Georg Brandes hævder, at der ikke findes mange børn i eventyrene. Han skriver i sin afhandling »H.C. Andersen som Eventyrdigter«[1]: »Iøvrigt forekomme sjeldent Børn« (s. 333), men det gør der; det vrimler med dem. Udgangspunktet for flere af eventyrene[2] tages ofte, som man kender det fra romanerne, i barndommens verden (Ib og lille Christine). Børn og gamle går side om side i eventyrene, (Holger Danske), eller oldingen der tænker tilbage på sig selv som barn. Vi møder nabobørnene og børnene der vokser op sammen, leger og bliver barnekærester (Kay og Gerda). Kort sagt en hel børnehave.
Særlig Eventyr II (1843-55) er rigt og rummeligt. Som vi i dyreverdenen møder et udstrakt familieskab, er det også naturligt, at menneskeverdenen er udvidet med børnenes verden. Familieskabet i menneske- og dyreverdenen havde H.C. Andersens interesse. Det er en rund verden og rummelig.
Hvilke forudsætninger havde Andersen for sit kendskab til børnenes verden? Egentlige pædagogiske forudsætninger havde han vel ikke udover sit instinkt, som var større end en lægmands, men han havde en stor ting, nemlig sit eget barnesind, der dels bundede i elementære, primitive træk, dels i noget uskyldigt uberørt i Andersens egen natur, noget barnligt og blomsterfint, som han førte over på børnene.
Men Andersen havde andre kvaliteter, der kunne gøre ham til børnenes digter. En skarp iagttagelsesevne kom ham til nytte og sikkert det held at kunne omgås mange børn, når man tænker på hvor mange mennesker, han livet igennem kom i berøring med. Børnereplikker, han selv har oplevet, har han ført lige ind i eventyret.
Som perspektivet, jo mere man studerer H.C. Andersen, er alsidigt og rigt, således er hans børneverden det også. Vi møder så at sige to verdener, børns virkelige verden: gadedrengene, bønderbørnene og de drilske børn fulde af spilopper, børnene der leger og den romantiske opfattelse, den idealiserede forherligelse af barnet. Børnene leger hos Andersen. Vi oplever børnene i naturen og med årene de mere negative sider hos børnene. Om Andersen virkelig havde forstand på børn har sikkert været diskuteret i hans omgangskreds. Vi ser et eksempel herpå i eventyrene »Der kom en Student i Huset; han læste Lectier med Brødrene; han talte saa meget til den lille Amalie og hendes Dukker, talte ganske anderledes end alle Andre; det var så morsomt, fandt den Lille, og dog sagde Tante Malle, at han slet ikke forstod at omgaaes Børn; de smaa Hoveder kunde umuligt bære den Snak. (Eventyr V, s. 157).
Børnene, som Andersen beskæftigede sig med, har nu nok syntes om ham. De har moret sig i selskab med denne original. Det ejendommelige originale og appelleren til fantasien og dermed til legen har tiltrukket børnene. Om det så var at kunne omgås de små og have forstand på dem er en anden sag. Andersen var en personlighed, der som onkel ikke var at foragte!
Først og fremmest og i H.C. Andersens egne øjne var det dog fantasien i børnene, han appellerede til, og alt, der har at gøre med legen – et ikke urigtigt standpunkt, hvor Andersen kunne mødes med de smås forestillingsverden – børn er små drømmere, der kan få en masse ud af fem fingre eller et grønt blad, og børn er taknemmelige for lidt.
Fine iagttagelser ligger trods alt bag Andersens børnebeskrivelser. For denne appelleren til fantasien, som gav sig udslag i, at H.C. Andersen også i det virkelige liv fortalte historier for børn, se »Den lille Idas Blomster« og selvportrætterne i »Ole Lukøie« og »I Børnestuen«, har Andersen selv i »Ole Lukøie« givet en forsvarstale, da den mødes og konfronteres med den voksnes snusfornuft repræsenteret af et gammelt portræt – den gamle oldefader. Det drejer sig om, at stjernerne kan tages ned og poleres, hvilket fortælleren Ole Lukøie alias H.C. Andersen hævder overfor lille Hjalmar, som han fortæller historier for: »jeg skal have alle Stjernerne ned for at polere dem af; jeg tager dem i mit Forklæde, men først maa hver nummereres og Hullerne, hvor de sidde deroppe, maa nummereres, at de kunne komme paa deres rette Pladser igjen, ellers ville de ikke sidde fast og vi faae for mange Stjerneskud, i det den ene dratter efter den anden!«
»Hør, veed De hvad, Hr. Lukøie!« sagde et gammelt Portræt, som hang paa Væggen hvor Hjalmar sov, »Jeg er Hjalmars Oldefader; De skal have Tak fordi De fortæller Drengen Historier, men De maa ikke forvilde hans Begreber. Stjernerne kunne ikke tages ned og poleres! Stjernerne ere Kloder ligesom vor Jord og det er just det gode ved dem!
»Tak skal Du have, Du gamle Oldefader!« sagde Ole Lukøje, »Tak skal Du have! Du er jo Hovedet for Familien, Du er »Olde« – Hovedet! Men jeg er ældre, end Du! Jeg er en gammel Hedning, Romerne og Grækerne kaldte mig Drømmeguden! Jeg er kommet i de fornemste Huse og kommer der endnu! Jeg forstaar at omgaaes baade med Smaae og Store! Nu kan Du fortælle!« – og saa gik Ole Lukøie og tog Paraplyen med«. (Eventyr I, s. 175). En tydeligere retfærdiggørelse af sit program, at fortælle eventyr for børnene, kunne Andersen ikke give. Det er en stolt og dyb og rigtig selverkendelse, hvad eventyrenes magt over de små og berømmelse vidner om. Netop de første eventyr skrevet særlig med henblik på børnene er Andersens mest elskede og kendte eventyr.
Andersens tro var, at børn accepterer det fantastiske uden at kræve forklaringer, som hæmmer det poetiske. Reglen er nu (som Andersen også har vist i »Den lille Idas Blomster«), at barnet ofte søger en forklaring, og man synes, at det er lidt af en sludder for en sladder af poetisk vås, Andersen serverer for den lille Ida. Paul V. Rubow skriver dog herom[3]: »Men især havde han bevaret den første barnealders åndelige intensitet og fantasikraft (s. 192).
Han har genopvakt den tabte tidsalder, de barndomsår, vi ikke længere kan huske.« (s. 193). En anden passage lyder således: »Børn og poeter er illusionsvæsener, man kan også sige, at børn i deres første tid er digtere… Og børn digter uafbrudt, deres lege er kompositioner fulde af liv og varme; af det fattigste materiale skaber de en vidunderverden.« (s. 191, 192).
Det er altså digteren i barnet Andersen appellerer til, og vi møder da overensstemmende hermed også børns lege i eventyrene. Børnene leger de traditionelle børnelege. I »Den standhaftige Tinsoldat« nævnes nogle af dem: »Nu begyndte Legetøiet at lege, baade at komme Fremmede, føre Krig og holde Bal.« (Eventyr I, s. 122) Eller en fin iagttagelse af barnets verden i »De vilde Svaner«: »Den stakkels Elisa stod i Bondens Stue, og legede med et grønt Blad, andet Legetøi havde hun ikke; og hun stak et Hul i Bladet, kikkede derigennem op paa Solen…« (Eventyr I, s. 126). Eller de herlige tinsoldater i »Den standhaftige Tinsoldat«: »»Tinsoldater!« det raabte en lille Dreng og klappede i Hænderne.« (Eventyr I, s. 121). Eller leg med dukker for pigebørn i »Ole Lukøie«: »»Ja, det kjender jeg nok,« sagde Hjalmar, »altid naar Dukkerne trænge til nye Klæder saa lader min Søster dem have Geburtsdag eller holde Bryllup! det er vist skeet hundred Gange!«« (Eventyr I, s. 173).
Det er ikke det normale, at børn opfatter døden som noget trist og afskrækkende. Fra min egen barndom husker jeg og også her i Andersens eventyr og børneverden er der utallige fornøjelige begravelsesceremonier. Man tænke blot på den realistiske »Hjertesorg«, hvor moppens grav vises frem for en bukseknap eller begravelsesceremonien i »Den lille Idas Blomster«: »Saa tog hun en lille Papirsæske, der var tegnet nydelige Fugle paa, den lukkede hun op og lagde de døde Blomster i den. »Det skal være Eders nydelige Liigkiste,« sagde hun, »naar siden de norske Fættere kommer herhen, saa skal de være med at begrave Eder ude i Haven…«« (Eventyr I, s. 49). De friske drenge skyder så med flitsbuer over den lille grav: »og Adolph og Jonas skjød med Flitsbuer over Graven, for de havde ingen Geværer eller Kanoner.« (Eventyr I, s. 49).
Om den nævnte fabulerende evne hos barnet til at få alt ud af intet, vidner denne passage i »Hyldemoer«: »for de Smaa var der Liv i Stokken; saasnart de satte sig skrævs over den, forvandlede sig den blanke Knap til et prægtigt vrinskende Hoved, den lange sorte Manke flagrede, fire slanke, stærke Been skjød ud.« (Eventyr II, s. 175).
Vi vil nu først se på Andersens realistiske opfattelse af børneverdenen. Børneverdenen er både grum og idyllisk. »Pigen, som traadte paa Brødet« er en grum historie. Her gives en karakteristik af et ondt barn med en dårlig grund i sig. Hendes barndomslege er beskrevet: »Som ganske lille Unge var det hende en Fornøielse at faae fat paa Fluerne, pille Vingerne af dem og gjøre dem til Krybdyr« osv. – resten er for fælt til at gengive – (Eventyr III, s. 113). Efter denne beskrivelse kan man vist ikke have meget til overs for hende. Overfor sine fattige forældre nærer hun heller ingen følelser udover hovmodet og skamfuldheden. Hvorfor hun absolut skal være fattig og ond, spørger man sig selv om og hovmodig dertil. »Men kjøn var hun og det var hendes Ulykke.« (Eventyr III, s. 113).
Anne Lisbeths barn eller portrættet af ham er også grumt, men han er et uskyldigt offer for omstændighederne: »Drengen var deres og tære sin Kost kunde han, sagde de, Gavn for Føden skulde han gjøre, og saa passede han Mads Jensens røde Ko, han kunde nok røgte og tage sig Noget for.
– …Han sad i Regn og Rusk, blev vaad til Skindet, den skarpe Vind tørrede siden Tøiet paa Kroppen; kom han til Gaarden blev han puffet og stødt, han var led og grim, sagde Piger og Karle, det var han vandt til – aldrig elsket!« (Eventyr III, s. 128). Realismen er hård i dette hårde barneportræt. Er det virkelig den samme, der spænder over barneidyllen og grumheden på samme tid.
Af børn og fulde folk skal man høre sandheden, må man erkende af historien »Børnesnak«. Ondskabsfuldheden er her lagt i barnemunde, og den lille historie er god at få forstand af, glatter ud til sidst, men man forstår også børns grusomhed, uforstand og ubetænksomhed i en yndig lille piges skikkelse, som gjør sig til af, at hendes fader er kammerjunker, »det havde Tjenestefolkene kysset i hende, ikke Forældrene, dertil vare de alt for fornuftige« (Eventyr III, s. 137), konstaterer Andersen med verdenserfaring. Det er ihvertfald ægte børn, disse let tegnede portrætter, der mest består af replikker.
Jørgen i »En Historie fra Klitterne« har adeligt blod i årerne, men kastes af skæbnen ind i en fattig vrå i fiskerhuset ved Vesterhavet. »»Han er vist et Jødebarn!« sagde man, »han seer saa sort ud!« »Han kan også være en Italiener eller Spanier!« sagde Præsten« (Eventyr III, s. 176). Hermed er det karakteristiske heftige temperament forbundet: »jeg har ligesom en Gryde i mig, der koger op!« (Eventyr III, s. 182). Også han er et offer for omstændighederne og beskrevet uden falsk sentimentalitet.
Den lille dreng i »Metalsvinet« i Eventyr IV er pjaltet og fattig: »En Dreng, der kunde være Billedet på Italien, saa smuk, saa leende og dog saa lidende.« (Eventyr IV, s. 14). Han er tiggerbarnet og han har en ond moder. »»Barnet er mit!« svarede Felicita. »Jeg kan myrde det om jeg vil, og Dig med, Gianina!« (Eventyr IV, s. 21). Drengen drømmer sig ind i en højere verden på metalsvinets ryg, en verden af maleri og skulptur som på Galleri Uffizi, men kommer en nat galt afsted med hunden og ved ikke om han skal springe i Arnoen eller tilstå alt – »og han gik hjem, meest for at blive slaaet ihjel.« (Eventyr IV, s. 25).
Et forvovent og kækt portræt giver forfatteren af lille Rudy i »Iisjomfruen«, lille Rudy der har lært at klatre af hankatten. Han er beskrevet som et naturbarn og som kompositionsteknik lader Andersen ham tale med dyrene, »thi naar man er Barn og endnu ikke kan tale, forstaaer man udmærket Høns og Ænder, Katte og Hunde, de tale os lige saa forstaaeligt som Fader og Moder tale, man maa bare være rigtig lille.« (Eventyr IV, s. 123). Som dyrene i naturen kan han kunsten at forholde sig helt stille: »op til een af disse heldede sig en Gjenstand, saa ubevægelig, at man maatte troe, det var en udgaaet Træbul, men det var Rudy, der stod her ligesaa stille som den hele Omgivelse i dette Øieblik.« (Eventyr IV, s. 135). Et andet sted står der en lignende beskrivelse: »Rudy sad på Hug, saa stille, som var han et Stykke af Stenen han sad paa…« (Eventyr IV, s. 145). Modet kendetegner dette barn, som er beskrevet med primitive egenskaber som et naturbarn.
Den lille i »I Børnestuen« er et mønsterstykke på børns lege, særlig illusionslege, men det er dog gudfader, der sætter det hele i gang og beånder legetøjet. Dette lille mesterstykke viser, at Andersen ejede barnets fantasikraft og indlevelsesevne selv i de ældre år.
At fattigbarn også kan have talent, udmærke sig og blive gift med generalens datter viser den satirisk ironiske historie »Portnerens søn«. I omskreven form er det en historie som af H.C. Andersens eget liv eller Thorvaldsens. – Får en portnersøn muligheder og en protegé (den gamle greve), kan han drive det vidt. Her er blikket atter fæstet på det socialt dårligt stillede barn med evnerne som stiller ham på linje med de bedste i samfundet. Atter finder vi her to børn, der leger sammen, trods en vis social afstand -børneparret hvis kontakt bliver til kærlighed livet igennem.
Vi går nu til bd. V, det sidste bind af eventyrene. Børn der handler, ja laver ulykker, finder vi flere eksempler på, således i »Gudfaders Billedbog«: »I et lille Huus ved Vesterport leger en Dreng med sin Bold; den flyver op paa Loftet. Den lille tager en Tællepraas, gaaer op for at søge, da tændes der Ild i det lille Huus, i den hele Gade.« (Eventyr V, s. 63). Barnet med sin billedbog er en hyppig tilbagevendende situation i dette bd. eller gudfader der læser højt.
Et viljestærkt portræt får vi af den lille Marie Grubbe i »Hønse-Grethes Familie«. Hun tramper i stenbroen når man ikke lystrer hende og river i faderens kjoleærme og et mandigt ydre portræt er der også givet af denne berømte kvinde som 12-årig: »Nu var hun tolv Aar gammel og stærklemmet af væxt; hun saae med sine sorte Øine lige ind i Folk, red sin Hest som en Karl og skød sin Bøsse som en øvet Jæger.« (Eventyr V, s. 95). Denne ydre karakteristik passer godt med den senere gæve færgekone, der selv fører båden ved Grønsund. Næver har hun og hun hugger selv træknuderne til brændsel.
Om barnet siger Andersen således, der viser hvor vidt han spænder: » Vor Herre sender det lille Barn og lægger det i en Moders Skjød, – det kan være i det rige Slot og i den velhavende Stue, men ogsaa paa aaben Mark, hvor den kolde Vind blæser.« (Eventyr V, s. 123).
Et sidste barnepar får vi i historien »Hvad gamle Johanne fortalte« i træskomandens Johanne og Rasmus – sære og fattige sjæle kan Andersen beskrive med stor sandsynlighed og styrke, her den fattige tungsindige og sære Rasmus.
Man kan sige om H.C. Andersens barneportrætter i eventyrene, at de spænder vidt fra fattig til rig og deres milieu og lege er beskrevet med stor sandsynlighed, også deres replikker er naturlige. En væsentlig ting som helhedsindtrykket befæster er, at de egentlig ikke er sentimentale – måske til tider idylliske, men dette er noget andet. Nogle portrætter er tegnet med barsk realistisk og hård hånd som deres hårde skæbne.
Socialt set fremtræder der individualisme og spredte tilløb dertil (som mellem Gerda og den lille røverpige). Det er ikke gennemkomponerede portrætter, men de har værdi ved situationssans og indlevelsesevne, øm kærlighed er lagt i ordene, og selv om de kun strejfer en i et par få replikker, har de sandsynlighed. Det ydre er der gjort meget lidt ud af. Ved deres fylde indtræder de på en væsentlig plads i eventyrverdenen og er en faktor, man må tage hensyn til og ikke gå uden om. De er rigt repræsenterede.
Dette er den realistiske opfattelse af barnet, men tydeligere end denne fremtræder i eventyrene den romantiske forherligelse af barnet, som havde sin rod i århundredets begyndelse, det 19. århundredes sympati med det naive, men blev støttet af H.C. Andersens egne forudsætninger og varme og positive syn på barnets verden, hans tro på barnehjertet, som han giver talrige vidnesbyrd om. Denne tro på barnet var forbundet med oprigtig børnekærlighed, som det ses af hans mange kærlige beskrivelser af børn, og hang også sammen med det poetiske. Andersen opfattede rigtigt børn som poetiske størrelser. Endelig hang den sammen med en anden side af hans væsen: idyllen, en kvalitet han ikke havde så meget af i det virkelige liv, måske en flugt, men dog en sandhed. Angående Brandes’ kritik af slutningen af »Den grimme Ælling« skriver John Chr. Jørgensen i en anmeldelse af en essaysamling af Elias Bredsdorff »Fra Andersen til Scherfig«: »Brandes så hellere at ællingen levede eller døde i ensom majestæt. Herimod indvender Bredsdorff, at Andersens slutning er den rigtige, fordi Andersen i det virkelige liv var et tamt husdyr og ikke en vild ørn.«[4]
Andersen var så kuldskær åndeligt, at han tog sin flugt ind i idyllen, ind i den beskyttede verden af børn og umælende dyr. »Den lille Idas Blomster« er således et af de uskyldigste, æteriske og skære eventyr Andersen har skrevet, et modstykjke til det grumme »Lille Claus og Store Claus«, som det følger efter. Andersen forbinder metaforisk børn og blomster og især barn og rose, uskyldighedens symbol hos Andersen.
Eller denne beskrivelse: »og saa var hun dog den deiligste, man kunde tænke sig, saa fiin og klar som det skjønneste Rosenblad.« (Eventyr I, s. 56). At det ikke blot er i dette blomstereventyr, Andersen metaforisk sammenstiller barn og rose, ser vi i »Den lille Havfrue«: »men den yngste var den smukkeste af dem allesammen, hendes Hud var saa klar og skjær som et Rosenblad.« (Eventyr I, s. 87). Eller det berømte sted i »Sneedronningen« præget af idyllen midt i den farlige verden: »Roserne blomstrede den Sommer saa mageløst; den lille Pige havde lært en Psalme, og i den stod der om Roser, og ved de Roser tænkte hun paa sine egne; og hun sang for den lille Dreng, og han sang den med:
»Roserne voxe i Dale,
Der faae vi Barn-Jesus i Tale!«
Og de Smaa holdt hinanden i Hænderne, kyssede Roserne og saae ind i Guds klare Solskin og talte til det, som om Jesusbarnet var der. Hvor det var deilige sommerdage, hvor det var velsignet at være ude ved de friske Rosentræer, der aldrig syntes at ville holde op med at blomstre.« (Eventyr II, s. 52).
Også i dagbøgerne kaldes et nyfødt barn, en efterfølger i familien, for en rose. Den religiøse opfattelse her stemmer også med denne udtalelse af Andersen i »Under Piletræet«: »men vor Herre har Øie paa de Smaa.« (Eventyr II, s. 261). Vi møder her børnene, der leger i Naturen og er barnekærester som senere Ib og lille Christine.
Børn er for Andersen først og fremmest uskyldige og fromme. » – Men den Fromme hælder sit Hoved til Gud og giver sig, som Barnet, hen i »Din Villie skee med mig!««
I »Verdens deiligste Rose« bekræftes atter uskyldigheden ved sammenstilling med uskyldighedens symbol rosen: »»Jeg veed, hvor den blomstrer,« sagde en lyksalig Moder, der med sit spæde Barn kom til Dronningens Leie. »Jeg veed, hvor Verdens deiligste Rose findes! Den Rose, der er Udtrykket af den høieste og reneste Kjærlighed. Den blomstrer paa de blussende Kinder af mit søde Barn, naar det styrket af Søvnen slaaer Øinene op og leer imod mig med hele sin Kjærlighed!«« (Eventyr II, s. 226). Børnene ses ofte i den skære idyl: »Vinduerne vare tidt ganske tilfrosne, men saa varmede de Kobberskillinger paa Kakkelovnen, lagde den hede Skilling paa den frosne Rude, og saa blev der et deiligt Kikhul, saa rundt, saa rundt; bag ved tittede et velsignet mildt Øie, eet fra hvert Vindue; det var den lille Dreng og den lille Pige.« (Eventyr II, s. 51). »Det var tilsidst som om hele Skoven klang med, der var Børnestemmer, Klokkeklang og Fuglesang, de yndigste Melodier…« (Eventyr III, s. 16). Der er ikke langt fra denne opfattelse til den skære romantik: »Stjernerne bleve synlige ved Dagen, saa store og blanke; hver af dem blinkede som et Par Øine, saa milde, saa klare; de mindede om kjendte, kjærlige Øine, Barne-Øine, Kjærestefolks-Øine, naar de mødtes under Træet.« (Eventyr III, s. 54). Barnet er som sådant forbundet med det poetiske og med alle positive egenskaber. På romantisk vis forherliges barnet: »Han følte Barnesind og Barnetro, hans Øine lyste, hans Haand sank ned paa Tangenterne.« (Eventyr V, s. 129). »Konstneren var en ung Mand, hjertensgod, barneglad.« (Eventyr V, s. 150).
Barnet er forbundet med positive egenskaber som f.eks. med varme, som i »Sølvskillingen«: »Der var en Skilling, den kom blank fra Mynten, sprang og klang, »Hurra! nu skal jeg ud i den vide verden!« og det kom den.
Barnet holdt fast paa den med varme Hænder og den Gjerrige med kolde, klamme Hænder.« (Eventyr IV, s. 198). »Jeg blev hængt det lille Barn om Halsen, og Barnet smilede til mig, kyssede mig, og jeg hvilede en heel Nat paa Barnets varme, uskyldige Bryst.« (Eventyr IV, s. 200). Interessant er det og værd at mærke sig, at Andersen også mere eller mindre ubevidst giver udtryk for sand børnekærlighed. Dette bør fremhæves. Selv har han udtalt, at hans børnekærlighed var stor. Beskrivelserne vidner herom:
»Vandet hævede sig svagt, som Brystet paa et sovende Barn.« (Eventyr I, s. 129). »Den ene skrev en heel Vise derom og sagde, at Klokken klang som en Moders Stemme til et kjært klogt Barn, ingen Melodi var deiligere end Klokkens Klang.« (Eventyr II, s. 205). »Solen skinnede paa Hørren og Regnskyerne vandede den, og det var ligesaa godt for den som det er for Smaabørn at blive vadskede og saa faa et Kys af Moder; de blive jo deraf meget deiligere.« (Eventyr II, s. 209).
Større kærlighed kan man da ikke lægge ind i ordene. »Inde i stuen var Solskin, der straalede fra to Barne-Øine, Foraarets Lærkeslag lød i Talen fra dets røde, leende Mund.« (Eventyr II, s. 306). »Man har den Talemaade: »Tag en hvid Pind i Munden, saa er du usynlig!« men det maa da være den rigtige Pind, den, som gives os i Lykkegave af Vor Herre. Den fik jeg, og jeg kan ogsaa ligesom Manden hente klingende Guld, blinkende Guld, det allerbedste, det, der blinker fra Barneøine, det, der klinger fra Barnemund, og fra Fader og Moder med.« (Eventyr V, s. 125).
Det er vigtigt at fremhæve dette standpunkt; fra utallige folk og sider, professorer og forfattere, velestimerede folk har jeg hørt udtalt den påstand, at H.C. Andersen egentlig ikke brød sig om børn. Eventyrene modbeviser klart denne tørre negative påstand.
Der er dog også negative toner. Andersen var ikke for ingenting en stor realist. Gadens børn, de drillesyge og ondskabsfulde møder vi i »Storkene«. »Men drengene blev ved at synge og de pegede Fingre af Storkene.« (Eventyr I, s. 161). En morale er påklistret dette eventyr til skræk og advarsel. Børn håner og gør nar af hinanden, som der gives udtryk for i »Børnesnak«, og i »Klokken« gøres der nar af konfirmanden: »den tredie sagde, at han aldrig gik noget fremmed sted, uden hans Forældre vare med, og at han altid havde været et artigt Barn og det vilde han blive, selv som Confirmand, og det skal man ikke gjøre Nar af! – men det gjorde de.« Stedet er nu nok lidt ironisk ment. Eller realismen lagt ind i barnereplikken i »Grantræet«: »»See, hvad der sidder endnu paa det ækle, gamle Juletræ!« sagde han og trampede paa Grenene, saa de knagede under hans Støvler.« (Eventyr II, s. 48).
Kronologisk gennem eventyrene bliver børnegalleriet dog fattigere med årene, hensynet til børnepublikummet mindskes og der kommer også en sagligere tone, et ændret, ofte humoristisk syn på barneverdenen i fortællestilen, mere attitude end i de to første bind og et mere sagligt ironisk syn. Bd. II med de mange børnebeskrivelser og -portrætter er udpræget kulminationen. Det er særlig bd. IV og bd. V det drejer sig om. Om eventyret hedder det således: »Ih, du store Brygning!« sagde Konen, »har De endnu ikke nok af Eventyret? Det troer jeg da rigtignok at de Fleste har. Her er andet at tage vare, Andet at passe paa. Selv Børnene ere komne ud over det. Giv Smaadrengene en Cigar og Smaapigerne en ny Crinoline, det holde de mere af! Høre paa Eventyr! Nei her er sandelig Andet at tage vare, vigtigere Ting at udrette!« (Eventyr IV, s. 187). En noget rå tone lyder: »De kom paa Børnebal; de røge Cigarer, naar Ingen saae det; de toge til i Kundskab og Kjendskab.« (Eventyr V, s. 41). Det er som moderne tider, vore tider.
Barndommen er paradisets rige, som Andersen har givet udtryk for i sine digte. Parallelt med dette finder vi hos Andersen utallige beskrivelser, der har karakter af, hvad man kan kalde børneeldorado, lidt usmageligt vil nutiden nok synes, men hvis man f.eks. husker på de børnefødselsdage man har oplevet, nikker man genkendende til disse beskrivelser, disse paradisverdener, hvor den poetiske drøm hos barnet går i opfyldelse, og alt er lykke og solskin. Ses barnet i samklang med naturen er de allerdejligst, disse børneidyller, men mere bastante udtryk med regn af rosiner og tinsoldater, gader der er belagt med gulddukater finder vi også.
Barndommens land er paradisets have som Andersen har udtrykt det i et af sine smådigte, digtet der hedder »Odense« : »Du kjære gamle Fødeby/ Er altid i min Tanke…«, hvor slutningsverset lyder: »Jeg havde Barnets stærke Tro,/ Og Jacobs Himmelstige,/ Og jeg fandt Frøkorn, som nu groe/ i Eventyrets Rige/ Der naaer ind i vort Barndoms Land/ Og Paradisets Have/ Til Lysets, Evighedens Strand/ Hiinsides Jordens Grave/.«
Citatet viser hen til Andersens egen fattige, men i erindringen alligevel lykkelige barndom. Der er dog i modsætning til eventyrverdenens fantasispil en anden enklere renere tone i Andersens smådigte, en fin enklave i H.C. Andersens produktion.
Hans syn på barnet er dog i mange henseender bundet til den genre, han skrev i, så det bliver fantasien leg med guldæbler. Barnet er pr. definition eventyrets udvalgte og foretrukne figur, uskyldigheden midt i den farlige verden og den for hvem alle drømme står åbne, alle fantasier kan realiseres i legens verden. Derfor og som en følge heraf bliver barndommens land også lykkens land og samtidig paradisets have. Det er et tidligere glemt og lykkeligt stadium, en urtilstand, der ligger udenfor den voksnes rækkevidde – noget helligt som rosen er hellig for Andersen. – Det poetiskes åbenbarelse midt i dagligdagen – landet uden grænser, hvor alt i kraft af fantasien og drømmens magt er muligt og kan realiseres.
Nogle ting kan man ihvertfald gøre sig klart, og nogle synspunkter er der at hæfte på H.C. Andersens børneverden. Det er først og fremmest det lille barns verden vi møder hos Andersen eller med Charlotte Bühler barnet i de magiske år, i eventyralderen.
Det er dog værd at betragte Andersens forhold til den gængse børnepsykologi og at se, på hvilke punkter hans børneverden stemmer overens med barnets verden efter de vedtagne opfattelser fra Piaget, Groos, Charlotte Bühler med andre. Her vil vi iagttage, at det først og fremmest er på to felter, som allerede nævnt, at Andersen er dyb og ægte i sit forhold til børnene – 1. ved at opfatte dem som særlig rige på fantasi og ved at gå ind på deres fantasiverden og 2. ved at anbringe dem i legens verden.
Det kunne således være interessant at studere de forskellige legetyper efter de moderne skemaer, Roger Caillais’[5] f.eks., som kommer til udtryk i eventyrene – for børnene hos Andersen leger meget – og se, hvilken slags leg er den fremherskende.
Om barnets fantasiliv skriver Knud Rasmussen[6]: »I løbet af børnehavealderen udvikler barnet sig til at kunne fremstille sin fantasiverden på mange måder, hvis milieuet stimulerer hertil… I skolealderen ændres barnets indstilling, det bliver mere selvkritisk og reflekterende og realitetskravet vokser…« (s. 210). »Fantasivirksomheden er ikke af den grund mindre – tværtimod – men den udtrykkes anderledes og mindre spontant end tidligere.« (s. 210). »Henimod skolealderens begyndelse er de fleste børn imidlertid klare over det fiktive i deres egen og andres fabuleren. De kan da hurtigt skifte fra fantasiplan til realitetsplan. Deres fabuleren ændrer dermed præg og bliver til en kær leg…« (s. 221).
»For Piaget forbliver barnets fantasiliv en fortsættelse af den egocentriske fase. Han betegner det som en afgrænset fortsættelse af det lille barns éndimensionale tilværelse, hvor barnet selv er centrum, frit for alle konflikter med hensyn til afgrænsninger«[7].
Børnene, som vi finder hos Andersen, synes at have bevaret de skabende og indlevende evner også efter at skolealderen er begyndt, f.eks. skoledrengen lille Hjalmar i »Ole Lukøie«. De er kort sagt (overensstemmende med digteren selv) børn meget længe, måske ville de af skolepædagoger af i dag få påhæftet betegnelsen skoleumodne (et intellektuelt veludviklet barn kan mangle disse kvaliteter og være behersket af en legeindstilling, det vil da undertiden blive betegnet som skoleumodent)[8].
Den voksne, der passer barnet, kan gå ind i et samspil med barnet i overensstemmelse med den voksnes egen faktiske eller forestillede opfattelse af barnets verden. Man kan tage hensyn til barnet eller ej – og dets niveau. Til Andersens ros – men måske er dette en forkert tankegang i vore moderne tider – omgås H.C. Andersen barnet på barnets eget niveau og præmisser.
Om barnets leg er der fremsat mange teorier. At den skulle have sit udspring i overflødig energi eller være en særlig kilde til lyst for barnet, og teorier om, hvordan legen senere fører til arbejde.
Legen er ifølge Groos »en forberedende øvelse til de betydningsfulde liv«[9] (s. 18). »? Nye arbejder (UNESCO kongres, 1968) har endnu bedre præciseret, hvad man vidste i forvejen, at hjernen ikke har nået sin definitive opbygning ved fødslen« (s. 19). Legen ses altså i vore dage som et led i udviklingen og især hjernens udvikling. Således f.eks. »Stemmeøvelser hvor det lille barn henrykkes »over ingenting«, men hvoraf senere sproget vil opstå; kradserier der er de første forsøg på tegning og skrivning« (s. 21).
Fantasien spiller, som vi møder den hos Andersen, ganske parallelt hermed en stor rolle: »I et lille barns hænder kan alt blive til legetøj: en stump snor, et stykke papir, en blomst eller et blad, selve menneskelegemet.« (s. 56).
Legens fordeling er der lavet skemaer over, således af Roger Caillais[10]. Den gruppe vi finder stærkest repræsenteret hos Andersen ser sådan ud og benævnes: Efterligning.
Efterligning
Barnlige efterligninger
illusionslege
dukker, soldater
maske
udklædning
teater
skuespilkunst i al almindelighed
Det er de såkaldte fiktions- eller illusionslege og fremstillingslege, der er hyppigst hos Andersen. – »De første folkloristiske børnelege viser os imidlertid, at fremstillingslegen (f.eks. teaterlege) næsten altid skyldes eller er følgen af fiktionslege eller ihvertfald, at de blandes i den samme dynamiske drift«[11]. Rollelege er f.eks. lege komme fremmede, mor og barn-lege og leg med dukker, (de dukker op omkring 4 års alderen), begravelsesceremonier (Andersen). Se således »Den lille Idas Blomster«, »Den standhaftige Tinsoldat« og »I Børnestuen«.
Legen, må man sige, er et fremtrædende træk ved H.C. Andersens børn i den forstand er det ægte børn og også små førskolebørn – men også efter skolealderens begyndelse, leger de som alle rigtige børn (ikke rigtigt accepteret af børnepsykologerne) og deres fantasi er veludviklet. – Jeg har selv kendt børn flere år efter skolealderens begyndelse, som legede rollelege og illusionslege, det er naturligvis individuelt og kan være afhængigt af milieuet.
Barnets legeglæde spiller også ind: »Men selv når barnet allerede længe af erfaring ved at hunden og hesten, kullet og knappenålen (stoppenålen!) aldrig ville handle og tale som menneskene, også da tager det sin legeglæde med ved sådanne omskrivninger i sin eventyrverden«[12] (s. 34).
Ch. Bühlers analyse peger imod mine egne iagttagelser af »Dødningen« og »Reisekammeraten«, hvor Andersen instinktivt har forstået det enkle, følelsesfulde, anskuende og affektbetonede ved barnets sjæleliv overensstemmende med den bedste børnepsykologi og de resultater Ch. Bühler er nået til – instinktivt har Andersen forstået børnene, især i sin fortællestil (beregnet på barnepublikummet). Denne form var et kunstgreb fra Andersens side, men udsprunget af intuition og affinitet til barnesindet.
Det kan ikke gentages nok i modsætning til talløse påstande, jeg har hørt fra bl.a. lærere, at Andersen virkelig havde forstand på børn (og ovenikøbet stor kærlighed til dem). Kun var denne kendskab begrænset til det mindre barns verden, og at have indblik i og forstand på børns fantasi- og legeverden er ingen ringe indsigt.
