Der gik 13 år efter H.C. Andersens død, før den første oversættelse af hans eventyr blev trykt i Japan. Men efter dette banebrydende arbejde fulgte så den ene oversættelse efter den anden. I starten gik det ganske vist i et moderat tempo, men sidenhen accellererede det voldsomt. Interessen for H.C. Andersens eventyr og romaner blev større og større blandt japanerne, både voksne og børn.
I det følgende skal fortælles lidt om de første seks oversættelser af H.C. Andersens værker, publiceret i Japan.
Artiklen er tillige forsynet med „En foreløbig liste over H.C. Andersens værker, oversat til og/eller gendigtet på japansk i perioden 1888-1925“.
Perioden er nedadtil afgrænset ved året 1925, i hvilket år man arrangerede en mindefest i Japan i anledning af 50-året for digterens død.
Opmærksomheden henledes på, at i artiklen er alle japanske navne, i overensstemmelse med skik og brug i landet, skrevet med familienavn først.
„Keiserens nye Klæder“ var det første af H.C. Andersens eventyr, der blev oversat til japansk.
Denne første japanske version af „Keiserens nye Klæder“ blev offentliggjort under titlen „Fushigi no atarashiki ishō (Forunderlige, nye klæder)“ i tidsskriftet Jogaku zasshi, nr. 100 og 101, udkommet henholdsvis d. 10. og d. 17. marts 1888.
Jogaku zasshi (Tidsskrift til fremme af kvindernes oplysning) var datidens førende kristeligt idealistiske kulturtidsskrift for kvinder i Japan og udkom med i alt 526 numre i perioden juli 1885 – februar 1900. Det havde en fast rubrik kaldet „Historier for børn“, hvori „Keiserens nye Klæder“ blev bragt som seriens femte og sjette episode.
Oversættelsen var hverken forsynet med H.C. Andersens navn eller signeret af oversætteren, men det formodes, at det var tidsskriftets chefredaktør Iwamoto Yoshiharu (1863-1943), som stod for oversættelsen. Det var nemlig ham, der forklarede baggrunden for oprettelsen af rubrikken „Historier for børn“, underskrevet med pseudonymet Gaitei no Okina (Spædbørnenes bedstefar). Dette mener i hvert fald den forhenværende statsbibliotekar ved National Diet Library i Tokyo Ishikawa Harue, som baserer sin påstand på prof. Fukuda Kiyotos undersøgelse.[1]
Prof. Namekawa Michio udelukker imidlertid ikke en anden mulighed, som går ud på, at eventyret delvis er oversat af Wakamatsu Shizu-ko (1864-1896), en kendt kvindelig oversætter og essayist.[2]
Den sidstnævnte teori kan støttes af den kendsgerning, at oversættelsen har to vidt forskellige stilpræg – den ene del er skrevet i en traditionel og højtidelig maskulin stil, mens den anden er mere dagligdags og fortællende. Det kan selvfølgelig tænkes, at én og samme person har skrevet i de to forskellige stilarter, men ideen om, at der var to om oversættelsen, er meget mere sandsynlig. (For øvrigt giftede Iwamoto sig med Wakamatsu ét år senere, nemlig i 1889. Mon ikke der har fundet et samarbejde sted mellem dem?).
Sammenholder man oversættelsen med originalen, opdager man hurtigt, at oversættelsen nærmest er et resumé, eller en forkortet, fortolket og kommenteret version. Det mest bemærkelsesværdige er en ændring, eller rettere „fordrejning“ af teksten i eventyrets afslutning. Det lyder som følger i ordret oversættelse:
Der stod en syv-otte-årig dreng og så på processionen. Den uskyldige dreng brast pludselig i latter og råbte: „Se! Se på tennō! Han har jo kun undertøj på!“
Folk, som indtil da havde holdt sig tilbage, begyndte at råbe og skrige i kor. Men tennō troede, at folk roste ham for hans strålende, nye klæder.
Til sammenligning bringes her H.C. Andersens tekst:
„Men han har jo ikke noget paa“, sagde et lille Barn. „Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst“, sagde Faderen; og den Ene hviskede til den Anden, hvad Barnet sagde.
„Men han har jo ikke noget paa“, raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: „nu maa jeg holde Processionen ud“. Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.[3]
Men dette er kun en del af ændringen. Det mest interessante er nok, at der er tilføjet en meget „belærende“ morale, som lyder således:
Som I selv kan se, går alting galt og man bliver til grin, hvis man ikke opfører sig ærligt. Hvis der bare havde været ét ærligt menneske blandt dem, for slet ikke at tale om at tennō selv havde været ærlig og sagt sandheden uden at være bange for noget, så kunne tennō sikkert have undgået at blive udsat for vanæren og frarøvet den enorme sum penge og megen silke af de røveragtige svindlere. I skal derfor altid være ærlige, ikke være bange for at sige sandheden, og I skal opføre jer ærligt.
I sin japanske version har oversætteren taget særligt hensyn til Japans ukrænkelige kejser tennō, dog kun hvad angik hans påklædning og formue.
Ca. 9 måneder senere samme år udkom en anden japansk version af „Keiserens nye Klæder“, denne gang i bogform. Bogen bærer både den franske titel „Les Habits Neufs du Grand-Duc. Par Andersen“ og den japanske titel Fūsei kidan, Ōsama no shin’ishō (En besynderlig samfundssatire, Kejserens nye klæder).[4]
(Bogen er en stor sjældenhed. Der kendes i dag kun to eksemplarer; det ene på National Diet Library i Tokyo og det andet på H. C. Ander-senmuseet i Odense).
Oversættelsen er foretaget af Zaiitsu-koji alias Kōno Masaki, som er pseudonym for Takahashi Gorō (1856-1935).[5]
I bogens efterskrift forklarer oversætteren, at han har brugt den franske udgave ved David Soldi som tekstgrundlag.[6] Videre i sin efterskrift skriver han, at bogen skal læses som en samfundssatire, og at læseren selv kan finde ud af, hvad satiren egentlig sigter imod. Det er nok grunden til, at han blandt H.C. Andersens talrige eventyr netop havde valgt „Keiserens nye Klæder“. Det skete i en tid, hvor den politiske litteratur blomstrede i Japan og var højt værdsat.
Mens den førstnævnte oversættelse af „Keiserens nye Klæder“ var for børn og forsynet med oversætterens moraliserende fortolkning af eventyret, betragter Takahashi udelukkende eventyret som en satire skrevet for de unge.
Takahashis oversættelse er et smukt arbejde, fortalt i dagligt sprog. Sammenligner man den med den anden oversættelse fra samme år, kan man nemt lægge mærke til en højst interessant forskel.
Det drejer sig om følgende to passager henimod slutningen, hvor H.C. Andersens tekst lyder således:
Keiseren lagde alle sine Klæder, og Bedragerne bare sig ad, ligesom om . . .
„Men han har jo ikke noget paa“, sagde et lille Barn.
I Soldis franske version står der:[7]
Le grand-duc se déshabilla, et les fripons firent semblant . . . „Mais il me semble qu’il n’a pas du tout d’habit, observa un petit enfant.
Dette bliver i Takahashis oversættelse, som er baseret på Soldis udgave, til:
Kejseren tog alt sit tøj af, og . . .
„Men han er jo splitternøgen“, . . .
De samme to passager står i Iwamotos oversættelse i tidsskriftet som:
Tennō stod kun med undertøj på og ventede . . .
„Han har jo kun undertøj på“, . . .
Om eventyrets kejser i virkeligheden var splitternøgen eller om han i det mindste havde beholdt sit undertøj på, er et sekundært spørgsmål. Det interessanteste er, at det samme eventyr på samme sted og på næsten samme tidspunkt blev fortolket på to forskellige måder, afhængigt af oversætterens kulturelle og sproglige baggrund og deres forståelse af eventyrets dybde.
I parentes bemærket havde både Takahashi og Iwamoto (også Wakamatsu) fået en kristen opdragelse i Japan.
I 1889 oversatte Koganei Kimiko (1870-1956) „Den 5. Aften“ i „Billedbog uden Billeder“ til japansk under titlen „Ōkyū (Paladset“, som offentliggjordes i tidsskriftet Kuni no motoi (Fædrelandets grundlag), udgivet af en statsskole for piger i Tokyo.
Koganei Kimiko var søster til den kendte forfatter Mori Ōgai, som nogle år senere gjorde „Improvisatoren“ tilgængelig for japanske læsere med sin legendariske oversættelse. Det formodes, at Koganei ved sin oversættelse har anvendt en tysk udgave som grundtekst, og at Mori havde bragt denne med sig hjem fra Tyskland, hvor han var på studieophold i perioden 1884-1888.[8]
Man kan spørge, hvorfor Koganei netop valgte „Den 5. Aften“ — episoden om „den fattige Dreng paa Frankrigs Throne“ – blandt de 33 historier. Mon ikke man ville prædike for pigerne i skolen, hvordan man bliver en god, klog husmoder, der kunne opdrage en ny Napoleon i Japan? Dette er blot en formodning, men helt utænkeligt er det ikke, når man tager dét i betragtning, at Japan på det tidspunkt satsede i bogstaveligste forstand alt på at blive en rig og stærk nation, og at regeringen opfordrede befolkningen at gøre sit bedste for at nå målet.
Stilen i Koganeis version af „Den 5. Aften“ er yderst litterær og højtidelig.
Det næste eventyr, som blev oversat til japansk, eller rettere, gendigtet på japansk er „Lille Claus og store Claus“. Den japanske version kom til at hedde „Ninin Mukusuke (De to Mukusuke’er)“, og var skrevet af én af datidens førende skønlitterære forfattere Kōyō-sanjin alias Ozaki Kōyō (1867-1903) i 1891.
Selv om handlingen i eventyret stort set er uændret, blev tonen i den japanske udgave humørforladt og næsten dyster. Også sproget er noget firkantet og stilen pedantisk. Som en naturlig følge heraf blev bogen ikke særlig godt modtaget.
Året efter, i 1892, offentliggjorde Ōe Sazanami (pseudonym for Iwaya Sazanami, 1870-1933) sin oversættelse af „Paradisets Have“ i tidsskriftet Yōnen-zasshi (Tidsskriftet for de små) med den japanske titel „Gokurakuen“. For øvrigt var eventyret oversat efter Otto’s tyske version fra 1880.
Iwaya Sazanami, som havde været elev af Osaki Kōyō, var banebryderen for den moderne japanske børnebogslitteratur, samtidig med at han var én af de betydeligste figurer blandt de japanske H.C. Andersen-forskere og -oversættere. For sin indsats til fremme af kendskabet til H.C. Andersens eventyr i Japan – og til dansk kultur i almindelighed — og især for afholdelsen af mindefesten i anledning af 50-året for H.C. Andersens død, modtog han i 1926 ordenen „Kommandør af Dannebrog, 2. Grad“.
Han indledte sin oversættelse „Gokurakuen“ med at understrege, at eventyret ikke handlede om det buddhistiske paradis, men om paradiset i „Østen“, som var beskrevet i Biblen. Dette var en nyttig kommentar for de japanske læsere, men oversætteren noterede endvidere i sit forord, at han hist og her havde ændret handlingen i eventyret. Blandt ændringerne er den mest bemærkelsesværdige nok den, som forekommer i slutningen.
I originalen styrtede alt sammen og sank dybt i den sorte nat, da prinsen trods forbudet allerede den første aften havde kysset tåren af feens øjne og „trykket et kys på hendes mund“. Men ifølge Iwayas version blev prinsen først beruset af „den skummende Viin“, og da han vågnede op, var han tørstig. For at slukke tørsten spiste han Adams æble, og det medførte, at han styrtede ned i den sorte nat.
Årsagen til ændringen er uvis. Mon Iwaya fandt det upassende for de japanske børn at prinsen skulle kysse feen på munden? I datidens Japan forstod man nemlig ved „at kysse“ kun noget seksuelt og uanstændigt.
Men det er i hvert fald en flydende, delvis japaniseret oversættelse, fortalt i dagligt sprog.
I efteråret samme år, i 1892, begyndte Ōgai Ryōshi alias Mori Ōgai (pseudonymet for Mori Rintarō, 1862-1922) at trykke sin oversættelse af „Improvisatoren (Sokkyōshijin)“ i sit litterære tidsskrift Shigarami-zōshi (Stemmeværket).
I tidsskriftet offentliggjorde han de første 10 kapitler af første del af „Improvisatoren“, til og med afsnittet „Sangerinden“, i perioden 1892-1894.
Da brød den kinesisk-japanske krig ud, og Mori Ōgai blev sendt til Korea som militærlæge. Efter at have deltaget i krigen både i Korea og Kina, vendte han hjem til Tokyo i 1895 for at tiltræde en ny stilling som rektor for Hærens militærlægehøjskole.
Året efter begyndte han at udgive et nyt tidsskrift Mezamashigusa (Vækkeren), og heri trykte han resten af sin oversættelse af „Improvisatoren“ (fra og med „Bernardo som deux ex machina“) i perioden 1897-1901, under pseudonymet Kanchōrō-shujin.
Mori Ōgais version af „Improvisatoren“ udkom endelig i bogform i 1902.
Som grundtekst brugte han „Der Improvisator. Roman von H.C. Andersen. Frei aus dem Dänischen / übersetzt von H. Denhardt. Leipzig. Druck und Verlag von Philipp Reclam Jun.“ fra 1876.
Allerede i 1889, straks efter hjemkomsten fra Tyskland, var Mori Ōgai begyndt at udfolde sin litterære virksomhed med en forbløffende energi. Han gik straks i gang med at oversætte europæisk litteratur til japansk; lyrik af bl.a. Goethe, Heine og Byron, skuespil af Calderon, Lessing o.a. og romaner af Kleist, Hoffmann, Tolstoj, Turgenjev, Daudet o.s.v.
Dette var i og for sig en epokegørende indsats for den moderne japanske litteratur. Men Mori Ōgai kunne ikke nøjes med sit introducerende arbejde som oversætter.
Ens møde med en bog forekommer at være skæbnebestemt. Men det skyldtes ikke blot tilfældighedernes spil, at Mori Ōgai netop havde valgt at oversætte „Improvisatoren“. Der var mindst to faktorer, som tilskyndede ham til at komme i gang med arbejdet. For det første var han, vor karriere-bevidste læge og hygiejniker, født romantiker og som sådan utilfreds med den naturalistiske tendens, som på det tidspunkt var herskende i den japanske litterære verden. Han ville på ingen måde finde sig i naturalismens dominans. For det andet var han imod den traditionelle litterære skole Ken’yūsha, ledet af ovenfor nævnte Ozaki Kōyō. Mori Ōgai ville forny det japanske sprog og skabe en ny litterær stil ved at harmonisere det klassiske japanske og det japaniserede kinesiske (Kambun) og ved at smelte bogsprogets elegante, højtidelige stil og talesprogets levende, dagligdags stil sammen.
Mori Ōgai elskede „Improvisatoren“. Han læste den i Reclam-udgaven adskillige gange, både under studieopholdet i Tyskland og efter hjemkomsten til Japan. „Improvisatoren“ var hans ungdom, hans kærlighed og hans drøm. Men romanen betød for ham samtidig en skønlitterær udfordring.
Prof. Shimada Kinji har i sin store artikel grundigt analyseret Mori Ōgais version af „Improvisatoren“ ud fra komparatismens synspunkter.[9]
Han påpeger bl.a., at Mori Ōgai på grund af manglende kendskab til italiensk og italienske forhold gjorde nogle småfejl i oversættelsen. Nogle af fejlene stammede fra tryk- og/eller stavefejl i Denhardts Reclam-ud-gave, som Mori Ōgai ikke synes at have lagt mærke til.[10]
Desuden havde oversættelsen sådanne minusser som over-fortolkning og et alt for modigt ordvalg, hvilket medførte, at meningen hist og her er blevet uklar og tvetydig.[11]
Men dette er blot skønhedspletter.
For at illustrere hvordan Mori Ōgai oversatte „Improvisatoren“, udvælger vi en brøkdel af oversættelsen og sammenligner den med originalen på dansk og den tyske udgave. På den måde kan man også se, hvorvidt Mori Ōgai var afhængig af Denhardts „frie“ oversættelse.
Den originale tekst på dansk, Anden del, 2. „Misforstod jeg hende?“:
. . . Paa Pladsen udenfor klang Musiken lystigt fra de smaa Fjællebods-Theatre, vi standsede foran eet, mellem den store Klynge Mennesker; hele Kunstner-Familien stod som sædvanligt paa Stilladset, Mand og Kone udpyntede i brogede Klæder, hæse af at skrige; en lille bleg Dreng, med et sørgmodigt Ansigt, stod i sin hvide Pierrotdragt og spillede Violin, medens to smaa Søstre hvirvlede om i en lystig Dands. Det hele forekom mig saa tragisk. De ulykkelige Væsner! tænkte jeg, uvis, som deres, laae jo ogsaa min Skjæbne. Jeg knugede mig fast til Federigo, og kunde ikke dæmpe det Suk, som steeg fra mit Bryst.
„Vær dog rolig og fornuftig! nu spadsere vi lidt, lade Vinden blege de røde Øine, og saa besøge vi Signora Maretti! hun skal lee Dig munter, eller græde med Dig, til Du er træt deraf, hun kan bedre dermed, end jeg!“ Saa vandrede vi op og ned ad den store Gade og tilsidst til Marettis Huus.
Denhardts tyske udgave lyder som følger:[12]
. . . Draußen auf dem Platze drang lustige Musik aus den Breter-buden der kleinen Volkstheater zu uns herüber; vor einem derselben blieben wir inmitten eines großen Menschenhaufens stehen; die ganze Künstlerfamilie stand wie gewöhnlich auf einer Art Tribüne, Mann und Weib mit allerlei Flitterstaat ausgeputzt und vom unaufhörlichen Schreien völlig heiser. Ein kleiner bleicher Junge mit traurigem Gesichte stand in seiner weißen Pierrottracht daneben und spielte Violine, während seine zwei kleinen Schwestern in lustigem Tanze um ihm herum wirbelten. Der Anblick machte einen tragischen Eindruck auf mich. „Die unglücklichen Wesen!“ dachte ich. Eben so ungewiß wie ihr Schicksal lag ja auch das meinige vor mir. Ich preßte mich fest an Federigo und konnte den Seufzer, der aus meiner Brust emporstieg, nicht unterdrücken.
„Sei doch ruhig und vernünftig! Jetzt promeniren wir ein wenig, laßen den Wind deine rothen Augen bleichen und dann besuchen wir Signora Maretti! Sie wird dich munter lachen oder mit dir weinen, bis dir es überdrüssig ist; sie versteht sich besser darauf als ich.“ Darauf wanderten wir die große Straße auf und ab und zuletzt nach Maretti’s Haus.
Og endelig Mori Ōgais version:
Ved en gunstig lejlighed.[13]
Da vi gik ud af døren, hørte vi den lystige musik fra de små fjællebods-teatre. Vi to stod blandt den store klynge mennesker og kiggede på ét af teatrene. En mand og en kvinde, som syntes at være mand og kone, var iført dragter med flitterstads og stod på stilladset. De var fuldstændigt hæse, fordi de uafbrudt skulle råbe gæsterne ind. En lille bleg dreng var iført et „pierrot“ (klovn)-kostume og spillede sørgmodigt på „violin“, medens to små piger, som måtte være hans søstre, hvirvlede om ham dansende. Alt dette så vi. De ulykkelige væsner! Deres skæbne måtte være lige så uvis som min. Jeg holdt et suk tilbage og lænede mig op til min vens skulder.
Min ven sagde trøstende: Lad være med at tage det så tungt. Nu spadserer vi lidt omkring, lader vinden viske det røde i dine øjne bort, og så sammen besøger vi Signora Maretti. Fruen skal le med dig eller græde med dig, til du er træt deraf, det er noget jeg ikke er særlig god til, men hun er meget god til det.
Således talte min ven til mig og tog mig med sig. Vi vandrede op og ned ad den store gade og tilsidst til professorens hus.
At oversætte Mori Ōgais tekst tilbage til dansk igen, forekommer nok meningsløst, men dermed er det i hvert fald forsøgt at vise, hvad der egentlig står i teksten.
Han lagde den største vægt på, at „meningen“ frem for alt skulle „sættes over“ i den japanske kontekst, og at sætningen skulle lyde absolut godt på japansk. Alt andet havde kun en sekundær betydning.
Selv om Mori Ōgai ikke anvendte sin metode helt konsekvent i alle de 9 år han beskæftigede sig med oversættelsen (i starten, f.eks. i det 1. kapitel „Mine første Omgivelser“, var det nærmest linje-for-linje oversættelse), lykkedes det ham til sidst at skabe en ny litterær stil, for hvilken han ikke blot dengang men også den dag i dag roses til skyerne på en næsten overdreven måde.
Han brugte to klassiske redskaber ved sit oversættelsesarbejde, nemlig lim og saks. Lim til de steder, hvor han af hensyn til japanske læsere fandt det nødvendigt at tilføje sine egne ord for at klargøre sammenhængen – f.eks. (afsnitsbetegnelsen) „Ved en gunstig lejlighed“; Da vi gik ud af døren; skulle råbe gæsterne ind; forklaringen (klovn); Min ven sagde trøstende; således talte min ven til mig og tog mig med sig. Og saks til de steder, hvor han af hensyn til stilen og rytmen i sætningen var nødt til at skære nogle overflødige ord væk – f.eks. Paa Pladsen udenfor; hele Kunstner-Familien; som sædvanligt; i sin hvide Pierrot-Dragt; en lystig Dands; Det hele forekom mig saa tragisk; Federigo; (det Suk), som steeg fra mit Bryst. Desuden er der to ændringer: „spillede sørgmodigt“ (jfr. en lille bleg Dreng, med et sørgmodigt Ansigt) og „holdt et suk tilbage“ (jfr. kunde ikke dæmpe det Suk, . . .).
Stort set må man kalde Mori Ōgais japanske version for et forsøg på en „forbedring“ af den originale roman, bortset fra nogle små ændringer hist og her. Alene ved hans meget passende afsnitsinddeling, hvilket bevirker, at romanens slappe komposition strammes op.
Det er i al fald en smuk gendigtning.
I den sidste del af oversættelsen er Mori Ōgais stil så fri og levende, at man får det indtryk, at det er som om man læser hans egen roman. Rent sprogligt fik hans oversættelse den kolossale betydning, at både den klassiske japanske, den japaniserede kinesiske og den moderne europæiske stil blev blandet harmonisk sammen og omskabt til en helt ny, elegant stil.
I virkeligheden var hans stil et overgangsprodukt fra det traditionelle bogsprog til det moderne talesprog, men den inspirerede og åbnede vejen for de utallige yngre digtere og forfattere, som videreførte hans linje. Blandt de yngre litterater, der næsten forgudede Mori Ōgai for hans litterære nyskabelse, og som hver på sin egen måde var under hans indflydelse, er følgende navne værd at notere: Izumi Kyōka (1873-1939), Shimazaki Tōson (1872-1943), Susukida Kyūkin (1877-1945), Ueda Bin (1874-1916), Tayama Katai (1871-1930), Kanbara Ariake (1876-1932), Nagai Kafū (1879-1959), Masamune Hakuchō (1879-1962), Yoshii Isamu (1886-1960), Kinoshita Mokutarō (1885-1945), Ishikawa Takuboku (1886-1912), Akutagawa Ryūnosuke (1892-1927), og endelig Satō Haruo (1892-1964) og Ishikawa Jun (1899-).
De havde alle sammen oplevet noget dybt og vibrerende i „Improvisatoren“, fået liv og inspiration fra den, og enten startet eller fornyet og beriget deres forfatterskab takket være romanen. Ved at læse „Improvisatoren“ fik de længsel efter alt det fjernt liggende; de fik åbnet øjnene for vilkårene for digtere og aktricer, som indtil da havde været vurderet meget lavt af samfundet; og de lærte den vestlige kultur at kende indefra d.v.s. ikke som en nyttig „kundskab“, sådan som det før havde været tilfældet, men som en sand „oplevelse“.
I Japan er „Improvisatoren“ således blevet en klassiker, selv om originalen, efter min mening, ikke rigtig har det format, som kan forventes af et mesterværk. Sagt på en anden måde: „Improvisatoren“ blev klassiker i Japan, fordi den, takket være Mori Ōgais geni, blev tilpasset det japanske sprog og japanske forhold i almindelighed.
H.C. Andersen er for japanerne ikke blot eventyrfortæller, men huskes også som den romantiske forfatter til „Improvisatoren“. Og navnet H.C. Andersen blev herved uforglemmeligt i det japanske kulturliv.
Listen er hovedsageligt udarbejdet efter:
(Nr. 23, 25, 26 og 28, som alle sammen var trykt i tidsskriftet „Shirayuri“, er ikke nævnt i de tre ovenfomævnte titler. Disse hidtil oversete oversættelser er fundet af Y. N. under et forskningsarbejde.)
For nylig har jeg skrevet et essay om, hvordan H.C. Andersen-festen i Japan i 1925 gik til, og har i den forbindelse undersøgt, hvordan og i hvilket omfang H.C. Andersen indtil da havde været kendt i landet.
På den baggrund må denne artikel betragtes som et biprodukt af essayet, som for øvrigt indgår i et fælles projekt „Danske i Japan“, foretaget af Københavns Universitets Østasiatiske Institut, Japansk-afdelingen, og støttet af Japan Foundation.
Jeg er yderst taknemlig for den generøsitet og de midler, som Japan Foundation har stillet til rådighed for projektet. Jeg takker endvidere prof. Torigoe og fru Ishikawa for deres venlige og faglige vejledning.
Juli 1981