Få dage før sin 80 års fødselsdag d. 15. december 1976 ramtes fhv. overbibliotekar, dr. phil. Helge Topsøe-Jensen af en hjerneblødning, som få dage efter fødselsdagen, d. 19. december, fik døden til følge. I ham har dansk biblioteksvæsen, dansk litteraturhistorisk og personal-historisk forskning mistet én af sine mest fremragende repræsentanter, og den særlige forskning, som har mennesket og digteren H.C. Andersen til genstand, har mistet sin førstemand.
H. Topsøe-Jensen var rundet af en slægt, hvis mandlige medlemmer enten blev søofficerer eller jurister. Selv valgte han imidlertid almindelig og sammenlignende litteraturhistorie som fag og statens lærde biblioteker (Statsbiblioteket i Århus, Det kgl. Bibliotek og Universitetsbibliotekets 1. afdeling) som arbejdsfelt. Godt 30 år gammel førtes han ind på Andersen-studiet, hvilket han siden – altså i næsten et halvt århundrede – har dyrket med en sand ildhu. Selv havde han ikke for høje tanker om resultatet. Fra hans „Forbemærkninger“ til festskriftet 1966 vil erindres hans svar på eget spørgsmål om resultatet af de mange års arbejde: „Mest Smaafilologi: Tekstudgaver, Indledninger og Kommentarer, smaa snævert afgrænsede Studier, begrænsede Iagttagelser, ikke de store Perspektiver“ – en udtalelse der unægtelig mere dokumenterer sin ophavsmands store beskedenhed end evne til vurdering af egen forskningsindsats. Med Hans Brix og Paul V. Rubow som forløbere må Andersen-studiet siges at være etableret af ham.
En fortegnelse over de arbejder af og om H.C. Andersen, som H. Topsøe-Jensen enten har udgivet eller forfattet, blev udarbejdet i 1966, i anledning af hans 70 års dag. Den imponerer alene ved sin længde, og endnu mere imponerende er det, at der i de siden da forløbne 10 år blev føjet adskillige – og ikke mindre vægtige – numre til fortegnelsen.
Som udgiver har Topsøe-Jensen befattet sig både med digterens romaner og rejsebøger, med digtene og med selve eventyrene. For de sidstes vedkommende huskes især de eventyr-udgivelser, han siden 1950 har besørget for Nordlundes Bogtrykkeri. Den oprindelig meget kortfattede kommentar har han med årene udvidet og omdannet til fyldige eventyrmonografier, hvor der fortælles om eventyrenes tilblivelseshistorie, om vennernes dom og om den litterære kritiks modtagelse af digterværket. I „Buket til Andersen“ (1971) har Topsøe-Jensen samlet, hvad han på denne måde og igennem en længere årrække havde skrevet om eventyrene.
Topsøe-Jensens domæne fremfor noget blev dog H.C. Andersens selvbiografiske arbejder. Han kom til at forestå udgivelser af alle tre selvbiografier, først den oversete „tyske“ selvbiografi, „Mit eget Eventyr uden Digtning“ (1942), dernæst slutstenen „Mit Livs Eventyr“ (1951) og sidst den måske bedste af dem alle, „Levnedsbogen“, hvis 2. udgave Topsøe-Jensen udsendte i 1962. På grundlag af „Mit eget Eventyr uden Digtning“ udarbejdede han i 1940 en studie over H.C. Andersen som selvbiograf, med hovedvægten på denne selvbiografis tilblivelseshistorie, dens kilder og dens idéindhold. Ved denne bog erhvervede Topsøe-Jensen den filosofiske doktorgrad. Han havde oprindelig planlagt en undersøgelse over Andersen som selvbiograf i tre bind, med disputatsen som bd. 2. Bd. 1 udkom i 1943, under titlen „Omkring Levnedsbogen“, men bd. 3 – om „Mit Livs Eventyr“ – udkom aldrig. Der blev gjort forarbejder hertil, og de kom 1951-udgaven af „Mit Livs Eventyr“ til gode i rigt mål. I denne udgaves indledning og i den meget fyldige kommentar finder man meget af det stof, der var indsamlet til det planlagte bd. 3. Som Andersen var det i sin digtning, var Topsøe-Jensen i sin forskning en god økonom, der ikke lod noget værdifuldt gå til spilde.
Nært forbundet med dette arbejde er Topsøe-Jensens udgivelse af H.C. Andersens talrige korrespondancer. Det startede i periferien med udgivelsen af Andersens breve til vennerne fra de sene år, Therese og Martin R. Henriques (1932), men umiddelbart derefter gav Topsøe-Jensen sig i kast med de store og centrale korrespondancer. Først kom den monumentale udgivelse af brevvekslingen med Edvard og Henriette Collin i 6 bind (1933-37), og siden fulgte – som en naturlig fortsættelse – Andersens brevveksling med „Faderen“ (Jonas Collin den ældre) og andre medlemmer af „det Collinske Hus“ (1945-48). Med forbigåelse af andre – men ingenlunde uvæsentlige brevudgivelser – skal fra de senere år fremhæves den statelige udgivelse i 3 bind af brevvekslingen mellem H.C. Andersen og Henriette Wulff (1959-60), vel nok den brevudgivelse som optog Topsøe-Jensen mest.
I Topsøes brevudgaver er fremlagt et kildemateriale, som kun kan karakteriseres som uvurderligt. Uden kendskab til dette ville H.C. Andersen-studiet simpelthen ikke kunne drives. Altsammen er det fremlagt med respekt for den rette tekstgengivelse og altsammen forsynet med fyldige kommentarer og registre. Hans udgivelser vil være en uudtømmelig guldgrube for kommende generationer af „andersenianere“. Hvad kommenteringen angår, fulgte Topsøe fra den første til den sidste udgivelse et fast skema. Hans kommentar forsyner brugeren med alle relevante realoplysninger til brevenes tekst, og ved citater fra digterens dagbøger og almanakker — eller fra andre breve — uddyber og supplerer han de givne meddelelser, ligesom man får markeret stemningsbaggrunden for de enkelte breve.
H. Topsøe-Jensens beskæftigelse med Andersens selvbiografier og med hans brevvekslinger er udsprunget af den faste overbevisning – som han iøvrigt havde til fælles med Andersen selv – at kendskabet til Andersens liv er den bedste kommentar til hans digtning. Med denne grundholdning kunne han selvsagt ikke sympatisere med „den Skole, der nu dominerer i Litteraturvidenskaben, og som vil skille Værket fra Digteren, gøre det alene til Genstand for en subtil Analyse, saa lærd og saa lang og med de allersværeste kinesiske Ord“ (forbemærkningerne 1966).
Fremfor nogen har Topsøe udnyttet det rige stof, der er nedlagt i Andersens dagbøger og almanakker. Brevudgiverens store fortrolighed med dagbogsstoffet er en naturlig forudsætning for den lødige og fyldige kommentering, og ingen har som han stridt for at få virkeliggjort den længe planlagte, fuldstændige udgivelse af Andersens dagbøger. Sent lykkedes det, i årene op til hundredårsdagen for Andersens død (1971-75). Selv påtog han sig – sammen med Kåre Olsen – at føre tilsyn med udgivelsen af de ti bind, og alene påtog han sig den uhyre krævende opgave at forsyne dagbogsudgaven med behørige registre. Man forstår næppe, hvorledes den aldrende videnskabsmand fandt kræfter til at løfte og løse en sådan mammutopgave. Selv har han i artiklen „En Register-Arbejder siger Farvel og Tak“, i samlingen „Vintergrønt“ i anledning af 80 års dagen, givet en fornøjelig skildring af sit trælsomme arbejde. Ingen anstrengelse blev skyet for at nå til bunds i problemerne og fuld sikkerhed m. h. t. identifikationerne.
I „Anderseniana“ må det være på sin plads at erindre om H. Topsøe-Jensens særlige forbindelse med H.C. Andersens Hus og med H.C. Andersen Samfundet. Siden han som ung videnskabsmand kom til H.C. Andersens Hus i studieøjemed – for på Videnskabernes Selskabs vegne at registrere manuskriptbestanden – har han været dette digtermuseum en sand ven. I tre museumslederes funktionstid har han stået bi med råd og dåd, og i henved 30 år har han sammen med dem redigeret museets årbog „Anderseniana“, hvor en meget væsentlig del af Andersen-forskningens resultater er blevet publiceret. Selv har han tegnet sig for mange lødige bidrag. Og endelig har han ved utallige lejligheder – som foredragsholder – delagtiggjort samfundets medlemmer i sin store viden. Medlem af bestyrelsen blev han på et meget tidligt tidspunkt, og i hele tre omgange har han virket som samfundets formand. I taknemlig erkendelse af hans indsats i og for H.C. Andersen Samfundet udnævnte dette ham i 1972 til sit æresmedlem.
For den flittige, skarpsindige og stringente H.C. Andersen-forsker må H.C. Andersen-elskeren ikke glemmes. Forskningsindsatsen havde sin basis, sin motivation, i en aldrig slukt kærlighed til de kunstværker, digteren skabte. Dette mærkede man måske allerbedst, når Topsøe-Jensen i en sluttet kreds læste op af Andersens eventyr. Medlemmer af H.C. Andersen Samfundet vil mindes sublime stunder, når formanden – som afslutning på en god foredragsaften – tog eventyrbogen frem og på sin ukunstlede måde foredrog et eller to af digterens eventyr. Ved genindvielsen af det udvidede og ombyggede H.C. Andersens Hus i maj 1976 skaffede han de indbudte gæster en uforglemmelig oplevelse ved oplæsning af eventyret „Klokken“. Og allerbedst var han måske i 1967, da han som stand-in for den sygemeldte Asta Nielsen i radio- og TV-transmission fra digterens arbejdsværelse læste Odense-eventyret om „Det gamle Huus“. Endnu synes man næsten at høre hans stemme læse digterens slutningsord: „Men deiligt er det ikke at blive glemt“.
For alle elskere af H.C. Andersens kunst vil H. Topsøe-Jensen være et navn og en mand, der ikke kan glemmes.
