Når arkæologer skildres i karikaturtegninger, er det som regel med en teske i hånden. Teskeen er selve billedet på den forsigtighed, som arkæologen graver med, og det har været med til at skabe myten om den langsomt arbejdende oldgransker, der forsinker anlægsarbejder og byggeri. Efter at have deltaget i arkæologiske udgravninger i mere end 30 år må jeg dog konstatere, at de eneste teskeer, jeg har set i arkæologers hænder, har været anvendt til at røre rundt i kaffen! Arkæologer benytter sig derimod af en lang række andre udgravningsredskaber, der varierer fra store gravemaskiner over skovle og spader til specialslebne murersker, stålspatler og pensler. Og så er der boret!
Hvad i alverden kan en arkæolog bruge et bor til, og ødelægger det ikke bare oldsager, hvis man i blinde borer sig ned gennem jordlagene? Jo, selvfølgelig kan man være uheldig at ramme lige ned i en grav med skrøbelige gravgaver, men det skal man se i forhold til en arkæologisk udgravning, der fuldstændigt fjerner et fortidsminde og dets indhold af genstande – ganske vist under kontrollerede forhold. Men man finder jo ingen oldsager med boret? Jo, faktisk er der svineheldige eksempler på, at der er kommet oldsager med op i en borekerne. I modsætning til, hvad mange tror, er det at finde genstande imidlertid ikke nødvendigvis det primære formål med en arkæologisk undersøgelse, men sådan har det ikke altid været!
Med en ca. 2 cm tyk boresonde hentes prøver op fra tørvelag, som ligger knap 2 m under jordoverfladen. Boringen foretages for at undersøge, om det vil være muligt at lave en mindre udgravning for at få et indblik i naturudviklingen gennem oldtiden midt i et område, hvor man anlagde mange gravhøje i bronzealderen.
Langt ind i 1900-tallet lavede man udgravninger på lokaliteter, hvor der var størst mulighed for at finde spektakulære genstande – oldsager – til museernes udstillinger eller til private samlinger. Formålet med udgravninger nu til dags er overvejende at redde flest mulige oplysninger om de sammenhænge, som oldsagerne indgår i, og oftest foregår dette arbejde i et kapløb med tiden, før fortidsmindet bliver ødelagt af anlægsarbejde, erosion eller dyrkning. I dag er arkæologer imidlertid langt mindre fokuseret på genstande, men mere på kontekster, data og relationer, der kan belyse ”den store fortælling om menneskets kulturhistorie”. I den sammenhæng er genstandene ikke nødvendigvis det vigtigste; nogle gange ligger den største informationsmængde gemt i de jordlag, der ligger mellem oldsagerne. Prøver herfra kan i mange tilfælde hentes op med et bor. Jorden kan rumme pollen, frø eller forkullede dele fra træer og planter, og ved at analysere disse ”fund” kan man få oplysninger om fortidens vegetation og menneskets påvirkning af landskabet. Under gunstige forhold kan man også finde insekter, parasitter og materiale, hvori der er bevaret DNA. Ved laboratorieanalyser kan disse ”fund” give meget ny viden om fortidens miljøforhold og livsbetingelser, og analyserne foretages med udstyr og metoder, der er udviklet til brug inden for helt andre fagområder.
Fra et dybtliggende moselag blev der opboret spaghnum-lignende tørv, som bl.a. indeholdt velbevarede frøkapsler og insektvinger – måske 8000 år gamle!
Når man skal have et overblik over et givet område, før en omkostningskrævende udgravning iværksættes, kan man i nogle tilfælde også udføre sonderinger med et bor. Det er bl.a. tilfældet, hvis man skal planlægge en udgravning i en overpløjet gravhøj. Her kan det være hensigtsmæssigt at bore en række små huller tværs over højen for at vurdere jordlagenes tykkelse og sammensætning – samt for at lokalisere evt. stenlægninger. Det er samme fremgangsmåde geologer bruger, når de laver boreprøver for at kortlægge råstoffer, grundvand, blød jordbund eller forurening.
Arkæologen borer en række huller med en diameter på ca. 5 cm på tværs af en overpløjet bronzealdergravhøj. Disse oplysninger skal bruges til at vurdere, hvor nedbrudt højen er – og dermed om det er nødvendigt at sætte ind med en ”redningsudgravning”.
I borekernen kan man se omdannede spor af de græstørv, som gravhøjen blev bygget af i bronzealderen. Det kan også konstateres, at højen blev bygget på et affaldslag, der lå direkte oven på det gule sand, som istiden efterlod.
Arkæologer anvender også boret for at undgå at foretage ødelæggende indgreb i fortidsminder med mere ødelæggende redskaber. Fortidsminder – f.eks. gravhøje – er ikke en ubegrænset ressource, og mængden reduceres hver eneste år. Derfor gælder det om at skåne så mange som muligt. Vi må antage, at fremtidens arkæologer kan hente meget mere viden ud af jordlagene, end vi er i stand til i dag, og derfor skal der også være nogle fortidsminder tilbage til dem. Imidlertid kan vi ikke indstille fortidsminder til beskyttelse eller fredning uden at kende deres udstrækning og bevaringsgrad, og hvis man skal have viden om disse forhold, er en sondering med et tyndt bor en glimrende måde at hente arkæologiske data op fra jordlagene, samtidig med at fortidsmindet ødelægges minimalt. Så lad os håbe, at klichéen med teskeen forsvinder, og at vi en dag kan se en karikaturtegning af en arkæolog med et ordentligt jordbor i hånden!
