»Synes du ikke Andersens eventyr er fremragende – han tegner garanteret også.« Således skrev Vincent van Gogh i efteråret 1882 til vennen Anthon van Rappard.[1] Kjeld Heltoft har brugt citatet som motto for FDB-udgaven (1978) af den bog om H.C. Andersens billedkunst, som han udgav i 1969[2] og som netop forsøger at placere eventyrdigteren også som visuel kunstner (»øjemenneske«). Og Hans Edvard Nørregård-Nielsen har kommenteret det (i den hér benyttede fordanskning, som er præcisere end Heltofts) i sin gedigne bog om H.C. Andersens skitsetegninger fra den italienske dannelsesrejse 1833-34[3] Reproduktionsteknisk markerer Nørregård-Nielsens bog en betydelig landvinding i forhold til Heltofts, – for nu slet ikke at tale om Poul Uttenreitters udgivelser af H.C. Andersens Billedbog (1924) og H.C. Andersens Tegninger (1925).[4]
Amsterdam-forlæggeren C. M. van Gogh, som i 1893 udgav sin landsmand Theo van Hoytemas 31 litografier til »Den grimme Ælling«, havde billedkunstnerisk sans fælles med den berømte maler, der i øvrigt var hans brorsøn.[5] Bogen indtager en central placering i hollandsk illustrationskunst og forskaffede den da 30-årige van Hoytema et gennembrud. Udgaven er blevet karakteriseret som »den berømteste billedbog, der nogensinde er fremkommet i Nederland«. – I 1898 præsenterede van Gogh et nyt H.C. Andersen-arbejde af van Hoytema, 20 stentrykte illustrationer til »Gaardhanen og Veirhanen«.
Theodoor van Hoytema (født 18.12.1863) stammede fra en finansfamilie i Haag.[6] Som den yngste af otte søskende blev han tidligt forældreløs og derfor opdraget af den ældste søster. Han gik kun fire år i gymnasiet, idet hans formynder ville have ham i arbejde, så han kunne lære noget og tjene penge. Han kom i lære i de to ældste brødres bank i Delft. Som tolvårig blev han henrykt over et tilbud om tegneundervisning, og som bankelev gik han på kunstakademi i Haag. »Som en fugl i bur sad han på det dystre kontor, smægtende efter den dag, da han ville opnå sin frihed, dagen da han ville blive myndig.
Og ikke et øjeblik har han tøvet, da det kom så langt: han sprang på sin cykel og kørte ud i verden.«[7] Frigjort fra miljøets hæmmende konventioner levede han en bohemetilværelse og udviklede sig hastigt som kunstner. Han blev tegner på Zoologisk Museum og bidrog til videnskabelige arbejder, og han vakte allerede i 1892-93 opsigt som bogkunstner. »Han får bestillinger på store dekorative arbejder; foruden billedbøger laver han malerier, vægudsmykninger, stik, julekort, plakater, kakkeldekorationer, vaser og træskærerarbejder til møbler.«[8]
Van Hoytema giftede sig i 1891 med Tine Hogervorst (1865-1928), som han havde et nært og frugtbart samarbejde med. Ægteskabet blev imidlertid (reelt, omend ikke formelt) opløst 1902. I det sidste tiår af hans liv, da han var alvorligt syg, tog søsteren sig påny af ham. Van Hoytema døde i Haag 28.8. 1917.
Det var fuglene, der specielt havde van Hoytemas bevågenhed. Det fremgår allerede af titlerne på de facsimileudgivelser, som forlaget A. G. Schoonder-beek i Laren har bragt på markedet: Hoe de vogels aan een koning kwamen (1892, baseret på en gammel, af brødrene Grimm gengivet legende[9]), Uilengeluk (1895, med tekst af Tine Hogervorst) og Vogelvreugd (1904, en rimfortælling skrevet af van Hoytema selv), – samt de to H.C. Andersen-publikationer, Het leelijke jonge eendje og Twee hanen.[10]
Legendebogen fra 1892 regnes for at være den første hollandske billedbog, hvori illustration og tekst integreres, en fremgangsmåde, som van Hoytema overtager fra engelske Art Nouveau-forbilleder (Walter Crane og Randolph Caldecott). Ikke at han straks formåede at leve op til mestrene, end ikke i gennembrudsbogens ‘proefexemplaar’ fra det følgende år, – og hvad angår Twee hanen, så blev teksten (men ikke sidenummereringen) sat og trykt på konventionel vis. Men i sine kalendere perfektionerede van Hoytema sammenkoblingsteknikken. Den første tegnede han i 1902, og han holdt ud til sin død (1918-kalenderen udkom posthumt). Bortset fra udholdenheden består det exceptionelle netop i, at hvert månedsblad udgør en tegnet helhed af illustration, bogstaver, tal og rand- og baggrundsudsmykning. Stilistisk set er jugend-indslaget umiskendeligt netop i forsiringen omkring det centrale fugle- eller plantemotiv.”
Tilbage til H.C. Andersen-billedbøgerne! Tekstmæssigt er de to udgivelser naturligvis forældede. Da teksten til »Den grimme Ælling« imidlertid er indtegnet på illustrationerne, kan der ikke ændres på den sag. I øvrigt er oversættelsen svagt komprimeret; f.eks. glimrer de glubske hunde ved deres fravær. Oversættelserne er anonyme. Der synes ikke at være tale om genbrug af foreliggende arbejder (»Gaardhanen og Veirhanen« fra 1859 forelå i to: W. I. Mensings fra 1860 og S. J. Andriessens fra 1874, »Den grimme Ælling« fra 1844 i flere: M. H. Bingers fra 1846, C. de Jongs fra 1858, J. J. L. ten Kates fra 1866, S. J. Andriessens fra 1874 ogj. J. A. Goeverneurs fra 1882); måske har van Hoytema selv været i lag med de danske originaltekster?[12]
En sammenligning med Annelies van Hees’ 1992-oversættelse[13] afslører betydelige forskelle. Et berømt sted i den danske tekst er gårdhanens pointering (efter forkyndelsen af, at den kan lægge et æg, hvori der gemmer sig en basilisk, som ingen kan udholde synet af): »Nu ved I [..] hvad jeg er for en allerhønsegaards Karl«. Her går den gamle oversættelse i en bue om vitsen (»Nu weten jullie [..] van mijn hoge positie in de hoenderwereld«), mens den nye går i clinch med den (»Nu weten jullie [..] wat voor een allerkip-penhokste kerel ik ben«).
Men det vigtigste er naturligvis illustrationerne, de 31 til »Den grimme Ælling« og de 20 til »Gaardhanen og Veirhanen«. Om førstnævnte udgivelse, der er i firefarvetryk, skriver G. Knuttel, at den vidner om »en stærk personlighed, som djærvt og frit gik sin egen vej«. Bogen markerer et stort skridt frem, »ikke alene ved de større muligheder, som farvelitografien tilbød, men også den billedmæssige kraft er meget større end i det tidligere værk. Bladenes komposition er original, djærv og ekspressiv. Kunstneren gjorde ingen indrømmelser til de krav, som publikum generelt stiller, og den store anerkendelse, som bogen fik allevegne, er da også bemærkelsesværdig.«[14]
I Twee hanen klarer van Hoytema sig med tre farver (rødt, mørkeblåt og gult). Hos Knuttel hedder det: »Den vidner om stor sikkerhed i tegningernes plan og udførelse. Den har dog mindre ‘indhold’ end begge de foregående bøger, i mindre grad direkte udtryk for sin ophavsmands dybe følelsesliv. Det var igen et af Andersens eventyr, van Hoytema illustrerede, og det er næsten skuffende, at han ikke har illustreret flere af hans eventyr. For han havde begavelsen til det, og den er kun alt for sjælden. ‘Theo van Hoytema’, siger Plasschaert med rette i en af sine anmeldelser, ‘er en af de meget sjældne kunstnere, som kan illustrere Andersens eventyr. For han er i besiddelse af to egenskaber, der er nødvendige som for os andre det daglige brød: han har vid og talent for det komiske; han har sans for det drømmende og ligeledes for realiteten. Og sådan er Andersen inderst inde også. Og det forekommer mig, at han i tilstrækkelig grad er figurtegner (eller kunne være blevet det) til også at kunne nærme sig Andersens skikkelser i deres blide og dog reelle væsen’.«[15]
Erik Dal har sammenlignet Theo van Hoytemas udgave af »Den grimme Ælling« med Johannes Larsens af det samme eventyr (udsendt i jubilæumsåret 1955). Om dette værk skrev en anmelder, at fynboerne hér passerede hinanden »som to stolte fuldriggere: med høflige hilsener, men i passende afstand«. Dal karakteriserer Larsens arbejde som »en klassisk dansk tegnekunst i motivvalg og beskæring«, mens van Hoytema opfattes som »mere moderne i beskæring og vinkler, [..] hans fugle har netop den grad af menneskeligt udtryk, der vedligeholder forbindelsen med teksten uden at overskride, hvad en samvittighedsfuld dyremaler kan få sig til at levere«.[16]
