„Jeg er blevet indført i „L’Europe Littéraire“, et slags Athenæum for Paris’ skjønne Aander; … Jeg er blevet anmodet om at give en Udsigt over vor Litteratur, Oehlenschlæger især, samt de yngre Digtere; den oversættes nu paa Fransk og trykkes; men Du skal ikke fortælle det til Nogen, der snakker derom igjen,“ skrev H.C. Andersen til Christian Voigt.
Under sit ophold i Paris i 1833 får H.C. Andersen lejlighed til at blive indført af vaudevilledigteren Paul Duport i „L’Europe Littéraire“, og han omtaler gang på gang den artikel om tidens litterære Danmark, som han havde lovet at offentliggøre deri.[1]
Mødet mellem digteren og „L’Europe Littéraire” bliver kort og får ingen følger. „Athenæum for de skjønne Aander“ og litterært tidsskrift, men hvad var i virkeligheden „L’Europe Littéraire“?
Det er meget vanskeligt at få adgang til en fuldstændig samling af numrene. Den eneste, man vil kunne finde, udover den – ufuldstændige – på Bibliothèque Nationale, befinder sig i Spoelberch de Lovenjoul-samlingen i Chantilly og bærer Alphonse Royers ex-libris.[2] Der er ingen spor af den omtalte artikel i „L’Europe Littéraire“.
Hvad angår dette „Athenæum for de skjønne Aander“, hvori H.C. Andersen blev indført, så omtales det i flere af samtidens memoirer.[3]
„L’Europe Littéraire“, tidsskrift og mødested, forvirrer ved sin dobbelte titel. Dette blad, der var lige så strålende som flygtigt, er repræsentativt for det kulturliv i Paris i år 1833, hvori den unge Andersen pludselig fandt sig optaget.[4]
Udgivelsen af „L’Europe Littéraire“ bebudes med en overdådighed af reklameskrifter. Dets ambitioner er store:
„. . . Comme la parole est le lien de l’homme à l’homme, la littérature est le nœud intellectuel qui lie une nation à une autre . . . Les contemporains se sont pour la plupart ignorés eux-mêmes quand le Rhin ou les Alpes les ont séparés . . . C’est qu’il n’a pas existé un foyer spécial ou vinssent aboutir les rayons de toutes les intelligences.
„La langue française, que sa clarté concise et le talent de nos écrivains ont imposée à l’univers comme la langue d’Athènes et de Rome pouvait seule former la base de ce temple élevé à l’universalité des arts; elle seule pouvait permettre de réunir dans un centre unique tous les fils où viennent se rattacher les lettres, les arts, la morale, les sciences, la philosophie épas sur tous les points du globe; elle seule pouvait permettre de suivre à la piste, de réduire en un seul idiome, ce mouvement européen de la pensée qui éclate sous mille formes, qui emprunte vingt langages.
De fornemste af de franske forfattere har lovet at yde bidrag; Victor Hugo, Balzac og Ch. Nodier bliver medarbejdere. Tidsskriftet får til huse på første sal i et elegant palæ fra det attende århundrede, der er blevet udstyret med den største bekostelighed.
„L’Europe Littéraire”’s program var ikke i sig selv revolutionerende, al den stund der på denne tid eksisterede andre tidsskrifter med europæiske, om ikke kosmopolitiske, tendenser („Le Globe“, „La Revue de Paris“, „La Revue des Deux-Mondes“), men takket være den hyppighed, hvormed det udkom, kunne det hævde, åbent som det var overfor alt og uden politisk engagement, at udfylde en lakune i samtidens presse.[5]
„L’Europe Littéraire“ havde høje tanker om sin rolle: med sine kosmopolitiske redaktører stræbte det efter at give et sammentrængt billede af hovedstrømningerne i den europæiske litteratur. Ikke alene ville det vise Frankrig udlandet, men også udlandet Frankrig og Europa sig selv.
Udsat for politikkens voksende indflydelse opgiver „L’Europe Littéraire“ imidlertid delvis sine kosmopolitiske ambitioner og slutter sig til mængden af tidsskrifter, som kræver en politisk og religiøs ideologi hos sine bidragydere og således indsnævrer deres aktionsradius og følgelig deres europæiske indflydelse.
Tro mod sin kosmopolitiske og mod sin indledende erklæring og manglende politisk engagement havde „L’Europe Littéraire“ turdet håbe på mere succes; havde også en sundere financiel drift kunnet forhindre dets undergang?
Det er sandt, at ingen bedre end Bohain, grundlægger og chefredaktør, kunne kunsten at arrangere baller, middage, koncerter og fester.
En sådan luksus ved gavmild beværtning af bidragyderne i forbindelse med den ved trykningen stedfundne ødselhed er den direkte grund til tidsskriftets økonomiske ruin.
En sådan udfoldelse af luksus havde dog haft én fordel: sammenkomsterne i „L’Europe Littéraire” havde givet franske og udenlandske kunstnere og forfattere lejlighed til at mødes. Oehlenschlægers navn var kendt der; og den første, som Andersen mødte der, var digteren Heine…
