Man kan næppe sige, at den store fynbos tanker om Gud og mennesket, om liv og død var nye eller mærkelige.[1] Men det er nok heller ikke det afgørende. Det afgørende for os er, om H.C. Andersen på den ene side var et udtryk for anskuelser, der havde deres dybe rødder i folket, og om han på den anden side gennem sin digtning har været med til yderligere at forme og befæste disse anskuelser. Lejlighed har der ikke manglet, thi man må huske, at næst efter de skiftende sangbøgers kærne-stykker har intet åndsværk herhjemme haft betingelser for at få så mange i tale som de mest elskede af Andersens eventyr, der om ikke på anden måde så gennem skolens læsebøger trofast under alle smagsskifter har fulgt generation efter generation, og hvis tankeverden bevidst eller ubevidst har bidraget til at forme barnets første verdensbillede. Og vi ser da også, at H.C. Andersen, hvad der i høj grad vilde have imponeret og smigret ham, i vore dage endog har fået sin plads i kirkehistorien. I Hal Kochs fremstilling af tiden 1800-1848 hedder det, at „denne Religiøsitet i en forbavsende Grad svarer til, hvad man kunde kalde Folkereligionen, Kristendommen hos Folk, som de er flest, naar de ikke er blevet berørt af 19. Aarhundredes Vækkelser eller mere bevidste og reflekterede Religion. Det er denne Folketro, H.C. Andersens egen Fromhed er sprunget ud af, bestyrket ved Mødet med den saa ofte foragtede „fornuftige“ Religion fra 1820erne og 30erne, men gennem Æven-tyrene har han igen virket tilbage paa Folketroen og været med til at styrke og udbygge den“. Hal Koch ser H.C. Andersens Indflydelse som „en af Forklaringerne paa, at denne folkelige Kristendom har levet videre helt til vor Tid. Hverken de religiøse Vækkelser eller Angrebene fra kirkefjendtlige Retninger eller den moderne Videnskab og Teknik har i væsentlig Grad formaaet at ændre den“.[2]
Hal Koch bygger her på en udmærket afhandling af sognepræst Lauritzen i Teologisk Tidsskrift 1950. Emnet: H.C. Andersens tro har naturligvis også beskæftiget de egentlige Andersenianere. Det tangeres i Edvard Lehmanns gamle berømte afhandling: „H.C. Andersen hin primitive“ [3] og det har givet anledning både til en lille populær bog af den tidligere Odense-rektor Holbeck og til en lærd teologisk disputats af en nordmand, domprovst Christian Svanholm i Stavanger. Det kan med udbytte studeres overalt i Andersens skrifter: Romanerne, digtene, eventyrene, i hans selvbiografier, hans breve og dagbøger. Vi skal her i hovedsagen holde os til eventyrene, og bliver fremstillingen af hans tanker tør og skematisk, så har disse tanker — som alle ved — sat skønne og mærkelige blomster i hans rige digtning.
Hvor hørte han hjemme i kristelig henseende? Det kan ikke nytte at ville nægte det, selv om det vil lyde ilde i manges ører: Han var rationalist, og det blev han livet igennem ved med at være. Ingen periode i den nyere kirkehistorie er vel blevet dømt med en så skånselsløs og ensidig hårdhed som rationalismen. Det er imidlertid ikke vor opgave at måle en svunden tid med senere tiders målestok, men at prøve på at forstå den. Rationalismen havde sine åbenlyse fejl, som den tit nok har fået revet i næsen, men det er dog et spørgsmål om vor brutale og rå tidsalder virkelig er den rette til at slå sig til ridder på en periode, hvor fromhed, tillid til Gud og respekt for mennesket sad i højsædet, hvor dyden var et ideal og ikke et hånsord, hvor samvittigheden og ansvarsfølelsen var hellige værdier, overfor hvilke mennesket følte sig forpligtet i al sin færden.
Han var altså rationalist. Den norske kirkehistoriker Molland udtrykker det således: „Opplysningstidens religiøsitet har fått sit dikteriske uttrykk i H.C. Andersens eventyr og historier. Gjennom ham taler opplysningstiden fremdeles til nye slekter, mens dens teologi bare kjennes av teologi-historikerne.“ [4] Og den førnævnte danske præst Frits Lauritzen siger: „Den religiøse holdning i eventyrene må i høj grad interessere kirken, fordi eventyrene nu i hundrede år har været en medvirkende faktor ved dannelsen af den almindelige folkereligion her i landet. De er selv et udtryk for religionen hos det folk, som Andersen fremgik af, men de har siden virket tilbage på folket. Religionen i eventyrene er den almindelige danske folkereligion, den som man fra kirkelig side med måske altfor stor nedladenhed stempler som „Vorherrereligion“ … Og eftersom det hovedsagelig er rationalismens religiøse idealer, der overvintrer hos Andersen, så er eventyrdigteren den religiøse rationalismes største aktiv i dansk åndsliv, så at sige en arm, som fra begyndelsen af 19. århundrede er rakt langt ind i det 20. og sandsynligvis vil række meget længere endnu“. [5]
Men var rationalismen da ikke overvundet i begyndelsen af det 19. århundrede? På ingen måde. Gennem skolen og gennem kirken fortsætter dens lærdomme, længe efter at det store nybrud har fundet sted, som vi betegner med navnene Mynster, Grundtvig og Kierkegaard. H.C. Andersen var samtidig med disse tre store, men stod fremmed overfor dem alle tre. Han hører til de mennesker, der i barndommen og den første ungdom modtager indtryk for hele livet; i bogstaveligste forstand bygger han på sin børnelærdom, selv om den udvides og suppleres gennem årene, og selv om han paa enkelte punkter – vi skal komme senere til det – indtager standpunkter, der ligger udenfor rationalismens grænser. Efter hvad han i selvbiografierne og i sin digtning fortæller om sit barndomshjem, har det været præget af modsætningen mellem moderens enfoldige tro, der grænsede til overtro, og faderens skepsis, der grænsede til fornægtelse. Selv har han ved sin konfirmation fået følgende vidnesbyrd af stiftsprovsten ved Skt. Knuds Kirke: „Har meget gode Evner og Religions Kundskaber; kan end ej hans Flid roses, hans Forhold kan dog ej dadles“.[6] Og da han som en fjortenårs dreng forlod sit hjem for at søge lykken i det store København, hvor han i tre år døjede ufattelig meget ondt, indtil gode mennesker fik ham bjerget og sendt i den lærde skole i Slagelse, er det ikke mindst den urokkelige tillid til Guds forsyn, som har ført ham frelst gennem alle farer og fristelser. Men det er først i skoletiden, navnlig i Slagelse og under indflydelse af hans religionslærer Quistgaard, at selve hans livsanskuelse udformes. Om denne lærer siger han, at han „i Religionen … havde lagt en fornuftig Grundvold“. [7] Pædagoger, der i vore dage underviser i dette vanskelige fag i den lærde skole, vil forbavses over, hvor grundig og omfattende de tiders religionsundervisning var, og hvor rigelig plads der var afsat til den i undervisningsplanen. Vi kan ganske nøje – det er nordmanden Chr. Svanholms fortjeneste – studere dens indflydelse på den vordende digter, fordi vi ikke blot kender den meget krævende lærebog, som benyttedes i undervisningen — det var Peter Krog Meyers lærebog i Den Christelige Religions og Sædelære (1818),[8] og den var svær, men også har bevaret 75 skolestile, adskillige om rent dogmatiske spørgsmål, som eleven måtte skrive.[9] Han blev en vel forberedt student, og han huskede sin lærdom frem i tiden. Afgørende blev det også, at de kredse, han som student og ung digter færdedes i, da han fik adgang til en række hjem, som den hjemløse resten af livet kunde kalde sine, i religiøs henseende fortrinsvis var prægede af rationalismen. Dette gælder ikke mindst den største og mærkeligste af hans velyndere og ældre venner, den ædle fysiker H.C. Ørsted, der forenede det 18. årh.s religiøsitet med det 19. årh.s naturvidenskabelige syn på tilværelsen, og hvis betydning også for Andersens digtning er mærkbar. Og H.C. Andersen bevarede denne indstilling til religionen livet igennem.
Hvad er da rationalisme? Det er mange forskellige ting og en etikette, som man ikke altid er glad for at få heftet på sig; den bruges ofte i polemik til at mistænkeliggøre en modpart, mens man så til gengæld prøver på at frikende den, man beundrer og holder af, for beskyldningen mod at høre hjemme i den lejr; sådan som den norske præst gør det, når talen er om H.C. Andersen. Svaret kan gives kort med den knappe definition, som skyldes en af Digterens universitetslærere, professor, senere sjællands biskop Peter Erasmus Müller: Rationalisme „betegner i den vidtløftigere Betydning Erkendelse af Fornuftens Stemmeret i Religionssager“.[10] Fornuften blev taget med som vejleder i tros-spørgsmål. Endnu så sent som 1859 hedder det i „En Historie fra Klitterne“: „Gud, vor Skaber, er viis og alkjærlig, hvo kan tvivle? Vort Hjerte og vor Fornuft erkjender det, Bibelen bekræfter det: „Hans Barm-hjærtighed er over alle hans Gjerninger““.[11] Skolelærdommen fornemmer vi i disse ord fra en af hans stile: „Det var en Fornuft- og Naturreligion Jesus lærte os, han viste os Gud i al sin Storhed, men som Faderen der arbeidede for sine Børns Lyksalighed, at vi ene ved Kiærlighed kunne tækkes ham og denne viste sig i Dyd og Brodersind, og da vilde Himlen vorde vor Løn“.[12]
Med disse ord antydes også den anden af vejene til kundskab om Gud — den første er Bibelen — nemlig naturen. Rationalismen skelnede mellem første trin, en naturlig religion, og andet trin, åbenbaringens vidnesbyrd, og første trin var ikke langt fra at være det vigtigste. Lærefaderen her var den franske filosof Rousseau, hvis „Savoyardpræstens Bekendelser“, skønt de ikke indeholder een tanke, som andre ikke havde tænkt tidligere, ved deres digteriske skønhed, sprogets vælde og følelsens magt fik en uhyre indflydelse. Hele skabningen er ifølge Rousseau det mægtigste vidnesbyrd om skaberen; ud fra den kan man – mente man – simpelthen logisk bevise hans eksistens, og det 18. århundrede var stærkt i beviserne. Når H.C. Andersen stadig taler om naturen som Guds kirke, hvor han hellere holder sin andagt end under sognekirkens hvælvinger; når han i „Klokken“ lader den synge Guds pris, så går der en lige linie herfra tilbage til Rousseau. Hertil kommer ifølge Rousseau det andet vidnesbyrd udenfor skriften om Gud: Samvittigheden. Dens røst høres i en række eventyr, klarest måske i „Anne Lisbeth“.
Rationalismen i den udformning, som H.C. Andersen mødte den i sin skoletid, lagde først og fremmest vægt på den første Trosartikel. Guds eksistens søges godtgjort gennem en række sindrige beviser, hvoraf det for Andersen vigtigste er det såkaldte moralske bevis: Tænker vi os Gud borte, er hele tilværelsen meningsløs, følgelig må han eksistere. Kristus var først og fremmest det fuldkomne menneske, den store lærer og det store forbillede. Den 3. trosartikel er det svageste led. Sakramenterne får mest symbolsk betydning. Rationalismen udelukkede ikke en meget stor og ægte personlig fromhed, ledsaget af en alvorlig etisk opfattelse af tilværelsen med en klar forestilling om, at gerningerne bærer deres løn i sig selv, de gode såvel som de onde. Men den stod menigheds- og kirkebegrebet fjernt. H.C. Andersens religion var en mærkelig privatreligion. I kirke kom han sjeldent, mest til begravelser og ikke gerne dér. Gejstligheden var han især i sin ungdom — som så mange i hans samtid – meget kritisk indstillet overfor. Der findes ædle præsteskikkelser i hans romaner som den noble rationalist Moritz i „De to Baronesser“ og den fromme gamle ortodokse Japetus Mollerup i „At være eller ikke være“, men han kan også gøre løjer med en grundtvigsk theologisk kandidat og hans bragesnak i „At være eller ikke være“ og vende sin harme mod hyklere som Hans Peter i „O. T.“ og den væmmelige pastor Patermann i „Kun en Spillemand“.
Men var han ikke kirkegænger, så var han, og det må meget stærkt fremhæves, fra sin tidlige ungdom dybt fortrolig med Bibelen, som han læste hele sit liv, og som han bestandig fremhævede som den store kraftkilde ved siden af fadervor – se den sene historie „Hvad hele Familien sagde“.[13] Han citerer den gang på gang i sine eventyr. Vi mindes alle den uforglemmelige situation, da Gerda har bragt Kay hjem fra Snedronningens slot, hvor Bedstemor sidder i det klare solskin og læser højt af skriften: „Uden at I blive som Børn, komme I ikke i Guds Rige!“ Det er kun et eksempel blandt mange; enhver, der læser eventyrene igennem, kan overbevise sig om, at det forholder sig således; må jeg nævne den ikke meget kendte, men gribende lille historie om „Jødepigen“, hende, der var kristen i hjertet, men bundet af løftet til sine forældre om ikke at forlade sine fædres tro, og som nu læser Bibelen for sin døende madmor. Andersen er så dybt fortrolig med sin Bibel, at han kan citere en så sjældent anført profet som Joel, fra hvem han i omvendelseshistorien „Anne Lisbeth“, en af de mærkeligste fra hans sidste periode, henter det ord, som trøster den bodfærdige: „Sønderriver Eders Hjerter, ikke Eders Klæder, vender om til Herren“.[14] Og det kan ikke undlade at gøre indtryk, at et bibelsprog, han har elsket og citeret i sin ungdom, endnu da han er fyldt 50, er levende hos ham; vi finder det i to stile fra skoletiden, dernæst i romanen „O. T.“, endelig næsten 20 år senere i historien: „Ved det yderste Hav“, og det står ps. 139,9: „Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav, Du skulde dog føre mig og din høire Haand holde mig fast!“ Hans læsning gjaldt både det nye og det gamle testamente; Skrifter som Jobs bog og prædikeren har opfyldt hans fantasi.
At Bibelen har haft betydning for selve eventyrdigtningen, har vi hans egne ord for. Da han i 1860 første gang læste op i Arbejderforeningen, gjorde han tilhørerne opmærksom på, at i de ældste tider virkede „Digtekunsten meest ved hvad man kalder Eventyr; selv Bibelen har indklædt Sandheder og Viisdom i hvad vi kalder Parabler og Lignelser“. Nu ved vi alle, fortsætter han, at lignelser ikke skal tages lige efter ordene, men efter betydningen, der er lagt i disse.[15] Af sådanne parabler finder vi flere i hans eventyrbog: „Boghveden“, „Engelen“, „Klokken“, „Hørren“, „Der er Forskjel“, „Verdens deiligste Rose“, „Fem fra en Ærtebælg“, „Et Blad fra Himlen“, „Den sidste Perle“, „Noget“ o.s.v.
Som i en treklang samles ofte kærnepunkterne i rationalismen i ordene: Gud – Dyd – Udødelighed. Det dybeste i H.C. Andersens religion er hans gudsforhold. Det er langt personligere end rationalismens sædvanligt mere abstrakte tro på den alvise fader. Andersen føler i alle situationer Guds forsyn våge over sine veje, overbevist om, at Gud vil lede alt til det bedste. Om de mørkeste tider i København, da han gik fattig og forladt, skriver han: „Gud var hos mig i min lille Stue og mangen Aften naar jeg havde læst min Aftenbøn, kunde jeg barnligt spørge ham: „det bliver jo snart godt?““ [16] Han elskede at tænke tilbage på sit liv, forfattede en hel række selvbiografier og gennem dem alle sporer han forsynets styrelse som den røde tråd – han bruger selv med forkærlighed dette billede – i sit liv. Straks i den første, forfattet da han var 27 år gl., hedder det: „Jeg føler at en usynlig, kjærlig Haand styrer det Hele; at det ikke er et blindt Tilfælde der har ført mig frem, men at et usynligt Fader-Hjerte har banket for mig!“[17] Og endnu tydeligere i „Mit Livs Eventyr“: „Mit Livs Historie vil sige Verden hvad den siger mig; der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste“.[18] Og senere: „Jeg følte en større Sikkerhed, idet jeg ved at see tilbage over mine Livsdage, saae mere klart, at et kjærligt Forsyn vaagede over mig, at Alt, som ved en høiere Styrelse var ledet til det Bedste for mig, og jo fastere en saadan Overbeviisning bliver, des mere sikker føler man sig“.[19] Livet bliver derved „det deiligste Eventyr“.[20] – Men deraf følger også vished om, at hvad Gud har bestemt, det sker – en tro, der ikke er langt borte fra troen paa forudbestemmelse, selv om Andersen mener, at når Gud fører, må mennesket aktivt lægge sine kræfter i for at følge hans planer. I sin ungdoms uvished overfor fremtiden udtrykker han sig undertiden, som mente han, at han havde en slags moralsk krav på Guds hjælp. Gud kan ikke ville narre ham; når Gud allerede har gjort så meget for ham, så vil han simpelthen ikke kunne forsvare at lade ham i stikken i hans nød. Derfor kan han i sin skoletid skrive, at han „syntes ordenlig at det var Synd af vor Herre, at jeg skulde være saa uhældig i Latin“.[21] Gud kunde ikke slippe „den godmodige Sværmer“, hedder det;[22] i et brev til Ingemann fra skoletiden står der: „Gud har jo heelt forunderlig hiulpen mig fremad, han kan ikke forlade mig, jeg giør hvad jeg kan; kiente jeg et Menneskes Følelser saaledes som jeg kiender mine, jeg vilde aldrig kunde slaa Haanden af ham, hvor kan jeg saa frygte for det af den bedste Styrer.“[23] Eller til en anden velynder, også fra skoletiden: „hvorfor skulde han føre mig saa nær mit kiæreste Maal for at jeg manglende Kræfter skulde desbitrere føle Tabet af det, han har vist sine skiulte, vise Aarsager, og man maae jo aldrig forsage“ (o: tabe Modet).[24] Gud har bevaret ham, fordi han har sine ganske bestemte planer med ham. Der står i dagbogen 27.9.1825, fra Slagelse: „Er det din Villie at jeg skal vorde Digter, da vil Du vist ikke svække mit Mod og berøve mig Alt, min Sjæl aander ene for Digtekunsten, jeg har troet at spore din Haand i min Skiæbnes Styrelse, berøv mig ei Tilliden, Gud min Fader, min eneste hør dit svage Barn!“[25] Tanken om Guds direkte indgriben i hans skæbne blev for ham et livsprogram, et moralsk postulat, nøglen til hans tilværelses gåde. I lykkelige øjeblikke kunde han, som han naivt siger, føle trang til at „trykke Gud til sit Hjerte“.[26] Men efterhånden lærte han at lade være med at sætte lighedstegn mellem sine egne ønsker og forsynets planer, lærte at bede bønnen: „Ske din Vilje!“ og at forstå, at Guds vilje var den bedste. Det har fået sit skønneste udtryk i „Historien om en Moder“, hvor moderen efter sin fortvivlede kamp for sit barn må resignere; Døden går kun Guds ærinde: „Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din Villie, som er den bedste! hør mig ikke! hør mig ikke!“ „Barnet i Graven“ gentager med ringere kunstnerisk magt den samme lære.
Det er naturligt ud fra dette barneforhold til Gud, at bønnen spiller en så overordentlig stor rolle i H.C. Andersens liv, lige fra han som dreng på vej til København i Korsør knæler ned bag et skur og helt til den gamle mands sene dagbogsoptegnelser. I bønnen følte han kontakten med Gud; de tungeste stunder oplevede han, når han syntes at Gud blev borte for ham, når han følte sig, som han skriver: „ond og gudløs“; under den ulykkelige krig 1864 har dagbogen mange gribende vidnesbyrd herom.[27]
Mindre fremtrædende er den rolle dyden spiller i Andersens tankeverden, men den spores overalt på bunden af den. Som rationalismen var han overbevist om den nøje sammenhæng mellem religion og moral; skal det gå mennesket vel i denne verden og i den kommende, må han skikke sig ordentligt. „Vær retfærdig, og du skal vorde lykkelig“, hedder det hos Rousseau.[28] Livet er en skole, eller rettere en klasse i en skole, for opdragelsen fortsættes i den kommende verden. Mennesket er syndigt og ufuldkomment – to eventyr „Paradisets Have“ og „Brændehuggeren og hans Kone“ (i „Krøblingen“) viser, hvorledes fortællingen om Adams fristelse og fald stadig gentager sig under andre forhold – men der er dog en god bund i alle, selv i den tilsyneladende mest forhærdede gemmes guddomsgnisten – en græsk, men ikke en kristen tanke.[29] Denne omstændighed fritager ingenlunde mennesket for at stå til regnskab for sine handlinger og at bøde for dem. Efter sin skolebog i religion fordrer den unge H.C. Andersen en moralsk verdensorden, et rigtigt forhold mellem værd og skæbne, d.v.s. at alt sættes på sin rette plads.[30] „Som den der bifalder og vil fremme det Gode, misbilliger og vil formindske det Onde, maa Gud“, hedder det § 27 i Krog Meyers lærebog, „behandle ethvert frit Væsen efter Fortjeneste, og tilveiebringe det nøiagtigste Forhold mellem Værd og Skæbne“.[31] Der er en ubrydelig sammenhæng mellem de frie væseners handlemåde og dennes gode eller onde følger; den moralske verdensorden kræver en gengældestilstand, hvor den fulde overensstemmelse mellem værd og skæbne etableres; sker det ikke i denne verden, så sker det efter døden. De frommes lyksalighed og de ugudeliges tilkommende ulyksalighed, har efter fornuften og skriften sin væsentlige kilde i henholdsvis den dydige og den ugudelige eller lastefulde selv.[32]
Vi husker alle fra vor barndom, hvor fyndigt og indtrængende dette er fortalt i eventyret Ole Lukøie, Søndag.
Hjalmar ser Ole Lukøies Broder – det er Døden, for Døden er jo i de Gamles Forestilling Søvnens Broder -; han tager baade gamle og unge op paa sin Hest og fortæller dem Historier, men han kan kun to: den ene er saa mageløs dejlig, at Ingen i Verden kan tænke sig den, og den anden er saa fæl og gruelig, at det er ikke til at beskrive. Nogle satte han for paa Hesten, andre bag paa, og altid spurgte han først: „Hvorledes staaer det til med Charakteerbogen?“ -„Godt!“ sagde de Allesammen; „ja lad mig selv see!“ sagde han, og saa maatte de vise ham Bogen, og alle de, som havde „Meget godt“ og „Udmærket godt“, kom for paa Hesten og fik den deilige Historie at høre, men de som havde „Temmeligt godt“ og „Maadeligt“, de maatte bag paa og fik den fæle Historie; de rystede og græd, de vilde springe af Hesten, men de kunde det slet ikke, thi de vare lige strax voxede fast til den“.[33] I „Flyttedagen“ er Døden Omnibusfører, han er Passkriver, han sætter sit Navn under vor Skudsmaalsbog, og han er Direktør for Livets store Sparekasse. „Alle vort Jordlivs Gjerninger, store og smaa, sætte vi i den „Sparekasse“, og naar saa Døden kommer med sin Flyttedags-Omnibus, og vi maae ind der og kjøre med til Evigheds-Landet, da giver han os ved Grændsen vor Skudsmaalsbog, som Pas! Til Tærepenge paa Reisen tager han ud af Sparekassen een eller anden Gjerning vi have øvet, den, der meest betegner vor Færd; det kan være fornøieligt, men ogsaa forfærdeligt“ [34] – hvad Eventyret derefter giver Eksempler paa.
At syndere straffes efter døden, føler Andersen sig overbevist om. Og i et eventyr som „Pigen der traadte paa Brødet“ skildres den hovmodiges straf som postament i helvedes forgård, forhærdelsen i egentligste forstand, på frygtelig måde. Også i „En Historie“ føres læseren gennem straffens og pinens sted. Men tanken om evige helvedsstraffe må han afvise. Præstekonen indvender i denne digtning overfor sin mand, der på prædikestolen har forfærdet sin menighed med sin prædiken om de ondes evige kvaler: „Jeg er kun et syndigt Menneske, men jeg kunde ikke bære det over mit Hjerte at lade selv den værste Synder brænde evig, hvorledes skulde da Vor Herre kunne det, han, som er saa uendelig god, og som veed, hvorledes det Onde kommer uden fra og inden fra“.[35] Ordene svarer præcis til dem, den unge Andersen anvendte i diskussion med sin manuduktør Ludvig Chr. Müller.[36] Præsten i „En Historie“ vover ikke på sin drømmevandring gennem Helvede at rive et eneste hår af en synders hoved som tegn på, at Gud vil nedstøde ham til evig pine, selv for den mest forhærdede er der et forsvar at føre, hvor ringe det end er; „kjend Menneskene“, hedder det tilsidst, „selv i de Onde er der en Deel af Gud, en Deel, der vil seire og slukke Helvedes Ild“.[37] H.C. Andersen er her på linie med samtidige som Ingemann og Frederik Paludan-Müller. Han støtter sig flere gange til Paulusordet i 1. tim. 2, 4: „Gud vil, at alle Mennesker skulle blive salige og komme til Sandheds Erkendelse“.37a) Han hylder som disse to digtere den dogmatiske opfattelse, der havde mange tilhængere i det 19. årh., også i Danmark, og som med et fint teologisk udtryk kaldes apokatastasis, alle tings fuldkommenheds tid, som det hedder i den gamle oversættelse af apostlenes gerninger 3, 21, og som går ud på, at alle mennesker engang vil omvende sig og blive salige.
Vi er gennem spørgsmålet om løn og straf nået til det tredje hovedpunkt: Udødeligheden. Tanken om sjælens udødelighed — Andersen kalder den i „Det nye Aarhundredes Musa“ for „Menneskehedens genialeste Tanke“ [38] – har både for Digteren selv, hans omgangskreds og hans samtid, næsten været den centrale religiøse idé. Kærnen i den er forvisningen om gensynet med de kære, der er gået bort. I et lille smukt eventyr „Den sidste Perle“, skrevet som trøst til en af Digterens venner, som havde mistet sin hustru, siges der: „Seer Du Skjæret her af Regnbuen, den, der forbinder Jorden med Himlen. For hver af vore Kjære, der døe fra os, have vi een Ven meer i Himlen at længes efter. I Jordens Nat see vi opad mod Stjernerne, ud mod Fuldendelsen“.[39]
Men i rationalismens teologi spiller udødelighedstanken desuden en uhyre betydningsfuld rolle ud fra et helt andet synspunkt: Det er den moralske verdensordens garanti for en regulering af forholdet mellem værd og skæbne. Den bliver en logisk nødvendighed, hvis der skal være mening i tilværelsen og derved et af beviserne for Guds tilværelse. For at få en klar og letforståelig forklaring på dette punkt, der også i Andersens tankebygning er hovedhjørnestenen, vil vi ikke gå til de tørre lærebøger, men igen til Rousseaus Savoyard-præst.
Rousseau har gjort den samme erfaring, som også Andersen gjorde: At livet er hårdt og strengt; det går aldeles ikke altid efter regnebogen, således at der altid på jorden er det rette forhold mellem værd og skæbne. Tværtimod! Gang på gang ser vi, at det går de onde særdeles vel og de gode tilsvarende dårligt. Herom vidner til overmål et bittert eventyr som „Skyggen“. Men udødeligheden retfærdiggør forsynet overfor menneskehedens klager. „Om jeg end ikke“, siger Rousseaus præst, „havde noget andet Beviis paa Sjelens Immaterialitet end allene den Ondes Triumph og den Retfærdiges Undertrykkelse i denne Verden, saa vilde dog blot dette hindre mig fra at tvivle derpaa. Saa stødende en Mislyd i den almindelige Harmonie vilde bevæge mig til at opløse den. Jeg vilde sige til mig selv: Med dette Liv ophører ikke alt for os, ved Døden kommer alt i Orden igjen!“ [40] Misforholdet mellem værd og skæbne kræver udligning i det hinsidige. Som mennesket vilde handle overfor sin næste, således vil Gud gøre det overfor sine skabninger. Eller som Rousseau udtrykker sig i et brev til en ven: „Jeg tror paa Gud, og Gud vilde ikke være retfærdig, hvis ikke min Sjæl var udødelig“.[41] Andersens lærebog fra skoletiden siger rent ud: „vi fordre en moralsk Verdensorden, et rigtigt Forhold mellem Værd og Skjæbne“, og gymnasiasten gentager samme vending i to af sine stile.[42] Hvor meget tanken betød for ham, lærer vi af følgende lille scene, som han fortæller i sine bemærkninger til eventyrene:
Han beretter her om en samtale med Oehlenschläger, som han aldrig kunde glemme. „Vi talte om det evige Liv, og Oehlenschläger henkastede de Ord: „Er De saa vis paa, at der er et Liv efter dette!“ Jeg holdt fast paa Forvisningen herom, grundet i Guds Retfærdighed, men brugte i min stærke Udtalelse de uoverveiede Ord: „Mennesket kan forlange det!“ – Da vedblev han: „Er det ikke igjen en stor Forfængelighed af Dem, at turde forlange et evigt Liv. Har ikke Gud givet Dem saa uendeligt Meget i denne Verden. „Jeg veed“, vedblev han, „hvilken uendelig Fylde af Godhed han forundte mig; naar jeg i Døden lukker mine Øine vil jeg taknemlig prise og velsigne ham; forundes mig da endnu et evigt Liv, da tager jeg det som en ny uendelig Naade“.
„Saaledes kan De tale“, sagde jeg, „Gud gav Dem saa uendeligt Meget paa Jorden, ogsaa jeg bør sige det, men hvor Mange stilledes ikke ganske anderledes i Verden, de kastedes herind med et sygt Legeme, en kuet Aand, førtes ind i de bittreste Forhold til Sorg og Savn, hvorfor skulle de saaledes lide, hvorfor blev det saa ulige fordeelt, det var en Uret, og den kan Gud ikke øve, han vil give Erstatning, løfte og løse Det, vi ikke kunne!“ [43]
Straks efter Oehlenschlägers død, i sin bog „I Sverrig“, udførte han tanken i en prædiken om „Tro og Videnskab“; den er kort, men så tør som nogen rationalistisk søndagsprædiken, så den vover jeg ikke at læse for dem.
Den kommer så igen i den værdifuldeste part af den religiøse roman han efter store forarbejder og megen grublen sendte ud 1857, og som hedder „At være eller ikke være“. Den er tænkt som et opgør med den tyske filosofiske materialisme, som vandt indpas omkring 1850, og den skildrer i en nutidshandling den unge Niels Brydes religiøse udvikling fra barnetroen over fornægtelse til fornyet tro på Gud og på sjælens udødelighed. Her præsenterer Digteren en række typer på forkrøblet eller uudviklet menneskelighed, der higer mod fuldkommengørelsen: Tatersken med Idiotbarnet, Lappeskrædderen, lille Karen, Musikant-Grethe – altsammen eksempler på misforholdet mellem værd og skæbne, der kræver en harmonisk løsning.
Sit modneste digteriske udtryk fik tanken dog 1859 i den store jydske fortælling „En Historie fra Klitterne“. I Jørgens skæbne – „den af Gud Prøvede, Henkastede“, som han kaldes[44] — stiger der af menneskenes lidelse ligesom et råb til alkærlighedens Gud om det evige liv. Straks i indledningsafsnittet med det lykkelige unge par i Spanien føres vi lige ind i ordskiftet mellem Andersen og Oehlenschläger; den unge kone anfører overfor sin ægtemand, for hvem denne verden er nok: „hvormange Tusinder blev ikke dette Liv en tung Prøvelse, hvor Mange ere ikke ligesom kastede ind i Verden til Armod, Skjændsel, Sygdom og Ulykke! nei, var der ikke et Liv efter dette, da var Alt paa denne Jord for ulige fordeelt; da var Gud ikke den Retfærdige“. Og hun tilføjer lidt senere: „intet Liv tror jeg vil fortabes, men vinde al den Lyksalighed, det kan modtage, og som er det nok“.[45] Teorien demonstreres så i fortællingen om deres søn Jørgen, det skibbrudne barn, der vokser op i Vestjylland i fattigdom, følges livet igennem af modgang og ulykke, indtil forstandens lys tilsidst slukkes, og han bliver som et instrument, hvis strenge er løsnede og som ikke mere kan klinge. Digteren siger om den stakkels fjollede Jørgen: „Det var ham, som under sin Moders Hjerte blev baaren til et Jordliv, rigt og lykkeligt, saa at det var „et Overmod, en forfærdelig Stolthed“ at ønske, end sige troe paa et Liv efter dette. Alle de store Evner i Sjælen altsaa spildte? Kun haarde Dage, Smerte og Skuffelse var tildeelt ham; … det i Gud skabte Billede havde intet bedre Værd? Kun et Spil for Tilfældigheder var og er det Hele, nei! Alkjærlighedens Gud maatte og vilde give ham Erstatning i et andet Liv, for hvad han led og savnede. „Herren er god mod Alle og hans Barmhjertighed er over alle hans Gjerninger““.[46]
Vi har nu i hovedtrækkene fulgt de vigtigste religiøse tanker, som vor digter overtog fra sin skolelærdom, og som han bevarede resten af sit liv. Men der må gøres endnu et par tilføjelser, fordi anfægtelser på den ene side så hyppigt hjemsøgte ham, og fordi på den anden side hans tanke i perioder søgte i dybder, hvor den blot fornuftbestemte rationalisme ikke kunde slå til.
Der er i grunden en besynderlig modsætning mellem rationalismens lyse optimisme, troen på det sande, det gode og det skønne, forvisningen om det bestandige fremskridt, som H.C. Andersen hyldede, og som især i hans selvbiografier får så stærke udtryk, og så det tunge sind, den dybe pessimisme, som var en uadskillelig del af hans væsen og som ikke lod sig bekæmpe. Netop disse voldsomme brydninger i hans sjæl, der tit nærmer sig anfægtelser, gør, at hans religiøse liv aldrig falder til ro i sløv vane. „Jeg var ikke — skriver han selv, „som Sibbern har troet og udtalt – et fromt drømmende Barnesind; mangen religieus Kamp havde jeg i mig selv mellem Tro og Viden i mit Hjertes Lønkammer“.[47] Hans eventyr er ikke dagdrømme, men et stort og strengt billede af livet, tænk blot på „Hun duede ikke!“ — også i dem kan tvivlens kampe fornemmes. Og det er kærnespørgsmålet det gælder, selve udødelighedstroen. Vi husker fra „Lykkens Kalosker“ den sidste historie med studenten, der ligger død i sin åbne kiste, og det ubesvarede spørgsmål, han har nedskrevet dagen før: „Du stærke Død, din Taushed vækker Gru, / Dit Spor er jo kun Kirkegaardens Grave. / Skal Tankens Jacobs-Stige gaae itu? / Staaer jeg kun op, som Græs i Dødens Have?“ Ungdomsromanerne, især „Kun en Spillemand“, rummer adskillig tvivl; den kan spores i „Den gamle Gadelygte“, dukker så igen op i de allersidste eventyr: „Tante Tandpine“ og „Hvad gamle Johanne fortalte“; i sin dagbog skrev Andersen 5. marts 1872 ved budskabet om Hauchs død: „Er han nu Støv og Aske, død, slukt, brændt ud som Lyset, der ikke mere er til! Herre min Gud! Kan Du lade os helt forsvinde! Der er en Angst derfor, og jeg er blevet for klog – og ulykkelig“.[48]
Men det hårdeste udtryk for denne tvivl er eventyret „Grantræet“ fra 1844, tilsyneladende en uskyldig historie om et juletræs skæbne. Andersen har heri ikke blot hudflettet sin evige utålmodighed – og røbet sin hemmelige frygt for at have kulmineret – men eventyret er som et oprør mod alt, hvad han har troet og levet på. Først forsynets førelse: Træet slutter med rationalismens og den unge Andersens naive logik af sin trumf juleaften: „Ja, da kommer noget endnu Bedre, endnu Skjønnere, hvorfor skulde de ellers saaledes pynte mig! der maa komme noget endnu Større!“ Men Meningen er jo, at det skal ende som pindebrænde, fordi det har opfyldt sin mission i verden. Så udødelighedstanken: Træet venter i lange måneder på loftet at livet skal begynde for det igen; forsent må det sande, hvad dets virkelige bestemmelse er: „Forbi, forbi!“ sagde det stakkels træ, der kastedes på ilden, berøvet sin sidste pragt, „havde jeg dog glædet mig, da jeg kunde! forbi! forbi!“ Og træet brænder ud, tilintetgøres. „Træet var forbi og Historien med; forbi, forbi, og det blive alle Historier“, slutter Digteren, og de ord gentog han ofte siden.
Men fire år senere skrev han et bevidst modstykke til „Grantræet“, den fromme legende om „Hørren“, der trods alle prøvelser og trods gærdestavenes triste omkvæd: „Visen er ude!“ holder fast ved, at „Visen er aldrig ude! Det er det Deiligste ved det Hele! Jeg veed det, og derfor er jeg den Allerlykkeligste!“ Og efter „Tante Tandpine“s pessimisme følger fra det sidste efterår, han oplevede, digtet „Oldingen“ som jeg skal læse for Dem; de sidste fire linier af sidste strofe står på hans gravsten.
Foran den store Indgang nu jeg staaer Ved Død og Grav.
Syv Gange ti er Støvets Leveaar,
Det Rum, Gud gav;
Mit Legem’ kastes hen, en udslidt Klud,
Og Sjælen – Sjælen, skal den slettes ud,
Alt, hvad jeg elsked’, stræbte, leved, led,
Gaae op i Glemsel? – Er det Evighed?Er da det hele kun et Spil af Kræfter,
Alt uden Med?
Hvorfor fik vi da denne Længsel efter En Evighed?
Har Jesus, som for os sit Liv hengav,
Kun fundet, vundet med os Død og Grav,
Da er vor Tro, vort Haab, vort Liv Bedrag
Og ikke Kjærlighedens store Sag!Den Kraft, som ordned’ alle Kloders Gang
Ved Ordet: „Bliv!“
Det Forsyn, hvorfra Kjærlighed udsprang,
Har evigt Liv.
– Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt,
Er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt;
Vort Jordliv her er Evighedens Frø,
Vort Legem døer, men Sjælen kan ei døe!
Imidlertid er en skitse af H.C. Andersens tro ikke fyldestgørende, hvis man glemmer de vigtige eventyr, der positivt går ud over rationalismen. Her er da først og fremmest det, som med rette er blevet kaldt eventyrenes eventyr: „Sneedronningen“. Det er forbavsende at tænke på, at det er skrevet samtidig med og trykt i samme hefte som „Grantræet“; her har vi den positive og den negative pol i Digterens livsanskuelse. Nøgleordet i „Sneedronningen“, stikordet til læserne, er de to frit citerede linier af Brorsons julesalme: „Roserne voxe i Dale, / der faae vi Barn-Jesus i Tale“.[49] De forudsætter, at vi husker begge de to strofer af salmen som eventyret handler om: „Forhærdede Tidselgemytter / saa stive som Torne og Stytter / hvi holde I Eder saa ranke / i Stoltheds fordærvede Tanke! // Ak! søger de nedrige Steder, / i Støvet for Frelseren græder, / saa faae I vor Jesum i Tale / thi Roserne voxe i Dale“. Og bedstemor slutter eventyret med Bibelens ord: Uden at I blive som Børn, kommer I ikke i Guds Rige.[50] Alle husker, hvordan Kay har fået splinten af Djævelens troldspejl i øjet, den hjerteløse kritik, der spotter og vrænger af alt; og er ført til Sneedronningens slot, personifikationen af oplysningstidens fornuftdyrkelse i renkultur, hvor alt er tomt — stort og koldt, og hvordan så hjertets varme fromhed i lille Gerdas skikkelse gennem farer og omskiftelser ved bønnens magt besejrer den forstenende dødskulde i Kays hjerte, så at han vinder sin frihed tilbage, fordi den enfoldige tro finder løsningen på evighedens gåde, som forstands-isspillet forgæves har tumlet med, og som bliver hans fribrev fra Sneedronningens magt. Og meget mærkeligt er det, at den af rationalismen helt oversete og tilsidesatte Brorson, symbolet på den pietisme, som den havde besejret og afløst, her giver Digteren løsensordet. Ved siden af Andersens officielle skolelærdom er her en hemmelig forbindelsestråd bag ud – og på samme tid frem efter. Måske stammer hans kendskab til Brorsons salme fra den kortvarige forbindelse han gennem sin manuduktør til studentereksamen Ludvig Chr. Müller havde ikke blot med grundtvigske, men med herrnhutiske kredse. Müller optog den i et lille salmehefte fra 1831.[51] En kendsgerning er det, at salmen om den yndigste rose citeres både i et ungdomsværk som „Aaret tolv Maaneder“ fra 1832,[52] i romanen „Kun en Spillemand“ fra 1837,[53] og at Andersen 1851 tager rosen-symbolikken op igen i legenden „Verdens dejligste Rose“: Større kjærlighed findes ikke end hos ham, der hengav sig selv til korsets død for at frelse menneskene, selv de ufødte slægter … „Aldrig døer den, som seer den Rose, den deiligste paa Jorden“.[54]
Det andet motiv fra „Sneedronningen“: Troen, der løser livets og dødens store gåde, kommer igen 1858 i „De Vises Steen“, efter at Digteren i „At være eller ikke være“ forgæves havde søgt efter forstandsbeviser for udødeligheden. For repræsentanterne for de fem sansers verden er afsnittet om livet efter døden i sandhedens bog ikke til at tyde. Kun den blinde pige, inderligheden, har tråden fra oven; hun finder de vises sten, ved hvis lys skriften kan læses, der skulde melde om visheden for et evigt liv; „i blendende Glands stod der en Skrift, et eneste synligt Ord kun, det ene Ord: Tro“.[55]
Fjernt fra rationalismens erfaringsområde ligger også den store og rige historie „Dyndkongens Datter“, hvor Helga, vikingefruens plejedatter, problembarnet med den dobbelte natur, lutres og forløses gennem kristendommens magt, et mærkeligt og gribende stykke religionspsykologi.
Særlig karakteristiske er en lille gruppe eventyr, der handler om nåden. Ud fra sin livserfaring blev H.C. Andersen klar over, at rationalismens simple regnestykke med at tilvejebringe det rette forhold mellem værd og skæbne nok alligevel ikke gik så glat op, fordi menneskene aldeles ikke kunde stille krav til vorherre, men ydmygt måtte henfly til hans barmhjertighed. Han indfører da i sin digtning begrebet: Den ikke ventede nåde, som især sognepræst Frits Lauritzen så smukt har gjort rede for.[56] Nogle af dem, der opnår den ikke ventede nåde, har skudsmålsbogen i orden, men ved det blot ikke selv. Det gælder f.ex. gamle Margrethe fra Digehuset, der i fortællingen „Noget“ med sit liv redder de mange mennesker, der er i fare på isen. Det gælder Hørren, som siger: „Vor Herre veed, at jeg selv slet ingen Ting har gjort, uden hvad jeg efter fattig Leilighed maatte gjøre, for at være til!“[57] Anderledes går det den nidkære stridsmand for ordet, den strenge rettroende i eventyret „Paa den yderste Dag“. Det er ikke dommedagen ved verdens ende, men dødsdagen, for hos Andersen fældes dommen i selve dødsøjeblikket. Han er sig sit høje værd og sine retfærdige gerninger fuldt ud bevidst, føler sig sikker på sin løn, men han ydmyges i det himmelske lys, hvor hans hemmelige brøst afdækkes – og først, da han erkender sin uværdighed, bliver nådens dør åbnet for ham. På samme måde går det den letsindige Karen i „De røde Sko“. Hun synes, at hun har bødet hårdt for sin synd, har afbetalt sin skyld – de andre er jo ikke spor bedre end hun – men engelen med det dragne sværd spærrer hende vejen til kirken; først, da hun af hjertet angrer, kommer den ikke ventede nåde også til hende. Også forbønnens magt fortæller eventyrene om: Gl. Margrethes bøn skaffer den golde og hovmodige kritiker i „Noget“ frist foran nådens port; et medlidende barns tårer trænger helt ned i Helvedes forgård, hvor pigen, der trådte på brødet, står som postament. Da barnet som gammel kone skal til at dø, beder hun: „Herre, min Gud, mon ikke ogsaa jeg som Inger tidt har traadt paa din Velsignelsens Gave og ikke tænkt derved, mon jeg ikke ogsaa er gaaet med Hovmod i mit Sind, men Du har i din Naade ikke ladet mig synke, men holdt mig oppe! slip mig ikke i min sidste Stund!“ Og den Gamles Øjne lukkedes, og Sjælens Øjne aabnedes for det Skjulte, og da Inger var saa levende i hendes sidste Tanker, saae hun hende, saae, hvor dybt ned hun var dragen, og ved det Syn brast den Fromme i Graad, i Himmeriges Rige stod hun som Barnet og græd for stakkels Inger“. De tårer vækker Inger til bevidsthed, til anger: „hun syntes, at for hende kunde aldrig Naadens Port aabnes, og idet hun i Sønderknuselse erkjendte det, lyste i det samme en Straale ned i Afgrundssvælget“, vejen åbnedes for hende til soning og til bod og derfra frem til nådens port.[58]
Den tro, hvis grove omrids her er tegnet, vil sikkert både af kirkefolket og af mange andre i vore dage på mange punkter føles som fremmed, selv om vel de færreste vil gå så vidt som den engelske teologiske student, der fik verset på H.C. Andersens gravsten forklaret og udbrød: „Men dette er jo det rene Hedenskab“. At den har været oprigtig, og at den har været den store digters ballast i livet, kan der ialfald ikke herske nogen tvivl om. Det var da kun naturligt, at han også opfattede sin digtervirksomhed som en gave fra Gud, som et kald. Vi husker, at han allerede i skoletiden var kommet til den overbevisning, at det var Guds vilje med ham her i livet, at han skulle være digter. Midt på sin bane skrev han disse linier i „En Digters sidste Sang“: „Alt hvad jeg gav, Gud, det var dit, / Min Rigdom ei jeg vidste; / Hvad jeg har øvet er kun lidt, / Jeg sang, som Fugl fra Qviste“.[59] 1859 digtede han en lille parabel: „Pen og Blækhuus“. Pen og blækhus strides om, hvem der skal have æren for Mesterens værk; han selv veed det bedre: „Alle ere vi dog kun Instrumenterne, Vorherre spiller paa, ham alene Æren! vi have Intet at hovmode os over“.[60]
Og for at give ham selv ordet tilsidst, skal jeg læse eventyret „Klokken“ for Dem. Det er tydeligt inspireret af lignelsen om kongesønnens bryllup i Matth. 22: Kaldet lyder til alle, men kun få formår at følge det. Der er i dette eventyr en mindelse om hans skolelærdom om skabningen, der priser sin skaber. Men det fastholder også, at der er ikke een, men flere veje til Gud. Som Ingemann siger det i sin aftensang:
Til samme Himmel gaaer vor Gang,
Adskilles end vort Spor.
