Bogen “Carls fynske barndom” er skrevet af Anne Sofie Allermann efter inspiration af Carl Nielsens erindringsroman “Min fynske Barndom”, der er fra 1927. Bogen handler om komponistens barndomsår på Fyn, hvordan han lærte at spille, og hvordan han udviklede sig musikalsk og som kunstner, før han som 18-årig tog det store spring til Musikkonservatoriet i København.
Anne Sofie Allermann fortæller undervejs, hvordan man koger en lang roman ned til omkring 950 ord, hvorfor hun valgte noget til – og andet fra. Og ikke mindst: Hvordan kan børn og unge i dag bruge Carls barndomserindringer?
Museumsinspektør Ida-Marie Vorre indleder med en kort introduktion til Min fynske Barndom.
Den erfarne børnebogsillustrator, Lea Letén, har illustreret den 50 sider lange billedbog. Hun har gjort et grundigt researcharbejde for at skildre tiden og Carl Nielsens barndom korrekt, og i denne bog folder hun sig ud i et friere og mere kunstnerisk udtryk end tidligere.
Det er gratis at deltage i arrangementet lørdag den 20. april kl. 14-15. Det vil være muligt at købe bogen signeret i museumsbutikken.
“Carls fynske barndom” er støttet af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat og udkommer ved Forlaget Frø.