Forud for byggeriet af et ældrecenter på Herluf Trollesvej, blev et 25.000 m2 stort område prøvegravet i november 2003 og efterfølgende blev ca 1.500 m2 udgravet i marts 2004.
Lokaliteten er beliggende på fladt terræn ca. 15 m over DNN på en moræneflade, der mod nord, øst og syd, hhv. 200, 300 og 800 m væk, er afgrænset af Lindved Å.
Lokaliteten indeholdt udelukkende gruber, og der er således ikke fundet en eventuel tilhørende boplads. Området er bebygget mod syd og vest, hvorfor det kun er muligt at lede efter en evt. tilhørende boplads umiddelbart øst for lokaliteten. Ifølge det Kulturhistoriske Centralregister, www.dkconline.dk er der tidligere i området mod sydvest observeret affaldsgruber, dog uden nærmere datering.
Målet med udgravningen var at undersøge og indsamle knogle- og keramikmateriale fra store affaldsgruber, som var blevet lokaliseret ved prøvegravningen. Gruberne indeholdt nemlig et imponerende velbevaret knoglemateriale, og via keramiken kunne de dateres til yngre bronzealder.
Et af de mere overraskende fund på pladsen var en næsten hel lille hjortetaksøkse med rektangulært skafthul samt nakkeenden af en anden. Typen kendes i flere eksemplarer og anvendtes i yngre bronzealder og tidlig førromersk jernalder.
Den hele økse er 13 cm lang og er lavet af et stykke hjortetak. Nakkeenden er afskåret ved rosenkransen. Overfladen på øksen er hovedsageligt hjortetakkens naturlige, dog ses der lidt slidspor eller bearbejdning på øksens beskadigede æg. Skafthullet er rektangulært, 3,1X1,3cm. Ved hullet er der på over- og underside af øksen skåret et 5-7 mm dybt firkantet hak ned i øksen. Muligvis har disse hak haft funktion ved skæftningen af øksen.
Af den anden økse er kun nakkeenden bevaret. Stykket måler 8,9 cm i længden, og er brækket i skafthullet. Overfladen er glat, og nakkeenden er ujævnt afbrækket ca. 4 cm fra en forgrening af geviret. Kun et stykke på 1 cm, der går 90 grader ud fra den bagerste kant af skafthullet, afslører at der her er tale om en økse af samme type som den hele.
Lignende økser kendes fra hele landet, bl.a. er der fundet en ved bredden af Ringe Sø (Henriksen, M.B. 1999, s. 106). Denne er dog noget større med en længde på 20 cm, men har samme karakteristiske udformning af skafthullet som den hele økse fra Herluf Trollesvej.
Hjortetaksøkserne fra yngre bronzealder og ældre førromersk jernalder opdeles i to hovedtyper. Den ene øksetype er, som i hvert fald den hele økse fra Herluf Trollesvej, en arbejdsøkse sandsynligvis til træarbejde. Typen er uornamenteret, og den eneste eventuelle overfladebehandling er en form for glatning. Den anden type er ornamenteret med koncentriske cirkler, og overfladen er blevet pudset, så den fremstår glat. Nogle af disse økser er efter alt at dømme ikke arbejdsøkser, men nærmere en form for parade- eller kultøkser.
Funktionsinddelingen er dog ikke nødvendigvis helt stringent. Således er øksen fra Ringe Sø fundet nær søbredden, hvor bl.a. resterne af et menneskeskelet er fundet i nærheden. Dette kunne indikere, at denne økse er ofret (Henriksen, M.B. 1999, s. 106). Den ornamenterede øksetype har som oftest rundt skafthul, og har udbredelse i Danmark og Nordtyskland (Schmidt, J-P. 1997, s. 57). Der kendes ingen oversigt over mængden og udbredelsen af den uornamenterede type.
Gruberne på Herluf Trollesvej er forskellige i størrelse, form og fyld. Det tyder på, at de har haft forskellig anvendelse. F.eks. er fylden i ét grubekompleks meget lys og samtidig meget fundfattig. Dette tolkes som at dette område af bopladsen udelukkende har fungeret ved lertagning og ikke er blevet anvendt til bortskaffelse af bopladsaffald. Til sammenligning er der i grubekomplekset, hvori økserne blev fundet, også fundet mange velbevarede dyreknogler, fiskeskæl, og keramik.
Knoglematerialet tolkes som affald efter slagtning. Sandsynligvis er økserne gået itu og også endt som affald her.
Hvorvidt produktionen af hjortetaksøkserne er foregået på stedet, er uvist. En nærmere artsbestemmelse af det øvrige knoglemateriale vil muligvis kunne bringe os tættere svaret på det spørgsmål.
