Fata morgana, også kaldet luftspejlinger eller luftsyn, har fascineret H.C. Andersen mere end andre danske forfattere, og vi ved alle, at han i „Jylland mellem tvende have“ siger om heden: „Her hvor ørknens luftsyn bor“. De fleste forbinder det med de tørstende ørkenrejsende, og dog forekommer det overalt på jorden endog i de arktiske egne.
Elverdronningen, Fata morgana eller den skønne, men skæbnesvangre Morgaine Fairy (Feen Morgaine), var efter sagnet søster til den engelske kong Arthur, der opfandt de første rundbordssamtaler. Hun blev efter sigende „adopteret“ af italienerne, da hun særlig drev sit spil i Messina-strædet, hvor hun først skal være omtalt 1643.
Hun siges at have den kedelige vane at slå sine tjenestefolk ihjel og for at få nye fremtryllede hun sit slot med en indbydende havn, så de stakkels søfolk forliste.
Når jeg kom til at beskæftige mig med denne skønne fe, der unægtelig ligger udenfor mit egentlige fag, så skyldes det, at jeg ved en oprydning genfandt min mors beretning om, hvordan hun som ung ude på den jydske hede så et betagende syn ved aftenstid den 3 oktober 1884. Der viste sig da på vesthimlen en voldsom brand, og hun mente at kunne genkende bygningen men troede, at synet måske kom fra England og at hun kendte den fra billeder. Nogle dage senere – posten var jo langsom dengang – viste det sig, at det var Christiansborgs brand, der havde vist sig på denne forunderlige måde.
Det bevirkede, at jeg begyndte at undersøge, hvad der forelå om danske luftspejlinger, og foruden at gennemgå megen litteratur skrev jeg nogle kroniker i venstrebladene, der har den største udbredelse på landet, og jeg fik derved ikke mindre end 70 beretninger om luftspejlinger i dette århundrede. Hedens opdyrkning og tilplantning har dog bevirket, at de nu er sjældnere der end før, og nu optræder de mest i kystegnene eller i kystnære områder.
Men hvorfra kendte H.C. Andersen til luftspejlingerne?
Denne øbo, der formåede at skrive den bedste jydske sang, der først offentliggjordes i „Illustreret Tidende“ 18 marts 1860.
Det er egentlig mærkeligt, at trods der er „tygget drøv“ på ham mere end på nogen anden dansk digter, synes det som om der aldrig har været nogen, der har beskæftiget sig med denne side af hans forfatterskab.
Vi ved jo, at han gentagne gange var i Jylland, særlig som gæst hos fabrikejer Drewsen i Silkeborg, men jeg tvivlede på, at han kunne have set luftspejlinger der. Hele min barndom og ungdom tilbragte jeg alle mine sommerferier der og har senere boet der fast i sammenlagt 7 år, og jeg har aldrig hørt om luftspejlinger på den egn.
Jeg måtte så igang med hans store produktion og uden at give det ud for, at jeg har læst alt, har jeg dog fundet en del.
Det lå jo nær at tænke sig, at han først havde set fænomenet i Italien, og den første omtale findes også i „Improvisatoren“ fra 1835, hvor improvisatoren, Antonio, til hvem han vel selv har stået model, får til opgave at improvisere over Fata morgana, som han skriver, at han aldrig har set „men jeg kendte godt den skjønne Fee Phantasien, der byggede i disse glimrende Slotte; min egen Drømmeverden kunde jeg skildre, i den svævede ogsaa hendes Haver og Slotte; i mit Hjerte boede jo Livets skjønneste Fata Morgana“.
Og han digter så:
„En Morgen flokkedes Fiskerne ved Strandbredden; i den opgaaende Sols Straaler svømmede, tæt ved Capri, en ny, underdejlig Ø, bygget af Regnbuens Farver og med skinnende Taarne, Stjerner og klare purpurfarvede Skyer. „Fata Morgana!“ raabte de Alle og jublede glade ved det dejlige Syn, men den unge Fisker kjendte det godt, der havde han leget, der havde han bygget med den deilige Phantasie, sælsom Veemod og Længsel greb hans Sjæl, men gjennem Taarer blegnede og forsvandt det hele kjendte Billede. – I den maaneklare Aften steg atter Slottet og Øen, bygget af Straaler og Duft; fra Forbjerget, hvor Fiskerne stode, saae de en Baad med Pilens Fart skyde hen mod det sælsomme svømmende Land og forsvinde, og pludselig slukkedes den hele Straalebygning, der steg en kulsort Sky over Søen, en Skypumpe bevægede sig hen over den rolige Flade, der nu hævede mørkegrønne Bølger. Da den svandt, var atter Søen rolig. Maanen skinnede paa det blaae Vand, men man saae ingen Baad, den unge Fisker var forsvundet med det skjønne „Fata Morgana“.“
Mulig er det også en luftspejling han omtaler sammested ved sejlturen til Capri:
„Hele Kysten til Høire syntes mægtige hængende Haver, anlagte af Phantasiens dristige Semiramis.“
I „En Digters Bazar“, der udkom 1842, skriver han om en sejltur ved Sicilien: „… vort Piilsnare Dampskib gled over dette Vandspeil, hvor Fata Morgana viser sit Luftslot; men ingen Søile-Rækker af Straaler, ingen phantastiske Kupler og gothiske Taarne hævede sig paa det blaa Vand. Dog Kysterne selv var et Fata Morgana for Øie og for Tanke.“
Samme sted skriver han om en rejse fra Napoli til Grækenland, hvor han sikkert, uden at være klar over det, har set en luftspejling. Han omtaler nemlig, at han en dag kort før solnedgang hvor de stadig kunne se Etna mente at kunne se land i øst. Kaptainen var dog skeptisk og sagde, at de først næste dag ville kunne se Grækenlands bjærge; men da han fik kikkerten frem, så han, at det var en sneklædt bjærgtop ved Navarino. Kaptainen havde aldrig hørt, at man samtidig kunne se Etnas top og den græske kyst, men at det virkelig var denne sidste, viste sig den næste dag.
I Athen hørte Andersen af „en Lærd“, at denne fornylig havde læst det samme i en anmeldelse af et engelsk værk, men at anmelderen havde betvivlet rigtigheden heraf. Da afstanden mellem Etna og den græske vestkyst er ca 600 km, må det have været en luftspejling af den græske kyst, for selv om Etna er 3279 m høj, skulle det være umuligt samtidig at se både den og de græske bjærge, hvis maksimale højde her er ca 1000 m lavere, uden at der har været tale om luftspejling.
Af de hjemlige beskrivelser synes den første at være fra 1836, hvor han i romanen „O T“ – som vi alle kender fra „Kryds-og-tværs’erne“ men som vel de færreste nulevende har læst – lader romanens helt, Otto Thostrup, begejstret skildre den jydske vestkyst i nærheden af Løkken med disse ord:
„Paa en Reise til Børglum Kloster oplevede jeg en Storm. I Morgenstunden var det ganske blikstille, men graat, og vi fik et Slags Fata Morgana. Et Skib, endnu ikke kommet frem over Horizonten, viste sig derude, men det var vendt med hele Takkelagen, Masten nedad og Skroget op. Det kalder man Dødningsskibet, og naar det sees, er man vis paa et Uvejr og en Stranding“ — og storm og stranding fulgte.
Det kan ikke være en iagttagelse, som Andersen selv har gjort, da han efter „Mit Livs Eventyr“ først kom til Børglum Kloster i 1859. På den første jyllandsrejse i 1830 nåede han kun til Viborg, og selv om han dengang skrev „Phantasie ved Vesterhavet“ og „Maleri af Jyllands Vestkyst“, oplyser han selv, at han aldrig havde set disse egne, men kun kendte dem fra andres mundtlige skildringer.
Andersen synes jo at have forberedt sig meget grundigt til sine mange rejser, men hvorfra han har denne beskrivelse er uvist. Han har dog fået fat i, at luftspejlinger ofte — men ikke altid — viser et omvendt billede.
Efter „Mit Livs Eventyr“ synes det at fremgå, at han i 1844, da han besøgte Kong Christian VIII på Føhr i Ditmarsken, har set en luftspejling. Han omtaler nemlig, at han en dag på en udflugt til Oland sad sammen med prinsen af Noer på en af de højeste klitter. Det var ved ebbetid, og han fortæller:
„Ind mod Amrum og Føhr var nu ganske landfast, fra den ene Ø til den anden kjørte Folk over den vaade Sandbund, en heel Række Vogne saae vi, de fremtonede paa det hvide Sand og mod den blaa Horizont mer end dobbelt saa store, det var som de gled gennem Luften“ — og det var åbenbart en luftspejling.
Egnsbeskrivelsen herfra har han benyttet i „De to Baronesser“ fra 1857, men da skriver han kun om de på digerne opførte veje, at de får een til at tænke på jernbaner, og han tilføjer:
„… men med samme skuffede Følelse som Karavanen i Ørkenen, der ved Fata Morgana seer Søer og Skove, hvor man veed kun er det øde Sand.“
Her er Fata Morgana dog kun brugt digterisk. Mere baseret på iagttagelse synes det at være, når Andersen i en artikel om Silkeborg i „Delbancos Folkekalender“ fra 1853 – skriver om „den nye Chausse“ og „Flyvesandet“, der kun kan være århusvejen og indsandsarealet „Haarup Sande“ i den nordlige del af Silkeborg Nordskov.
Han skriver der:
„Ja, paa Aa og i Skov, paa Sø og ude ved Kilderne … er en Afvexling, Storhed og Skjønhed! og nu den af Hede selv kun begrænsede Hede, — den jævne brede Landevei fører os over den, – kom her en varm Sommerdag, naar Solstraalerne brænde paa den sortbrune Lyng, da viser Fata Morgana her sine Tryllebilleder, som hun viser dem i Saharas Sandørken. Du tror at see langt ude det aabne blikstille Hav … og dog er det Hele en Skuffelse, der hvorhen Du seer, er kun den tørre sortbrune Hede“.
I Andersens dagbog for 4 juli 1859 skrives efter et ophold i Silkeborg: „Klokken 12 kjørte [jeg] med Extrapost til Herning …; smukkest og meest vildt tæt ved Silkeborg… . Langt borte løftede sig Huse og Banker som op af en blikstille Søe“.
Og fra samme dagbog staar der om Vestkysten:
„Her er Klitterne … Som dengang saaledes endnu strækker sig milevidt den brune Hede med sine Kæmpegrave, sine Luftsyner, sine krydsende, knoldede og sanddybe Veje.“ Hvilken beskrivelse næsten ordret er gengivet i „En Historie fra Klitterne“.
Om samme rejse i 1859 skriver han i et brev til Ingemann („Mit Livs Eventyr“):
„Landet selv bliver engang et Korn- og Skovland, er jeg forvisset om; men da er den romantiske, lynggroede Hede borte, med sin Eensomhed, sit Fata morgana og al sit Præg af en gammel Tid.“
Det kan man i sandhed kalde optimisme i betragtning af, at det var før der var tænkt på Hedeselskabet eller den store opdyrkning, som først satte sit præg i slutningen af forrige århundrede.
I „Mit Livs Eventyr“ skriver han om køreturen fra Randers til Viborg: „… medens jeg kjørte, sprang frem Sangen „Jylland“, som vor dygtige Componist Heise har givet Toner, som klinge ud over Danmark“ – og her kommer de to første vers af „Jylland mellem tvende Have“.
I romanen „At være eller ikke være“ fra 1857 har han en egnsbeskrivelse fra Hvinningdal lidt vest for Silkeborg. Der står her:
„Det var lige i den varme Middagtid, Solen brændte stærkt; de kom, hvor Bakken skraanede og hvorfra den udstrakte Hede viser sig. Hvilket Syn! det var ikke mere den gamle, kjendte Egn, paradisisk deilig laae her en Natur, som Niels aldrig før havde seet: en stor, vidtudstrakt, blikstille Sø med deilige Skovøer, der spejlede sig omvendt i Vandet; høie Taarne med Buskvækst paa Brystværnet, som var det hængende Haver. Hans Øine straalede ved at se denne Herlighed; men saa kom han i Tanken, at det maatte være Kogleri, Troldfolks Blændværk …
„Er det ikke Trolderi?“ spurgte Niels. „Der er jo ellers kun Lyngheden; og ellers hverken Skov, Træer eller saadan en Sø.“
„Det er virkeligt!“ sagde Bodil. „Jeg kan ingen Forklaring give Dig; dog er det Noget, ligesom Regnbuen, der viser sig, men vel ikke saa tidt og ikke overalt, som den. Det kommer fra Gud! Den Onde har ingen Deel deri!“
Det var Fata Morgana, de saae, som det ved varme Solskinsdage viser sig paa den jydske Hede og i Ørkenlandet. Vandet, Øerne, Træer og Taarne, Alt traadte frem med saa bestemte Omrids, saa tydeligt, lige til det Mindste.“
Senere i romanen omtaler han den nylig grundlagte by, Silkeborg, som et Fata Morgana. Og han bruger det samme billede ikke mindre end to gange ved de to besøg han aflagde paa Pariserudstillingen i 1867.
I eventyrene findes en berømt Fata morgana-skildring. Den står i „De vilde Svaner“, hvor digteren skildrer Elisas flugt over havet sammen med svanerne:
„Da Solen kom høiere, saae Elisa foran sig, halv svømmende i Luften, et Bjergland, med skinnende Iismasser paa Fjeldene og midt derpaa strakte sig et vist milelangt Slot, med den ene dristige Søilegang ovenpaa den anden; nedenfor gyngede Palmeskove og Pragtblomster, store som Møllehjul. Hun spurgte, om det var Landet, hun skulde til, men Svanerne rystede med Hovedet, thi det, hun saae, var Fata Morganas deilige, altid omvexlende Skyslot; derind turde de intet Menneske bringe. Elisa stirrede derpaa; da styrtede Bjerge, Skove og Slot sammen, og der stod tyve stolte Kirker, alle hverandre lige, med høie Taarne, og spidse Vinduer. Hun syntes at høre Orgelet klinge, men det var Havet, hun hørte. Nu var hun Kirkerne ganske nær, da bleve disse til en heel Flaade, der seilede hen under hende; hun saae ned, og det var kun Havtaage, der jog hen over Vandet. Ja en evig Afvexling havde hun for Øie, og nu saae hun det virkelige Land, hun skulde til; der reiste sig de deilige blaae Bjerge, med Cederskove, Byer og Slotte.“
Det er vist den eneste. Mærkeligt nok synes luftspejlingerne ikke engang at være nævnt i „Ib og lille Christine“, hvor der ellers er flere beskrivelser af silkeborgegnen.
Tilfældigt fik jeg en bekræftelse på, at der har været luftspejlinger ved Silkeborg midt i forrige århundrede, og at det åbenbart har været, om ikke en daglig begivenhed, så i alt fald ikke noget sjældent.
Det var i en erindringsbog fra 1852-68, hvor fru Elfride Fibiger, der var gift med distriktslægen i Silkeborg skriver om denne egn:
„Det karakteristiske Skuespil, som en Hedebrand frembød, naar dens Flammehav lyste op i den mørke Nat, var paa sin Vis lige saa storslaaet, som de vidunderlige Luftspejlinger ude i Horizonten i Daglysets Skær.“
I Galschiøts store bog „Danmark i Skildringer og Billeder“ fra ca. 1890 har maleren Godfred Christensen givet en malende beskrivelse af en luftspejling, som han så fra en høj SV for Silkeborg. Og så sent som i 1912 er der set en storslået spejling fra „Frederik VII’s Høj“ i Silkeborg Vesterskov. Ligesom der fra nyere tid er en beretning om en spejling ved Christianshede, ca 10 km SV for Silkeborg.
Det er således ikke umuligt, at H.C. Andersen har set luftspejlinger på denne egn — og måske også ved Nørre Vosborg, øst for Nissumfjord, som han besøgte, og hvorfra der foreligger en længere beretning i Galschiøts bog.
Senere skildrere af heden omtaler sjældent disse syn. Måske er det fordi de var på rejse og ikke fastboende, og hedebønderne udtalte sig måske nødigt om dette overnaturlige skuespil. Det må uden tvivl også være et betagende og skønt syn, for som flere har oplyst: „det er som den skønneste farvefotografi!“ – og højere kan naturen vel ikke nå?
Foruden Andersens egne værker er brugt følgende:
