Spørgsmålet i overskriften møder man jævnligt på denne tid af året, når valget af julemaden debatteres. Det siges, at der er familier, hvor det kan medføre stridigheder, hvis generationgamle traditioner for det ene eller andet fjerkrævalg ikke følges meget nøje. I modsætning til, hvad mange nok tror, er det imidlertid ikke et dilemma, som har rødder langt tilbage i historien, for den traditionelle juleaftensmenu hører i høj grad ”komfuralderen” til, og før den tid var det helt andre retter, der kom på bordet.
Hvad spiste man mon i jernalderen, når ”midvintersolhverv” skulle fejres? Af gode grunde har vi ikke overleverede menukort fra den tid, men ved at analysere de knogler, som blev kastet i møddinger og affaldskuler, kan man se, at man spiste det meste med fjer og hår på. I århundrederne efter vor tidsregnings begyndelse var tamhøns og især tamme ænder og gæs endnu sjældne dyr i husholdningen, og det var muligvis først i vikingetid eller tidlig middelalder, at udbredt fjerkræhold blev mere almindeligt. Til gengæld gik man ikke af vejen for at supplere hverdagens suppe- og grødretter med vildt, herunder fuglevildt, og her har flere fynske fund vist os, at man bestemt ikke var kræsen i valget af kød.
Ved udgravninger forud for udbygningen af Odense-bydelen Seden Syd blev der afdækket udstrakte affaldslag fra 4.-5. årh. – fra det tidsrum, som arkæologer betegner som yngre romersk og ældre germansk jernalder. Affaldslagene indeholdt store mængder af velbevarede dyreknogler, heriblandt især mange fugleknogler. Da eksperter fra Zoologisk Museum i København undersøgte disse nærmere, gjorde de en højst overraskende opdagelse! Næsten 90 % af fugleknoglerne stammede fra skarven – den store, sorte fugl, som man endnu ofte kan se sidde og lufte sine vinger på sten og pæle i området omkring Odense Fjord. En endnu større overraskelse var det, da det blev erkendt, at mange knogler viste tydelige slagtespor, især omkring brystpartiet, og det så således ud til, at man havde fraskåret filletterne fra brystbenet, mens det øvrige og ret kødfattige skelet var kasseret.
Spiser man skarv, spurgte vi skeptiske arkæologer, for det er jo en fugl, som for mange er forbundet med noget negativt og vel af samme årsag også en forestilling om, at den ikke kan spises. Ja, åbenbart, for rester af parterede skarver er fundet på bopladser flere steder i landet. Fund fra Sydsverige har ligefrem ført til en antagelse om, at skarverne blev ”fermenteret”, så de fik en karakter som den kendte svenske surströmming. Tak for mad!
Da skarven er fredet, kan vi ikke inddrage eksperimentalarkæologiske undersøgelser til at belyse, om fuglens kød smager godt eller ej – og i øvrigt er det jo også en objektiv sag, om noget er velsmagende. Skarven henter sin føde i havet, og det må derfor antages, at den har afsmag heraf – i øvrigt lige som edderfuglen, som jeg har tilberedt mange gange. Dens kød har bestemt en karakteristisk smag af ”hav”, og den består også hovedsageligt af brystkød, som man kan stege, bruge i gryderetter – eller spise i røget tilstand. Kan det mon tænkes, at dem, der boede ved sydsiden af Odense Fjord i tiden omkring 400 udnyttede de store kødstykker fra skarvens bryst på tilsvarende vis, så man spiste røget skarvbryst til vintersolhvervsfesten? Det kan vi naturligvis ikke dokumentere, men muligheden er til stede. Det er ikke fordi jeg er bundet af traditioner, langt mindre kræsen, men jeg vil nu foretrække gåsen til årets julemenu! Velbekomme – og glædelig jul!
Næb fra skarv fra affaldslagene på jernalderbopladsen i Seden Syd. Foto: Jørgen Nielsen.
Sådan kan en skarvkoloni ved Odense Fjord have set ud i jernalderen. Tegning: Julie Lolk.
Læs mere om skarvknoglerne fra jernalderbopladsen ved Seden Syd
Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112.
