Sommeren 1872 bragte en pludselig opblussen af inspirationen hos den aldrende digter, der siden Lykke-Peer udkom i november 1870 bortset fra nogle ubetydelige småvers kun havde offentliggjort to, men ganske vist gode nye eventyr: Den store Søslange og Gartneren og Herskabet. Han får da omsider skik på Tante Tandpine, som han de to foregående somre forgæves havde bakset med, og digter nu yderligere fire eventyr i denne rækkefølge: Krøblingen, Loppen og Professoren, Portnøglen, og Hvad gamle Johanne fortalte. Ved redaktionen af Nye Eventyr og Historier, 3. Række, Anden Samling – der udkom 23. november 1872 med et smukt dedikationsdigt „Rolighed” og blev hans sidste bog – udskød han Loppen og Professoren, som han lod trykke i Dansk Folkekalender for 1873. Ikke fordi den er ringere end de andre – det er en overordentlig underfundig og velfortalt historie – men fordi han åbenbart ikke syntes, at den passede i de fire andres selskab. Loppen og Professoren er et rigtigt eventyr i stil med dem, Andersen skrev i sine unge dage. Men de fire andre er i højere eller mindre grad hverdagshistorier, der dog på forskellig vis åbner perspektiver ud mod eventyrets verden. Som samlingen nu foreligger, har den på samme tid et mærkeligt helhedspræg og er dog meget afvekslende. Den er blevet en fyldig præsentation af næsten alle sider af hans rige kunst og et værdigt farvel til den digtart, hvori han havde skabt sin berømmelse. Stilistisk spænder det lille hefte over et stort register: Fra den ganske jævnt fortalte Krøblingen, som et barn uden besvær kan følge, over den satirisk-underfundige Portnøglen til de to højdepunkter: Den tunge, mørke, højtidelige Hvad gamle Johanne fortalte og den sprudlende capriccio Tante Tandpine.
Bogen begynder med to historier, der ikke går ud over hverdagen: Hvad gamle Johanne fortalte og Portnøglen, men som dog begge henter afgørende scener fra overtroens gebet. I den tredje – Krøblingen – fornemmer vi poesiens magt til at forvandle mennesker, og samtidig møder vi det usædvanlige, miraklet, den lamme dreng, der får sin førlighed igen. I Tante Tandpine er vi nået et trin videre; her er virkelighed og drøm uløseligt vævet sammen; her står vi i eventyrets verden. De to historier foregår i fortiden, nærmere bestemt i Frederik VI’s dage, de to eventyr: Krøblingen og Tante Tandpine i nutiden: Christian IX’s Danmark. Stedet veksler: Landet (Gamle Johanne), byen (Portnøglen), landet (Krøblingen), byen (Tante Tandpine). Overfor to ganske enkle beretninger: Gamle Johanne og Krøblingen står to mere komplicerede digtninger: Portnøglen og Tante Tandpine. Stemningen skifter: Gamle Johanne er tragisk, Krøblingen optimistisk, Portnøglen satirisk med en lidt bitter smag bag munterheden; i Tante Tandpine mødes alle stemninger, den er på samme tid den lystigste og den tristeste af de fire. De to historier handler om overtroen, på landet og i byen; de to eventyr om kunstens magt og dens afmagt. Krøblingen, som samtiden særlig påskønnede, priser livet, men de tre andre fortæller hver i sin tone om alts forgængelighed og om døden. Og endelig har hver af de fire digterværker relation til deres digters eget liv. Gamle Johanne bringer minder fra hans barndom, Portnøglen fra hans tidlige ungdom. I Krøblingen møder vi herregården fra professorens og etatsrådens ferier. Men Tante Tandpine samler det hele. Den handler om en plageånd, der trofast havde fulgt ham årene igennem.
Tante Tandpine lå omsider efter en lang og besværlig tilblivelseshistorie, som der er gjort rede for i mit bidrag til Festskrift til Paul V. Rubow,[1] renskrevet på digterens skrivebord ude på „Rolighed” 12. juli 1872. Umiddelbart efter kom inspirationen til den næste historie. Samme dag står der i dagbogen:
„tænkt i Nat meget paa Historien om Brændehuggeren og hans Kone og fik Idee til at benytte den, blev derfor hjemme hele Dagen og skrev flittigt”.
13. juli skrev han
„hele Dagen paa Eventyrbogen”;
Søndag d. 14.:
„Endt Eventyrbogen, som jeg hele Dagen skrev paa og følte mig træt; læst den for Melchiors”.
Og inspirationen slap ham ikke; mandag 15. juli:
„Skrev Loppen og Professoren”.
Den fuldførtes dagen efter; 16. og 18. juli renskrev digteren Eventyrbogen, hvis titel i trykmanuskriptet ændredes til Krøblingen.
„Erholder jeg endnu en Digtning, paa en to Ark i Størrelse, da kan jeg til Julen bringe Dem en ny Bog”,
skriver Andersen 20. juli til fru Therese Henriques.[2] Og 21. juli fortæller han i et brev[3] fru Scavenius på Basnæs:
„Jeg bliver helst herude paa „Rolighed” og har været flittig, det vil sige, jeg har været heldig, faaet Ideer, som ere bragte paa Papiret, jeg har skrevet et Eventyr Eventyrbogen og dernæst to nye Eventyr: Tante Tandpine, som er forfærdelig og dog ganske lystelig; saa ogsaa Loppen og Professoren, som synes særdeles at behage ved det gode Humeur hvor med den er fortalt”.
Det er altså endnu engang gået som så ofte før: Kom Andersen først i gang med at skrive, myldrede ideerne frem. Således havde han ifølge almanakken for 7.-8. november 1847 skrevet fire eventyr i tre dage (Det gamle Huus, Vanddraaben, Historien om en Moder og Flipperne).
Efter 18. juli fulgte en kort pause. Så begynder under et lille besøg hos Henriques på Petershøi ved Emiliekilde omkring 1. august nye planer at tage form. „Jeg nedskriver”, hedder det 2. august i et brev til fru Melchior, „flere Momenter til et nyt Eventyr: Portnøglen, men den vil ikke her forme sig, dog faar jeg nok Bugt med det, er jeg først i Rolighed paa „Rolighed”.[4]
Det kom også til at slå til. 5.-20. august var H.C. Andersen påny gæst på „Rolighed”. Og 6. august kan han betro fru Scavenius:
„Jeg har begyndt paa et nyt Eventyr, Portnøglen, men jeg faaer det nok ikke ret paa Papiret før jeg er i Ro paa det hjemlige Basnæs; bliver denne nye Historie, som jeg ønsker den, da vil jeg ved Juletid kunde udsende et nyt lille Hefte, indeholdende Tante Tandpine, – Eventyrbogen – Loppen og Professoren – Portnøglen“.[5]
Eventyret blev dog færdigt, inden Andersen 20. august rejste til Basnæs. Udviklingen kan følges i dagbogen:
9/8: „Skrevet paa Portnøglen”.
11/8: „Gik tidlig op og skrev paa Portnøglen”.
12/8: „Sluttet Portnøglen“.
15/8 læste han for første gang sin nye historie op og fremkaldte hjertelig latter hos tilhørerne. Selv var han også godt fornøjet, skriver 31/8 fra Basnæs til fru Henriette Collin: „Jeg har før jeg forlod „Rolighed”, skrevet endnu en Historie: Portnøglen, som er ganske heldig og vist vil more Dem”.[6]
2. september vendte H.C. Andersen tilbage fra Basnæs; fra 8.-27. september boede han igen på „Rolighed”, men tog undertiden for en dag eller to ind til København. Hans humør var blevet tungere, og befindendet var knap så godt som i sommerens første halvdel. Endnu engang, den sidste, kom dog inspirationen til en ny historie. Mandag 16. september var han fra „Rolighed” taget ind til byen til sine værelser i Nyhavn nr. 18; han var gnaven, står der i dagbogen, men også, at han skrev på „det suser gjennem det gamle Træ”. 21. september, da han igen var i byen, havde han påny sit manuskript fremme; nu fik historien navneforandring:
„skrev paa Hvad gamle Johanne fortalte”. 23. september læser vi i dagbogen, denne gang fra „Rolighed”: „Det begynder at blive koldt, jeg fryser paa min Stue; her har jeg siddet hele Dagen opfyldt af Historien, Hvad gamle Johanne fortæller, før Middags Tid Kl 4 sluttede jeg den. Læste den efter Bordet og var selv glad ved den poetiske Duft og Stemning der er kommet i den, jeg gik over til Læssøe [Maleren Thorald Læssøe] for at læse den for ham, men der var „Aaen og Havet” [Digteren Thomas Lange]. Jeg vilde ikke strax have min friske Digtning kritiseret, og jeg vendte om”.
Næste dag havde han en forskrækkelig oplevelse. Han tog til byen, læste Portnøglen for Brødrene Reitzel, sine forlæggere, og Gamle Johanne hos Henriques, spiste derpå til middag i Vincents Restauration. Der glemte han begge manuskripter. Heldigvis havde opvarteren fundet dem og gemt dem til ham. „Jeg opgav at høre Lohengrin” siger dagbogen, „gik hjem; men for anden Gang i hele mit Liv kjøbt herhjemme en halv Flaske Champagne, jeg havde saa stor Lyst til den, og drak den under Afskrivningen (og Rettelserne) af Hvad gamle Johanne fortalte”.
26. september skriver han til fru Scavenius:
„Siden jeg kom hjem har jeg ikke ret følt mig vel, mit Humeur har ikke været ved det gamle. Melchiors fik mig derfor igjen ud paa „Rolighed” hvorfra jeg først er kommet ind igjen i forgaars, Veiret er kommet i sit kolde fugtige Hjørne, den hele Stemning deraf og af mit eget Sind, har jeg imidlertid lagt ned i en ny Historie: Hvad gamle Johanne fortalte; de som have hørt den sige at den er den meest poetiske af de Historier og Eventyr jeg har skrevet i Sommer og som Deres Naade har hørt”.[7]
Endnu lørdag 28. september sidder han „hjemme og afskriver gamle Johanne”; han var i tungt humør, plaget af livslede og af en egen angst for at blive sindssvag; „jeg føler mig uhyggelig og har ikke Lyst til Noget”, ikke engang til Teatrene. 30. september oplæste han historien hos Collins; 2. oktober blev den givet til afskriver; 7. oktober har dagbogen: „afleveret Eventyr og Historier til Trykkeriet”. 10. oktober kørte andersen til „Rolighed” og sluttede der dedikationsdigtet „Rolighed”, som skulde indlede bogen. Og 23. november 1872 udkom så det sidste eventyrhefte. Digteren fik 400 Rdlr. i honorar og 40 uindbundne, 6 smukt indbundne frieksemplarer. Loppen og Professoren, der var skudt ud til fordel for Hvad gamle Johanne fortalte, kom samme jul i Folkekalenderen for Danmark 1873.
H.C. Andersens sidste eventyrhefte frembyder adskilligt materiale for den, der vil studere hans arbejdsmetode, ikke mindst til belysning af forholdet mellem oplevelsesstof og digtning. Hans skabende fantasi var i høj grad bundet til virkeligheden og blev det mere, jo ældre han selv blev; den rene fabuleren lå ham fjernere. Fik han et indfald, en idé, skrev han dem ofte ned i en af sine studiebøger; der kunde de hvile undertiden i en snes år, indtil de en dag fik plads i en ny digtning. Det samme gælder det rene oplevelsesstof, som han gemte i sin hukommelse eller havde nedtegnet i sine dagbøger. Han hørte aldrig til de poeter, der ødsler med deres betroede pund. I poesi som i pengesager hyldede han en fornuftig økonomi. Især på sine gamle dage, men for den sags skyld også i sin velmagts tid, jævnfør f.eks. Det gamle Huus eller Skyggen, yndede han at komponere sine eventyr som en mosaik, hvor stene, der oprindelig intet havde med hinanden at gøre, tilpassedes i mønster sammen. Fremgangsmåden kan dokumenteres i alle de tre eventyr, vi her skal beskæftige os med, smukkest og klarest måske i det først skrevne af dem:
Endnu inden renskriften af Tante Tandpine var færdig, var H.C. Andersen altså i gang med et helt nyt eventyr: Krøblingen. Et klart optimistisk modstykke til den stemning af alts forgængelighed, der hviler over beretningen om studenten og hans manuskript. Elasticiteten i hans sind giver sig her påny, som så ofte før, direkte udtryk i hans digtning. „Mit Sind”, skrev han 31/12 1857 til Henriette Wulff, „har Perpendikelens Natur, naar det naaer til Høiere, vil det igjen til Venstre, og saa til Høiere igjen, men det er nu dets Liv og Leven.” [7a]
Som vi så det af dagbogen 12. juli, var det „Historien om Brændehuggeren og hans Kone”, der satte hans fantasi i bevægelse. Han havde om natten tænkt meget på den, fik ideen til at benytte den og blev så hjemme hele dagen og skrev flittigt. Allerede to dage efter kunde Eventyrbogen, som historien først kaldes, læses op hos Melchiors.
Historien om brændehuggeren og hans kone er et eventyr af Madame de Beaumont, der under titlen Den nysgierrige Kone findes i C. Molbechs bekendte Udvalgte Eventyr og Folkedigtninger. Den refereres udførligt i Krøblingen; det er en variant af beretningen om syndefaldet. Brændehuggeren og hans kone beklager sig over Adams og Evas nysgerrighed, der var skyld i hele slægtens ulykke. Men det går dem ikke selv bedre, da landets konge sætter dem på en prøve, som de på ingen måde består. Andersen havde tidligere behandlet myten i Paradisets Have.
Det er imidlertid kun anslaget. Hans digterfantasi kombinerer så denne historie med to af hans egne oplevelser, som vi kan efterlæse i hans dagbog. Og dermed bliver ideen en ganske anden end en formaning mod utidig nysgerrighed.
Fem år tidligere, 2. januar 1867, skriver han i dagbogen under et besøg på Holsteinborg:
„Præsten Berg [han hed forresten Kragh] fortalte mig igaar at da han for et Par Aar siden første Gang saae mig her paa Holsteinborg, var det netop i Julen og jeg fortalte da om den syge Konge der kunde faae sit Helbred naar man bragte ham den Lykkeligstes Skjorte og da man endelig fandt den Lykkeligste eiede han ingen Skjorte, den Historie gjorte Indtryk paa Præsten, i det han netop Dagen forud havde hørt den i ganske modsatte Omgivelser, nemlig hos et Par fattige Huusfolk, der beklagede sig for hinanden over deres ublide Kaar; da havde deres Søn, en halv Idiot, der laae i Sengen, fortalt dem Historien om den Lykkeligste der ikke havde en Skjorte og den havde opmuntret dem. Pastor Berg fortalte dette Sammentræf med Historien han hørte her og igaar der og Grevinden gav ham 5 Rdlr til de fattige Folk, der bleve glad overraskede ved den Gave, der var foranlediget ved den stakkels Idiotdrengs Fortælling og Trøst, fra ham kom saaledes Hjælpen”.[8]
Hermed er vi nået frem til kærnen i Krøblingen: Drengen der ved hjælp af eventyret svarer på de anklager, som forældrene retter mod verdensordenen for deres tilsyneladende uretfærdige placering i samfundet, og søger at bevise dem, at lykken ikke bare er gods eller guld. Men digteren vil mere endnu. Hans historie skal på sin vis også skildre åndens sejr over legemets skrøbelighed. Han har følgelig ikke kunnet bruge en „stakkels Idiotdreng” til talerør. Om hans hedder det i Krøblingen: „Som Lille var han det flinkeste og livligste Barn, men saa blev han med Eet „slat i Benene”, som de kaldte det, han kunde ikke staae eller gaae og nu laae han til Sengs paa femte Aar”.
Videre fortælles, hvordan „den hjertens gode Frue” fra herregården, som tidligere havde sendt hans et par blanke sølvdalere, selv kommer kørende i herskabsvognen for at besøge ham. Denne køretur til Krøblingen hører også til H.C. Andersens egne herregårdsoplevelser. Men den gik ganske vist ikke til den stakkels idiotdreng, der kunde historien om manden uden sorg og savn. Dagbogen 27. juni 1870, ligeledes fra Holsteinborg, forklarer hovedpersonens forvandling i eventyret:
„Efter Frokosten kjørte jeg med Grevinden” – Grevinde Mimi Holstein-Holsteinborg, Admiral Zahrtmanns Datter, som havde kendt H.C. Andersen, siden hun var Barn, og som satte ham lige højt som Menneske og som Digter – „ud til en syg værkbruden Bondepige som i sex Aar har ligget til Sengs, hun havde et lille Vindue ud til Skoven, der var to Stole, et Skab og en Kakkelovn, en lille Bogreol over Sengen, som havde reent hvidt Lagen. Jeg læste Slutningen af Noget og Pigen som traadte paa Brødet, Huus-konen og hendes Datter, begge to med rigtigt skikkelige Ansigter lyttede til, den Syge vilde kysse min Haand til Tak, jeg lovede hende mit Portrætkort”.[9]
Den værkbrudne pige og den åndssvage dreng bliver da i H.C. Andersens digtning til den kvikke Krøbling-Hans. Også den milde og barmhjertige Grevinde Holstein ser vi et glimt af. Hun kommer med fugleburet og fuglen til drengen, der sammen med eventyrbogen forbereder den store omvæltning i hans skæbne. Og så gør digteren suverænt miraklet med Krøblingen, lader triumferende eventyret ende lys i lys. Intet under, at en optimistisk og fremskridtstroende samtid foretrak denne historie for heftets tre andre, hvor tonen unægtelig er mindre fortrøstningsfuld.
Krøblingen begynder som bekendt med herregårdens julefest for godsets arbejdere. Den havde vor digter år efter år oplevet hos fru Henriette Scavenius på Basnæs. De „smaa Dannebrogsflag, udklippede Svaner og Fiskenet af broget Papir”,[10] som smykkede juletræet, havde han selv været mester for. En enkelt dagbogsoptegnelse skal anføres, Juleaften 1864:
„Henimod Klokken otte havde de fattige Bønderbørn med deres Mødre Juletræ, som sædvanligt her paa Gaarden, men denne Gang Juleaften. Forspiiste, tause og forlegne stode de om Træet; greb hvad der blev givet dem”. Skildringen gentages næste Dag i et Brev til Fru Collin med den Tilføjelse om Børnene, at de „syntes næsten at have spiist sig tause og stille, der var ikke Fut i dem”.[11]
Eventyret gjorde overordentlig stor lykke i samtiden. I sin dagbog noterer Andersen, at Ploug og H. P. Holst uafhængig af hinanden kaldte det „en Perle”, „Noget af det skjønneste jeg havde skrevet”, tilføjede Holst, „og at det næsten er Synd den havde Plads med de andre i Heftet, det ærgrede mig” (25. november 1872). Historien er også ypperlig fortalt, rask lige ud ad landevejen, uden svinkeærinder. Den gamle mester viser sig i al sin glans i den fremragende episode med katten, der er på jagt efter den lamme drengs fugl, hvor angsten for det lille dyr får drengen til at glemme sin skrøbelighed og fremkalder hans mirakuløse helbredelse.
Men det var nok især tendensen, der tiltalte samtidens konservative kritik. Historien, påstod Berlingske Tidende 28/11 1872 – Andersen mente, at det var hans unge ven, digteren Frederik Bøgh, der havde skrevet denne anmeldelse – viser det fejlagtige ved de svage sider hos den mellem fattige i vor tid herskende tankegang, hvor misfornøjelse og misundelse mod de bedre stillede står i modsætning til herskabets kjærlige omhu for de dem undergivne og bestræbelser for at bringe glæde ind i deres liv. Krøblingen er en formaning til folk om at være tilfredse med deres plads i tilværelsen og ikke at spekulere for meget over den sociale ulighed i verden. Ploug, der personlig anmeldte eventyrsamlingen i Fædrelandet, fortalte Digteren, at han vilde oplæse Krøblingen i arbeiderforeningen. Det må erindres, at både staden København og H.C. Andersen selv, han var på dette tidspunkt udenlands, havde været stærkt opskræmt ved de tre socialistføreres arrestation og ved husarindhugget på menneskemængden på Nørrefælled 4.-5. maj samme forår. Man kan sige, at denne lære om, at enhver bør finde lykken i det milieu, hvor han hører hjemme, klinger mærkeligt netop i denne digters mund, han, som selv havde brudt sig vej ud af de små og fattige forhold, han var vokset op i. Men han har sikkert ment, at der gjaldt andre regler for den geniale undtagelse. Og forresten går det jo netop historiens helt, den kvikke Krøbling-Hans, som det gik ham selv. Han bliver ikke blot sat til bogen, men ovenikøbet i den latinske skole. „Vor Herre tænker ogsaa paa Fattigmands Barn!”.[12]
Og så er det jo Eventyrbogen, der i sidste instans har æren for den lykkelige forandring, der fremkaldes både i Have-Oles og Have-Kirstens fordum så bitre og sløve sind og i den lille lamme drengs skæbne. I sine bemærkninger fra 1874 til historien, som han troer „hører til de heldigste jeg har givet”, siger Andersen, at „som et Slags Forherligelse af Eventyrdigtning kunde den maaskee passende slutte den hele Samling”.[13] Han havde allerede med fornøjelse set denne tanke udtrykt i flere anmeldelser 1872. H. P. Holst siger i „For Romantik og Historie”, at Krøblingen „foruden sine andre Skjønheder faaer en særlig Interesse som selve Eventyrdigtningens Apotheose”[14]; P. Hansen i „Nær og Fjern” kalder eventyret „en ved sin skjønne Simpelhed gribende Apotheose af Eventyrdigtningen og af Digterens Verden overhovedet!”[15]
Men tanken har sikkert heller ikke ligget ham selv fjærnt, da han digtede historien, som jo oprindelig hed Eventyrbogen. Han har dog nok fundet denne titel altfor „betegnende”, som han undertiden siger. Og han har naturligvis været beskeden nok til ikke at lade miraklet – ikke blot det fysiske mirakel, men den omstændighed, at bogen bringer nyt liv til den begavede dreng, åbner en ny verden for ham – fremkaldes af sine egne eventyr. Det er, som Rubow har gjort opmærksom på,[16] hans gamle uven Christian Molbechs eventyrsamling, hvori drengen finder fortællingen om brændehuggeren og hans kone, og hvori han læser om fiskerkonen, der vil være pave, men ender i muddergrøften.
Hvor Andersen har den tredje historie fra, den om manden uden sorg og savn, er det hidtil ikke lykkedes at opklare.
Skønt Krøblingen, som vi så, er komponeret af elementer uden oprindelig indbyrdes forbindelse, virker dette eventyr som en organisk helhed. Portnøglen derimod er et typisk stykke mosaik, der fortræffeligt illustrerer H.C. Andersens vidt drevne økonomi med gamle indfald og gamle iagttagelser. Vi mindes, at han 2. august „nedskriver flere Momenter til det”.
I sine bemærkninger siger digteren om Portnøglen:
„Det er ikke saa mange Aaringer siden, at ogsaa i Kjøbenhavn „Borddansen” spillede et Slags Rolle. Mange troede paa den, endogsaa Folk af Begavelse og aandelig Betydning, de kunde troe, at der var en Aand i Borde og andre tømrede Meubler. – I Tydskland, paa en større Herregaard, hos begavede, opvakte Mennesker, gjorde jeg Bekjendtskab med Nøgle-Aander. Nøglen kunde give Besked om Alt, og Mange troede paa det. Jeg har i Historien Portnøglen udviklet dens Behandling og Betydning, men lagt Tiden nogle Aar længere tilbage, end jeg blev indviet i Nøgle-Klogskaben”.
Og han tilføjer:
„Hvad her fortælles om Kjældermandens Besøg hos Kammerraaden og Lotte-Lenes Opdragelse for Konsten hører til det Oplevede”.[17]
Sikkert er denne sidste muntre scene, hvor kældermandens datter vil gå til komedien, og hendes værdige far indfinder sig for at låne Samsøes sørgespil „Dyveke” og Knigges berømmelige lærebog i takt og tone: „Omgang med Mennesker”, ord til andet udspillet i Andersens egen stue, selv om den nu næppe kan tidsfæstes. Selvoplevede må i det hele taget adskillige underfundige enkeltheder i fortællingen være; Manden, f.eks., der låner bøger hjem fra boghandleren, som han får lov til at skære op – d.v.s. „paa langs, men ikke paa tværs, thi da kunne de ikke sælges som nye”.[18]
Men om selve nøglehistorien ved vi klar besked. Den hændte ham på godset Maxen ved Dresden, hvor Digteren siden 1844 i mange år, især i tiden mellem de to slesvigske krige, havde været en skattet sommergæst hos Major Serre og hans hustru i et hjem, der var samlingssted for forfattere, musikere og bildende kunstnere. 15. maj 1854 fortæller dagbogen:
„strax efter Middagsbordet blev det en vedvarende styrtende Regn, saa at vi ikke kunde komme ud, den unge Musiker Heinrich Riccius var her. Vi fik en Nøgle frem og skulde høre den svare, aldrig havde jeg prøvet Sligt. Det viiste sig at jeg havde stor magnetisk Kraft, der var sandeligt intet Selvbedrag, jeg kunde neppe holde den; mit Navn sagde den og da der spurgtes om Aanden i mine Skrifter svarede den „Edelmut”, jeg følte mig afficeret derved; siden kom Einar [A.s Rejsefælle Einar Drewsen] ned, men ham vilde Nøglen ikke indlade sig med og da der spurgtes hvorfor svarede den „Unglaube”; den unge Riccius gik det værre, ham havde Nøglen ogsaa imod og paa Spørgsmaalet hvorfor svarede den „dum” ! jeg blev forlegen paa Nøglens Vegne, og paa den unge Mands. – Vi spurgte om det første Bogstav til Einars Moders Fornavn og ikke ham men mig svarede den I. Det hele er mig aldeles ubegribeligt, men at her ikke var Bedrag er jeg forvisset om”.
Meget morsomt er nu hele séancen beskrevet i historien, men Andersen tror ikke mere på nøglen, så lidt som den satiriske apoteker tror på den. Det gør derimod historiens hovedperson kammerråden, der tyer til dette ufejlbarlige orakel i alle livets forhold:
„Fra den Aften fik Portnøglen en særegen stor Betydning, ikke blot naar man gik ud om Aftenen, men naar man sad hjemme og Kammerraaden viste sin Kløgt og lod Nøglen give Svar paa Spørgsmaal. Han tænkte sig det rimeligste Svar og saa lod han Nøglen give det, tilsidst troede han selv derpaa”.[18a]
I samme optegnelseshæfte fra 1850erne, hvori vi træffer anekdoten om brygger Rasmussens død, benyttet i Tante Tandpine, har H.C. Andersen noteret: „Han er født under Hjulbørens Tegn, han skal skubbes frem”. Over denne formel er kammerråden digtet; overalt er han blevet puffet frem, på kontoret, i ægtestanden, til sin kammerrådtitel. Med sikker menneskekundskab har forfatteren tegnet ham: Velproportioneret, alles ven, godmodig og lidt sladderagtig, helt igennem passiv og et let bytte for sine omgivelser. En enkelt scene, sammenholdt med Andersens gamle optegnelser, røber nu, hvem der har stået model til denne morsomt opfattede figur – at den er en erindring fra hans egen trængselstid i København og et portræt af en af hans allerførste velgørere.
„Gik han i Byen, var det svært at faae ham hjem igjen, naar ikke Mutter var med og skubbede ham. Han maatte tale med enhver Bekjendt, han mødte. Han havde mange Bekjendte, og det gik ud over Middagsmaden.
Fra Vinduet passede Kammerraadinden paa. „Nu kommer han!” sagde hun til Pigen, „sæt Gryden paa! – Nu staaer han stille og taler med En, tag saa Gryden af, ellers bliver Maden kogt for meget! -Nu kommer han da! ja sæt saa Gryden paa igjen!”
Men derfor kom han ikke.
Han kunde staae lige under Husets Vindue og nikke op, men kom saa en Bekjendt forbi, da kunde han ikke lade være, han maatte sige ham et Par Ord; kom da, idet han talte med denne, en anden Bekjendt, saa holdt han den Første ved Knaphullet og tog den Anden i Haanden, mens han raabte paa en Tredie, der vilde forbi”.[19]
Ser vi nu efter i optegnelsesheftet, finder vi følgende stykke omtrent ordret indført i eventyret. Det drejer sig om balletdanser Dahlén, danseskolens forstander, da den unge Andersen frekventerede den, og forfatter til balletten Armida, hvori den vordende eventyrdigter figurerede som „en Trold”. Hans hjem var det første, der åbnede sig for den ensomme dreng.
„Man fortæller om Dahlén at han var saaledes til at give sig i Snak med Folk at han aldrig kom hjem i rette Tid. „Der kommer Fader oppe i Gaden!”, sagde ved Middagstid Datteren, „ja siig saa til Pigen at hun sætter Gryden paa igjen”. „Nu staaer Fader og taler med en Mand!” – ja siig saa at hun tager Gryden af igjen, ellers bliver Maden for meget kogt”. „Nu kommer han, ja lad saa Gryden komme paa igjen; nei nu taler han med Een! saa, lad Gryden blive af”. Og Manden, talte, en ny kom til, saa holdt han med den ene Haand fast paa den første, talte med den anden og vinkede af en tredie han saa komme, denne vilde han ogsaa have fat paa”. –
Den gamle mand tyer i minderne tilbage til den mest eventyrlige periode af sit liv. Og det har moret ham at vise halvfjersernes København, en storstad i sin vorden med gaslygter og hestesporvogne, hvorledes byen levede i Frederik VI’s dage, som han huskede dem. Et af historiens glanspunkter er kammerrådens søndagstur til Frederiksberg Have, hvor den høje elskede familie sejler i kanalerne; Hjemturen over Vesterbro med besøg i Casortis Teater, der opfører pantomimen Harlequin Formand for Tærskerne – den, som H.C. Andersen selv havde set i sin drengetid på Odense Teater under Casortis gæstespil 1814;[20] Styltedansen, der også nævnes, var ligeledes et minde om en teateroplevelse i hans barndom: Mekanikus Goldkette og hans stylteballet fra 1816.[21] Endelig det dramatiske øjeblik, da selskabet kommer for sent til Vesterport, som lukkes hver nat klokken 12, og må den besværlige omvej ind ad Nørreport; Kammerrådens yderligere fataliteter, da han for at slippe ind ad husets låsede port – han tror, han har tabt nøglen, men den er sluppet gennem et hul i lommen ned i foret – må knalde to ruder hos kældermanden, hvilket alarmerer Vægterne – gamle gode venner fra Andersens eventyr, som nu ved politireformen 1863 var afløst af betjente – mens folk fra vinduerne forskrækkede råber: „Hvor er Ilden – “.
Historien er tilsyneladende den muntreste af de fire, men den efterlader en mærkværdig bitter smag. Den tjenstvillige portnøgle spår sejr og lykke, men det er rigtignok det ordinæres og det banales triumf, vrangsiden af det sande, det gode og det skønne. Den fine og kloge kammerrådinde dør, hendes blomster visner, og hendes plads indtages af den skikkelige kældergås Lotte-Lene. Som den tarvelige nøglemystik hos kammerråden erstatter troen på tilværelsens ideale magter, således nedværdiges kunstens hellighed af Lotte-Lene, hvis egentlige talenter består i at „lave Stivelse af Kartofler, sy Silkehandsker af gamle Silkestrømper, overtrække sine Silke-Dandseskoe, uagtet hun havde Raad til at kjøbe alt sit Tøi nyt”,[22] men som har højere ambitioner: „Spille Claveer kan hun”, siger faderen til kammerråden, „synge kan hun; det maa kunne høres her op i Huset. De veed ikke Alt, hvad det Pigebarn kan hitte paa, hun kan tale og gaae efter alle Mennesker. Hun er skabt for Komedien, og det er en god Vei for nette Piger af god Familie, de kunne gifte sig et Grevskab til” – som J. C. Ryges datter Nathalia – „dog herom er ikke Tanke hos mig eller Lotte-Lene”.[23] Naturligvis gør hun fiasko på scenen, så det forslår. For skønt hun har vundet to gange i varelotteriet, mangler hun ganske det, som selv kammerråden er klar over, ikke kan undværes:
„Fut i Aanden, det Geniale, Geniet”. „Theater-livet er yndigt!” sagde hun, „men der er saa meget Vrøvl og Misundelse”.[24] For Kunsten foretrækker hun den sørgende Enkemand.
„Portnøglen var iøvrigt under hele Sørgeaaret hans Trøst og Opmuntring. Han gav den Spørgsmaal, og den gav ham Svar. Og da Aaret var omme og han og Lotte-Lene en stemningsfuld Aften sad sammen, spurgte han Nøglen:
„Gifter jeg mig, og med hvem gifter jeg mig?”
Der var Ingen, der skubbede til ham, han skubbede til Nøglen, og den sagde: „Lotte-Lene!”Saa var det sagt, og Lotte-Lene blev Kammerraadinde”.
Og for at ironien skal være tydelig nok, tilføjer Digteren:
„Sejr og Lykke!”
De Ord vare sagte forud – af Portnøglen“.
Krøblingen og Portnøglen er begge fortalt forlæns og fortalt i en munter og levende Stil. Det senest digtede af de fire eventyr, Hvad gamle Johanne fortalte, er stemt i en anden toneart, tung og højtidelig. Og det begynder efter handlingens afslutning med at føre læseren til det øde, forladte og forfaldne skrædderhus, hvor i fordums dage „sølle Rasmus” havde levet, ensom og viljedvask. Hans historie, fortalt fra vuggen til graven, giver så forklaringen på, hvorfor han blev den stakkel, som han endte med at være. overskriften henviser til Johanne som fortælleren, men det er digteren selv, der fører ordet. Hans kunst løfter den simple hverdagshistorie op i et højere plan. Årenes flugt males med raske, fantasivækkende penselstrøg gennem årstidernes skiften og trækfuglene, der kommer og forsvinder. Vindens hemmelighedsfulde susen gennem det gamle piletræ smyger som et musikalsk ledemotiv gennem handlingen. Som faste omkvæd lyder faderens „Hvad skal det nytte” og moderens svar „Hold paa dig selv og paa Vorherre”. Forfaldet i den ydre verden svarer nøje til forløbet af Rasmus’ skæbne.
Men Digteren henviser udtrykkelig gang på gang til den, han skylder historien:
„forstaaer du ikke Vindens Sang og Træets Fortælling, spørg da gamle Johanne i Fattighuset, hun veed Besked, hun er klog paa gammel Færd, hun er som en Krønikebog, med Opskrift og gamle Minder”.
Portnøglen indeholdt, så vi, erindringer fra H.C. Andersens trængselstid i København 1819-22. Her i Hvad gamle Johanne fortalte søger han helt tilbage til sin barndom. Hans sidste eventyr er et af de mest personlige, han har skrevet.
Tilsyneladende handler historien ligesom Portnøglen om overtroens magt. Herom siger han i sine bemærkninger:
„I min Barndom saae jeg i Odense en Mand, der lignede et Skelet, guul og gusten, kun Skind og Been; en gammel Kone, der tidt fortalte mig Eventyr og Spøgelsehistorier, gav mig Besked om, hvorfor han saae saa ynkelig ud. Gryden havde været sat paa at koge efter ham, da han var ude i fremmede Lande. Naar en Ungkarl var paa Vandring, om nok saa langt borte, kunde hans Kjæreste, blev Længslen efter ham altfor stor, gaae til den kloge Kone, faae hende til at sætte Gryden over Ilden, putte Djævelskab deri, og saa lade den koge Nat og Dag. I hvor langt ude i Verden Ungersvenden da var, maatte han, uden Rast eller Hvile, afsted hjemad, hvor Gryden kogte efter ham og Kjæresten ventede. Naar han da naaede Hjemstedet, var han kun Skind og Been, saae ynkelig ud og det tidt for hele sin Levetid. Det kunde jeg see paa Manden her, ham havde Gryden kogt efter. Den Fortælling gjorde et dybt Indtryk paa mig og er benyttet i: Hvad gamle Johanne fortalte”.[25]
Historien er meget mærkelig, og den forestilling, der ligger bag den, er yderst sjælden i dansk folketro. Den lærde folkeminde-forsker Hans Ellekilde har kun een gang fundet den beskrevet, nemlig i Thieles „Den danske Almues overtroiske Meninger” (1860), hvor den stedfæstes til Fyn, og han antager, vist med føje, at det maa være H.C. Andersen, Thieles nære ven, der har meddelt ham historien.[26] Den har nemlig optaget digteren fra hans ungdom. I romanen Improvisatoren (1835) skildres i første deel, kap. III hovedpersonen Antonios møde under blomsterfesten i Genzano med den kloge Fulvia, en italiensk udgave af den kloge kone fra Andersens egen barndom. Her hører han om den stakkels Teresa i Olevano, der svandt hen af sorg og længsel efter den smukke Guiseppe, som var draget paa vandring nordpå, over bjergene. Den gamle Fulvia havde da kogt urter i en kobberkoncha og ladet den flere dage syde over gløderne, indtil også Giuseppe blev greben af længsel og nat og dag, uden rast eller hvile, måtte haste tilbage, hvor Konchaen kogte med hellige urter og hans og Teresas hårlok.[27] Og i Kun en Spillemand siger Christians moder til sin mand, der har ladet sig hverve som soldat: „Kjendte jeg Dig ikke bedre, vilde jeg troe, at Du ude havde givet dit Hjerte bort, og at hun der havde Gryden paa at koge efter Dig, derfor lider Du af Uro.”[28]
Der er næppe grund til at tvivle på, at H.C. Andersen virkelig har denne historie fra gamle Johanne. Som allerede Hans Brix[29] har opdaget og Svend Larsen nu har ført det endelige bevis for,[30] er gamle Johanne nemlig en historisk person. Da Andersen læste til Artium i København, skrev hans mor til ham 13.10.1827: „Da jeg veed at Du fordum interesserte Dig meget for gamle Johanne som var hos Bunkeflods maae jeg lade dig vide, at hun ved Døden er afgaaet”. Hendes pigenavn var Johanne Marie Libensche, men Andersen kendte hende som enke efter en snedker J. F. Jantzen; hun må mellem 1811 og 1816 have tjent præsteenken mad. Bunkeflod, genboen i Eilskovs Boliger i Munkemøllestræde, hos hvem drengen havde sin gang. 18.5.1816 blev hun optaget i stiftelsen Doctors Boder, altså samme afdeling af Gråbrødrehospitalet, hvor H.C. Andersens moder selv senere blev lem, og her døde hun 27.9.1827, 68 år gammel. Med digterisk frihed – historien foregår jo på landet – ender hun i eventyret på fattiggården, og hun er her ikke enke, men ugift – en af de mange varianter hos Andersen af den stumme, upåagtede kærlighed, hvis berømteste repræsentant er Den Lille Havfrue.
Det hedder om Johanne i eventyret: „Mangt et godt Smørrebrød fik hun af Maren, der ikke havde Savn paa Føden”; selv siger hun til Rasmus: „din Moder har givet mig baade Øl og Mad, det kan jeg aldrig gengælde hende!”[31] Måske kan dette lille træk tjene til at identificere hende med en i Andersens barndomshistorie betydningsfuld person:
Levnedsbogen, skrevet 1832, fortæller:
„Hos mine Forældre kom imellem en gammel Kone fra Hospitalet og fik Levningerne af vort tarvelige Bord, denne Gamle var bekjendt for at kunne spaae, ja selv hexe, hun var tidt min Moders Orakel; jeg var derimod frygtsom for hende, dog loe jeg ad hende, smittet ved min Faders Exempel, der kaldte hende en Bedragerske. – Eengang skulde hun da ogsaa spaae mig. „Han faaer bedre Lykke end han fortjener”, sagde hun, og var vred paa mig, „det bliver en vild Fugl, der flyve høit, stoer og fornem i Verden, – der skal engang blive illumineret i hele Odense for ham!””[32]
Konen har altså haft sin gang i hjemmet allerede i Hans Andersens tid, og hun kan have fortsat sine besøg også efter hans død; det var jo tre uger efter den, at Johanne Jantzen blev optaget i hospitalet. Selve spåscenen kan have fundet Sted, medens Hans Andersen levede, men han kan naturligvis også meget godt ved en anden lejlighed have kaldt hende en bedragerske, og hvorledes skulde det 1832 være Digteren muligt at huske, om konen kom i Doctors Boder før eller efter hans fars død? Uden at kunne bevise det vil jeg anse det for en ikke helt urimelig tanke, at det er Johanne Jantzen, der er mester for den verdensberømte spådom, som Andersen livet igennem bestandig vendte tilbage til.
Og så er det vel heller ikke for dristigt at slutte, at den gamle, „der var bekjendt for at kunne spaae, ja selv hexe”, og som altså vidste mere end sit fadervor, kan have haft noget at gøre med den spændende historie om gryden, der koger efter elskeren i det fjerne. Enten hun så selv har fortalt historien til drengen, eller han hjemme har hørt sin mor fortælle den om Johanne selv.
Som en slags modprøve kan vi vende tilbage til den kloge Fulvia ved blomsterfesten i Genzano. Det falder da straks i øjnene, at det er den samme gamle, der varsler Antonios fremtid, og som øver den sorte kunst med gryden.
H.C. Andersen har åbenbart følt trang til endnu engang at behandle denne mærkelige episode, som fra barndomsårene har gjort et uudsletteligt indtryk på ham. Måske har den fået ham til at tænke på gamle Johanne. Eller omvendt: Måske har han husket hendes navn, og det har så ført tanken hen på den magiske gryde. Men i eventyrets Johanne er der åbenbart ikke stort mere tilbage end selve navnet af den virkelige Johanne Jantzen. Pladsen ved troldgryden har han overladt til den kloge Stine. Der er tiltænkt Johanne en anden rolle end at være en dublet af Fulvia i Improvisatoren. Hun står i handlingens baggrund som tilskueren, der ved besked og kan fortælle det hele. Og gennem sin stumme kærlighed er hun personlig knyttet til sølle Rasmus’ skæbne.
At historien foregår i vor digters barndom viser endnu et par småtræk. Det hedder om huset, hvor Rasmus blev født, at det engang lå ved den livlige kongevej, der nu er flyttet. 1795-1813 flyttedes Nyborg Landevej, der oprindelig førtes ind til Odense nord for åen ad sankt Jørgensgade, til sin nuværende indførsel sydfra. Andersen har altså selv som dreng oplevet sidste fase af dette store vejarbejde. Fremdeles læser vi i et i manuskriptet slettet afsnit, at Rasmus efter sin død som andre fattigfolk skulde lægges i en stråkiste, men Johanne, der har sparet seks rigsdaler sammen til sin alderdom, ofrer dem nu, for at han kan komme i jorden „i fire Fjæle” (som det hedder i salmen). Stråkisterne husker vi fra romanen „O. T.”, hvor den arme Johanne bæres til graven i en sådan.[34] De tilhører den forfærdelige dyrtid under de sidste år af Syvårskrigen mod England. 21. januar 1812 læses i Fyens Stifts Adresse-Avis og Avertissements-Tidende: „Paa den indenlandske Butik her i Byen (Odense) er i disse Dage indsat de første Halm-Liigkister fra Landet, som vel maatte ønskes ført i Brug paa en Tid, da en Fjellekistes Bekostning overstiger den Ubemidledes Evner”.
Digteren har altså fordybet sig i barndomsminder, men havde han indskrænket sig til at genfortælle gl. Johannes historie om gryden – brillant har han gjort det, og et absolut højdepunkt i eventyret er det blevet! – så havde hans digtning ikke fået det perspektiv og den betydning, som det nu er tilfældet. Enhver, der opmærksomt har læst historien, vil indrømme, at de fleste episoder i skrædderens hus har hverken den virkelige eller den digtede Johanne, som jo er en ren biperson, kunnet vide besked med. Men sølle Rasmus’ skæbne har opfyldt ham så stærkt, fordi han har følt den som en livsmulighed, et nådigt forsyn havde skånet ham selv for.
Skrædderen Ivar Ølses hjem er hans eget barndomshjem. Her må vi naturligvis ikke lade os vildlede af de småændringer, som falder en digter naturlige, der ikke ønsker groft at kopiere virkeligheden. Hans Andersen og Anne Marie omdøbes til Ivar Ølse og Maren; Skomageren bliver skrædder; Handlingen flyttes fra byen til landet. Der tales endogså om en større børneflok, hvoraf lille Rasmus er den yngste – men betegnende nok optræder hans søskende overhovedet ikke i historien; Rasmus er åbenbart alene hos forældrene. Men i ly af denne digteriske frihed har H.C. Andersen kunnet give en mere åbenhjertig skildring af sine forældre, end det var tilfældet i Mit Livs Eventyr, og han har kunnet forsøge en vurdering af den slægtsarv, som tilfaldt deres kød og blod. Han siger ikke alt om dem; Skildringen er bevidst ensidig. Men han siger meget væsentlige ting.
Hvor nøje historien på et afgørende punkt svarer til virkeligheden, kan ses af religionssamtalen om liv og død, hvor skrædderens kyniske spot over troen på det evige liv forfærder hans kone. H.C. Andersen fortalte året efter (1873) sin rejsekammerat Nicolaj Bøgh,[35] at da hans far havde sagt: „Kristus har været et Menneske som vi, men et usædvanligt Menneske”, reagerede hans egen mor præcis som Maren i Hvad gamle Johanne fortalte overfor lille Rasmus; Anne Marie trak sin dreng med sig ud i tørvehuset, kastede sit forklæde over ham og sagde: „Det var Djævelen, der var i vores Stue og sagde det, Hans Christian, det var ikke din Fader, og Du skal glemme hvad han har sagt, for det mente han ikke”. Så græd de begge to og bad fadervor med hinanden.
Handlingen i historien tager også de første gode år med, men den afspejler især faderens sidste, tunge tid efter hjemkomsten fra felttoget i Holsten og til hans død 23. april 1816, de år sønnen huskede bedst. Og i forældrenes skikkelser stilles to diametralt forskellige livssyn op mod hinanden. Faderens dumpe, håbløse pessimisme, hans opgivende passivitet overfor tilværelsen; hvad skal det nytte? er hans evige omkvæd. Heroverfor moderens livsvarme optimisme. Anne Marie Andersdatter huskes jo mest som et forsumpet vrag. Her har hendes søn sat hende et æreminde. Maren var en dygtig kone – akkurat som Anne Marie i sine velmagtsdage: „Reent og net var der i Huset, Gardiner i Vinduerne og Blomster med, baade Nellike og Balsamine, Navneklud hang i Skilderi-Ramme og tæt ved hang et Bindebrev paa Riim”;[36] Sønnen fortalte Bøgh om sin mor, at hun tog sig omhyggeligt af sit hus og holdt det i ypperlig orden; der var altid meget rent, og hun selv var altid pæn.[37] De nydelige skildringer af barndomshjemmet i Munkemøllestræde i Mit Livs Eventyr og i smådigtene fra digterens sidste leveår fortæller ærligt og sandfærdigt om, hvor regulær og dygtig moderen var, inden ulykkerne væltede ind over hjemmet. Om Maren, der her minder om Maria i Kun en Spillemand, også et portræt af Anne Marie, hedder det: „sin Mund brugte hun, men ogsaa sine Hænder; hun førte Synaalen ligesaa rapt som Munden, og passede dertil sit Hus og sine Børn”. Hendes valgsprog er det modsatte af mandens: „Vor Herre slipper ikke, naar vi ikke slipper!” Eller som hun også siger det: „Hold paa Dig selv og Vor Herre!” Ordene findes tidligere i digtet „Tro det Bedste” („Vort Jordliv er kun Regn og Rusk”), trykt Nytårsdag 1855 i „Ydun, Ugeskrift for Damer”, nr. 1, men bedre kendt fra eventyret De Vises Steen, der i december 1858 stod at læse i Folke-kalender for Danmark 1859; her optræder digtet som en art vekselsang, og dets sidste linier lyder:
Hold paa Dig selv, hold fast paa Gud,
Skee saa hans Villie, Amen!
En spøgefuld variant står allerede i eventyrkomedien Meer end Perler og Guld, hvor Henrik siger i 1. akt 13. scene: „Herre! spiis en Boeuf! man maa ikke give tabt! hvem holder paa Een, naar man ikke holder selv!”[38]
Urokkelig er Maren i historien, aldrig forknyt, aldrig bange for at lægge kræfterne i. Og således har digterens mor også stået for ham, når han som gammel mand tænkte tilbage på hende.
Det er Rasmus’ ulykke, at han først og fremmest slægter sin far på og overtager hans selvopgivende: „Hvad skal det nytte?” Derfor synker den engang så glade og dygtige svend, der havde høje tanker om sig selv og drømte om at blive en fin skrædder med egne svende på bordet, dybere og dybere ned i forfald og sløvhed. Han bliver villiedvask, som det med et malende udtryk hedder, fattig, sær, menneskefjendsk, uimodtagelig for trøst og tilsidst fordrukken. Kæresten, den rige gårdmandsdatter Else, der satte gryden på at koge efter ham, har han forlængst ved egen skyld mistet, og det har slået ham helt ud; han er som Andersen selv og flere af historiernes hovedpersoner, Knud f.eks. i Under Piletræet, den ubeslutsomme bejler, der aldrig siger de ord, pigen venter på. „Hvad kan det hjelpe!” var hans tanke – som den gang på gang i tilsvarende situationer havde været Andersens egen: „Forældrene see efter Velstand for hende, og den har jeg ikke; klogest var det at tage bort herfra!”[39] Og nu som gammel må Rasmus opleve, at landsbyens børn med hans ungdomselskedes barnebarn i spidsen forfølger ham med råb og skrigen: „„sølle Rasmus”, råbte de, „sølle Rasmus””. H.C. Andersen havde oplevet den samme scene i sin barndom, når ungerne på gaden hujede efter hans egen farfar. Den havde været i hans tanker før og havde givet ham anledning til overvejelser, som rummer nøglen til Hvad gamle ]ohanne fortalte. De kan læses i Mit Livs Eventyr i tilslutning til beretningen om et besøg i Odense på Skyttelavsdagen 1. juni 1847:
„Dybt Indtryk gjorde paa mig en stakkels halvfjollet Knøs udenfor mine Vinduer; hans Ansigt var ædelt formet, Øinene glands-fulde, men der var noget Forstyrret i den hele Person, og Drengene drillede og jagede ham. Jeg tænkte derved paa mig selv, min Barndomstid, min sindssvage Bedstefader, om jeg var bleven i Odense, sat der i Lære, om ikke Tid og Forhold havde sløvet de Phanta-siens Kræfter, som da saa mægtig fyldte mig, eller jeg ikke havde lært at smelte sammen med min hele Omgivelse, hvorledes var jeg maaskee da bleven betragtet? – Jeg veed det ikke, men Synet af denne ulykkelige, jagede Fjollede udenfor mit Vindue fik mit Hjerte til at banke stærkt, min Tanke og Tak fløi mod Gud for hans Naade og Kjærlighed mod mig”.[40]
Jeg tænker, at da han 25 år senere digtede om „sølle Rasmus”, har han påny følt, at således kunde også hans egen skæbne have formet sig, så vist som han slægtede begge sine forældre på. Når den ikke gjorde det, skønt han som sin begavede far var en sørgmodig dagdrømmer, skyldes det, at han også havde taget sin livsdygtige, reelle mors sejge arbejdsnatur i arv. Appelsinerne var ikke faldet i hans turban; målbevidst havde han været sin egen lykkes smed.
Derfor kunde han føle med de spildte muligheders tragedie. I mørk stemning er denne mørke historie om forfald, elendighed, død blevet til. Kun hos Gud er nåde og barmhjertighed, står der tilsidst. Fra den forfaldne øde rønne ved det tilgroede kær og fra den ensomme markvej, som før var kongevej, går digterens tanker tilbage til den dag, da de unge og stræbsomme folk flyttede ind i deres nyhvidtede og pyntelige bindingsværkshus. Det er kun en hverdagsskæbne, hentet fra det jævneste almuesliv, og uden store, dramatiske begivenheder. Men også dens lære er, som Portnøglens og Tante Tandpines at alt er forfængelighed. H.C. Andersens eventyr begynder med lykkens yndling, soldaten, der marcherer hen ad landevejen for at erobre verden. De ender med gamle Johanne i fattighuset, den stumme kærlighed, aldrig forstået af den, hun holdt af, som resigneret sidder tilbage med sine minder.
Forbi! forbi! og det blive alle Historier.
