»Forlængst har han hos os fundet sit andet fædreland. Generation efter generation er vokset op med hans eventyr, har leet, lidt og grædt med hans helte og heltinder…«
S. J. Marsak
H.C. Andersen var en af de første danske digtere fra det 19. århundrede, der blev kendt i Rusland. I en artikel af dekabristen A. Bestužev, som giver en generel orientering om samtidens danske litteratur, omtales den da kun 17-årige Andersen naturligvis ikke.[1] Hans navn nævnes heller ikke i de få bidrag om romantikkens litteratur i Skandinavien, som udkom i Rusland i 1830erne. Skandinavien og skandinavisk litteratur var på dette tidspunkt stadig et terra incognita ikke alene for den russiske læser, men også for den europæiske læser i det hele taget. I en mindre kritikernotits om den franske forsker og rejseskildrer J. Ampères bog »Nordiske skitser« skrev V. G. Belinskij i 1834: »Ampère giver et let, men fuldgyldigt og interessant billede af Danmark, Norge og Sverige, lande som nærmest er os fuldstændig ubekendte«.[2] Lidt tidligere, nemlig i 1830, fastslog V. N. Olin: »Det oplyste Europa har næppe lagt mærke til det faktum, at der i Skandinavien eksisterer poesi og litteratur, som er helt unik, men begravet under Nordens ismasser«.[3]
1830erne var det årti, hvor Rusland for alvor fik kendskab til samtidens skandinaviske litteratur. Russiske digtere, kritikere og læsere gav udtryk for en vis ærgrelse over, at »kendskabet til den skandinaviske litteratur for os russere, trods vort nære naboskab med den skandinaviske halvø, ikke er uden problemer«.[4] Man var utilfreds med, at »vore digtere og romanforfattere lader denne rige skat af original poesi og interessante fortællinger ligge«.[5]
Ikke desto mindre hørte man om Andersen netop i dette årti. Uden at anføre nogen kilde skrev eventyrdigteren den 20. september 1837 til sin veninde i Odense, forfatterinden Henriette Hanck: »I en russisk Journal skal jeg være blevet smukt omtalt«.[6] Det første kendte arbejde i Rusland om Andersen var den russiske oversættelse af en artikel, forfattet af den franske kritiker Xavier Marmier, som i russisk oversættelse blev offentliggjort i 1838, året efter artiklens offentliggørelse i Paris. I den giver Marmier en detailleret beskrivelse af sit møde med Andersen i København, og for første gang publiceres samtidig den danske eventyrfortællers levnedsløb, berettet til den franske kritiker af digteren selv. Dette faktum har i sig selv overmåde stor betydning, eftersom Andersens beretning om sit liv er en af de første korte gengivelser af hans erindringer, en forløber for den selvbiografi, som senere udkom under titlen »Mit Livs Eventyr« (første bind udkom i 1855 og fortsættelsen i 1877). Marmier berører ikke med et eneste ord Andersens eventyr, og kun perifert behandler han de nationale forudsætninger for Andersens roman »Improvisatoren«. Artiklen slutter vemodigt: »Det forekommer mig, at Andersens muse ikke kan le, og at den maske, han ønskede at give hende, ikke bekommer hende vel«.[7]
Ruslands virkelige kendskab til Andersen indledtes imidlertid først i 1840erne. Dette årti blev vigtigt ikke mindst i kraft af den store indsats for skandinavistik, som blev gjort af akademimedlem J. K. Grot, en af Ruslands mest betydningsfulde fortalere for skandinavisk og finsk litteratur. Grot var i årene 1842-51 professor ved universitetet i Helsinki og fik da nære kontakter til de skandinaviske lande. I 1843 forærede han sin søster, R. K. Grot, nogle bøger i svensk oversættelse af sin yndlingsforfatter Andersen, og søsteren gik i gang med at oversætte dem. Snart efter lod P. A. Pletnev disse værker, oversat af R. K. Grot, offentliggøre i tidsskriftet »Sovremennik« (1845). Det var »Metalsvinet«, et kapitel fra »En Digters Bazar«, (»Liszt«), og romanen »Improvisatoren«.[8] Disse første trykte arbejder forblev ubemærket af kritikken. Derimod er J. K. Grots kommentarer til dem kendt. Om brudstykket fra »En Digters Bazar« skrev Grot den 28. november 1844 følgende til P. A. Pletnev: »Jeg har læst det lille stykke, den lille fortælling af Andersen, som min søster har oversat. En herlig ting«. »I dag har jeg læst en vidunderlig fortælling af Andersen«, skrev Grot den 10. december 1844. »Det er »Metalsvinet«, den minder en om Puskins »Bronzerytteren«, men er naturligvis noget andet« (Grot tænkte på, at skulpturen kaldet Metalsvinet, som smykker det berømte springvand i Firenze, farer af sted på samme vis, som Bronzerytteren galoperer rundt i Skt. Petersborg.[9]
Romanen »Improvisatoren«[10] fremkaldte enkelte anmeldelser, hvoraf det fremgår, at den ikke gjorde det store indtryk på det russiske publikum eller på kritikken, som på dette tidspunkt havde overstået sin henrykkelse over romantikkens litteratur. O. I. Senkovskij skrev om romanen: »Følsomme læserinder vil naturligvis finde den interessant … For de mindre modtagelige vil den, – er jeg bange for, synes plagsom og kedelig«.[11] Belinskij anbefalede ungdommen romanen til læsning »i fritiden efter lektielæsningen«.[12]
Derimod fandt H.C. Andersens eventyr efterhånden interesse i den russiske presse. Gennem J. K. Grot modtog forfatterinden A. I. Išimova eventyret »Den lille Idas Blomster« til sit tidsskrift »Zvezdočka« (1848, nr. 10). I ungdomsalmanakken »Novaja biblioteka dla vospitanija (1847, bøgerne 5, 7 og 8), som udkom under redaktion af P. G. Redkin, publiceredes oversættelser af eventyrene »Den grimme Ælling«, »Metalsvinet« og »Nattergalen«. P. G. Redkin havde stillet sig det mål at offentliggøre lødige skønlitterære værker for børn.
I 1850erne begyndte de revolutionære demokrater at interessere sig for Andersen og hans værker. Således placerede N. G. Černysevskij Andersen blandt Danmarks bedste digtere og anbefalede, at man tænkte over, hvilken rolle han spillede i skandinavisk litteratur.[13] Netop dette spørgsmål tog N. A. Dobroljubov op i den første russiske anmeldelse af Andersens eventyr. Efter at have lært de andersenske eventyr at kende gennem en fransk oversættelse, gav denne russiske kritiker en overmåde positiv vurdering af eventyrene i sin anmeldelse, trykt i »Žurnal dlja vospitanija« (1858). Dobroljubov bemærkede det for Andersens eventyr særlige, at »virkelige forestillinger på en særegen poetisk måde i eventyrene får en fantastisk karakter«. Med rette gjorde han opmærksom på den danske digters evne til at give liv til »livløse« genstande. Dobroljubov anså de satiriske eventyr for at være Andersens bedste. Det gjaldt »Fyrtøjet«, »Prinsessen paa Ærten« og »Kejserens nye Klæder«. Styrken i disse og andre eventyr fandt kritikeren i det faktum, at de er absolut fri for al smålig moraliseren. »Netop heri kommer eventyrdigterens kunst og talent til udtryk«, skrev Dobroljubov, »i hans eventyr er der ingen behov for løftede pegefingre …«, Afslutningsvis anbefalede han Andersen til læsning for børn, da han havde den opfattelse, at »eventyrene i langt højere grad ville more børn og være til større nytte end alle mulige moraliserende vrøvlehistorier«.[14]
Kort sagt: Allerede i 1850erne blev grunden til værdsættelsen af Andersens eventyr lagt i Rusland. Til denne periode hører såvidt vides også det første forbud mod udgivelse af Andersens eventyr, udstedt af den russiske censur. Den 28. oktober 1859 modtog Den gejstlige Censurkomité i Skt. Petersborg bogen »Povesti Andersena« i J. von Ikskul’s oversættelse fra tysk. Her var tale om en genudgivelse, og Skt. Petersborgs Censurkomité, der havde givet en foreløbig accept, bad Den gejstlige Censurkomité om en udtalelse. Abbed Sergij Zikken sagde god for bogen som sådan, men kunne ikke godkende fortællingerne »Verdens deiligste Rose« (1853) og »Der er forskel« (1852), som »ej kan godkendes til trykning, – den første på grund af en upassende benævnelse af hellige genstande og ukorrekte refleksioner »over Det hellige Korsets træ«, den anden på grund af den udtænkte histories unaturlighed, en forkert fortolkning af naturens liv, f. eks. planternes, menneskenes og anden eksistens, men endvidere som følge af en uklarhed i behandlingen af emnet«.[15]
Senere blev flere af Andersens eventyr forbudt, bl.a. eventyr fra samlingen »Eventyr fortalt for Børn«. Særlig hårdt gik det ud over »Kejserens nye Klæder«, som – på grund af den skarpe sociale kritik, der udtrykkes i eventyret – adskillige gange blev forbudt, ikke blot af den kejserlige censur, men også af det pædagogiske censurapparat (1893, 1907).[16]
I 1860erne, da Andersens eventyr blev offentliggjort i en ret tæt strøm, -dog stadigvæk ikke oversat fra originalsproget -, voksede interessen for Andersen blandt den fremskridtsvenlige del af den russiske akademiske verden. I året 1863 udkom i Skt. Petersborg den første samling af den danske digters eventyr, indeholdende 14 eventyr oversat til russisk fra tysk. Introduktionen til samlingen var en mindre artikel, der gav læserne et indtryk af Andersens liv og værk. Artiklen afsluttedes med følgende ord: »Man kan roligt sige, at der næppe i noget lands litteratur findes noget, i denne genre, der overgår disse eventyr i deres overmåde stærke fantasirigdom, friskhed og fortælleglæde«. Den udgivelse var blevet til takket være »Oversætterindernes Selskab«, som blev ledet af M. V. Trubnikova (datter af dekabristen V. P. Ivašev) og N. V. Stasova (søster til den kendte kunsthistoriker og kritiker V. V. Stasov). Dette selskabs formål var at tilbyde den unge generation lødigt læsestof samt at skaffe arbejde og indtægter til uddannede russiske kvinder. Trubnikova og Stasova var to fremsynede russiske kvinder, som havde valgt at leve et samfundsmæssigt aktivt liv. Efter at have læst Andersens eventyr på tysk, tilskyndet af den demokratisk sindede forfatter V. A. Slepcov, var de to kvinder iflg. V. V. Stasova så begejstrede over »den friskhed, den originalitet og det talent, som de havde fundet hos den for dem hidtil ukendte digter«.[17] Eventyrene i samlingen var oversat af følgende kvindelige oversættere: N. A. Belozerskaja, A. G. Markelova, A. I. Engel’gardt og A. P. Šul’govskaja, mens Trubnikova og Stasova var ansvarlige for udgivelsen af bogen.
Eventyrene fik stor succes hos læserne og fremkaldte positiv kritik i pressen. En indholdsrig anmeldelse offentliggjordes i tidsskriftet »Sovremennik«, der i øvrigt samtidig trykte eventyret »Den standhaftige Tinsoldat«. Forfatteren af anmeldelsen var tilfreds med udvalget af eventyr i bogen og var i øvrigt glad for »at det russiske publikum for første gang rigtig fik mulighed for at stifte bekendtskab med den berømte digters værker, værker af den eneste, virkelige eventyrfortæller, og for at lære den originale genre at kende, som man endnu ikke var bekendt med i den russiske litteratur, men også selve eventyrene vil behage læserne, i særdeleshed ved deres friskhed og poesi. Helt bortset fra børnene, der, uanset alder, i eventyrene vil finde morsomt og interessant læsestof, som er helt blottet for forskellige tåbelige og fordummende ting«.[18]
I en anmeldelse af samme udgivelse i tidsskriftet »Russkoe slovo« gjorde anmelderen opmærksom på bredden i eventyrene, digterens skarphed, hans uforlignelige humor og fantasirigdom. Han kom til den konklusion »at hvis man vil give børn eventyr, hvorfor så ikke give dem de bedste, nemlig brødrene Grimms og H.C. Andersens«.[19]
Anmeldelserne i de betydelige tidsskrifter fremkaldte på deres side reaktion fra publikum. Kritikeren Stasov var glad for en læserkommentar om Andersen, som blev bragt i tidsskriftet »Russkoe slovo«, men han var ikke tilfreds med anmeldelsen i tidsskriftet »Sovremennik«. Mange år senere skrev Stasov, at der i denne anmeldelse sporedes en mangel på dybere forståelse for den danske eventyrdigters værker: Hovedmændene bag »Sovremennik« – Černysevskij og Dobroljubov – var på det tidspunkt ikke længere på tidsskriftet, og deres arvtagere og efterfølgere var øjensynligt ikke i stand til at vurdere Andersens fulde betydning; de havde alene forståelse for det artistiske og poetiske hos digteren, men havde dog lagt mærke til, at det seriøse altid, men kun »næsten altid«, er det centrale i hans eventyr. Derimod forstod de ikke, at netop »tankegodset« altid var det væsenligste hos Andersen. Som eksempler herpå fremdrog Stasov nogle af digterens bedste eventyr, nemlig »Grantræet«, »Svinedrengen«, »Den grimme Ælling«, »Kejserens nye Klæder«, »Lykkens Kalosker«, »Den lille Pige med Svovlstikkerne«, »Nattergalen« m. fl., og sammenstillede dem med de af Andersens værker, som Černysevskij havde vurderet så højt. »Er disse værker ikke de poesiens frugter, der giver svar på nutidsmenneskets ægte behov!« skrev kritikeren. »Er det netop ikke de artistiske udtryk, der når tankens og følelsens dybder, og som udtaler den »dom over tilværelsen«, som Černysevskij netop krævede af et virkeligt kunstværk«. Imidlertid var Stasov ikke blind for de svage sider i Andersens forfatterskab. Han kritiserede den »lutheransk snerpede, pastorale tone« i enkelte af hans eventyr. Ikke desto mindre mente Stasov, at værker som »De røde Sko« og »Paradisets Have« er undtagelser hos den danske digter, og at »enhver læser uden besvær forstår at skelne mellem dette sørgmodige flæberi og den sunde, friske og gode tanke og følelse, der er karakteristisk for resten af Andersens bog«.[20]
Den succes, Andersens eventyr havde fået, bevirkede, at der opstod et behov for nye udgivelser. »Obščestvo perevodčic« gik i 1867 i gang med forberedelsen af en ny udgave af den tidligere samling af eventyr. Imidlertid offentliggjorde censor Skuratov i den Skt. Petersborgske Censurkomités tidsskrift en kommentar i anledning af den påtænkte udgivelse, i hvilken han gjorde opmærksom på det utilstedelige i at offentliggøre værker som »Lille Claus og Store Claus«, og endvidere »Paradisets Have«: »Eventyr købes som regel som læsestof for børn«, skrev censoren. »Ud fra dette synspunkt kan ikke alle eventyr i denne bog tillades, f. eks. optræder på side 75 og 77 en fiffig bedrager, som tilvender sig penge på bekostning af sin bedstemors afsjælede legeme. Fortællingen »Paradisets Have« er en allegori, der bygger på den bibelske beretning om Adams og Evas uddrivelse af Edens Have«.[21] Efter censorens forelæggelseskommentar af 11. november 1867 blev eventyrene sendt videre til Den gejstlige Censurkomité til forespørgsel om, hvorvidt der forelå grunde til at forhindre trykningen af eventyret »Paradisets Have«, mens Skuratovs kommentarer angående lille Claus bedrageri øjensynlig var fundet for luftige. Den 20. november 1867 skrev et medlem af Den gejstlige Censurkomité, abbed Fotij, at eventyret »Paradisets Have« ikke kan tillades trykt af følgende årsager: »1. Forfatterens opfattelse af vindenes opståen og retning i dette eventyr er i modstrid med den kristne lære, hans opfattelse er hedensk og kættersk; 2. Selve paradiset er på flere måder fremstillet afvigende fra de forestillinger, kristne har om det; i digterens paradis er indført for meget fantasifuldt, delvis af muhammedansk tilsnit«.[22]
Stasov giver interessante detailler vedrørende denne udgivelse af Andersens eventyr: »Det væsentlige for mig er ikke, at nogle eventyr blev forbudt, f. eks. »Paradisets Have« og »Engelen«; det kunne endda gå. Det afgørende er, at censoren pludselig var kommet til den erkendelse, at det billedligt ikke var muligt at fremstille »genier« med vinger på ryggen og konger, der vandrede rundt med »kroner« på hovedet. Han krævede disse sager fjernet overalt«. Kritikeren bemærkede bittert: »Alle kroner var slået af hovederne på Andersens komiske monarker, og de må nøjes med kjortler, tøfler og nathuer, alt imens de må bære deres regalier under armen«.[23]
Censurens indvendinger kunne dog ikke forhindre udgivelsen i at blive en succes, og allerede i 1868 gik »Obščestvo perevodčic« i gang med forberedelsen af en ny eventyrudgivelse. Andersens bog »Nye Eventyr«, der var udkommet i Tyskland, blev nu oversat til russisk. Disse eventyr fremkaldte endnu større intersse for digteren hos de russiske læsere. I august 1862 havde to russiske rejsende, søstrene Manderštern, på et pensionat i den schweiziske by Montreux lært H.C. Andersen at kende og var blevet gode venner med ham. Den ældste af søstrene, Elizaveta Karlovna, havde lovet den danske digter at sende den russiske digter Puskins autograf til indlemmelse i Andersens samling af autografer, men kunne ikke opfylde dette løfte før tre år senere. Hun sendte da første side af det hefte, hvori Puskin havde nedskrevet digtet »Probuždenie« (»Opvågnen«) og begyndelsen af elegien »Druz’jam« (»Til Venner«), En stump af hendes brev til Andersen af 13. (25.) maj 1865 vidner om den dybe respekt, Ruslands intelligens nærede for eventyrdigteren: »Denne autograf har allerede været min ejendom i adskillige måneder«, skrev hun. »Nu sender jeg den til Dem som gave og bevidner hermed min hengivenhed og dybe respekt for Dem. Med stort besvær har jeg fremskaffet denne skat til Dem. Egoismen, som sidder dybt i hjertet, var nær ved at udmyge mig og nøde mig til at beholde denne kostbarhed i min egen samling af autografer. Men tanken på Dem, kære Andersen, overvandt mig, og med en særlig glæde sender jeg Dem sammen med dette brev vedlagt gulnede blad, som gengiver den store geniale digter Puskins tanker«. I sit svarbrev af den 26. august skriver Andersen: »Dette verdensberømte skriftsstykke fra Puskins hånd er for mig en skat«.[24]
I maj 1868 skrev Trubnikova og Stasova et brev til Andersen, hvori de fortalte digteren, hvor højt fremskridtsvenlige mennesker i Rusland på dette tidspunkt værdsatte den danske eventyrdigters forfatterskab. Brevet aftrykkes her in extenso:
»Herr Professor og Ridder.[25]
Et selskab i St. Petersborg, bestaaende af Damer, hvis Oiemed det er at oversætte andere Landes literære Værker, besørgede 1863 den første Udgave af Deres »Historier«’s Oversættelse i det russiske Sprog. Allerede 1867 blev et nyt Oplag af denne Udgave nødvendig? Deres dyb-poetiske Talent, hoistærede Herr Professor, havde saa hurtigt gjort Værket populær i Rusland. Det russiske Publikum elsker disse »Sagn og Eventyr« hvis Forfatter med Rette regnes til Nutidens største Digtere. 1868 udgaves anden Deel af
Deres historier« under Titel af »Nye Eventyr af Andersen«. En russisk Kunstner, Akademikeren Herr Baron v. Klodt udførte Tegninger til samme, hvilke graveredes ved russiske Kunstnerinder; desuden udførtes alle med denne nye Udgave af Deres udmærkede Værk forbundne Arbeider, saasom Oversættelsen, den typografiske Sætning, Bøgernes Indbinding og Publikation, ved qvindelige Hænder. – Dette Selskab af Damer beder Dem ærbødigst, høistærede Herr Professor, godhedsfuldt at ville imodtage vedlagte Exemplar af den russiske Oversættelse af Deres »Eventyr« som et Tegn paa vor oprigtige Beundring af Deres sjeldne Talent, og tillige af vor Taknemmelighed for de poetiske Nydelser, hvilke Ruslandes opvoxende Ungdom og mandlige Aar skylder Dem. Modtag Forsikringen om vor Høiagtelse med hvilken vi forblive
høistærede Herr Professor
Deres ærbødigste Tjenerinder
Nadežda Stasova, Marija Trubnikova[26]
Værdifulde oplysninger om russernes hengivenhed over for Andersen indeholdes i A. Lavrent’evs erindringer »Sutki v Kopengagene«, hvori der findes et livfuldt portræt af digteren: »foran mig stod en meget høj, tynd skikkelse i en gammeldags, sort skødefrakke«, fortæller Lavrent’ev. »Over den lange ørnenæse havde skikkelsen et par øjne, hvis lige næppe findes på denne jord. De var blå og overmåde dybe, følsomme og gode, tillige var de naive som kun børns øjne kan være det. De rummede så megen godhed og ømhed, så megen fantasi og poesi, som kun genfindes i hans værker, ikke mindst i hans vidunderlige eventyr for børn«. Lavrent’ev fortæller, hvordan han takkede digteren for »de utallige minutter af glæde og fornøjelse«, som hans værker havde givet, og glædede sig over, at Andersens eventyr blev oversat til russisk. »Jeg har hørt, at en eller anden kvindeforening,« skriver Lavrent’ev, »er begyndt at oversætte og udgive disse eventyr hos os. Tak skal kvinderne have for det; det ser ud til, at det især er kvinderne, der har forstået, hvilken læsning der er nyttig for børn«.[27]
Interessant er V. Majkovs vidnesbyrd om et møde med Andersen i København. Han fortæller livfuldt om eventyrdigterens deltagelse i børnelege, om hvorledes Andersen ved en børnekomsammen læste eventyret »Den standhaftige Tinsoldat« højt for de små tilhørere: »Alt blev stille; man kunne høre, hvordan guldsmedenes vinger summede i luften, børneflokken var lutter øre«.[28]
I slutningen af 1870erne må man formode, at V. I. Lenin, der på dette tidspunkt var en 8-10 år, har læst eller hørt Andersens eventyr.[29]
En enorm betydning for udbredelsen af Andersens litterære værker og for hans popularitet i Rusland havde den første og hidtil eneste russiske 4-binds udgave af digterens værker, som besørgedes af de to fremragende litteraturspecialister og oversættere A. V. og R. G. Hansen. Dette ægtepars rolle i udviklingen af de russisk-skandinaviske kulturelle forbindelser er det svært at skatte højt nok. Den danske udvandrer Peter Emmanuel Hansen (1846-1930), der i vort land blev til Petr Gotfridovic Ganzen, og hans hustru Anna Vasil’evna Ganzen (1869-1942) gav med deres oversættelser fra originalværkerne – hidtil var Andersen blevet oversat til russisk via andre sprog end dansk – Rusland et helt bibliotek af skandinavisk litteratur, ikke mindst med oversættelserne af Ibsen, Bjørnson, Andersen og Hamsun.[30] Samtidig gjorde P. G. Ganzen danske læsere bekendt med den klassiske, russiske litteratur, idet han fra og med 1877 oversatte I. A. Gončarovs værker og fra 1885 dele af L. N. Tolstojs forfatterskab til dansk.[31]
I begyndelsen af 1890erne begyndte ægteparret det rent ud sagt gigantiske arbejde med at oversætte Andersens værker til russisk. Nedenstående er, hvad M. P. Ganzen-Koževnikova (1889-1974) skriver i begyndelsen af sine erindringer, som hun desværre aldrig fik fuldendt. Nedskrivningen var kommet i stand på opfordring af forfatteren til nærværende artikel:
»Andersens eventyr, der er skrevet på dansk, blev først tilgængelige for tyskerne og englænderne; derefter nåede de også andre nationaliteter, såvel i Europa som Asien, Afrika og Amerika. Vi russere fik først kendskab til dem via oversættelser fra tysk og engelsk. Selv ved oversættelse fra originalen taber en ting en del af sin egen fortryllelse, men ved oversættelsen på anden eller tredie hånd bliver tabet endnu mere mærkbart, ja der er ofte ligefrem tale om forvrængninger af teksten. Min far, Petr Gotfridovič Ganzen, besluttede i samarbejde med min mor, Anna Vasil’evna Ganzen, født Vasil’eva, at give sig i lag med at oversætte H.C. Andersens samlede værker fra dansk til russisk, ikke blot for at gøre de russiske læsere bekendt med de bedst kendte eventyr, men også for at udbrede kendskabet til hans romaner, skuespil og digte. Det var naturligvis også vigtigt for dem, for så vidt det var muligt, at gengive originalværkernes sproglige og stilistiske særpræg».[32]
I 1894 afsluttede A. V. og P. G. Ganzen deres arbejde med Andersen, et arbejde, hvortil de havde viet hele deres arbejdsindsats i ærbødighed for den store eventyrdigter.[33] Det var ikke tilfældigt, at deres oversættelse vakte begejstring hos en af dens første læsere, forlæggeren I. I. Garbunov, som skrev således til P. G. Ganzen:
»Kære Peter Gotfridovič!
Efter at have stiftet bekendskab med H.C. Andersen gennem Deres oversættelse har jeg og mine kolleger på redaktionen fundet Deres oversættelse så fremragende, at man ikke kan ønske sig den bedre. Andersens smukke poesi er for første gang udfoldet for læserne i dens fortryllende og fulde skønhed. Hvis verdens bedste digtere kunne finde sig lignende oversættere, ville samfundets lyst til at læse disse vokse.«[34]
Det første bind af Andersens samlede værker på russisk var på vej ud til læserne.[35] »Målet med denne udgave«, påpegede oversætterne, »er at bidrage til, at det russiske publikum får et mere sandfærdigt billede af såvel digterens eventyr og fortællinger som af hans litterære indsats overhovedet.« I de samlede værker indgik såvel eventyr og historier (154 i alt) som romanen »Improvisatoren«, »Billedbog uden Billeder«, nogle skuespil, digte samt brudstykker fra hans rejsebeskrivelser. Ydermere optog oversætterne digterens selvbiografi og noget af hans brevveksling samt nogle af hans samtidiges erindringer om ham. Dette læsestof skulle vise, at H.C. Andersen var mere end blot børnenes digter. Dette understregede oversætterne ved flere lejligheder, når de over for læserne fremlagde deres syn på Andersens forfatterskab. »Det er helt forkert at opfatte eventyrene og historierne som værende udelukkende børnelæsning. Eventyrene og historierne er især interessante derved, at de giver næring til forstand, følelse og fantasi hos læsere i alle aldersgrupper. Naturligvis henrives børn først og fremmest af selve fablen, mens de voksne forstår og vurderer dybden i indholdet, eftersom de fleste af Andersens eventyr og historier, der tilsyneladende er harmløse, snart gengivet på en legende, spøgefuld måde, snart barnligt naive og samtidig i sjældent enkelt sprog, nær talesproget, er geniale satirer, i hvilke Andersen så begavet gør nar af forskellige menneskelige svagheder«.[36]
Denne store udgave påkaldte sig stor interesse. Vidnesbyrd herom er en mængde avisanmeldelser og interessen fra russiske kulturpersonligheders side. Anmelderen i tidsskriftet »Mir božij« mente, at udgivelsens værdi primært bestod deri, at oversættelsen af Andersens værker for første gang var foretaget direkte fra dansk og ikke fra tysk, som det tidligere havde været tilfældet. Men hovedaccenten lå på eventyrene, den genre, i hvilken digteren ikke havde hverken forgængere eller arvtagere.[37] Tidsskriftet »Russkaja mysl’« beskrev udgaven som »vidunderlig«. Dets anmelder skrev: »Oversætterne har løst deres ikke helt lette opgave, så den næppe kan løses bedre. De har ikke bare oversat Andersen til russisk, men har gendigtet ham for russiske læsere samtidig med, at de har bevaret hans geni’s karakteristika«.[38]
A. R Čechov sendte alle udgavens fire bind til biblioteket i Taganrog 24. november 1896.[39] For Čechov var Andersens eventyr norm for stor kunst som var tilgængelig for børn, og dette gav ham anledning til at formulere et af hovedkriterierne for børnelitteratur. Han anså den danske digters eventyr for at være ægte skønhedslitteratur: »Man skal kun give børn litteratur, som også de voksne kan læse … Andersen, Gončarovs »Fregatten Pallas« og Go-gol læses ivrigt af såvel børn som voksne«.[40]
Andersens forfatterskab havde en høj stjerne hos mange russiske intellektuelle og andre kulturpersoner, ikke mindst blandt digtere, der til stadighed søgte inspiration i eventyrdigterens poetiske verden. Af et brev fra Andersen 12. november 1870 fremgår det, at hans forfatterskab var højt skattet af den i offentligheden meget kendte geograf, professor P. N. Batjuškov.[41] Musikkritikeren P. L. Vaksel’, der også samlede på autografer, nedfældede i slutningen af det 19. århundrede følgende kommentar til en Andersen-autograf, der tilhørte ham: »Hans Christian Andersen, berømt dansk digter og eventyrfortæller, søn af en skomager. Han blev født i Odense 2. april 1805; han studerede i København og henlevede det meste af sit liv på rejser i Europa og Østen, rejser, som gav ham vidunderlige temaer til hans værker. Netop i digterens eventyr viser hans talent sig i hele sin fylde og originalitet, som består i et vid, fuldt af fin og underfundig ironi, i en følsomhed, vokset ud af den skandinaviske livfulde ånd og den virkelig orientalske fantasirigdom«.[42]
Komponisten A. N. Ljadov skrev: »Noget mere talentfuldt, mere sjælfuldt og poetisk findes ikke i børnelitteraturen. Jeg er på stedet parat til at fælde tårer over nogle af disse eventyr«.[43]
Forfatteren V. M. Garšin brugte figurer hentet hos Andersen i sin korrespondance og sit forfatterskab. I et brev til S. J. Nadzon af 9. november 1883 spørger ham: »Hvorfor gør De en andersensk »Grimme Ælling« af Dem selv? … Sandt at sige, Semen Jakolevič, så passer den figur slet ikke til Dem. Tillad mig, kære ven, at gøre opmærksom på, at De er en svane, en rigtig, ægte svane«.[44] Motiver fra Andersens eventyr finder man endvidere i Garšins egne eventyr, »Eventyret om skrubtudsen og rosen« samt i »Attalea princips«. Garšin havde i øvrigt planer om at udgive sine eventyr med dedikation »til min store læremester Hans Christian Andersen«. Andersens indflydelse spores også i D. N. Mamin-Sibirjaks bog »Aluneškiny skazki«.
Den store L. N. Tolstoj nærede gennem hele sit liv stor interesse for Andersen. Allerede i 1850erne figurerer Andersen ret ofte i hans dagbøger. 9. juli 1857 gør han et notat om, at han har læst romanen »Improvisatoren«.[45] I 1858 skriver han: »Andersen er skøn«.[46] og han lover samtidig sin veninde og slægtning, A. A. Tolstoja, at sende hende Andersens værker.[47] På dette tidspunkt mindes han eventyret »Fem fra en Ærtebælg«, om hvilket han skrev følgende i 1904: »Andersens eventyr om ærterne er pragtfuldt, disse ærter, som, mens bælgen er grøn, oplever hele verden som grøn, og som derpå bliver gul …«[48] Særlig påkaldte i øvrigt »Kejserens nye Klæder« sig Tolstojs opmærksomhed. Han oversatte eventyret i 1857. »Jeg oversatte dette lille eventyr af H.C. Andersen«, skrev Tolstoj 1. januar 1857,«… ved middagsbordet hos Botkins læste jeg det højt; man brød sig ikke om det«.[49] 16. (28.) februar vender han igen tilbage til dette værk: »Andersens eventyr om klæder handler om litteratur og om at fortolke ordene, så man gør barnet tillidsfuldt.[50] I 1872 omarbejdede han »Kejserens nye Klæder« og medtog eventyret i sin »ABC«. Mellem 9. april og 8. juli 1907, da Tolstoj var beskæftiget med den såkaldte »Læsekreds for børn«, vendte han påny tilbage til dette eventyr.[51] I 1904 kom han et bevinget ord fra dette eventyr i hu, da han vurderede tidens politiske begivenheder: »Mennesker udtænker sig tegn på storhed, det gælder kejsere, hærførere og digtere. Men alt dette er en illusion. Enhver kan se lige igennem, der er kun tomhed, zaren har ingenting på«.[52] Særlig skarpt lød i denne forbindelse den store digters ord i året 1910: »Revolutionen har i vort russiske folk bevirket, at det pludselig har set uretfærdigheden i dets situation. Det er som eventyret om Kejserens nye Klæder. Barnet, der sagde, at kejseren ikke har noget på, er revolutionen«.[53]
Tolstojs samtidige husker, at han i samtaler med dem ofte nævnte Andersen. Adskillige gange talte han med Gor’kij om Andersen. Til denne bemærkede han, at man i eventyrene efter hans opfattelse kunne fornemme, at Andersen var et meget ensomt menneske: »Han var ensom, derfor henvendte han sig til børnene«. Af stor interesse er en anden samtale, han havde med Gor’kij. Under denne samtale, hvor Tolstoj gav den unge Gor’kij det råd at skrive enkelt og sandfærdigt, kom han i tanke om nogle ord fra eventyret »Det gamle Huus«: »Forgyldning forgaaer, men Svinelæder bestaaer«. »I vil allesammen dække flækker og revner med jeres maling«, sagde Tolstoj, da Gor’kij havde læst nogle scener fra »Natteherberget« højt for ham. »Husk, hvad Andersen siger: »Forgyldning forgaaer, men Svinelæder bestaaer!«. Hos os siger bønderne: »Alt går til grunde, alene sandheden står tilbage«. I skal lade være med at pynte på virkeligheden. Bagefter bliver det slemt for jer«.[54]
Fra barndommen elskede Gor’kij H.C. Andersen. Han glemte aldrig sit første møde med det vidunderlige eventyr »Nattergalen«, som med hans ord straks gik alle til hjertet. »I China, veed du jo nok, er Kejseren Chineser, og alle de, han har om sig, ere Chinesere«. »Jeg husker, hvordan disse linjer forbavsede mig på en behagelig måde ved deres enkelhed, deres muntert simlende klang og noget mere end dette, noget forunderlig godt«, skrev Gor’kij. Når moderen tog eventyrene fra den lille Maksim Gor’kij og gemte dem væk, var det »værre end at få tæsk«.[55] Kærligheden til den danske eventyrdigter svækkedes aldrig. Blandt de største ordets kunstnere fra alverdens lande og gennem alle tider, der havde dyrket eventyret, nævnte Gor’kij også Andersen.[56] Når han talte om bøger, som man burde give de små at læse, nævnte han efter Puskins eventyr om fiskeren og den lille fisk: »Andersens udvalgte værker«.[57]
En anden, der læste Andersens eventyr, var digteren A. A. Blok, i hvis familie det var tradition at læse den store danske digter. Bloks moster, M. A. Beketova, var den første i Rusland, der skrev en bog om H.C. Andersen.[58] Hun beskrev den danske eventyrdigters liv og forfatterskab på en meget poetisk og følsom måde. Den 21. december 1906 reciterede Blok et stykke af eventyret »Lykkens Kalosker«. Den 20. november 1907 skrev han følgende om Andersen: »I lang tid har jeg ikke læst andet end ham«.[59] Også senere beskæftigede Blok sig med den store danske eventyrdigter. »Sneedronningen« og »Iisjomfruen« opfattede Blok på en måde »personligt« biografisk. Han troede ikke på en lykkelig slutning på det første eventyr. At Gerdas kærlighed ville sejre over den forførende død i isdronningens rige, som Kay havde overgivet sig til, troede han mindre på end på den død, der traf Rudy, den lille helt i det andet eventyr, i isstrømmen, den kendsgerning til trods, at vogterdrengen, der engang i en svær stund havde set isjomfruen i øjnene, var stærk, skøn og havde heldet med sig.[60]
I de sidste årtier af det 19. århundrede og i begyndelsen af vort århundrede var Andersens stjerne i stadig stigen. Herom vidner en mængde udgivelser af hans værker og kritikkens fortsatte opmærksomhed. »Andersens eventyr er så berømte, at det er overflødigt at gøre reklame for dem«[61], fastslog et tidsskrift. »Det er overflødigt at tale om Andersens eventyrs uforlignelige skønhed: de er kendte af såvel store som små«, skrev et andet.[62] En finsk kulturpersonlighed ved navn Verner Humble, der havde levet mange år i Rusland, bemærker, at Andersens eventyr her er »ligeså elskede som Krylovs fabler og forefindes i alle mulige udgaver, at de findes i såvel aristokratens saloner som på boghylden hos landsbyeleven i folkeskolen«.[63]
Omkring århundredeskiftet og ikke mindst ved 100-årsdagen for digterens fødsel (1905) blev der i Rusland skrevet flere biografiske og kritiske afhandlinger, udgivet som småbøger[64], samt et ret stort antal tidsskriftsartikler og notitser.[65] Interessant er A. Altaevs (pseudonym for den kendte børnebogsforfatterinde M. A. Jamščikova) lille bog. Det er en indholdsrig, interessant og poetisk fortælling om den danske eventyrdigters liv, skrevet på grundlag af hans eget værk »Mit Livs Eventyr«. Fortællingen giver imidlertid ikke et fuldgyldigt indtryk af Andersens forfatterskab, men en levende skildring af ham som person. I J. A. Aleksandrovs bog fornemmes en dyb respekt for Andersen, og der gives også en reel vurdering af hans placering i verdenslitteraturen. Aleksandrov skriver: »Andersen er blevet berømt for sine eventyr, ligesom Shakespeare er berømt for sine tragedier, Krylov for sine fabler, Kol’cov og Burns for deres sange. Andersens eventyr er oversat til så at sige alle europæiske sprog, og læses af store og små i alle samfundslag«. Med fuld ret mente Aleksandrov, at digteren »havde givet eventyret en så forædlet form, at det næppe var muligt at nå højere«.[66]
I Sovjetunionen er H.C. Andersens eventyr højt elsket, og de udgives i kæmpeoplag for børn såvel som for voksne.[67] Med stor succes er E. L. Švarc’s stykker, der bygger på motiver fra eventyrene »Kejserens nye Klæder« (1934), »Snedronningen« (1938) og »Skyggen« (1940), gået over scenen. Med udgangspunkt i Andersens eventyr og ved at fastholde den humanisme, der kendetegner den danske forfatter, har denne kloge og fine kunstner med disse nutidige skuespil skabt sin egen verden. I et brev fra 1940erne til iscenesætteren N. P. Akimov taler E. L. Švarc med rette om, at der i den verden, en kunstner skaber, opstår og virker egne love og regler.[68] N. P. Akimov afdækkede på en fremragende måde denne ide gennem sin analyse af indholdet af eventyret »Skyggen« i Svarcs udformning: »… 100 år er afstanden mellem Andersen og Svarc; disse mange år har naturligvis haft indflydelse på udformningen af denne historie. Hvis skyggens triumf er logisk og uafvendelig for Andersen, så kan Svarc kun opfatte denne triumf som noget flygtigt. Ved at fordybe sig i de betingede love for eventyret, på grundlag af hvilke skyggens eget væsen eksisterer, drager Svarc en helt klar og optimistisk lære: Skyggen kan i det ydre eksistere som noget selvstændigt, … men … den lærde kan ikke undværes. Selve skyggens eksistens er betinget af den lærde mands eksistens. I scenen, hvor den lærde henrettes, ruller hovedet af sig selv af skyggen: Skyggen forbliver en skygge. Og for at kunne genskabe en passende skygge for ministrene er det nødvendigt at lade den lærde genopstå og lade ham gå«. Det er Akimovs opfattelse, at den lærde mand derefter »finder den vej, der gør det muligt for alle mennesker at blive lykkelige«.[69] Det nye i den udformning af Andersens eventyr for scenen, som har fundet sted i Sovjetunionen, har også danskerne opfanget. I anmeldelsen af forestillingen »Andersens eventyr« (J. V. Smirnovas dramatiske bearbejdelse), som blev opført i København i 1937, skrev den danske avis »Morgenbladet«, der i øvrigt også var opmærksom på det nye i opfattelsen af digterens forfatterskab i Sovjetunionen: »Russerne har udformet hans eventyr scenisk, samtidig med, at de har bibeholdt al den gamle forfatters fortryllelse og poesi … Eventyrdigterens værker har på scenen bevaret den samme dybde og betydning, som de har i hans bøger. Det er en fuldstændig moderne beretning om fordomme, snobberi og hovmod. Med andre ord, det er en helt anden måde konger og prinsesser agerer på, end dem vi er vant til i børneforestillinger«.[70]
Sovjetiske forfattere og digtere bruger Andersens figurer i deres arbejder. Sovjetiske komponister (f. eks. S. Prokof’ev, V. Salmanov) og billedkunstnere (f. eks. V. Konasevič, V. Pivovarov, G. A. V. Traugotov) er blevet inspireret af disse eventyrfigurer.
Den grundlæggende vurdering af Andersens forfatterskab, som kom til udtryk i den progressive russiske kritiks arbejder og hos de store digtere, har fundet sin fortsættelse i sovjetiske forskeres arbejder.[71] Imidlertid må det fastslås, at artikler om digteren før jubilæumsåret 1955 var en ret sjælden foreteelse.
I 1955, 150-året for H.C. Andersens fødsel, fejredes digteren som S. J. Maršak billedligt har udtrykt det, »med en eventyrets festlighed« i Sovjetunionen.[72] De fleste litterære og andre kulturelle tidsskrifter offentliggjorde artikler og publikationer tilegnet Andersen. Mange forskningsinstitutioner og læreanstalter afholdt konferencer, hvor forskere holdt forelæsninger om den store danske digters liv og virke. Mange sovjetiske forfattere, kritikere og litteraturhistorikere rejste spørgsmål om udforskningen af Andersens liv og forfatterskab. Der blev offentliggjort en række artikler, som gav den sovjetiske læser mulighed for at vurdere digterens rolle som realist, satiriker og demokrat.
I den anledning skrev K. G. Paustovskij sin vidunderlige fortælling om Andersen, »Natdiligencen«, og en litterær, biografisk bog om eventyrdigteren. Paustovskij havde som 7-årig for første gang stiftet bekendtskab med H.C. Andersens eventyr, og under læsningen havde han glemt alt andet i denne verden. Naturligvis kunne han ikke på dette tidspunkt fatte dybden i disse værker. Han forstod først som voksen, at han på tærsklen til det 20. århundrede havde mødt en forfatter, der havde givet ham »en lysende tro på solens sejr over mørket og det gode menneskehjertes triumf over ondskaben«.[73]
Andersens eventyr udmærker sig ved en usædvanlig originalitet, som gør dem tilgængelige for såvel voksne som børn. »Alle personer, ja endog »døde« genstande, skriver Vera Inber, »er fulde af liv«. De lever, de agerer, konverserer indbyrdes, de diskuterer. Og alt dette foregår på en sådan måde, at det afspejler de pågældende genstandes væsen og egenskaber«.[74] Det vigtige teoretiske problem om »antihelten« i forbindelse med eventyret »Skyggen« er blevet rejst af V. J. Kaverin, som siger: »Det sørgelige eventyr slutter med den sejr, der tilfalder »den materielle verdens skyggesider«.[75]
En mængde værdifulde oplysninger og biografiske data finder man i artikler af sovjetiske kritikere, som gør opmærksom på digterens frihedstrang, hans kamp mod småborgerlighed, hans afsløring af svaghederne i samfundet, hans humanisme osv.
Interessant er I. I. Murav’evas Andersen-biografi, der er skrevet som et skønlitterært værk. Dette arbejde er frugten af et langvarigt studium af Andersens liv og forfatterskab, skabt på grundlag af nutidige sovjetiske og udenlandske forskeres materiale.[76] En særdeles positiv side ved Murav’evas bog er det faktum, at det biografiske stof udfolder sig på baggrund af den historiske udvikling i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede. Såvel litteraturen som teatret i dette tidsrum afspejles i bogen. En række interessante personligheder, som spillede en vigtig rolle for Andersen, er skildret på festlig og livfuld vis, det gælder Oehlenschläger, H. C. Ørsted og andre. Det centrale i bogen er naturligvis digteren selv. Bogens mest vellykkede kapitler er de, der omhandler Andersens barndom. I. I. Murav’eva mener med rette, at den ægte folkelighed i Andersens eventyr er grunden til, at de er tidløse. I visse sovjetiske forskeres arbejde er den danske eventyrdigters liv og forfatterskab genstand for dybtgående, videnskabelige undersøgelser. I V. P. Neustroevs artikler er Andersens biografi tæt forbundet med udviklingen i datidens Danmark og Europa i det hele taget.[77] Af interesse er også den første licentiatafhandling om Andersen »Chans Kristian Andersen – novellist«, skrevet af A. S. Pogodin.[78]
I 1975, i forbindelse med 100-årsdagen for Andersens død, dukkede en række arbejder op i Sovjetunionen, som var af teoretisk karakter, arbejder om den store eventyrdigter og grundlæggeren af den skandinaviske tradition i genren »det litterære eventyr«. Disse arbejder gør det muligt at finde nogle lovmæssigheder for udviklingen af denne genre. [79]
Omend temaet »Chans Kristian Andersen og Rusland« har stor betydning i sig selv, har det i denne artikel kun været muligt overfladisk at berøre udbredelsen af den store eventyrdigters forfatterskab i vort land.
Oversat fra russisk af Mads Østerby
