Maderup Vindmølle i Den Fynske Landsby

I sommeren 2015 blev møllen nemlig en hat kortere, da vinger og møllehat blev nedtaget i forbindelse med et større restaureringsprojekt, som pågår nu og i de kommende år. Allerede med den store storm, der ramte Danmark i 1999, blev møllen beskadiget på en måde, der betød, at dens vinger ikke længere kunne dreje. Flere storme tillige med slitage, insektangreb og råd betød, at Den Fynske Landsby i 2015 påbegyndte det aktuelle restaureringsprojekt. Når projektet er tilendebragt, vil vingerne på Maderup Vindmølle igen dreje, og en flok frivillige møllersvende vil kunne male Den Fynske Landsbys eget korn til mel på møllen. Ganske som Maderup Vindmølle arbejdede i de godt 100 år, den eksisterede, før den kom på museum. Det er om disse 100 år, denne artikel handler.

1832: ”Hans Jensens hollandske Mølle”

Maderup Vindmølle blev bygget i 1832 og blev første gang forsikret i Landbygningernes Brandforsikring i 1833. Møllen, der omtales som ”Hans Jensens hollandske Mølle”, beskrives således:

”Møllen er 8-kantet, bygget af Fyrretømmer, 15 alens Stolper med Vindfang paa 35 alen, Straatag med Brædder 4 alen fra Grunden. Den bestaar af 4 Lofter eller Afdelinger, hvoraf det underste eller 1ste fra Stolpe til modstaaende Stolpe ved Gulvet holder i Gennemsnit 15 alen. 2. Loft 13 alen, 3. Loft 10 alen, 4. Loft 8 alen, samt Hatten 8 alen. Møllen er indrettet til 1 Skalkværn og 1 Brækkværn med tilhørende Drev, Kasser og Sten. … Forsvarlig mod Ildsfare, og ikke før forsikret.”

Møllen havde altså fire ’lofter’ (etager) og var indrettet med en skalkværn og en brækkværn. ’Skalkværnen’ (også kaldet pillekværn eller grubbekværn) bestod af en enkelt cirkelrund sten, omgivet af ’kippen’ (’kassen’ uden om stenen). Imellem sten og kip skete afskalning og grubning af kornet. Produktet, der kom ud af en tur i skalkværnen og den efterfølgende rensning, hedder perlegryn. ’Brækkværnen’ (også kaldet grynbrækker eller grynkværn) blev benyttet til brækning af perlegrynene til gryn eller grynmel.

Det var grynmøller Hans Jensen, der byggede Maderup Vindmølle i 1832, og i 1833 besad han også den nærliggende gård på samme matrikel (matr. 7). Hans Jensen var 38 år, da han byggede møllen, og i 1834 fortæller folketællingen, at husstanden bestod af ham selv, hans kone Ane Marie, deres 17-årige søn, to møllerkarle, en tjenestepige og en plejedatter. Hans Jensen og hans familie kom kun til at besidde møllegården kortvarigt, for i 1836 brændte den ned til grunden. Ved besigtigelsen efter branden konstateredes det, at alle gårdens fire længer var ”total afbrændt”. Hvad der var tilbage af brugbart materiale fra gården, skulle efterfølgende sælges, blev det noteret i taksationsprotokollen, ”da Eiendommen efter giort Execution skal bortsælges”

Vindmøllen fra Maderup var en af de første otte bygninger, der genrejstes i Den Fynske Landsby. Billedet her er fra 1946. Kilde: Odense Bys Museer.

Hvorfor Hans Jensen solgte gården (eller det, der var tilbage af den), ved vi ikke. Måske havde familien ikke råd til genopbygningen? Måske kom nogle i familien til skade i branden? Om Hans Jensens videre skæbne vides kun, at han døde i januar 1840, 47 år gammel. Han fik dette eftermæle: ” … har en Gang boet i Maderup, byggede der en Veirmølle, men maatte gaa fra den da den blev solgt.”^[2] Om hans sidste år står i kirkebogen: ”Han havde neppe nu noget fast Opholdssted, døde under et Besøg hos Gmd. Lars Rasmussen i Askebye.” Hans hustru Ane Marie genfindes i folketællingen i 1840 i et hus i Maderup som ”Inderste, lever af at spinde”.

Køber af den nedbrændte ejendom blev Jørgen Hansen Larsen, der var ejer, da den nye gård blev brandforsikret den 29. august 1837. Den nybyggede møllegård blev beskrevet således:^[3]

De hollandske vindmøller afviger fra stubmøllerne ved det, at de netop IKKE skal drejes. På denne ’nye’ type vindmølle var det kun ’hatten’ (den øverste del af møllen) med vinger, der drejedes op mod vinden, når den skulle arbejde. Fordi de hollandske vindmøller stod fast på jorden, var der ingen begrænsning på, hvor store møller man kunne bygge. Og de hollandske møller var typisk en god del større end stubmøllerne med deraf følgende større kapacitet – altså flere etager og flere kværne. Til at dreje møllehatten benyttede man et manuelt ’krøjeværk’, der gjorde det muligt at holde vingerne ret op mod vinden. Herefter rullede man vingernes ’kludesejl’ (lærredssejl) ud, så de kunne fange vinden og få vingerne til at dreje. Omkring 1850 havde de fleste hollandske møller kludesejl og manuelt krøjeværk, men det var besværligt og tidskrævende, og fra midten af århundredet begyndte man at eksperimentere med en ny vingetype, ’selvsvikkere’, der kunne justeres, mens møllen var i gang. På selvsvikkeren var lærredssejlene udskiftet med ’klapsejl’ (træklapper, der kunne åbnes og lukkes fra møllen, uden at man skulle arbejde med selve de fire møllevinger). Selvsvikkeren var en engelsk opfindelse og var både tidsbesparende og gav en mere jævn hastighed. Til gengæld var de noget dyrere på grund af de mange jernbeslag, der var nødvendige.

Den hollandske vindmølles fremkomst hang sammen med et øget behov for formaling af korn i den periode, som ofte benævnes kornsalgstiden (ca. 1830-75). I denne periode steg afkastet af de dyrkede jorder markant, og afsætningsmulighederne for kornet var gode.
De eksisterende vandmøller og stubmøller kunne ikke følge med den stigende mængde korn, og derfor blev det pludselig for alvor interessant at bygge møller med en større kapacitet.

Maderup Mølle og Møllegård fik ny ejer allerede i 1839, da den unge Christian Duus overtog møllen. Dermed var Maderup Vindmølle ejet af den familie, der skulle komme til at besidde møllen, frem til den kom på museum – og møllegården endnu længere.

Christian Duus var søn af Christen Duus, der var forpagter på Hartsø Pumpe og Kornmølle på Als, så han havde nok en del erfaring med mølledrift, allerede før han kom til Maderup.

Christian og Cathrine må være kommet til Fyn allerede i sommeren 1838. Den 13. april 1838 blev de trolovet på Als, og den 6. juli 1838 blev deres første søn, Christen Hansen Duus, født i Maderup, hvor han også blev døbt i august måned. Dato og sted for selve vielsen findes hverken i kirkebogen for Kegnæs Sogn på Als eller for Særslev Sogn på Nordfyn – måske er de blevet gift på rejsen? I hvert fald har det jo hastet en smule, hvis vielsen skulle være veloverstået, inden lille Christen så dagens lys!

I 1840 bestod Duus-familien på møllegården af Christian Duus på 26 år, hans kone Cathrine på 23, deres søn Christen på 2 år, foruden Cathrines søster Ane på 12 år og to ”Betjente ved Møllen”, Morten og Mads. Samme år omtakseredes Maderup Vindmølle, men beskrivelsen ligner den fra 1833, så møllen var i det store og hele uforandret med skalkværn og brækkværn.

Til møllegården hørte, ud over vindmøllen, også et stykke jord på lidt over 1 tønde hartkorn.

En landejendoms størrelse blev regnet i tønder hartkorn (td. htk.), som var en betegnelse for, hvor mange tønder ’hårdt korn’ (byg eller rug) en gård kunne producere. Antallet af tønder hartkorn fortæller om en kombination af jordens areal og bonitet (ydeevne), forstået på den måde, at hvis jorden havde meget høj bonitet, krævedes kun et lille areal for at opnå 1 td. htk., mens jordarealet på dårlige jorde skulle være langt større. Et jordtilliggende på 1 td. htk. markerede en form for grænse mellem husmænd og gårdmænd. Husmanden havde under 1 td. htk. land og kunne ikke brødføde sig selv og sin husstand ved landbrug alene, men måtte have lønarbejde ved siden af. Maderup Vindmølles jordtilliggende var altså lige på den ’rigtige’ side af grænsen, og landbruget må have bidraget med en ikke uvæsentlig del af fødevarerne til husstanden sideløbende med mølleriet.

Christian og Cathrine Duus besad møllen med deres familie og 2-3 tjenestefolk i 24 år, mens de drev landbrug og mølleri. I den tid fik de yderligere fire børn, men som det var helt vanligt i 1800-tallet, mistede de flere af dem, før de blev voksne. Christen Hansen Duus, deres førstefødte, døde som toårig den 11. april 1840. Kun tre dage senere kom deres andet barn – også en dreng – til verden. Som det ofte skete, blev den nyfødte opkaldt efter sin afdøde storebror, så han kom også til at hedde Christen Hansen Duus. Denne Christen levede, indtil han blev voksen, og i folketællingen fra 1860 betegnes han som ”medhjælper”. Mon ikke det var meningen, at han skulle overtage møllegården, når faderen engang ikke kunne mere? Men det blev ikke sådan, for den 9. oktober 1861 døde han, 21 år gammel, af ”Brystsyge” – formentlig tuberkulose.

Efter den anden Christen fik Christian og Cathrine to piger – Anne Margrete Duus, født i november 1841, og Inke (også nævnt som Inker, Inger), født i juni 1844. Anne Margrethe døde som niårig i 1850, men Inger voksede op, blev gift og fik ni børn med bolsmand Lars Bertram Frederiksen i Bro (Brenderup Sogn). Som en rigtig efternøler kom Hans Peter Duus til i oktober 1853, og han var således det eneste barn, der endnu boede hjemme, da møller Christian Duus den 27. august 1863 døde af brystsyge, ligesom mange andre i sognet det år.

Møllenæringsloven medførte en udvidelse af mange eksisterende møller, men også mange nye hollandske møller blev bygget. Naturligt nok øgede dette konkurrencen møllerne imellem. Nogle møllere tilbød nu at hente og bringe korn og mel til bondens gård. Det havde tidligere været fast kutyme, at bønderne selv hentede og bragte, men nu kunne den service måske betyde, at bønderne valgte én mølle frem for en anden. Andre steder bød man på ’møllesnaps’, mens man ventede på at få sit korn malet.

Fra midten af 1800-tallet blev der i købstæderne etableret handelsmøller med eksport for øje. Disse nyere møller generede derfor ikke det mølleri, der foregik på landet. De store handelsmøller i byerne gik forrest i automatiseringen af erhvervet. De begyndte at køre på damp, siden olie eller el og var dermed mere stabile end vand og vindmøllerne på landet, der var underlagt naturens luner. På Fyn er Svendborg Dampmølle (1876) og Munke Mølle i Odense (grundlagt i 1100-tallet og med dampkraft ca. 1880) eksempler på sådanne handelsmøller.

Da eksporten af korn begyndte at svigte fra 1870’erne, markedsførte købstædernes handelsmøller i stedet deres mel og gryn billigt indenlands, og det medførte en hård konkurrence for landmøllerne. Mange bønder opgav efterhånden selv at have hele processen fra korn på marken til brød på bordet, og de købte i stedet rugbrødet hos bageren og havde dermed ikke længere behov for møllerens ydelser. De mindskede muligheder for eksport af korn medførte i den sidste del af 1800-tallet, at dansk landbrug fik mindre fokus på kornproduktion og større på animalsk produktion. Andelstiden nærmede sig lige så stille, og med en mindre kornproduktion var der også mindre behov for møller. I begyndelsen gruttede møllerne dog korn til dyrefoder, men efter elektricitetens fremkomst på landet (lidt ind i 1900-tallet) fik mange gårde egne kværne til den opgave. De mange møller på landet blev efterhånden arbejdsløse, og efter 1950 var der kun få aktive vindmøller.