I Estrid og Erik Dals Fra H.C. Andersens boghylde. Hans bogsamling belyst gennem breve, kataloger og bevarede bøger (Kbh. 1961), hedder det i afsnittet om tyske bøger: »De virkelig store tyske digtere er ikke godt repræsenteret i AA [Auktionskatalogen over H.C. Andersens bogsamling], og hvad vi har lokaliseret andetsteds, hjælper ikke meget« (s. 36).
Ludwig Tieck, som man kunne have ventet at finde her, dukker slet ikke op.[1] Har Andersen da ikke ejet noget fra sin ældre ven Tiecks hånd?
Heldigvis kan der stadig dukke nye bøger fra Andersens boghylde op, og en af dem er netop fra Tiecks hånd. Jeg vælger med omhu denne formulering, for det er en af Tiecks (berømte) oversættelser, som det viser sig, at Andersen har ejet: Leben und Thaten des scharfsinnigen Edlen Don Quichote von la Mancha von Miguel Cervantes Saavedra übersetzt von Ludwig Tieck (Dritte verbesserte Auflage, Berlin, Verlag von A. Hofmann & Comp., 1852).
Bogen dukkede i 1995 op hos en antikvarboghandler i Vejle. Desværre kun bd. I, der til gengæld er interessant ved at være forsynet med en dedikation fra H.C. Andersen,[2] som ikke blot beviser ejerskabet, men også rummer en lille historie, der kan stå som en forklaring til en indførsel i dagbogen for 2. november 1867.
Dedikationen lyder:
Til Bazaren til Fordel for de Nødlidende i Norrland
1867
fra
H.C. Andersen
I dagbogen for »Løverdag den 2« november 1867 skriver Andersen:
I Dag ere svenske Studenter fra Lund komne til Kjøbenhavn for i Forening med de danske at give en Concert i Aften i Casino til Indtægt for de Nødlidende i Norrland. Henriques har to Studenter I. C. Anderson og Suenson. Jeg gik i det kongelige Theater efter at have spiist med dem hos Henriques.
Der er ikke noget der tyder på, at Andersen selv var til stede ved koncerten i Casino. Han syntes åbenbart, at han havde gjort nok ved at dinere med de to svenske studenter, der var indkvarteret hos familien Henriques. Først næste aften er han i Casino efter igen at have spist middag med svenskerne hos Henriques. Han ser de to første akter af Kaliffen paa Eventyr og
Gik fra Casino i det kongelige Theater og saae anden Act af et Folkesagn; alle de svenske Studenter vare i andet Parquet.
Næste dag, mandag d. 4. noterer Andersen: »Kl 12 Middag seilede de svenske Studenter hjem til Malmø«.
I et brev til fru Scavenius på Basnæs,[3] afsendt søndag d. 3. november, har Andersen også omtalt koncerten for de nødlidende i Norrland:
I Dag er Veiret særdeles smukt, her ere mange svenske Studenter i Byen, de gave igaar Koncert i Casino i Forening med de danske Studenter, Huset var propfuldt, Indtægten er til de stakkels Mennesker i Nordland.
Så melder sig naturligvis spørgsmålene: hvad er det for noget med de nødlidende i Norrland? og hvad med basaren, som jo må være noget andet? Altsammen i anledning af dedikationen på den nyligt opdukkede Tieckbog.
I Berlingske Tidende kunne man d. 16. september 1867 læse følgende:
Nøden i Norrland er, som tidligere meddeelt, saa stor, at Indbyggerne paa mange Steder maae nøies med Barkbrød og lignende Føde. Man havde glædet sig til en nogenlunde god Høst, men ifølge Breve fra Haparanda af 3die ds. er dette Haab nu tilintetgjort ved en tidlig Frost, der har indfundet sig i alle de Egne, fra hvilke man endnu har Underretning. Den svenske Regjering har i den Anledning anviist Landshøvdingeembedet i Westerbottens Leen en sum af 180.000 Rd. sv. til Opkjøb af Kornvarer, og paa en paa Stockholms Børs fremlagt Liste var der den 14de ds. til de Nødlidende i Norrland tegnet 5250 Rd. svensk. Tegningen er endnu ikke sluttet.
D. 11. oktober kunne Berlingske Tidende berette, at misvæksten ikke begrænsede sig til Norrland, men også i Dalarne havde korn og kartofler lidt alvorlig skade ved tidlig nattefrost allerede d. 2., 3. og 7. september. Omfanget af misvæksten var endnu ikke klarlagt, da man ikke havde indberetninger fra alle egne.
Og d. 21. oktober kunne man under overskriften Indsamlingen til de Nødlidende i Norrland læse om en komite af mænd, som var trådt sammen for at foranstalte en indsamling til de nødlidende. Den svenske gesandt, fortæller Berlingske Tidende, har i et brev til komiteen udtalt den svenske konges »Erkjendtlighed for denne menneskekjærlige Handling, der i sin fulde Betydning paaskjønnes ikke blot af de Nødlidende selv, men af hele det svenske Folk«.
Så tager kvinderne over. Nu skal der holdes basar. Mændene danner officiel komite, for de forstår sig på penge og modtager tak fra kongen. En basar er åbenbart mere et kvindeanliggende.
I hvert fald annonceres basaren i avisen d. 31. oktober. Den skal afholdes »midt i November med Vedkommendes Tilladelse« i riddersalen i Schimmelmanns palæ, Bredgade nr. 28, »hvortil Undertegnede modtage Bidrag«. Og så følger navnene på fem damer, fru Edda Grøn, fru Signe Lehmann, fru Signe Puggaard, frøken Ida Sørensen og frøken Caroline Watt, alle med adresser.
Af disse damer kendte H.C. Andersen i hvert fald Signe Puggaard og Caroline Watt. Og mon ikke Edda Grøn er identisk med den »Ada Grøn«, der optræder i registerbindet til Dagbøgerne? Andersen var i foråret 1867 sammen med en grosserer Grøn og frue i Paris, et par, som Andersen ikke var meget begejstret for: »han er en kjøn Slidder Sladder, vil være Gentleman, hans Frue være Lady« (dagbogen for 4. maj 1867).
Mon ikke Andersen har afleveret sin Tieck til Caroline Watt, en søster til Robert Watt, som Andersen havde meget samkvem med i denne tid? Han traf hende første gang oppe hos Watt d. 30. august 1867, kun ca. 2 uger før hele historien med de nødlidende i Norrland begyndte at komme frem.
Af en annonce i Berlingske Tidende d. 16. november fremgår det, at basaren afholdtes samme dag og de følgende dage, »hver Dag fra Kl. 12 til 3 Formiddag og fra Kl. 6 til 9 Aften«.
At Andersen gav noget til basaren, kan ikke undre i betragtning af hans nære forbindelser til Sverige, hvor hans bøger tidligt fik stor succes, en gensidig attraktion, som for hans vedkommende udmøntede sig i den kombinerede rejsebog og poetiske trosbekendelse I Sverrig (1851). Og at han var sig bevidst, at hans dedikation i bogen ville gøre den til et eftertragtet emne, der kunne indbringe nogle penge til formålet, ved man fra de andre lejligheder, hvor han f.eks. i forbindelse med tysklandskrigene gav f.eks. papirklip med påskrift til bortauktionering til godgørende formål.
Her ved basaren d. 16.-18. har Andersens bog med Tiecks tyske oversættelse af Don Quichote da endeligt skiftet ejermand. Og således har den unddraget sig hidtidige forsøg på at kortlægge H.C. Andersens bogsamling.
