Som dreng, når den halvvoksne Hans Christian plagede sin moder for at få lov til at rejse til København, sagde han: „Jeg vil være berømt! Man gaar først saa gruelig meget ondt igjennem, og saa bliver man berømt.“ Allerede som 14-årig forestillede den vordende eventyrdigter sig altså livet som et eventyr og sig selv som eventyrhelten, der efter hårde prøvelser vinder prinsessen og det halve kongerige – for derefter at leve lykkeligt til sine dages ende.
H.C. Andersen blev berømt, og han vandt ikke blot et halvt kongerige, men hele verden. Prinsessen vandt han dog aldrig, og desværre levede han ikke lykkeligt helt til sine dages ende. Endnu i 50 års alderen, da han udgav sin selvbiografi, kunde han se på sit liv som et eventyr, et rigt og lyksaligt eventyr; men der skulde ikke gå mange år derefter, før det, der tidligere syntes ham så rigt, nærmest forekommer ham tomt, og det lyksalige afløses af bitterhed eller vemod. Selv om han troligt bliver ved med i sine breve og dagbøger at notere eksempler på de hædersbevisninger, der bliver ham til del, er det, som om berømmelsen, hans livsmål gennem så mange år, nu da han har nået den, ikke mere fortryder og beruser ham som før. I et brev fra Stockholm, hvor han opholdt sig i efteråret 1865, og hvor han blev overvældet med hyldest fra alle sider og modtoges af den kongelige familie med den største hjertelighed og ligefremhed, skriver han til sin ven Edv. Collin: „Jeg føler mig ganske modtaget som en Berømthed, og dog – Dem siger jeg det, jeg føler mig slet ikke glad, det er utaknemligt, men jeg forstaaer meer og meer hvor tomt, hvor Boble agtigt al Glands og Berømmelighed er. Jeg har læst, og det meer end paa kjøbenhavnsk Dansk, at jeg er saa forfængelig, jeg troer det ikke.“
Selv om eventyrets glans over livet allerede på det tidspunkt var ved at mattes, er det dog navnlig de 3 sidste år af H.C. Andersens liv, der blev triste og svære, og hvor det med mærkbar hast gik ned ad bakke med ham, både legemligt og sjæleligt. Efter at han i november 1872 havde udgivet sit sidste bind eventyr, svigtede den digteriske inspiration ham; han havde „skrevet sig ud“, eller som den svenske litteraturforsker Fr. Book udtrykker det: „Roserne har fortalt ham alt, hvad de veed, og Egetræet har haft sin sidste Drøm.“ Til gengæld var det et af de værdifuldeste bind eventyr af dem alle. Det bestod af: Krøblingen, Portnøglen, Tante Tandpine og Hvad gamle Johanne fortalte. De er allesammen eksempler på det bedste i hans eventyrdigtning. Det sidstnævnte er det sidst skrevne af alle H.C. Andersens eventyr, og tonen og stemningen i det er som en genklang af det vemod, det tunge sind, der lå som en byrde over digteren gennem den sidste, treårige periode af hans liv, et vidnesbyrd om den kamp, der lige til det sidste udkæmpedes i hans indre mellem modløsheden og selvopholdelsesdriften. „Hvad kan det hjælpe?“ og „Hold paa dig selv og Vorherre“ er skiftevis omkvædet både i eventyret og i hans eget fortvivlet kæmpende sind i ensomhedens og tomhedens stunder. Og indirekte rummer det den tak til Gud, der gang på gang kommer frem i hans breve og dagbøger. Hvor let kunde „sølle Rasmus’“ skæbne ikke være blevet hans egen, om ikke Guds nåde og kærlighed havde været med ham, om han havde arvet mere af faderens dådløse drømmernatur end af moderens kraftige, ukuelige vilje til ikke at give op.
I begyndelsen af november 1872, omtrent samtidig med udgivelsen af det bind eventyr, der skulde blive hans sidste, blev H.C. Andersen angrebet af et heftigt sygdomsanfald: Kolik, kuldegysninger, sort afføring og gulsot. Det var tydeligt for lægerne, at dette var begyndelsen til enden, og i virkeligheden var de vist overraskede over, at det trak ud i næsten 3 år endnu. Den diagnose, de stillede, var leverkræft, og at det var det, digteren led af, troede man både i samtiden og længe efter. I vore dage har overlæge Portman imidlertid påvist, at sygdommen snarere har været hjertesvækkelse i forbindelse med åreforkalkning.
Pinefuld var den under alle omstændigheder; den ældede den endnu ikke 70-årige mand og fik ham til at se meget affældig ud. Det kunde han selv ikke undgå at se. Da han den 24. maj 1874 får tilsendt nogle fotografier fra sin fotograf, skriver han i dagbogen: „de var godt gjort, men jeg ser meget affældig og tandløs ud.“ Og den 30. septbr.: „fik to smukke Portrætbilleder af mig som gammel Mand.“ Men selv om han ikke havde kunnet se sygdommens virkninger på hans legeme, så kunde han i høj grad føle dem. Især led han af åndenød, det var ham en gru at gå op ad trapper, kræfterne svigtede, han følte sig træt og var tit en besvimelse nær.
Endnu værre end de legemlige pinsler var dog den sjælelige indvirkning, sygdommen havde på ham. Nervøs og pirrelig havde han vel altid været, men nu gik det næsten over alle grænser. Et enkelt eksempel. Dagbogen 12. oktober 1874 meddeler: „Fru Melchior paastod at der stod i et af Bladene imorges, at der havde været grueligt varmt i øverste Etage [i det nye kgl. Teater], jeg paastod at det ikke stod i noget af de Blade de holdt paa „Rolighed“ . . . hun var forvisset om at have læst det i Dagbladet eller Harriet havde læst det for hende og hun ønskede at faae Bladene, jeg bragte dem Alle, men der stod Intet af hvad hun paastod og nu gik det op for hende at hun ikke havde læst det men Harriet havde hørt det i en Sporvogn af Justitsraad Lind, der ikke havde været der; jeg blev nerveus ved denne Paastaaenhed og var noget gnaven som ærgrede mig.“ Så lidt skulde der til for at sætte ham i affekt – og så ærgrer han sig endda over, at han ærgrer sig!
En 14 dages tid senere bliver han helt ude af sig selv, fordi en af damerne i det Melchiorske Hus drager en sammenligning mellem Prinsen af Wales og hans højtelskede Christian IX (til fordel for den førstnævnte): „Jeg blev heftig, kom til at græde og der var da igjen en heel Scene med mig“.
Udenlandsrejserne plejede at kvikke H.C. Andersen op; de havde altid været en livsnødvendighed for ham. Selv nu, da han var svag og skrøbelig, måtte han ud. At han var for syg til at rejse alene, forstod han dog, og på sine to sidste rejser fik han da en ung mand til at ledsage sig; i 1872, da rejsen gik til Italien, var det den unge, senere så bekendte sceneinstruktør William Bloch, der ledsagede ham; i 1873 den unge litterat Nicolai Bøgh; denne gang gik rejsen til Schweiz. Men det var ikke det samme som før, kræfterne slog ikke til; navnlig den sidste rejse var en direkte skuffelse. Og dog kunde han lige til det sidste ikke slippe tanken om igen at rejse ud, hvor meget han end ængster sig for, at han ikke kan holde til det. I det sidste brev, han skrev til fru Henriette Collin, den 13. juli 1875, altså kun 3 uger før sin død, hedder det: „Angst er jeg særdeles for det kjærlige Hværv Jonas har overtaget sig at føre mig til Mon-treux i næste Maaned; jeg maa tale med ham om det bliver nødvendigt at vi tager et Menneske med, der hjælper mig, særlig med Afklædning og Paaklædning“.
Værst af alt var kedsomheden, ensomhedsfølelsen, modløsheden og fortvivlelsen, som med kortere og kortere mellemrum griber ham, og som han giver så rammende og hjertegribende udtryk for. I et brev (14. august 1874) skriver han: „Her gaaer jeg nu og dvasker Dagene bort, den ene Dag glider ind i den anden, ligesom de vaade Skyer i vort vexlende Climat. Jeg har ikke mere den ungdommelige Energi som eengang ledte og førte mig.“ En anden gang hedder det: „en heel Dag sad jeg inde og fangede Griller, rullede mig i mig selv, som et vissent Blad, og det er ikke fornøieligt.“
I sin lille, for øvrigt ganske hyggelige lejlighed i Nyhavn nr. 18 (Charlottenborg-siden), som han fortrædeligt kalder „de gamle Sygestuer“, sad Digteren og kedede sig. „Jeg synes jeg sidder som i Fængsel og har hverken Kræfter eller Lyst til noget,“ hedder det d. 2. januar 1874. Enkelte dage kom der ganske vist så mange besøgende, at kræfterne ikke slog til, og han måtte bede de sidst ankommende om at komme igen en anden dag. Men alt for tit er han overladt til sig selv, og så overvælder kedsomheden og ensomhedsfølelsen ham. I dagbogen for 16. december 1872 står der: „Jeg var uendelig kjed over at sidde alene hjemme . . . Sidder ene hele Aftenen, kjeder mig forfærdelig.“ Så sidder han da og arbejder på sit imponerende lille kunstværk af en kakkelovnsskærm, klipper billeder og portrætter fra illustrerede blade og bøger og klistrer dem på skærmen, en gave til Melchiors, eller laver børnebøger, der består af udklippede billeder og tegninger, som han klistrer ind og forsyner med kommentarer, beregnet på hans små venner. En sidste opblussen af hans fantasi og skaberkraft.
Og helt fornægter hans gamle lune og humor sig ikke, selv i disse triste år. I september 1873 kan han skrive: „Maven noget tynd, Humeuret endnu tyndere.“ Eller: „Veiret tykt og graat, mit Humeur ligesaa.“ Og i 1874 hedder det i et brev til fru Collin: „Ideligt længes jeg efter at flyve ud, men flyve med Gigt i alle Lemmer er neppe behageligere end at blive skudt ud af en Kanon, og at ligge i vaadt Veir paa et Badested ved Strandvei og Dyrehave er som at være Kaalorm paa et vaadt Kaal-blad.“
Men sådanne glimt af det gamle lune var få og må vel nærmest betragtes som udslag af en slags galgenhumor. Til tider kunde han overmandes af en fortvivlelse, af sjælsoprivende anfægtelser, der var på nippet til at føre ham over i sindssygen, — som han for øvrigt flere gange i sit liv havde frygtet for at havne i (Billedet af den sindssyge farfader hjemsøgte ham tit). Var dagene svære for ham, så var nætterne dog værre. Disse søvnløse nætter, der går med håbløse anstrengelser for at faa natlampens væge til at „svømme midt i“, mens vågekonen sover trygt ved siden af sengen. Og hvilket billede får man ikke af den syge digters afmægtige fortvivlelse og hjerteskærende hjælpeløshed, når han d. 30. oktober 1874 skriver i dagbogen: „Inat laae jeg ond og gudløs, bandede og væltede mig, var fortvivlet over mig selv og Verden.“ Den næste dag sendte han til fru Collin disse par linier, velsagtens det korteste brev i hans liv, et enkelt nødskrig fra en syg sjæl i den dybeste vånde: „Kjære Fru Collin! seer jeg snart Dem eller Jonas, jeg kan ikke længe holde min sygelige Tilstand ud. Deres H.C. Andersen.“
Var der slet ingen lyspunkter i disse sidste tre mørke og triste år i H.C. Andersens Liv? Jo, heldigvis, må svaret blive, – selv om et par af dem ikke var helt uden mørke pletter.
I Digterens sidste leveår blev der sat en indsamling i gang til rejsning af en statue af ham. Det var en meget stor og sjælden hædersbevisning, der naturligvis måtte glæde og bevæge ham. Men hans glæde var ikke ublandet. Et var det, at han slet ikke syntes om de udkast, der blev ham forelagt. De fremstillede ham omgivet af børn, der kravlede på hans knæ – og det havde H.C. Andersen aldrig kunnet fordrage, især når han læste højt. „En Fortræd er det at ingen af Billedhuggerne kjende mig og vide om min Personlighed,“ klager han i dagbogen et par måneder før sin død. (Selv så han aldrig den antagne og færdige statue, udført af billedhuggeren Saabye; den blev først opstillet – i Kongens Have – i juni 1880).
Hvad der imidlertid ganske anderledes gik ham til hjerte, ja saarede ham dybt, var en udtalelse af balletmester Bournonville, som han gennem mange år havde sat pris på, og hvis sag han endda kort tid forinden havde talt så varmt, at han fik tildelt et legat. Han afslog at bidrage til dette „Monument for en endnu levende“ med den ejendommelige begrundelse, at det kunde give misundere og fjender lejlighed til at tale nedsættende om den, der skulde hædres. „Jeg indrømmede at jeg havde Misundere,“ lyder Andersens stilfærdige og værdige svar i dagbogen, „men troede ikke at jeg havde Fjender.“
Også i en anden tiltænkt hædersbevisning skulde der blandes malurt. I efteråret 1873 modtog Andersen et beundringsbrev fra Amerika og bemærker i den anledning lidt tørt og prosaisk (vel også lidt uoverlagt) i dagbogen: „det var bedre de skillingede sammen derovre og sendte mig en Sum Penge i min Alderdoms Tarvelighed.“ Men da de så virkelig ligesom tager ham på ordet og sætter en indsamling i gang, vågner hans stolthed, nu føler han det som en almisse, og da den amerikanske gesandt overrækker ham et brev med en anvisning på „en lille Sum“ (den var rigtignok heller ikke imponerende: 200 dollars), erklærer han, at han ikke er trængende, at den danske regering betænker ham tilstrækkeligt, og at han desuden stadig tjener penge på sine bøger. Den amerikanske gesandt må så lade dette gå videre, og for at bøde på det almisseagtige ved gaven lader man et pragtværk følge med, „Picturesque America or The Land we live in“. Det findes nu i Odense-museet. Men det var småt med digterens glæde over den tiltænkte hæder. „Jeg blev nerveus, kunde ikke falde isøvn og havde en urolig Nat.“
Det var på helt andre områder, den gamle digter oplevede sine varige og fuldkomne glæder i alderdommen. Han beundrede og elskede den danske kongefamilie, og det synes i høj grad at have været gensidigt. Kronprinsen, den senere Frederik VIII, besøgte ham jævnligt i hans stuer i Nyhavn, ofte uanmeldt, og var altid hjertelig, ganske ligetil, jævn og naturlig. Sådanne besøg var for Andersen en ublandet glæde og oplivelse. Selv kunde han, når som helst det faldt ham ind, „kigge indenfor“ hos Kongefamilien, han var sikker på at være velkommen. Også her var tonen fri og hjertelig, munter og hyggelig. Karakteristisk for den slags uanmeldte besøg er en augustdag 1874, „et deiligt Besøg“ kalder han det i dagbogen. Han var taget til Sorgenfri, uden at melde sin ankomst i forvejen, for at besøge Enkedronningen, som han en tid lang underholder sig med, hvorefter han tager videre til Bernstorff Slot, hvor den øvrige kongefamilie opholdt sig. Kongen byder på portvin og foreslår også rødgrød og tykmælk, men Andersen afskar, Fru Melchior har givet ham en madkurv med. „Det var ikke ret,“ sagde Kongen, „at tage selv Madkurv med, naar jeg tog til den kongelige Familie“ … Jeg klappede Kongen paa Skulderen og da jeg talte om Opholdet paa Holsteinborg og Bregentved, sagde Dronningen „Damerne forkjæle Andersen!“ Ved Afskeden bad Prindsessen af Vales mig om mit Portræt og Prindsesse Thyra kom med samme Bøn.“ – Hvor under man Digteren, at han, der i sine eventyr har skildret så mange rare, gamle konger, skulde komme så godt ud af det med en konge fra virkelighedens verden og med rigtige prinsesser, — at han midt i det triste og sygdomsprægede hverdagsliv nu og da fik lejlighed til at more sig kongeligt.
Alligevel tør man næsten ikke tænke på, hvordan det skulde være gået ham i de sidste trange år af hans liv, om han ikke var blevet optaget i to hjem, som han kunde dele sig imellem efter behag, to hjem, der var præget af gæstfrihed og fin kultur, hvor man altid tog hensyn til ham og bar over med den syge digters pirrelighed og urimeligheder og gav ham den kærligste pleje og omsorg. Det af dem, hvor han først blev optaget, var vekselmægler Henriques’ og hans hustrus hjem i Tordenskjoldsgade og om sommeren på „Petershøj“, et landsted et stykke nord for København; de samlede en udsøgt kreds af kunstnerisk begavede og interesserede mennesker, især inden for musikkens verden.
Andersen traf dem første gang i 1860 en aften hos Bournonville, hvor han hørte den højt begavede pianistinde fru Therese Henriques spille. Dermed begyndte et venskab, der skulde kaste mangt et lysende og varmende solstrejf over de sidste ellers mere og mere mistrøstige år af hans liv. Og det skaffede ham tillige et om muligt endnu inderligere og fortroligere venskab, nemlig med Henriques’ søster, Dorothea Melchior og hendes mand, grosserer Moritz G. Melchior, der om vinteren boede på Højbroplads og om sommeren på landstedet „Rolighed“ på Gl. Kalkbrænderivej. Det er velgørende at tænke på, at disse to venskaber, som blev inderligere år for år, ikke bevirkede noget brud med de gamle venner, Collin’erne, og ikke gav anledning til nogen form for jalousi eller gnidninger hverken med Henriette og Edvard Collin eller mellem de to beslægtede familier indbyrdes, når Andersen valgte „Petershøj“ for „Rolighed“ eller „Rolighed“ for „Petershøj“.
Det blev jo nok mere og mere det sidste, der var tilfældet. Herude havde han alt, hvad han kunde ønske sig og befandt sig som blommen i et æg, blev feteret og taget hensyn til i alle retninger. Han kunde komme på kortere besøg som middagsgæst, og han kunde slå sig ned derude for længere tid ad gangen, ganske som han havde lyst til; han var altid den velkomne, højt skattede gæst. Familien bestod foruden af ægteparret af 3 sønner og 5 døtre, der var et stort tjenerskab og tit mange gæster i det gæstfrie hus, men digteren havde naturligvis et smukt og hyggeligt værelse, som han kunde trække sig tilbage til, når han følte sig træt af det selskabelige samvær. Og fik han lyst til en køretur ud i den smukke omegn eller for at aflægge den kongelige familie et besøg, stod Melchiors vogn altid parat – og ønskede han ledsager, var der altid en i familien, der gerne tog med.
Intet under at den syge, trætte digter fik „Rolighed“ kær. Et smukt udtryk for hans taknemlighed er det tilegnelsesdigt, som indleder hans sidste bind eventyr 1872, og hvis sidste linier lyder:
Mit Hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
Mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang,
Dig bringer jeg taknemlig, glad min Sang!
Så godt trivedes digteren på „Rolighed“, at han vel har troet og håbet, ja i fortrøstningsfulde øjeblikke har været overbevist om, at han selv – som alt andet skrantende liv – kunde genvinde sundheden derude. Et rørende bevis derpå ser vi af en dagbogsoptegnelse fra en forårsdag i 1874, hvor han fortæller, at han blev afhentet af Fru Melchior og kørte med hende ud til „Rolighed“, „hvor Buskene nu grønnes; hvide, gule og blaa Crocus blomstrede. Jeg bragte min syge Epheu-Ranke derud for i det Fri at komme til Kræfter og Friskhed“.
Men H.C. Andersen selv kom ikke mere til kræfter og friskhed. Det hjem, der havde givet ham den bedste gave, han kunde få, hygge og tryghed, og havde været rammen om mangen en strålende fest – som oftest til ære for ham – det skulde også blive det sted, hvor han fandt sin død.
Det var gået stærkt tilbage med hans helbred på det sidste. Sin dagbog skrev han trolig på til og med d. 19. juni 1875. Men skriften var blevet mere og mere slap og sjusket, kræfterne slog ikke til, og fra og med d. 20. juni må han diktere sine indførelser. Efter d. 27. juli, altså en uge før hans død, ophører også diktaterne. Den 4. august står det sidste notat i dagbogen, skrevet med Fru Melchiors hånd:
„Nu er Lyset slukket. Hvilken lykkelig Død. Klokken 11, 5 Minutter udaandede den kjære Ven sit sidste Suk.“
Ingen så ham dø. Fru Melchior, der plejede ham så trofast lige til det sidste, havde sammen med tjenerskabet trukket sig tilbage for at få et hårdt tiltrængt hvil. Da man igen vilde se til den syge, fandt man ham død i sengen. Nogen dødskamp syntes der ikke at have været; men en kop havresuppe lå væltet ud over sengetæppet.
Ja, lyset var slukket og tæppet gået ned for et rigt liv, et liv der var „smukt og lyksaligt“, så længe dets higen, i medgang og modgang, gik mod berømmelsens tinder, og skaberkraften endnu var frisk og stærk. Men der er koldt på tinderne. Og selv om hans velmenende venner bredte kærlighedsvingen beskyttende ud over ham, blev H.C. Andersens sidste år – triste år.
