Forleden gik en af mine kolleger en tur langs Odense Å, og nær åbredden mødtes hun af et overraskende syn. På en gren sad en skildpadde med strakt hals og slikkede sol. Er det et udtryk for klimaforandringer, at man pludselig kan træffe dette dyr, hvis nutidige hovedudbredelse er i Central- og Sydeuropa, på vore breddegrader. Eller kunne der – helt sensationelt – være tale om et dyr, der havde overlevet siden oldtiden, hvor der levede sumpskildpadder her i landet? Eller var det et dyr, der var undsluppet eller lukket ud fra et privat terrarium? Der er næppe tvivl om, at den sidste forklaring er den sandsynlige. Iagttagelsen giver imidlertid anledning til at se lidt på de arkæologiske fund, der fortæller om dyrets udbredelse i oldtiden og dets udsagn om datidens klima.
Skildpadden fra Odense Å. Foto: Maria Lauridsen.
Op mod 200 steder i Danmark – heriblandt ca. 40 steder på Fyn og Langeland – er der fundet knogler og især skjolddele fra forhistoriske sumpskildpadder. Flest er fundet i tørveaflejringer fra fortidens søer og moser, og de må antages at stamme fra individer, der er døde af naturlige årsager. Nogle dyr blev fundet med æg i bugen, og de dokumenterer, at skildpadderne har ynglet her.
Ved gravearbejder i forbindelse med anlæggelsen af Odense Kanal og Havn i slutningen af 1800-tallet er der ved flere lejligheder fundet skildpaddeskjold. Et særligt velbevaret eksemplar dukkede op, da man i starten af 1940’erne uddybede området mellem den nuværende Finlandskaj og Gammel Havnekaj. Der var tale om et beskæftigelsesarbejde, så man gravede med skovl, og det er nok årsagen til, at finderne har kunnet se og bjærge ikke bare rygskjoldet, men også dele af bugskjoldet og selve skelettet. Dele af kanalen og havnen er anlagt, hvor Næsbyhoved Sø har ligget, indtil den blev udtørret i midten af 1800-tallet. Langs den lavvandede søs bredder må der have været særdeles gunstige leveforhold for sumpskildpadder.
Ca. 20 cm langt skjold fra sumpskildpadde, fundet hvor Odense Havn nu ligger. Foto: Odense Bys Museer.
Der er også flere eksempler på, at rester af sumpskildpadderne er fremkommet i oldtidsbopladsernes affaldslag; her er de fundet sammen med knogler af dyr, som man har jaget og spist. I disse tilfælde kan det ikke udelukkes, at man har spist ”ægte skildpadde”, men det er dog også muligt, at man har indfanget dyrene for at bruge deres prangende skjolde. Herpå tyder i hvert fald et fund fra en nordfynsk boplads fra Ertebøllekulturen (ca. 5000 f.v.t.). I det lavvandede område ud for en boplads ved Agernæs nær Krogsbølle har man skilt sig af med alskens husholdningsaffald, men også med flere genstande, der må betegnes som amuletter. Til disse hører et skildpaddeskjold med fire gennemboringer, og de har måske været anvendt til at fastgøre skjoldet til en dragt. En tilskåret havørneklo fra samme lag kan have haft en tilsvarende funktion – og måske har de to stærkt symbolske dele fra dyr tilhørt en shaman?
Skildpaddeskjold med gennemboringer fra stenalderboplads ved Agernæs på Nordfyn. Foto: Odense Bys Museer. Foto: Odense Bys Museer.
Dateringer af knoglefundene viser, at sumpskildpadderne er indvandret til vore breddegrader, da temperaturen for alvor begyndte at stige nogle årtusinder efter istidens slutning – hvilket i runde tal vil sige omkring 7500 f.v.t. På dette tidspunkt har den gennemsnitlige sommertemperatur ligget på ca. 18 °C – og dermed et par grader højere end nu. Vintertemperaturerne har været omtrent som nutidens, og selv om man skulle tro, at det var kritisk, er det ikke tilfældet; dyret går i dvale og graver sig ned for at søge beskyttelse mod kulden. Derimod er det problematisk, hvis sommertemperaturen ikke er tilstrækkelig høj, for så kan æggene ikke klækkes.
Sumpskildpadderne svømmer ubesværet langs bredden af søer – det er også sådan de har spredt sig fra Kontinentet til den sydøstlige del af Danmark i stenalderen. Hvor Østersøen ligger nu, lå efter istiden en udstrakt ferskvandssø. Skildpadden på fotografiet er imidlertid ”fanget” på en svømmetur i en sø i Central Park, New York. Foto: Mogens Bo Henriksen.
I oldtiden har det nuværende danske område hørt til sumpskildpaddernes nordvestligste udbredelsesområde; derimod har de – og er stadig – vidt udbredte i Central- og Sydeuropa. De yngste dateringer af de danske fund viser, at de har levet her frem til bronzealderen, og netop mod dennes slutning omkring 500 f.v.t. er det registreret, at den gennemsnitlige sommertemperatur faldt, samtidig med, at det blev mere fugtigt. Senest omkring dette tidspunkt må vi antage, at sumpskildpadderne ikke længere kunne yngle i Danmark – og som følge heraf uddøde de. Først i nyere tid er de genindført som kæledyr, og ikke så få af disse bliver tilsyneladende sluppet ud i det fri. Her kan de sagtens klare sig, men selv om vi i 2018 har haft en rekordhøj sommertemperatur, hvor skildpadderne ville kunne yngle, er det næppe sket. Der skal som bekendt to til en tango – og sandsynligheden for at to undslupne sumpskildpadder af samme art skulle møde hinanden i den danske natur, er nok særdeles ringe. Med tanke på de generelle temperaturstigninger kan det imidlertid ikke udelukkes, at man en gang i fremtiden igen vil kunne møde ynglende sumpskildpadder ved de fynske vandhuller. Man må dog antage, at det vil tage sin tid, før de kan nå frem fra deres nuværende udbredelsesområde, for de bevæger sig trods alt med – nå, ja, skildpaddefart!
Hvis du vil vide mere
Degerbøl, M. & og H. Krog: Den europæiske Sumpskildpadde (Emys orbicularis L.) i Danmark. En zoologisk og geologisk undersøgelse af danske postglaciale fund og deres betydning for bedømmelsen af temperaturforholdene i forhistorisk tid. Danmarks Geologiske Undersøgelse. II Række, Nr. 78. København.
Jæger, A. 1998: Blandingsgods. Skalk 1998, nr. 1, s. 11-14.
Aaris-Sørensen, K. 1988: Danmarks forhistoriske dyreverden. Fra Istid til Vikingetid. København. (s. 175f).
