en
Forfattere

Bog-release: Ny stor Carl Nielsen-biografi placerer komponisten midt i den europæiske musikhistorie

 Carl Nielsen. En kulturhistorisk biografi.

Udgivelsen, der har dannet grundlag for det nye Carl Nielsen Museets formidling, lanceres 24. maj forud for Odense Symfoniorkesters koncert og introduktion til Nielsens 1. symfoni.

Den ny store udgivelse om Carl Nielsen – ”Carl Nielsen. En kulturhistorisk biografi” – som dr.phil., professor i musikvidenskab på Københavns Universitet Michael Fjeldsøe, ph.d. Katarina Smitt Engberg fra Det Kongelige Bibliotek og ph.d. Bjarke Moe, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, står bag, præsenteres ved en bog-release fredag den 24. maj fra klokken 17-18 i Carl Nielsen Museet i Odense. Ikke uden grund har biografien været længe ventet: Det er den første store biografi, der er udgivet om Carl Nielsen i over 30 år. Biografiens indhold har allerede dannet grundlag for opbygningen af Carl Nielsen Museet, der blev åbnet i juni 2023.

Bogen skildrer de mange områder, hvor Carl Nielsen var aktiv som musiker, komponist og kulturpersonlighed. Den københavnske kultur omkring århundredeskiftet og rejser i Europa præger sammen med uddannelsen som professionel musiker Carl Nielsens tilgang til sine opgaver. Musikken skulle passe til sit formål, og alle opgaver skulle løses excellent. Som musiker var Carl Nielsen vant til at kommunikere med sit publikum, men som komponist var han lige så optaget af at forny den folkelige sang som den store koncertmusik. For ham kunne musik til markante begivenheder sætte lige så varige spor i publikums bevidsthed som teatermusik. Biografien er inddelt i fire hoveddele, som hver favner ca. 15 år af Carl Nielsen musikerliv, mens den femte del handler om komponisten, der blev overleveret til eftertiden.

Michael Fjeldsøe siger om biografien: ”Udgivelsen giver et indblik i et helt særligt menneske og hans musik, der stadig fascinerer og overrasker. Den giver et dybere kig ind i de væsentlige valg, Carl Nielsen stod overfor, og passionen der var styrende for hans utrættelige arbejde. Samtidig er biografien en kulturhistorisk fortælling om den danske og europæiske musikkultur, som Carl Nielsen tog aktivt del i, og for nogle vil netop den del nok byde på overraskende læsning.”

Både biografien og Carl Nielsen Museet er finansieret af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. Formand Henrik Thal Jantzen siger: ”Tiden er til at se med moderne øjne på Carl Nielsen, og derfor er det fantastisk at få udarbejdet en ny, videnskabeligt funderet biografi. Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat er gået helhjertet ind i at støtte projektet, og vi er naturligvis begejstrede for det store arbejde, der er lagt i bogen, og som viser, hvor aktuel Carl Nielsen, hans musikforståelse og musik er i dag. Samtidig er det også en stor glæde for legatet, at der er en stærk sammenhæng mellem tænkningen i bogen og det nyåbnede museum for komponisten.”

Tilmeld dig boglanceringen her:

Biografien og dens hovedpointer præsenteres af de tre forfattere i Carl Nielsen Museet den 24. maj fra 17-18 og dermed før Odense Symfoniorkesters koncert med bl.a. Nielsens 1. symfoni på programmet. Det er gratis at deltage i boglancering, men tilmelding er nødvendig senest den 21. maj til iv@odense.dk

I anledning af boglancering og koncert er Carl Nielsen Museet ekstraordinært åbent frem til kl. 19.30.

Odense Symfoniorkesters koncert med bl.a. Nielsens 1. symfoni.

Gratis koncertintroduktion

Aftenens koncertprogram består ud over Nielsens 1. symfoni af Mozarts Klarinetkoncert og Capriccio af Nancy Dalberg, der var elev af Carl Nielsen. I anledning af bogudgivelsen vil der være koncertintroduktion i Carl Nielsen Salen fra kl. 18.30-19, hvor musikchef Trine Boje Mortensen taler med biografiens tre forfattere om de dele af bogen, der hænger tættest sammen med aftenens koncert.

I biografien kan man bl.a. læse om Carl Nielsens 1. symfoni. Hvordan den blev modtaget som et nyt og banebrydende værk (’som et Barn der leger med Dynamit’), og hvordan Carl Nielsen nåede frem til at springe ud som en fuldt og færdiguddannet komponist med dette værk efter at have arbejdet med ideen om at skrive en symfoni i flere omgange i årene omkring 1890. Desuden om Carl Nielsens forhold til sine elever og hans rolle som lærer, og særligt om det tillidsforhold, der gjorde Nancy Dalberg til en betroet samarbejdspartner for Carl Nielsen. Og endelig også om den Mozart-renæssance, der fandt sted i begyndelsen af 1900-tallet, som en strømning, Carl Nielsen tager del i og på hvilken måde, han ser Mozart som et forbillede for en fornyelse af sin samtids musik.

Musikchef Trine Boje Mortensen udtaler: ”Carl Nielsen har en særlig betydning for Odense Symfoniorkester. Derfor er det en stor glæde, at vi kan samarbejde med Carl Nielsen Museet og bogens forfattere om at give publikum et helt aktuelt blik på komponisten. Museet og orkestret deler adresse og er fælles om ambitionen om at få musikken til at leve og være relevant. Vi ser stort potentiale i samarbejdet og glæder os til at udfolde det endnu mere i de kommende år.

Koncert: Nielsens 1. og Mozarts Klarinetkoncert med Odense Symfoniorkester

Hele arrangementet kulminerer med Odense Symfoniorkesters koncert. Det foregår i Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus, 24. maj kl. 19.30

Dirigent: Holly Hyun Choe

Solist: Oleg Shebata-Dragan, klarinet, der er tidligere vinder af Carl Nielsen Konkurrencen

Se mere om Odense Symfoniorkesters koncert og køb din billet her:

 

 

Fakta

  • Biografiens indhold er tæt kædet sammen med den nye udstilling i Carl Nielsen Museet. Hvad der i bogen kan udfoldes i et helt kapitel, er på museet repræsenteret af lyd, nogle få genstande og op til 50 ord.
  • Ved lanceringen den 24. maj kan biografien købes i Carl Nielsen Museet til særpris: 299,95 kr. (normalpris 399,95 kr.). (RABATKODE)
  • Biografien udkommer på Aarhus Universitetsforlag, unipress.dk
  • Den 23. maj markeres udgivelsen i København i det tidligere Universitetsbibliotek i Fiolstræde. Ved den lejlighed genopføres et af Carl Nielsens værker, der ikke er opført siden 1901: Kantate ved Studentersamfundets Bygnings Indvielse.