Den hidtil fyldigste redegørelse for forholdet mellem H.C. Andersen og Søren Kierkegaard finder man i Frithiof Brandts bog „Den unge Søren Kierkegaard“ (Kbh. 1929).[1] Da denne skildring i høj grad bygger på gisninger, hvoraf adskillige er afvist af en senere tids forskning, er der grund til at redegøre for, hvad vi rent faktisk ved om forholdet mellem de to forfattere.
Den 22. november 1837 udkom H.C. Andersens tredje roman, „Kun en Spillemand“; de to tidligere var „Improvisatoren“ (1835) og „O.T.“ (1836). Den 6. september 1838 udkom Søren Kierkegaards første bog, der havde den for samtiden uforståelige titel „Af en endnu Levendes Papirer“ og den lettere forståelige undertitel „Om Andersen som Romandigter, med stadigt Hensyn til hans sidste Værk: Kun en Spillemand“. Andersen var da 33 år og havde i Danmark slået sit navn fast som poet, romanforfatter og eventyrdigter. Kierkegaard var en 25-årig teologisk student, kun kendt i en snæver akademisk kreds, hvor han var berømt for sit vid og sin skarpe intelligens.
Der er grund til at tro, at Kierkegaard havde ret, når han et sted i sin bog brugte det udtryk, at han så godt som ikke kendte Andersen personlig,[2] og det er meget lidt, vi ved om forholdet mellem Andersen og Kierkegaard før 1838[3]. De var begge medlemmer af Studenterforeningen og har formentlig lejlighedsvis set hinanden der, ligesom de også kan have truffet hinanden i Musikforeningen[4]. Alt tyder på, at der kun har været tale om et meget overfladisk bekendtskab, og de har utvivlsomt været alt for forskellige til at kunne have nogen glæde af hinandens selskab. Det fremgår af en passus i „Mit Livs Eventyr“, at de en gang, efter at „Kun en Spillemand“ var udkommet, mødtes på gaden, og ved den lejlighed skulle Kierkegaard have betroet Andersen, at han havde læst romanen og agtede at skrive positivt om den, da han mente, at kritikken i almindelighed opfattede Andersen forkert[5]. Senere er Andersen imidlertid blevet klar over, at Kierkegaards behandling af „Kun en Spillemand“ ikke ville blive venlig, for den 30. august 1838 skrev han i Almanakken: „Følt Sjælemarter over Kirkegaards ikke udkomne Kritik.“
Hvad kendte Kierkegaard til Andersens værker udover „Kun en Spillemand“? Svaret er: I hvert fald en del af hans lyriske digte, „Fodreisen“, „Improvisatoren“, „O.T.“, nogle af eventyrene og det dramatiske digt „Agnete og Havmanden“. Hertil kommer senere „En Comedie i det Grønne“.
Til Andersens „Fodreise“ findes der en hentydning i Kierkegaards papirer; i en omtale af en tysk bog om Faust-sagnet nævner han i 1835, at ideen om „at lade Verden gaae under ved Bøger, som findes i Andersens Fodreise“, stammer fra dette sagn.[6]
Fra 1837 stammer følgende notat: ,Jeg har læst Andersens Novelle: Improvisatoren igjennem finder Intet deri, kun en god Bemærkning, Italieneren siger til Afskeed om Aften: felicissima notte og Andersen bemærker: „Nordboen ønsker: god Nat sov vel, Italienerne ønske: den lykkeligste Nat! Sydens Nætter eie mere end – Drømme.“[7]
Til „O.T.“ henviser Kierkegaard i en fodnote i „Af en endnu Levendes Papirer“.[8]
I sin bog om Kierkegaard skriver Sejer Kühle, at han mener, at en optegnelse fra 1. november 1835 sigter til „Agnete og Havmanden“. Den pågældende optegnelse lyder: „Der gives Forfattere, der ligesom de Tiggere, der ved at blotte Legemets Feil og Vanskabthed søge at vække Medlidenhed, stræbe efter at afsløre deres Hjertes sønderrevne Tilstand at vække Opsigt.“[9] Dette er naturligvis kun en hypotese, men at Kierkegaard faktisk har læst „Agnete og Havmanden“, fremgår af dette notat fra 1843, skrevet i anledning af, at Andersens „Agnete og Havmanden“ i april-maj 1843 opførtes på Det kongelige Teater:
,Jeg havde tænkt paa at bearbeide Agnete og Havmanden fra en Side, som nok ikke er opkommen i nogen Digters Hoved. Havmanden er en Forfører, men da han har vundet Agnetes Kjærlighed, da bliver han saa rørt derover, at han vil tilhøre hende ganske. Men see det kan han ikke, da maatte han indvie hende i hele sin sørgelige Existens, at han til visse Tider er et Uhyre o.s.v. Kirken kan ikke lyse sin Velsignelse over dem. Da fortvivler han, dukker i sin Fortvivlelse ned paa Havets Bund og bliver der, men indbilder Agnete, at han kun vil bedrage hende.
Det er dog Poesie, ikke dette usle erbarmelige Sludder, hvor Alt dreier sig om Latterligheder og Narrestreger.
En saadan Knude lader sig kun løse ved det Religieuse (som deraf har sit Navn, fordi det løser alt Tryllerie); hvis Havmanden kunde troe, saa kunde hans Tro maaskee forvandle ham til et Menneske.“[10]
De få hentydninger, der i Kierkegaards Papirer findes til eventyr af H.C. Andersen, stammer alle fra tiden efter 1838, hvad der naturligvis ikke udelukker, at han kan have læst andre eventyr og historier, uden at de derfor behøver at være nævnt i Papirerne.
I marginen til „Forførerens Dagbog“ har Kierkegaard i tilslutning til ordet „Standhaftighed“ skrevet: „Han erindrer mig virkelig om den standhaftige Tinsoldat, og jeg kan ikke lade være at lee, hver Gang jeg tænker paa deres fælles Skjebne at falde ind under et Rendesteens-bræt.“[11]
I et notat fra 1844 bruger Kierkegaard udtrykket „god Nat Ole“, som stammer fra eventyret „Ole Lukøie“.[12]
Og fra 1847 stammer denne ofte citerede optegnelse: „See, Andersen han kan fortælle Eventyret om Lykkens Galoscher – men jeg kan fortælle om Skoen som trykker, eller rettere det kunde jeg fortælle men just fordi jeg ikke vil fortælle det, men gjemme det i dyb Taushed, derfor kan jeg fortælle adskilligt Andet.“[13]
Da Kierkegaards bibliotek efter hans død blev registreret, indeholdt det kun tre bind af H.C. Andersen, nemlig „Kun en Spillemand“ (Kbh. 1837) og to bind „Nye Eventyr“ (Kbh. 1843-48), som Andersen i 1848 havde sendt ham.[14] Det ser således ud til, at „Kun en Spillemand“ er den eneste bog af H.C. Andersen, som Kierkegaard selv har købt.
„Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie af S. Kjerkegaard“ er en lille bog, der består af et Forord på 7 sider, efterfulgt af selve afhandlingen, der fylder 79 sider. Bogens forfatter virker som en ny Erasmus Montanus, der skriver et utålelig søgt og vanskeligt forståeligt sprog, eller med Sven Møller Kristensens ord i „en omstændelig, superakademisk stil der smager af vigtigpeteri“.[15] Efter en række indledende bemærkninger om fiktionsprosa på baggrund af fru Gyllembourgs og Blichers noveller kommer Kierkegaard endelig på side 17 til „den af en temmelig betydelig literair Virksomhed ikke ufordeelagtigt bekjendte Digter Hr. H.C. Andersen“.
Efter at have talt om Andersens „første Ungdoms enkelte virkelig skjønne lyriske Frembringelser“ skynder Kierkegaard sig at sørge for, at de rosende ord ikke skal opfattes alt for ubetinget, idet han håber, „at Læserne ville give os Ret i den almindeligere Observation, at han i sin Lyrik ikke staaer betegnet som en ved et dybt Gemyt bemyndiget Choragus for en større Totalitæt, eller som et fuldtonigt Organ for en Folke-Bevidsthed, eller endelig som en af Naturen skarpt udpræget Personlighed, der ikke har anden Ret til sine besynderlige Udbrud og sine besynderlige Fordringer til Verden end det Naturens imprimatur, som Historien saa ofte ikke accepterer – men snarere som en gjennem en elegisk Duodez-Scala af ligesaa let vakte som igjen dæmpede og uden synderlig Efterklang hendøende Toner sig bevægende og i et saadant Væv af tilfældige Stemninger hildet Mulighed af en Personlighed, der for at blive en saadan behøver en stærk Livs-Udvikling.“[16]
Kierkegaard savner „det episke Stadium“ hos Andersen og taler om hans „Fristelse til at producere, istedetfor at udvikle sig selv, til at skjule en indre Tomhed under brogede Billeder, til uden al Reproduction at gaae op i Generation, som Læsning af W. Scott og saadanne Romandigtere nødvendigviis maatte være for et saa svagt udviklet Gemyt som det Andersenske“.
Videre hedder det: „Som Lafontaine sidder han derfor og græder over sine ulykkelige Helte, der maae gaae under, og hvorfor? fordi Andersen er den som han er. Den samme glædeløse Kamp, som Andersen selv kæmper i Livet, gjentager sig nu i hans Poesie.“[17]
Det personlige i Kierkegaards angreb bliver påfaldende, hvor han taler om, at Andersens „egen Virkelighed, hans egen Person forflygtiger sig til Digt, saa at man virkelig i enkelte Øieblikke fristes til at troe, at Andersen er en Figur, der er løben bort fra en af en Digter componeret, endnu ikke færdig Gruppe; og unægteligt er det vistnok, at Andersen kunde blive en meget poetisk Person i et Digt, hvorved da netop hele hans Digten vilde blive opfattet i sin fragmentariske Sandhed“.[18]
Kierkegaard påstår, at Andersen aldeles mangler enhver form for livsanskuelse, og uden en livsanskuelse kan man ikke skrive romaner. „Der maa i Romanen være en udødelig Aand, der overlever det Hele. Hos Andersen derimod er der aldeles intet Hold: naar Helten døer, døer Andersen med og afnøder i det Høieste Læseren som sidste Indtryk et Suk over dem begge.“[19]
Efter at Kierkegaard har fastslået, at „jeg saa godt som ikke kjender Andersen personlig“,[20] er han alligevel blevet betænkelig ved tanken om, at hans skrift skulle føles som et personligt angreb på Andersen, og han skriver derfor, at „jeg vil blot gjøre Andersen opmærksom paa, at dersom han paa en eller anden Maade skulde føle sig personligt (som bosiddende Mand i Kjøbenhavn) afficeret, Grunden da ikke ligger hos mig, men hos Andersen, hvis Romaner staae i et saa physisk Forhold til ham selv, at deres Tilblivelse ikke er saa meget at ansee for en Produktion som for en Amputation af ham selv.“[21]
Det er ganske tydeligt, at det er H.C. Andersens opfattelse af geniet som et æg, der trænger til varme, til lykkens befrugtning, for ikke at blive til et vindæg, der i særlig grad har ophidset Kierkegaard, som skriver, at „Geniet er ikke en Praas, der gaaer ud for en Vind, men en Ildebrand, som Stormen blot udæsker“,[22] og om hovedideen i „Kun en Spillemand“ skriver Kierkegaard, „at Andersen ikke fremstiller et Ge-nie i dets Kamp, men snarere et Flæb, om hvilket det forsikkres, at det er et Genie, og som kun har det tilfælleds med et Genie, at det lider en Smule Gjenvordigheder, som det vel at mærke endog ligger under for . . .“*[23]
Kierkegaard indfører en speciel rubrik, som han kalder „Andersens Tilfældigheder“, og han harcellerer over Andersens „tilfældige Viden“ og „tilfældige Idee-Associationer“, og Andersens misfornøjelse med verden i dens tilfældige ytringer betegner Kierkegaard som „underløben Harme“. Et andet af Kierkegaards nedsættende udtryk i afhandlingen er „Andersens Passivitæts-Theorie“.
Først i bogens afsluttende afsnit aner man, at Kierkegaard måske kunne have skrevet om Andersen på en helt anden måde, end han her har gjort det. Det er bevidst uklart formuleret og virker helt forbløffende, at Kierkegaard pludselig taler om „en Taknemlighedsfølelse, idet jeg erindrer mig den Mand, hvem jeg skylder det Hele, en Følelse, som jeg hellere ønskede at hvidske Andersen i Øret end betroe til Papiret, ikke som om det noget Øieblik har været Andet for mig end en Glæde at kunde yde ham, hvad han har Ret til, og som fornemmelig i vor Tid Enhver, der endnu føler lidt for Poesien i den ecclesia pressa, i hvilken vi leve, næsten maa fristes til at yde varmere, end Sandheden maaskee kunde fordre det; ei heller som om en saadan Yttring ikke lod sig bringe i Samklang med min hele tidligere udtalte Anskuelse af Andersen, da jeg altid for mit Vedkommende har gjort mere af Poesie trods al dens Lig-gen under end af den mest seierrige Prosa, eller for at blive ved Andersen, da jeg, tros al hans Omtumlen, al hans Bøien for enhver poetisk Luftning, dog altid glæder mig over, at han endnu ikke er kommen ind under Politikens altomfattende fandenivoldske Passat — men fordi en saadan Yttring i det Hele taget er meget udsat for Misforstaaelse, noget jeg imidlertid haaber, at jeg skal kunne finde mig i, naar blot Andersen for at undgaae den, vil holde, hvad jeg med sympathetisk Blæk har skrevet, for det Lys, der ene gjør Skriften læselig og Meningen tydelig.“[24]
Med disse dunkle ord ender Kierkegaards bog, og i disse slutningsord finder Frithiof Brandt bekræftelse på en teori, som han i sin bog har spildt mange ord på, en teori, som går ud på, at „Af en endnu Levendes Papirer“ skulle være Kierkegaards raffinerede hævn, fordi Andersen i sit eventyr „Lykkens Kalosker“ skulle have tegnet en ondskabsfuld karikatur af Kierkegaard som papegøjen i afsnittet „Kopisten“.[25] Vores største H.C. Andersen-kender, Helge Topsøe-Jensen, afviste komplet teorien om, at Andersen med papegøjen skulle have tænkt på Kierkegaard, og der er da heller ikke noget, der tyder på, at nogen samtidig skulle have tænkt på denne mulighed. Det er ikke lykkedes Frithiof Brandt på nogen måde at sandsynliggøre sin teori – den forekommer mig grebet ud af luften. Dermed falder også Brandts teori om „Af en endnu Levendes Papirer“ som en hævnakt fra Kierkegaards side helt til jorden.
Jeg tror snarere, at Georg Brandes havde ret, da han i sin bog om Kierkegaard skrev: „Hvad der opbragte ham, det var den Lære, Andersen havde lavet om Geniet, en Uvirksomhedslære, at Geniet behøvede Pleje, kærlige Omgivelser, en vis lunken Varme for at sætte Frugt, og at det uden denne Understøttelse vilde eller maatte gaa til Grunde.“[26] Det var i sin egenskab af geni, at Kierkegaard protesterede – „et Geni, som i sig selv havde endnu langt mere af den hallucinerede Martyrs lidende Mod end af Soldatens mandige og solklare Kamplyst“.[27] Havde Kierkegaard ment at genkende sig selv som papegøjen i „Lykkens Kalosker“, skulle han nok have givet igen på en helt anden måde.
Såsnart „Af en endnu Levendes Papirer“ var udkommet, fik H.C. Andersen et eksemplar, og den 6. september 1838 noterede han i Almanakken: „Et oprørende Brev fra Wulff og øieblikkelig derpaa Kirkegaards Kritik. Eduard [Collin] gav mig et kjølende Pulver. Gaaet som i en Døs.“ Dette notat har gang på gang været citeret som et bevis på, hvilket rystende indtryk Kierkegaards kritik gjorde på H.C. Andersen. Først da Helge Topsøe-Jensen i 1959 udgav brevvekslingen mellem H.C. Andersen og Henriette Wulff blev det sandsynliggjort, at denne fortolkning er helt forkert. Topsøe-Jensen kommenterer det pågældende notat således: „Dette ofte citerede Sted misforstaas i Reglen. Kierkegaards Angreb traf ham ikke helt uforberedt; 30. August siger Almanakken: ’Følt Sjælemarter over Kirkegaards ikke udkomne Kritik.’ Og hvor ubehagelig den end monne være, den kom dog fra en endnu ubekendt Student; Andersen var en velmeriteret Digter, og Pjecen var skrevet i et Filosofisk Kaudervælsk, som de færreste almindelige Læsere ville faa noget Udbytte af. Det har nok kunnet gøre ondt værre at kigge i Kierkegaards Bog, men den har ikke kunnet fremkalde et saa lammende Indtryk som Brevet fra Kommandøren. Nej, Hovedulykken var naturligvis, at det Hjem, der ved Siden af det Collinske Hus havde betydet mest for ham, hvor han havde haft et Tilholdssted helt fra sin første Københavnstid, nu for bestandig syntes at skulle lukkes for ham.“[28] Brevet fra kommandør Wulff eksisterer ganske vist ikke mere, men vi ved, at det var et groft injurierende brev, hvori Andersen blev bekyldt for at have latterliggjort Henriette Wulff, og brevet sluttede med, at Wulff frabad sig mundtlige eller skriftlige forklaringer. Til kommandør Wulffs søn, Christian Wulff, skrev Andersen samme dag: „Efter et Brev jeg imorges har faaet fra din Fader, kan jeg aldrig mere komme i et Huus hvor jeg nu i atten Aar følte mig hjemme.“[29]
Tre uger senere blev kommandør Wulff klar over, at det hele skyldtes en misforståelse, og han gav Andersen en undskyldning og bad ham igen at komme i huset som en velkommen gæst. Men i de tre uger led Andersen de frygteligste kvaler, og der er derfor al mulig grund til at tro, at det er Wulffs brev – og ikke Kierkegaards bog – der har haft en så bedøvende virkning på Andersen den 6. september 1836.
Efter at have læst Kierkegaards bog skrev Ingemann den 9. december 1838 til H.C. Andersen: „Kierkegaards Recension har sagtens forstemt Dem. Bitterhed og Lyst til at krænke finder jeg dog ikke deri. Han mener Dem det formodentlig meget bedre, end han har tilkjendegivet. Slutningen antyder en saadan vistnok besynderlig tilbagetrængt venlig Stemning; men det er eensidigt og ubilligt kun at udtale sin Dadel høit, men hviske Rosen og Erkjendelsen i Øret, at udtrykke sin Misbilligelse med Bogtrykkersværte og skrive sin Tak og Billigelse med sympathetisk Blæk. Det vilde jeg ønske, han vilde erkjende og gøre den Feil god igjen ved ligesaa udførlig en Udvikling af, hvad han dennegang kun vilde hvisket Dem i Øret, og ved selv at holde det rette Lys for hiin sympathetiske Blækskrift. Det skylder han saavel Deres og hans egne Læsere, som Dem og sig selv. At han har Retsindighed dertil, troer jeg, skjøndt jeg kun kjender ham af dette Skrift, og kunde han gjøre det i en klarere Fremstilling, end den, han har i Recensionen, vilde denne manglende Halvside af hans Beskuelse blive læst af mange Flere og formodentlig bevise, at han uden Selvmodsigelse kunde see Dem og Deres Virksomhed i et ganske andet Lys.
Lad Dem endelig ikke deprimere af denne Opposition. Enhver aandelig Modstand skulde som interimistisk Dæmning kun give Livsstrømmen mere Kraft.“[30]
I Andersens egne breve har jeg kun kunnet finde en eneste hentydning til Kierkegaards bog. Han skrev den 1. februar 1839 til Henriette Hanck: „Snurrigt er det, I Hjemmet hørtes kun een eneste offentlig Stemme om denne Bog [„Kun en Spillemand“], og den var imod, ude derimod ere de Alle for Spillemanden og hans Forfatter.“[31]
I „Mit Livs Eventyr“, som udkom i 1855, skrev Andersen om Kierkegaards bog på denne måde:
„Romanen ’Kun en Spillemand’ opfyldte en kort Tid en af vort Lands unge, høitbegavede Mænd, der var Søren Kierkegaard; paa Gaden, hvor vi mødtes, sagde han mig, at han vilde skrive en Critic over den, og at jeg vilde vist blive mere tilfreds med den, end de tidligere, thi, indrømmede han, man opfattede mig ganske urigtigt! – der gik lang Tid hen, han læste Bogen om igjen, og det første gode Indtryk udviskedes; og jeg maa troe, at jo alvorligere han drøftede Digtningen, des feilfuldere blev den, og da Critiken kom, kunde jeg ikke være glad ved den; den kom som en heel Bog; den første, troer jeg, Kierkegaard skrev, noget besværlig at læse, med den hegelske Tunghed i Udtrykkene; man sagde ogsaa i Spøg, at kun Kierkegaard og Andersen havde læst Bogen ud; det var ’Af en endnu Levendes Papirer‘. Jeg fik dengang ud af den, at jeg var ingen Digter, men en digterisk Figur, der var løben ud af min Gruppe, og at det var en tilkommende Digter givet at stille mig i den, eller at benytte mig som Figur i en Digtning, hvori han skabte mit Supplement! Senere forstod jeg bedre denne Forfatter, der i min Fremskriden er kommen mig imøde med Venlighed og Skjønsomhed.“[32]
Et par optegnelser af Kierkegaard i tiden umiddelbart efter udsendelsen af „Af en endnu Levendes Papirer“ har tydeligt nok tilknytning til denne bog. Det gælder således følgende bemærkning, der stammer fra 1838, og som synes skrevet med henblik på et tænkt avispolemik: „En æsthetisk Tanketøile paa Ridder Andersens vilde Jagt gjennem Selvmodsigelsens Skyggedale.“[33]
Det samme gælder formodentlig også denne optegnelse, som ligeledes stammer fra 1838: „Men Andersen er da heller ikke saa farlig, efter hvad jeg har erfaret, bestaaer hans Hovedstyrke i et auxiliair Chor af frivillige Bedemænd, nogle omstreifende Æsthetikere, der idelig forsikkre deres Ærlighed, og saa meget er vist, at man ingenlunde kan sigte dem for nogen reservatio mentalis; thi de have slet Intet in mente.“[34]
H.C. Andersen hævnede sig på Kierkegaard, da han et par år senere skrev det lille stykke „En Comedie i det Grønne“, en lille enakter, der var baseret på et gammelt lystspil, som hed „Skuespilleren imod sin Villie“.[35] Andersens vaudeville blev første gang opført den 13. maj 1840 på Det kongelige Teater med Phister i hovedrollen som den omrejsende teaterdirektør, der overfor grevens inspektør spiller forskellige roller, en gårdskarl, en hårskærer, en teatermaler, en poet, en sufflør og en pyntekone (d.v.s. påklæderske). „Haarskjæreren“ var fremstillet som en hegelianer, der udtrykte sig i et uforståeligt filosofisk kaudervælsk, og flere af hårskærerens replikker var direkte lånt fra „Af en endnu Levendes Papirer“. Det gælder således denne replik:
„Det Sublimat af Glæde over Livet, den som Livs-Udbytte gjennemkjæmpede Tillid til Verden, det vil sige, den verificerede Congruens af Hjertets Fordringer og Bebudelser med Livets Præstationer, der ikke bevises ex matematica pura, men vanskeliggøres (afskrivningsfejl for: anskueliggøres) de profundis, har jeg ikke tilegnet mig; men der er noget Stabilt i den Ro, som Philosophien giver mig!!“
Også en anden af hårskærerens replikker er et direkte citat fra Kierkegaards bog: „Villien er tidt et Phænomeen i den respectableste Skikkelse, saaledes som den træder frem i Hegels store Forsøg paa at begynde med Intet.“[36]
Andre af hårskærerens replikker er Andersens forsøg på at efterligne Kierkegaards stil, f.eks. når han taler om „Forstandens Centrifugalkraft“ eller om et begreb „som gjennemdeclineret i Livets forskjellige Casibus“.[37]
„Min Vei der, er æqvat den uendelige Skrue,“ siger hårskæreren og synger et vers, der begynder:
I den negative Væren
Var jeg strax, som ung Friseur,
Hegel læste jeg og Læren
Potensered mit Humeur.
Nu var det Kierkegaard, der blev såret og fornærmet, og med henblik på offentliggørelse i et dagblad skrev han et indlæg under overskriften „Et Øieblik, Hr. Andersen!“[38]
I dette indlæg harcellerede han først over, at Andersen havde været hele to år om at komme „styrtende ind i den litteraire Verden med for 4 Skilling Polemik“. Derefter hed det videre: „Dog først et Par historiske Oplysninger, der vil være absolut nødvendige for det læsende Publikum, da jeg i dette Øieblik ikke kan skrive om den europæisk-berømte Digter Andersen, der nu snart vil tiltræde sit Triumphtog, uden at berøre min egen ubetydelige Person.“ Udtrykket „Triumphtog“ hentyder til, at bladene havde meddelt, at H.C. Andersen i slutningen af august 1840 agtede at forlade Danmark for at foretage en længere udenlandsrejse. Det var denne hans hidtil længste rejse, hvorfra han først vendte tilbage i sommeren 1841, som kom til at afgive stoffet til „En Digters Bazar“.
Kierkegaard mindede om, at han i 1838 „udgav en lille Piece, hvori jeg i Forhold til mine Evner stræbte at fastholde den buntede og brogede andersenske Digter-Existents i alle dens Krumninger, Slyngninger, Dreininger, Vridninger, Vrængninger“.
„I Sommeren 1840 blev da paa det kongelige Theater opført et Stykke, som hed ’En Comoedie i det Grønne’. Dette behøver jeg nu vel ikke at erindre om; thi Stykket var af Andersen.“ Hvis ikke nogle af Kierkegaards bekendte havde gjort ham opmærksom på det, ville han ikke have anet, at Andersen i dette stykke „havde lagt en af Personerne hele lange Tirader af min lille Piece i Munden“.
Herefter fortsatte Kierkegaard:
„I denne Comoedie optræder nemlig Skuespildirektør Dalby i flere Roller, blandt andet ogsaa som Haarskjærer. Det er kun denne Præstation, jeg har med at gjøre. Denne Person skal nu være en vrøvlevorren Hegelianer. Dersom jeg nu vilde sige til Andersen, at jeg aldrig har udgivet mig for nogen Hegelianer, og det forsaavidt var taabeligt af Andersen, at tage Sætninger af min lille Piece og lægge en Hegelianer i Munden, saa vilde jeg næsten forekomme mig selv afsindig. Thi enten maatte jeg med det Ord ’Hegelianer’ forbinde Forestillingen om en Mand, der med Alvor og Energie havde omfattet denne Tænknings Verdens-Anskuelse, tilegnet sig den, fundet Hvile i den, og nu med en vis sand Stolthed sagde om sig selv: ogsaa jeg har haft den Ære at tjene under Hegel, – og i dette Tilfælde vilde det være et Raserie af mig at sige det i en Samtale med Andersen, da han formodentlig ikke vilde kunne knytte en fornuftig Tanke dertil, ligesom jeg idet mindste vilde tage i Betænkning at bruge et saa betydningsfuldt Prædikat om mig selv, om jeg end var mig bevidst, at jeg havde stræbt at gjøre mig fortrolig med Hegels Philosophie. Eller jeg vilde ved en Hegelianer forstaae et Menneske, der, flygtigt berørt af denne Tænkning, nu bedaarede sig selv i et Resultat, han ikke eiede, – og da vilde det være ikke mindre daarligt at sige dette til Andersen, saafremt man ellers vil give mig Ret i, at den som ikke veed, hvad en Hegelianer er i Sandhed, heller ikke veed hvad en Hegelianer er i sin Usandhed, det vil sige: ingen konkret Forestilling kan have derom.“
Hvis man ville lægge en person noget vrøvl i munden, fortsatte Kierkegaard, var en af mulighederne den at tage noget, man ikke selv forstod, i håb om, at andre heller ikke forstod det. „I denne Henseende indrømmer jeg nu gjerne Andersen Fortrinet for en hvilkensomhelst nulevende Digter, og jeg gratulerer ham til de umaadelige videnskabelige Overdrev, der udstrække sig for hans Øie, og jeg forundrer mig blot over, at han har villet udvælge min fattige Huusmandslod, han, Digter Andersen, der er al Philosophiens og al høiere Videnskabeligheds monopoliserede negative Eier . . .“
Kierkegaard indrømmede, at den af hårskærerens replikker, der begyndte „Det Sublimat af Glæde over Livet . . .“, var ordret aftrykt, „og at det Eneste, hvormed Andersen har villet gjøre den til sin Ejendom, hvad der for den finere Iagttager af Andersen ikke er uheldigt, er at han skriver matematica uden h“.
Kierkegaard sluttede sit indlæg med at foreslå, at Andersen og han i forening skulle „udgive et Blad“, hvis omkostninger Kierkegaard ville betale. Blot måtte det være en betingelse, at Andersen ville lade sit svar fremkomme i så god tid før afrejsen, „at jeg kan faae et Par Timer til mit Tilsvar, og det da kan komme ham tilhænde før hans Afreise; thi sagen er ikke af den Natur, at jeg gad skrive derom, naar Andersen har forladt Kjøbenhavn.“
Men Kierkegaard fik aldrig sendt sit indlæg af, og Andersen har derfor aldrig anet noget om hans reaktion på „En Comedie i det Grønne“. Kierkegaards kladde blev først offentlig tilgængelig, da hans Papirer blev udgivet. Nu synes originalmanuskriptet at være sporløst forsvundet.
Den 14. februar 1843 skrev Henriette Wulff fra København til Andersen, der da opholdt sig i Tyskland:
„Her er i disse Dage kommet en Bog ud, som kaldes: Enten-Eller! -Den skal være gandske mærkelig, første Deel fuld af Don-Jouanisme, sceptimisme etc., anden Deel formildende og forsonende, endende med en Prædiken, der skal være gandske fortræffelig. Den hele Bog gjør meget Opsigt, endnu har Ingen omtalt den offentlig, men det kommer nok. Den skal egentlig være af en Kirkegaard, der har givet sig et pseudonymt Navn, kjender De ham?“[39]
På det tidspunkt var kontroversen mellem Kierkegaard og Andersen åbenbart helt gået i glemme.
Også fra fru Signe Læssøe fik Andersen brev om den opsigt, som Kierkegaards „Enten-Eller“ havde vakt i Danmark. Signe Læssøes brev er dateret den 7. april 1843 og sendt til Paris, hvor Andersen da opholdt sig:
„Her er oprunden paa den litteraire Himmel en Komet (jeg synes, det seer ud, som jeg havde skrevet en Kameel; men jeg mener en Komet), uheldsvanger og uheldbringende; den er saa dæmonisk, at man læser og læser, lægger den utilfreds bort og tager den altid fat igjen; thi man kan hverken slippe eller beholde den. ’Hvad er det dog?‘ hører jeg Dem sige. Det er ’Enten-Eller’ af Søren Kierkegaard. De gjør Dem ikke Begreb om, hvad Sensation den har gjort; jeg troer, siden Rousseau lagde sine confessions paa Alteret, har ingen Bog gjort saa meget Røre i Læseverdenen som den. Naar man har læst den, afskyer man Forfatteren, men bøier sig dybt for hans Hoved og hans Kundskaber; især vi Fruentimmer maae være vrede paa ham; som Muhamedaneren lader han os høre det Endelige til og sætter os kun høit, fordi vi føde og more og frelse Mandfolkene. I den første Deel (det er et Opus paa 54 Ark) er han æsthetisk, det vil sige ond, i den anden Deel er han ethisk, det vil sige lidt mindre ond; alle Folk prise anden Deel; der binder han Qvinden til det Endelige. Forresten forstaaer jeg ikke Fjerdeparten af Bogen, den er altfor philosophisk; han siger f. Ex.: ’Der er ingen Lyksalighed uden i Fortvivlelse; iil med at fortvivle, før kan Du ingen Lykke finde’; et andet Sted siger han: ’Ens Lykke skal være at vælge sig selv’. Hvad vil det sige? I den hele Bog er en Livs-Kjede, som kun kan komme af et forkvaklet Liv; et ungt, begavet Menneske maa ikke kunne sige: ’Lykkelig er Manden, der døer, lykkeligere Barnet, der døer, lykkeligst Den, der aldrig fødtes.’ Heiberg skrev først en brillant Anmeldelse i Intelligensbladet; men nu troer jeg, han ved nøiere Overlæg og Gjennemlæsning har faaet Øinene lidt mere op; jeg venter midt i Maaneden en Critik i hans Blad; derfor fik vi Intet den 1ste April, da den ventelig fylder 2 Ark; jeg glæder mig til den, han fortjener meget Haardt; udtale sig, som han udtaler sig, kan kun Den, der foragter alle Mennesker; Stakkel, det er værst for ham selv! ” [40]
Fra Paris svarede Andersen den 21. april 1843 i et brev til fru Læssøe: „Hvad De giver mig af Kierkegaards Bog, gjør mig ikke just videbegjærlig, det er saa let at synes genial, naar man vil sætte alle Hensyn til Side og sønderslide sin egen Sjæl og alle hellige Lølelser! men sligt gjør Efect. Den philosophiske Belysning har rimeligviis øieblikkelig blændet Heiberg!“ [41]
Andersen må i et – nu ikke mere eksisterende – brev til Henriette Hanck have refereret fru Læssøes vurdering af „Enten-Eller”, for den 19. maj 1843 skrev hun fra København til ham:
„De er vist ret træt af at høre: Enten-Eller omtale, men De slipper ikke for ogsaa at høre min Mening om den. Efter Deres Yttringer i Fr. Læssøes Brev maa De ret have faaet en slem Beskrivelse over den og det synes mig dog ikke den fortjener. Man har i Almindelighed viist den Ubillighed mod dette Værk kun at blade i det eller paa Grund af dets Størrelse kun at gjøre sig bekjendt med Enkeltheder af det. Flere ere blevne saa indignerte over første Deel at de have kastet Bogen hen naar de vare midt i denne, og have saa roligt fordømt den. Jeg har med saa spendt Opmærksomhed som det har været mig muligt læst den fra først til sidst, og især første Halvpart af anden Deel har tiltalt mig ubeskriveligt. Hovedtendentsen troer jeg er Beviset for hvorledes al æsthetisk Skjønhed tilintetgjøres uden den ethiske Grund, jeg har altid havt en sikker Følelse af denne Sandhed og derfor uagtet de utallige Skjønheder aldrig ret kunnet forlige mig med flere af Gøethes Frembringelser fordi jeg i disse har savnet denne Forening af Æsthetik og Moral, saaledes gik det mig ogsaa med det ellers saa henrivende Digt af Byron som De ifjor bragte mig. Jeg gad nok seet Kirkegaard mon han er Enten – eller -Eller neppe nogen af Delene han staar vist selv (hvis det ellers lader sig tænke) midt imellem Lyset og Skyggen.” [42]
I Kierkegaards lille bog med titlen „Forord. Morskabslæsning for enkelte Stænder efter Tid og Ledighed“, udgivet under pseudonymet Nicolaus Notabene i 1844, finder man følgende citat:
„Hvorfor skriver Ingen en literair Barselstue? I en saadan seer man Folk, der have en frappant Lighed med Madamerne i hiin Comedie; Folk, der dræbe den Ulykkelige med Snak, misundelige, skadefroe Folk, der have værre Tunger end hine Madamer, og for at gjøre Alt complet mangler der vel sjeldent en Rolle, der bedst lod sig udføre af et Fruentimmer, ligesom der hos Holberg er en Fruentimmer-Rolle, der bedst udføres af et Mandfolk.“[43]
Ganske vist kan det ikke med sikkerhed siges, om Andersen har læst disse linjer, men jeg føler mig overbevist om, at professor Billeskov Jansen har ret, når han skriver: „Det er uden Tvivl dette Sted, der har givet H.C. Andersen Idéen til Stykket ’Den nye Barselstue, Lystspil i 1 Akt‘, opført 1. Gang 26. Marts 1845; Stykket blev Andersens mest varige Sukces paa Scenen; det har holdt sig til vore Dage. H.C. Andersen hentede saaledes paa en Maade Erstatning hos K. for den haarde Medfart, denne havde givet ham i ’Af en endnu Levendes Papirer’.“[44]
I den artikel af Kierkegaard i „Fædrelandet” den 27. december 1845, som kom til at danne indledningen til den berømte Corsar-fejde, en artikel, der havde overskriften „En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet“, og som var underskrevet „Frater taciturnus“, var der også et lille spark til Andersens selvoptagethed. Jeg citerer det pågældende afsnit:
„En Forfatter, der er sig sin Opgaves dialektiske Vanskelighed og Anstrengelse bevidst, venter naturligvis kun faa Læsere og ønsker det forsaavidt ogsaa, ikke skrømtet og coquet, i et Forord, men vedstaaer det Samme i sit Indre, og bruger derfor endog sit eget Jeg, ikke just à la Andersen, men snarere lidt socratisk, til drillende at støde fra med.”[45]
Mens Corsar-striden var på sit højeste, skrev Henriette Collin den 6. februar 1846 til Andersen, som nu igen opholdt sig i Tyskland:
„I Litteraturen er for Øieblikket, Corsarens uafbrudte Angreb paa Søren Kierkegaard noget af det der vækker meest Interesse her, og det stakkels Offer er ikke Philosoph nok for at sætte sig ud over sin Ærgrelse, men skal Nat og Dag være opfyldt deraf og tale derom til Alle Mennesker. Han har imidlertid selv kaldt denne Skjæbne over sit Hoved idet han i en forunderlig søgt Article i Fædrelandet har angrebet Corsaren.“[46]
Den 30. marts 1846 udkom Kierkegaards hyldest til fru Gyllembourgs roman „To Tidsaldre“ som en lille bog med titlen „En literair Anmeldelse“, og den 15. maj samme år skrev Henriette Hanck til H.C. Andersen om bogen:
„Vor æsthetiske Litteratur har været fattig i denne Tid, det eneste af Interesse jeg i den senere Tid har læst er Kirkegaards Recension over ’De to Tidsaldre‘, ikke for Novellens Skyld der har interesseret mig mindre end mange af dens Søstre, og endskjønt Kirkegaard hæver den meget, er det dog vist mindre for dens egen Skyld end fordi den har givet ham et belejligt Stof til at danne sin Skaben deraf, han har bygget en Afhandling over vor Tid paa den, der stemmer saa aldeles med mine Anskuelser saa jeg naturligvis maa finde den fortræffelig, det er som man saae Nutiden i det klareste Speil, Forfatteren fører os hen for det, og gjør os med sit skarpe og vittige Blik opmærksom paa dens mange Brøst, og enkelte gode Sider. Naar De kommer hjem maae De endelig læse den.“[47]
I anledning af Det kongelige Teaters hundredårsdag den 12. december 1848 opførtes en særlig festforestilling, sammensat af tre dele: som forspil opførtes H.C. Andersens „Kunstens Dannevirke“, derefter Holbergs „Barselstuen“ og til slut Bournonville-balletten „Gamle Minder“. Festforestillingen blev gentaget nogle gange i december 1848 og januar 1849. Det var denne forestilling, som fik Kierkegaard til at gøre dette notat:
„Hvilken Forandring! I Oldtiden opførtes ordentligviis hvert Stykke kun een Gang, nu giver man en Fest-Forestilling paa Abonnement.
Det at et Skuespil nu opføres saa mange Gange, betyder egentlig (i Modsætning til Oldtiden) at Interessen er gaaet fra Digtet over paa andre Gjenstande: Udførelsen, Skuespilleren, tilsidst paa Theater Maleren, Decorationerne, Friseuren, Skrædderen.“[48]
Uvist af hvilken grund – muligvis for at vise Kierkegaard, at han ikke nærede nogen bitterhed mod ham – sendte H.C. Andersen i 1848 „Nye Eventyr“ som en gave til Kierkegaard, en samlet indbinding af „Nye Eventyr“, 1. Bind, 1845, 1.-3. Samling, og „Nye Eventyr“, 2. Bind, 1848, 1.-2. Samling, indeholdende i alt 22 eventyr. Andersen havde forsynet gaven med denne håndskrevne dedikation: „Kjære Hr Kirkegaard! Enten De synes om mine Smaa Eller De ikke synes om dem, komme de dog uden Frygt og Bæven og det er jo allerede noget. Venskabeligst Forfatteren.“[49] Kierkegaard synes aldrig at have takket for gaven.
Det var H.C. Andersens første tilnærmelse efter Kierkegaards kritik af „Kun en Spillemand“, og det har formodentlig været som en slags kvittering, at Kierkegaard i foråret 1849 tilsendte Andersen et eksemplar af „Enten-Eller“, som da lige var udkommet i anden udgave – og nu under navn.
Andersen takkede for bogen i et brev dateret „Kjøbenhavn den 15. Mai 1849“:
„Kjære Hr. Kierkegaard!
De har forundt mig en rigtig stor Glæde ved at sende mig Deres „Enten-Eller“! jeg blev meget overrasket, som De da nok kan vide, jeg troede slet ikke at jeg kom venlig i Deres Tanke og nu seer jeg det dog! Gud velsigne Dem derfor! tak, tak! –
Deres af Hjertet inderlig hengivne H.C. Andersen.“[50]
Andersen har nok lagt mere i tilsendelsen af bogen, end Kierkegaard har tilsigtet; fra hans side har det sikkert blot været en høflig gengældelse.
At Kierkegaard stadig forholdt sig meget kritisk over for H.C. Andersen, fremgår af, hvad Kierkegaards sekretær, litteraten og sprogmanden Israel Levin, skriver i sine erindringer:
„Vi talte om Andersen en Aften i Frederiksberg Have: ’Andersen har ikke Idé om, hvad Eventyr er, hvad skal han ogsaa med Poesi, han har et godt Hjerte, det er nok, denne stakkels Kone, hvor raat, hun drikker, men Herregud, og Børnene faa Kager, for Noget ska’ man ha’e, det er meget uskyldigt, men Eventyr’ – og nu fremmanede han i et Øieblik sex-syv Eventyr, saa jeg næsten blev uhyggelig tilmode.“[51]
Hentydningen til den stakkels kone der drikker må gælde historien „Hun duede ikke“, der udkom i 1852, så det er derfor sandsynligt, at denne udtalelse har fundet sted mellem 1852 og 1855.
I H.C. Andersens Dagbøger forekommer Kierkegaards navn første gang den 26. juni 1852, da han under et ophold i Mûnchen noterede: “Læste i Kirkegaard.”[52] Det fremgår dog ikke hvilken bog der var tale om.
Den 6. juli 1855, kort efter at Kierkegaard netop havde begyndt sit felttog mod den officielle kristendom, skrev gamle Jonas Collin i et brev til H.C. Andersen: “Noget egentlig Conversations-Thema er mig for Øieblikket ikke bekiendt. Kirkegaards for ‘Øieblikket’ kiender jeg ikke; Viggo og Theodor holde det.”[53] (Viggo var Jonas Collins barnebarn Viggo Drewsen, Theodor var Collins yngste søn, lægen Theodor Callin.)
Fra København skrev Andersen den 10. oktober 1855 til Henriette Wulff, der da opholdt sig i udlandet: “Kirkegaard er meget syg, hele Underdelen, siger man, er blevet lam, han skal være paa Hospitalet; en Theolog Thura har skrevet et raat Digt mod ham.”[54] (Thura var den teologiske student C. H. de Thura, der i 1855 udsendte et „Riimbrev til Johannes Forføreren alias Dr. Søren Kierkegaard“.)
Kierkegaard døde den 11. november 1855, og den 24. november skrev Andersen til August Bournonville, der på det tidspunkt opholdt sig i Wien:
„Søren Kierkegaard blev i Søndags begraven fra Frue Kirke; der var fra Vedkommendes Side gjort meget Lidt. Kirkestolene stode lukkede, og Trængslen i Gangene var saaledes særdeles stor. Madammer med røde og blaae Hatte løbe ud og ind, item Hunde med Mundkurve. Ved selve Graven var der Skandale; en Søstersøn af den Afdøde traadte op, da hele Ceremonien der var forbi (den: at Tryde havde kastet Jord paa Kisten), og talte imod, at han var begraven paa denne Maade; han erklærede – det var omtrent Meningen – at Søren Kierkegaard havde meldt sig ud af vort Samfund, og saa skulde vi ikke begrave ham paa vor Maade! Jeg var ikke derude; men det skal have været uhyggeligt; Bladene tale Lidet derom. Søstersønnen har nu i ’Fædrelandet’s sidste Torsdagsnummer givet det Sagte tillige med nogle Efter-Ord; det Hele er mig et Vrængbillede af Søren K., jeg forstaaer det ikke!“[55]
I ganske tilsvarende vendinger skildrede Andersen Kierkegaards begravelse i et brev til Henriette Wulff den 26. november.[56]
Kierkegaards død gjorde også et stort indtryk i Sverige, og den 14. december 1855 skrev Fredrika Bremer fra Stockholm til H.C. Andersen:
„Som Gud vill, säger jag med S. Kierkegaard, måtte vi blott känna med oss att vi följa hans maning, utföra hans bud till oss! Vad Deras Danske Simon Stylites angår, så har han äfven här väckt en hel del intresse. De flesta här – och jag ibland dem – känna att han har rätt i mycket och orätt i mycket. Han är ingen ren manifestation av sanningen, och hans sjukliga bitterhet har väl hindrat riktigheten och billigheten i hans omdöme.“[57] Striden om Kierkegaard blussede op igen efter hans død, og den 20. december 1855 skrev Andersen i et brev til Bournonville: „Endnu kommer her stadig Bøger for og imod Søren Kierkegaards Udtalelse, dog Intet af stor Betydning.“[58]
Og i et brev til Henriette Wulff kunne Andersen den 8. februar 1856 berette:
„Professor Rasmus Nielsen har begyndt to Gange ugentlig at holde interessante Forelæsninger over Kirkegaard, som Forfatter og Menneske; de blive meget besøgte.“[59]
Ligesom Kierkegaard tydeligt nok ikke forstod og ikke brød sig om H.C. Andersens forfatterskab, således kom Andersen heller aldrig til at forstå eller bryde sig om Kierkegaards forfatterskab. Det nærmeste han kom til at give et sammenfattende udtryk for sit syn på Kierkegaards forfatterskab, var i romanen „At være eller ikke være“ fra 1857, omend han her – på næsten kierkegaardsk vis – forsigtigt dækkede sig ind bag to af romanens personer, hr. Svane og den kristne jødepige Esther. Det pågældende afsnit lyder:
„Kierkegaards Skrifter, dette Humorets og Forstandens Drypsteens-Væld, hvis Tendens, efter Hr. Svanes Opfattelse, er at danne orthodoxe, gothiske Kirkebuer, ham, mangen Danneqvinde, med Sypige-Aand, siger at forstaae, og hæfter sig en kierkegaardsk Sløife paa Skulderen, for at hun kan komme i Liberie og vise sit Herskab – Altsammen Hr. Svanes Ord – kunde Esther ikke slutte sig til; hun beundrede den Begavede, men blev træt af at kravle over Sprogets Brolægning til Tankens Tempel; Veien var hende saa lang, og det Grønne, hun fandt, var ikke friskt fremskudt.“[60]
Da H.C. Andersen i 1861 bestemte sig til at rejse til Italien, inviterede han Edvard Collins søn, Jonas Collin den yngre, med som sin rejseledsager. Jonas Collin var på det tidspunkt meget optaget af at læse Kierkegaard, hvad der tit irriterede Andersen. I Avignon noterede han den 15. april 1861 i dagbogen, at Jonas i toget havde „glemt sin Søren Kirkegaard, den bragtes ham af Banebetjenten“.[61] Det samme gentog sig den 30. maj i toget fra Livorno til Pisa, hvor Jonas denne gang havde glemt sin rejsetaske, „det var en kjedelig Begivenhed, den var glemt i Vognen med hans Dagbog, og den Bog af Kirkegaard, der ogsaa glemtes i Avignon, men kom,“[62] skrev Andersen. Og fra Rom skrev han den 5. maj 1861 til Edvard Collin: ,Jonas læser i sin Fritid meget i Kirkegaard.“[63] Det var ikke ment som en kompliment til Jonas.
Jeg ved ikke, hvor den misforståelse først opstod, at H.C. Andersens eventyr „Sneglen og Rosenhækken“ skulle være et skjult opgør med Kierkegaard, idet sneglen i historien skulle repræsentere Kierkegaard, som Andersen opfattede ham. Teorien har intet med virkeligheden at gøre. Eventyret er skrevet i Rom i 1861, og om dets baggrund fortæller Andersen helt klart i dagbogen for den 14. maj 1861: „Hjemme Samtale med Jonas, der satte Viggo [Drewsen] over Bjørnstjerne [Bjørnson] og Clemens Petersen, han arbeide[de] paa sin Udvikling og havde ikke med andre at gjøre, det gav mig Anledning til at skrive Historien om Sneglen og Roserne.“[64] Det er altså den senere privatfilosof Viggo Drewsen, der er modellen for sneglen. I en koncept til et brev til Adolph Drewsen, Viggos far, skrev Andersen fra Málaga den 2. oktober 1862 om den unge Jonas Collins begejstring for Viggo Drewsen: „Viggo har imidlertid den meest hengivne Ven i ham [Jonas]; Viggo er hans Ideal, Viggo maaskee den eneste han kalder Ven.“[65] Teorien om, at Andersen med sneglen skulle have sigtet til Kierkegaard har navnlig vundet udbredelse i udlandet.[66]
I 1862, da Andersen rejste til Spanien, indbød han igen den unge Jonas Collin med som rejseledsager, og under opholdet i Granada må han have lånt Jonas Collins eksemplar af en af Kierkegaards bøger, for han noterede den 13. oktober i sin dagbog, at han „læste hjemme i Kirkegaards ’Begrebet Angest‘ hvor han taler om Geniets hemmelige Vei, Skjæbnens Nærværelse, og at Gud i Himlen, (i en vis Forstand) ikke forstaaer Geniet! Jeg sagde det var uchristeligt og Jonas at ’Gud og Christendom vare to forskjellige Ting!‘ – Jeg sagde at Gud raadede at han var den eneste. Det er ikke Christendom, Jøderne troe ogsaa paa en Gud, men ikke paa Christus! – Her fik jeg i klare Ord, Guds Forjagelse af Christendommen for den nye Gud Christus.“[67]
Fra Málaga skrev Andersen den 2. oktober 1862 i en koncept til et brev til Adolph Drewsen (som altså var Jonas Collins onkel) om Jonas, at han var „saa ung at han ikke tænker paa hvor glad jeg kunde være ved lidt mindre Kirkegaards Bindings Værk“.[68]
Den 10. december 1864 var Andersen til middag hos komponisten J. P. E. Hartmann, der ifølge Andersens dagbog „stillede i Musikverdenen sammen Wagner med Kirkegaard i Digterverdenen, begge brydende ned, men Intet selv give“.[69]
Fra Portugal skrev Andersen den 12. juli 1866 til Edvard Collin et brev, hvori han bl.a. citerede et nyt digt, han havde skrevet med overskriften „Danske Poeter i Bouquet“. Han forsøgte her ved hjælp af blomsterlignelser at skildre en række danske digtere. Digtets fjerde vers lød:
Og her har Heiberg, Hertz og Hostrup bragt
Den danske Scenes rige Blomsterranke,
Et Blad fra hver, der er i det nedlagt
Humeur, Spøg, Poesi og Alvors Tanke.
En Paaske-Urt fra Boyes Blomsterløg,
I Müllers Blomst en Sjæl i Skjønheds Kjolen.
En belmansk Hvidtjørn sender Erik Bøgh,
Fra Søren Kirkegaard er Natviolen.[70]
I en efterskrift til sin fars, Edvard Collins, svarbrev af 4. august 1866, hvor han diskuterede enkeltheder i digtet, skrev Jonas Collin til Andersen:
„Dit smukke Digt har jeg læst, og synes godt om, men jeg kan ikke begribe, hvad Du vil med Folk som Erik Bøgh, især naar Du ikke nævner en Digter som Poul Møller (thi Din ’Müller’ er vel Pal:-Mül:). Jeg troer heller ikke, at Søren Kierkegaard bør nævnes, (skjøndt han ganske vist var en stor Digter, eller rettere en stor poetisk Natur), thi hans Forfattervirksomhed falder dog helt udenfor Poesiens Sphære; men skal han nævnes, saa giv ham dog en anden Sidekammerat end den Gjøgledigter.“[71]
Andersen tog ikke hensyn til Jonas Collins indvending. I den endelige version af digtet kom det pågældende vers’s fire sidste linjer til at lyde:
En Paaskeurt fra Boyes Blomsterløg,
Paludan-Müller: Sjæl i Skjønhedskjolen.
En bellmansk Hvidtjørn sender Erik Bøgh,
Fra Søren Kierkegaard er Natviolen.[72]
De var så vidt forskellige i enhver henseende, det nittende århundredes to store danske verdensberømtheder, at de ikke på nogen måde befrugtede eller inspirerede hinanden. Kulturoptimisten Andersen begejstredes over videnskabens fremskridt og bekendte sin tro på et poesiens Californien. Kulturpessimisten Kierkegaard så kun depravation og fordærv i alle såkaldte fremskridt. Lad mig citere Villy Sørensen:
„Sammenstødet mellem den religiøse livsfortolkning og den moderne naturvidenskabelige erkendelse var et kors for de religiøse tænkeres tanke. Søren Kierkegaard kæmpede med den i sin dagbog, hvor man kan finde følgende galgenhumoristiske notat: ’Med Naturvidenskaberne kan det slet ikke hjælpe at indlade sig. Man staaer der værgeløs og kan aldeles ikke controlere. Forskeren begynder straks at adsprede med sine Enkeltheder, nu skal man til Australien nu til Maanen, nu ned i en Hule under Jorden, nu Fanden i Vold i Røven – efter en Indvoldsorm; nu skal Teleskopet bruges, nu Mikroskopet: hvo Satan kan holde det ud! . . .”
Kierkegaard og Andersen havde den udmærkede arbejdsdeling imellem sig, at den ene profeterede om fremtidens rædsler, den anden om dens herligheder – ret fik de begge. Ligesom Andersen ikke frygtede at hr. Massen skulle ødelægge den gamle dannelse, men glædede sig over at også hr. Massen efterhånden blev dannet, troede han ikke at videnskaben var Satans værk, men at den tværtimod var et våben imod ham.“[73]
Andersen og Kierkegaard var to vidt forskellige temperamenter, som slet ikke forstod hinanden. Andersen, der i religiøs henseende var rationalist, og som følte sig hjemme i H. C. Ørsteds romantiske naturfilosofi, stod helt fremmed over for Kierkegaards religiøse tanker og følte sig hjemløs i hans filosofiske skrifter. Omvendt stod Kierkegaard aldeles fremmed over for det umiddelbare og det, man kaldte ’det barnlige’ hos Andersen, og Kierkegaard, der aldrig selv havde kendt til fattigdom eller social modgang, betragtede nok i nogen grad Andersen som en social opkomling, der uden den intellektuelle begavelse, som en forfatter efter hans mening burde have, havde erhvervet sig en urimelig stor position på det danske parnas.
*I sin afhandling om H.C. Andersens romaner (“De djævelske traumer” ) skriver Villy Sørensen i sin bog “Hverken-eller” (Kbh. 1961), s. 149-50: “Kierkegaard havde næppe synderlig forståelse for den art genvordigheder, Andersen og hans romanhelte måtte kæmpe med. Men da det jo ikke kan bestrides at Andersen, som var et geni, ikke bukkede under som Christian, står den Kierkegaardske indvending ved magt. Og to år efter kunne Andersen da også indirekte give ham ret: ‘Jeg vilde vise, at Talent er ikke Genie, og naar ogsaa Lykkens Solskin udebliver, da gaaer det her paa jorden til Grunde, men ikke den ædlere bedre Natur. ‘
I mellemtiden havde Andersen skrevet ‘Den grimme Ælling’ og med dette eventyr leveret den stolte fortolkning af sine egne genvordigheder, der direkte modsagde moralen i ‘Kun en Spillemand’: ‘Det gjør ikke Noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg.’ Først da Andersen var kommet saa vidt og altså havde fået sit eget problem på afstand, kunne han ganske uselvisk indigneres på deres vegne som ikke havde ligget i et svaneæg og som dog blev nøflet i andegården.”
