Her i det tidlige efterår bugner havens træer af modne frugter, og det gør buskene i hegn og skovbryn også. En af de frugtbuske, der lige nu kan opvise en overflod af smukke og velsmagende frugter, er krægen. Hvad er det for en frugt, spørger folk ofte, når jeg nævner den. Krægen (latin Prunus domestica ssp. insititia) er en vild blomme, der er karakteriseret ved et skinnende, blåviolet skind, et mørkt gult frugtkød og en tyk sten, som frugtkødet sidder godt fast på. Den modner først i september, men kan i ikke alt for fugtige efterår også høstes senere. Ligesom det er tilfældet med sent høstede druer, samler den mere sukker og dermed mere smag, hvis den får lov at hænge længe.
Krægen er fantastisk til marmelade, og den skal koges med stenene siddende i, for det giver en karakteristisk, let bitter smag. Bærrene indeholder naturligt meget pektin, så der skal ikke meget stivelsesmiddel i; til gengæld får man en utroligt velsmagende marmelade, som gør sig godt på et ostebord. Det gør den til gengæld ikke på lyst tøj, for den mørke violette farve hænger lige så godt fast som saften fra modne hyldebær!
I dag er krægen er almindelig i levende hegn i den sydøstlige del af landet, og ikke mindst på Fyn og omkringliggende øer. Grenværket danner et nærmest uigennemtrængeligt hegn, der har gjort buskene velegnede til at holde kreaturer ude – eller inde. I 1800-tallet blev krægerne anvendt til most og i tørret tilstand som fyld i fjerkræ eller endog til fremstilling af vin. Denne brug kendes i hvert fald fra Ærø, hvor frugtens navn udtales ”krige”.
At krægen har været værdsat i hvert fald siden vikingetiden, viser et fund fra en gravplads ved Stengade på Langeland. I graven BØ, der rummede en kvinde i 40-50-årsalderen, lå bl.a. flere ting, hvis praktiske anvendelse det kan være vanskeligt at gennemskue, en lille kugleformet bronzedåse, der indeholdt seks krægesten. Dåsen var indhyllet i stof, så stenene har ligget heri fra gravlæggelsen. Der kendes flere kvindegrave fra 900-tallet med et indhold af besynderlige småeffekter, og nogle forskere har ikke tøvet med at tolke de gravlagte som spåkvinder eller ”kloge kone”. Det kan derfor ikke udelukkes, at Stengade-kvinden, der også levede i 900-tallet, har haft alternative evner, og at krægestenene har indgået i f.eks. spådomsritualer.
De sidste års omfattende udgravninger i Odenses bylag har afdækket masser af affald fra de middelalderlige køkkener, heriblandt en del blommesten. Stenene er endnu ikke bestemt af fagfolk, men ved en umiddelbar sammenligning med moderne krægesten, forekommer ligheden slående. Stenene kan således stamme fra krægeplukning på i levende hegn eller skovbryn i Odenses nærmeste omegn, og der er således god grund til at tro, at de karakteristiske fynske slåenhegns historie kan føres mindst 1000 år tilbage.
Jo, selv blommer kan have en spændende kulturhistorie!
Vil du vide mere?
Brøndegaard, V.J. 1979: Folk og Flora. Dansk etnobotanik, bind 3. København. S. 178ff.
Jørgensen, H. & F. Rune 2015: Træer og buske i Danmark. Gylling. S. 240.
Skaarup, J. 1976: Stengade II. En langelandsk gravplads med grave fra romersk jernalder og vikingetid. Meddelelser fra Langelands Museum. Rudkøbing. S. 91ff.
