Kulturen er udbredt over hele Sydskandinavien og Nordtyskland, især med bopladser beliggende ved kysten. Indlandsbopladser beliggende ved vandløb og søer kendes også – især i den yngre del af Ertebøllekulturen – men de er klart i undertal i forhold til kystnære bosættelser. Knoglefund fra nogle bopladser viser, at de har været beboet på alle tider af året (om end ikke nødvendigvis kontinuerligt), mens andre lokaliteter har været anvendt sæsonvist. Som der er tilfældet i Kongemosekulturen, er der heller ikke i Ertebølletiden påvist skudsikre rester efter hytter eller huse.
Klimatisk falder Ertebøllekulturen sammen med den sidste del af atlantisk tid. Vejret var mildt med en gennemsnitstemperatur, der lå højere end i dag. Som følge heraf var livsbetingelserne optimale for planter og dyr – og dermed selvfølgelig også for ertebøllefolkene. Et arkæologisk kildemateriales overlevering og tilvejebringelse er altid underlagt tilfældigheder, så det er yderst vanskeligt og problematisk at sammenligne perioder med hinanden. Vover vi forsøget her og ser på Ertebølle i forhold til de øvrige mesolitiske kulturer, er der meget der tyder på, at vi i denne periode har den hidtil største befolkningstæthed med de største gruppeenheder på de største bopladser. Eller udtrykt med moderne terminologi: Ertebøllekulturen synes at repræsentere et samfundsmæssigt opsving.
Teknologisk var der tale om en tilsvarende blomstringstid. Redskaber af såvel sten og flint, som er af organisk materiale, er rigt repræsenteret på flere bopladser. Sidstnævnte er især fremkommet i skaldyngerne samt på en række af periodens mange undersøiske bopladser, der er et resultat af de landskabsmæssige forandringer, der har fundet sted siden Ertebølletiden. Generelt set – for der er lokale forskelle – har landet hævet sig nord-nordøst for en linje trukket sådan ungefær imellem Nissum Fjord og Grønsund syd for Møn. Syd-sydvest for linjen ligger bopladserne tilsvarende lavere og – for kystbopladsernes vedkommende – under havet. Set med arkæologiske øjne er det absolut ingen ulempe, at bopladserne sank ned under havets overflade, for her er bevaringsforholdene ofte helt enestående.
Ertebøllekulturens ophør falder sammen med overgangen til agerbrug fra en jæger/samler kultur med 8.000 års erfaringer. Denne overgang synes at have foregået over relativ kort tid – måske 100 år – eller sågar kun det halve eller mindre. Mange – ofte meget ret fantasifulde – teorier omhandlende dette emne har været lagt på bordet igennem årene, men sandheden er nok snarere, ganske som det langt senere kan iagttages med “mystikken” omkring Roms fald, at der er tale om ikke én enkelt udløsende årsag, men om en række forskellige og samspillende faktorer.
De redskaber, der i dag er defineret som typiske for denne periode af mesolitikum, var i princippet kendte fra andre bopladser, men på den navngivende Kongemoselokalitet var det for første gang muligt at udforske kulturen uden ældre og yngre kronologisk “forurening”. Kongemosekulturen kendes kun fra Danmark og Skåne, men elementer af den – eksempelvis dens pilespidser – er lokaliseret på samtidige bopladser over store dele af Vesteuropa.
Kongemose fremstår som et helt klart bindeled imellem mesolitikums to største perioder, Maglemose og Ertebølle. En kulturel trædesten imellem en typisk indlands- og skovorienteret kultur og en tid, hvor man i langt højere grad indrettede sig efter en intensiv udnyttelse af havets ressourcer. Med den gradvise overgang til Atlantisk tid i slutningen af Maglemosekulturen blev der mere hav og mindre land og samtidig et stadig varmere klima. Østersøen fik havstatus, og Vesterhavet blev en realitet, som afskar de britiske øer fra det europæiske fastland. I det store hele undergik Sydskandinavien en markant forandring hen imod det landkort, vi kender i dag. I samme proces forsvandt Maglemosekulturens kystbopladser under havet – hvad omfanget af dette kystorienterede element så end har været i datidens samfund. For Kongemosekulturens jægere fik de drastiske landskabsforandringer selvfølgelig også afgørende betydning. Eksempelvis forsvandt urokser og elsdyr helt fra det sjællandske område, mens de fortsat talte blandt byttedyrene i Jylland. For træernes vedkommende betød det, at skoven blev en tættere og helt landsdækkende urskov. I løbet af Kongemosekulturen kom en ny type bopladser til, nemlig de skaldynger – eller køkkenmøddinger om man vil – der mere end noget andet enkeltelement bliver forbundet med Ertebøllekulturen.
Enkelte grave kendes fra tidens bopladser, bl.a. ved Vedbæk samt på den submarine lokalitet Korsør Nor. Begravelser fra den allertidligste del af gravpladserne Bøgebakken ved Vedbæk samt Skateholm II i Skåne skal sandsynligvis også tilskrives den yngste del af Kongemosekulturen. Interessant nok er der tillige undersøgt en lille håndfuld brandgrave fra perioden. Ligbrændingsskikken vinder ellers først frem for alvor i yngre bronzealder.
Boligerne kendes ikke med sikkerhed. Diverse nedgravninger og pælehuller er tolket som værende hyttetomter, men for at være med her, skal fantasien virkelig ha’ en god dag.
Skiftet fra Kongemose til Ertebølle sker glidende, og identificeres især i kraft af ændret teknologi på oldsagsområdet. Som det var tilfældet 1.000 år tidligere er der i periodeovergangen absolut intet der tyder på dramatiske begivenheder i så henseende.
Grave og boliger kendes ikke fra de senpalæoltiske kulturer. Fra etnografiske kilder samt spredningsanalyser af flinten på især de nordtyske bopladser ved vi, at man boede i runde teepee-lignende telte, men det behøver ikke at have været tilfældet hele året. Det er tillige muligt, at man i perioder under den varmere Allerødtid – slutningen af Federmesser- og det meste af Bromme-kulturens – byggede hytter i stedet for telte. I Maglemosetiden får vi de ældste sikre vidnesbyrd om oldtidens boliger, mens regulære grave kun kendes i et måske-tilfælde bestående af nogle få skeletrester lokaliseret ved Holmegårds Glasværk nord for Næstved. I Koelbjerg Mose ved Vissenbjerg på Fyn er gjort endnu et skeletfund fra perioden, kendt som Koelbjergkvinden. Med en datering til ca. 8.000 f.Kr. er det de ældste menneskeknogler fundet i Danmark, men der er absolut intet, der taler for, at det er en begravelse.
Maglemosekulturen er navngivet efter en række bopladser beliggende ved Maglemosen øst for Mullerup i Vestsjælland. Den første plads blev lokaliseret i 1900 og kort tid derefter udgravet og publiceret af Nationalmuseet. I de følgende par årtier kom flere nye pladser til, bl.a. klassiske lokaliteter som Sværdborg Mose og Holmegård Mose. Ved Duvensee i Nordtyskland blev den første Maglemoseboplads uden for Danmark lokaliseret og udgravet. Det måske mest interessante fund fra Duvensee er i øvrigt en padleåre, der, sammen med enkelte andre fund, bl.a. fra Ulkestrup Lyng, bogstavelig talt skubber maglemosefolkene fra land og ud på søer, vandløb og – formentlig – havet for at udnytte fødevareressourcerne i dette element mere effektivt end vi har vidnesbyrd om det fandt sted i senpalæolitisk tid.
Tørvegravningen omkring 2. Verdenskrig resulterede i en markant stigning af kendte Maglemoselokaliteter; i dag er antallet af lokaliserede bopladser oppe på flere hundrede, og de forekommer over hele landet. Bopladserne ligger væk fra kysterne, gerne i nærheden af en sø eller et vandløb. Det gav ferskt drikkevand lige ved hånden, og tilsvarende vigtigt var det, at tidens jægere dermed befandt sig midt imellem to “spisekamre”, hvorfra de kunne forsyne sig med både fisk og landdyr. Bopladserne varierer i størrelse fra få m2 til flere tusind m2. Det er bemærkelsesværdigt, at i de tilfælde, hvor anvendelsestidspunktet har kunnet dokumenteres er der altid tale om sæsonbopladser beboet i sommerhalvåret. En delvis forklaring herpå kan meget vel være, at man boede ved kysterne i vinterhalvåret. Problemet i arkæologisk henseende er blot, at disse – eventuelle! – pladser grundet havvandsstigning i dag ligger på havbunden og derfor er næsten umulige at lokalisere.
På grund af at bopladserne almindeligvis blev anlagt helt ned til moser, søer og vandløb er der fra Maglemosekulturen overleveret et ret betydeligt organisk materiale. Træ, ben, tak og ikke mindst allehånde affald havnede uundgåeligt og mere eller mindre tilfældigt ude i vandet, hvor det sank til bunds i et iltfattigt miljø, der hindrede forrådnelse i at sætte ind. Således er det muligt ud fra knoglefund at bestemme tidens fauna, der for de større byttedyrs vedkommende har været urokse, kronhjort, rådyr, elg, bjørn og vildsvin. Ulv, ræv, grævling, bæver, odder og mår blev nedlagt for pelsens skyld. De mest eftertragtede fisk, fanget med krog eller stanget med lyster, var gedde, aborre, skalle, brasen og malle. Fuglevildt er relativt set mere sparsomt repræsenteret i knoglematerialet, men artsrigdommen er til gengæld stor varierende fra vadefugle, over ænder til rovfugle som glente, hav- og fiskeørn. Rovfuglene har formentlig primært været jaget for fjerenes skyld. Interessant er knogler fra sæl og måge, der jo, til trods for manglen på kystbopladser, dokumenterer en forbindelse til havet og de betydelige fødevareressourcer, der har kunnet hentes her. Indsamling af planter, bær og rødder har utvivlsomt spillet en væsentlig rolle i Maglemosefolkets kost. Desværre er dette element ikke så velbelyst som for faunaens vedkommende, bortset fra hasselnødder, der findes i store mængder på bopladser med bevaret organisk materiale.
På bopladser, der nærmest har ligget og svuppet ude i mosen på flydeøer, har man fundet rester af Maglemosekulturens boliger. Det drejer sig om rektangulære barkgulve, hvis funktion formentlig har været at bibringe et tørt soveunderlag oven på den fugtige mosetørv. Ildstederne i de 20-35 m2 store – eller små! – hytter har været anlagt på sandlag oven på barkgulvet, og massive bregnelag kan meget vel have været sovesteder. Bortset fra fund af kæppe og grene stukket ned i den bløde mosejord langs et barkgulv – antagelig rester af en spinkel væg – er det ikke ad arkæologisk vej muligt at slutte noget sikkert vedrørende boligernes konstruktion og udseende i øvrigt.
Maglemosekulturens ændrede livsvilkår som skovjægere i forhold til den forudgående Ahrensburgkulturs jagtmark i det åbne land kommer klart til udtryk i redskabsinventaret. For det første opfindes øksen, så træer kan fældes og bl.a. udhules og anvendes til stammebåde. For det andet afløses skafttungespidserne af mikrolitter (= små sten, i tilfældet her små flinteflækker), der monteres flere sammen som od og/eller modhager på kastespyd og pile.
Pladser tilhørende Ahrensburgkulturen kendes over hele det nordeuropæiske fladland. I Danmark er der gjort en del løsfund, bl.a. af slagvåben fremstillet af rentak, men kun en enkelt boplads, Sølbjerg på Lolland, har været genstand for udgravning i større målestok. Ahrensburgfolkene levede under den sidste klimaforværring – yngre dryas – der prægede perioden fra ca. 11.000 f.Kr. og frem til omkring 9.300 f.Kr.
Udgravningen af Sølbjergpladsen – eller rettere pladserne, for der er fire i alt – i årene 1989-93 viste, at Ahrensburgkulturens jægere i hvert fald i vinterhalvåret primært ernærede sig ved jagt på rener. Bopladsen ligger strategisk på en af de trækruter som renerne benyttede år efter år, og det er derfor heller ikke så mærkeligt, at der tillige er lokaliseret og udgravet en boplads fra Hamburgkulturen på stedet.
I den sidste del af Ahrensburgkulturen blev klimaet gradvist varmere. Det betød ændring af flora og fauna – skoven vandt frem, rensdyrene trak med isen nordover og efterlod scenen til andre byttedyr. I takt hermed ændrede jægerne selvfølgelig også jagtteknik med nye redskaber som en naturlig følge. Og da redskaberne er dét, som arkæologerne definerer kulturer ud fra, var tiden kommet til “nye” jæger-/samlerfolk; sandheden er dog, at det i realiteten var de samme folk, der blot gradvist justerede sig ind efter naturen. Med Ahrensburgkulturens ophør og Maglemosekulturens begyndelse blev senpalæolitikum afløst af mesolitikum, den mellemste jægerstenalder.
Den klimaforbedring, der satte ind i mod slutningen af Federmessertiden bevirkede, at Bromme-folkene levede i et landskab præget af en rigere fauna og flora. Bopladserne findes ofte der, hvor vandløb mundede ud i eller løb fra søer – antagelig fordi man her havde gode fiskemuligheder. I forbindelse med selve Brommebopladsen – eponympladsen, som arkæologerne kalder den slags (f.eks. Ertebølle – Ertebøllekultur) – fremkom et knoglemateriale, der fortæller om jagt på storvildt som elge og rener samt mindre dyr, nemlig bæver, jærv og svane; det er muligt, men ikke sikkert dokumenteret at nogle knogler fra vildhest og kronhjort ligeledes skal tilskrives Brommetiden. Artssammensætningen vidner om jagt både i skov og i åbent land; det er således sandsynligt, at elgen har været vigtigere byttedyr end renerne. Brommekulturens flintredskaber er præget af et sparsomt typeforråd bestående af tre hovedformer: Skafttungespidser (kraftig type med symmetrisk spids og tydelig skafttunge i slagbuleenden), skrabere og stikler.
Federmesserkulturen er endnu ikke særlig velbelyst i Danmark. Eneste regulære undersøgte boplads er lokaliteten Slotseng B i Sønderjylland, men løsfund af især de typiske skafttungespidser – federmesserspidser – vidner om, at denne rensdyrjægerkultur var til stede i de sydlige dele af landet. Det er muligt, at de forholdsvis få fund skal tilskrives en klimaforværring, der præger en væsentlig del af netop denne periode.
Federmesserkulturens folk har haft de samme livsvilkår som Hamburgkulturen, og der er ingen grund til at antage at deres levevis har været anderledes. Det var i princippet de samme mennesker, og når der i dag rent arkæologisk kan iagttages en forskel imellem de to perioder skyldes nok hovedsagelig, at der kan iagttages ændret fremstillingsteknik i forbindelse med de materielle levn. Mest markant kommer det til udtryk for “skafttunge”spidsernes vedkommende, for de har i modsætning til den forudgående Hamburgkultur og den efterfølgende Brommekultur nok fungeret som spidser på spyd og måske pile, men været monteret uden brug af skafttunge.
En sikker påvisning af Hamburgkulturens tilstedeværelse i Danmark ligger kun et par årtier tilbage. Det endegyldige bevis i så henseende fremkom i 1981 med de første gravninger på bopladsen Jels 1 beliggende ved Jelssøerne i Sønderjylland. Som navnet mere end lader ane skal kulturens erkendelse søges længere sydpå ved Hamburg, hvor den tyske arkæolog Alfred Rust på lokaliteten Meiendorf i begyndelsen af 30’erne foretog udgravninger, som førte frem til udskillelsen af denne selvstændige senpalæolitiske rensdyrjægerkultur. I dag er kulturen påvist i store dele af det nordeuropæiske lavland i Tyskland, Holland, Polen og Danmark. Ud over Jels er de bedst belyste pladser Slotseng i Sønderjylland og Sølbjerg på Lolland.
Hamburgkulturens folk har været nomader, der – i hvert fald sæsonvis – i vid udstrækning indrettede deres tilværelse efter rensdyrenes færden. Renerne vandrede rundt alt efter, hvor de kunne finde græsser og buske at æde. Ved at lære landskabet og renernes vaner at kende skaffede jægerne de byttedyr, som de enkelte grupper skulle bruge. Med en beliggenhed på kanten af en dal, der dengang har ligget hen som en sø, giver Jels-lokaliteten et godt indtryk af dette kendskab til naturen, for netop dér, hvor bopladsen ligger, indsnævres dalen så meget, at rensdyrene kunne passere. Det vidste rensdyrene. Og det vidste jægerne, der på denne måde kunne ligge i en slags baghold og dermed nemmere nedlægge de livsnødvendige byttedyr.
Renerne var det egentlige livsgrundlag for disse første jægere. At nedlægge et så stort dyr krævede en veludviklet jagtteknik og effektive våben. Typisk for denne periode er da også skafttungespidser fremstillet af regulære, mere eller mindre kraftige flinteflækker. Pilene har været monteret på spyd og måske også på pile til afskydning med en kraftig bue. Disse spidser er lette at kende, fordi de til brug ved fastgøringen er forsynet med en tilhugget skafttunge i modsatte ende af spidsen. De ligner kort og godt en spyd- eller pilespids.
Når renen var nedlagt, spiste man selvfølgelig kødet, men resten af dyret blev også brugt på forskellig vis. Takker og knogler blev anvendt til forskellige redskaber. Senerne var stærke snore, der kunne bruges til utallige praktiske formål, eksempelvis til sammensyning af skindene til tøj og telte. Hårene på renernes skind er hule, så de isolerer ekstra og beskytter dermed dyrene imod kulden. Denne egenskab har været meget vigtig for at også jægerne kunne klare sig i det kølige og barske klima.
Hverken klædedragtens eller teltenes udseende er dokumenteret ved fund af sådanne, men for sidstnævntes vedkommende forekommer det ret sikkert, at der har været tale om runde telte rejst over et skelet af tynde træstivere. For at holde træk og kulde ude blev teltet holdt ned mod jorden ved at lægge sten rundt på skindkanten. Et telt er let at flytte med, men sten kunne findes alle steder, så når en stamme rejste videre efterlod de ofte stenkredse der, hvor teltene havde stået. Disse stenkredse er fundet og udgravet, men ikke i Danmark. En sammenligning af de udgravede stenkredse med telte i arktiske egne, hvor samme teknik er blevet benyttet helt op mod vores tid, gør det muligt at fastslå nogenlunde, hvordan de ældste boliger så ud.
Bopladserne ved Jels, Slotseng og Sølbjerg er på flere måder typiske for de kendte bopladser fra den tid. Det gælder som nævnt den topografiske beliggenhed – højt og ved renernes naturlige trækruter – men også en beskeden størrelse samt det faktum, at der nok er mange stykker bearbejdet flint, men desværre ikke er bevaret organisk materiale.
