Søndag den 4. juni 1865 fandt H.C. Andersen i biblioteket på Basnæs et eksemplar af Boccaccios Decameron; han omtaler det i sin dagbog, hvor han skriver: „Hvor er det dog en ugudelig, liderlig Bog.“ Det har dog ikke forhindret ham i 26 år tidligere at benytte en af fortællingerne derfra som indhold i et af sine eventyr, „Rosenalfen“[1]. Om det skriver han i et brev til Henriette Hanck, København den 26. april 1839[2]: „… desuden vil jeg presentere Dem et nyt Hefte Eventyr, der indeholder: „Den flyvende Kuffert“, et ret lunefuldt Eventyr; Rosen Alfen, som jeg anseer selv for høist genial, og Paradisets Have, dette sidste skriver jeg endnu paa … (s. 347) Hvorledes lever Frøken Louise von Schleppegrell? Siig hende at mit nye Eventyr Rosen-Alfen bestemt er et Eventyr hun vil synes om, skjøndt jeg forud hører at hun siger „Uh, det er skrækkeligt!“ (s. 348). I „Studier i H. C. Anderrens fortællekunst“, 1967, omtaler Niels Kofoed den som en „temmelig uander-sensk og upåagtet historie“ (s. 174), uden dog at gøre nærmere rede for, hvori det uandersenske består. Han nøjes med at nævne, at Andersen har stoffet til historien fra 4. dag i Decameron, 5. historie. I sine egne bemærkninger til „Eventyr og Historier“, 1862, siger H.C. Andersen selv: „Ideen til Rosenalfen er hentet fra en italiensk Folkevise“. Han har ikke kunnet få sig til at skrive, at det er fra Boccaccio, han har den, og benytter sig i stedet af en hvid løgn. Boccaccio slutter sin fortælling med to linier fra en italiensk folkevise, idet han siger, at den begivenhed han lige har berettet om, blev kendt vidt omkring, og nogen satte den i vers. Andersen har altså dækket sig ind ved at bruge Boccaccios egen udtalelse. Sandheden er bare anderledes end den forklaring, de to forfattere kommer med. Der er ingen tvivl om, at det primære i Decameron er folkevisen. Boccaccio tog sit stof mange steder fra, ligesom Andersen gjorde det, og han har her ladet sig inspirere af en samtidig folkevise, der fortæller om en ung piges omsorg for sin potte med basilikum, og hendes hjertesorg, da den bliver stjålet fra hende, mens det, der bliver kernen i historien hos Boccaccio, hendes forelskelse og elskerens sørgelige endeligt, og hvad krukken indeholdt, ikke er direkte omtalt. Basilikummen er et symbol på hendes kærlighed og hendes elskede.[3] Sammenligner man Andersens Rosen-Alfen med folkevisen, finder man ingen andre lighedspunkter end dem, han kan have fra Boccaccio. Desuden er det helt umuligt, at han kan have kendt teksten, der første gang blev trykt i 1871, og selvom man mobiliserer den største velvilje, hvad angår Andersens italienskkundskaber, må man afvise tanken om, at han skulle have forstået noget af den ved et eventuelt mundtligt foredrag. Man må altså gå ud fra som givet, at Boccaccio tager sit udgangspunkt i balladen om basilikumpotten, og at Andersen så benytter sig af den historie, der kommer ud af det. Det var der andre, der havde gjort før ham. De-camerons popularitet var stor over hele Europa, og den her omtalte historie havde også fundet en del efterlignere, skønt det ikke er en af bogens bedste. Den hører til den korte række af tragiske fortællinger, og måske er der noget i dens specielle makabre og sørgelige atmosfære, der har tiltrukket især germanske digtere, i hvert fald benyttede Hans Sachs, der var en stor Boccaccio-dyrker, sig af den flere gange, både i sine ungdomsværker, og også senere i dramaerne. Længere oppe i tiden skrev Keats et langt og følt digt over historien, „Isabella and the Pot of Basil“.[4] Der kan næppe være tvivl om, at Andersen har benyttet sig direkte af Boccaccios fortælling uden at skele til tidligere parafraser over den. Formodentlig har han stiftet bekendtskab med Decameron allerede under sit første Italiens-ophold, og han har nok stavet sig igennem dele af den på originalsproget, som han havde et vist kendskab til. Desuden kan han have suppleret sin læsning ved en tysk oversættelse[5]. Nogen dansk oversættelse af denne novelle fandtes ikke på det tidspunkt. Odin Wolffs udgave fra 1805 indeholdt et udvalg på 28 noveller, og blandt dem var ikke historien om basilukumpotten. Wolff forsvarer i sit forord den dristighed, han har vist ved at udgive en sådan bog, og åbenbart må den være blevet modtaget med alt for stor forargelse, for andet bind, der var annonceret, kom i hvert fald aldrig. Det var først i 1873 man med A. Flinchs oversættelse fik en komplet udgave på dansk af Decameron.
Historien fortælles den fjerde dag, den dag hvor Filostrato er „konge“; han har bestemt, at de skal fortælle om „coloro li cui amori ebbero infelice fine“ (dem hvis kærlighed endte ulykkeligt)[6]. Historien er lagt i munden på Filomena, der er dagens femte fortæller. Det er en af bogens korteste fortællinger, men til gengæld den mest makabre. Scenen er henlagt til Sicilien, aktørerne er dog fra Toskana. Der er fem hovedpersoner: tre brødre og en søster fra San Gimignano, købmænd, der har slået sig ned i Messina. Den femte er deres unge forvalter, Lorenzo, der stammer fra Pisa. Isabetta er i den giftefærdige alder, men brødrene har, „hvad grunden end var“[7], endnu ikke sørget for at få hende gift; hun forelsker sig i Lorenzo, og han i hende. En nat opdager en af brødrene, at søsteren går hen, hvor Lorenzo sover. Næste morgen diskuterer han sagen med sine brødre, og de bliver enige om, at sagen må ordnes på en sådan måde, at hverken de eller søsteren får skam af det. Derfor tager de tre brødre afsted en dag sammen med Lorenzo, og på et ensomt sted dræber de ham og begraver liget. Da de vender hjem, fortæller de, at de har sendt Lorenzo ud i et ærinde, som de så tit før havde gjort. Da Lorenzo stadig ikke vender tilbage, plager Isabetta brødrene med spørgsmål om ham, indtil en af dem en dag beder hende holde op, „ellers skal du få det svar, du fortjener“[8]. Pigen blev bedrøvet og spurgte ikke mere. Hver nat græd hun og bad, at han ville komme tilbage. En nat viser Lorenzo sig for hende og fortæller, at hendes brødre har dræbt ham, og han angiver stedet, hvor de har begravet ham. Hun tør ikke sige noget til brødrene men beder dem om lov til at gå en lang tur. Hun tager en tjenestepige med, og da de kommer til stedet, Lorenzo havde angivet, graver hun der hvor jorden er blødest, og hun finder Lorenzos lig, der endnu ikke er gået i opløsning. Stor er sorgen, og helst ville hun have taget hele liget med sig, men da det ikke kan lade sig gøre, nøjes hun med at skære hovedet af og svøbe det i et håndklæde, og tjenestepigen bærer det så hjem for hende. Både kniv og håndklæde synes hun at have medbragt af en sær forudseenhed. Hjemme lægger hun hovedet i en stor urtepotte, efter først at have svøbt det ind i et stykke tøj, hun lægger jord ovenpå og planter basilikum i potten. Hun vander den med rosenvand og orangevand og sine tårer og tilbringer hele sin tid ved potten. Basilikummen voksede godt „både på grund af den megen pasning og på grund af den fede jord, der næredes af hovedet, der gik i opløsning i den“[9], og den duftede stærkt. Naboerne så hende sidde der altid, og de så, hvordan hendes skønhed tæredes bort, og sagde det til hendes brødre. Tilsyneladende havde de undgået hende i den mellemliggende tid. De bebrejdede hende, at hun altid sad og hang ved den urtepotte, og da det ikke hjalp, fjernede de den. Hun græd og bad for at få den igen, og da de nægtede hende det, blev hun syg, og det eneste hun bad om, var potten. Brødrene undrede sig og ville se, hvad der var i den; de tømte jorden af, og under det stykke tøj, som hovedet var svøbt i, genkendte de Lorenzos krøllede lokker, så meget var der tilbage af det. De blev bange og skyndte sig at begrave det, de ordnede deres sager og forsvandt til Napoli. Men Isabetta blev ved med at græde og bede om sin urtepotte, og til sidst døde hun; „og på den måde endte hendes ulykkelige kærlighed“[10].
Det er den historie Andersen har for sig, da han skriver Rosen-Alfen. Måske har den forekommet ham lovlig barsk, og han har derfor søgt at mildne den ved at indføre en blomsteralf. Det er dog ikke lykkedes ham at forene alfen med den egentlige historie; den virker som rent udenværk, ret malplaceret. Den har intet at gøre her, midt i al grusomheden, som den ovenikøbet ikke viser sig at være i stand til at hævne. Hævnen har naturen selv sørget for, før dens plan bliver iværksat. Rosenalfen har slet ikke den naturlige anbringelse som dens fætre blomsteralferne i „Skyggebilleder“[11] hvor de bliver i deres drømmeverden.
Også Andersens historie er ret kort, og ser man bort fra indledningen med Rosenalfen, er den endnu kortere end Boccaccios. Den begynder med ordene: „Midt i en Have voxede der et Rosentræ“[12], og nærmere er stedet for begivenhederne ikke lokaliseret. Der optræder tre personer, en pige, hendes bejler og hendes onde broder. Første side er helliget rosenalfen, der har sit hjem „bag de blegrøde, fine Rosenblade“ (s. 209). Det lille væsen tumler sig dagen igennem i det varme solskin, hen over lindebladene. Det bliver aften, og da han vil vende tilbage til sin rose, har den lukket sine blomster, og rosenalfen beslutter så, at den vil flyve hen til lysthuset i den anden ende af haven og søge ly i en kaprifolie-blomst. I lysthuset sad to mennesker, „En ung, smuk Mand og den dei-ligste Jomfru“ (s. 210), de elskede hinanden, men måtte tage afsked, for den næste dag skulle den unge mand rejse langt bort i et ærinde for pigens broder. De kyssede hinanden, og pigen rakte manden en rose; hun trykkede et kys på den, „så fast og inderligt, saa Blomsten aabnede sig“ (s. 210), og alfen fløj ind i den. Manden gik afsted, med blomsten på brystet. Midt i den mørke skov tog han den frem og kyssede den, og mens han gjorde det, kom der „en anden Mand, mørk og vred, han var den smukke Piges onde Broder“ (s. 210), og med en lang skarp kniv stikker han den unge mand ihjel og skærer hans hoved af og begraver det sammen med kroppen i den bløde jord under lindetræet. „Nu er han glemt og borte,“ tænkte den onde Broder, „han kommer aldrig mere tilbage. En lang Reise skulde han gjøre, over Bjerge og Søer, da kan man let miste Livet, og det har han. Han kommer ikke mere, og mig tør min Søster aldrig spørge om ham“ (s. 211). Så går han hjem, men han har alfen med. Den sidder i et vissent lindeblad, den onde mand havde fået i håret, da han gravede graven, og hatten er sat ovenpå. Da manden er kommet tilbage, går han ind i søsterens sovekammer, bøjer sig over hendes seng og han „loe fælt, som en Djævel kan lee“ (s. 211). Han har taget hatten af, og det visne lindeblad med den lille alf falder ned på pigens tæppe, og da manden er gået lister alfen sig ind i pigens øre og fortæller den sovende pige, hvad der er sket, og hvor hendes elskede ligger begravet. Da pigen vågnede, fandt hun det visne lindeblad på sengen; alfen havde sagt, det skulle være beviset på, at det ikke var en drøm. Pigen græder men tør ikke betro sig til nogen. Alfen bliver hos hende som for at trøste hende. Broderen kom flere gange ind hos hende „saa lystig og ond“ (s. 212), men hun turde ikke sige noget til ham. Næste nat gik hun ud i skoven og gravede under lindetræet og fandt straks den døde. Hun tog hans hoved med sig hjem, og en gren af en jasmin, der blomstrede der, hvor han var blevet dræbt. Hun fandt en stor urtepotte, lagde hovedet i den, kom jord ovenpå og plantede jasmingrenen. Alfen hvisker farvel og flyver ud i haven igen, „han kunde ikke længer holde ud at see al den Sorg“ (s. 212); men ude i haven var dens rose afblomstret. „Ak hvor det dog snart er forbi med alt det Skjønne og Gode!“ sukkede alfen. Pigen står hele dagen ved vinduet og græder over sin jasminplante. Jo mere frisk og grøn den bliver, jo blegere bliver pigen. Broderen skændte på hende, „han kunde ikke lide og ikke begribe, hvorfor hun altid græd over den Blomsterpotte“ (s. 213). En dag var pigen slumret ind ved siden af potten, og alfen kom og hviskede hende i øret og „fortalte om Aftenen i Løvhytten, om Rosens Duft og Alfernes Kjærlighed“ (s. 213). Midt i drømmene sover pigen sig ind i døden, og over hende åbner jasminen sine blomster og dufter. Broderen tog planten med ind i sit værelse og satte den ved siden af sin seng. Rosenalfen fulgte med, og den fløj fra blomst til blomst og fortalte om den dræbte unge mand. Blomsterne nikker, de ved det godt, „ere vi ikke voxede frem af den Dræbtes Øine og Læber?“ (s. 213). Rosenalfen flyver ud i haven og fortæller det til bierne, der næste morgen vil dræbe morderen. Men da vinduet om morgenen bliver åbnet, og bierne anført af rosenalfen kommer stormende ind, er han allerede død. Blomstersjælene har om natten stukket ham ihjel med deres giftige spyd. „Der stod Folk rundt omkring Sengen og de sagde: „Jasminduften har dræbt ham!““ (s. 214). Blomsterne havde selv sørget for hævnen, men bierne blev derinde og sværmede omkring planten. Da en mand ville flytte den, stak en bi ham på hånden, så han tabte potten; den knustes, og det hvide dødningehoved trillede ud, og alle vidste nu, at den døde var en morder.
Sammenligner man Rosen-Alfen med Boccaccios novelle, bemærker man først, hvordan Andersen har forenklet stoffet. De tre brødre er blevet til een, alle personer er uden navne, de er „den onde Broder“, „den deiligste Jomfru“ og „en ung smuk Mand“. Handlingen foregår ikke noget bestemt sted, eller på noget bestemt tidspunkt, personernes beskæftigelse får man ikke noget at vide om; kun må den unge mand ligesom hos Boccaccio være ansat hos den onde broder, siden han sendes ud i et ærinde. Alt dette, de få personer, de faste typer, anonymiteten, er eventyrets særkende. Også handlingsforløbet er blevet tillempet eventyrets brug. Enhver form for sanselighed de elskende imellem er borte, deres kødelige kærlighed er blevet til „de holdt saa meget af hinanden, langt mere, end det bedste Barn kan holde af sin Moder og Fader“ (s. 210). For Andersen fortæller historien for børn, mens Boccaccio fortalte den for voksne. Pigen går ud i skoven uden først at spørge broderen om lov, det ville virke mærkeligt i en italiensk fortælling, og hun går alene, uden den tjenestepige, der er fast tilbehør hos alle Boccaccios damer. Andersen har snildt gjort hendes hjælp overflødig, idet han lader broderen skære hovedet af den unge mand, så pigen selv uden besvær kan bære det hjem. Han undgår også herved den ubehagelige skildring af Isabetta, der „så godt hun kunne skar hovedet fra kroppen“.[13] Isabetta planter basilikum i potten; det er en brugsplante, der dog samtidig, især i Syditalien, hvortil historien er henlagt, er forlenet med symbolsk betydning. Når en ung pige skal giftes, forærer en veninde hende en potte med basilikum og bliver hendes „basilikumveninde“, det vil sige, at hun påtager sig at udføre små pligter omkring brylluppet, for eksempel at hjælpe med til at pynte bruden; og samtidig skulle basilikumpotten i huset hos den nygifte være en forsikring om, at hun også snart selv blev gift. Så langt oppe i tiden som hos Verga, i „I Malavoglia“, der foregår på Sicilien, kan man finde dette motiv udnyttet. Folkevisen, der også har basilikumpotten, er overleveret med adskillige sicilianske udtryk; allerede i de to linier, Boccaccio citerer af den, er der et typisk siciliansk ord. Det er formodentlig derfor, han har henlagt sin fortælling til Sicilien. Dermed har han fået en bevæggrund for brødrenes handling, idet de reagerer ud fra det miljø, de lever i: de skal rense sig for den vanære søsteren har bragt over familien ved at elske en laverestående, en der er ansat i deres tjeneste. Dette problem berøres slet ikke hos Andersen, den unge mand siger blot: „din Broder er os ikke god“ (s. 210), men hvorfor, får man ikke at vide.
Pigen planter en jasmin i potten; det er en nordisk plante. Den har hvide blomster, symbol på renheden. Fælles for basilikummen og jasminen er den stærke duft, de udsender, som om krukken talte. Den taler et sprog, som kun pigen forstår, både hos Boccaccio og Andersen. I Decameron er det naboerne der undrer sig over pigens hengivelse for urtepotten og så fortæller brødrene om det. Dette mellemled er udeladt hos Andersen, der lader broderen selv bemærke det, når han hoverende kommer ind i pigens værelse for at nyde hendes sorg. Også på dette punkt har han forenklet historien. Som en barmhjertighedsgerning mod den stakkels pige lader Andersen hende sove ind i døden med hovedet hvilende op mod jasminplanten, mens Boccaccio først lader brødrene tage potten fra hende, og hun så dør i længsel efter den; i mellemtiden har de tømt urtepotten og fundet den dødes hoved; de skynder sig at hytte deres skind og tager til Napoli med alt hvad deres er uden at kere sig om søsteren. En sådan hjerteløs ondskab kan Andersen alligevel ikke være med til, derfor lader han pigen dø ved sin elskede urtepotte, og bagefter sørger han for, at også den onde broder dør, for at ihvertfald en vis retfærdighed kan ske fyldest. Også det var et krav, som eventyret stillede, at det skulle gå de onde ilde. Han lader ham blive dræbt af blomsterduften, der på een gang repræsenterer naturen og de unge elskendes kærlighed.
Andersen giver ingen bevæggrund for broderens grusomme handling, læseren bliver spist af med „din Broder er os ikke god“; eventyret kræver ikke detaljerede udredninger, onde mennesker gør onde handlinger, det er noget man ved. Derfor forsyner Andersen broderen med adjektivet „ond“, noget han ikke fandt hos Boccaccio, og dermed er der forklaring nok. Andersen ville af blufærdighedshensyn heller ikke kunne få Boccaccios begrundelse i sin pen.
At Andersen er gået let henover dette punkt, kan også være fordi han vil benytte historien til at belyse det, som Rubow kalder hans yndlings-ordsprog[14]: gemt er ikke glemt. Det understreges af det indskud, som han anbringer, uden nogen hjemmel hos Boccaccio, der hvor han lader broderen tænke, efter veludført begravelse af den døde: „Nu er han glemt og borte, han kommer aldrig mere tilbage“ (s. 211). Ved at lave om på historien på en anden måde har Andersen dog svækket denne idé. Han har nemlig, igen i pagt med eventyrets ånd, forkortet tidsforløbet i fortællingen. I stedet for at Isabetta først venter i lang tid på at Lorenzo skal komme tilbage og tit spørger brødrene, hvor han er blevet af, og dernæst, efter deres barske svar, yderligere sørger i lang tid, inden Lorenzo en nat viser sig for hende i drømme, lader Andersen rosenalfen fortælle pigen om udåden allerede samme nat den har fundet sted, og giver hende på den måde ikke nogen mulighed for utålmodig venten. Kun pigens stadige hengiven sig til urtepotten, hvor den dødes hoved er skjult, er den samme som Isabettas, og hjertesorgen er lige stor. Trofastheden i kærligheden til den døde modbeviser broderens tanker.
Andersen kaldte historien „Rosen-Alfen“, som om det var en net historie med den som hovedperson. I stedet bliver den stakkels lille blodløse alf fra at være eneaktør hurtigt delegeret ud i kulisserne, hvorfra den er vidne til de skrækkeligste begivenheder, og kun nu og da kommer den på scenen igen for at overbringe en besked. Der er ikke noget at sige til, at den forlader pigen: „Farvel! Farvel! hviskede den lille Alf; han kunne ikke længer holde ud at see al den Sorg, og fløi derfor ud i Haven til sin Rose; men den var afblomstret, der hang kun nogle blege Blade ved den grønne Hyben“ (s. 212). Rosen er visnet samtidig med at pigens elskede døde. De røde roser er symbol på kærligheden. Andersen lader rosenalfen have sit hjem i en blegrød rose, som for allerede fra begyndelsen at kaste et stænk af vemod over historien. Indledningen med den muntre rosenalf, der tumler sig på lindebladene er i sig selv en perle. Man kan ikke lade være med at have ondt af den stakkels alf, der bagefter bliver vidne til menneskenes grusomheder; den hører ikke hjemme i en historie, hvor man benytter sig af lange skarpe knive.
Den egentlige historie i Rosen-Alfen starter in medias res, uden alle indledende og beskrivende oplysninger, sådan som eventyret kræver det. Men virkningen af denne hurtige start svækkes ved det lange indledningsafsnit med alfen. Historien starter to gange.
I et andet af H.C. Andersens eventyr dukker et træk op, der kan stamme fra denne novelle af Boccaccio. Det er i „Rejsekammeraten“. Johannes er kommet for at fri til prinsessen, og for at få ham fra det, viser kongen ham ud i prinsessens lysthave. Midt imellem alle de andre skrækkelige ting, der var der, så han også, at „i Urtepotterne stode Dødningehoveder og grinte“ (SS, XIII, s. 56). Det var de sørgelige rester af forhåbningsfulde bejlere, det var gået dårligt for.
Skal man prøve at give en forklaring på, hvorfor Rosen-Alfen ikke er nogen helt vellykket fortælling, må man nok sige, at det beror på dissonanserne i den. Det barske træk med det afskårne hoved (det er måske det Kofoed mener, når han siger „uandersensk“) passer dårligt i den romantiske historie med den „deilige Jomfru“ og den „smukke unge Mand“, og ikke mindst med rosenalfen og hele dens væsen. Andersen har andre steder i sine eventyr brugt skrappe detaljer, i „Lille Claus og store Claus“ bliver fingrene bestemt ikke lagt imellem. Men der passer det hele sammen. Der er ikke som her først slået en blid tone an, der så bliver brudt. Man skal være varsom med at sige, at Andersen simpelthen ikke kunne bruge historien fra Boccaccio. Det lykkedes ham bare ikke her at kombinere den med rosenalfen.
Chi guasta l’altrui cose, è villanía
e grandissimo peccato.
E io la meschinella, ch’ i’ m’avia
una grasta seminato!
Tant’era bella, all’ombra mi dormía
dalla gente invidiata.
Fummi furata, davanti alia porta.
Fummi furata, davanti alia porta.
Dolorosa ne fu’ assai.
E io la meschinella or fosse io morta,
che si cara l’accattai!
É pur l’altr’ier ch’i n’ebbi mala scorta
dal messer cui tanto amai.
Tutto lo ’ntorniai di maggiorana.
Tutto lo ’ntorniai di maggiorana:
fu di maggio lo bel mese.
Tre volte lo ’nnaffiai la settimana,
che son dodici volte el mese,
d’un’acqua chiara di viva fontana.
Si vid’io come ben s’apprese!
Or è in palese che mi fu raputo.
Or è in palese che mi fu raputo:
non lo posso più celare.
Sed io davanti l’avessi saputo
che mi dovesse incontrare,
davanti all’uscio mi sare’ iaciuto
per la mia grasta guardare.
Potrebbemene atare sol l’alto Iddio.
Potrebbemene atar sol l’alto Iddio,
se fusse suo piacimento,
dell’uomo che m’è stato tanto rio,
e messo m’ha in pene e ’n tormento,
ché m’ha furato il bassilico mio
ch’era pieno di tanto ulimento:
e suo ulimento tutta mi sanava.
Suo ulimento tutta mi sanava,
tant’avea freschi gli olori;
e la mattina quando lo ’nnaffiava
alla levata del sole,
tutta la gente si maravigliava:
– Onde vien cotanto aulore? –
E io per lo suo amore morrò di doglia.
E io per lo suo amor morrò di doglia,
per l’amor della grasta mia.
Fosse chi la mi rinsegnar voglia,
volentier la raccatteria;
cent’once d’oro ch’i’ ho nella fonda
volentier gli le doneria,
e doneria-gli un bascio in disianza.
La Letteratura Italiana, Storia e Testi,
Milano-Napoli, 1964. Volume 10. p. 557.
Poeti Minori del Trecento.
Hvem var det onde menneske,
der stjal min potte
med basilikum fra Salerno?
Den var vokset sig stor;
og jeg plantede den med mine egne hænder:
det var en søndag.
At ødelægge andres ting er ondt.
At ødelægge andres ting er ondt
og en stor synd.
Og jeg stakkel, som havde
lagt frø i en potte!
Den var så smuk, og jeg sov i skyggen,
misundt af folk.
Den blev stjålet fra mig, foran døren.
Den blev stjålet fra mig foran døren.
Det blev jeg meget bedrøvet over.
Og jeg stakkel, gid jeg var død nu,
så høj en pris jeg betalte for den!
Det var i forgårs, jeg fik et dårligt varsel
om den mand jeg elskede så højt.
Jeg satte merian hele vejen rundt om den.
Jeg satte merian hele vejen rundt om den:
det var i den smukke måned maj.
Tre gange om ugen vandede jeg den,
det er tolv gange om måneden,
med klart vand fra en rindende kilde.
Og jeg så, hvor godt den voksede!
Nu ved alle, at den er blevet stjålet fra mig.
Nu ved alle, at den er blevet stjålet fra mig:
jeg kan ikke skjule det mere.
Hvis jeg i forvejen havde vidst,
hvad der ville ske,
havde jeg lagt mig uden for min dør
for at holde øje med min potte.
Kun den høje Gud kan hjælpe mig.
Kun den høje Gud kan hjælpe mig,
hvis han vil,
mod den mand, der har været så ond mod mig.
og bragt mig ud i pine og lidelse,
fordi han har stjålet min basilikum,
der var fuld af så megen vellugt:
og dens vellugt styrkede og glædede mig.
Dens vellugt styrkede og glædede mig.
så friske var dens dufte;
og om morgenen, når jeg vandede den
ved solopgang,
undrede alle mennesker sig:
– Hvorfra kommer dog al den duft? –
Og af kærlighed til den dør jeg af smerte.
Og af kærlighed til den dør jeg af smerte,
af kærlighed til min potte.
Hvis nogen vil fortælle mig, hvor den er,
vil jeg gerne købe den tilbage;
hundrede guldoncer har jeg i tasken,
dem vil jeg gerne give ham,
og jeg vil også give ham et kys, hvis han gerne vil have det.
