Elias Bredsdorff offentliggjorde i Anderseniana 3. række bind III en artikel under overskriften »H.C. Andersen og Søren Kierkegaard«. Den indledes med at fastslå, at »Den hidtil fyldigste redegørelse for forholdet mellem H.C. Andersen og Søren Kierkegaard finder man i Frithiof Brandts bog »Den unge Søren Kierkegaard« (København 1929). Da denne skildring i høj grad bygger på gisninger, hvoraf adskillige er afvist af en senere tids forskning, er der grund til at redegøre for hvad vi rent faktisk ved om forholdet mellem de to forfattere«.
Desværre synes Elias Bredsdorff at have gisnet videre – og derved får hans ellers gode artikel nogle indholdsmæssige ukorrektheder lige fra småtingsafdelingen til kardinalpunktet: behandlingen af de to boggaver d’herrer Andersen og Kierkegaard imellem.
Andersen forærer Kierkegaard »Nye Eventyr« med dedikationen: »Kjære Hr Kirkegaard!/ Enten De synes om mine Smaae/Eller De ikke synes om dem,/ komme de dog uden Frygt og/Bæven og det er jo allerede/noget./ Venskabeligst/Forfatteren«. Det er en prægtig dedikation.
Elias Bredsdorff skriver (s. 244): »Uvist af hvilken grund – muligvis for at vise Kierkegaard, at han ikke nærede nogen bitterhed mod ham – sendte H.C. Andersen i 1848 »Nye Eventyr« som en gave til Kierkegaard, en samlet indbinding af »Nye Eventyr«, 1. Bind 1845, 1.-3. Samling, og »Nye Eventyr«, 2. Bind, 1848, 1 .-2. Samling, indeholdende i alt 22 eventyr«. Det er ganske enkelt ukorrekt, fordi dedikationen er skrevet på smudstitlen til »Nye Eventyr« 1. binds første samling, første oplag, som udkom i november 1843, og allerede var udsolgt inden årsskiftet (andet oplag udsendtes 27. december 1843, jfr. Birger Frank Nielsen nr. 428). Det er usandsynligt, at Andersen skulle have været i besiddelse af et eksemplar af første oplaget så sent som i 1848 -så Elias Bredsdorffs datering af boggaven forkastes alene af denne grund -men også af andre.
Andersen må have sendt Kierkegaard det pågældende eventyrhæfte i november/december 1843. Dedikationens ordlyd hentyder aktuelt nok til de to første værker, som Kierkegaard udgav under pseudonymer i netop 1843 -»Enten-Eller« og »Frygt og Bæven«.
Hvorledes opstår nu denne misforståede fejldatering af boggaven fra Andersen til Kierkegaard? Elias Bredsdorff har ikke undersøgt det pågældende eksemplar af »Nye Eventyr« og derfor ikke fundet ud af, at smudstitlen med dedikationen er indsat langt senere i det eksemplar af »Nye Eventyr«, hvori den nu er placeret og altså slet ikke hører hjemme der. Formatet er forskelligt fra den øvrige bogblok – og har desuden en fold på midten som tydeliggør, at bladet er et fremmedelement i den pågældende bog. Det eneste vi i dag ved er, at Andersen har givet Kierkegaard et dediceret eksemplar af »Nye Eventyr« 1. binds første samling, første oplag. Elias Bredsdorff har ikke noteret sig hæftets oplag og udgivelsestidspunktet for de forskellige oplag deraf. Slår man efter i auktionsprotokollen over Søren Kierkegaards efterladte bogsamling finder man to »lots« med Andersenbøger: nr. 1503: »Kun en Spillemand« København 1837, og nr. 1504-06: »Nye Eventyr. 2 Samlinger«. Det udlægges ukorrekt i den kommenterede udgave af protokollen, som »2 bind«. Der må være tre selvstændige enheder på nr. 1504, 1505 og 1506. Katalogen nævner ikke noget om dedikation, men det er ikke usædvanligt for den tids auktionskataloger. Det er vel sagtens også auktionskatalogen, som en kilde til Elias Bredsdorffs fejlslutning, at »Det ser således ud til, at Kun en Spillemand er den eneste bog af H.C Andersen, som Kierkegaard selv har købt.« (side 232). Dog: i artiklens note 35 (side 252) står der, at »Den 27. oktober 1840 købte Kierkegaard stykket« – der er tale om »En Comedie i det Grønne«, som Kierkegaard den dag købte hos Schubothe. Dette fremgår af en bevaret boghandlerregning offentliggjort i »Fund & Forskning«, 1961, og tillige af den af H. P. Rohde kommenterede og udgivne »Auktionsprotokol over Søren Kierkegaards Bogsamling«, København 1967.
Udtalelsen side 235: »Såsnart Af en endnu Levendes Papirer var udkommet, fik H.C.Andersen et eksemplar« savner bevis. I Det kongelige Bibliotek findes et eksemplar af bogen med Andersens egenhændige navnetræk – men at Andersen skulle have fået et gaveeksemplar kræver præcisering for at kunne karakteriseres som andet end et postulat! Det ville være overordentligt interessant, om der fandtes et gaveeksemplar fra Kierkegaard til Andersen af netop denne bog. Indtil Elias Bredsdorff har dokumenteret dette, vil jeg tillade mig at sige, at Kierkegaard har givet Andersen én bog: »Enten-Eller« 2. udgaven fra 1849, hvilket er Elias Bredsdorff bekendt, men i sin omtale af denne boggave (side 245-6) kommer der atter en gisning, som hviler på dokumenterbart forkert grundlag: »det har formodentlig været en slags kvittering, at Kierkegaard i foråret 1849 tilsendte Andersen et eksemplar af »En-ten-Eller«, som da lige var udkommet i anden udgave – og nu under navn«.
Det er direkte ukorrekt, at 2. udgaven af »Enten-Eller« udkom under Kierkegaards navn. Hvor Andersens eksemplar af denne bog er i dag, ved jeg ikke – men jeg ville utroligt gerne eje det. Ser man efter i auktionsprotokollen over Andersens efterladte bøger, findes bogen ikke optegnet – ej heller ses den i katalogen over Edvard Collins bogsamling.
Hvad Elias Bredsdorff ikke gør opmærksom på – eller selv ikke er opmærksom på – er, at Andersen ikke var den eneste specielt udvalgte til at modtage »Enten-Eller« i 1849, jvf. Kierkegaards Papirer, bind X-I, journal 402, side 255: »Digterne herhjemme fik (hver) et Exemplar af Enten-Eller. Det synes jeg var min Pligt; og nu kunde jeg gjøre det; thi nu er der da ikke tale om muligt paa den Maade at gjøre Cotterie for en Bog – thi Bogen er jo gammel dens Crisis forbi. De fik naturligviis Exemplaret fra Victor Eremita. Hvad Øehlenschläger og Winther angik da glædede det mig meget at sende dem Exemplaret; thi dem beundrer jeg. Hvad Hertz angaaer, da var det mig ogsaa kjert, thi baade er han af Betydning og hans Existens har noget Elskværdigt«.
Desuden forefindes offentliggjort i »Breve og Aktstykker vedrørende Søren Kierkegaard«, København 1953, takkebreve til Kierkegaard for tilsendte eksemplarer af »Enten-Eller« 1849 fra H.C. Andersen, Frederik Paludan-Müller og Carsten Hauch – altså dokumenterbart har seks af Kierkegaards samtidige forfattere modtaget et gaveeksemplar af »Enten-Eller«. (Personligt har jeg kun set det til Henrik Hertz). Det er jo et helt andet billed af Andersens boggave fra Kierkegaard end det, som Elias Bredsdorff får stykket sammen – og grunden er ganske enkel de fejlagtige præmisser, der ligger til grund for gisningerne…
Andersens takkebrev lyder således: »Kjøbenhavn den 15 Mai 1849. Kjære Hr. Kierkegaard!/ De har forundt mig en rigtig stor Glæde ved at sende mig Deres »Enten-Eller«! jeg blev meget overrasket, som De nok kan vide, jeg troede slet ikke at jeg kom venlig i Deres Tanke og nu seer jeg det dog! Gud velsigne Dem derfor! tak, tak! -/ Deres af Hjertet inderlig hengivne/H.C. Andersen« (Citeret efter Breve og Aktstykker vedrørende Søren Kierkegaard, København 1953). Elias Bredsdorff kan have meget ret i, at Andersen nok har lagt mere i tilsendelsen af »Enten-Eller«, end Kierkegaard har tilsigtet -men at tilsendelsen skulle have været en høflig gengældelse fra Kierkegaards side holder slet ikke set i relation til, at Andersen i den sammenhæng blot var en person af en udvalgt modtagergruppe.
Hvad der står tilbage er, at den personlige kontakt mellem to af de mest betydende åndspersonligheder i midten af forrige århundredes København, synes at have været overordenligt begrænset. Der var ingen beviselige naturlige fælles berøringssfære. Og dog kan man pege på Kierkegaards første bog »Af en endnu Levendes Papirer« med deltitlen »Om Andersen som Romandigter, med stadigt Hensyn til hans sidste værk: »Kun en Spillemand««. Men da må det erindres, at den var et Heibergsk indfald – den skulle have været en artikel i Heibergs tidsskrift »Perseus«; Heiberg forkastede manuskriptet og returnerede det til Kierkegaard, jfr. »Breve og Aktstykker«, nr. 9, side 43 – men det er en ganske anden historie.
