Da kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher i sit forord til Poul Uttenreiters lille bog med H.C. Andersen-tegninger sammenlignede den danske eventyrdigters tegninger med den store hollandske malers mesterlige rørpennetegninger, var han næppe klar over, i hvor høj grad der eksisterede et underligt slægtsskabsforhold mellem disse to store ægte primitive genier.
Det var først efter at den hollandske 100-års udgave af van Goghs samlede breve med alle de deri indeholdte tegninger var udkommet i 1952, og efter at lignende fuldstændige udgaver var udkommet på engelsk i 1958 og på fransk i 1960, at man kunne se, hvor fortrolig van Gogh var med H.C. Andersens eventyr, og hvor stor betydning eventyrdigteren havde haft for den unge van Gogh i hans vanskelige brydningsperiode i årene fra 1876 til 1883.
I brevene fra denne tid nævner van Gogh H.C. Andersen ikke mindre end 13 gange.
Han stiftede først bekendtskab med eventyrene i ten Kate’s hollandske oversættelse, men har sikkert også kendt dem på engelsk; for det er på engelsk han fortæller dem for drengene om aftenen i sovesalen på den kostskole i Izleworth i England, hvor han var hjælpelærer i 1876.
Af hans breve til den trofaste broder Theo erfarer vi, at det først og fremmest var Historien om en Moder, De røde Skoe, og Den lille Pige med Svovlstikkerne, han fortalte drengene på sit sikkert meget ubehjælpsomme engelsk.
I et senere brev fortæller han broderen, at han under en spadseretur med de ældste elever fortalte dem Andersen-eventyr og ganske særlig Historien om en Moder, som i denne hans religiøst grebne periode nok har talt særlig stærkt til hans urolige sind. Han skriver også, at han under et besøg hos en præst, hvis små døtre han underviste i tysk, efter timen fortalte dem Sneedronningen. Også eventyret om den grimme ælling nævner han i et af brevene fra disse år. Det har nok talt særligt til ham, da han i sit forhold til foresatte og familie i udpræget grad følte sig som en sådan.
Men det var ikke blot Andersens eventyr har kendte. I en bestemt sammenhæng skriver han til Theo, at H.C. Andersen må have haft en bildende kunstners sind (une âme d’artiste), og han citerer til støtte for denne sin formodning et stykke fra Billedbog uden Billeder, som oversat hed Månens Fortællinger (Contes de la Lune). Stykket er fra begyndelsen af Ottende Aften og er gengivet via hollandsk (eller engelsk) i den franske udgave bd. I s. 127 således:
Et chaque soir venait la lune et à voix basse me parlait de ce que dans la nuit calme, silencieuse, elle avait vu, du haut de sa céleste veille, elle dont la mémoire est séculaire. Elle avait voyagé tout là-bas, tout là-haut, par dessus l’écume de péchés, éclairant d’un doux éclat argenté l’arche flottante, comme elle éclaire à présent ma fenêtre solitaire, et comme elle éclairait d’une triste lueur, la harpe pour toujours muette, aux saules accrochée, quand Israël se penchait, l’oeil humide, sur les fleuves de Babylone.
Hvor samlevet van Gogh var med den Andersenske eventyrverden viser et af de sidste breve, hvor han omtaler den. I dette brev fra marts 1883, som er stilet til malervennen Van Rappard, beretter han, at han har været inde på en affaldsplads, og at en af skraldemændene viste ham nogle bulede og rustne jerngenstande, og han tilføjer:
„Det var et rigtigt emne for et H.C. Andersen-eventyr, denne dynge af spande, kedler, blikskåle, dunke, rusten pigtråd og kakkelovnsrør, som folk her havde skilt sig af med.“
Og at van Gogh var fast overbevist om, at H.C. Andersen også måtte være tegner, ser vi af en passus i et tidligere brev til Van Rappard. Her skriver han:
„Finder du ikke, at Andersens eventyr er meget smukke. Det er sikkert, at Andersen også tegner illustrationer.“ (Il est certain qu’ Andersen dessine aussi des illustrations).
Og ser man på en rørpennetegning, som den van Gogh nedkradsede i 1889 Landskab med Vindmøller og på det billede, han malede d. 14. juli 1890, fjorten dage før sin død, af rådhuset i Auvers (La Mairie d’Auvers) kan man ikke undgå at blive slået af, hvor kongeniale disse to store primitive er ved den måde, de fastholder deres synsoplevelser på.
Van Goghs fortrolige forhold til den langt yngre danske maler Mourier-Petersen kan måske forklares ved, at denne er en landsmand af H.C. Andersen. Sidste gang van Gogh nævner Mourier, er i et brev til broderen Theo dateret d. 22. febr. 1882, hvor han skriver:
„Som svar på et brev fra Mourier, som har glædet mig, blot dette: hvis Gauguin med dig vil bytte sig til La Berceuse (Vuggekonen), så vil han kunne sende det til Danmark til sin kone. Jeg ville gerne, at der var et billede af mig dér.“ „Men, tilføjer han trist, måske er det billede uforståeligt.“
Van Gogh måtte til sin dødsdag føle sig som en grim ælling. Selv om han blev værdsat af enkelte malerkolleger, som f.eks. Toulouse-Lautrec, Gauguin, Emile Bernard, Sisley og af Theo, som brød sammen kort efter broderens død, så nåede van Gogh aldrig, mens han levede, ud til det publikum, han gerne ville nå. Det eneste billede, han fik solgt inden sin død, blev erhvervet af en malerinde for 400 frcs. Det hænger nu på Museet for moderne Kunst i Moskva.
