I 1925 fik staten ansvaret for radioens drift i Danmark. I første omgang som en forsøgsordning, men allerede året efter blev den gjort permanent. Med Statsradiofonien fulgte Danmark det, der blev den europæiske norm, og i slutningen af 1930’erne var der kun private radiostationer side om side med de statslige i Spanien, Jugoslavien, Frankrig og Luxembourg. Den dagspresse danskerne kendte i forvejen, var i høj grad lokalt og regionalt forankret, og der var noget for enhver smag. På Fyn læste konservative Fyens Stiftstidende, venstrefolk var glade for Svendborg Avis, de radikale for Fyns Venstreblad og Fyns Socialdemokrat blev først og fremmest læst af arbejdere.
Fyens Stiftstidende var blandt de aviser, der bragte fynboerne regionale vinkler på nyhederne. Med radioen kunne man lukke op for de landsdækkende eller søge de internationale kanaler. Under krigen blev der lyttet intenst til BBC i de fynske stuer. Billedet er fra 1942 // Odense Bys Museer.
Radioen var anderledes. Med den teknologi, der var til rådighed, var der ikke plads i æteren til hverken lokal- eller regionalradio. Der var knap nok plads til at to kanaler kunne sende samtidigt i Danmark uden at skabe interferens enten med hinandens eller nabolandenes kanaler. Den trange plads i æteren blev hurtigt et politisk problem i Europa, hvor landegrænserne lå tæt. Allerede i 1925 blev den nyoprettede danske statsradiofoni inviteret med i et samarbejde mellem de europæiske radiofonier i den lige så nyoprettede Internationale Radiofoniunion, som skulle sørge for at fordele bølgelængderne nogenlunde ligeligt mellem europæerne. De internationale aftaler søgte at skabe en form for orden, og landene skrev samtidig under på at man ikke at ville sende propaganda uhæmmet ind over naboernes grænser, men det ændrede ikke ved at antallet af mulige kanaler var begrænset.
En væsentlig grund til at Danmark og mange andre europæiske lande valgte at oprette statsradiofonier var at undgå, at de få kanaler blev domineret af kommercielle eller politiske interesser. Staten skulle sikre, at radioen var et neutralt organ for oplysning og underholdning, derfor blev den også finansieret af licens og ikke reklamer. Det betød naturligvis ikke, at der ikke var politiske interesser i radioen, det var der i høj grad, og mediepolitiske debatter er flere gange siden blevet til gevaldige slagsmål.
Et af skænderierne, som man kan følge fra Statsradiofoniens fødsel og til i dag, drejede sig om forholdet mellem hovedstad og provins. Statsradiofonien fik helt selvfølgeligt sit hjem i landets hovedstad, og selvom der efterhånden blev oprettet studier i provinsen, så kom radiofonien ikke i nærheden af den geografiske mangfoldighed, man kendte fra dagspressen. I 1930’erne argumenterede bl.a. Fyens Radio-Union for, at Statsradiofonien skulle indrettes mere decentralt. På langt sigt håbede unionen, at når først fjernsynet blev indført i Danmark, så ville det give anledning til at sende regionalt.
Fjernsynet kom, og uden at det i første omgang lod sig omsætte til regional-tv. Antallet af kanaler var lige så begrænset som for radioen, og det var dyrt og tungt at producere. I stedet bestræbte man sig på at samle landets forskellige kulturelle udtryk til et hele. Fire år efter at Statsradiofonien havde sendt sine første programmer i 1951, kom fjernsynet til Fyn. Julius Bomholt, der var undervisningsminister, indviede den fynske tv-sender og lagde vægt på, at der ikke blot skulle være tale om billeder til Fyn, men også fra Fyn:
Klik på billedet for at se Julius Bomholt tale om fjernsynets ankomst til Fyn.
For nyligt udkom bogen Monopolbrud som en del af Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Her kan du læse meget mere om dansk fjernsynshistorie, om hvorfor staten fik et monopol, og om hvordan det kan være, at det ikke er sådan længere.
