Vintertid er forrådstid, så op mod jul skulle et lam parteres og lægges i fryseren. Da småkødet blev skåret af underbenene – det er godt til vinterens simreretter! – stødte kniven på to knogler, hvis regelmæssige og kompakte form altid har fascineret mig. Det er de to små firkantede og massive knogler, der hedder rulleben eller springben. Man kan også kalde dem astragaler efter den latinske betegnelse astragalus (græsk astragalos). Knoglen sidder på overgangen mellem dyrets underben og fod og medvirker til, at foden kan vippe op og ned; vi tobenede er også forsynet med denne smarte, tekniske detalje i foden.
De to astragaler fra et lam sammen med en moderne terning.
Oldtidens mennesker var også fascineret af knoglens form, og især er rulleben fra tamdyr ofte fundet i sammenhænge, hvor man kan se, at de bevidst er taget fra ved parteringen for at blive anvendt til et specifikt formål. På bopladser fra midten af bondestenalderen (ca. 3500-2600 f.Kr.) findes gennemborede rulleben såvel som tåknogler fra tamokse, men i nogle tilfælde også fra svin og kronhjort. Tilsvarende stykker kendes også fra langt senere perioder af oldtiden. Gennemboringen viser, at de har været tiltænkt en bestemt funktion. Om hullet har været til et skaft eller en strop, vides ikke, men fraværet af brugsspor på knoglerne kunne tyde på, at de har været beregnet til ophængning. Kan det mon være amuletter eller hængesmykker, som andre genstande viser, at man var særligt glade for på den tid?
Gennemboret astragal fra okse – fundet på offerplads i Åløkkeskoven i Odenses nordlige udkant. 2. årh.
På en jernalderboplads ved Nr. Hedegård nær Ålborg har man undersøgt en nedgravning, der var tæt pakket med 69 astragaler. Fundet må betragtes som en slags depot, og det dateres til midten af førromersk jernalder (ca. 250 f.Kr.). 65 af knoglerne er fra får, mens fire stammer fra svin. Samlingen repræsenterer knogler fra mindst 35 får og tre svin, så de er næppe et resultat af en enkelt slagtning; antagelig er knoglerne samlet gennem et længere tidsrum, før de blev lagt i jorden. Bortset fra snitmærker fra slagteprocessen udviser knoglerne ingen spor af bearbejdning. Knoglerne har næppe været gemt som råmateriale til redskaber, for de er jo ikke velegnede til at udskære til f.eks. prene eller andre småredskaber, og der kendes da heller ikke redskaber, som er lavet af denne knogle. Hvad kan funktionen så være?
Depotet med astragalknogler fra Nr. Hedegård-bopladsen. Efter Runge 2010.
Ved Hvilsager på Djursland har man fundet 20 astragaler fra får i en grav fra ældre romersk jernalder (ca. 1-150 e.Kr.). Dette fund viser heller ikke entydigt, hvad man har brugt knoglerne til; den døde var kremeret sammen med astragalerne, en kniv og lerkar, og sammen med rester af ligbålet var det hele lagt i et hul i jorden.
I en samtidig urnegrav fra Kastrup nær Gram i Sønderjylland fandtes en gennemboret astragal fra et får samt en astragal fra en tamkat. Dette er det næstældste vidnesbyrd om tamkattens tilstedeværelse på vore breddegrader. Derfor er det tankevækkende, at snitspor på knoglen utvetydigt dokumenterer, at dyret blev parteret for at frigøre netop denne lille knogle.
Eftersom astragalknoglen bevidst har været frataget ved partering af dyr gennem årtusinder, må den have været tillagt en særlig betydning. Kan det være en amulet? Det kan ikke udelukkes, og de gennemborede eksemplarer kan måske pege i den retning. Hvis vi løfter blikket fra Danmarks oldtid og kigger mod Middelhavsområdet, har man fundet astragalformede genstande af glas og alabast; man har således gjort sig umage med at eftergøre knoglens form. Her er anvendelsen ikke til at tage fejl af, for på et vægmaleri i Herculaneum (ødelagt ved Vesuvs udbrud i år 79), ser man astragalerne anvendt som en slags terninger. Helt samme funktion har knoglerne på det berømte maleri ”Børnelege” af den hollandske maler Pieter Bruegel den ældre fra 1560.
Stangformet terning fra den sydvestfynske Brudager-gravplads. Bemærk, at antallet af øjne ikke svarer til det, vi kender fra moderne terninger. Ca. 300 e.Kr.
Mon ikke også vore forfædre har kastet med astragaler? Adskillige fund fra romersk jernalder – og igen fra vikingetiden – viser i hvert fald, at man spillede brætspil og i øvrigt også terningespil til den store guldmedalje. Astragalerne kan således have været anvendt som en slags terninger. Mens de moderne terninger har seks lige store sider, har astragalen to store flade sider og to smalle, og der er således ikke lige stor sandsynlighed for at lande på de fire sider. Det kender man imidlertid også fra det spil, der hedder ”Kaste gris”; når man kaster med den grise-formede terning er der i virkeligheden kun tre sider, den kan lande på – og at få grisen til at stå på benene kræver mere end almindeligt held. Gad vide, hvad jernaldermennesket kunne vinde, når man fik astragalerne til at stå på de smalle sider? Æren, håneret over modstanderne – eller en ekstra luns af lammestegen? Terningen er kastet!
Læs mere
Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark -en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1-2. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.
Jeg ser på oldsager. Politikens håndbog (nr. 220 og 221).
Jensen, M.L. 2007: Kastrup-fundet ved Gram i Sønderjylland – en fyrstelig grav fra ældre romersk jernalder? Arkæologi i Slesvig 11, s. 45-58.
Michaelsen, K.K. 1992: Bræt og brik. Spil i jernalderen. Århus.
Runge, M. 2009: Nørre Hedegård – en nordjysk byhøj fra ældre jernalder. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter nr. 66. Århus.
Stidsing, E. 2014: Homo Ludens. Museum Østjylland. Årbog 2014, s. 148-155.
Aaris-Sørensen, K. 1988. Danmarks forhistoriske dyreverden. Fra Istid til Vikingetid. København.
