I den kritiske litteratur om H.C. Andersen kan man finde en del arbejder, der beskæftiger sig med hans politiske anskuelser. Mange af de udenlandske kritikere betragter ham som en upolitisk forfatter (H. St. Holbeck), andre fortolker ikke de progressive sider hos Andersen helt logisk (Kjeld Galster, Svend Larsen), mens enkelte progressive kritikere (Harald Rue) anser hans forfatterskab for at være dybt aktuelt. I den sovjetiske litteraturkritik findes en række afhandlinger, hvis forfattere (Pogodin, Braude) forsøger at vise forbindelsen mellem Andersens sociale og litterære synspunkter og de samtidige historiske begivenheder. Enkelte skildrer ham som en næsten glødende revolutionær.
Selvom Andersen i 1820erne først og fremmest helligede sig litterært-æstetiske problemer, dukker der dog i hans breve, dagbøger og værker linier frem, der tillader at dømme om hans demokratiske anskuelser. En glødende sympati for den jævne arbejder danner grundlaget for den videre udvikling af disse synspunkter og fremmer hos ham interessen for livet og det jævne folks skaberevne. Hans dybe interesse for den danske folkedigtning, i hvilken han så det skabende folks høje egenskaber, har øvet en meget mærkbar indflydelse på hans tidligere værker. I sit forfattermanifest „En Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager“ giver Andersen det stærkeste udtryk i denne periode for sine samfunds- og til en vis grad sociale synspunkter. Den unge forfatters samfundsprincipper er med held illustreret i „Dykkerklokken“, hvor der ligefrem optræder elementer af en social kritik. I „Dødningen“ kommer de samme anskuelser klart til orde. Her har han overført den sociale uligheds problem til de moral-utopiske kategoriers plan.
I begyndelsen af 1830erne indtræder der nogle ændringer i Andersens verdensanskuelse forårsaget af samtidige historiske begivenheder. Han var en af de få danske forfattere, som ikke forblev uberørt af Julirevolutionen i Frankrig („Skildvagten“, „Skyggebilleder fra en Reise“, „Christian den Andens Dværg“). I sidstnævnte værk fremhæver Andersen det jævne folks høje moralske egenskaber på bekostning af de fornemmes og især gejstlighedens grusomhed og fordærvelse. Under indtryk af Julirevolutionen forstærkes Andersens progressive anskuelser.
En særlig rolle i hans udvikling spiller hans rejse til Frankrig, Schweiz og Italien 1833-34. „Frihedsfesten“, som han overværede i Paris, gjorde et dybt indtryk på den unge digter. I slottet Chillon skrev han et digt, i hvilket han giver udtryk for sin beundring for friheden og for den tanke, at menneskets værdighed ikke bestemmes af dets oprindelse, men af personlige fortjenester. Hans tanker om friheden kommer også til orde i „Agnete og Havmanden“. Dog interesserer han sig ikke for de forskellige frihedsbevægelsers sociale karakter, men betragter dem som kamp for friheden, selvom de måske var reaktionære i deres inderste væsen, som f. eks. Andreas Hofers oprør.
Andersen så på Italien med andre øjne end de fleste samtidige forfattere. Især oprører Molbechs farvestrålende billede ham. Han så, hvordan reaktionen alle vegne frygtede folkets reaktioner. Dog er det urigtigt at antage, at forfatterens verdensanskuelse i den periode kun tager form under indflydelse af udlandet. Hans udenlandske indtryk er vigtige i den betydning, at de vækker hans interesse for det politiske liv, forbereder ham til forståelse af den kamp, som førtes i Danmark i midten af 1830erne.
Rejser i hjemlandet og den tids begivenheder i Danmark havde ligeledes en vis indflydelse på Andersen. Han blev medlem af „Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug“ og offentliggør i „Dansk Folkeblad“ tre af sine fortællinger, som bærer spor af en bestemt opgave. Den eneste mulige form for oppositionsbevægelse for Andersen var kampen for pressens frihed.
Den almindelige snæversynethed i hans verdensanskuelse forklares dog ubetinget ved det samtidige danske samfunds konservatisme. Den viser sig først og fremmest ved hans indstilling til samtiden, især den franske. Han regnede naivt med, at der i Frankrig ikke findes noget grundlag for en ny revolution, da folket der er godt forsørget. Selvom man i hans breve fra Frankrig ser den danske gudfrygtige borgers snæversynethed, genspejler hans romaner og skuespil, skrevet efter rejsen, dog hans i det store og hele demokratiske anskuelser („Improvisatoren“, „O.T.“, „Kun en Spillemand“).
Af større interesse er Andersens skildring i romanen „O. T.“ af de forskellige danske samfundslags reaktion på revolutionen. Ingen af Andersen-forskerne har været opmærksom på hans skildring af Julirevolutionen i denne roman, med undtagelse af den franske kritiker Jacqueline Joly. Det er interessant og ubestrideligt, at en række tanker, udtalt af forfatteren i „O.T.“, næsten ordret falder sammen med et af de anonyme danske politiske digte fra 1830erne og begyndelsen af 1840erne. Forfatteren er overbevist om, at der vil komme en tid, hvor adelen ikke vil spille nogen rolle, hvorimod menneskets klogskab og forstand vil indtage førstepladsen.
I slutningen af 1830erne vender Andersen igen tilbage til Julirevolutionens emne („Billedbog uden Billeder“), men udtrykker her sine meninger i en mere tilsløret form. Dette skyldes øjensynligt hensynet til censuren, da digtet „Mene, mene tekel, ufarsin“ var blevet forbudt. Om rigtigheden af denne antagelse, om Andersens større forsigtighed vidner følgende kendsgerning, som hans forskere slet ikke har lagt mærke til. I december 1839 tænkte forfatteren i bogen „Billedbog uden Billeder“ at indføje en fortælling om en monark, for hvem alt det onde, han har gjort i livet, viser sig, da han skal dø. Dette undlod Andersen dog af frygt for, at folk skulle antage den for en hentydning til Frederik VI, som netop var død.
I Andersens værker fra slutningen af 1830erne viser alle hans verdensanskuelsers stærke og svage sider sig særlig tydeligt, på den ene side hans demokratisme, på den anden side hans snæversynethed. I „Mulatten“ og „Maurerpigen“ optræder han som en bitter modstander af racediskrimineringen, men samtidig prædiker han kongens enighed med folket og skaber billedet af den gode monark. Han har ikke noget politisk program, selvom han er sympatisk indstillet over for tidens fremskredne ideer. Han kæmper for det etiske ideal: lighed, godhed, kærlighed og menneskelig værdighed (Eventyr, fortalte for Børn, 1835-1842).
I begyndelsen af 1840erne undergår Andersens anskuelser nogen forandring. Indtryk fra en større rejse til Østen i 1841 og kendskabet til den græske opstand imod tyrkerne forstærker de progressive tendenser i hans synspunkter. Selvom han viser interesse for de politiske begivenheder, taler han dog ikke åbent om alt, hvad han så på sin rejse. Hans voksende forsigtighed skyldes utvivlsomt, at der i Danmark netop på den tid blev indført forholdsregler over for litteratur og presse. I 1843 trådte Andersen ud af „Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug“, da han åbenbart mente, at fortsat deltagelse i kampen for borgerlig trykkefrihed politisk kunne blive farlig for ham. Dette og andet tolker mange udenlandske litteraturkritikere derhen, at Andersen ikke interesserede sig for samfundsproblemer. Dette kan ikke være rigtigt. Selvom han ikke aktivt tog del i det politiske liv, var han ikke fremmed for det. Der er ingen tvivl om digterens interesse for de revolutionære begivenheder i udlandet. I mange af værkerne fra 1840erne har han virkeliggjort samtidige begivenheder. Et oprigtigt og virkeligt talent, stræben efter at skildre sandheden om livet, tillod ham ikke at udelukke politiske spørgsmål fra sit forfatterskab.
I Andersens nye forfattermanifest fra 1840erne „En Digters Bazar“ indtager hans sociale betragtninger en betydelig større plads end tidligere. Fortællingerne er gennemtrængt af demokratisme. Med interesse forholder digteren sig til samfundsbegivenheder i sit eget land. Bogen viser også tydeligt Andersens modsigelser i denne periode. Han tror på gode monarker, men kan ikke se de revolutionære kræfters opvågnen i mange lande. Politik kalder han for en farlig strøm og forbyder sig selv at tale derom, men kunstnerens pligt tvinger ham til at bryde dette forbud. Han er bange for at rejse til lande, som er omspændt af opstand, men forfatterens videbegær besejrer frygten. Ved at overføre løsningen af alle sociale spørgsmål til det etisk-moralske område regner Andersen med, at godhed, kærlighed og venskab bringer de fattige befrielse fra al deres nød. Her mærker man den snæversynethed, der er karakteristisk for visse kredse i det daværende danske samfund, hvilket Fr. Engels har påvist.
I 1843 og 1844 opstår der hos Andersen i forbindelse med forværringen af forholdet mellem Danmark og Hertugdømmerne en mere kendelig interesse for politik. Som altid er hans interesse for de udenrigspolitiske begivenheder knyttet sammen med hans opmærksomhed for Danmarks indre stilling („Kongen drømmer“, „Lykkens Blomst“). I forbindelse med bondebevægelsen bliver hans synspunkter noget radikale. Hans ideal bliver kongen, der for det jævne folks interesser fører en dødelig kamp med den feudale adel. I dette vilkårligt demokratiserede billede af monarken er det umuligt ikke at se genspejlingen af bondebevægelsens ideologi. Samtidig begynder Andersen selv at tage del i sit lands samfundsliv.
Udviklingen i hans sociale anskuelser er mest iøjnefaldende i samlingen „Nye Eventyr“ (1843-45). Den følgende samling udkom 4. marts 1848, d.v.s. på tærsklen til de såkaldte „martsbegivenheder“ i Danmark. Andersen deltog ikke direkte i disse begivenheder, men de øvede stor indflydelse på ham. Han forstod ikke straks deres betydning, alligevel vil det være fejlagtigt at anse hans holdning til de revolutionære storme for at være negativ.
I hans forfatterskab forstærkes i den følgende periode hans demokratiske indstilling („Alt paa sin rette Plads“, „Herrebladene“).
Den indviklede og ofte modstridende vej i Andersens udvikling i 1820-1840, hans kendskab til de revolutionære bevægelser i vest og øst, hans nære forbindelse med det folkelige liv i Danmark, hans demokratiske sympatier forberedte jordbunden til fremkomsten af sådanne værker.
Fra: Skrifter om Skandinavien IV, Tallinn 1959.
Ovenstående artikel af en estisk litteraturhistoriker, som førstebibliotekar, dr. phil. Erik Dal har henledt redaktionens opmærksomhed på, og som i uddrag er oversat af bibliotekar Paul Flandrup, meddeles her som en prøve på vurderingen af H.C. Andersen øst for jerntæppet, hvor han stadig har et stort og trofast publikum. Danske læsere, der er fortrolige med såvel Danmarks historie som med H.C. Andersens levned og meninger, vil sikkert med nogen forbavselse se, hvorledes disse tager sig ud i fremmed dragt.
