Medens Røde Kors ikke behøver nogen præsentation, er det næppe helt overflødigt at forudskikke nogle linjer om denne menneskekærlige institutions ophavsmand.
Henri Dunant var født i Genève i 1828. I sin ungdom var han en foretagsom forretningsmand. Da han i 1859 var i gang med spekulationsforretninger i Algeriet, opsøgte han Napoleon III i Italien, hvor den italiensk-fransk-østrigske krig rasede. Således gik det til at Henri Dunant den 24. juli blev øjenvidne til det blodige slag ved Solferino (lidt syd for Gardasøen). Den franske kejser samt den østrigske (Franz Joseph) deltog personlig i dette slag, som blev det sidste i denne morderiske krig.
Dunant fik den dag et chok for livet. Rystet over sine oplevelser skrev han i 1862 den gribende bog Un souvenir de Solférino, som han udsendte som privattryk til en vid kreds. Dette skrift førte i 1863 til oprettelsen af Røde Kors og i 1864 til Genéve-konventionen.
Derefter blev han glemt og var sunket ned i den dybeste armod, da han i 1895 blev opdaget på et fattighospital. I 1897 modtog han fra det schweiziske forbundsråd en vistnok beskeden præmie, og i 1901 fik han, sammen med den franske socialøkonom og fredsven Frédéric Passy, Nobels fredspris, den første der blev uddelt.
Han døde i 1910.
Blandt dem der fik bogen tilsendt var H.C. Andersen, som jo havde et anset navn og mange venner i Schweiz. Han var formentlig den første dansker der fik den.
I den fornøjelige bog Fra H.C. Andersens boghylde (1961) nævner Estrid og Erik Dal at han havde ejet Dunants bog. Den står i auktionskataloget fra 1876 som nr. 797 med tilføjelsen ne se vend pas (ikke til salg), og er dér taxeret til 30 øre.
I dag ville mangen en bibliofil nok gerne give noget mere for denne godbid. Hvem fik mon hammerslag på den i 1876? – Og hvor er den havnet?
I 1961 var det ikke lykkedes Estrid og Erik Dal at opklare hvordan H.C. Andersen havde fået bogen. Men ved en gennembladning af Det kgl. Biblioteks brevsamling NKS 2315, 4° har jeg fundet et brev fra den schweiziske digter Henri Blanvalet de Schmitz, som H.C. Andersen havde været sammen med i Schweiz i 1860.
Brevet, som er på fransk, lyder i oversættelse som følger:
11. februar 1863
Jeg skriver til Dem i dag i anledning af et hverv man har pålagt mig, nemlig at bede Dem om at modtage et værk som min ven hr. Henri Dunant har ladet trykke; han er en mand som er velanskreven i de gode kredse og højt agtet ikke blot i Genève, men også i Frankrig, og af kejseren i særdeleshed.
Denne bogs formål er ikke litterært, men humanitært.
Sagen er denne: Hr. Dunant overværede slaget ved Solferino, og det gjorde det dybeste indtryk på ham at se hvor utilstrækkeligt der blev sørget for de stakkels sårede. Det er for at påpege dette misforhold at han har grebet pennen, i håb om eventuelt at udvirke forbedringer på dette felt.
Han er klar over at mulige ændringer udelukkende er de styrendes sag; men han ved også hvor stor en indflydelse den offentlige mening har, når den bliver behørigt oplyst.
Jeg vover at håbe at De vil være så venlig at ofre lidt tid på at læse bogen, og vi ville blive lykkelige hvis De med et par ord ville lade mig vide at De billiger forfatterens mål.
Anerkendelse fra en mand som Dem ville være højst værdifuld for os.
Modtag, kære hr. Andersen, forsikringen om at jeg altid forbliver Deres hengivne
Henri Blanvalet.
I februar 1863 var H.C. Andersen i Paris, og han kom ikke hjem før sidst i marts. Det vides ikke om han sendte Blanvalet et svar. Men det er utænkeligt at den rystende bog ikke skulle have gjort et dybt indtryk på ham.
Det er den dag i dag en læseværdig bog, der sætter tanker i sving. Den blev i 1936 af Dansk Røde Kors udgivet med titlen Erindringer fra Solferino (oversat af Emilie og Tom Smidth).
I 1972 er der ikke mindre brug for Røde Kors end der ville have været i 1859, og det er glædeligt at institutionen nu omfatter praktisk talt alle lande i verden, også de mange nye stater.
