Ved personer er som hos Bo Grønbech forstået alle de levende eventyrfigurer fra mennesker over dyr og planter til genstande, som har liv og er levendegjort, tillige overnaturlige væsener.
Bo Grønbechs doktordisputats: „H.C. Andersens Eventyrverden“, 1945, er den bog, man tager som udgangspunkt, når man vil studere H.C. Andersens personer eller persongalleri. Efter læsningen er der stadig grundige specialstudier at gøre. Man kan komme dybere ned i personernes individuelle liv, end denne bog gør. Man må kunne betragte de enkelte personers psykologi for sig selv, se om deres sjæleliv følger visse love eller ønske at gøre et forsøg på at gruppere dem alene af den grund, at det er et uhyre omfattende persongalleri. Det er mageløst. Som Grønbech skriver: „Naar Skuepladsen for det der fortælles, rækker fra den vide Jord op til Himlens Blaa og omfatter baade Lysets Engle og Mørkets Magter, saa er det hele saa mangfoldigt, at det ikke er muligt at kortlægge det eller opbygge et konsekvent, afsluttet Verdensbillede deraf.“[1]
Man må give ham ret. En gruppering af personerne vil blive vanskelig. Det vrimler med liv i H.C. Andersens eventyr. Fra skjulte kroge på hvert blad støjer, taler og pipper det. En sortering i hoved- og bipersoner er i hvert fald nødvendig. Man opdager herved, at bipersonerne ofte har en skjult teknisk funktion, nemlig den at kæde historiens eller eventyrets led eller situationer sammen, at tjene som et slags bindeled. Se således „Tommelise“, „Sneedronningen“ og „Dyndkongens Datter“.
Jeg begynder med de første eventyr til og med året 1842.[2]
Andersens personverden tar sit udgangspunkt i hans syn, som var usædvanligt skarpt.[3] Den skarphed, med hvilken han opfattede tingene, har hjulpet ham til at aftegne en miniatureverden og skildre begivenheder, som foregår under et forstørrelsesglas. Det næste led i arbejdsprocessen er den malende detalje, som er den grundvold, på hvilken H.C. Andersens personbeskrivelse hviler.
Personifikationen lå ham i blodet. Paul V. Rubow har udtrykt det på denne måde: „Evnen til at personificere var ham i Blodet, den kom i Virksomhed ved alle disse Indtryk af den synlige Verden, uden at forlade Udgangspunktet, den nøjagtige og karakteristiske Iagttagelse.“[4]
Det er naturligvis først og fremmest H.C. Andersens mægtige fantasi, der har skabt dette menageri. Alt er levende. H.C. Andersen kan ikke forestille sig noget dødt. Jeg mener, at denne tendens forstærkes som eventyrene skrider kronologisk frem, og vi får til sidst personer båret af en ligefrem skikkelsesdannende fantasi som f. ex. Sneedronningen, Skyggen og Tante Tandpine. Eventyrånden er tillige krøbet i personerne og trækker i dem som i snore, så alt bliver muligt inden for det overnaturlige univers. Andre faktorer som medleven har virket med, hvad Bo Grønbech har gjort opmærksom på. I det hele taget H.C. Andersens bløde og elastiske sind. Man må regne med en næsten abnorm indlevelsesevne, tillige et primitivt og følelsesbetonet sind og gemyt.
Tingenes fysiognomi har ofte påtrængt sig H.C. Andersen, og også ofte udfra deres fysiognomi udledes og sluttes karakteregenskaberne. Det er synet af dem, der er det primære. Vægten i skildringen ligger ofte på små malende detaljer, ofte med et dybere perspektiv. Det er det lille portræt, man får, eller Andersen giver os en skarp silhouet. Omfanget mangler, men ikke konturen. Et enkelt træk dækker i de små ofte humoristiske rids personligheden og udfylder den.
Der skjuler sig således ikke noget stort apparat bag udarbejdelsen af personverdenen. Vi står ikke over for store psykologiske studier som hos en Ibsen eller en J. P. Jacobsen, men over for et lille rids. Det er det lille apparat, som er sat i sving. Den overlæssede stil møder man ikke i eventyrene. Det er beherskelsens kunst, der er ingen pynt ud over poesiens ægte blomster. Finest ser vi denne oprigtighed, når Andersen bruger formindskelsens kunst. Ydmygt har han bøjet sig imod naturtingene. J. P. Jacobsen var anderledes fordringsfuld, når han gengav den ydre verden. Men omvendt kunne man også sige, Andersen behøvede intet påklistret i sin kunst, hans form blev til kunst af sig selv ud af hans eget rige indre. Der er intet fast skema som en spændetrøje om personerne, efter hvilket de karakteriseres. J. P. Jacobsen bruger en anden fremgangsmåde, som gentager sig, hver gang en ny person kommer på scenen. Der er altså ikke system hos H.C. Andersen, men snarere en mangel herpå. Vi har at gøre med livet selv, det varme og det vekslende. H.C. Andersens smidighed og bøjelighed i tankelivet muliggjorde en indtrængen i alle slags væsener, alle personer, jo mere liv de besidder, jo bedre har han forstået dem. Der er pulsslag af ægte liv ikke blot i „Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre“, men overalt hvor H.C. Andersen magisk berører tingene. Skulle man karakterisere Andersens teknik, må man snarere fæstne sig ved hans mangel på teknik. Fortællemåden er ikke stor og opstyltet. Tingene kommer ligesom af sig selv. Andersen improviserer. Hos J. P. Jacobsen, som i meget er H.C. Andersens modsætning, beskrives først det ydre derefter det indre med stor kunstighed og stivhed. Hos H.C. Andersen løber ydre og indre iagttagelser ham i pennen, når han har lyst. Derfor bliver også beskrivelsen af personerne forskellig.
Det er synd at ville systematisere dette univers, og dertil egner det sig heller ikke. Derfor kan man godt trække visse generelle linjer op for personkarakteristikken, behandle særlig interessante personer, som fortjener det og i det hele taget betragte den teknik, som i al fordringsløshed er benyttet. Man vil da støde på visse love, som gælder for personerne. Personernes milieu eller omgivelser er allerede indsigtsfuldt behandlet af Bo Grønbech. Det bliver de små detaljer, personverdenen er bygget op af, man kommer til at beskæftige sig med, men vigtige detaljer.
Ser man på titlerne eller eventyrenes navne, kikker vi allerede her på Andersens persongalleri. Titlerne er som en rolleliste på de optrædende personer. Men hvad Andersen har på hjerte, siger han oftest ikke så meget gennem personerne som gennem det eventyr, de optræder i. Ikke altid er personerne bærere af ideen, den er i reglen en udkrystallisering af handlingsforløbet.
Vi begynder med H.C. Andersens første eventyr til og med året 1842, går altså kronologisk frem. I det første eventyr „Fyrtøiet“ bemærker man allerede den karakteristiske detalje, som fantasien ovenikøbet har forstærket. Den første hund har „Øine saa store som et Par Theekopper“, den anden hund „har et Par Øine saa store som et Møllehjul“ og den tredie hund har „to Øine, hvert saa stort som Rundetaarn.“ (1,23). Begreberne og karakteristikken er affattet efter børnenes verden, lægger man straks mærke til, og disse eksempler på godt anvendt børnepsykologi, hvad personernes verden angår, er der mange af. Personverdenen er affattet efter børns begrebsverden. En rig mand er naturligvis så rig „at han kunne brolægge den hele Gade og næsten et lille Stræde til med Sølvpenge;“ (I,154).
Men indtrykket, at det er en sand børneverden, får vi tydeligst i et eventyr som „Tommelise“, hvor alt er forkortet og formindsket. Andersen har besiddet en særlig evne til at forkorte og formindske tingene, og man bemærker, at Andersen altid husker størrelsesforholdene og respekterer sin miniatureverdens proportioner. „Tommelise“: For Fuglen var jo en stor, stor en imod hende, der kun var en Tomme lang;“ (I,59). Andersen kunne opfatte meget småt og fint. Tommelise sejler „fra den ene Side af Tallerkenen til den anden; hun havde to hvide Hestehaar at roe med.“ (1,54).
At H.C. Andersen kunne opfatte så småt er en af forudsætningerne for hans levende personverden, hvor proportionerne ofte er meget små. Hvordan karakteriserer Andersen en person? Vi vil se på eventyret „Den lille Idas Blomster“, som er af „egen opfindelse“. Hvis man betragter studentens beskrivelse, vil man se, at efter personernes udseende eller fysiognomi uddrager Andersen deres væsen, art eller position. „De blaa Violer forestille smaa Søcadetter, de dandse med Hyacinther og Crocus, som de kalde Frøkener! Tulipanerne og de store gule Lilier, det er gamle Fruer, de passe paa, at der bliver dandset net, og at det gaaer pænt til!“ (I,44). Udover at slutte karakteren ud fra fysiognomiet, er der et andet vigtigt træk, nemlig den logiske sammenhæng i personerne. Der står således: „De havde Musik med, store Valmuer og Pioner blæste i Ærtebælge saa de vare ganske røde i Hovedet. De blaa Klokker og de smaa Sommergjække klingede, ligesom de havde Bjælder paa.“ (I,49). Fastelavnsriset er også en person, ganske vist ikke en blomst, men den dandser dog med: (Det) „hoppede paa sine tre røde Træbeen midt ind imellem Blomsterne og trampede ganske stærkt for det dandsede Masurka, og den Dands kunne de andre Blomster ikke, fordi de vare saa lette og kunde ikke trampe.“ (I,47).
Karakteristiske træk ved tingene er korrekt og logisk føjet sammen med deres handlemåde. Vi er ikke overladt til tilfældighed, men befinder os i en logisk lilleverden med sammenhæng i. Det er Andersens realisme, de fine gode detaljer, der gør, at vi ikke et øjeblik tvivler på personernes virkelighed. Noget komisk kan komme ind i billedet for den voksne læser ved den alvor de beskrives med, at de handler som mennesker, mens de måske kun består af honningkagedej. Men det gør blot alting underfundigt. For børnene, som eventyrene er fortalt for, har de netop den realitet og konkretisme, som ethvert barn forlanger. Det er et i høj grad meningsfyldt univers, vi befinder os i. Et besjælet univers fuldstændig konformt med barnets. „Er det at bilde Barnet saadan noget ind!“ siger den kedelige Cancelliraad (I,45), men Andersen er netop konform med barnets egen fantasiverden, og hans store realisme har fået ham til at overholde tingenes love.
Lad os nu se på de eventyr, som Paul V. Rubow kalder „de alvorlige eventyr“, nemlig „Reisekammeraten“ og „Den lille Havfrue“[5]. „Reisekammeraten“ handler om det gode uskyldige menneskes sejr over det onde. Den lille havfrues historie er et lidelsens evangelium og handler også om det gode offervillige sind, dog med et højere perspektiv. Det er blevet en hel myte eller legende over hjertets opofrelse og belønning. Begge eventyr handler om det gode hjerte. Paul V. Rubow skriver i sin bog om Andersen: „Han formaar ikke at fremstille den individuelle Menneskesjæls Struktur.“[6] Dette har jeg intet at indvende imod, men jeg vil gøre opmærksom på, at det måske netop er hans styrke. Nemlig hans primitivitet. Et lille træk af psykologisk værdi, jeg vil kalde det kærlighedspsykologi, findes dog i eventyret. Der står om den lille havfrue: „Men sine Blomster passede hun ikke, de voxte, som i et Vildnis“ (I,94). Det er naturligvis efter at hun har mødt den dejlige prins, at hun bliver så glemsom.
Andersens styrke er hans primitivitet. Han har en slags teknik eller mangel på teknik, kunne man kalde det, når han beskriver mennesker eller menneskelignende personer: Den simple regel at holde sig til naturgrunden, her hjertegrunden i dem. Menneskene er primitivt og meget enkelt opfattede. Her har han holdt sig til den følelsesmæssige side af dem. Dermed er personerne blevet ægte. Han gik i virkeligheden den simpleste, enkleste vej, primitiv af natur som han kunne være. Man kan også sige, at han dermed er trængt ned til det elementære. Hans opfattelse af visse egenskaber er blevet som urbilleder der har evig værdi. Kys er meget hyppige i eventyrene, og der er også en god regel efter hvilken personerne hjælper hinanden, når de er i nød. Sympati og følelse går som dybe røde tråde gennem eventyrene. Der er følelse for de små, de glemte og oversete som i „Gaaseurten“.
Men Andersen er i dette specielle univers en større psykologisk mester end ved første øjekast. Det er ikke ved en udviklingspsykologi, som en moderne forfatters, at han illuderer, men overalt ved små fine ofte realistiske træk. Fine træk, ja hemmelighedsfulde træk har han fundet frem til ved personerne. Man kan tage „Lykkens Kalosker“, som også hører til disse to første samlinger. Ude i det forreste værelse sidder to piger, en ung (lykken) og en gammel (sorgen) (I,213). Om sorgen finder vi således den dybsindige og realistiske karakteristik: „Hun gaaer altid selv i egen høie Person sine Ærinder, saa veed hun, at de blive vel udførte“. (I,214). Lykken, som var en „guddom“ Andersen havde den største ærbødighed for, har han ikke engang vovet at føre på scenen. Vi har at gøre med „Kammerjomfruens Kammerpige hos Lykken.“ Man husker på den varsomme indførelse af Sneedronningen i eventyret af samme navn og lægger mærke til den forsigtighed og nænsomhed, hvormed H.C. Andersen nærmer sig de store magter.
Som sagt dækker det ydre fysiognomi ofte karakteregenskaberne, således til fuldkommenhed i „Den standhaftige Tinsoldat“. Den sikre iagttagelse af soldatens ydre træk og den konsekvens, de er holdt fast med (hans standhaftighed) gør historien til et mesterværk. Det ydre er lig det indre. Det er koncentreret kunst, der udelukkende bygger på iagttagelse. I eventyret „Storkene“ er det således storkens kontur eller silhouet, der har gjort indtryk på H.C. Andersen, og han slutter derfor logisk, når storken står så strunk og stiv med det ene ben op under sig, at den står skildvagt. Det militære indføres hermed i eventyret og vi hører da også, hvordan storkebørnene exercerer og gør maneuvre, i almindelig tale lærer at flyve før rejsen. To eventyr direkte udsprungne af H.C. Andersens syn er „Veirmøllen“ og „Skrubtudsen“.
I „Den lille Idas Blomster“ aner man en rangforordning mellem blomsterne og også hvem af blomsterne, der har prioritet efter Andersens mening. Som hos J. P. Jacobsen står rosen højest i Andersens vurdering: „Allerforrest gik to deilige Roser, og de havde smaa Guldkroner paa, det var en Konge og en Dronning.“ At personerne ofte skændes om, hvem der er den fornemste, ser vi i det satiriske eventyr „Den flyvende Koffert“: „Ja, lad os tale om, hvem der er meest fornemme!“ sagde Svovlstikkerne (I,156). „Det er dog kun Pøbel!“ tænkte Svovlstikkerne“ (I,157). Den gamle pennefjer var „dyppet alt for dybt i Blækhuset, men deraf var nu den stor paa det.“ Atter og atter igennem eventyrene vender Andersen tilbage til denne egenskab: hovmod, som bl. andet hele eventyret „Boghveden“ handler om som en allegori. I „Ole Lukøie“ er der også en slags rangforordning mellem personerne. Man tænke f. ex. på spyttebakken der „dog stod saa beskeden i Krogen og lod sig spytte paa.“ (I,169).
Hans Brix har gjort opmærksom på, at hele det indlagte lille eventyr i „Den flyvende Koffert“ er en satire over fru Heibergs kreds. Andersen selv er nattergalen o. s. v. Hans Brix har til alle eventyrene omhyggeligt gjort rede for, hvem de mange personer kan tænkes at være og den forbindelse, de har med Andersens omgangskreds. Dette vil jeg ikke komme ind på. Blot sige så meget at Andersen igennem sine personer fik afløb for personlige konflikter og ærgrelser, samtidig med at han fandt udtryk for sin satire og humor. Selvstændig oplevelsesstof er naturligvis suget ind også i personernes verden.
Andersens egen interessante person møder vi som studenten i „Den lille Idas Blomster“, naturligvis som eventyrfortælleren (I,43). Vi møder den som nattergalen (I,157), sikkert som „Drømmeguden“ Ole Lukøie, der forstår „at omgaaes baade med Smaa og Store! (I,175), som svalen, også i „Ole Lukøie“ (I,174), som storken, der gøres nar af i samme eventyr (I,171). Endelig er der en karakteristik i „Lykkens Kalosker“ af studenten, som passer på en prik på H.C. Andersen, og som man ikke kan gå uden om, da den perfekt dækker en af hans egenskaber: hans ulyksalige tvivlesyge med disse ord: „Hver Drøm forkyndte, at en eller anden af disse Kostbarheder var tabt, og derfor foer han feberagtig op, og den første Bevægelse, Haanden gjorde, var en Trekant fra Høire til Venstre og op mod Brystet, for at føle, om han havde dem eller ei.“ (I,236). Personen, studenten, ønsker sig også det af alt, som Andersen selv satte mest pris på, nemlig at rejse. At Andersen identificerede sig med storken kommer nok også af hans rejselyst.
Dybt ned i sjælelivet er H.C. Andersen endnu ikke rigtig trængt i disse første „Eventyr, fortalte for Børn“, som i det hele har et noget enfoldigt og uskyldigt præg.
Mange menneskelige træk er hæftet på personerne. Vi har at gøre af og til med et slags spejl af menneskeheden f. ex. i allegorierne, men i personverdenen blandes i reglen de menneskelige træk med de egenskaber, der normalt hører til personerne, og vi ser da, at ikke alene er personerne små, men deres sjæle er det også, de er indskrænkede og bornerte, kan ikke se ud over deres egen næsetip. De er opslugt af deres egen verden og dømmer derudfra. Frøken-Oldenborrerne trækker på følehornene og siger (om Tommelise): „Hun har ingen Følehorn!“ (I,56) Muldvarpen snakker ondt om solen og de smukke blomster „for han havde aldrig seet dem.“ (I,57) For havfolkene har menneskene „to klodsede Støtter, som de kalde Been, for at være smuk!“ (I,96) Og måneboerne tænker således i „Lykkens Kalosker“: „De ansaae alene Maanen for at være beboet, den var den egentlige Klode, hvor de gamle Klodefolk boede.“ (I,223). I det samme eventyr står der: „Digteren rystede med Hovedet, Copisten rystede ogsaa med Hovedet, hver beholdt sin Mening og saa skiltes de ad“ (I,230). Tinsoldaten i eventyret af samme navn tror, at den lille danserinde kun har eet ben ligesom han. Denne indskrænkethed har nok været en nødvendighed for H.C. Andersen, hvis han ville overholde sit univers love. Bo Grønbech har udtrykt det således: „Hver har sit centrum“.[7]
Et vigtigt træk ved personerne, som allerede spirer i disse første eventyr, er, at H.C. Andersen først næsten ubevidst (i de senere eventyr bevidst) som et teknisk trick gør personerne til fortællere. Et af de første steder er svalen i „Tommelise“. For manden der kan fortælle eventyr „sang den qvivit, qvivit derfra havde vi hele Historien“. (I,63). Kjøbmandssønnen i „Den flyvende Koffert“ får af prinsessen besked på: „Men see til, De kan et rigtigt deiligt Æventyr, for det holder mine Forældre særdeles meget af; min Moder vil have det moralsk og fornemt og min Fader lystigt, saa man kan lee!“ (I,135) Tingene i samme eventyr, således svovlstikkerne, fortæller om deres ungdom. En anden person, der optræder som fortæller, er naturligvis Ole Lukøie: „I hele Verden er der Ingen, der kan saa mange Historier“ (I,167) De andre personer i „Ole Lukøie“ har også lyst til at fortælle. Det gælder om fiskene og fuglene, dyrene, der følger Hjalmar på hans sejllads: „Myggene dandsede og Oldenborren sagde bum, bum; de vilde Allesammen følge Hjalmar, og hver havde de en Historie at fortælle!“ (I,169).
H.C. Andersen opfattede naturen som personificeret. Gennem synet kom ideerne til ham. Roserne, sneglene, vinden og egetræet fortalte ham deres historie. Han skriver således i et brev: „Gaaer jeg i Haven mellem Roserne – ja hvad have da ikke allerede de og selv Sneglene fortalt mig! Seer jeg det brede Aakandeblad, da har Tommelise allerede paa det endt sin Reise. Lytter jeg til Vinden – den har fortalt om Valdemar Daae og veed Intet bedre. I Skoven under de gamle Ege maa jeg erindre, at det gamle Egetræ forlængst har fortalt mig sin sidste Drøm.“[8]
Vi har i eventyrene at gøre med realistiske træk, der hæfter sig ved personerne, menneskelige træk, overnaturlige træk og frit opfundne træk som er karakteristiske for personerne.
Jeg fortsætter med Nye Eventyr 1844-48, med Eventyr 1850 og Historier 1852-55. Først Nye Eventyr 1844-48.
I denne periode af digterens liv „naaede han højest som Digter og havde størst personlig Sukces“.[9] Han kulminerede som digter, kan man også sige, og vi finder da også nogle af hans bekendteste og bedste eventyr fra denne tid, således „Sneedronningen“, „Skyggen“ og „Historien om en Moder“. Generelt kan man sige om persongalleriet, at det fra nu af synes at være udvidet til at omfatte næsten alt, elementerne iberegnet. I „Den gamle Gadeløgte“ præsenteres vi for nye ejendommelige personer således et sildehoved, et stykke trøske, en Sankt Hans orm og de mere interessante: vinden, månen, dråben og en af de klare stjerner. I „Historien om en Moder“ møder vi de perfekte personifikationer f. ex. natten, tornebusken og søen. I det hele taget er fantasielementet blevet stærkere, ja, vi kan i „Sneedronningen“ og i „Skyggen“ tale om en skikkelsesdannende fantasi.
Myten „Sneedronningen“ er skrevet med visionær kraft. Det er et spil om de gode og onde kræfter i tilværelsen. Elementerne er levendegjort. Man aner, hvilke urkræfter Andersen har tumlet med i dette eventyr, han synes at omspænde selve universet. Gerdas uskyldige skikkelse, barnet som repræsenterer hjertet og som gennem eventyret følges af rosensymbolet, er stillet over for snedronningens skikkelse, som repræsenterer den kolde forstand. Andersen er i Gerdas skikkelse atter nået ned til det elementære følelsesliv. Snedronningen hører til Andersens dæmoniske og farlige personer. Fantasielementet er voldsomt, hun ligefrem vokser ud af sneen. Hendes kys er farlige og bringer glemsel. Hendes magt er først og fremmest en erotisk. Man bemærker, at den erotiske magt, som ellers sjældent forekommer i eventyrets verden, finder vi inkarneret i både snedronningen og isjomfruens natur, især i den sidste person, hvor vi finder en regulær forførelsesscene. De stærke overnaturlige kvindelige magter er erotisk farlige for menneskene. Afhængighedsforholdet og den magt, hun har over Kaj, er fint antydet i denne enkle linie: „Om Dagen sov han ved Sneedronningens Fødder“ (II,55). At Andersen ingen sympati har med hende ligger i bemærkningen: „hun var fuldkommen“ (II, 54). Andersen havde aldrig sympati med det fuldkomne og akkurate eller det kunstige, hvad både „Svinedrengen“ og eventyret „Nattergalen“ vidner tilstrækkeligt om.
Den stærke fantasi, som har skabt figuren, virker igennem hele eventyret. Her er drømmene legemliggjort (II,65) og i slutningen af sjette historie møder vi atter en skikkelsesdannende uhyggelig fantasi af stor virkning. Det er næsten en hallucination. Sneflokkene er store og frygtelige „de vare levende, de vare Sneedronningens Forposter; de havde de underligste Skikkelser; nogle saae ud som fæle store Pindsviin, andre som hele Knuder af Slanger, der stak Hovederne frem, og andre, som smaa tykke Bjørne paa hvem Haarene struttede.“ (II,73). Gerdas ånde farer som en hel røg ud af hendes mund og bliver også levende, og der udkæmpes et slag imellem de onde og de gode magter, der her er legemliggjort.
At fantasielementet er særlig stærkt i denne periode af forfatterskabet, ser vi i „De røde Sko“, hvor de gamle portrætter synes at hæfte deres øjne på Karens sko, og i det samme eventyr, hvor den gamle soldats ansigt kommer til syne mellem træernes grene. I „Holger Danske“ bliver de røde hjerter i våbenskjoldet til flammer, som bevæger sig og fører den episke tråd videre. I eventyret „Skyggen“ er vi genstand for en illusion. Fantasien har her skabt et ejendommeligt væsen, „udfyldt en lakune i mytologien“[10]. Personen skyggen har sit udgangspunkt som en kontur i ren iagttagelse, H.C. Andersens iagttagelse af sin egen skygge, som særligt i Syden er påfaldende. Vi møder også i dette eventyr poesien selv, legemliggjort som en slank, yndig jomfru, der skinner som nordlyset skinner. Denne fantasiskabende natur bringer i erindring, at H.C. Andersen i øvrigt troede på spøgelser. En tjener, Chr. Olsen fra Bregentved, fortalte som 86-årig i 1930, at han, når eventyrdigteren om sommeren boede på Bregentved, måtte have sin seng stående lige uden for H.C. Andersens soveværelse. Den gamle digter var simpelt hen dødsens angst for spøgelser. Adskillige gange hændte det, at H.C. Andersen listede ud af sin seng om natten for at se, om tjeneren var på sin vagt.[11]
Vi møder ellers i disse eventyr mange eksempler på de fænomener, vi allerede har omtalt, således rangforordningen (II,32 og 166), indskrænketheden (II,35, 46, 47 og 157), personerne som fortællere (II,42, 45, 57, 82, 83).
Størst af gruppen af eksempler bliver næsten den, der omfatter de logiske træk, der knytter sig til personerne. Da disse jo er vigtige og i dybeste forstand giver mening og sammenhæng i personernes verden, gør dem helstøbte, vil jeg gennemgå nogle af dem. Et andet dog ikke nyt træk, men et fænomen, man bør lægge mærke til, vil jeg først omtale, nemlig at mange af personerne har, hvad Andersen kalder „et Levnetsløb" eller en historie. Måske det bedste eventyr, som Andersen har skrevet, hvor personerne har et levnetsløb, er det mageløse eventyr „Hørren”. Det er næsten en prototype på et sådan levnedsløb (11,209-12).
I eventyret „Nabofamilierne“ fortæller spurvemoderen om roserne, der kun er til at se og lugte til, hvordan de hvert år af bondekonen syltes med salt og får et fransk navn, som hun ikke kan huske, „og saa lægges de paa Ilden, naar der skal lugte godt. See, det er deres Levnetsløb!“ (II,115). Her omtales altså, at personerne har et levnedsløb eller en historie. Denne går ofte fra vugge til grav, bemærker man. Allerede i eventyret „Den flyvende Koffert“ fortæller svovlstikkerne deres „Levnetsløb“. Vi følger hele familien fra dens ungdom som et stort fyrretræ, til familien bogstavelig talt blev splittet ad. I eventyret „Den grimme Ælling“ og især i „Grantræet“ får vi også sådanne hele livshistorier med perspektiv til menneskeverdenen.
Ligeledes i eventyret „Kjærestefolkene“ om toppen og bolden. De følges næsten fra før de fik egentlig skikkelse og blev født. Således har boldens far og mor været „Saffians-Tøfler“. Toppen er drejet af byfogden selv på hans egen drejebænk. I eventyret „Flipperne“ kommer flipperne til sidst i kludekassen, bliver til hvidt papir og får hele deres historie trykt. Sådan kan det også gå. At personerne også tit er oplevelsesmennesker, verdensbørn som digteren selv, livstørstige sjæle, der ønsker at opleve noget, vidner „Grantræet“ om, men det vil vi også se eksempler på i de senere eventyr.
Nu ser vi på gruppen med de logiske træk. Der står om grantræet: „Men det havde ordentlig Barkepine af bare Længsel, og Barkepine er ligesaa slemt for et Træ, som Hovedpine for os Andre.“ (II,44) Og grantræet tænker, om det mon også kan få en lille prinsesse „og saa tænkte Grantræet paa saadant et lille nydeligt Birketræ, der voxte ude i Skoven, det var for Grantræet en virkelig deilig Prindsesse“ (II,47). I eventyret „Elverhøi“ er der også logik og mening og sammenhæng i dette: „Alle Lygtemændene er sagte til for at gjøre Fakkeltog.“ (II,79). I eventyret „Den gamle Gadeløgte“ siger vinden: „Men nu er jeg træt! nu vil jeg lægge mig!“ (II,110), næsten et ordspil, som der er flere af i „Skyggen“. Stoppenålen er måske den mest logiske af alle Andersens personer, den kommer ovenikøbet med „Suite“, man kan selv læse eventyret! Sneglene hos H.C. Andersen er også logisk set meget vellykkede. Og skyggen er ganske uhyggelig i den logiske ordspilsform, hvori den udtrykker sig: „Jeg boer paa Solsiden og er altid hjemme i Regnvejr!“ (II,135). Det er også fint i overensstemmelse med hans væsen, at han ikke kan få skægget til at gro, og Andersen husker på hans natur, når han danser med prinsessen: „Hun var let, men han var endnu lettere, saadan en Dandser havde hun aldrig havt.“ (II,137). Som i „Den standhaftige Tinsoldat“ hører vi i eventyret „Det gamle Huus“ det logiske lille træk om tinsoldaten: „Jeg har grædt Tin!“ (II,147). De historier, blomsterne i „Sneedronningen“ fortæller om sig selv, „deres egen Vise“, er også fint i overensstemmelse med deres natur, og Andersen har vist, at han har forstand på blomster og kender deres hemmeligheder. Alle disse små realistiske træk gør, at vi ikke helt er overladt til fantasien, men befinder os i et logisk meningsfyldt univers af personer.
At der findes dybere psykologi hos H.C. Andersen viser kærlighedspsykologien i eventyret „Kjærestefolkene“ bl.a. med det fine træk: „just fordi han ikke kunne faae hende, derfor tog Kjærligheden til“ (II,28). Hele eventyret kan med lethed overføres på menneskeverdenen, ligeledes psykologien i „Hyrdinden og Skorsteensfeieren.“
Dernæst ser vi på menneskekarakteristikken fra de allerførste eventyr gennem Nye Eventyr 1844-48, Eventyr 1850 og Historier 1852—55.
I de første samlinger finder vi mest de rene typer af gode og onde mennesker i overensstemmelse med folkeeventyret. I de øvrige eventyr er perspektivet ligesom udvidet, der er et bredere synsfelt, flere motiver og mere perspektiv, også i menneskeskildringen. Menneskekundskab kan man ikke sige, at der er mangel på, men den er ofte formuleret i en lille rammende bemærkning som f. ex. den underfundige i „Lykkens Kalosker“: „Her, som tidt i Verden, vare altsaa de smaa Hoveder de lykkeligste.“ (I,224). Men derfra og til at beskrive det menneskelige sjæleliv er der langt. Kun på et felt synes Andersen at mestre kunsten, nemlig i skildringen af barnet eller sporadisk gennem den godt anvendte børnepsykologi mange steder, som en moderne læser må fryde sig over. Andersen havde virkelig forstand på børn, det er indiskutabelt. I „Den lille Idas Blomster“ ser vi allerede et blændende eksempel på, hvordan han går ind på deres tankeverden. Man husker børnene som de uartige bipersoner i eventyret „Storkene“, den ægte opfattelse af deres verden i historien „Hjertesorg“, den ondskabsfulde og sandfærdige „Børnesnak“ eller den lille røverpige med de vilde manerer, som fint og individuelt er stillet i modsætning til den lille Gerda. Eller man kan tage „Hyldemor“, som giver børnenes verden i en nøddeskal: „For de Smaa var der Liv i Stokken, saasnart de satte sig skrævs over den, forvandlede sig den blanke Knap til et prægtigt vrinskende Hoved, den lange sorte Manke flagrede, fire slanke, stærke Been skjød ud;“ (II,175).
Med stor psykologisk sans behandles også en anden natur, nemlig digternaturen, således i „Lykkens Kalosker“, i eventyret „Den gamle Gadeløgte“ og i „Tante Tandpine“. Det er hans styrke. Mennesker behandler H.C. Andersen ellers bedst gennem et medium, en anden figur end mennesket, gennem en allegori eller et handlingsforløb, der kan overføres til menneskeverdenen („Kjærestefolkene“, „Den grimme Ælling“, „Grantræet“, „Hyrdinden og Skorsteensfeieren“ o. s. v.). Mange personer fra dyre- og planteverdenen er hans talerør. De er således altid let forklædt eller en enkelt egenskab er potenseret. Der findes dog også gode realistiske portrætter hos Andersen som vaskekonen i „Hun duede ikke“ eller pebersvenden i „Pebersvendens Nathue“.
Andersens styrke var som i den pittoreske stil den malende detalje, det lille fine træk, og på det hviler hans menneskekarakteristik også. At han har kunnet sublimere eller potensere visse egenskaber (opofrelsen, moderkærligheden, hjertet, forfængeligheden, hovmodet, ærgerrigheden), deri ligger hans digteriske styrke. I eventyrets genre eller form er visse egenskaber således kommet til at spænde videre, har fået et helt dybdeperspektiv. Det var den lykkelige form han valgte, der betingede dette, for han kunne i virkeligheden kun beherske et lille apparat. Stor frodighed i menneskeskildringen giver eventyrene alligevel udtryk for. Alle typer og individer i en befolkning fra den fattigste til den rigeste er repræsenteret, hvad Paul V. Rubow har gjort opmærksom på.[12] I øvrigt synes Andersen at have forkærlighed for hunkønsvæsener, også når han personificerer. Eventyrmo’r er således feminin i historien „De smaa Grønne“ (Eventyr V), eller se de forskellige kvindeskikkelser, eventyret har i „Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen“ (Eventyr IV). Vi stifter bekendtskab med „Pestmoder“ i „Dryaden“ og Madame Solskin i „Solskins-Historier“ (også Eventyr V). Blomster er i øvrigt næsten altid hunkøn hos Andersen.
Et andet fænomen, man ikke må overse, er Andersens situationssans, hvor replikken f. ex. kan spille en rolle. Således husker man, hvorledes madammen, der skal skrive uden på konvolutten i historien „Hjertesorg“, standser midt i det lange ord, sukker og ender med replikken: „Jeg er kun et Fruentimmer!“ eller beskrivelsen af den lille hyrdinde i eventyret „Hyrdinden og Skorsteensfeieren“. Man husker de naturlige børn i historien „Ib og lille Christine“, der begge vil holde på grisen og så taber den i vandet og er bange for at få bank for grisen, så de løber deres vej fra den forfærdelige begivenhed. Eller „Halte Maren“ i „Hun duede ikke“, der skyllede „meget daarligt, men velmeent, trak egentlig kun det vaade Tøi i Land og fik det i en Kasse.“ (II,313). „Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige“ er således helt og holdent bygget op af levende situationer.
Vi kommer nu til Nye Eventyr og Historier, Første Række 1858-60 (Eventyr III). Bindet starter med eventyret „Suppe paa en Pølsepind“, hvor vi igen fint har at gøre med den lille miniaturverden. Med uforglemmelig situationssans er her den fjerde mus „som talte før den tredie havde talt“ beskrevet (III,21). Dens entré er et guddommeligt billede af et forjaget og forpustet væsen: „den trængte sig frem, saae forpjusket ud, havde tabt sin Pølsepind men ikke Mælet, den talte ligestrax, ligesom om man kun ventede paa den, kun vilde høre paa den, alt Andet i Verden kom ikke Verden ved“ (III,21). De har troet den død og opstillet en pølsepind med sort flor om, men den løber pinden overende. Dens egen pølsepind har den naturligvis glemt ude i den vide verden. Sådanne situationer får personerne til at leve.
Inspirationen er ikke taget af i Nye Eventyr og Historier. Prosaen er blevet bedre, ofte et helt rytmisk foredrag som i „Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre“ og „Anne Lisbeth“. Tillige er det menneskelige perspektiv udvidet til en rigere forståelse og radius sikkert fremkaldt af Andersens egen medgang og digterlykke. Gennemgående for personkarakteristikken gælder det, at indlevelsesevnen er blevet større. „Flaskehalsen“ er et af Andersens interessanteste eventyr set fra personskildringens synsvinkel. Flasken benyttes som en slags indirekte fortæller af en historie. Den er opfattet med stor indlevelsesevne, ligesom betragttet indefra. Se også eventyret „Fem fra en Ærtebælg“ (II,281): „Der var fem Ærter i en Ærtebælg, de vare grønne og Bælgen var grøn, og saa troede de, at hele Verden var grøn, og det var aldeles rigtigt! Bælgen voxte og Ærterne voxte; de indrettede sig efter Huusleiligheden; lige i Rad sad de. – Solen skinnede udenfor og varmede Bælgen op, Regnen gjorde den klar; der var luunt og godt, lyst om Dagen og mørkt om Natten, saaledes som det skulde være …“. – Vi føler og lever med flasken (hvis hele levnedsløb vi får) og bliver indviet i alle dens fornemmelser. Tilfælles med dens forfatter har den, at den har oplevet meget, er et oplevelsesmenneske. Tillige ønsker den som flere af Andersens personer at være „Noget“, at gavne eller stå til „Nytte og Fornøielse“ (III,31). Se også eventyret „Noget“ om de fem brødre.
Vi bliver indviet i flaskens fornemmelser betragtet indefra: „Den saae først igjen Dagslyset, da den med de andre Kammerater blev pakket ud i Viinhandlerens Kjelder og første Gang blev skyllet, det var en løierlig Fornemmelse. Den laae nu tom og propløs, følte sig saa underlig flau, den savnede Noget, men vidste ikke selv, hvad den savnede (III,26). Indefra er også dette lille træk set: „Den blev nu vasket og skyllet, den kunne trænge til det; den følte sig ganske klar og gjennemsigtig, den var ung igjen paa sin gamle Alder …” (III,30). Da den kommer op i ballonen, følte den sig „saa ung, saa ellevild, den var halvfuld af Vinen …” (III,32). Det er mesterlig indlevelseskunst.
„Pebersvendens Nathue“ er en af Andersens mest vellykkede historier. Som i „Taarnvægteren Ole“ er her en original beskrevet, som ikke har så lidt endda tilfælles med H.C. Andersen selv. De mennesker, Andersen hidtil har kunnet beskrive bedst, er børn og digternaturer, hertil føjes nu originalen, der lever i sin egen underlige verden. Her giver både den ydre og den indre karakteristik et billede af en særling. Først får vi et ydre portræt med alle karakteristiske detaljer udpenslet, så ordene „Han var just til at male“ retfærdiggøres (III,35). Den indre karakteristik minder om Andersen selv: „Han syede selv paa sit Tøi, lappede paa sine Skoe.“ (III,36). Også Andersens egen ulyksalige tvivlesyge får vi i billedet af hans sengegang, hvordan han står op igen for at undersøge, om hvert kul er udbrændt i den lille ildpotte, hvordan han var uvis om jernstangen var sat for døren og krampen for skodderne. I en lille replik kan ligge en hel verden f. ex.: „Gifte sig! ho, ho! loe han saa dybt og underligt.“ (III,42). Hans ensomhed, der får hele mareridtets præg, eneboerens lod er mesterligt gengivet. Det er et gennemført, i høj grad også psykologisk portræt. Specielt i denne historie spiller drømmene en eminent rolle. Han erindrer således sit liv i drømmebilleder. Personerne hos Andersen har meget ofte drømme. Jeg tror, det i virkeligheden ofte er en skjult kompositionsteknik. Andersen er som sædvanligt tyet til sin mægtige fantasikraft. Drømme hos personerne finder vi hos pebersvenden (III,43), hos det gamle egetræ (III,53), hos Dynd-Kongens Datter (III,85), hos Anne Lisbeth (III,131) og hos moderen, der mentalt forløses fra sin sorg gennem en drøm (III,157).
I „Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre“ møder vi atter H.C. Andersens indlevelsesevne denne gang i vindens person, et af de ejendommeligste eventyr fra Andersens hånd, det som han selv satte højest. Det er vinden selv, der fortæller. Det er dens åndedrag, vi skal høre i den rytmiske stil. Dens væsen er smeltet ind i stil og ordvalg. Rytmen er vindens rytme, sangen i stilen vindens sang. De mange ordspil er som dens lunefulde væsen, rimene som dens rusken, gentagelserne som dens stød. Vi finder eksempler på allitteration, onomatopoeticon, rim, gentagelse, rytmisk foredrag, inversion, omkvæd og gamle mundheld.
Interessante sjælebeskrivelser finder vi i „Dynd-Kongens Datter“, hvor Helga i sin angst som en kat klatrer op i træets top (III,82). Interessant er også hendes dybe religiøsitet, der helt er åndeliggjort. Man erindrer den lille havfrues længsel efter at få en udødelig sjæl. Beskrivelser af sjælelige tilstande, især angst, er ikke sjældne hos Andersen, ja, vi finder hele beskrivelser af sjælelige sygdomme. Således i „Anne Lisbeth“: „Idet hun tænkte det, prikkede Angesten hende i Hælene, saa at hun gik raskere. Frygten kom som en kold klam Haand og lagde sig i hendes Hjertekule.“ (III,133). Eller overtroen, som virker hos de fattige og primitive sjæle, som Andersen ofte beskriver, blander kortene: „Samvittigheden havde blandet Overtroens Kort, lagt dem op og faaet ud deraf, at nu havde hun kun en halv Sjæl, den anden Halvdeel havde hendes Barn taget med sig ned paa Havsens Bund.“ (III,135). „Anne Lisbeth“ er i den forstand en helt psykologisk studie. Overtroen møder vi også i „En Historie fra Klitterne“: „Den planketykke Dør var lukket, en Jernstang skudt for, men Overtroens Mare kryber gjennem et Nøglehul.“ (III,187). Sjælelig sygdom, især som uhelbredelig sorg, kærestesorg eller sorg over en død, møder vi ofte, f. ex. i „Under Piletræet“, hvor alt går i knude for Knud. Men samtidig har Andersen haft ånd nok til at skrive en historie som „Den sidste Perle“, hvor sorgen er den perle, der ikke kan savnes. „Ved den forhøies de andres Glands og Magt“ (II,309). Sorgen er en af de elementære følelser, som det er lykkedes bedst for Andersen at beskrive i dens skønhed, men også sygelighed.
H.C. Andersens Eventyr bd. IV (1966) omfatter eventyr optagne i Eventyr og Historier I—II, 1862-63, samt Nye Eventyr og Historier, 2. Række, 1861-66. Flere af disse eventyr og historier er bygget over rejseindtryk, således „Metalsvinet“, „Venskabspagten“, „En Rose fra Homers Grav“ og den lange fortælling „Iisjomfruen“. Inspirationen er stadig god. Andersen ejer stadig barnets fantasikraft og indlevelsesevne som den lille historie „I Børnestuen“ vidner om.
Jeg vil nu se på, hvordan H.C. Andersen betragter menneskenes verden eller personernes verden i det hele taget. Der er så mange bornerte personer hos Andersen, at det kunne være interessant for en gang skyld at høre hans egen stemme i dette virvar. Hvordan opfattede Andersen den levende verden omkring sig og dens vilkår? En sådan opfattelse kan udledes af eventyrene. Denne opfattelse spirer allerede i historien „Der er Forskjel“, der netop hylder princippet, at vi alle står lige med et religiøst perspektiv over for Gud. Solstrålerne kender ingen forskel. „Forskjel!“ sagde Solstraalen og kyssede den blomstrende Æblegreen, men kyssede ogsaa de gule Fandens Melkebøtter ude paa Marken, alle Solstraalens Brødre kyssede dem, de fattige som de rige.“ (II,278). Der tales også om „den lige Fordeling af Alt i Tid og Evighed!“ (II,279).
Det menneskeligt rigere perspektiv møder vi især i Eventyr III, således i „Anne Lisbeth“ også med et religiøst perspektiv: „Dog i Himmeriges Rige vil ingen Sjæl kunde sige meer: „aldrig elsket!““ (III,129). Den taknemmelig betonede ydmyghed i eventyret „Pen og Blækhuus“: ” – og Alle ere vi dog kun Instrumenterne Vor Herre spiller paa; ham alene Æren! vi have Intet at hovmode os over!“ (III,150). Slutningen af historien „Deilig“ ender også med en fuld tone af sympati for alle, hvilke egenskaber de end besidder. I „En Historie fra Klitterne“ hører vi at „Tiggeren dernede har Glæder, for ham ligesaa store som Kongen har dem i sit rige Slot!“ (III,170). Vi lærer, at selv fattigmand har sine glæder, og „Barndomstiden for Enhver har sine Lyshøider, der siden straale gjennem hele Livet.“ (III,176). Der er glæder og sorger til enhver. Om jødepigen hedder det: „Og Guds Sol, der skinnede hen over de Christnes Grave, skinnede ogsaa hen over Jødepigens Grav derudenfor, og Psalmesangen, der lød paa de Christnes Kirkegaard, klang ud over hendes Grav;“ (IV,66). Denne altfavnende sympati er i virkeligheden Andersens egen stemme fra manddomsårene, med den betragter han den største som den mindste person i sine eventyr. At det mindste ofte er kært tillige, får vi et levende indtryk af. Sympatien er ofte på den fattiges side, den oversete i livet hædres og huskes ofte efter sin død som jødepigen eller den ulykkelige kunstnerskæbne i historien „Psychen“, hvis statue beundres efter kunstnerens død.
Utallige er de eventyr, hvor vi føres ind i fattige forhold, i et fattigt hus, hos en fattig eller dårligt stillet familie, ja, i fattigskolen. Overalt deler Andersen sol og vind lige imellem sine personer uden at gøre skel imellem dem. Det, der væsentlig skubbede Andersen frem i tilværelsen, var hans fremdrift. Om denne egenskab har han skrevet et helt eventyr, nemlig „Skrubtudsen“. Den har just ædelstenen i sit hoved: „den evige Længsel og Lyst, opad, altid opad! den lyste derinde, den lyste i Glæde, den straalede i Lyst.“ (IV, s. 264). Den ironiske historie „Portnerens Søn“ handler også om en natur, hvis fremdrift hæver ham over hans stand som portnersøn. Jørgen i „En Historie fra Klitterne“ kommer derimod aldrig til at hæve sig over sit milieu, selv om han har adeligt blod i årene. Perspektivet er alsidigt, afvekslende og rigt, men hvor sympatien er mærkes altid stiltiende.
Også i eventyrene fra denne periode har personerne meget hyppigt drømme. Således i „Metalsvinet“ (IV,19), i „En Rose fra Homers Grav“ (IV,44), visioner i „Bedstemoder“ (IV,47), drømme i „En Historie“ (IV, 56), i „Skarnbassen“ (IV,79), i „De Vises Steen“ (IV,90 og 97), i „Iisjomfruen“ (IV,159) og i „Guldskat“ (IV,215). Det er næsten den hyppigste sjælelige tilstand igennem alle eventyrene, det er så at sige en naturlig udtryksform for Andersens specielle åndsliv at folde sig ud i ren fantasi, drømme, visioner eller billeder.
Skildringen af sjælelig sygdom, her en åndelig krise, finder vi i fortællingen „Psychen“ om den unge kunstner, der bliver munk efter en ulykkelig kærlighed. Personer, der ønsker at udrette noget, findes omtalt i eventyret „Sneglen og Rosenhækken“. Også i eventyret „Flyttedagen“ siger det knækkede lertøj: „Jeg veed, at jeg har gjort Gavn i denne Verden, mere Gavn end saadan en grøn Pind!“ (IV,247). At gøre gavn eller nytte er et tilbagevendende træk hos Andersens personer. Se også „Hørren“ (II,210). Et andet tilbagevendende træk er personernes levnedsløb. Som eksempel på sådanne levnedsløb kan nævnes skarnbassens (IV,80), i eventyret „Sneemanden“ fortæller lænkehunden et helt levnedsløb fra den var hvalp af (IV,103). I eventyret „I Andegaarden“ står der om den portugisiske and: „Hun lagde Æg, blev slagtet og anrettet; det er hendes Levnetsløb.“ (IV,106). Og vi får at vide om den slidte damehandske: „Mit egentlige Liv var en Balnat.“ (IV,247).
Men også i de større historier som „Iisjomfruen“ og „Portnerens Søn“ er det Andersens teknik at lade os følge en persons liv og skæbne fra vugge til grav. Det gælder både menneskeverdenen, dyrenes verden og tingenes. I den forstand ligger der altid en lille episk tråd i Andersens personskildring. Andersens egentlige geni, at fortælle en historie, spejler sig således overalt i eventyrenes verden og personernes verden, fra hvad side man end betragter dem. Personernes verden er således ofte handlingstråde, der slynger sig igennem den store verden eller den lille miniatureverden. Replik, situationssans, korrekt iagttagelse og en lille episk slynget tråd holder sammen på personernes verden. Det er simpelt hen solidt bygget håndværk, fuldt af snilde og prydet med fine detaljer. Andersen var ikke blot fingernem, men hans ånd lagde brik ved brik i et fint henrivende, afvekslende mønster.
Korrekt logisk tankegang og replik udfra personernes verden finder vi mange steder. I „Sneemanden“ siger lænkehunden: „Kjærrrrestefolk! De skal flytte i Hundehuus og gnave Been sammen.“ (IV,103). Ællingerne siger således i „I Andegaarden“: „Vi have det ikke med store Ord i Næbet.“ (IV, 107) Eller den vittige blandt dem siger om den portugisiske: „At den gamle gik snart i Ællingedom“. (IV, 109). De ræsonnerende personer i „Iisjomfruen“, således stuekatten, siger om de forlovede: „Rudy og Babette have hele Aftenen traadt hinanden paa Poterne under Bordet“ (IV, 143) eller efter forlovelsen: „Den Gamle sparkede ikke ud, han trak Kløerne ind, tog sig en Middagsluur og lod de To sidde og loggre;“ (IV,148). Mosekonen bander vittigt: „Ih, du store Brygning!“ (IV,187) eller lygtemændene bander på samme vis: „Vi ville flamme mig flamme.“ (IV,192). Skrubtudsen i eventyret af samme navn siger om storken: „Og hvor kan han svømme! … da Storken med udbredte Vinger tog Fart igjennem Luften.“ (IV,264). Den tænker som de andre personer ud fra sine forudsætninger. Men sådanne replikker gør personerne ægte og fører os lige ind i deres egen verden, hvor de i følge logikken må tænke således.
Interessantest af fortællingerne og ypperligt fortolket af Niels Kofoed er „Iisjomfruen“.[13]
Eventyr V (1967) indeholder Nye Eventyr og Historier, 3. Række 1872 og andre eventyr. Vi hører i H.C. Andersens seneste eventyr ofte klange fra tidligere eventyr, særlig mærkbart i dette sidste bind. Flere af de sidste eventyr har ofte deres styrke i et godt humør eller humor, selv om der også i nogle af dem er en besk malurtdråbe. Allerede i Eventyr IV (se „Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen“) begynder Andersen at referere til nogle af sine gamle eventyr, og „Flyttedagen“ giver os et tredie besøg hos „Taarnvægteren Ole“.
Linjer bagud finder vi også i personskildringen. Figuren dryaden i eventyret af samme navn er således en sammensmelten af den tidligere person grantræet og den lille havfrue, hvad replikkerne og personskildringen tydeligt viser. Som grantræet ude i skoven drømmer dryaden: „O var jeg dog der i al den Glands og Pragt!“ (V,73) eller der står: „Dryaden bævede i Forventningens Vellyst.“ og „Et Længselens Barn som hun“ (V,77 og 82). At hun også har lighed med den lille havfrue, viser hendes skæbne. Et halvt livsdøgn bliver hun menneske i stedet for „Aaringers Leven i Hverdags Træthed og Kjedsommelighed“ (V,80). Som den lille havfrue bliver til skum på søen ved de første solstråler, må også hun betale prisen: „Den første Straale faldt paa Dryaden. Hendes Skikkelse skinnede vexlende i Farver, som Sæbeboblen, idet den brister, forsvinder og bliver en Draabe, en Taare, der falder til Jorden og forsvinder.“ (V.89).
I „Den store Søslange“ ræsonnerer havets dyr på samme måde som i „Den grimme Ælling“: „Kom med, Gamle! sagde de. „Her er kommen en ny Fisk, som ikke skal taales“ (V,166). I „Hvad gamle Johanne fortalte“ spiller et piletræ, forbundet med barndommen, atter en rolle som i „Under Piletræet“ med den samme hjemstavnssymbolik.
Andersens syn på menneskeverdenen, det rige perspektiv han nåede i manddomsårene, finder vi også eksempler på i dette bind således i „Den gamle Kirkeklokke“ (V,24), i „Lykken kan ligge i en Pind“ (V,123), i „Kometen“ (V,126), tydeligt som motiv i eventyret „Hvem var den Lykkeligste“ og smukt og stemningsfuldt i historien „Lysene“ (V,146 og 147). For den fattige lille pige er det at få varme kartofler til aften ligeså stor en glæde som ballet i det rige hus, hvor den lille pige skal have de store røde sløjfer på. „Stjernerne blinkede over alle Huse, over de Riges og over de Fattiges, lige klare, lige velsignede.“ (V,147). Det er historiens morale.
Andersen agiterede bevidst, mener jeg, for lighed mellem fattig og rig. Kun når Andersen satiriserer over menneskeverdenen, er der, som jeg har gjort opmærksom på, en slags rangforordning mellem personerne, ellers gælder Bo Grønbechs synspunkt: „At alle Væsener … staar på lige Fod.“[14] Bo Grønbechs synspunkt kan dog diskuteres. Han skriver:
„Det er ogsaa en Selvfølge, at alle Væsner, store og smaa, betydelige og ubetydelige, staar paa lige Fod, d.v.s. er lige levende og i lige Grad berettigede til at leve. For naar man som A i hvert givet Øjeblik træder i umiddelbar, levende Forbindelse med det man ser, bliver det en Umulighed at opfatte Tingene og Dyreverdenen som en Rangstige, hvor visse er finere end andre.“
Jeg tror ikke, at H.C. Andersens opfattelse af personerne altid var så umiddelbar endda, hans satire over menneskene er i hvert fald undtaget dette synspunkt. For at få lidt hold på disse meget små personer og en vis sammenhæng i dem har det været nødvendigt ofte at give dem et ord at sige, en mening at hævde, ellers ville de slet ikke eje et fysiognomi eller i allegorierne afspejle menneskeverdenen.
Familieskabet, som Andersen selv kalder det, er udbredt i alle eventyrene mellem personerne. Om tranlygterne siges ondskabsfuldt: „Men hver af os Tranlygter lyser af hvad man har i sig og ikke ved Familieskab“ (V,48). Kartoffelen i „Hvad man kan hitte paa“: „Den sang om sig og sin Familie“ (V,109). I „Hvem var den Lykkeligste“ skændes man ligefrem om familieskabet. Sådanne træk er menneskelige træk, der er hæftet på personverdenen og gør os mere fortrolig med den. At der dog ofte ligger en snert også i familieskabet må man have øjnene åbne for. Andersen havde både sympatier og antipatier. Den beske satire, i hvis tjeneste personerne ofte står, er næsten mere overvejende end sympatien, kikker man nøjere efter.
Hyppigst er det i den skarpe replik, satiren er lagt i munden på personerne. I „Gartneren og Herskabet“ serveres herskabets nedladende og snobbede holdning i ondskabsfuld form. Teateratmosfæren er karikeret i „Marionetspilleren“, hvor direktøren til sidst slås ihjel af sit eget personale. Kritikken får et hib i „Hvad man kan hitte paa“ og i det lille eventyr uden for de samlede udgaver „Qvæk“. Personerne hakker efter hinanden i begyndelsen af „Solskins-Historier“ eller skændes som den danske og norske las i „Laserne“. I „Hvad Tidselen oplevede“ karikeres den honette ambition. Dyr og mennesker sympatiserer ofte ikke med hinanden som i „Dryaden“ (V,84 og 86) og i „Den store Søslange“. Der er afstand imellem personerne, opdager man, en uendelig bedreviden, familiesammenhold eller klammeri, aversion mod alt nyt, kort og godt et spejlbillede af et rigtig snerpet København. Mennesket er taget på kornet, som f. ex. den smigrede nisse i „Nissen og Madammen“. Det var ikke uden grund, at Andersen kunne skrive om troldspejlet, hvori alt blev forvrænget. Personerne har i høj grad deres bagside.
For det meste er der ingen sproglig barriere imellem de forskellige væsener. Tommelise forstår af sig selv dyrenes sprog (markmusens, svalens). I eventyret „Sneedronningen“ har kragen vanskelighed ved at tale Gerdas sprog, den forstår efter sin natur bedre kragemål eller P-mål, sikkert en spøg. At dyrene kan have deres eget sprog antydes i „Elverhøi“ (II,79): „De kunde godt forstaae hinanden, for de talte Fiirbene-Sproget.“ Flasken i eventyret „Flaskehalsen“ forstår på menneskelig vis ikke sproget, da den kommer udenlands. Om dyndkongens datter får vi at vide, at „Fuglenes Sprog kunde hun, fra hun fløi i Svaneham“ (III,92). Overnaturlige kræfter virker således ofte ind på sproget. I „Klokkedybet“ siges om kirkeklokken, at den forstod fuglenes sprog. Om den vise mand i „De Vises Steen“: „Som den vise Kong Salomon forstod han Dyrenes Sprog“. (IV,89). I eventyrene forstår alle personer umiddelbart hinanden, men i de mere novelleagtige fortællinger som „Iisjomfruen“ får vi at vide, at denne gave kun er givet børnene: „Thi naar man er Barn og endnu ikke kan tale, forstaaer man udmærket Høns og Ænder, Katte og Hunde, de tale os lige saa forstaaeligt som Fader og Moder tale, man maa bare være rigtig lille.“ (IV,123). Dryaden forstår menneskenes tale lige så godt som dyrenes (V,72).
Vi ser altså mellem alle disse personer, at sproget ikke frembyder nogen vanskelighed, hvad man heller ikke venter i eventyrets verden, hvor alt på et sekund kan blive muligt.
Personernes psykologi består først og fremmest i, at de er menneskeliggjort. Hertil bidrager det udbredte familieskab, de mange visitter man gør hos hinanden, naboskabet, frierierne, forlovelserne og ofte beskrivelsen af den ydre fremtoning som f. ex. af „Veirmøllen“: „Jeg er et tænkende Væsen og saa velskabt at det er en Fornøielse. Jeg har en god Qværn i Brystet, jeg har fire Vinger og de sidde mig oppe i Hovedet, lige under Hatten … Jeg har Galleri om Maven og Beboelsesleilighed i Nederdelen“ (IV,195). Om græshoppen i eventyret „Springfyrene“ hører vi tilsvarende, at den „var i grøn Uniform og den var medfødt.“ (II,91). Menneskelige tankegange er bevidst påduttet personerne som grantræet, der tænker: „Mon der komme Træer fra Skoven og see paa mig?“ (II,44). Selv honningkagerne på disken har deres levnedsløb, den helt symbolske stumme kærlighed, der aldrig fører til noget, og vi hører om deres forelskelse i hinanden med helt menneskelig psykologi: „Og de laae Dage og Uger paa Disken og blev tørre, og hendes Tanker bleve finere og mere Qvindelige: „Det er mig nok, at jeg har ligget paa Disk med ham!“ tænkte hun, og saa knak hun i Livet“ (II,262). Det antropomorfiserende element er overhovedet ledetråden i beskrivelsen af genstande, dyr og planter, der står uden for menneskeverdenen. Det realistiske kendskab Andersen samtidig har til personerne, deres spisevaner, deres lyde, det de finder fornøjelse i, gør at vi står over for et fantastisk menageri af et menneskeligt, men samtidigt logisk og realistisk tilsnit. Når til de menneskelige og realistiske træk føjes de overnaturlige træk, hvor vi aner, at den hele verden er forbundet ved usynlige bånd, svimler det for en. Denne verden er i sandhed lige så underholdende som Andersens egen forunderlige figur.
Der er eventyr som f. ex. „Tolv med Posten“, der helt er bygget op af personifikationer; vi har at gøre med Hr. Januar, Frøken Mai og Madam August – et helt rejseselskab af forskellige personer.
Bruger man hovedpersonerne til rettesnor og tæller summarisk op, får man det resultat, at eventyr med mennesker som personer er de hyppigste. Gruppen er lidt mere end dobbelt så stor som grupperne med dyr, genstande og overnaturlige væsener. Disse tre grupper er lige store. En mindre gruppe udgør eventyr om planter, ca. halv så stor som hver af disse grupper. Gruppen med eventyr om børn er lige så stor som gruppen med planter. Vi ser altså, at mennesket står i centrum. Kun i Eventyr I er de overnaturlige væsener hyppigst. Eventyr om genstande er hyppigst i Eventyr II.
H.C. Andersens personifikation er universel. Han har personificeret elementerne, naturen, solstrålerne, luften, vinden og natten. Man har ikke i verdenslitteraturen et sidestykke dertil. Skyggen er aldrig før i litteraturen gjort til en figur, Tante Tandpine er enestående som fantasivæsen med uhyggeligt realistiske træk, og svimlen i „Iisjomfruen“ er ganske selvopfunden. Stoffet i studiet af H.C. Andersens personer spænder i virkeligheden videre end denne artikels rammer, en ny bog kunne komme ud deraf, men her er blot tilsigtet at give et indtryk af mulighederne i dette studium af den frodige forfatter.
