Nissen hos Spækhøkeren, eet af de mest smilende af den alt for store digters eventyr, udkom den 30. november 1852 i et lille hefte af hans Historier. Digteren selv siger, at det kom i året 1853; han lod sig narre af titelbladet, hele julemarkedet var jo dengang forsynet med antedateret årstal. Men det er jo også det eneste han veed at melde om et eventyr, der stod hans hjerte og ånd så nær, at han genoptog dets thema i Nissen og Madammen og igen og især i Tante Tandpine (om hvilket han ellers forkert oplyser, sært nok, at det er det sidst skrevne af hans eventyr; Æren herfor tilkommer Hvad gamle Johanne fortalte). I H.C. Andersens almanakker og udførlige dagbøger, i hans selvbiografiske produktion, i hans brevvexlinger, er der intet spor af at han har beskæftiget sig med dette eventyr; ejheller har han læst det højt i familier og foreninger, eller leveret fortryk i folkekalendere eller æsthetiske årbøger, som han plejede, når han skrev noget i lille format.
Forklaringen er vel den, at Digteren lige som i sin tid (1844) tilfældet var med Snedronningen, har syntes at hans julehefte var for tyndt, og tildigtet et nyt stykke i sidste øjeblik, måske i en sen nattestund, efter at dagbogen var lukket. Eventyret virker visselig også som en nattevision. Det kom i 1855 ind i de Samlede Skrifter (1. udg.) og s.a. i en illustreret udgave med Vilh. Pedersens velkendte billede af nissen på tæerne og nissen ved grødfadet. Endelig kom det i den samlede udgave i to bind 1862 med H.C. Andersens egne, værdifulde bemærkninger til hans eventyr og historier, som altså for dette og nogle andre stykkers vedkommende svigter læseren, hvem H.C. Andersen ellers betjener som en videnskabsmand.
Digteren havde i Hyldemo’er givet en fin begrebs-adskillelse mellem eventyr og historie. Men i disse nævnte bemærkninger gør han nærmest undskyldning for sin distinktion, som om det bare sådan gjaldt om at finde på et nyt navn til titelbladet. De som ellers har søgt at inddele den samlede bestand af H.C. Andersens små fine mesterværker i to helst ligestore grupper, har ikke haft heldet med sig. Det overnaturlige element breder sig ind i de talrige skitser og virkelighedsbilleder og små romaner; realismen i eventyrene. Dog er og bliver der en forskel.
Nissen hos Spækhøkeren er imidlertid et fuldblods eventyr. Det hævdede sig iblandt sine omgivelser i det meget lille hefte hvori det fremkom (med bl.a. Hjertesorg og Alt paa sin rette Plads) og dette imod sin mattere forgænger (der dog indeholdt Det er ganske vist og Et godt Humeur). Eventyrets emne er ikke nyt. Det er livspoesien, som findes alle vegne og dog ikke ret skønnes på eller skøttes om. Den findes endog i selve bøtten, som er bestemt til affald, og den åbenbares i den fattige students vrå. Den er husets bedste skat, og den frelses.
Nisser var netop dengang ved at komme op. De små drillepinde var hidtil blot blevet strejfet af forfatterne; de var jo også kun ganske små. De uhyre, elefantagtige julenisser, man nuomstunder ser i butikkerne, hører ikke hjemme i deres verden. De hører egentlig hjemme på landet, men Andersen påviste dem i hovedstaden.[1] Og fra nu af myldrer de i den danske digtning, ikke mindst efter at Vilh. Pedersen og Lorenz Frølich havde fastslået deres ydre; Folkloristerne annekterede dem til omslaget af deres publikationer. H.C. Andersens lille nisse er som landboernes en slem drillepind, men iøvrigt i fuld overensstemmelse med husets hævdvundne meninger, indtil den reddede bog fremkalder en sand jordrystelse i hans åndsliv. Han kan dog ikke selv læse bogen, kun studenten kan tyde den for ham. Det er livspoesiens manifest.
Eventyret må dog ikke optages ganske allegorisk, dertil er det for fuldt af liv og virkelighed. Hele huset er levende, også møblerne trods deres filistrøse og autoritære tænkemåde, og vrøvl. Interiøret minder meget om det gemytlige i Svovlstikkerne (i Den flyvende Koffert), hvor digteren ret tumler sig i menigmands snak.
Fortællemåden går tilbage til H.C. Andersens tidligste eventyr. Det begynder som en hverdagshistorie, men tager snart fat med hans raske overraskelses-momenter: Madammens mundlæder (Ordet findes allerede i Moths gamle danske ordbog og er et lån fra plattysk) og Studentens Nøglehul og Nissens Flugt over Plankeværket. Efter Andersens skik i mange eventyr falder fortællingen i ro med en lun bemærkning: Vi andre går også til spækhøkeren etc. Her følger han folkeeventyrenes sæd og skik.
Men i den gennemsete redaktion af historien, som nu kaldes Tante Tandpine, er alting tragisk, selv humoren og ironien og grinet („Englen Rasmussen“). Eventyret begyndte oprindelig ret jevnt, med et virkeligheds-indtryk, men dette var uheldigvis tandpinen, H.C. Andersens livslange plage. Mere og mere blev dette motiv et billede på al sorg og modstand i den mærkværdige digters liv. Studenten er denne gang forfatter, men ikke „producer“ af det håndskrift der er gået i bøtte. Men i den bog han har frembragt, er alting undergang og død. I stedet for jubelen og lykken under livstræet, stedes vi ansigt til ansigt med hendes forfærdelighed Satania Infernalis, en af nattens lurende dæmoner. Denne sidste skikkelse voxer ud af den søvnløse vinternat og trækken, som isnende kold går gennem stuen. Den er en typisk frembringelse af en dansk digters makabre fanatsi. – Man kommer let ved Tante Tandpine til at tænke paa de oldnordiske myther om selve den blege og blodløse hel. Poesien selv blev undergravet af, ak! sin dyrker og sat på en trist plads som livets grundvildfarelse. „Alt gaar i Bøtten“, således sluttede oprindelig Andersens sidste eventyrsamling, og dermed hans livsværk. Men da han læste 2. korrektur på den illustrede udgave, slettede han — eller også sætteren — disse sørgelige ord. Måske han dog mente dem.
