Lorenz Frølich har kun illustreret få af H.C. Andersens tidlige eventyr, selv om han allerede i 1837 som 17-årig blev inspireret til at illustrere »Den lille Havfrue«, illustrationer, som H.C. Andersen havde kendskab til, skønt de ikke blev udgivet før i dette århundrede. Frølich kom da også på tale, da H.C. Andersen skulle foreslå en illustrator til en illustreret udgave af de samlede eventyr. – Som bekendt blev det Vilh. Pedersen, der fik opgaven.
Stor var derfor min forbavselse, da jeg i et fransk børneblad fra 1864 fandt »Histoire d’un Sapin« af »Andersen« med »Vignettes par Froelich«.
Lorenz Frølich (1820-1908) boede og virkede i Paris i to perioder 1851-54 og 1858-75. I 22 år leverede han her et utal af tegninger til den franske forlægger P.-J. Hetzel (1814-1886), som også under pseudonymet P.-J. Stahl eller »Un Papa« skrev tekster til mange af Frølichs over 100 børnebilledbøger, først og fremmest til »La journée de mademoiselle Lili«, der udkom på fransk i 1862 og på dansk året efter med titlen: »Hvorledes Dagen gaaer for lille Lise«.
Den foretagsomme Hetzel udgav også, sammen med Jean Macé, et magasin for børn »Magasin d’Education et de Récréation«, som startede i 1864. Ved juletid 1864 tryktes her en oversættelse af »Grantræet«, forsynet med seks vignetter af Lorenz Frølich. Mærkeligt nok er disse illustrationer hurtigt gået i glemmebogen i Frankrig, og i Danmark har de måske slet ikke været kendt. – H.C. Andersen nævner dem ikke selv, og Pietro Krohn, der i 1900 udgav en fortegnelse over alle Lorenz Frølichs illustrationer og raderinger m.m. har dem heller ikke med. Erik Dal skriver i »Danske H.C. Andersen-illustrationer 1835-1975«, at efter begyndelsen med »Den lille Havfrue« fulgte kun ét isoleret arbejde i 30 år af et eventyr. Det var til »Hyldemor« i tidsskriftet »Gæa«, 1845.
Lorenz Frølichs illustrationer til »Grantræet« har ligget godt gemt i det franske børneblad – til trods for, at de er langt mere righoldige og levende end Vilh. Pedersens to ret intetsigende vignetter af en hare og af en dreng med stjerne på brystet. Han tegner hverken dansen om juletræet eller den muntre børneflok.
Frølichs seks vignetter er trykt efter brødrene Comtes metode, der er beskrevet af Erik Dal, som også citerer Pietro Krohn, der skriver om den, at den ofte bliver uren, og at der let kommer noget hårdt og plettet over aftrykkene. Det er til dels også tilfældet her; men det forhindrer ikke, at illustrationerne har noget yndefuldt over sig. Man mærker, at eventyret har interesseret Frølich, fordi både børnene og naturen spiller så stor en rolle i det.
Den første illustration viser ikke alene haren og grantræet, men også bønderbørnene og hele snelandskabet, hvor træer fældes og store stammer køres bort på hestetrukne vogne. Det er dog næppe dette billede, som Frølich havde tænkt sig som det første, men næste vignet, der viser et meget mindre grantræ med fugle i toppen og omgivet af børn, der leger og plukker bær. Sandsynligvis har formatet af dette billede ikke egnet sig til at indlede eventyret. Den mest interessante illustration viser dansen omkring juletræet, hvor »den lille tykke mand« har tydelige træk, der minder om H.C. Andersen, selv om benene er for korte. At Frølich har tegnet H.C. Andersen er helt i overensstemmelse med H.C. Andersens manuskript til eventyret. Han har tænkt på sig selv og først skrevet lange mand, men bagefter overstreget lange til fordel for lille tykke. Børnene er typiske Frølich-børn: Lille Lise og hendes legekammerater fra billedbøgerne. De voksne og en amme med et lille barn på armen holder sig i baggrunden. Der er ægte julestemning og lystig dans omkring træet, der stråler i al sin glans over H.C. Andersen og børnene. – Ligheden med H.C. Andersen er mindre slående på næste billede, hvor eventyrfortælleren er en meget gammel mand. Det er en mærkelig lys stregillustration i forhold til de øvrige. I baggrunden ses den gamle barnepige, der undersøger, om der ikke skulle være glemt en figen eller et æble, da juletræet blev plyndret. – Mørkt er til gengæld billedet af grantræet og musene i den dunkle krog oppe på loftet. Stjernen skimtes i toppen, den stjerne, som pryder drengens bryst på sidste vignet. Han er stolt og holder en stylte i hånden.
Under eventyret står blot Andersen og (Reproduction et traduction interdites). – Dette har måske været årsagen til, at billederne ikke er blevet kendt i Danmark? Måske har Frølich heller ikke ønsket det. Vilh. Pedersens illustrationer måtte ikke fordunkles.
Frølich lavede disse vignetter efter Vilh. Pedersens død (1859) i den periode, hvor han atter var kommet på tale som H.C. Andersen-illustrator til de senere eventyr, en bestilling, han først fik i 1866.
Det var også i disse år, at samarbejdet med Hetzel for alvor var kommet i gang, og hvor de første billedbøger havde vundet berømmelse.
Den anonyme oversætter af »Grantræet« yder ikke H.C. Andersen retfærdighed. Det er en misvisende og dårlig gengivelse, hvor især mange morsomme bemærkninger helt er forsvundet. At grantræet »havde ordentlig Barkepine af bare Længsel, og Barkepine er ligesaa slem for et Træ, som Hovedpine for os Andre« er helt udeladt, ligesom meget andet. Besynderlig er også beskrivelsen af træets plyndring; det har åbenbart været skik i Frankrig og vist også i Danmark, at der blev spillet lotteri om gaverne på træet: »Bientôt le tirage des lots commença. Chacun avait son numéro; peu à peu l’arbre se dégarnit. A mesure qu’un numéro était appelé, il perdait un de ses joyaux, qui, de ses branches, passait mains émues des enfants«. – Også eventyrets slutning: »forbi, forbi, og det blive alle Historier!« er udeladt. Til gengæld er der en moraliserende slutning, der i oversættelse lyder således: »Historien om dette grantræ ligner mange menneskers. De miskender den beskedne lykke i hjemmet, hvor de er opvokset. Forfængeligheden driver dem mod fjerne egne. Ligesom træer, der ikke næres af den hjemlige jord, vil de dø i det fremmede, mens de for sent begræder deres dumme ambition«.
Fra midten af 1860’erne fik H.C. Andersen en meget nær kontakt med Frølich. De mødtes i København eller i Paris, og de brevvekslede om de illustationer, som Frølich udførte efter Vilh. Pedersens død. Stort set var H.C. Andersen tilfreds med samarbejdet, selv om han ikke altid syntes, at Frølich fulgte teksten til punkt og prikke. Det er mærkeligt, at illustrationerne til »Grantræet« tilsyneladende aldrig er kommet på tale.
Også Hetzel kom H.C. Andersen i forbindelse med. H.C. Andersen, Frølich og Hetzel mødtes til frokost i Paris d. 11. 4. 1866, fordi Hetzel ønskede at udgive noget af H.C. Andersen; men en planlagt udgave af eventyrene blev aldrig til andet end nogle udkast til tre eventyr: »Prindsessen paa Ærten«, »Vanddraaben« og »Det er ganske vist«. Disse udkast findes nu i H.C. Andersens Hus, og Erik Dal har i »Anderseniana« 1985/86 skrevet om »Lorenz Frølichs skitser til en fransk eventyrudgave«.
