Majbrit Simonsens anmeldelse i Kristeligt Dagblad (18/10, 1994) af Lise la Cours ballet »Hyrdinden og Skorstensfejeren« på Det kongelige Teater bar med rette overskriften »Balleteventyr for børn«. Det var nemlig hvad det var. Jeg kunne dog ikke dy mig for under forestillingen at forestille mig hvilken voksenballet der kunne være kommet ud af Andersens eventyr.
Tanken er nærliggende, for hvor meget i Andersens tekst må en børneballet ikke lade ligge, hvis resultatet skal gå hjem hos de små? Stort set det væsentlige. Børnene kan gyse over at kineserdukkens hoved falder af, og henrykkes over at det kommer på igen, for »det er ren teatermagi«, som anmelder Simonsen skriver. Men for den voksne ligger der en indsigt i teksten selv som stikker dybere end teatralsk magi, da den omfatter både hyrdindens uskyld, som børnene deler, og et ironisk perspektiv på denne uskyld, som de begribeligvis ikke kan fatte. Ganske som hyrdinden gyser de små når tingene går i stykker og jubler når de heles igen, mens de voksne bitterligt må konstatere at aldrig viser ting sig så brudte som når de fremstår hele. Kineserens nye hoved giver ham ikke magten tilbage, men fastslår hans afmagt. Det er den sidste hyrdinden og skorstensfejeren lever højt på – indtil de selv går i stykker. Uskylden er ikke naturlig, som vort barnesind helst vil have det. Den er kronisk – eller rent ud teatralsk.
Allerede fra starten trækker Andersen tæppet væk under den. Skorstensfejeren er fx. ren (porcelæns-)figur, ja alt for ren. Skønt ellers sort som kul mangler han sværte i ansigtet, der er hvidt og rødt som en piges, »og det var egentlig en Feil«. Da fejlen har med selve kønsbestemmelsen at gøre er den ikke uvæsentlig, og når skorstenfejeren og hyrdinden bliver forlovede skyldes det da heller ikke indre tilskyndelser, men helt enkelt deres opstilling på den kunstige scene: »de vare begge To stillede hvor de stode, og da de nu vare stillede, saa havde de forlovet sig«. Sådan passer de for hinanden: »de vare unge Folk, de vare af samme Porcelain og begge lige skrøbelige«. Hvis det er godt at modsætninger mødes i et parforhold, så er dette parforhold ikke godt, men netop – skrøbeligt.
Galt går det da også fordi skorstensfejeren gør hvad hyrdinden vil, skønt han i grunden ved bedre. Hun vil ikke ind i det mørke skab til gedebukkens satyriske drifter og elleve andre koner, og så er der ikke anden udvej end at følge skorstensfejeren op gennem skorstenen og ud i den vide verden. Da han spørger om hun fatter hvor vid den er og om hun har mod til at gå ud i den, når det er vist at de aldrig mere kommer tilbage, svarer hun ufortrødent ja. Men læseren forstår at hun ikke ved hvad hun siger. Det er netop ikke mod der driver hende, men frygten for det værre.
Det tegner til en rigtig dannelsesrejse – og til at den kun lykkes halvt. Som skorstensfejeren anede, viser den vide verden sig alt for vid for hyrdinden. Hvor hun før kun var glad hvis han førte hende ud i den, er hun det nu kun hvis han fører hende hjem igen. Det burde han som sagt ikke gøre, og da han alligevel gør det er deres skæbne beseglet. De vender tilbage, ikke som udviklede, men som traumatisk bundne til deres fortid. » >See saa langt kom vi! < sagde Skorstensfeieren, >der kunde vi have sparet os al den Uleilighed! « Den kinesiske (bedste-) faderskikkelse er gået i stykker da han ville fange dem, men i stedet for at nyde frigørelsen fra hans overmagt, drømmer hyrdinden kun om at få ham klinket. Skorstensfejeren, som er en tand mere moden og indsigtsfuld, replicerer ironisk: »saa vil han være god som ny igjen og kan sige os mange Ubehageligheder!«
Klinket bliver kineseren imidlertid, og takket være at han nu både er ude af stand til med et nik at give hyrdinden væk til gedebukken og for stolt til at indrømme sin stivnakkethed, får hun og skorstensfejeren lov at beholde hinanden. Alt er tilsyneladende ved det gamle. Men kun fordi intet i grunden er ved det gamle kan denne illusion bestå. Over den reelle disharmoni lægger den falske harmoni sig som en fernis.
Andersens udlevering af sine fallerede skæbner er så godt som umærkelig. I betragtning af ironiens rækkevidde virker den forbløffende harmløs: »og saa bleve de Porcelains Folk sammen og de velsignede Bedstefars Klinke og holdt af hinanden til de gik i Stykker«. Man kommer til at tænke på Kay og Gerda, som efter deres dannelsesrejse i »Sneedronningen« sad »begge To Voksne og dog Børn«. Voksne nok til at bære vidne om uskyldens grænser, ikke voksne nok til selv at overskride dem.
Det må der kunne danses på. Med en uskyld som har børneballettens figurlighed og tone, men en koreografi som er isprængt bevægelser på en indre scene og i et sjæleligt landskab. Pointen må være at uskyldens former viser sig sluttede og begrænsede, mens samtidig afgrunde af menneskelige muligheder åbner sig og drager – før grænserne ironisk lukkes og efterlader tilskueren med den bitre smag af kundskabens frugt i munden. Gælder det generelt at børn er de voksnes forældre, gælder det specielt hos Andersen.
