Flere steder i H.C. Andersens forfatterskab omtales Sorø, som den så ud på hans tid. Vi møder byen i romanen „O. T.“ og i historierne „Lille Tuk’‘ og „Et Stykke Perlesnor“. Den korteste og ældste beskrivelse af byen har vi i „O. T.“ fra 1836. Vi hører her om to studenter, Otto og Vilhelm, der kører ad landevejen fra København til Korsør. Da Otto ikke har kørt turen før, optræder Vilhelm som guide og nævner i forbindelse med Sorø, hvad man kunne se fra landevejen: Pedersborg Kirke og Galgebakken: „Saa jage vi forbi det venlige Sorøe, der med Skoven spejler sig i den bugtede Sø, men vi faa ikke meget af det at see. Dog er her et andet romantisk Partie, en gammel Ridderborg, forvandlet til Kirke, højt paa Bakken ved Søen og, tæt ved, det skumle Rettersted.“[1]
1847 udkom „Nye Eventyr,“ hvori findes historien om Lille Tuk, der ikke får lært sin geografilektie, fordi han skal hjælpe den gamle vaskekone med at bære en tung spand vand fra posten. Om natten drømmer han om alle de sjællandske købstæder, som han har for til næste dag. Drømmene skifter, som når man vender blad i en bog: „Og nu stod der en gammel Kone, det var en Lugekone, hun kom fra Sorø, hvor der voxer Græs paa Torvet. Hun havde sit graa Lærreds Forklæde over Hovedet og ned ad Ryggen, det var saa vaadt, det matte have regnet: „Ja, det har det!“ sagde hun, og saa kunde hun noget Morsomt af Holbergs Comedier, og hun vidste om Valdemar og Absalon, men lige med Eet, saa krøb hun sammen, rokkede med Hovedet, det var lige som om hun vilde springe: „Koax!“ sagde hun, „det er vaadt, det er vaadt, det er gravstille godt i Sorø!“ Hun var lige med eet en Frø. „Koax!“ og saa var hun den gamle Kone igjen. „Man maa klæde sig efter Veiret!“ sagde hun. „Det er vaadt, det er vaadt! min By er ligesom en Flaske, man kommer ind ved Proppen, og der maa man ud igjen! Jeg har havt Maller, og nu har jeg friske rødmussede Drenge paa Bunden af Flasken, der lære de Viisdom: Græsk! Græsk! Hebraisk! Koax!“ det klang ligesom naar Frøerne synge, eller naar man gaaer i Mosevand med store Støvler. Det var altid den samme Lyd, saa eens, saa kjedelig at lille Tuk faldt i en ordentlig Søvn, og den kunde han have godt af.“[2]
1856 åbnedes jernbanelinien København – Korsør, og samme år skrev H.C. Andersen til „Folkekalender for Danmark 1857“ historien „Et Stykke Perlesnor“, hvori han fortæller om byerne, perlerne på snoren, fra København til Korsør. Da Andersen når Sorø, begynder han med at citere Ingemann: „Deilige Sorø, omkrandsed af Skove“ og fortsætter selv: „din stille Klosterby har faaet Udkig mellem de mosgroede Træer, med Ungdomsblik seer den fra Academiet ud over Søen til Verdens-Landeveien, hører Locomotivets Drage puste, idet den flyver gjennem Skoven. Sorø, du Digtningens Perle, der gjemmer Holbergs Støv! Som en mægtig hvid Svane ved den dybe Skovsø ligger dit Lærdoms-Slot, og op til den, og derhen søger vort Øie, skinner, som den hvide Stjerneblomst i Skovgrunden, et lille Huus, fromme Psalmer klinge derfra ud gjennem Landet, Ord males derinde, Bonden selv lytter dertil og kjender svundne Tider i Danmark. Den grønne Skov og Fuglens Sang høre sammen, saaledes ogsaa Navnene Sorø og Ingemann“.[3]
1859 udgav H.C. Andersen en samling „Nye Eventyr og Historier“, hvori han medtog „Et Stykke Perlesnor“ i udvidet form. Han har tilføjet et stykke om en gammel dame, der har læst historien og derved mindes en rejse, som hun og hendes forældre foretog fra Odense til København. Undervejs besøger de i Sorø en ung student, med hvem hun bliver forlovet. Det var dengang, man kunne tage filosofikum eller anden del af studenterexamen ved Akademiet, og det har han netop gjort. Sammen besøger de de kendteste steder i Sorø: Kirken, Parnas, Filosofgangen og Flommen, og hun forstår, at netop i disse omgivelser ligger der særlige muligheder for digterisk inspiration.[4] Andersen lader den unge pige og hendes forældre tage ind på Krebshuset, der betegnes som et galant sted og hele rejsens bedste værtshus. Særlig fremhæves kromutters, Madam Plambæks, properhed og det brev fra Baggesen, som hun havde ladet indramme og hænge op på væggen. Brevet skriver sig fra en gang da Baggesen og hans kone på gennemrejse fra Korsør til København havde overnattet på Krebsekroen. Da de tidligt næste morgen skulle rejse videre, og Madam Plambæk præsenterede regningen, fandt Baggesen den for stor og blev mod sin sædvane grov mod den ellers af alle højt agtede krokone. Men hurtigt fortrød han sin opførsel, og allerede fra Ringsted sendte han hende en skriftlig undskyldning, som hun lod indramme og hænge op.[5]
Som det anes mellem linierne i „Lille Tuk“ og „Perlesnoren”, var det ikke så meget Sorøs natur, der tiltrak Andersen, som dens historie og dens nutid repræsenteret ved så mange af den danske guldaldertids skønånder, særlig Ingemann. Sorøs middelalderhistorie, centreret om kirken og klosteret, virkede dragende på hans digteriske fantasi, og i skoleårene i Slagelse puslede han med en historisk roman fra Christoffer den Førstes tid: „Sorøe Gang“, som han dog aldrig fuldførte.[6]
Offentligt taler H.C. Andersen ret pænt om den soranske natur og fremhæver idyllen, men hvad han privat skriver om den i breve og dagbøger giver ikke så meget udtryk for begejstring som for lede ved det indelukkede og fugtige. Her er et par forfriskende exempler fra den fine naturiagttagers pen:
Den 14. juli 1843 skriver H.C. Andersen fra Glorup til Henriette Wulff: „. . . I Sorø blev jeg tre Dage, hvor Hauchs og Ingemanns gjorde mig det behageligt og interessant, uden disse to Familier er denne By mig utaalelig med samt sin udskregne Natur, her er en Kloster-Ensomhed, en skimmelgrøn Celle synes mig denne Moseplet!“[7]
Den 26. juni 1848 skriver Andersen fra Sorø til samme og klager over, at han har mosefornemmelser i det saakaldt yndige Sorø, hvor det nu har regnet mere end ét døgn, så gaden er en samling vandpyter og spadsereturene dynd og mose.[8]
September 1857 bor H.C. Andersen hos Ingemanns, og i et par breve herfra til Edvard Collin klager han over stedets kloaklugt. Det hedder bl.a. „Her er slet ikke rart i det af Skovene omsluttede Sorø, og lige uden for Ingemanns Have har vi hele Academiets Cloak, der stinker væmmeligt“.[9]
Retfærdigvis må dog nævnes, at både naturen og klimaet i Sorø kunne vise sig fra sin bedste side i en sådan grad, at selv Andersen måtte overgive sig! Den 30. maj 1850 skrev han til Henriette Wulff: „Skoven stod deilig grøn, da jeg kom til Sorø, der var sommerligt og smukt, som jeg aldrig har seet det før ved den gamle klosterlige By. Kirken, der er høj og imponerende, var pyntet med grønne Grene, Murene hvidkalkede og opfrisket i den brogede Malning, det var et venligt Syn“.[10] Otte år senere – den 19. maj 1858 – rehabiliterer han atter den soranske idyl for hende: „I Søndags Eftermiddag kom jeg til Sorø, Skoven var deilig udsprunget, Græs og Blomster saa forfriskende at see paa. Gjøgen kukkede . . .“.[11]
I „Et Stykke Perlesnor“ taler H.C. Andersen om det lille hus i Sorø, hvorfra salmerne klinger, og de historiske romaner får alle i tale. Ingemanns hjem var og blev Andersens faste tilholdssted i Sorø. År efter år vendte han tilbage hertil, omend kun på korte gennemrejsebesøg, når han skulle til udlandet eller på et af sine hyppige og langvarige herregårdsbesøg rundt i landet. Aldrig foer han med toget Sorø forbi uden at sende det lille hus ved søen og dets beboere en kærlig tanke.
I B. S. Ingemann (1789-1862) fandt H.C. Andersen vennen, der aldrig var hård, men som vejledte med kærlighed og trøstede og opmuntrede, når verden og navnlig kritikken gik den sårbare digter imod.[12]
Ingemanns trøst og opmuntring kunne tage form af varme og kærlige ord, og den kunne fremtræde på det humoristiske plan. I fortsættelsen af „Mit Livs Eventyr“ fortæller Andersen om Ingemanns livlige underholdning i det gæstfri hus. Gerne fortalte han spøgelseshistorier, der knyttede sig til klosterkirken, eller nissehistorier fra Akademihaven. Med en af de sidste trøstede han engang både Andersen og sig selv, da de begge var blevet hårdt angrebet af den litterære kritik. Ingemann bryggede en lille historie om, hvordan Akademiets gamle brave gartner Nissen havde fået sit høflighedsmundheld: „Det har I ret i. Tak skal I have“, hvad der dog ikke fik ham til at ændre mening eller gøre andet, end hvad han selv ville. Gartner Nissen måtte sin dygtighed til trods døje en del snak og kritik i sin første tid i Sorø. En dag, da han var ked af det, kom Akademiets Huus-Nisse til ham og hjalp ham. I otte dage skulle han passe den lille nisses have ovre på den anden side af søen. Akademinissen forberedte ham på, at der i haven var bure med aber, papegøjer og kakaduer, der vel larmede op, men ikke bed. Da tiden var gået, spurgte nissen gartneren, hvordan han kom ud af det med skrighalsene: „O, det Skraal lader jeg gaae ind ad det ene Øre og ud ad det andet: de skjælde mig ud og sige, at Alt, hvad jeg gjør, er galt gjort! saa leer jeg, nikker til dem og siger: Det have I ret i, Tak skulde I have! og saa gjør jeg min Dont, det Skraal er ikke Noget at lægge sig paa Hjertet“. „Saaledes skal du ogsaa bære dig ad ovre i Academi-Haven og gjøre Din Gjerning!“ Han lød nissens råd, og så sluttede Ingemann med at opfordre både Andersen og sig selv til at følge samme råd![13]
Perifert havde Andersen og Ingemann truffet hinanden i København,[14] men venskabet begyndte først at slå rod, da Andersen 1822 kom til Latinskolen i Slagelse, hvor også engang Ingemann havde været en ikke særlig lykkelig skolediscipel. Ingemanns var lige blevet bosat i Sorø, efter at Ingemann 1822 var blevet udnævnt til lektor ved det genoprettede Sorø Akademi og gift med sin forlovede gennem mange år, Lucie Mandix (1792-1868). H.C. Andersen vandrede fra Slagelse til Sorø og tilbage igen. I alle sine selvbiografiske værker har han givet en smuk skildring af sine første besøg hos Ingemanns, hos hvem han altid følte, at man blev god og bedre. Han skildrer, hvordan de ingemannske stuer forekom ham hyggelige, pyntet med blomster og digterportrætter – hvordan fruen modtog ham, som var hun en ældre søster, og hvordan han og Ingemann sejlede på søen med en æolsharpe bundet i masten.[15]
Gennem alle årene fik Andersen i Ingemanns hus det samme gavlværelse på første sal mod nordvest,[16] og her sluttede han 1834 første del af „Improvisatoren“,[17] der betød hans virkelige gennembrud som digter. Også senere i livet digtede han i Ingemanns hus, f. ex. fortæller dagbogen for 26. juni 1848, at han her lagde sidste hånd på romanen „De to Baronesser“.[18]
I begyndelsen havde H.C. Andersen været den unge digterspire, der trængte til støtte. Med tiden blev han og Ingemann jævnbyrdige digterkolleger, og fortroligheden mellem dem voksede. Uden navns nævnelse betror Andersen 1831 Ingemanns sin ulykkelige kærlighed til Riborg Voigt i Fåborg,[19] og ti år senere i et brev af 20. februar[20] betror Ingemann som en hemmelighed Andersen sit ønske om at komme bort fra Sorø. Han synes dels han trænger til at komme væk fra stilheden og ud at hente ny inspiration, og dels, at en konstitution under rektors sygdom har berøvet ham al videnskabelig og litterær ro og tid. Han foreslår derfor Andersen at overveje at søge lektorstillingen og blive en stille indgetogen Soraner. Som vi ved, blev det aldrig til noget. Ingemann forblev i det stille Sorø, og Andersen forblev den frie fugl, der tumlede sig i den store verden.
I samme årti opstod den vistnok eneste virkelige mislyd mellem de to venner og digterkolleger. 1847 udkom på tysk Andersens første trykte selvbiografi, som han meget hurtigt havde sammenskrevet efter opfordring fra sin tyske forlægger.[21] Andersen nævner heri de mennesker og digtere, der særlig har haft betydning for ham. Med hensyn til Ingemann tales der ikke meget om ham som digter, mens der blot gives en lidt overfladisk lovprisning af hans hjemmehygge i Sorø.[22] Ingemann skriver ærligt til Andersen i et brev af 18. februar 1847,[23] at han føler sig såret, og Andersen svarer straks tilbage, at det gør ham ondt, at han i sit hastværk har såret, hvor han mindst ville det, og for mennesket, der var ham så kær, havde glemt digteren. Han vil siden gøre det bedre, og dette løfte indfriede han i „Mit Livs Eventyr“ 1855[24].
1834 havde Andersen til sin Odense-veninde Henriette Hanck om Ingemann skrevet,[25] at det var en mand med hjerte og uden spot. Denne tillid blev aldrig gjort til skamme. Venskabet og ærligheden mellem de to mænd var stort og ægte nok til det lille intermezzo til trods at holde livet igennem. De blev ved at korrespondere, Andersen blev ved at komme på besøg, og 1857 tilegnede han Ingemann romanen „At være eller ikke være“.
Ingemann døde den 24. februar 1862. De to digtere mødtes sidste gang i december 1861,[26] da Andersen besøgte Ingemanns et par dage på vej til herregården Holsteinborg, hvor han skulle holde jul hos lensgrevens.
Den 27. december skriver Ingemann til Andersen, takker for besøget og fortæller om den juleaften, der blev hans sidste. På julebordet stod Andersens gaver: en svovlstikpige og en indviet kerte, der brændte under et fotografi af Raphaels „Madonna med barnet“.[27]
Så snart budskabet om Ingemanns død gennem avisen havde nået Andersen,[28] skrev han et smukt brev til fru Ingemann, hvori han udtrykte sin deltagelse i hendes sorg og sin faste tro på et evigt liv, og som tekst til et billede fra Ingemanns begravelse skrev han desuden et prosastykke om Ingemann og hans digtnings folkelige betydning.[29]
Ingemann blev begravet den 4. marts. For H.C. Andersen blev dagen en blanding af sorg over vennen, der var gået bort, og ærgrelse over de små dagligdagens fataliteter, der altid kunne forstemme den store digter med den lave frustrationstærskel. Andersen har kun omtalt højtideligheden ret kort i anden del af „Mit Livs Eventyr“,[30] men i sin dagbog for den 4. marts 1862 har han udførlig skildret dagen, som han har oplevet den på godt og ondt, på stort og småt.[31]
Sammen med andre celebre begravelsesgæster fra hovedstaden ankom Andersen med extra-tog kl. 11. Amtmand Hoppe, som han af og til traf sammen med i Sorø,[32] havde inviteret ham, men han fandt det lettere at stå af ved Klosterporten og gå op til den tidligere tegnelærer prof. Harder, der boede her, og som også hørte til Andersens faste Sorø-kontakter.[33] Andersen var sulten, men familien var allerede ved at gøre sig i stand til at gå til begravelse, så det blev ikke til andet end en rullepølsemad og en snaps.
Fra Harders gik Andersen til Ingemanns hus, men mødte på vejen den pensionerede fransklærer, Lektor Rothe,[34] der stadig boede i Molbechs hus, og som blev den, der til sin tid kom til at melde ham fru Ingemanns død.[35] Rothe inviterede på frokost, hvad Andersen sagde ja tak til, men først gik han dog til Ingemanns hus: . . men jeg gik først til Ingemanns, talte med Pigen Sophie og Havekonen, der begge var i Sorg. Inde i Ingemanns Stue stod Liget, de lagde just over for at slaa Laaget til, jeg bad om jeg maatte see ham og saa hans Ansigt, der var som et Billede af det i dødt Leer, Munden faldt skævt til Siden. Jeg gik ind til Fru Ingemann, der sad i Soveværelset, hvor jeg aldrig før havde været. „Jeg kan ikke græde“, sagde hun, „jeg har det ogsaa ret godt, men det kommer vel snarere siden, naar jeg ikke længere har ham i Huset, nu var jeg inde og saae, at begge hans Pulsaarer blev skaarne over. – Det er godt, han døde først, mit Syn tager af, det bliver mørkere for Øjnene, og jeg sover jo ikke, det havde været saa tungt for ham. Han havde Bevidstheden, da han døde, jeg saae han talte til mig, men jeg kunne ikke høre det, men jeg vidste, han ikke havde Noget paa sit Hjerte, jeg vidste jo alle hans Tanker, han vilde sige nogle venlige Ord, saa lagde han sin Haand paa mit Hoved.“ Hun ville forære mig en Ring, han havde baaret i Italien, men jeg fandt det for betydeligt, hun bad mig da vælge selv af de Smaating, hun havde i en Skuffe fremlagt til Venner, jeg tog hans Oblattrykker, og da jeg gik, kyssede jeg Fru Ingemann paa Panden“.
H.C. Andersen skriver i dagbogen videre om selve højtideligheden. Ved kisten talte først biskop P. C. Kierkegaard fra Aalborg, der havde været en god ven af Ingemann, mens han 1842-56 var sognepræst i Pedersborg, og som Andersen også havde truffet hos Ingemanns, hos hvem han også havde mødt den ligeledes grundtvigsk vakte J. F. Fenger, der var sognepræst i Lynge og nær ven af Ingemann.[36] Kierkegaards tale behagede ikke Andersen, fordi han sluttede med ordene: „. . . sove i Graven til den store Dag, da Legemet opstaaer“. Trosbekendelsens ord om kødets opstandelse var netop ord, der vakte anstød hos både Ingemann og Andersen i deres åndelige opfattelse af det evige liv.[37]
Andersen skriver i dagbogen, at han frøs og derfor forlod kirken og gik over til rektor E. F. C. Bojesen, hvor han stødte hovedet mod lysekronen. Andersen kendte Bojesens fra tidligere besøg i Sorø og havde været en opmuntrende gæst under rektors alvorlige sygdom 1857/58.[38]
Andersen kan have frosset legemligt, fordi kirken først fik indlagt varme 1873, men han kan også have frosset åndeligt, fordi Kierkegaards ord var ham imod, eller fordi den anden taler var ham direkte personligt imod. Det var magister Ludvig Zeuthen, der havde været sognepræst i Sorø 1849-60. På sin første Italiensrejse 1833/34 havde Andersen truffet Zeuthen, og de to rejste sammen med digteren Henrik Hertz fra Rom til Napoli. Noget groft, noget ubehøvlet og opfarende i Zeuthens væsen gjorde ham al godmodighed til trods til noget af en plage for sine rejsefæller. Trods de mange år, der efterhånden var gået, ærgrede det Andersen hver gang, når de siden mødtes i Sorø.[39]
Efter højtideligheden spiste Andersen sammen med andre særligt indbudte hos rektor Bojesen, hvor de små ting igen drillede geniet. Andersen havde glemt, at han havde beholdt sine galocher på, og i den tro, at det var hans egne, puttede han den tidligere matematiklektor, prof. Mundts ned i sin vadsæk. Andersen blev flov, da hans distraktion kom for en dag, og hans gamle ungdomsven, politikeren Orla Lehmann, spøgte med det skrækkelige i, at han skulle gribes i at tage andres ejendom. Klokken seks om aftenen var Andersen atter i København, og al sorg, ærgrelse og træthed til trods gik han kl. 9 til bal hos prinsen af Hessen.
H.C. Andersen holdt ikke blot af Ingemann, men også af dennes hustru, Lucie Mandix, der altid havde taget lige vel imod ham, hvad enten han kom som kejtet student eller som fejret verdensberømthed. Fru Ingemann opmuntrede ham i digtningen, trøstede ham i hjertesorgen[40] og tog sig også af hans små legemlige skavanker som f. ex. en forkølelse, som hun behandlede med en hjemmebrygget „Mixtur, bestående af Honning, Kongen af Dannemarks Brystdraaber og Olie, det kan vist være lige saa godt som noget andet, og saa tager jeg det, skjøndt det smager som stødt Væggetøj“, skriver han den 11. juli 1839 til fru Henriette Collin[41].
For en del af sin samtid stod fru Ingemann i et lidt latterligt skær. Man harcellerede over hendes ikke altid lige vellykkede altertavler og mere eller mindre allegoriske blomstermalerier. Man trak på smilebåndet ad hendes lidt særprægede påklædning, overvejende i røde og sorte farver. Skønt Ingemann var meget selskabelig og med glæde tog imod indbydelser, holdt fruen sig helst hjemme, hvor hun dog altid var en særdeles gæstfri værtinde for husets mange gæster. En lokal tradition siger, at hun i ægteskabets første år, mens hun var ved at hænge gardiner op, faldt ned ad en trappestige, hvorved hun aborterede og beskadigede sit ene ben, så hun haltede resten af livet. Når hun havde ærinde i Sorø by, foregik det derfor på ryggen af et æsel, som Ingemann førte ved tøjlen, og som foruden at bære malerinden også stod model til et billede, der forestillede flugten til Ægypten[42].
H.C. Andersen var stor nok til at lukke øjnene for hendes ydre latterligheder og i stedet se på hendes indre med dets intelligens og hjertensgodhed. Til Henriette Wulff skriver han 4. april 1836: „Ja, er ikke Fru Ingemann en Engel, de, som ikke kjende hende, er det som gjør Nar af – hvad de ikke kjende“[43].
Aldrig gik der brev mellem Andersen og Ingemann, uden at der var en hilsen til eller fra fru Lucie. 19. oktober 1840 lød Andersens sådan: „Hils Deres kjære Kone! Hun er en reen, god Sjæl! Gud lønne hende for hendes Mildhed imod mig!“[44].
H.C. Andersen glemte heller ikke fru Ingemann, da hun var blevet enke, og det trykkede ham, når han på rejse blev nødt til at fare Sorø forbi[45]. De blev ved at korrespondere[46], og fru Ingemann sendte ham alle de breve, han i årenes løb havde skrevet til hendes mand[47]. Mange gange besøgte Andersen fru Ingemann[48], og ved et af besøgene forærede hun ham Ingemanns Dannebrogsmandsorden og en pokal, han havde drukket af[49].
I hjemmet var alt blevet stående, ganske som da Ingemann levede, så det på Andersen virkede, som om han blot var gået en tur og snart kunne ventes hjem igen. Alligevel følte han savnet og tomheden, når han sad oppe i sit gamle gavlværelse, hvorfra han nu havde udsigt til Ingemanns grav[50]. Det sårede Andersen meget[51], da Akademigartner Rothe ved havens omlæggelse tog det halve af Ingemanns have ned mod søen, hvor han så ofte havde siddet i glad samtale med sine venner. Fru Ingemann bar det med ro, taknemmelig over at få lov at blive boende i huset, og når Andersen til sine venner Collins og Melchiors skriver om sine besøg hos fru Ingemann, fremhæver han altid hendes taknemmelighed, hendes mildhed i sorgen og hendes længsel efter den kære afdøde[52]. Trods fru Ingemanns tiltagende affældighed finder Andersen hende stadig ung og smuk på grund af det rige indre liv, der lyste ud af de store brune øjne, når hun talte om gammel tid med sin kære mand.
Da H.C. Andersen i december 1864 besøgte fru Ingemann, havde han ifølge et brev til fru Henriques i København en hyggelig oplevelse med komponisten P. A. Heise, der 1857-65 var organist ved Sorø kirke, og som Andersen ofte traf på sine Sorøbesøg[33]. I 1860 havde Heise sat musik til Andersens „Jylland mellem tvende Have“, og nu en kold decembermorgen 1864 møder han og hans hustru, Ville Hage, op på Sorø station for at hilse på digteren og fortælle ham, at han nu er ved at komponere musik til et af hans ungdomsdigte „Ørkenens søn“[54].
Fru Ingemann blev med årene så døv, at hun og Andersen kun kunne tale sammen ved hjælp af en lille tavle, men da så også hendes syn svækkedes, kneb det med tavlekonversationen[55]. Fru Ingemann døde den 15. januar 1868. Andersen besøgte hende sidste gang sommeren 1867 og skriver den 19. juli om dette besøg til Henriette Collin: „Jeg er ikke i Humeur og har ikke været det, siden jeg forlod Byen, men jeg veed det ligger i det slette Veir og særligt i Opholdet i Sorø. Ingemanns Huus er gammelt og øde, store Træer omskygge det, Regnen skyllede ned, der var vaadt og raat. Jeg fandt fru Ingemann meget affældig, det er aldeles umuligt at tale med hende, saa døv er hun nu, jeg maatte skrive med Kridt paa en Tavle, hun havde Besvær med at læse det, studerede hver Sætning flere Gange igjennem før hun læste den høit, det var en tung Samtale, jeg blev der Tirsdag og Onsdag, hun var glad og taknemmelig derfor, der var noget rørende i hendes Glæde, men jeg var ved at græde. Jeg syntes, jeg var halvt blandt de Døde[56].
Både i sin dagbog og i „Mit Livs Eventyr“ skriver H.C. Andersen om den sorg og vemod, der fyldte ham ved efterretningen om Fru Ingemanns død, men på grund af den bidende kolde vintertid vovede han sig ikke til Sorø til jordfæstelsen. En af det ingemannske hus’ trofaste venner, juristen og litteraten Theodor Schorn, kom bagefter til Andersen og fortalte ham om højtideligheden. På kirkegården havde præsten talt ud fra Ingemanns digt „I Sne staar Urt og Busk i Skjul“, og netop da han berørte linien om fuglen, der synger „giv tid, giv tid“, havde en lille fugl pludselig givet sig til at kvidre. Efter at have berettet denne lille episode fortsætter Andersen i „Mit Livs Eventyr“ med at fortælle om det indtryk, det gjorde på ham, da han nogle måneder senere rejste forbi Sorø: „Seent i April begyndte jeg min Foraars Flugt igjen i den vide Verden, fra Stationen ved Sorø, hvor Banetoget holdt nogle Minutter saae jeg mellem Træerne Academiet og den lille hvidkalkede, venlige Bolig, hvor Ingemann og hans Hustru havde levet saa mange lykkelige Aaringer, hvor jeg saa godt som hvert Aar havde besøgt dem, aldrig flyvet Stedet forbi, men nu var det saaledes forbi for alle Tider, jeg har ikke været derinde siden, jeg følte mig uendelig blød i Sindet[57].
I „Pennetegninger og Rejseskizzer“ 1868 har H.C. Andersen med pietet nedfældet nogle af sine smukke erindringer fra det ingemannske hjem. Men han nøjedes ikke med at vise sin trofasthed og taknemmelighed mod det ingemannske hus i ord, han gjorde det også i gerning over for husets gamle tyende, Sophie Rasmussen, der havde tjent det tro i mange år. Ofte havde hun fået lov at komme ind i stuen og høre Andersen læse sit nyeste eventyr højt, og ofte var der i brevene mellem Ingemanns og Andersen hilsner til og fra Sophie, der altid gjorde sit for at hygge om Andersen, når han var husets gæst[58]. Da fru Ingemann var død, skrev Andersen til Sophie[59] og trøstede hende kærligt i sorgen over sin kære madmor, og da han senere hørte, at hun økonomisk sad i meget trange kår, hjalp han hende til at få et legat. At dette legat lå H.C. Andersen stærkt på sinde ses af de hyppige dagbogsnotater herom og af den udstrakte korrespondance om sagen med adjunkterne P. B. Blicher og H. P. M. Rosing[60]. Sophies rørende takkebrev fra 10. januar 1873 fandtes blandt H.C. Andersens efterladte papirer, så det har han måske gemt som en sidste hilsen fra det stille Sorøhjem, der havde spillet så stor en rolle i hans liv. Andersen blev ved at huske Sophie, og den sidste nytårsaften, han levede, sendte han hende et brev med fem Rigsdaler[61].
Ved sine første besøg hos Ingemanns fik H.C. Andersen nogle af sine første jævnaldrende venner – elever ved Akademiet. Det var bl.a. distriktskirurgen og akademilægen Søren Wendelboes søn, Anders Christian (1805-35), der havde det til fælles med Hans Christian, at han også en overgang havde gået i Slagelse lærde Skole. Da Andersen i maj 1826 skulle rejse med sin rektor fra latinskolen i Slagelse til latinskolen i Helsingør, gav de soranske venner ham minde- eller stamblade med på vejen. I et brev til sin velgører Jonas Collin fremhæver han særligt Wendelboes „. . især udmærkede sig et fra en Dissippel Wendelboe i Sorø med Schillers Portræt, der lignede herligt“[62]. Nærmere end til Wendelboe var Andersen dog knyttet til Fr. Petit (1809-54), der siden i Tyskland gengav et par af hans bøger[63], og til den senere digter Carl Bagger (1807-46), der blev en af hans mest positive anmeldere herhjemme[64].
Et kådt og studentikost brev fra Bagger i Sorø til Andersen, der nu var kommet til København, ligger bag beskrivelsen af Sorø som flaske i historien om „Lille Tuk“. Det var i 1827. Bagger læste til anden examen i Sorø og kedede sig bravt i byen, som han kaldte en ravnekrog. I et brev til Andersen tegner han sig selv som en sprællende, men håbløst indespærret akademist på flaske. Tegningen ledsages af denne delikate tekst: „De veed, man ei kan kjøre gennem Byen, men bestandig maa vende tilbage ad den Vei, hvorad man kom ind – som en hartad modbydelig Blindtarm, hvori jeg selv, et uskyldigt, rødmusset Æble eller noget lignende, er nedsvælget, for der paa passende Maade at fordøies til et nyttigt Excrement. O, Jammer, o, Rædsel, i sit eet og tyvende Flammeaar, med alle sine høitflyvende Længsler og Planer, som Figura udviser, levende at nedputtes i en vel tiltoldet Tranflaske!“[65]. Dette billede af Sorø som en flaske glemte H.C. Andersen aldrig – så rammende forekom det ham. Han brugte det ikke blot offentligt i historien om „Lille Tuk“, men også i private breve. Den 11. juli 1839 skrev han således fra Sorø til fru Henriette Collin: „Sorø forekommer mig som en Flaske, Porten er Flaske Halsens Aabning, der maa man igjennem og saa ned til Bunds, hu, hvor her er indesluttet og trist! Søen ligger saa dorsk og søvnig, som om den ogsaa kjedede sig ved at være her, Sumpen stinker, alle de nye Anlæg ere byggede paa Hængedynd, og Træerne see raadne ud – dog Menneskene ere høist elskværdige, jeg har kun været her i to Dage og hver Dag ude i stort Selskab, igaar var jeg til Middag ved Bibelselskabet (i Sorø stiftet 1823, det holdt 1839 sit højtidelige årsmøde den 10. juli), hvor Bibelens Skaal blev drukket og vi fik god Mad, og De veed, jeg er „en Mand af Smag“. I Dag gjorte Hauch et lille Selskab for mig, og jeg havde det godt, som man jo altid har, naar man bliver gjort af“.[66]
Blandt de familier, der forsødede H.C. Andersens Sorøophold, når vejret og naturen gik ham imod, nævner han i flere breve Hauchs[67]. Andersens forhold til sin ældre digterkollega Carsten Hauch (1790-1872) var dog noget smerteblandet. 1829 udkom Andersens af studentikost lune og kritik prægede „Fodreise“, der ikke faldt i Hauchs smag, hvad der fik Andersen til i andet oplag som slutning på 4. kap. at tilføje en satire rettet mod Hauchs lige udkomne drama „Don Juan“. 1830 svarede Hauch tilbage ved i sit satiriske digt „Den babyloniske Taarnbygger“ at tage Andersen og hans digtning under behandling. I scenen „vaudevilletårnet“ lader Hauch Andersen optræde som Pjerrot og præsentere sin digtning med bl.a. ordene „Humoristisk uden Planer er mit Værk som Skum paa Siv“ (s. 40). Andersen tager med stolt og ungdommelig selvbevidsthed til genmæle i „Til den babyloniske Taarnbygger i Miniature“ (Københavns flyvende Post 8/2-1830)[68]. Trods dette intermezzo aflagde Andersen, da han 1832 boede hos Ingemanns visit hos Hauchs, hvorfor hans ven Edvard Collin bebrejdede ham, at han nu havde nedladt sig for dybt i sin godmodighed[69]. Hauch gengældte – ene af de Akademiprofessorer, Andersen besøgte – ikke visitten, men inviterede ham dog hjem den sidste aften, han var i byen[70]. Ved at mødes personligt synes de to pennefejdende digtere, som det fremgår af deres senere forhold, at have fået et nyt og mere positivt syn på hinanden. Gennem familien Hauch blev Andersen nu også involveret i den lille bys spændende kærlighedsaffære mellem skuespilleren Ludvig Phister og Adam Oehlenschlægers datter Lotte, som forældrene havde sat i pleje hos Hauchs for at få hende væk fra den kærlighed, hvad der imidlertid ikke lykkedes[71].
Med årene vokser Andersens og Hauchs venskab på både digter- og menneskeplan. Hauch udtaler sig 1835 særdeles rosende om „Improvisatoren“, og da Andersen næste sommer igen er i Sorø, arrangerer Hauchs til hans ære en skovtur til Suserup, hvis natur taler stærkt til Andersens fantasi og skønhedssans. Han synes, det er noget af det smukkeste han kender i Danmark, og at de uhyre egetræer med deres slyngende grene kunne ligne de amerikanske skove, som han forestiller sig dem efter Washington Irwings romaner[73].
1837 dedicerer H.C. Andersen romanen „Kun en Spillemand“ til soranerne Ingemann og Hauch. Hauch takker, men skriver lige ud til Andersen, at han ikke vil anmelde den, da meget i bogen byder ham imod, så han ikke uden at være uærlig mod sig selv kan anmelde den på en for dens forfatter behagelig måde[74], hvad Andersen tager så pænt, at da hans „Fodreise“ 1839 udkommer i tredie oplag, har han heri slettet sine satiriske angreb på Hauch.
Året 1845 sætter imidlertid de to digteres venskab på en hård prøve. I romanen „Slottet ved Rhinen“ har Hauch tegnet en karrikatur af en forfængelig digter, der meget let kunne tydes som et ondt billede af Andersen, som han havde været i sine fremadstræbende ungdomsår. Bl.a. af Andersens breve herom til Ingemann kan man se, hvor dybt han er såret[75]. Den altid godhjertede Ingemann søger at trøste og hjælpe[76]. Hauchs holdning virker i alt dette noget ulden. Han frakender sig både privat i breve til Andersen[77] og offentligt i en forholdsvis positiv, men lidt tvetydig afhandling om Andersens eventyrdigtning enhver personlig hentyden i sin roman[78]. Andersens sjælsadel hjælper dem begge over affæren, så de bliver ved at stå i forbindelse med hinanden. De takker gensidigt hinanden for tilsendte digterværker[79], og Andersen fortsætter med at besøge Hauch, både mens han er professor i Kiel og siden, da familien atter har slået sig ned i Danmark[80].
1867 viser H.C. Andersen sig i forholdet til Carsten Hauch som den virkeligt store. Den tidligere Sorø-lektor, filologen Peder Hjort, hvis tyske grammatik Andersen havde studeret i skoletiden i Helsingør, og som han kendte personligt fra Sorø, hvor han 1848 havde haft et lille sammenstød med ham[81], udgav 1867 et udvalg af sin omfattende korrespondance. Blandt brevene fra 1829 er et fra Carsten Hauch, hvori denne taler meget nedladende og hånligt om den unge H.C. Andersen som en hjerteløs og halvgal spytslikker[82]. Det har ikke været morsomt for de berømte aldrende mænd at få dette brev slynget offentligt ud på tryk. Skønt Andersen i denne forbindelse må være den dybest sårede af de to, skriver han straks et kærligt brev til Hauch, som han formoder må være bedrøvet over den taktløshed, som Peder Hjort har lagt for dagen ved at udgive sligt, der er skrevet helt privat i en fortid med andre forhold og stemninger[83].
Det hævdes af og til[84], at Andersen aldrig har stået sig særlig godt med Hauchs kone Rinna Brun (1811-96), der i 1840’erne anonymt udgav et par novellesamlinger, og som af fru Henriette Collin 1870 i et brev til Andersen omtales som en ualmindelig klog, men i høj grad smagløs og højst mærkelig kone[85]. Hauchs havde otte børn, og de synes i deres barndom at have været vældig begejstrede for H.C. Andersen, når han besøgte dem i Sorø. 1836 skriver Andersen til Collins[86], at Hauchs børn synger hans børnesang „Lille Viggo“, som han oprindelig havde skrevet til en lille dreng i familien Collin (Viggo Drewsen (1830-88), søn af Adolph Drewsen og hustru Ingeborg Collin). En af Hauchs døtre, Marie, blev gift med Sjællands biskop, Skat Rørdam, og hun mindes i sine erindringer „Tilbageblik paa et langt Liv“ Andersens besøg i hendes barndomshjem: „Vi Børn i Sorø var meget optaget, naar vi hørte, at H.C. Andersen var kommet i Besøg hos Ingemanns. Dér kom han et Par Gange om Aaret, og vi vidste, at vi saa med sikkerhed kunde vente hans Besøg hos os. Det var en stor Begivenhed for os at se ham. Han klippede de deiligste Ting ud i Papir, Kirker med høje Taarne, Danserinder, som kunde staa, og naar man blæste på dem, saa det ud, som om de dansede men ogsaa Dervisher o. a. Han fortalte os mange Historier. Dengang holdt han virkelig meget af Børn, senere blev han saa nervøs, at han ikke kunde taale, at Børn stod ved Siden af ham“[87]. Marie Hauch var født 1834 og kom til at stå model til en af de småfortællinger, som H.C. Andersen lod månen fortælle i „Billedbog uden Billeder” fra 1839.
Hauchs boede på hovedgaden, og i gården bag huset holdt familien høns, som den store dyreven Carsten Hauch var meget øm over. Som toårig havde Marie den sære vane at ville slå dyr ihjel. Dette har gjort stærkt indtryk på Andersen, for sommeren 1836 omtaler han det i sine breve både til Collins og Henriette Wulff[88]. En dag tog den lille Marie en stok og slog en kylling ihjel. Da hun så blev skældt ud og fik smæk, forklarede hun, at kyllingen havde været uartig, men hun løb alligevel ud til hønen og bad om forladelse, fordi hun havde slået dens barn ihjel. Det er denne lille episode fra Marie Rørdams barndom, der i modificeret form er blevet til „Pigen og Hønen“ i „Billedbog uden Billeder“.
I digtet „Danske Poeter i Bouquet“ fra 1866 sammenstiller H.C. Andersen Bredahls poesi med en tidselrose[89]. Gennem Ingemann var han kommet i personlig berøring med digteren Christian Hviid Bredahl (1784-1860) og dennes tornefyldte digterskæbne. Da statsbankerotten og en broders uheldige pengetransaktioner havde sat en stopper for Bredahls levned som velhavende uafhængig skønånd, købte han en forfalden parcelgård, Damsgaard, ved Parnas. Her sled han med trælsomt bondearbejde, mens det tunge og bittert polemiske i hans forfatterskab gjorde det vanskeligt for ham at slå igennem som digter. Særligt i begyndelsen af 1830’erne var Bredahl i alvorlige økonomiske vanskeligheder. I visse københavnske kulturkredse, bl.a. i familien Collin, søgte man at hjælpe ham ved en indsamling[90]. I dette foretagende blev Andersen og Ingemann en slags mellemmænd. Bredahl og Ingemann havde samtidig været skoledisciple i Slagelse. Det var en fast tradition, at Ingemanns mindst én gang hver sommer besøgte Bredahls. Sommeren 1832 var Andersen for første gang med, og han fortæller om sit indtryk i breve til Henriette Wulff og Collin sen. og jun.[91]. Bredahls hus var netop ved at blive kalket og malet, så alt virkede selvfølgelig noget forstyrret. I Andersens øjne tog den ubarberede og bondeklædte Bredahl sig nærmest ud som en vildmand, hvilket indtryk dog ændredes noget næste dag, da Bredahl i mere soigneret tilstand aflagde genvisit hos Andersen[92].
Bredahl var gift med sin afdøde broders enke, og de havde flere børn, som Andersen fandt meget smukke[93]. Navnlig var han indtaget i sønnen Peder Severin, der blev lærer, men døde ung 1850, dødelig såret i slaget ved Isted. Andersen kom flere gange med Ingemanns til Damsgaard, bl.a. i 1850 – et år, der ikke blot bragte Bredahls sorg over sønnens død, men også glæde over datteren Vita Frederikkes forlovelse med lærer Theodor Brandt, en af broderens seminariekammerater. Andersen kunne godt lide den unge lærer, men studsede ved mødet med ham over skæbnens underlige veje, for han var nemlig søn af en korregissør, der havde været en sand plage for Andersen i de få svære ungdomsår, da han var knyttet til det kgl. Teater. Minderne tog dog ikke mere overhånd hos Andersen end, at han dannede sig et godt overblik over Bredahl og dennes hjem, som han ifølge brev til Henriette Wulff syntes, at han selv ville sygne hen i[94].
Gennem Ingemann kom H.C. Andersen i kontakt med de fleste af Akademiets lærere[95], heriblandt digteren og oversætteren Christian Wilster (1797-1840), der i 1830’erne hørte til Andersens hårdeste recensenter[96]. Efter Wilsters død blev hans enke, Charlotte Ketty de Wilster, boende i Sorø, og hun og deres tre børn, sønnen Frederik (f. 1831 og død 1865 som læge ved Sorø Akademi) og døtrene Julie (1834-1900) og Marianne (1837-1900) blev ved at komme hos Ingemanns, hvor Andersen af og til traf sammen med, ligesom han trofast besøgte den gamle fru Wilster i forbindelse med sine besøg i Sorø[97].
Fandt Andersen en hård recensent i soraneren Wilster, fandt han derimod en positiv anmelder og god ven i Carl Henrik Lorenzen, der 1831-44 virkede som adjunkt i Sorø, og som selv 1837 trådte frem som forfatter med „Breve fra Italien“. 1831 skrev Lorenzen i „Kjøbenhavns-posten“[98] en særdeles rosende anmeldelse af Andersens lige udkomne „Phantasier og Skizzer“, og mellem de to ugifte mænd, der begge havde en ulykkelig kærlighed i deres liv[99], opstod et varmt venskab og en åbenhjertig fortrolig brevveksling. I forholdet til Lorenzen fik Andersen luft for alt det, der trykkede ham i de år: ulykkelig kærlighed, tvivl i sit guds- og bønsforhold, angst for fremtiden og hans forfatterskabs muligheder[100].
Med ét lærerhjem i Sorø kom H.C. Andersen i så nær forbindelse, at han stod fadder til et af familiens børn. Den 18. september 1841 skriver Andersen i sin almanak, at han har spist til middag hos Henriette Wulff sammen med bl.a. „Weyse, lille Swane og Frøken Bruun“[101]. Tiden går. „Lille Swane“ bliver teologisk kandidat, gift med frøken Bruun og adjunkt ved Sorø Akademi, hvor han virkede fra 1848, indtil han 1857 fik præstekald i Hjermind, hvor Andersen besøgte familien på sin Jyllandstur 1859[102]. Swane blev 1877 biskop over Viborg stift. Ægteparrets næstældste søn, Peter Daniel, blev født i Sorø den 25. december 1852, og i sin almanak for 6. juni 1853 skriver Andersen: Stod Fadder til Adjunkt Swanes lille Dreng Peter Daniel”[103]. Tilsyneladende var Andersen glad for sin lille gudsøn, der heller aldrig kom til at gøre sin berømte gudfader til skamme, men blev en særdeles vel anskrevet kgl. udnævnt borgmester i Randers[104].
Gennem familien Collin i København fik Andersen sin gang i to Sorøhjem. I sine yngre år blev han inviteret til chokoladeselskaber hos godsinspektør Søren Kierulff Povelsen (1788-1861) og dennes datter Emma, der 1839 blev gift med overlærer Sick i Odense[105]. Senere i livet blev han en trofast gæst i huset hos adjunkt Carl Vilhelm Thomsen, der underviste ved Akademiet fra 1845 til sin død 1861. Han var søn af den afdøde nationalbankdirektør, der havde været en af Jonas Collins fortroligste venner. Enken slog sig ned hos sønnen i Sorø, og da Andersen ret ofte kom til Sorø blev han det personlige bindeled, der var med til at vedligeholde det gamle venskab mellem de to familier[106].
I H.C. Andersens dagbøger nævnes næsten hele det datidige Akademis lærerkollegium, som han kom i kontakt med gennem Ingemanns. Foruden de allerede nævnte møder vi i Andersens yngre år naturhistorielæreren, lektor J. H. Bredsdroff (1790-1841) og historielæreren, lektor H. F. J. Estrup (1794-1846)[107]. I en dagbogsoptegnelse fra 3/9-1856 omtaler han bl. Ingemanns gæster adjunkt Th. Hansen (1816-98)[108], og ved Sorøbesøg 1860 og 61 nævner han prof. Clausen og lektorerne Lange og Bang (1809-99)[109], og i forbindelse med et julibesøg 1865 omtaler han en indbydelse fra rektor Tregder (1815-87), der fra 1863 havde efterfulgt rektor Bojesen[110]. Blandt de yngre lærere på Akademiet sluttede Andersen sig stærkest til forfatteren Hans Peter Michael Rosing (1830-1904), der 1863 kom som adjunkt til Sorø, hvor han fra 1883 fik bolig i Ingemanns hus. Andersens dagbogsnotater afslører hyppig kontakt og udveksling af litterære produkter.[111]
H.C. Andersens færden i Sorø indskrænkede sig ikke til kun at gælde Akademiet og dets folk. Gennem dem kom han i kontakt med andre af lillebyens „honoratiores“, hvoraf enkelte navne figurerer i hans breve og dagbøger. Den 9. juni 1855 skriver han fra Sorø til Jonas Collin og fortæller om bl.a. et faddergilde, som han har deltaget i hos postmesteren, grev Adam Knuth, der var blevet invalideret i Fredericia-slaget og 1851 udnævnt til postmester i Sorø. Den syvende april 1855 får han en søn, grev Julius Knuth, hvis ankomst til verden bliver fejret med manér. Da han skal døbes, får han Ingemann og grev Moltke fra Bregentved til faddere, og H.C. Andersen fortæller, at foruden fadderen og han selv deltog i dåbsmiddagen flere af Sorøs honoratiores: amtmanden, kammerherre Hoppe, akademilægen Andreas Black og sognepræsten, Andersens gamle antipode, magister Zeuthen[112].
Andersen havde også sin gang hos Adam Oehlenschlægers søn, Johannes, der 1844 blev toldinspektør i Sorø. Som ung student i København færdedes H.C. Andersen meget i Studenterforeningen, hvor den private tone mellem studenterne ikke altid var lige stueren, og hvor flere af Andersens jævnaldrende arbejdede ihærdigt på at gøre ham til „et rigtigt mandfolk“ med et mere håndfast forhold til kvindfolk. Det var bl.a. soranerne Bagger og Petit og den lidt forfløjne jurist Johannes Oehlenschlæger[113]. Som det så ofte går, faldt også Johs. Oehlenschlæger med årene til ro som embedsmand og ægtemand, og om et besøg i hans nye soranske hjem skriver Andersen juli 1845 til Edvard Collin: „Igaar spiiste jeg hos Johannes Oehlenschlæger, der boer smaat, men nydeligt, han har taget sig meget op til sin Fordel siden han blev gift, Franciska (f. Hedemann) er en nysselig ung Værtinde“[114].
H.C. Andersens virke og færden var spredt vidt ud over Europa, og heri var Sorø kun en lille prik, men menneskelig set var den ikke nogen betydningsløs plet i hans tilværelse. Her havde han hos Ingemanns lige fra de vanskelige skoleår i Slagelse mødt tryghed og medmenneskelig varme, og i forholdet til det ingemannske hus fik den rejsende og feterede berømthed lov at vise trofasthed, ligesom den på mange måder pylrede og nærtagende digter fik lejlighed til at vise storsind i sit forhold til Carsten Hauch.
H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875. Kbh. (fork. Dagbøger).
H.C. Andersens Levnedsbog, udg. af H. Topsøe-Jensen, Kbh. 1962. (fork. Levnedsbog).
H.C. Andersen: Das Märchen meines Lebens, Leipzig 1847. (fork. Märchen).
H.C. Andersen: Mit eget Eventyr uden Digtning. Kbh. 1942. (fork. MeE).
H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr, ved H. Topsøe-Jensen. Kbh. 1951. (fork. MLE).
Breve til H.C. Andersen ved Bille og Bøgh, Kbh. 1877. (fork. BtA).
Breve fra H.C. Andersen ved Bille og Bøgh, Kbh. 1878. (fork. BfA).
H.C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck, Anderseniana IX-XIII (fork. BHH).
H.C. Andersen og Henriette Wulff, en brevveksling. Ved H. Topsøe-Jensen. (fork. BHW).
H.C. Andersens brevveksling med J. Collin den ældre 1-3. (fork. BJC).
H.C. Andersens brevveksling med Ed. og Henr. Collin, 1-5. (BEC).
H.C. Andersens Breve til Therese og Martin R. Henriques ved H. Topsøe-Jensen (fork. BHenriques).
Cai M. Woel: H.C. Andersens liv og digtning, 1-2. (fork. Woel).
H. Schwanenflügel: H.C. Andersen, Kbh. 1905. (fork. Schw.).
Marie Rørdam: Tilbageblik paa et langt liv, Kbh. 1911. (fork. Rørdam).
H.C. Andersens Romaner og Rejseskildringer, 1943-44. (fork. R & R).
H.C. Andersens Eventyr ved Erik Dal, Kbh. 1963-67. (fork. Eventyr).
Samlede Skrifter af H.C. Andersen, Kbh. 1876-80. (fork. SS).
Litteratur, der kun er citeret én gang, nævnes i forb. med den pågældende kildehenvisning.
Med hensyn til lærere ved Sorø Akademi er anvendt: H. G. Olrik, Oversigt over lærerstanden ved Sorø Akademi og dets skoler 1822-1922, samt for familien Wilsters vedkommende Danmarks Adelsårbog 1928, s. 162 f.
