Som arkæolog er jeg ofte blevet spurgt, om oldtidens mennesker kunne bore i flint, og svaret har altid været et klart ”nej”! På trods af, at stenalderbønderne gav sig i kast med at bore i kvarts og porfyr, der på Mohs skala fra 1-10 har hårdheden 7 mod flints 6, har man ikke gennemboret denne vidt udbredte bjergart. Men hvordan kan det så være, at man har fundet køllehoveder af flint – ja, endog også enkelte flintøkser – med skafthul? Det skyldes, at stenalderbønderne har anvendt sten med et naturligt hul og udnyttet disse naturens luner til at frembringe skæftede redskaber. I det følgende præsenteres et par eksempler fra det fynske.
Det første flint-køllehoved stammer fra Røjle Mose, og det har antagelig været nedlagt som et offerfund i mosen. Det har en let fladtrykt kugleform, som er skabt ved tilhugning og slibning af et flintemne med et naturligt skafthul med en diameter på ca. 2 cm. Slibningen har fjernet de værste ujævnheder, men er ikke anvendt så systematisk som på samtidige flintøkser, der kan være helt polerede.
Flintkøllehovedet fra Røjle Mose. Foto: Nermin Hasic.
Det andet fynske flintkøllehoved er fundet ved udgravning af en jættestue ved Åbjerg i Brenderup sogn på Nordvesfyn og således mindre end 15 km fra Røjle Mose. Dette stykke er ganske groft og uregelmæssigt i form såvel som tilvirkning. Også her har udgangspunktet været en flintknold med et naturligt skafthul. Flintemnet er bearbejdet ved knusning af ujævnheder og de højeste punkter og stedvis har man slebet stykket overfladisk. Denne kombination af teknikker ses ikke sjældent på flintøkser fra enkeltgravskulturen.
Flintkøllen fra jættestuen ved Åbjerg. Foto: Nermin Hasic.
Det er da også i den sidste del af denne del af bondestenalderen omkring 2500 f.v.t, at vi finder paralleller til de to flintkøllehoveder. Der er således fundet kugleformede køllehoveder af diabas og i sjældnere tilfælde af porfyr eller kvartsit i en del mandsgrave fra denne tid, især på den jyske halvø. Disse køllehoveder har man imidlertid altid gjort sig stor umage for at slibe jævne og regelmæssige, og nogle gange har man tillige indridset eller indslebet mønstre i den hårde bjergart. Hvorfor flintkøllehovederne ikke fik samme grundige behandling, kan vi kun gisne om; det var i hvert fald ikke teknologien, man manglede. Det kan ikke være mangel på råmaterialer, der var årsagen til, at man valgte de fra naturens side skabte ”halvfabrikata”; velegnede bjergarter kunne man finde de fleste steder. Måske valgte bondestenalderens ”våbensmede” simpelthen disse natursten af helt samme årsag, som når vi i dag fristes til at tage en hulsten med hjem fra stranden, simpelthen fordi den skiller sig ud fra mængden.
Kugleformet køllehoved af diabas, fundet ved Krogsbølle på Nordfyn. Foto: Jens Gregers Aagaard.
Hvis du vil vide mere
Henriksen, M.B. 2018: Et køllehoved af flint! Fynboer & Arkæologi 2018:2, s. 26.
Petersen, P.V. 2008: Flint fra Danmarks oldtid. (nr. 194-196). Gylling.
