”Firmanavnet smager af gode, gamle dage, hvor mormor strikkede strømper til julegaver, og mor stoppede strømper ved kaminildens skær.”
Sådan åbnede en kort artikel i Fyens Stiftstidende fra 19. december 2005, om det fynske firma Odense Kamgarnspinderi, ofte kaldet Hjertegarn. Hjertegarn var firmaets bedst sælgende produkt, og sættes i artiklen sammen med de gode gamle dage og nostalgi efter en tid, hvor man lavede tingene selv. Dog var Hjertegarn ikke altid et navn forbundet med gamle dage, men snarere med fremadbrusende vækst. Firmaet var ved sin opstart og i sin storhedstid, en moderne mastodont indenfor dansk garnproduktion. Og der var heller ikke meget gammeldags over dets reklamestrategi. Strikkeopskrifterne blev præsenteret af unge smukke mennesker, og firmaet præsenterede ofte nye kollektioner, meget lig nutidens højmode. Odense Kamgarnspinderi og Hjertegarns historie, rummer en spændende fortælling om både det hjemlige og det storindustrielle, og om de enorme ændringer som garn, tekstil og tøjproduktion har gennemgået.
I de fleste hjem blev der fremstillet tøj til eget forbrug, strikket strømper eller syet frakker af fire alen merino, men allerede inden en decideres industri slog igennem blev der spundet garn, strikket, vævet og syet til markedet. Fyn var længe kendt for sin hørproduktion. Hør er en af de få planter egnet til tekstilfabrikation, der kan gro i Danmark. Der blev også hold får, men i mindre grad end i det jyske. Her var der ofte tale om jord, hvor agerbrug har havde mindre gode betingelser. Eksempelvis var sletten nord for Odense længe et centrum for en betydelig produktion af vævede tekstiler, for det meste fremstillet af uld og hør. Sådanne husflidsproduktioner var også til stede andre steder i landet, som på de jyske heder. Eksempelvis udgjorde Hammerum herred et sted, der egnede sig bedre til fårehold end korndyrkning, og hvor strikkede varer udgjorde et vigtigt supplement til bondens økonomi. En berømt skildring af den jyske strikkekultur er lavet af den berømte forfatter Steen Steensen Blicher, i novellen E Bindstouw fra 1842.
Var strik ”Qvindearbejde”?
I lang tid var strikning ikke en lige så kønsopdelt aktivitet, som det opfattes som nu. Der er eksempelvis mange vidnesbyrd om jyske mænd i perioden, der strikkede i lighed med kvinderne. På Fyn er billedet mere uklart. Der er kilder der antyder at mænd og drenge har strikket og været engageret i tøj og tekstilproduktion på anden vis, men der er også tegn på en vis social modvilje overfor mænd og drenge, der strikker. I Odense Amt beskrevet 1843 fortæller den landbrugsøkonomiske forfatter Jacob Aall Hofman om mislykkede forsøg på at udbrede strikning:
”Drengebørnene har man i de senere Aar holdt til at strikke i Skolerne, der dog ei virker paa dem i den ædre Alder, hvor det holdes for en Skam. Sligt Qvindearbeide, mener man, kan vel anstaae en Jyde, men ingen Fyenbo.”
Fælles for den fynske og den jyske husflidsproduktion af garn og tøjvarer, var at der var tale om relativt små produktioner, lavet af lokalt frembragte råvarer. Forsyningskæderne har dermed været korte, og selvom en del af produktionen har været beregnet til et marked, var der tale om små overskudsproduktioner, der ikke gav anledning til et stort forbrug. Hovedparten af det som husstandens husflid frembragte, blev brugt af husstanden selv. Der var primært tale om produktion med overlevelse som mål, ikke overflod.
Husflid var dog ikke fremtiden for fynsk tekstilproduktion, for fremtiden lå i fabrikkerne. Disse lå i byer, hvor arbejdskraft og fossilt brændstof kunne samles, for at producere mere end nogensinde før. Odense blev en af disse industribyer og kunne ifølge forfatteren Johannes Lauritzen, allerede i 1874 prale af 60-70 industriskorstene i bybilledet.
Odense Kamgarnspinderi bliver til
Odense Kamgarnspinderi blev grundlagt i 1926 af den tyske tekstilproducent Carl Bremer. Firmaets første fabriksbygning blev placeret på Klosterbakken i Odense i en forladt klædefabrik. Fabrikken gjorde god brug af den nærliggende å, hvis bløde vand var god til garnproduktion. Denne tætte placering på åen, var dog ikke en ubetinget velsignelse for Odense. Mange odenseanere var utilfredse med, at spildevandet fra fabrikken blev ledt ud i åen. Det medførte at åen kunne tage vidt forskellige farver, alt efter hvad produktionen var den dag. Fabrikken var også placeret tæt på Odense Kommunale Elektricitetsværk, der gav kraft til de store maskiner, som virksomheden afhang af. Ikke bare energien og fremstillingsmetoderne var forskellig fra fortidens husflid.
Ulden der blev spundet, var også af en anden karakter. 90 % af ulden, der blev brugt på Odense Kamgarnspinderi, var importeret fra udlandet. Det betød en væsentligt længere, og væsentligt mere forurenende forsyningslinje. Man betragtede den danske uldproduktion som for dårlig og lille. Det var kun under 2. Verdenskrigs forsyningskrise, at man på Odense Kamgarnspinderi forsøgte sig at gøre større brug af dansk uld og hørproduktion. Disse tiltag fik dog ingen succes. Odense Kamgarnspinderi og Hjertegarn var altså børn af den sorte omstilling, den proces hvor fossile brændstoffer muliggjorde et stigende forbrug. Denne proces har haft enorme negative konsekvenser, mest af alt igennem accelerationen af de menneskeskabte klimaforandringer, men også medført forbedringer af manges livskvalitet. Det er herligt at forbruge, også af Hjertegarn, hvilket mange danskere hurtigt opdagede.
Firmaet oplevede en massiv vækst i starten 1930’erne, og snart var fabrikken for Klosterbakken blevet for lille. Carl Bremer begyndte i 1936 forberedelserne til at bygge en ny og større fabrik på Munkerisvej i udkanten af Odense. Fabrikken lå dog først færdig efter 2. Verdenskrig. Odense Kamgarnspinderis succes blev dæmpet af 1940’ernes verdenskrig. Efter krigens afslutning, og den økonomiske normalisering, der gradvist begyndte derefter, gik det stærkt igen. Virksomheden fik solgt store mængder af sine primære produkter, karteuld og sokker. Fabrikken var en af Odenses største arbejdspladser. Da fabrikkens arbejdsstyrke nåede sit højdepunkt, udgjorde den omkring 1500 mennesker. Succesen kan også ses i fabrikkens årlige strømforbrug, der i 1951 var tilsvarende forbruget i en samtidig dansk by på cirka 28.000 indbyggere.
Hjertegarn var det bedst sælgende af virksomhedens produkter. Der blev reklameret for Hjertegarn, særligt igennem de mange strikkebøger, som firmaet udsendte. I disse kunne man se et bredt udvalg af tøjmønstre, man kunne strikke. Disse blev ofte båret af smarte unge mennesker på bøgernes kulørte sider. I Hjertegarnets Strikkebog fra 1950, kan man blandt andet se opskrifter på Hjerteblusen, Den raffinerede hvide, Hans Jakke af Hjertegarn, og Sommer slipoveren. Mange af opskrifterne var på fritidstøj, hvilket var meget i tidens ånd. Efter 2. Verdenskrig begyndte fritiden at fylde mere i takt med, at arbejdstiden blev nedsat. Fritidstøjet var friere i udtrykket end arbejdstøjet og dermed også mere omskifteligt. På denne måde kunne tøjfirmaerne også tjene penge på modeskift. Ideen om ”Det nye” kunne bruges til at skabe et større forbrug, og det vidste man også ved Odense Kamgarnspinderi.
Firmaet var også i stand til effektivt at tilpasse sig efterkrigstidens foranderlige medielandskab. I 1950’erne lancerede de konceptet TV Garn. Dette var garn, der var så nemt at strikke med, at man også kunne strikke med det foran tv-skærmen. Dette var både et smart reklametrick, men var også en god indikation på hvor langt strik var nået fra sin tidligere status som overlevelsesnødvendighed. Strik gav selvfølgelig udbytte i form af tøj, men strik i sig selv var en fritidsinteresse på linje med det at se TV.
Strik i Hjertegarns strikkebøger, blev fremstillet som en meget kønsopdelt aktivitet. I introduktionsteksten til bogen fra kunne man læse, at der både var opskrifter til tøj til ”… Børnene, manden og Dem selv”. Vi er langt fra de strikkende mænd fra 1800-tallet her. I Hjertegarns strikkebøger var strik ” Qvindearbeide” som man også sagde det på Fyn i 1843.
Firmaets vækst fortsatte, i lighed med landets generelle økonomiske vækst, indtil 1970’ernes kriser. Hjertegarn oplevede en faldende omsætning, men var dog langtfra eksistenstruet, takket være blandt andet en stor likviditet, systematisk opbygget af firmaet igennem lang tid. Tiderne var ved at skifte, og færdigsyet og maskinstrikket tøj var ved at overtage markedet. I højere grad begyndte den internationale beklædningshandel ikke kun at bestå af tekstiler og råvarer til tøjproduktion, men også af færdigsyet tøj. Tøjproduktion var altså ved at bevæge sig længere væk fra den danske forbruger. Historikeren Sissel Bjerrum Fossat har i sin artikel Den sorte energi, byen og garderobeskabet påpeget at metervarer forsvandt fra danske reklamekataloger allerede efter 2. Verdenskrigs ophør. Nu begyndte garnet også at blive trængt. Selvom flagskibsproduktet Hjertegarn plejede at være moderne, var udviklingen ved at gøre det forældet.
Udvidelsen af fabrikken måtte stoppe, og snart måtte store dele af fabrikskomplekset udlejes til eksterne organisationer. I 1980’erne forsøgte firmaet at udvide med færdiglavet striktøj, men der blev ikke tale om nogen kommerciel succes. I 1986 forklarede direktør Leif Hansen det faldende salg med blandt andet p-pillens udbredelse (Måske betød p-pillen færre børn at strikke tøj til?) og manglen på strikkeundervisning for piger i folkeskolen. Hans opsummering af den, for ham, bekymrende samfundsudvikling, lyder ikke specielt fjern fra nutidens debatter om bæredygtighed og forbrug: ”Hele samfundsudviklingen gør, at vi står i fare for at få en ny generation af unge ’amerikaner-piger’, der blot køber og smider væk”. Den sorte omstilling, som Hjertegarns succes var en del af, var nu ved at overhale produktet. I 1992 gik Odense Kamgarnspinderi konkurs, og varemærket Hjertegarn blev solgt til en ny midtjysk indehaver. Den sidste nøgle Hjertegarn var blevet spundet i Odense. De gamle fabrikslokaler på Munkerisvej blev omdannet til lokaler for Odense Tekniske Skole. Varemærket Hjertegarn lever den dag i dag videre i Jylland og sælger strikkegarn i Danmark og flere andre europæiske lande. Dog har firmaet ikke egen fabrik længere og importerer i stedet garn fra Asien og Europa. Meget langt fra det odenseanske industrieventyr, som Hjertegarn var nøgleproduktet for i sine velmagtsdage.
Stadsarkivar ved Odense Stadsarkiv, Johnny Wøllekær, skrev i 2006 en glimrende bog om Odense Kamgarnspinderi med titlen Odense Kamgarnsspinderi Fra Næring til Læring
Hvis man er interesseret i strikkens historie, formidles den spændende og lærerigt af historiker og foredragsholder Kasper Thomsen. Han er at finde på Facebook og Instagram under navnet Den Vandrende Strikker, og kan kontaktes på mailadressen Ulderguld@hotmail.com
De fossile brændslers hverdagshistorie udforskes i projektet Bylivets sorte omstilling ved Museum Odense.
https://museumodense.dk/forskning/forskningsprojekter/byens-sorte-omstilling/, og det historiske forhold mellem tøjforbrug og klimaforandringerne fortæller historikeren Sissel Bjerrum Fossat om i artiklen ”Den sorte energi, byen og garderobeskabet. Den kan læses i 24. nummer af tidsskriftet Temp fra 2022.
