I sine selvbiografier og breve lufter H.C. Andersen gang på gang sin harme over Det kgl. Teater, som gennem årene havde skaffet ham så mange bitre timer. Hovedstederne er kapitel VI i Mit eget Eventyr uden Digtning (Udgaven 1942 s. 97-99) der er skrevet på den store udenlandsrejse i 1846, samt – udvidet og omarbejdet – indledningen til kap. VIII i Mit Livs Eventyr (1855, udgaven 1951 s. 214-19). Forud for dem begge ligger det lille udkast, som hermed publiceres for første gang; Manuskriptet findes i den vigtige og righoldige samling H.C. Andersen-optegnelser i Collinske Manuskriptsamling nr. 41,4to på Det kgl. Bibliotek. Det meddeles her, som det foreligger fra forfatterens hånd; overstregne ord er kursiverede og sat i skarp parentes [ ]. Kun eet sted er der tilføjet et manglende ord: (høiere).
Affattelsestiden lader sig med ret stor sikkerhed bestemme. 1. december 1838 var Digteren flyttet ind i et par kvistværelser i Hotel du Nord på hjørnet af Vingårdsstræde og Kongens Nytorv, hvor nu Magasin du Nords store bygning ligger. Han havde vindue med forhøjning og stole ud til Kongens Nytorv og det gamle kgl. Teater til genbo. Her boede han til 13. maj 1847.
I den lille artikel hentydes der til balletmesteren (Bournonville), og der nævnes fire store skuespillere: Fru Heiberg, Mad. Anna Nielsen, Ludvig Phister og N.P. Nielsen. Den omstændighed, at Andersen ikke medtager den store J.C. Ryge, beviser, at Udsigt fra mit Vindue i Kjøbenhavn først kan være skrevet efter denne mesters død 29. juni 1842. På den anden side må stykket være ældre end nytår 1843. 31. december 1842 afgik som direktør (og censor) Chr. Molbech, hvis sendrægtighed, dårlige mave og gnavne vilkårlighed tydeligt afmales i artiklen, selvom hans navn forties. Og samme dag Molbech forsvandt fra teatret, forsvandt også det berygtede og forhadte „Minut-Regulativ”. Kommitteret i Rentekamret, datidens finansministerium, Justitsraad C.L. Kirstein var 24. december 1831 blevet økonomisk direktør ved teatret og sad som medlem af direktionen til 15. december 1838. Andersen kalder ham i Mit Livs Eventyr: „en bekjendt, dygtig Contoirmand, som blev gjort til Theaterdirecteur, man ventede god Orden i Tingene, thi han var en god Regnskabsfører”. Et led i Kirsteins økonomiske teaterpolitik var det af ham konciperede regulativ for forfatterhonorarer ved Det kgl. Teater, approberet 22. oktober 1832, hvor forfatterens betaling afgjordes af forestillingens længde efter en meget findelt skala, som opererede ikke blot med timer, men med kvarterer. Andersen havde døjet under dette regulativ både ved Skilles og mødes og Maurerpigen. Angsten for, at der skulde mangle nogle minutter i at nå fuld takst, havde nær spoleret glæden ved Mulattens glansfulde førsteopførelse for ham. Det blev nu afløst af et af Jonas Collin udarbejdet nyt og liberalere regulativ, der approberedes ved kgl. resolution af 29. december 1842 og – som nævnt – trådte i kraft fra nytårsdag 1843. I et brev til Edvard Collin fra Juledag 1842 gør Andersen op, at han ved det nye regulativ vilde have fået hele 1000 Rdlr. mere for Mulatten, end „Minut-Regulativet” havde undt ham (H.C. Andersens brevveksling med Edvard og Henriette Collin, I, 1933,327).
Oplæsningen af nyantagne stykker lededes i 1842 af J.L. Heiberg, hvis instrux er dateret 5. august 1839 (Breve og aktstykker vedrørende Johan Ludvig Heiberg. Ved Morten Borup, II, 1948, 339-42). Om det primitive maskineri og det fattige dekorationsmateriale, der stod til rådighed ved forestillingerne, kan bl.a. læses i historien Et godt Humeur (SS, XIV, 25). Når vor digter beskæftiger sig med pibe-koncerterne i teatret, må det ikke glemmes, at han netop i efteråret 1842 havde oplevet kraftige meningskampe under opførelsen af sin lille uskyldige vaudeville Fuglen i Pæretræet (MLE, I,267; Almanak 3., 5. og 15. november 1842).
Bemærkningen: „Holberg sagde at de korteste Vers var de dyreste” må sigte til samtalen mellem Corfitz og Poeten i Barselstuen V,4.
Regnen skyller ned, Vinden rusker i Vinduet; ligeudfor ligger Torvet, [nyt og pynteligt, det gamle Bundløse Dyb] halv ukjendelig ved sin nye gode Steenbro, Theatret selv er kalket hvidt, og man tænker paa Skriftens kalkede Grave. Den røde Placat, der forkynder at Stykket er forandret, lyser, som vort Theaters Modermærke, næsten daglig fra Muren. [Jeg har kjendt en Mand som aarlig]. Eengang lod jeg ved Saissonens Slutning altid Placaterne indbinde, en Fremmed, som saae disse Hefter spurgte mig om man altid hos os havde hvide Placater naar Stykket var forandret; [thi det faldt ikke Mennesket ind at] og at man ikke kunde sige at her just vare mange hvide; jeg lod ham blive i Troen! – Det gamle Theater med sin røde Placat hilser mig! Hvad Theatret giver, hvad Bladene sige og en eller anden skandaleus Hverdags Historie er Treklangen, i det mindste den der lyder høiest i Kjøbenhavnernes Konversation; et nyt Stykke er en [Hverdags Beg] Verdens Begivenhed, om hvis Udfald man saa temmelig forud er underrettet, især naar det er et originalt Stykke; man hører næsten aldrig det Spørgsmaal er det smukt, eller det Udraab: jeg glæder mig der til, nei man siger: Skal der pibes? eller: det er vist noget snavs! – kun Digteren er det her Skik og Brug at pibe ud, de Spillende have aldrig prøvet det! den ene er saadan en net skikkelig Pige, den anden en god Fader! og herre Gud vi blive alle Gamle! Det griber ind i Medlidenheds Følelsen og denne spiller [større en større Rolle] hos Kjøbenhavnerne en større Rolle end Begeistringen; dog kommer denne en Gang, saa holder den ogsaa ved, saa Gud Naade enhver som vover at gjøre en kritisk Bemærkning, den være nu saa rigtig den være vil, det tyndeste Organ bliver harmonisk, Coquetteri bliver [Ynde] et yndigt Skjælmeri og man synger Primadonnas Partie om man saa har en Stemme som den skarpe Vind der piber i en Sprække; men Publicum [er her] klapper, thi det er deres Yndling. – Næsten intet Sted gaaer det i Verden mere efter Anciennitet, end her; derfor kunne vore Børnebørn maaskee faae at see som Elsker og Elskerinde, de samme som have henrykket os. Egentligt talt have vi ingen Opera, thi een Sanger og een Sangerinde i det høieste er ikke nok, men vi gjør meget for Sangen, finde vi en Knøs med Stemme, men forresten uden al Politur, da bliver han opdraget, kommer i Mili-tair Skole, paa Dandseskole, rækkes og strækkes til han kan træde op med Anstand; men saa er Stemmen borte, [og] men Mennesket [treeder] gaaer godt, staaer godt, alene det han egentligt skulde nemlig synge, det [vil] er forbi; [og alle] men hvad er der da godt ved dette Theater, det er, uagtet Midlerne ere ringe, Baletten; vi har en Baletmester der kan [slibe] forvandle Leertøi til Fajance, give Theatret Been der holde det oppe og dog have vi noget, som jeg endnu sætter (høiere), dersom man i Kunstens Verden skal gjøre Afdelinger, vi have et [udmæ] Skuespil, saa udmærket at kun Wiens Burgtheater og et Par af de første Theatre [have] i Paris kunne stille sig op ved Siden deraf. Fru Heiberg i Lystspillet, Mad: Nielsen i Tragedien, en Komiker som Phister og [det er et Trekløver der] en Tragiker, som Nielsen, det er et fiir Kløver, som man [kan søge næsten forgjæves kunne søge om paa de fleste nu] kun finder det paa Europas første [Skuepladse] Theatre. Jeg nævner kun fire og viser vistnok derved en Ubillighed paa endnu lige saamange, der ved deres Talent og smukke udvortes af andre Dommere vil sættes lige saa høit! [men jeg erkjender det, og maatte endogs maa naar jeg ska] der kan være et Sammenspil, en Sandhed og Natur paa den danske Scene, at Indtrykket deraf ikke forflygtiges i Tilskuernes Bryst. – Det er midlertid langt fredeligere at reise mellem Beduiner og Araber, end som dramatisk Forfatter at slaae Leir [hos et Theater] mellem det Folkefærd, som udgjør Teatrets Personale, det er det vanskeligste og forfærdeligste Folkeslag; egentligt skulde man troe at Digteren var her Tempelets Ypperstepræst, men det er en aldeles gal Anskuelse; naar man bestandig stiger ned ad, ligetil Garderobe-Skræderen og Lampepudseren, saa kommer man til den Plads, dette Kriger-Folk stiller deres Digter! – Det er vort Talent der skal forgylde hans Makværk! det er en Tirade som lever dem i Sjælen og som jeg endogsaa har hørt udtale af eet af de første Talenter, og det blev sagt om Digterarbeide. [der nok neppe kunde kaldes Makværk] Det klinger, som et Eventyr hvad jeg nu vil fortælle og dog er det en Hverdags Historie, tro lige til de mindste Ting. Her er en ung Digter, hvem ingen, selv hans Uvenner frakjende dette Navn, han [skriver] indleverer sit Stykke og uagtet tiden til at gjennemlæse det indskrænker sig lovligt til nogle Uger i det Hele, bliver det liggende omtrent [hos] et halv Aar hos den ene Censor, der maaskee hver anden Uge, naar han har taget amerikansk Olie for sin slette Mave, læser een eller to Scener og derpaa, [eft] ved en sælsom Nemesis altid antager hvad der mishager og forkaster hvad der behager naar det aligevel kommer paa Scenen. Digteren kan saaledes efter ni Maaneder, omtrent vente et Svar, [og] forkastes det, da er der jo rigtignok den Udsigt, at han ved at indlevere det under en forandret Tittel maaskee om ni Maaneder igjen kan faae det antaget, sædvanlig [er der] med gramatikalske, uskyldige Bemærkninger, som ingen bryde sig om og saa er da Tjørneveien aabent for den lykkelige Digter. [Det Oeconomiske er nu det første man tager] Nu kommer det an paa om den eller den af de høie, udøvende Magter behager at spille den Rolle Digteren har tildeelt; det er meget nødvendigt at Digteren bøier sig! – Nu bliver fra Theatrets Side det Oeconomiske det første der tages Hensyn til; en Comitee af Decorationsmaler, Maskinmester og Scene-Arangeur lader Digteren indbyde at møde i Forsamlingen og [saa begynder] Alt gaaer ud paa hvor meget gammelt [Tøi Lærret kan passe] der kan bruges! man piller sammen af tyve Stykker og for at det kan benyttes maa een og anden Replik forandres eller aldeles udelades, thi snart kommer det i Colision med Decorationen, [derefter med] snart med Maskineriet, det kalder man at bøie Replikkerne; [tidt forlanger] baade Digter og Stykke bliver bøiet og saa begynder Oplæsning paa Stykket, der saa vidt jeg kjender den, gaaer saa værdig til, som [naar] naar der læses Auctionscataloger [for (ulæseligt) Kjøberne] i et Sterveboe og saa begynder Prøverne hvor [enhver] enkelte endnu har eet og andet, som ikke vil klæde godt, som bør udelades, bøies, forandres og er Stykket paa Vers, og een af de høieste Personer ikke har lærdt dem saa kan Digteren [faae at høre hvor] have den glæde at høre de slette Vers der gives istedetfor hans, blive udskjældt som allerhelvedes Vers og det er de da ogsaa! Nu kommer den første Forestillings Aften, med al sin Uro al sin Angest og Stykket bliver af Publikum veiet og det viser sig om det [ska] findes saa let, [saa det] at det [kan] blæses bort, dog hos os ikke blot veies et Stykke, men det maales, og det er det meest originale ved vort Theater. [Da] Honoraret for et Stykke er ei efter dets aandelige Værd, men efter dets materielle Længde; Regisseuren staaer med sit Uhr i MellemActerne og tælle Minutterne fra, som disse Ophold varer, man skriver nu Tiden af hver Act op, Aderer disse Qvarteer og efter Alenmaalet betales Stykket, [et Qvart] aldeles ligesom andre Tøi-Varer; [der] man skulde troe at denne Indretning skrev sig fra en Boutiksvend, men det er ikke Tilfældet, den er opfundet af een af vore sidste Directeurer; [en Mand der forstod sig paa Tal Størrelser, men ikke paa Kunst] jeg troer nu at det havde været langt rigtigere, som een af mine Venner [jeg saae] i den Anledning foreslog at Directionen heller skulde lægge en [Slag] Række lange Steen uden for Theatrets Billetcontoir og paa disse afsætte Betalings Systemet for et Stykke eftersom Folk stod i Række for at faae Billet. Nu [gaaer] kan en Skuespiller skrækkeligt chikanere en Digter ved at tale for hurtig eller springe over. Holberg sagde at de korteste Vers var de [bedste, men dem kunde] dyreste, men hos os ere det de længste de som betales bedst. – Du gamle værdige Theater med den røde Placat i Knaphullet jeg hilser Dig igjen fra mit Vindue!
