En saks findes vist i alle danske hjem – sikkert i mange forskellige former, der hver især er tiltænkt en bestemt funktion. Saksen er således ikke et redskab, man tillægger nogen særlig betydning – bortset fra, når man skal bruge den og den er væk! Sakse kan nok være dyre, men ikke i samme prisklasse som f.eks. mønstersmedede japanske knive, der hænger til skue i en del moderne køkkener. Sådan har det dog ikke altid været, for i oldtiden kunne saksen være et redskab, man forbandt med betydelig status og som kunne rumme symbolske betydninger.
Man bliver lidt overrasket over, hvor mange sakse der gemmer sig i skuffer og skabe i et helt almindeligt hjem. Bemærk den lille ”oldtidskarsesaks”! Foto: Mogens Bo Henriksen.
På vore breddegrader dukkede saksen op i førromersk jernalder – omkring 100 f.v.t. De første sakse bestod af to separate blade, der var hæftet sammen øverst. Typen, der næppe har været særlig funktionel, kendes især fra overklassens mandsgrave i Vendsyssel, men på Fyn er der også fundet to eksemplarer. Hurtigt blev de toleddede sakse afløst af den langt mere funktionelle bøjlesaks, der er smedet af ét stykke jern. Den form holdt sig gennem resten af oldtiden og langt ind i historisk tid.
Fyns ældste saks er fundet på en jernalderboplads ved Ringe. Saksen har bestået af to skær, der var hæftet sammen øverst på grebet. Mon det er de toleddede sakse, der ligger til grund for den engelske betegnelse ”a pair of scissors”. Foto: Jørgen Nielsen.
Bøjlesaksene er især fundet i rigt udstyrede mandsgrave, og hyppigt sammen med våben. Skal man forestille sig krigere, der havde saksen som ekstra våben på slagmarken? Næppe. Våbengravene fra denne tid kan også indeholde andre former for værktøj og redskaber – f.eks. smedeværktøj eller saddelmagerens karakteristiske læderknive med buet æg. Det må udtrykke en elitegruppes behov for at signalere, at de, udover at være våbenføre, også havde tilknytning til et bestemt håndværk eller erhverv. Mon ikke saksene symboliserer, at deres ejere var succesfulde fåreholdere?
Kort før vor tidsregnings begyndelse blev denne type bøjlesaks introduceret. Denne er fundet i en mandsgrav på en gravplads ved Brudager på Sydøstfyn. Foto: Jørgen Nielsen.
Enkelte kvinder fra datidens overklasse kunne blive begravet med sirligt udsmykkede bronzesakse, hvis funktionalitet ikke har været nær så god som jernsaksene. Derimod har deres symbolværdi været større – det var kun elitens kvinder, der fik dem med i graven. Mon ikke bronzesaksene er et statussymbol for en gruppe af kvinder, der havde overskud til at beskæftige sig med finere tekstilhåndværk i stedet for storproduktion af ”hverdagstøj”?
Stor og kraftig bøjlesaks, lavet af tre sammennittede stykker. Sammen med en tilsvarende er den fundet på gravpladsen Møllegårdsmarken ved Gudme. Den sammennittede type kendes ikke fra andre fund. Begge sakse er bevidst ødelagt som et led i begravelsesritualerne. Foto: Jørgen Nielsen.
I 2.-6. årh. blev miniaturesakse med længder ned til under 3 cm hyppigt medgivet som gravgave over store dele af Europa. Saksene kunne være udført som meget fint håndværk i jern, bronze, sølv eller endog guld, og i mange tilfælde er saksene så små, at en praktisk funktion kan udelukkes. Miniaturesaksene må – ligesom andre miniatureredskaber – tolkes som amuletter, der rummede en symbolik, som ikke er let at tyde på 1500 års afstand. Disse miniaturesakse synes dog ikke rigtigt at være slået igennem nord for Østersøen.
I vikingetiden skete der en mindre udvikling i bøjlesaksens udvikling. Man fandt ud af, at fjederkraften i bøjlen blev øget, hvis man afsluttede grebet i en cirkulær udvidelse. Siden dette fremskridt har bøjlesaksenes form ikke ændret sig væsentligt.
Bøjlesaks med udvidet greb. Fra vikingetidsboplads ved Ejby Mølle nær Odense. Foto: Jørgen Nielsen.
Krydsbladede sakse som dem, vi bruger mest i dag, er en opfindelse, der kan tilskrives romerne, men til vore breddegrader synes formen først at være nået sidst i middelalderen eller endda senere. Her har typen så udviklet sig til de mange, mange former og størrelser, som vi har i skuffer og skabe i dag.
Fåresaks fra 1800-tallet. Nogle fåreholdere foretrækker stadig at bruge dette redskab, når ulden skal af dyrene. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Helt op mod vores tid har saksen spillet en rolle i forbindelse med den overtro, der var knyttet til død og begravelse. Man kunne således placere en saks på eller ved et lig forud for begravelsen, hvis man ville hindre, at afdøde gik igen. Saksens effekt kunne forstærkes, hvis redskabet blev bukket som et kors. Hvis en kvinde døde under graviditeten, kunne hun blive gravlagt med en saks, der var tiltænkt til at kunne anvendes til at overklippe navlestrengen og måske til at hindre, at de gravlagte gik igen. Alt dette ved vi fra folketroen, men at man også handlede herefter, viser et fund fra kirkegården ved domkirken i Odense. Her lå en kvinde med et uforløst foster begravet, og i kisten var anbragt en saks, nåle, en flaske med vand og et par mønter. Den yngste mønt var fra 1722, så i hvert fald så længe har man haft en tro på saksens særlige kraft på Fyn.
Saks, nåle, mønt og flaske med vand fra grav på kirkegården ved Skt. Knuds Kirke i Odense. Foto: Jørgen Nielsen.
Hvis du vil vide mere
Beilke-Voigt, I. 1998: Frühgeschichtliche Miniaturobjekte mit Amulettcharakter zwischen Britischen Inseln und Schwarzem Meer. Universitätsforschungen zur prähistorischen Archäologie. Band 51. Bonn.
Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 175 ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.
