Henrik Hertz’ „Gjenganger-Breve” fra 1830 og den strid, der udviklede sig efter deres udgivelse, er velkendt. Angrebene på H.C. Andersen heri, hans voldsomme reaktion og det „Riimbrev til Knud Sjællandsfar i Paradiis, eller Gjenmæle mod dennes Angreb paa Andersen”, der udkom under pseudonymet Davieno, alias Ove Chr. Drejer, har også ofte været omtalt (se bl.a. Danske Studier, hæfte 3-4, pg. 167-169, H. G. Olrik: H.C. Andersens forsvarer i 1831. 1926). Dog kan et par linier fremhæves af sidstnævnte arbejde, hvor det hedder:
„(Man aldrig før har seet et saadant Spil!)
At see fast alle Landets Sangere
Med Eet forvandled’ til
Gjengangeres Gjengangeres Gjengangere!” (pg. 15)
Thi blandt disse forvandlede sangere var en vis P. Tetens Hald, der under Holbergs pseudonym Hans Michelsen udgav et „Gjenganger-Poem udi fem Sange … med skjønne Anmærkninger nedenunder efter den gamle Maade” i København 1831. Det består af „Proomium” med polemisk satire i de følgende sange over for litterære personligheder i tiden – bl.a. J. L. Heiberg.
Men vigtigst er det at konstatere, at hele „Tredie Sang” beskæftiger sig med H.C. Andersen og de af ham indtil da udgivne arbejder. Efter en indledning uden egentlig tilknytning til den digter, forfatteren ønsker at behandle – den fylder over en side i oktav -følger omtrent syv sider med en smule ros og mere ris til den stakkels Poet; heraf udgør sammenlagt omtrent to sider de i titlen nævnte ledsagende bemærkninger.
I begyndelsen synger Hans Michelsen nok så troskyldigt:
„I Signeur Andersen mig tidt har til Jer draget;
Jer fyrigt Blod, Jer Geist ei sjeldent mig behaget”
(pg. 22)
Nemlig i digte som „Rime-Djævelen”, „Det døende Barn”, „De Danske og deres Konge”, „Hjertetyven”, „Aftenen”, „Aftenlandskab” og „Østergade, poetisk betragtet”, der alle, på nær eet, „Hjertetyven”, er optaget i „Digte” fra 1830. Det sidstnævnte digt er trykt i „Phantasier og Skizzer” fra 1831. Og hermed slutter den beherskede anerkendelse.
Den dadel, der nu kommer til orde, indledes med en bebrejdelse til H.C. Andersen for, at han ikke kan dansk, han bogstaverer fejl -og med henvisning til digtene „Soldaten” og „Studenten” fra „Digte”, men især Peer Vægter i „Kjærlighed paa Nicolai Taarn” fra 1829, fremhæves hans manglende ævne til sand karakterskildring. „Studenten” er en poetisk drømmefigur, ikke et menneske af kød og blod, og Peer er malplaceret som vægter, da han er belæst (Heinrich Clauren, pseudonym for Carl Heun (1771-1854), der netop i årene op til 1830 var flittigt oversat til dansk, nævnes, og i en af de „skjønne Anmærkninger” spørges der, hvorfor denne udmærkede forfatter flere gange har måttet stå for skud hos Andersen?); at Peers svigerfar på Nicolai har lært fransk, gør ikke sagen bedre.
En femtedel af det hele digt optages af en diskussion om, hvorvidt H.C. Andersen kan latin, da rettelses-listen til „Phantasier og Skizzer”, bortset fra et enkelt, udelukkende indeholder korrektion af latinske ord fra det prosaiske stykke: „Den skjønne Grammatica, eller Badens latinske Grammatik. (Skizzeret, som en rørende, claurensk Novelle.) Capriccio.” Da afsnittet har videre betydning, skal det undtagelsesvis citeres i sin helhed:
„Siig – her jeg ærligt Svar af Eder vist forventer —,
Siig mig for Alvor dog, hvo lærer nu hos Jer:
At lego dativ og accusativ regjer?
I min Tid veed I Man Donat og havde pløiet;
(Jeg troer, jeg den har meer end I har Baden døiet);
Men kom en Peder Degn med Snak saa reent forkeert;
Per Jovem han blev strax paa Stedet rejiceert.
Siig tør jeg tænke, til I bedre Documenter
Tilstiller mig, at I slig Galskab ene henter
Fra en Grammaticus, et Sted i Eders Land,
Der efter Saxos Skik Latinen taer sig an.
Thi jeg bekjende maa, som i min Barselstue
Det Sire gik, jeg stærkt begyndte for Jer grue,
Da jeg blandt „Rettelser,” (hvor Dansken ei I rør;
Skjøndt Himlen veed, den kan Ens Hoved gjøre ør),
Da jeg, som sagt blev vaer, at hvert Ord som var rettet,
– Om af Jer eller ei, derpaa jeg ei har gjættet –
Hvert Ord var – var Latin. I kan dog vel Latin!
Hvad heller er som hiin I faldet paa et Sviin;
Og sligt Pedanterie forkaster saasom Lapper?
Lad see, I Jer forsvar! Peer Caudi, hold Jer tapper!”
(pg. 25-26)
Til udtalelsen om, at en Peer Degn for fejl som Andersens på stedet var blevet „rejiceert”, knytter Tetens Hald, som så ofte med allusion til Holberg for at bevare forklædningens sandsynlighed, denne „skjøne Anmærkning”:
„See den Comoedie: Erasmus Montanus, act. 3, scen. 3; hvor Erasmus, efterat Peer Degn har brystet sig af den Færdighed „at kunne scandere alle Slags Vers,” saa og har villet give at forstaae, at han kunde en Hob Latin, udbryder: „Latin! om I kom i Skolen nu, kunde I ikke komme høiere, end i Sinke-Lectien.” – Vil I ellers vide, hvad gamle Baden dømte, da han havde læst Jer philologiske Bemærkninger: „at lego som et verbum transitiva (dvs: vum) havde sine 2 Objecter?” Han applicerede simpelthen Jert Motto til samme Capricio paa Jer, sigende:
– Læser Du
min Bog som Fanden læser Bibel;
saa blier jeg blandt de Godtfolk beet
som stave Grammatikens Fibel. -”
(pg. 25-26)
De sidste linier er en behændig omskrivning af H.C. Andersens omtalte citat fra Wilster, der lyder:
„ – læser Du – – –
Mit Digt, som Fanden læser Bibel,
Saa blier jeg blandt de Godtfolk beet,
Der stave Poesiens Fibel.”
(„Phantasier og Skizzer, pg. 8)
Satiren slutter med påtale af den værste af alle fejlene, manglende anstændighedsfølelse og takt. I „Kjærlighed paa Nicolai Taarn” hånes den store Oehlenschläger med lånte fjer fra den forhånede – Axels troskab er på tale – mens verdens harmoni er bragt ud af ligevægt, da Andersen i „Tyveknægten”, optaget i „Digte”, tager skæbnen i sin hånd og formår
„ ….det ømme Moderhjerte
At gjennemstjunge med saa dyb, saa bitter Smerte,
Som den, at Barnet skal partout i Statens Kløer …
I har dog christen Tro . . .”
(pg. 28)
spørges der, og med en sidste formaning indskærpes det, at en digter ene skal bedømmes ud fra den respekt, han viser det, der står i pagt med himlen!
I kvalitativ henseende står denne satire lavere end Hertz’, men højere end Davieno’s. Den sætter ind mod en række værker fra Andersens hånd, ikke uden indsigt i disse og forståelse af deres skavanker; men de anker, der udtales mod dem, er ingenlunde nye.
Er dette „Gjenganger-Poem” hidtil upåagtet af Andersen-litteraturen, er digteren det ikke.
I „Levnedsbogen”, udgivet 1926, fortæller H.C. Andersen:
„En anden, dog mere privat Antagonist, fik jeg i Licenciaten Hald, med hvem jeg hver Fredag samledes hos Ørsteds, han havde en Art af Interesse for mig, men hans Hovmesterreren, og ofte skjæve Anskuelse gjorte os tidt noget uenig. – Han var ogsaa sprunget ind paa Forfatterveien, havde skrevet to Vaudeviller som siden bleve lagt hen, og traadte nu meer og meer frem som Recensent. Min Vaudeville havde han meget imod, fandt min Lystighed for kaad, ja frakjendte mig al Barnlighed i Hjertet, noget som jeg dog vist havde allermest af, dengang jeg skrev de meest frie Persiflager. – Dog virkede just denne Oposition godt ind paa min Selvstændighed, og han indrømmede mig dog altid Noget, skjøndt han flaaede og sønderskar ethvert Arbeide for ret at sige mig Skyggen, og det sagde han mig Ansigt til Ansigt, rigtignok hørte der tidt grumme mange paa det. —”
(pg. 151-152)
Den omtalte, der var præstesøn og født 1802 i Oddense i Salling, dimitteredes 1821 og afsluttede sin teologiske embedseksamen 1826. 1828 blev han licentiat i teologi og begyndte 1830 som privat-docent med forelæsninger i kirkehistorie på universitetet. Da „Gjenganger-Poem” udkom, havde han allerede udgivet et par faglige skrifter og tjent skønlitteraturen som kritiker og forfatter. I „Dansk Litteratur-Tidende” recenserede han i årene 1829 og 1830 Hauch’s „Dramatiske Værker” og Hertz’ „Amors Genistreger” samt optrådte på teatret med vaudevillerne „Guldbryllups-Frierierne” og „Destillatøren” (1828-1829). Han havde således, da han udgav det omhandlede digt, allerede trådt sine litterære barnesko.
I de senere selvbiografier stryger H.C. Andersen hans navn og giver afsnittet et mere anekdotisk præg. Og han optræder som anonym i endnu en historie, der stammer fra ca. 15 år senere:
„Med Hensyn til „En Digters Bazar” var Blad-Critiken i Kjøbenhavn uendelig dum; man fandt det overspændt og skrækkeligt, at jeg kunde sige, at jeg ved Smyrna havde seet, da Nyet var tændt, den hele blaa, runde Maane-Kugle. Vore danske Critikere havde sædvanlig ikke aabent Øie for Naturen; selv det høist fornemme „Maanedsskrift for Litteratur” dadlede mig engang, fordi jeg i et Digt havde talt om en Regnbue ved Maaneskin; det skulde ogsaa være min Phantasie, som drev mig saa vidt; jeg beklagede mig herover for Ørsted; en nuværende Provst, hvem jeg antager havde skrevet Critiken, hørte til og udbrød: „Det er ogsaa dristigt af Dem at skabe saadan en Maaneregnbue!” -„Ja, men jeg har jo selv seet den!” – „Hvor?” spurgte han. – „En Aften ude paa Vesterbroe!” – svarede jeg. – „Paa Vesterbroe!” loe han høit, „ja paa det Theater med Pantomimer og Trylleri!” — Mennesket tænkte sig, at jeg meente Casortis Theater. — „Nei, oppe paa Himlen selv, paa Vor Herres Himmel, har jeg seet den!” – og nu tog Ørsted mit Parti” („Mit Livs Eventyr”, 1855, pg. 249)
Tetens Hald omtales som „nuværende Provst”, idet han da var udnævnt til stiftsprovst i Aalborg Stift samt provst for Aalborg Provsti og Kjær Herred. At han ikke var ophavsmand til den nævnte recension, betyder mindre for den kendsgerning, at H.C. Andersens modvilje mod det gamle bekendtskab ikke var blevet mindre med årene, og historien bekræftes i almanaken d. 28. maj 1845: „Traf hos Ørsted Provst Hall, der var utaalelig, som i gamle Dage.” (Venligst meddelt af Overbibliotekar H. Topsøe-Jensen).
Andre vidnesbyrd end disse forekommer ikke om forbindelsen mellem disse antagonister. Hverken i dagbøger eller breve omtales licentiaten. Dog har H. G. Olrik i den del af kommentarerne til udgaven af „Mit Livs Eventyr” fra 1951, som han nåede at udarbejde, villet se et forbillede i det første af de her fremførte citater til „Billedbog uden Billeder”, 13. aften. (I, pg. 413).
Taget i betragtning, at Hans Michelsens digt kvantitativt udgør den vægtigste satire mod H.C. Andersen i de første trængselsår, spørger man uvilkårligt, om han ikke har kendt dette digt, hvis forfatter dog var ham alt andet end fremmed? Foreløbigt skal spørgsmålet besvares med et nyt problem.
I „Kjøbenhavns-Posten” d. 5. marts 1831 findes under overskriften „Literair Notice” en anmeldelse af Hans Michelsens digt. Skønt det betragtes som et „Curiosum” af redaktionen, vil man ikke undlade at omtale det, da (pg. 184) „man har modtaget et Brev til Hr. Licentiaten, der er altfor venskabeligt til, at man kunde nægte det Befordring med Kjøbenhavnsposten”. Brevet lyder:
„Venskabelig Skrivelse til Forfatteren af: „Gjenganger-Poem
Dersom der skulde udkomme et nyt Oplag af Dit Værk, maa jeg, som Ven, bede Dig, for Himlens Skyld, læse i Badens Grammatik § 149, den 9de Regel, thi Du har reent glemt denne, og derved begaaet en slem grammatikalsk Feil, hvorfor Andersen vilde have faaet: „dada”, og være bleven sat: „i Skammekrogen”; og da Du og den anden Gjenganger nu krabaske ham især for hans Grammatik (noget som det unge Menneske kan have godt af), seer det dog saa grumme slemt ud, at Du selv begaaer en Feil[1], til hvilken Du neppe kan finde en værre Mage hos ham. Han er istand til, at kunne spørge Dig med Dine egne Ord til ham: „I kan dog vel Latin?”. Nu, bliv ikke vred for min venskabelige Skrivelse, jeg mener Dig det ligesaa godt, som Du mener Andersen det.
En Ven.
Brevet giver anledning til at fastslå følgende fakta:
Anmeldelsen bringes udelukkende for at retfærdiggøre H.C. Andersen af alle angrebne i „Gjenganger-Poem”.
Som tidligere citeret opfordrede Hans Michelsen H.C. Andersen til et forsvar for sit latin. Forsvaret foreligger nu.
Udtrykket, at „…Andersen vilde have faaet: „dada”” etc., der oprindelig fandtes udtalt i Hertz’ „Gjenganger-Breve”, benytter den angrebne bl.a. i et brev d. 20. september 1831 til B. S. Ingemann; disse irettesættende ord havde brændt sig ind i hans bevidsthed.
Brevet betegnes som en „Venskabelig Skrivelse” fra „En Ven”. Andersens underskrift på det afsluttende, anonyme indlæg i polemiken i „Kjøbenhavns-Posten” maj-juni 1829 mod v. Nolcken lød: „En Beundrer af XXX.”
Træk i indlæggene mod v. Nolcken kan have lighedspunkter med det foreliggende, f.eks. deri, at den angribendes ord vendes mod ham selv – her: „I kan dog vel Latin!” I slutningen af Andersens første store gensvar til v. Nolcken („Kjøbenhavns-Posten” d. 26. maj 1829, pg. 340) benyttes netop denne fremgangsmåde.
Bortset fra selve indholdet i „Gjenganger-Poem” kunde personlige årsager til et svar fra H.C. Andersen til Tetens Hald have været stærkt medvirkende. I biografierne og almanak-optegnelsen udtaler han således sin afgjorte modvilie mod denne overlegne revser, der gør ham latterlig i andres påhør.
Endelig, antager man, at den angrebne ønskede et anonymt indlæg, så at „Kjøbenhavns-Posten” bragte en slags anmeldelse blot for hans skyld, var det den bedste af datidens aviser, han kunde søge. Overbibliotekar H. Topsøe-Jensen betegner (i „Omkring Levnedsbogen” 1943, pg. 210) dens redaktør A. P. Liunge som Andersen „i høj Grad venligtsindet … som flittigt havde protegeret ham i Kjøbenhavnsposten.” Han havde åbnet ham sine spalter første gang i september 1827 („Det døende Barn”) og givet ham husly i de kommende år, ikke alene for digte, men også for indlæggene i v. Nolcken-polemiken, der, måske ved hans hjælp, endte med tilsyneladende sejr for protegéen; v. Nolcken ophørte i alle tilfælde med at anmelde i „Kjøbenhavns-Posten”, hvorimod H.C. Andersen i de kommende år nød redaktørens bevågenhed.
De fremførte betragtninger taler stærkt for, at H.C. Andersen er forfatter til omtalte indlæg i „Kjøbenhavns-Posten”. Og det skal til slut anføres, at i fortegnelsen over H.C. Andersens bogsamling, solgt på auktion i 1876 hos Hee, står pg. 2: 70. Hald, P. T. Gjenganger-Poem. 1831. – I en anden fortegnelse, over Edvard Collins bibliotek, solgt 1886 hos Wegener, står pg. 97: 2627. (Hald, P.T.) Gjenganger-Poem, af H. Michelsen. 1831.
