon, skrevet flere Stropher ned.”^[6]

To uger efter, den 31. juli skriver Andersen bl.a.: “I Nat kl. 12 er Vaabenhvilen endt, endnu vide vi intet. Læste for Hartmann hele ‘Saul”‘- og til sidst: “Vaabenhvilen forlænget til den 3 August Kl 1 om Natten.”^[7]

Den 19. oktober 1864 lyder det i dagbogen: “Læst for Gade Operaen Saul.” Det skal tilføjes, at Gade med sin nære tilknytning til sin tidligere svigerfar J.P.E. Hartmann og- som netop oplyst- fra 1889 i nogen kontakt med unge Carl Nielsen, var en vigtig brik i mulighederne for at holde erindringen om eksistensen af Andersens operatekst i live. Senere antydede Hartmann også, at den musik, han havde lavet til Andersens operateksts 1. akt, inden han ikke orkede at fortsætte, forhåbentlig kunne blive spillet i Musikforeningen, hvor Gade netop var den faste dirigent.

Det er i den forbindelse interessant at læse Andersens dagbog for 29. november 1874: “Igaar var Hartmann hos mig og fik Manuskriptet til Kong Saul, som han saa smaat igjen tænkte paa at komponere, mit skrevne Exemplar laae hos Sønnen Emil og Hartmann ønskede at Emilistedet for at komponere ‘Ludovique’ havde taget fat paa Saul, det havde maaskee været et Held for ham.”^[8]

Og så sent som den 12. december 1874 skriver Andersen i dagbogen: “Besøg af Hartmann, som vilde have nogle Forandringer i Texten til Saul, men disse syntes ikke at være gjørlige”.^[9]

Om Christiansen har skævet til Andersens tekst under udarbejdelsen af teksten til Saul og David vil nok vise sig ved en nærmere sammenligning af de to tekster. Jeg vil pege på forskellige forhold og detaljer.

Først falder det i øjnene, at Christiansen begrænser sig til fire akter i modsætning til Andersens fem. Christiansen er en meget dreven teaterskrædder og lader Sauls besøg hos heksen i Endor (der hos Andersen er hedder Zilla) begynde i 4. akt, medens Andersen venter til 5. Der er dog tale om i operaens slutakt en iøjnefaldende lighed, som jeg vil vende tilbage til.

I ingen af de trykte tekster er angivet forslag til de enkelte personers stemmeleje, men Hartmann angiver ved sine noder til l. akt, hvilke stemmer hans kompositioner er bestemt til. Dog når han kun at lave musik til fem personer. Christiansens personers stemmelejer fremgår af operaførerne.

Jeg bemærker mig, at både David og Jonathan er tenorer i begge operaer. Dette er ikke så hensigtsmæssigt, hvis man som komponist ville lade dem synge i duet, om end det kan lade sig gøre.

Saul er i Andersens tekst betegnet som tenor, skønt rollen ville være egnet til en bas som en mulig stemmernæssig variant til ovenstående unge mennesker. Måske har man haft en bestemt sanger med stort skuespillertalent i tankerne under hensyn til de udtryksnuancer, som Andersen måtte ønske sig til manifesteringen af de vældige humørsvingninger, han klart havde tillagt sin hovedfigur.^[10]

Et sammenfald i stemmelejet (bas) hos Isram, Sauls fortrolige hos Andersen og Abner, Sauls fortrolige hos Christiansen, ses også, uden at jeg dog skal forsøge på at lede efter en nærmere forklaring.

Hartmann slutter sit arbejde med Andersens tekst ca. tre tryksider før 1. akts slutning. David har tilbudt at tage kampen op mod Goliat, og Saul synger, idet David går afsted til kamppladsen: “Kun et Vindstød og Bladet er vendt./ Hvad der vil komme, har Ingen kjendt”^[11] Teksten i akten slutter med, at Jonathan melder, at David har sejret, hvortil Zilla med koret starter det berømte råb: “Tusinde dræbtes af Sau!,/ Ti Tusinde dræbtes af David!“, et råb, der ophidser kongen stærkt.

I Christiansens tekst forekommer Davids kamp med Goliat i 2. akt. Og Saul bliver her så ophidset over nævnte folkeråb, at han slynger sit spyd efter David. Mikal, Sauls datter, der må regne med at få David til ægtemand, hvis han sejrer, får i denne akt mere rum for sin frygt for Davids død end i Andersens tekst, hvilket naturligvis er til komponistens gavn.

Og efter Davids sejr kommer i denne akt den berømte Halleluja-musik, hvor et blandet kor viser folkets begejstring, en komposition, der siden har lydt ved mange koncerter som enkeltnummer.

Jeg vil nu springe helt frem til Andersens 4. akt. Vi ser en sal i Sauls borg. Saul er nedtrykt, og David er derfor tilkaldt for at spille for ham. Alligevel føler Saul, at David har onde hensigter som hans kommende mulige efterfølger. Zilla er til stede i borgen og hører, at Saul betror Isram, at han vil tage til Endor hos heksen der for at få viden om sin skæbne i denne farlige stund, hvor Filistrenes hær er truende nær.

Zilla er identisk med heksen og begejstres over sin mulige chance for at hævne sig på Saul, som i sin forfølgelse af åndemanere har dræbt hendes broder. Andersen bringer her netop den handlingsmæssige mulighed, han oprindeligt drøftede med Hartmann i teatret, ind i billedet.

Jeg har undret mig over heksens indtræden i handlingen, men må konstatere, at hun er så centralt placeret i Første Samuelsbogs beretning, at hun figurerer i et leksikon, såvel Andersen som Hartmann kunne slå op i – og formentlig, fordi børnene har hørt om hende i den højere skole, hvis stof som regel dengang var næsten obligatorisk repetitionsstof i tidens leksika. I andet bind af Nordisk Conversations-Lexicon fra 1859 læser vi under “Endor” følgende:

Endor var en Stad i Jødeland, som ved den af Josva foranstaltede Deling blev tildeelt Manasse Stamme. Den er bekjendt ved den kananitiske Feltherre Sisseras Nederlag (Ps. 83, 10-11) og ved den Troldkvinde (Hexen i Endor), til hvem Saul, umiddelbart før den sidste Kamp med Philistrene, tog sin Tilflugt for at erholde Raad og Trøst, og som lod Samuels Aand forkynde Kongen hans nærforestaaende Endeligt.

I femte bind af samme leksikon, der er dateret 1863, forekommer Saul som stikord:

Saul var den første Konge i Israel (omtrent 1070 f. Chr.) Søn af Israeliten Kis af Benjamins Stamme. Han blev af Samuel valgt og salvet til Konge, men vakte siden Prophetens Utilfredshed, hvorfor David hemmelig blev salvet til S.’s Efterfølger. S. henfaldt i vedvarende Tungsindighed, forfulgte David og tog sig omsider selv af Dage i et ulykkeligt Slag mod Philisterne.

Man må sige, at Andersen i sin operatekst holdt sig pænt til disse opslagsords oplysninger om Saul og heksen fra Endor- og jeg kan tilføje, at Christiansen giver omtrent helt det samme indhold i sin 4. akt (hans sidste akt) som Andersen i sin 4. og 5. akt (sine to sidste). Begge operaforfattere sørger for, at Samuels ånd manes frem og i få ord fortæller Saul, at hans levetid er nært forestående, og at filistrene skal sejre og David skal arve hans rige.

Andersen lader Zilla hovere over, at Saul bliver rystet. Hun udbryder: “Det skoggerleer/ i Hjertet her inde/ Triumph!” og kor af kvinder udbryder: “Triumph, Du haanede Hexekvinde”. Zilla fortsætter: “Nu først Livet jeg kjender!/ Saul vaagn op! dine Fjender/ Er’ over dig.” ^[12]

Hos både Andersen og Christiansen ændres scenen her – hos Andersen til Sauls lejr og hos Christiansen til et sted i terrænet. Herefter dør hos begge først Jonathan, der er såret i kampen, – derefter Saul, der selv støder sit sværd igennem sig efter at have bedt en anden om at gøre det.

Man ser, at Christiansens afslutning på operaen er temmelig sammenfaldende med Andersens, – selvom Andersen har delt sin afslutning i to akter. Til allersidst er de dog hver især nødt til at tage hensyn til deres egen titel på operaen. Andersen har Saul som titelfiguren, – Christiansen fokuserer på David, og lader ham grundigt hylde.

Netop tidspunktet, da Andersen skrev denne operatekst, var yderst kritisk både for Danmarks overlevelse og for ham selv som meget læst i Tyskland, – og jeg skønner, at hans følelser under denne digtning har forstærket hans ønske om, at få Kong Saul optaget i Samlede Skrifter på trods af den ufuldendte musik.

Da jeg spurgte Inger Sørensen, forfatter af den mammutstore bog: Hartmann, et dansk komponistdynasti (Gyldendal 1999), om Hartroanns musik tilt. akt af operateksten vitterligt aldrig blev spillet i Musikforeningen, kunne hun som i bogen bekræfte dette, men tilføjede, at den senere hen var blevet spillet i Danmarks Radio og måtte kaldes: “En storslået musik”. Som et apropos til svaret bemærkede hun, at hvis Hartmann havde gjort sin musik færdig, havde vi næppe fået Carl Nielsens Saul og David.

Med henvisning dels til de kontakter Carl Nielsen havde haft til J.P.E. Hartmann, Niels W. Gade og dennes søn Axel – og dels til Arne Einar Christiansens kontakt ved Det Kongelige Teater til Andersens nære bekendte Peter Hansen, der endog blev censor ved teatret og forresten var en af Christiansens forgængere i redaktørstolen på Illustreret Tidende,- samt endelig Christiansens kontakt, ifølge sine erindringer, til gamle Hartmann, der var formand for Det anckerske Legat, da Christiansen modtog det, – har jeg følt mig overbevist om, at Arne Einar Christiansen har ladet sig friste til at skæve til H.C. Andersens Kong Saul-tekst under udarbejdelsen af sin operatekst til Saul og David.

I forbindelse med min sammenligning af de to tekster vil jeg til sidst pege på, at Arne Einar Christiansen og H.C. Andersen begge i deres operateksters slutning undlader at lade jøderne fremtræde som modløse i krigen med filistrene. Christiansen fremmer ganske vist et sådant indtryk mere indirekte end Andersen, der uden videre lader koret af krigere synge: “Seiren er vundet!”‘

Arne Einar Christiansen er sluttelig stærkt optaget af, at David nu er Sauls værdige efterfølger og “Stammernes Haab” samt den, der “skal grundfæste Forjættelsens Rige paa Jorden” og altså på længere sigt vil blive den “historiske” sejrherre.